Jaspar havde sendt besked efter Einri, lige efter han opdagede hvor lidt af hans parfume der var tilbage, det ville jo ikke gå at han kom ud og lugtede! Normalt ville han selv være taget afsted, men de sidste par uger efter han blev fyret, ja så var benene ikke på toppen, skulle han gå nu ville han måske kun nå ned til enden af vejen, før bene ville knække under ham. 
Han bande det langt væk, tvunget til at bo hjemme og folk forstod ikke, at han ej ønskede deres hjælp, for han kunne jo selv det havde han altid gjort! Manden var utrolig stædig, det var nok det ord der beskrev ham bedst, dog var han klar over det ville tage for meget for ham at nå frem. 

Nu sad han i sin kørestol, den ting han hade allermest i verden, placeret i stuen i det store hus som hans forældre ejede. De var dog på arbejde, men han havde fået besked på ikke at forlade hjemmet, de var jo selvfølgelig bekymret for ham, men han følte sig som et barn igen. Jaspar sad iført en hvid skjorte og et par løse sorte bukser, hænderne hvilede på kørestolens hjul, klar til at rulle ud for at åbne døren når der ville blive ringet på. På en måde glæde han sig til at se den anden, det var rart med lidt selskab men så igen sidste de havde mødtes, sad han ej i kørestol. Ved lyden af dørklokken rullede han ud for at åbne, et smil gled let over den ellers lige læbe " kom indenfor, må jeg byde på noget?" lød det roligt fra ham, som han fik lukket døren bag dem, før han rulle frem imod stuen og køkkenet igen, regnede med den anden fulgte med. 

Det var vel et par dage siden Einri havde modtaget brevet fra Jasper, hvilket havde fået ham til at arbejde på højtryk for at lave parfumen klar, samt sørge for det var klart han ikke ville befinde sig i sin lille bod. Han havde pakket parfumer er forskellige slags, samt den sædvanlige, det kunne jo være Jasper havde lyst til nye dufte. Han tjekkede igen brevet igennem og pakkede det da i den taske han havde gjort klar og gik da afsted mod beboelseskvarteret.

Som altid var Einri klædt i sine fine klæder i form af den hvide skjorte med frynser ved halsen, de brune bukser der strammede fra knæet og ned og på fødderne havde han et par støvler hvor der var en smule hæl, blot så han havde lov til at nyde følelsen af at være bare to centimeter højere. Gennem gaderne trissede han med godt humør og da han ankom, trak han lige brevet op for at dobbelttjekke før der blev ringet på. Et varmt smil fandt vej til hans læber som døren blev åbnet for ham og Jasper var i døren. Dog blev han en smule overrasket over at se ham i kørestol, dog virkede han til at være godt til mode. Einri gik indenfor og lod Jaspar føre an og hanselv lige bagefter.

Jaspar smilede til ham, det var nu rart at få en smule besøg, han førte dem ud til køkkenet hvor han fandt en flaske vin, før han fik det bragt sammen med to glas ind i stuen. som de nåde der ind løftede han sig fra stolen, med lidt usikre ben fik han sat sig på sofaen, bed sig let i læben over at føle sig så svag, det var jo langt fra hvem han i sandhed var. 
Blikket vandre imod Einri, det var første gang de var sådan rigtig helt alene, og dette meget mere privat, var det forkert at tjekke ham en smule ud? " tak fordi de kunne komme, har de varerne med?" spurgte han venligt, før han begyndte at skænkede dem et glas rødvin hver, hans forældre havde alligevel så mange flasker på lager. Blikket gled lidt ned, som han overvejede at forklare kørestolen, selvom det var et meget hadet emne, men sidste de havde set hinanden havde Jaspar haft det en del bedre " jeg er ramt af en sygdom, vi ved ikke helt hvad, men mine ben kan ofte ikke bære mig, det var også derfor jeg måtte få dem hertil" han ønskede ikke at gå i flere detaljer. Han tillod sig derefter at tage en ekstra stor tår af vinen, lige nu ønskede han ej at være i dårligt humør, men han var også sikker på Einri gerne blev og snakkede lidt. 

Einri så sig omkring som de bevægede sig igennem huset og til køkkenet, hvor der blev fundet vin og to glas, før de vendte tilbage mod stuen. Det var næsten smertefuldt at se ham i denne tilstand, for han huskede Jaspar som en pligtopfyldende mand og inderst inde, vidste Einri også at Jaspar selv hadede det. Som den anden satte sig i sofaen, fandt et varmt smil frem til hans læber ”Naturligvis. Jeg har sågar også nye ting med til dem.” svarede han med et lille glimt i øjet før han tog tasken om foran sig og satte sig ved hans side i sofaen. Han gik da ud fra det ikke gjorde noget. Han rettede blikket mod rødvinsglassene og derefter mod Jaspar igen som han talte ”Det er jeg virkelig ked af at høre. Men jeg er glad for de sendte bud efter mig.” svarede han og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Hans eget blod ville nok ikke have alverdens effekt på Jaspar’s sygdom, men der var ingen grund til at rage mere i det, det var trods alt ikke det Einri var der for. Han åbnede tasken og rakte ham den sædvanlige parfume ”Dette er den de plejer at få. Så har jeg nogle der minder lidt om, men med et lille hint af nogle andre ting. Så en overbygning på originalen?” sagde han og trak let på skuldrende og smilede igen.

Det var et stort hus, hans forældre manglede ikke penge og derfor manglede der heller ikke noget, han savnede dog sin egen lille lejlighed men kunne ikke bo der længere, på grund af de mange trapper, her havde han i det mindste et stort værelse på stueplanen. Han hade dette så meget, forstod ikke hvorfor det skulle ske for ham, før havde han været så aktiv, og en rigtig dygtig byvagt, nu var han intet? og skulle til at vænne sig til at få hjælp, til ting han før bare selv gjorde, det var en svær periode i hans liv, men måske han om noget tid ville acceptere sin skæbne... 
Jaspar havde ikke noget imod Einri satte sig ved siden af ham, det var næsten en smule pirrende? åh den tanke måtte han skubbe væk, det var ikke derfor manden var der, men jaspar trængte måske bare til nærvær på den måde ligesom han havde været med Eskild. Han smilede til ham som han fortalte " det lyder spændende de kender mig lidt for godt" sagde han måske en smule drilsk, kort ved de andre ord gled en smule frustration forbi i blikket, men han vidste det var ment af god vilje " du ved jo jeg ikke kan gå ud, uden at dufte godt" svarede han let, lod vær med at snakke mere om sygdom, tog en tår vin mere.
Han tog imod den normale flaske, betragtede den kort før han nikkede til de andre ord, lod blikket mødes var der et flirtende glimt at sporer i Jaspars øjne? " de bliver ved med at imponere, jeg er sikker på de dufter godt, de kender jo til mine fortrukne ting" sagde han og satte den første flaske på sofabordet.  Lod derefter hånden glide igennem håret, det trængte til en klipning, måske han burde få sin mor til at se på det snart! For han skulle i det mindste se godt ud . 

Hvad end Jaspar havde været i gennem, kunne Einri se på ham det irriterede ham grænseløst. Havde han selv siddet i denne situation ville han formentlig have det på samme måde. Let pressede han sine bekymrede tanker til siden, det var ikke derfor han var her. Som mennesket talte, kom et smil frem på hans læber ”Årh, jeg ved nu ikke. Nok kender jeg dem og ved hvad de kan lide når det kommer til dufte. Der er garanteret meget mere at vide end det.” svarede han. Let blussede hans kinder op. Hvorfor nu!? Det var jo ikke fordi der havde været nogen form for tilnærmelser eller noget, men alligevel havde blodet strømmet op i hans kinder og fået en let rødlig farve frem på kinderne. Han nikkede let ”Årh ja, men jeg kender det for godt.” svarede han. Einri var også en smule forfængelig på det punkt og sørgede altid for at have en lidt sød, men blid duft på. Den var ikke ligefrem maskulin, men det var heller ikke just det billede han gav når man så på ham. Han tog glasset, sippede let til vinen og satte den foran sig på bordet igen før blikket rettede sig mod den anden og et varmt smil fandt vej til læberne ”Jeg kender mine bedste klienter, naturligvis.” svarede han og blinkede med det ene øje mod ham. Jaspar havde flere gange købt små flasker af ham og det var altid en fryd for sjælen og specielt øjnene når de mødtes. Denne gang var bestemt ikke anderledes, i hvert fald ikke set fra Einri’s side.

Jaspar prøvede at komme igennem dagene, men det var sørme hårdt og ofte, endte han med at tage til byvagterens hovedkvarter, selvom han så ikke kunne gå hjem og enten måtte hentes, eller hjælpes hjem men han følte bare han svigtede sine kollegaer. Der var måske et håb om at kunne komme tilbage en dag, men desværre var denne uforklarlige sygdom ikke til at regne med, måske han aldrig ville få samme energi igen? Han betragtede den anden mand mere, hvorfor så han så flot ud nu? var det bare trangen eller var der mere? " de vil måske gerne vide mere om mig?" spurgte han, dog fjernede han blikket som den anden drak vinen, prøvede at få styr på de lidt flyvske tanker, men så alligevel ville det være slemt hvis han prøvede? 
Han opfangede et lille blink, det fik hjertet til at springe et slag over, han drak lidt mere vin før han satte glasset, og derefter rykkede han sig bare en lille tand nærmer. Jaspar smilede en smule, nu tøvede han dog om han burde prøve på mere, men den lyserøde farve måtte vel betyde noget? En forsigtig hånd lagde sig på den andens ben, det måtte være en fin start. 
" så jeg er en af dine favoritter ? " svarede han en smule drilsk, før han lo en smule muntert, lænede sig frem for at tage glasset igen med den frie hånd, den anden forblev imod benet et par fingre strøg let " hvad har du så tilføjet ved de andre?" spurgte han en smule nysgerrigt.  

Einri betvivlede på ingen måder at det måtte være hårdt at skulle vænne sig til, han håbede blot Jaspar var i stand til at stå imod det negative og så alligevel se lidt positivt i livet. Det kunne trods alt have været værre. Han kunne have været død. Tanken gav nærmest Einri en knude i maven, men den forsvandt hurtigt som der blevet stillet et spørgsmål og blev i stedet erstattet af sommerfugle. Han rakte ud efter vinen og mærkede igen blodet skyde til hans kinder ”Jeg ehm… ” svarede han en smule lamslået og sippede igen til sin vin. Han forsøgte at få styr på pulsen og prøvede igen ”Jeg behøver ikke hele historien naturligvis. Kun det de selv ønsker at fortælle.” svarede han og mærkede hvordan hjertet endnu hamrede imod hans ribben. Hvorfor var han så nervøs? Det var jo ikke fordi den anden gjorde ham noget og havde formentlig heller ikke i tankerne at gøre det. Med et lille smil på læben lod han den anden nærme sig i sofaen og da hånden blev placeret på hans ben, mærkede han hjertet stoppe et sekund. Nærvær. Lettere forfjamsket så han på Jaspar og nikkede ”De er den der altid vender tilbage efter mere.” svarede han og sippede til vinen før den blev sat tilbage på bordet. Nok var hånden endnu på hans ben og bar sågar begyndt at stryge let henover, men han forsøgte at holde sig forholdsvis professionel når det kom til parfumerne, på trods af det var en smule svært. Han viste de andre små prøver han havde med og smilede let ”Den første har fået noget lidt frugtigt, nærmest citrusagtigt. Den næste her er tilføjet nogle lidt krydrede undertoner med blandt andet kanel. Den sidste her er jeg selv yderst i tvivl om.” svare han og tog den sidste flaske frem. Den var ikke vildt sød, men havde alligevel lidt søde undertoner, dog vidste han ikke om det var noget for Jaspar ”Jeg har kaldt den Gylden drøm, mest fordi der er honning i, hvilket giver en mild sød duft.” svarede han og lænede sig let frem for at sætte flaskerne på bordet foran dem.

Jaspar skulle nok lære det en dag, men for nu havde han blot rigtig mange dårlige dage, især de dage hvor han ikke engang havde energi til at komme ud fra huset. Men denne dag havde han nu selskab, ikke at hans forældre vidste det, men så igen de var på arbejde de næste par timer, begge travlt optaget da de havde ret høje stillinger. 
Han smilede en smule af ordene der lød, drejede let hovedet imod ham og lod et bryn let hæve sig " jeg er nok ikke så særlig igen, men siden jeg var 17 har mit arbejde været i byvagten, mine forældre turde ikke sende mig i hæren" sagde han ærligt, trak en smule på skulderen. Som han opfangede den andens usikkerhed lod han sin hånd flytte sig, hen på eget ben der var igen grund til at træde over grænser, det lå ikke til ham og han ville stadig gerne have denne kontakt. Et smil bredte sig " men de gør også et godt håndværk, det er værd at komme tilbage efter" sagde han oprigtigt, før han gav sig til at drikke lidt mere vin igen, måske at flirte var bedre at vente med til, manden havde fortalt hvad han skulle? 
Jaspar lyttede interesseret med, han gav sig til at dufte til dem, tydeligt meget fokuseret før han lukkede flaskerne igen for at vende blikket tilbage " mhhh de dufter alle godt, hvad med jeg køber dem alle, og så skriver til dig hvis jeg gerne vil fortsætte med de nye?" sagde han spørgende, nogle af dem krævede nok en smule tilvænning, men det var godt med en variation. Han lænede sig en smule tilbage, og lod igen en hånd glide igennem håret overvejede lidt om han igen skulle prøve men måske det var bedre at vente? Derfor så hans blik måske en smule tænkende ud.   

Det tog sikkert en del tilvendelse når han havde været vandt til et aktivt liv og nu næsten var konstant bundet til en kørestol. Einri lyttede med interesse tilstede i blikket og han nikkede let ”På en måde er jeg glad for deres forældre tog det valg. De er det mindste mere spændende end jeg selv.” svarede han og lod et let smil komme til syne. Han havde ikke gjort noget specielt, hvilket han fra tid til anden godt kunne fortryde, men han nærmede sig 30, så der var tid endnu. Som hånden blev flyttet fra hans ben, bed han sig let i underlæben. Det var ikke fordi han ikke ville have det, han var bare ret dårlig til at håndtere tilnærmelser og var nok i virkeligheden ret genert når det kom lige netop til det. Måske det kom når han fik lidt mere alkohol i blodet? Let bukkede han hovedet og fik et varmt smil frem på læberne ”De smigrer.” svarede han og mærkede hvordan hans hjerte var i fuld galop inde i hans bryst, men han forsøgte så vidt muligt at forholde sig rolig. Inderst inde sad der en miniversion af ham selv og skreg, i frygt for at duftene ikke var blevet godt, men heldigvis kunne den anden godt lide dem alle. Jo nok skulle de lige afprøves, det var også derfor flaskerne ikke var så store som den han normalt benyttede sig af. Han smilede varmt til ham ”Det glæder mig. Er de sikker? De små kan de få gratis, det er blot nogle prøver jeg lavede til dem.” svarede han med et lille smil. Det ville ikke tage længe for ham at lave mere af den, hvis han rent faktisk ønskede mere af den ”Og de slipper med en safir.” afsluttede han med et forsikrende smil.

Jaspar var endnu ikke nået til det punkt, hvor han ville bruge kørestolen i det offentlige, det ville nok ikke ske forløbelig måske stokken, men selv den nægte han at gå ud med. Han nikkede en smule " ja de prøver bare at passe på mig, især nu det næsten ulideligt, men ja min tid i byvagten var det bedste" sagde han lod et let suk slippe, han skulle til at finde på nye ting at tage sig til, selvom han stadig ofte trænede sin kamp evne, dog måtte det desværre være siddende. Han skævede til ham " de har da din egen forretning, det er da også en stor ting" erkendte han, før han selv drak lidt mere af vinen den gav en form for ro i kroppen, han havde nok drukket mere de sidste par uger end normalt, men hvad ellers skulle han få tiden til at gå med? 
Jaspar smilede varmt tilbage, snart var handlen slut men han ønskede ikke den anden skulle gå? " jeg betaler gerne hvad det koster" svarede han roligt, sandheden var at han jo ej manglede penge, så han betalte endda gerne lidt ekstra og som prisen lød, fandt han i stedet for en Safir en diamant frem rakte den til ham " nu de også kommet hele vejen hjem til mig" sagde han og der var igen måder for den anden, at give ham betalingen tilbage fordi han burde kende Jaspars stædighed, nok til at det ikke ville ske. 
Som Diamanten var ude af billede, rette han sig lidt mere imod den anden " har de travlt eller vil de underholde mig lidt?" spurgte han, denne gang lod hånden igen lægge sig imod den andens ben. Normalt var han ikke så åben om det, men ærligt var han måske også trængende og blot ønskede noget nærvær, at mærke hud mod hud. Hånden gled let længere imod inderlåret, dog klar til at flytte den skulle den anden takke nej, langsomt lænede han sig en smule frem imod ham, blikket intenst hvilende på det andet væsen" hvis de ikke stopper mig, ender jeg med at kysse dig" erkendte han, et let skævt smil gled over læben. 

Einri lyttede til hans ord og nikkede let. Han kunne godt forstå den anden var ked af hvordan det var endt, det havde han nok også selv været, hvis det var ham der sad i denne situation. Han sippede let til vinen ”Man vil vel altid være lidt et barn i sine forældres øjne?” svarede han og så ned i sit glas med vin, som han kom i tanke om det forhold han havde til sine egne forældre, eller faktisk hele det lille samfund han havde boet i, hvilket dannede en knude i hans mave. Inderst inde savnede han sine forældre, men efter det brev han havde fået fra dem, var han ikke sikker på han havde lyst til at tage tilbage til skoven. Einri vidste godt at Jaspar sagtens kunne betale for hans varer, men han havde i teorien heller ikke brug for ret mange selv, han havde trods alt hvad han havde brug for i boligen, desuden var han på ingen måder grisk. Han lavede dog store øjne da den anden betalte ham en diamant ”Jeg… Oh. T… Tak.” sagde han, tydeligt overrasket over den ret høje betaling og blot fordi han havde taget tid til at tage hjem til Jasper i privaten. En smule tøvende placerede han diamanten i sin lille taske og satte den ned ved siden af sofaen, for nu var forhandlingerne trods alt overstået og de kunne i stedet nyde tiden sammen, inden han formentlig var nødt til at forlade stedet igen.
Han trak ret på skuldrene og sippede til vinen ”Det er ikke just fordi jeg har noget jeg skal nå. Så jeg kan da god underholde dem lidt.” svarede han og så let mod hånden der igen blev lagt mod hans ben. Einri mærkede hvordan hans hjerte hamrede i brystet på ham og han var måske en smule genert, hvilket også kunne ses på den røde farve der havde fundet frem til hans kinder. De pelsede ører var blevet lagt ned, ikke fordi han følte sig truet eller noget, men fordi han måske i virkeligheden ville have dette? Der havde altid været en eller anden form for tension imellem dem når de havde ses, eller var det bare ham der havde følt den? Han bed sig let i underlæben og lod den anden læne sig ind mod sig ”J… Ja så?” svarede han og så ind i den andens øjne.

Jaspar nikkede let det var nok sandt, han følte sig bare ikke som et barn mere, eller lidt nu hvor han var ret så hjælpeløs " ja det nok sandt nok" svarede han, lo en smule de var nu søde nok, hans mor var bare bekymret for ham men det var forståeligt, hun var healer og kunne ikke gøre noget for ham, det var ikke nemt for hende at acceptere. Einri gjorde klogt i bare at tage betalingen, for Jaspar var det en stor hjælp han kom herhjem til ham, hans smil voksede som den anden godt kunne blive lidt, det ville være en skam at skulle gå allerede?
Det virkede til den anden ikke var så modig, men så var det godt Jaspar denne dag var i godt humør, hans hånd gled prøvende længere op, som han lænede sig frem og lod den frie hånd finde dens andens skulder. Før han lod deres læber mødes i et prøvende kys. Der havde klart været noget imellem dem, nok ganske uskyldigt men skulle det ske, var denne tid nok den bedste for dem begge. Øjnene gled i som deres læber smeltede sammen, han lod sig overgive til den anden, et suk lød imod den andens læber som han nød det og langsomt mærkede en dunken, ja i det mindste virkede den del af ham stadig.  Jaspar flyttede sin hånd for at klappe sig på låret indbydende, imens han langsomt stoppede kysset og så på ham, et intenst blik hvilede i hans øjne " ikke nervøs, jeg er ikke hård, men jeg mangler nærvær" hans ord så ærlige, men rolige dog kunne han mærke hvordan lysten voksede, han var bare glad for Einri ikke dømte ham, nu hvor benene ikke helt virkede som før, men det skulle ikke stoppe ham fra at få en hyggelig stund.   

Et varmt smil fandt vej til hans læber, men hjertet sad endnu i halsen på ham som de sad her i sofaen, tæt på hinanden. Han ønskede inderligt han endnu havde kontakt til sine forældre, men de sidste breve han havde sendt, til dem havde ikke fået respons på, hvilket fik ham til at stoppe sit ellers ivrige forsøg. Einri havde ikke brugt ret meget tid alene med den anden før, ikke på denne måde i så fald, hvilket også var derfor han var en smule usikker, måske en smule skræmt for hans forældre pludselig skulle stå der og finde dem. Let blev tanken presset væk som han mærkede hånden gled længere op ad hans lår. Han gjorde ikke noget ved det, for som følelsen fra hånden var registreret, mødtes deres læber. Hjertet i hans bryst stoppede med at slå et kort sekund, før han lod sig falde til ro og lod armene blive lagt omkring nakken på Jaspar og øjnene gled i. Han kunne ikke tro dette virkelig skete, ikke han klagede, han var blot meget usikker på om den anden havde de samme følelser som han havde haft. De sidste mange møder havde været pirrende, mest fordi han selv havde været nødt til at holde sig selv lidt i nakken, men her var de nu i Jaspar’s sofa. Som kysset blev brudt så han på den anden med tydelig lyst at spore i blikket. Han bed sig da let i underlæben og lyttede til den andens ord og lænede sig da ind igen da han var færdig med at tale og placerede et nyt kys mod hans læber, stadig med hænderne omkring nakken på ham, fingrene i de brune lokker.

Jaspar følte dette var den rette tid, hvad der lå i det fra dens andens side kunne han ikke vide, men mon ikke de begge vidste dette nok var noget der kun skete nu? Han kunne ikke indgå et forhold, slet ikke med en mand selvom hans forældre var søde var det noget de ikke kunne acceptere, især fordi de ønskede børnebørn, selvom hans mor nu frygte for det ikke var muligt med sygdommen. Han lod bekymringerne skubbe sig i baggrunden, nu hvor deres læber mødtes kunne han fokusere på det, hvilket gjorde det langt nemmer at distrahere fra. Deres læber fandt en ged vej, han lod tydeligt sin kyst vises til den anden, det virkede til Einri begyndte at føle sig lidt mere tryg. Han var ikke bange for sin forældre ville komme, for når deres tøj begyndte at komme af ville de nok søge til hans værelse. 
Et suk lød som fingerende forsvandt i hans hår, pressede sine læber mere imod den andens, som han så lod ham løfte op for at placere ham på sit skød. Derefter lod han hænderne glide på af begge lår, som kysset sluttede mødte deres blikke, han slap lårene for at finde vej til skjortens knapper på Einri for pirrende at begynde at knappe op, imens hans blik fulgte med for at se, manden var trods alt en anderledes skabning og det gjorde det meget spændende. Han ville fortsætte indtil alle var åbne " vi enige om dette er ren lyst? jeg ville ikke skulle såre dig bagefter?" han ville gerne være sikker på de var samme sted, ellers måtte det stoppes før det kom igang, han havde haft rigeligt med kærligheds problemer.   

Einri vidste ikke hvad Jaspar’s forældre ville sige, men hans egne derimod… De var ligeglade med ham, så han kunne vel gøre hvad der passede ham? Hvilket også var derfor han valgte at give sig hen til Jaspar uden så meget tøven. Nok var han genert, men lysten var ved at skubbe den smule generthed der var over ham væk. Den andens læber mod sine, fik ham til at sukke længselsfuldt mod dem. Han sørgede naturligvis for at hornet i panden ikke kom i vejen eller endte med at skade ham, ikke det var sket før, men han ville hade hvis det skete og især i denne stund. Så let som ingenting lod han sig løfte og blev sat på den andens skød. Han mærkede en varme skyde igennem kroppen som han satte sig til rette oven på Jaspar og så ned på ham med lyst, tydeligt at spotte i hans blik, kinder stadig en fin rosa farve over at være så tæt på den anden, uden filter, uden at skulle være professionel og holde sig i skindet. Hænderne på hans lår, fik ham let til at bide sin underlæbe og som knapperne i skjorten blev åbnet, lod han fingrene vikle sig ind i et par lokker af Jaspar’s hår. Hans ord fik ham til at nikke ”Du sårer mig ikke… Du har ingen ide om hvor… Hvor længe jeg har…” han slugte sine ord da en klump formede sig i halsen på ham. Han vidste ikke hvordan han skulle fortælle Jaspar han havde haft lyst til dette længe, men intet havde gjort ved det, mest fordi han havde været nervøs for at blive afvist.

Jaspar var glad for den anden part ville, dette var godt for hans selvværd, måske han alligevel i fremtiden kunne få sig en familie selv. Men for nu var hans fokus på manden foran sig, deres læber talte et tydeligt sprog det længselsfulde suk fik Jaspar til at stemme i, imens hans tung søgte den andens, hornet havde han på igen måder taget højde for eller bekymrede sig om. Han fik den anden løftet op og placeret på sig, det gjorde det langt nemmere, derudover kunne han ikke mærke ham så meget igen. 
Knap efter knap blev åbnet, for at blotte huden bag blikket gled nysgerrigt over den andens hud, imens han let nappede sig i læben og mærkede hvordan eget lem dunkede mere. 
Han afventede nærmest den andens godkendelse, som ordene lød selvom alle ikke kom, ja så vidste han at de begge ønskede dette skulle ske. Ikke at det var noget der skulle være noget, men på sin vis havde begge parter brug for denne nærværd. Jaspar trak i et skævt smil, hans hænder fandt vej ned over overkroppen, for så at glide op igen og lægge sig om den andens skuldre. 
Han lænede sig frem, for at kysse halsen let og en smule nappende " måske vi burde gå til mit værelse" hviskede han imod øret før et let nap i øreflippen, imens hænderne igen fandt lårene...
" vi har begge drømt om dette" tilføj han lidt efter for at færdiggøre den andens sætning, og på en måde berolige for det var sandt, der havde altid været noget imellem dem, men dette var første gang de var så alene. Jaspar lod sine fingre pille ved buksekanten, dog måtte den anden nok rejse sig hvis de skulle finde hans værelse. 

Einri’s hjerte hamrede af sted i hans bryst og som deres kys blev mere intenst, tungerne fandt hinanden og startede en dans, mærkede han en varme skyde igennem hans krop. Det føltes stadig en smule uvirkeligt, men det havde en yderst positiv effekt på ham, hvilket kunne ses på bulen der var begyndt at forme sig i hans bukser. Let bed han sig i underlæben som skjorten var blevet åbnet og den solbrune hud kom til frit skue. Einri vidste godt der ikke kom til at ligge meget i dette, men der var ingen tvivl om de begge havde brug for nærvær, at det så blev, i hinandens selskab var blot en anden side af sagen. Følelsen af den andens hænder der gled ned over hans hud, fik et let suk til at undslippe og myrekryb kom til syne på den gyldne hud. Han sukkede let som Jaspar lænede sig ind mod ham og kyssede samt nappede hans hals en smule ”Måske du har ret.” svarede han og mærkede hvordan hans kinder begyndte at blusse op. Igen fik han myrekryb over hele kroppen som han blev nappet i øreflippen, hvilket også fik et luftigt suk til at undslippe ham. Han så ned på den anden med lyst strålende ud af de lyserøde øjne. Hans kinder blussede mere op som respons på Jaspar’s ord og han rejste sig fra hans skød, det var trods alt nødvendigt for de kunne komme til værelset.

Der var ingen grund til at holde sig tilbage, efter alt han selv havde været igennem, så ja var dette måske et kort lyspunkt, og når begge parter var enige om at der ikke lå mere end lyst i det, så ja var der ikke noget der holdt dem fra at prøve. Kysset viste alt de havde brug fort at vide, der var igen vej tilbage nu Jaspar ønskede at mærke den andens krop. Der var ikke længe før den andens overkrop var blottet, dog var dette måske ikke stedet at fortsætte helt, værelset var mere sikkert og der var der både en seng og sofa. Jaspars vejrtrækning afslørede hans lyst, som Einri flyttede sig kunne han selv med lidt besvær komme på bene, måske en smule vakkelvornt, men han ønskede ikke kørestolen lige nu. 
Derfor gik han til den andens side for at tage blid ved hans arm, før han førte dem igennem det store hjem, ind til eget værelse hvor han kunne lukke døren bag dem. Værelset var stort, der var en stor bogreol fyldt godt op noget hans mor havde gjort for at han havde noget at lave, på en anden væg hang en stor målskive hvori der allerede sad knive, et sværd og en økse fast, ellers var der en kasse foran med våben. Den gamle uniform hang på en bøje sat fast til vægen på en krog, derudover en stor seng, et skrivebord, en sofa og en kommode var at finde, rummet en smule dunkelt fordi gardinerne var trukket for. 

Jaspar slap ham for at gå hen til sengen og satte sig på kanten, et suk forlod ham kort ikke af nydelse men smerte, men skubbe smerten væk så godt han kunne, den skulle ikke styrer hans liv. " kommer du herover?" lød det spørgende, med et let smil på læben, dog gav han også lov til at den anden kunne se lidt rundt.   

At have en casual partner gjorde ikke Einri noget, det var rart at vide der i det mindste var en der ville give ham nærvær. Det var på en måde også mere befriende end at have en reel partner, så han tog imod det med åbent sind. Efter han flyttede sig, så han den anden komme usikkert på benene. Ak ja, altid havde han været stædig, det vidste han blot fra de gange de før havde mødtes. Et blidt smil fandt vej til hans læber, da Jaspar tog fat i hans arm. Dette fik naturligvis Einri til at følge den andens tempo, støttende imod værelset. Blikket så rundt på omgivelserne på trods af der var dunkelt, men der var flot, ikke han havde regnet med andet taget resten af huset i betragtning.

Hans blik vendte sig mod Jaspar, da han sukkede. Det var tydeligt det ikke var af nydelse, men på samme tid så det heller ikke ud til at det skulle ødelægge deres øjeblik. Han fik et lille, nærmest uskyldigt smil på læberne som han kom over til den anden og stillede sig foran ham, de lyserøde øjne rettet ned mod ham på sengekanten. Skulle han sætte sig over den andens skød igen? Han tog chancen. Han placerede et ben på hver side af den anden og placerede igen sig selv på hans skød igen.