Det var en helt igennem ejendommelig oplevelse, da Treston begyndte at genkende pejlemærker i landskabet. Da det skete første gang - på en eng et par kilometer uden for en lille landsby, hvor hans deling engang havde holdt øvelse - standsede han faktisk op og lod oplevelsen synke ordentligt ind. Bare et fladt stykke jord, intet specielt, men fordi hans hjerne hæftede minder til det, føltes det pludselig som noget særligt. Han kunne huske, at der havde været æbler på det lille, krogede træ, der stod et par meter fra grøften - han havde kastet ét i nakken på Farran i en pause, for dengang havde han ikke kun været et stort barn oppe i hovedet... Solen havde skinnet - nogenlunde som nu - men det havde været varmere i vejret. En god sensommer-dag...
    Treston havde været på farten så længe efterhånden, at genkendelsen faktisk slog bunden ud af hans mave - en følelse, der kun gentog sig gang på gang, som han nærmede sig Dianthos, og landskabet blev smerteligt velkendt. 
    Det var næsten, som at gå tilbage i tiden - som om han i virkeligheden besøgte sine egne minder. Vejen imod Dianthos' Sydport lignede fuldstændig sig selv, og alligevel var noget anderledes... 
    Eller måske ikke. Måske var det i virkeligheden bare Treston selv, der havde ændret sig. Måske, måske, måske...
    Han fnøs af sig selv og trak vadsækken bedre op på skulderen, mens han stilfærdigt fortrød sin tidligere beslutning om at sælge dén hest, han ellers havde samlet op i Fredskilde. Ideen havde været at ankomme til Dianthos med lidt krystaller på lommen, men han havde glemt at tage højde for den infame introspektion, der havde det med at snige sig ind på én, når man fragtede sig via landevejen på sine egne to fødder... For meget tid til at tænke. Der var en grund til, at han altid havde hadet marcher...

    Da han endelig fik øje på kroen i det fjerne, stak endnu en ambivalent følelse hovedet frem; en underlig blanding af frygt og forventning. Ikke fordi der som sådan var knyttet nogen dårlige minder til 'Vandrerens hvile' - han havde oprindeligt lært den at kende igennem Lynn Valeriev, for øllet var billigt, og sandsynligheden for at rende på sine overordnede midt i en brandert var forsvindende lille... 
    Hans sidste besøg havde inkluderet Ulven og en lille pose bær, der skulle fragtes gennem Sydporten, og selvom det havde været en frustrerende oplevelse havde den vel egentlig indirekte lagt grunden til at hele denne rejse havde kunnet lade sig gøre... Uden Trestons... affiliering til Pax havde bandelederen næppe indvilliget i at låne ham krystaller til rejsen.
    Nej, frygten og forventningen stammede nærmere fra dét faktum, at han havde sendt Zirra et ekspresbrev, inden han tog fra Zircon, hvor han estimerede sin ankomst til Dianthos og bad hende møde ham hér, på 'Vandrerens Hvile'... Og skulle han være ærlig over for sig selv, var han skrækslagen for, at hun ikke ville møde op.
    Der var sket så meget. Og selvom de havde fået talt ud i Fristavn, så var det jo ét eller andet sted kun toppen af isbjerget... Der lå så meget begravet... Han ville ikke rigtig kunne bebrejde hende, hvis hun siden deres afsked var kommet til dén konklusion, at hun var bedre tjent uden nogen af sine storebrødre...
    "Tag dig sammen," mumlede han til sig selv - en slem vane, han havde samlet op undervejs på sin rejse, efter for mange timer i sit eget selskab. "Om ikke andet, har hun lagt en besked..."

    Der blev kun løftet et par enkelte hoveder, da Treston skubbede døren til 'Vanderens Hvile' op, og de blikke, han modtog, var alle uinteresserede. Han lignede uden tvivl også firs procent af Vandrerens klientel - ned til de støvede støvler, den slidte vadsæk og det lidt for lange hår. Landevejen satte sit præg efter en tid... dét ville Treston gerne skrive under på. 
    Han satte kursen imod baren uden at kigge sig omkring - primært fordi han gerne ville holde håbet om at Zirra var her et sted i live så længe som muligt... Og skulle det endelig lægges i graven, ville han være sikker på at have et krus øl i hånden, når han skulle til at håndtere skuffelsen...

   Zirras tur uden for Dianthos endte med at være mere tiltrængt, end hun lige havde troet. Hun havde brugt næsten al sin tid i undergrundens smuds, på diverse knejper og i de sølle stræder, hvor hun var sikker på, hun ikke ville rende ind i hverken familie eller ridderstab. Udover et par besøg på børnehjemmet havde hun holdt lav profil præcis som aftalt. Det hele havde flasket sig, hvilket også tydede på, at Josefine ikke havde sladret til nogen efter deres lille snak.
    Men fordi hun havde nydt omgivelserne så meget på vej herhen, kom hun også noget senere end hun havde planlagt. Til gengæld havde Treston også bare givet en cirka dag, og kendte hun ham ret, nølede han sig vej frem lige som hende, hvis ikke mere.Solen var ved at gå ned bag træerne, da kroen kom til syne, og hun slog hætten ned og rystede kappen. Støvregn var begyndt mens hun tilbagelagde det sidste stræk, og det glimtede som små ravdråber i aftenlyset.
    I døren byttede hun plads med en slingrende stamgæst og snuppede hans pung med krystaller. De sidste par dage havde været stramme med krystallerne, da hun måtte give lidt ekstra for at holde sig til de gode steder og ikke ligge steder, hvor hun var sikker på at blive rullet i nattens løb.
    Krostuen var fyldt med røg og svedlugt, og det blev ikke bedre af nedbøret, der begyndte at trykke på atmosfæren. En atmosfære, der nok var allermest tydelig i den nedtrykte, lyshårede mand der sad og spyttede i en øl ved et ensomt bord. Man kunne måske tro, at han skulede til andre, men han var ikke helt overbevisende i sin attitude. Zirra trak på smilebåndet og gav sin bror en ordentlig lammer, da hun nåede hen til ham.
    "Hvad så, surmule?" spurgte hun og tog en tår af hans ølkrus. "Var det så hårdt at få Isaris nåde?"

    Som dagen var skredet frem, var Treston rykket fra baren og ned til et bord under ét af de små, fedtede vinduer. Han var også gledet bekymring og mere over i apatisk modløshed i takt med at timerne gik, og nu føltes hans indre bare koldt og forstenet.
    Bekymringen havde som sagt været den første, der ramte ham, for hvad nu, hvis der var sket Zirra noget, og det var derfor, hun ikke var dukket op? De havde ikke haft mulighed for at kommunikere, siden de tog afsked i Fristavn, og selvom han vidste, hun var ressourcestærk, så var der jo alligevel hundrede ting, der kunne gå galt. Måske var hans brev ikke nået frem - måske ham Devranas ikke havde formået at finde hende. Måske havde Dastor opdaget, at hun var vendt tilbage til Dianthos, eller måske havde Kester....
    Men så havde han mindet sig selv om den vilde jagt langs kysterne, og om hvordan Zirra altid havde formået at være ét skridt foran, og med en kraftanstrengelse pakkede han bekymringerne ned i den dybeste tanke-skuffe. Hun kunne tage vare på sig selv - det vidste han, hun kunne. Hun havde jo for zalan brugt hele sit liv i skyggerne - han troede simpelthen ikke på, at nogen ville formå at overrumple hende dér...
    Så den eneste forklaring, der gav mening, var, at hun ikke ville mere; at hun havde vurderet, at hendes liv ville være bedre uden ham i det. Og selvom han hverken kunne eller ville bebrejde hende det, gjorde det stadig forbandet ondt...
   
    Da lammeren ramte ham, havde han siddet fuldstændig hensunken i sine egne, dystre tanker. Han fløj op med den første, instinktive indskydelse, at det var nogen, der forsøgte at starte et slagsmål - og det livede ham nærmest op, for et slagsmål virkede som en kærkommen distraktion lige nu. Så fulgte hans hjerne med og han genkendte hende, og før han selv vidste af det, havde han trukket hende ind i sin favn og knugede hende et øjeblik lidt for hårdt.
    "Zirra!" udbrød han. "Du kom!" Stemmen knækkede en anelse på det sidste ord, og han rømmede sig og tvang sig selv til at løsne grebet om hende. Slog ud som en invitation til, at hun skulle sætte sig, mens han fik styr på sig selv og fik forholdt sig til, hvad hun havde sagt.
    "Og ja - dét dér med at man skal give sin sjæl til guderne fik en helt ny betydning et sted undervejs i min bods-proces, dét kan jeg godt love dig! Jeg..." Hans ord ebbede ud, fordi han først nu for alvor fik set på hende - bemærkede, hvordan hun så nogenlunde lige så brugt ud, som han selv følte sig. 
    "Du ligner én, der godt kunne bruge en blød seng at sove i, søs," bemærkede han, idet han trak stolen ud og lod sig dumpe ned i den med et støn. Han kom til at grine. "Sikken et par, vi er, hva'?"

    Zirra satte sig tungt ned på stolen, der var lige så hård som halvdelen af de steder, hun havde sovet det sidste stykke tid. Hun kom med et fnys over Trestons kommentar på hendes tilstand. Så slemt kunne det da heller ikke været. Hun var blevet lukket ind i Ringen et par gange, og de gad ikke totale bumser blandt publikum siden Charles  havde overtaget styringen.
    "Du drømmer ikke om det," svarede hun. "Det var lige et par dage, hvor jeg var så tæt på at tage hjem forbi bare for at sove i noget andet end et uldtæppe. Og selvfølgelig kom jeg. Havde du virkelig regnet med, jeg ville lade dig hænge?"
    Hun holdt pege- og tommelfinger op for at vise, hvor lidt overskud hun havde haft til at sove videre i undergrunden. Tanken om Dastors ansigtsudtryk havde dog holdt hende fra det. Selvom Victoria garanteret havde ordnet ægteskabsarrangementet på nuværende tidspunkt, havde Zirra overskredet den måned, hun havde bedt sin far om at få, og at hun ikke var dukket op endnu gav hende næppe flere point i hans bog.
    "Hvordan var de sidste templer? Lige så slemme, som dem du fortalte om i Fristavn?" Ikke at han havde haft besøgt så forfærdeligt mange inden, fordi han primært ledte efter Sedna på det tidspunkt - eller havde brugt tid på at blive banket af Zirras venner - men det havde stadig ikke været de skønneste ord, Treston havde at sige om Lysets Frues templet rundt om i landet. "Og hvad har du egentlig gjort af Sedna?"
    Selv havde Zirra klaret rejsen til Dianthos sammen med Bertram. Det havde været langsomt, fordi de kun kunne bevæge sig om natten, men de var kommet sikkert frem uden problemer på landevejen. Zirra havde troet, at Sedna ville insistere på at tage med Treston, men måske var hun gået tilbage til sit skib i stedet for at sikre sig, at han ikke bare løb ud og fik sig selv hængt i den næste bys galge.

    "Neeej, det havde jeg vel ikke," indrømmede Treston og rakte ud efter sin øl. Nu hvor hun sad foran ham, virkede hans bekymrede, sort-spiral-tanker åndssvage. "Men jeg har haft uforholdsmæssigt meget tid til at tænke den sidste... det sidste halve år, er det vel efterhånden. Og du ved, hvordan det kan være, når man bruger for meget tid i sit eget selskab - man begynder at opfinde scenarier, der ikke er særlig sandsynlige, så man har noget at bekymre sig om..." Han fnøs ned i øllen af sine ord og tog en tår - ville egentlig gerne havde sagt ét eller andet til hendes kommentar om, at sove i uldtæpper og have længtes hjem af samme grund, men kunne ikke finde ud af at formulere noget, der ikke kom til at lyde som ynk. 
    Men han forstod hende. Han havde også selv ønsket sig hjem mere end én gang - og dét på trods af alt. Havde længtes efter dét hjem, de havde haft engang - inden alting gik i stykker. Et hjem, der langtfra var perfekt, men som alligevel havde været en tryg ramme igennem hele deres barndom...
    "Intet kommer til at slå Fader Pavels pinerier i Zircon," fastslog han i et tonefald, der gjorde det klart, at selvom det efterhånden var så langt på afstand, at han kunne se tragikomikken i det, så bar han stadig nag til den lille, snerpede præst. "Dén mand var så helt og aldeles humorforladt, at det er mig et under at jeg overlevede hans selskab med fornuften i behold..." Og uden at slå hovedet ned i maven på ham - men dét undlod Treston at sige. Han var ikke et sekund i tvivl om, at Zirra kunne læse det i hans blik. "Balzera var, som Balzera altid er - varmt og støvet og fyldt med brovtende sømænd, der forsøger at overgå hinanden i at bruge deres orlov i land så åndssvagt som muligt... Templet var et frisk pust, med knapt så meget: 'Afson dine synder' og lidt mere: 'Lad os snakke om noget, der rent faktisk er interessant'..." Treston trak på skuldrende og sendte hende et blik og et skævt smil. "Alt i alt en betydelig mere givende oplevelse end mit sidste besøg - hvis man altså ikke opgør succesen i blå mærker... Fredskilde - Fredskilde var mere... traditionelt." Mere frustrerende. "Jeg brugte meget tid i skriftestolen og mine knæ har efterhånden form efter de der åndssvage, lave bede-bænke..." Han kom pludselig til at grine - lidt skamfuldt, for dén historie, han skulle til at fortælle var da dum... Men han syntes zalanme også det var lidt sjovt... "Faktisk fik jeg et souvenir med hjem! Jeg mødte en håndfuld karavane-vagter, da jeg ellers sad - alene på min fødselsdag - og havde lidt ondt af mig selv; tre årtier, du ved - og hvor befinder man sig i sit liv? Men i hvert fald. De finder ud af, at det er min fødselsdag, og at jeg oven i købet fylder rundt - og vi falder i snak - og begynder at drikke tæt! Og sent på natten får jeg fortalt om hele genskolingen og at jeg lige straks har færdiggjort min bod til Isari... Og det er dér, én af gutterne kommer på, at det da skal markeres! Såå..." Han gav sig til at rulle sit ene ærme op over albuen og lagde så armen fladt på bordet med håndfladen opad, så Zirra fik udsigt til dét Isari-symbol, han havde fået tatoveret næsten helt oppe ved albueleddet. Han var mere solbrun end normalt oven på opholdet sydpå, og nu hvor rødmen var faldet, så det nærmest ud som om det lille symbol havde været der altid. Han fnøs af sig selv. "Og du ved - i branderten virkede det som en skidegod idé! Et symbol på at ære Isari og alt dét! Og jeg fortæller dig, Zirra - blækket er kun lige akkurat blevet gnedet ind i det sidste nålestik, da den selv samme idiot, der fik mig overtalt, trækker min arm til sig, laver en cirkel med tommel- og pegefinger, lægger den nedover tatoveringen, så stjernens takker bliver skjult..." Treston gjorde præcis det samme som for at illustrere. "Og så siger han: 'Dét, du i virkeligheden har fået lavet, er Isaris røvhul'! Og jeg har aldrig oplevet, at noget var så forkert og så rigtigt på samme tid!"

    Det var en lille smule med vilje, at han havde druknet spørgsmålet om Sedna i sin fortælling. De var blevet enige om, at det nok var bedst at gå hvert til sit i Lazura, for de havde jo hver især både forpligtelser og hængepartier at tage sig af, og risikoen for at blive opdaget sammen var bare betydeligt større, når man befandt sig alle andre steder end i Fristavn...
    Han havde ikke spurgt for meget ind til hendes gøremål, for han vidste jo godt, at hun sandsynligvis ikke havde meget andet valg end at tage tilbage til Mørket... Hvilket var et svar, han ikke havde lyst til at give Zirra lige nu...
    Men planen var, at Sedna ville tage kontakt hér i Dianthos, når hun havde mulighed for det - der var blevet sagt nogle kryptiske ting om at skulle 'finde en løsning, så man ikke blev genkendt'... hvad pokker dét så måtte indebære...
    Treston havde i hvert fald affundet sig med, at der nok ville gå noget tid, før de kunne se hinanden igen. Men han håbede... Han håbede da. 

    "Apropos dén slags bekendtskaber," sagde han derfor i stedet - gjorde det tydeligt, at han ikke var komfortabel med at snakke åbent om Sedna så tæt på Dianthos. "Hvor har du gjort af Høj, Mørk og Mystisk? Jeg havde faktisk halvt om halvt regnet med, at I ville dukke op sammen. Jeg er overrasket over, at han har ladet dig ude af syne..."

    "Wow, jeg kan godt høre, du har været for meget alene," sagde Zirra, efter hun havde siddet i hvad der føltes som en halv dag og lyttet på Treston. Så pegede hun ud ad vinduet, hvor solens sidste stråler var ved at forsvinde. "Bertram sover stadig, Treston."
    Så faldt blikket igen til hans nyeste hudbillede. "Du kommer til at fortryde det om et par måneder, gør du ikke? Mor og far bliver garanteret  ellevilde, men overvej lige, hvordan alle andre vil se på det. Synes dine venner nede fra nævekampspladsen, at det er sej?" Nu kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet. "Men hey, der har du heller ikke tænkt dig at tage tilbage til, vel, så det kan være du kan starte en venlig slåskamp engang i nærheden af et Isaritempel, og så er jeg sikker på, dén der giver dig bonuspoint."
    Selvom hun lød mindst lige så fordømmende som de præster, Treston havde brugt de sidste måneder sammen med, var søskendekærligheden i hendes stemme ikke til at overhøre - altså hvis man var hendes lortebror, som hun altid snakkede sådan til.
    "Jeg tror dog ikke at fader Pavel kommer til at have noget på det præsteskab, der venter dig i Dianthos. De præster plejer godt nok at være stivstikkere, og de er slet ikke med på moden som andre storbypræster plejer at være," sagde hun, men det sidste var ikke helt dybtfølt.
    Hun kunne ikke holde masken længere. Ikke holde den muntre tone. For det var ikke for sjov, hun havde gemt sig i undergrunden og distraheret sig selv med åndssvage gøremål, mens hun ventede på Trestons hjemkomst. Hun lod sin hånd glide ind over bordet og håbede, at Treston ville tage den i sin. Det tog længere tid for hendes blik at møde hans. Hun så sig selv spejlet i hans blå øjne. Den sorg, de delte nu, lå mellem hver gang hun så ham i øjnene, og aftalen havde været at fikse alting, når de kom tilbage til Dianthos. Men planen var ikke rigtigt blevet til mere end dét.
    "Hvad gør vi nu?"

    Treston kunne ikke lade være med at fnyse en lille latter, idet han trak ærmet ned igen. 
    "Zirra - jeg fortrød det dét øjeblik den var færdig! Men dét er selvfølgelig ikke nødvendigvis noget nyt...Promille-Treston har det generelt med at tage valg på fællesskabets vegne, som Ædru-Treston ikke er helt enig i..." Han bundede øllen og skar så en grimasse over hendes næste ord - kom til at svare mere alvorligt, end hendes smil ellers havde lagt op til: "Jeg har ikke nogen venner dernede, Zirra. Det var ikke lige dér, mit fokus lå..." Fordi han godt selv kunne høre, at han lød ualmindelig melodramatisk, tvang han tankebillederne fra sin sidste kamp i Ringen ud af hovedet og trak den ene mundvige op i et skævt smil. "...og hvad slåskampe i nærheden af Isari-templet angår, så har jeg modtaget min første lussing på templets hovedtrappe - dét må ligesom være nok... Husk på, at jeg jo er en reformeret mand - et nyt og bedre menneske! Dén slags voldeligheder er lagt bag mig..." Han lænede sig godt tilbage i stolen og sendte et sigende blik imod den nu skjulte tatovering. "Men jeg skal da være ærlig med dig. Jeg overvejer alvorligt bare at få tatoveret finger-cirklen på... Så fortæller historien om røvhullet ligesom sig selv, og jeg kommer ikke til at rende rundt med falsk varebetegnelse. Jeg tror, jeg inderst inde identificerer mig mere med en idiot, der har et anus på sin underarm, end en ditto med Isaris hellige symbol..."

    Det var meget tydeligt, da der gled en sky for Zirras ansigt, og allerede inden hun åbnede munden vidste han godt hvilken retning de nu skulle i. 
    Og ganske rigtigt. Spørgsmålet var vagt, men kastede alligevel et skærende lys på elefanten i lokalet - gjorde det umuligt fortsat at lukke øjnene for dét, de blev nødt til at tage hul på.
    Treston kunne ikke lade være at sukke, idet han lænede sig frem og tog hendes hånd i begge sine - lod tommelfingeren ae hende over håndryggen uden at tænke over det; den gamle gestus, der betød: Rolig, jeg har dig.
     "Har du set ham i Dianthos?" spurgte han lavmælt - vidste godt, at han besvarede et spørgsmål med et spørgsmål, men var samtidig også sikker på, at hun ville forstå, hvad han mente. "Ved vi, om han stadig er knyttet til min gamle deling? I så tilfælde burde hans skema ligge nogenlunde, som mit plejede at gøre - og så har vi i det mindste ét eller andet form for udgangspunkt, når det kommer til at lægge en plan... For jeg antager, at du spørger ind til det rent praktiske, ikke sandt?" Han fangede alvorligt hendes blik og holdt det. Nægtede at føle så meget som skyggen af samvittighedskvaler over, hvor meget han mente det usagte i sine næste ord: "For vi ved vel begge to godt, hvad der skal ske...ikke?" 

    Det tog Zirra noget tid at finde sine ord. Hun havde styr på det, men at fortælle det til Treston virkede underligt. Hun var ikke vant til at dele sine informationer med riddere. Eller eks-riddere. Kun sine spionkollegaer.
    "Devranas har holdt mig opdateret," sagde hun endelig. "Samme deling, næsten samme skema. Onsdage er anderledes. Vi har hans adresse og de tre steder, han ellers besøger fast i løbet af en uge. Jeg har ... Jeg har ikke sagt, hvorfor jeg skulle bruge den information, men jeg tror Dev har regnet det ud på nuværende tidspunkt."
    Blikket faldt ned til deres hænder. Hans berøring beroliget hende, ligesom den havde gjort så mange gange før. Dengang, Mørket havde taget i byen. Eller dengang Dastor havde sendt hende på skole for magisk udfordrede. Treston havde altid hendes ryg, og derfor havde hun hans. På nuværende tidspunkt vidste de begge godt, at de var villige til at overtræde lovens regler for hinanden. Men de havde ikke gjort det sammen.
    "Jeg har også tre mænd i baghånden, der kan hjælpe os med at flytte ting. De skylder mig en tjeneste," tilføjede hun. "Allerhelst synes jeg vi skal gøre det selv, men jeg satte det op i tilfælde af, vi får brug for hjælp. Vi ... Vi bliver nødt til at gøre det uden for bymuren. Jeg ved ikke... Skal jeg have styr på mere? Hvad med dig? Hvor skal du være indtil vi gør noget?"
    Zirra vidste ikke, om Trestons plan var at proklamere sin ankomst før eller efter, eller om han ville drive den af herude, mens hun forberedte ting i byen. Hun kunne også tage ham med ind, men han ville falde mindre i ét med tapetet i undergrunden end hun gjorde. Så skulle der i hvert fald smøres meget mudder ind i hans hår.

    Treston gjorde sit bedste for ikke at reagere på informationen om, at Zirras kollega sandsynligvis havde regnet ud, hvad de havde for. Hun havde styr på det - selvfølgelig havde hun dét - og desuden stolede hun tilsyneladende på denne 'Dev'... Bare fordi Treston selv kun havde mødt ham ganske kort et par gange (og aldrig i en situation, hvor nogen af dem havde været afbalancerede!), så kunne han jo godt være en bund-hæderlig fyr... Og en mand, der havde Zirras bedste for øje.
    "Jeg er enig med dig i, at vi skal satse på at gøre så meget selv som muligt," mumlede han og fortrød at han havde drukket det sidste af sin øl; hans mund føltes af én eller anden grund irriterende tør... "Og ja - der er ingen chance for, at vi gør det inden for Dianthos' mure... Jeg har absolut ingen intention om at skulle for en domstol igen lige foreløbig..." 
    Han tav et øjeblik og overvejede hendes ord, før han sagde: "Du kommer muligvis ikke til at bryde dig om det, men jeg synes, vi skal vente på Se-... På vores fælles bekendte fra Fristavn. Tre vil give os en større overhånd, og..." Han skar en grimasse, men sagde det alligevel: "... Og hun er professionel, Zirra - ved hvad hun laver. Og selvom jeg godt ved, at du har mere at hævne... Så er hun næsten lige så investeret..." Han tog en dyb indånding og slap så hendes hånd, efter at have givet den et lille klem. "Min plan var helt bestemt at holde mig ude af Dianthos til det går løs. Hvis han går hen og forsvinder to dage efter at jeg officielt er vendt hjem, så tror jeg ikke, der går mange øjeblikke, før nogen regner sammenhængen ud..." Det var Josefines ansigt, der dukkede op i hans tanker som det første, da han sagde det - men skulle han være realistisk, ville det nok nærmere være Ersten, der først ville regne sammenhængen ud og rende til Lyset.
    ...Eller måske ville han ikke være den første til at regne det ud. Men han ville helt sikkert være den første til at pege på Treston og råbe 'Morder!'... Det var trods alt det ældste Reynlest-barn, der havde sat en stopper for Treston, da han havde gjort sit første forsøg på at tage Kester af dage...
    "Jeg har smidt et brev af sted til Josefine, der anslår min ankomst til Dianthos inden udgangen af næste uge - det giver en form for alibi, hvis vi ellers formår at forblive usete..." Han kommenterede ikke på den dårlige samvittighed, der stak hovedet frem, bare idet at han beskrev løgnen for Zirra. Dét kunne ingen af dem bruge til noget. "Vi skal have arrangeret en form for kommunikationsmulighed, så vi kan koordinere undervejs... Jeg ved, at officererne i Lyset bruger nogle specielle krystaller under kampmanøvre, som gør dem i stand til at snakke sammen over relativt store afstande. Hvis vi kunne få fingrene i sådan et sæt..." Han lod stemmen ebbe ud og sendte hende et blik, der sagde: Nogen idéer? "Måske... Måske far eller Ersten har noget liggende?"

    Zirra nikkede, mens hun lyttede til Treston. For alt han sagde gav - desværre - mening. Selv hvis Sedna ikke var investeret i foretagenet, var hun forbandet god til at binde folk op i træer. Et par dage kunne de godt vente for at sikre sig at have den fordel i baghånden. Zirras ekstra planer var fine, men at have Sedna eller Fielthena med ville højne deres chancer for at lykkedes. Et lille stik af dårlig samvittighed ramte hende, for hun havde ikke meldt sin ankomst tilbage til byen til Fiel endnu. Fordi butikken lå så tæt på hovedgaden, havde hun udskudt det. Men nok også fordi, hun ikke var klar til at fortælle sin nye veninde, at hun havde fejlet i det, hun var taget ud for at gøre. Og specielt ikke, fordi hun nok egentlig troede, at det var for det bedste, at det var endt sådan.
    "Jeg kan nok godt skaffe en talestal," svarede Zirra. "Fars, hvis alt andet glipper men... Jeg vil stadig gerne undgå at tage hjem. Jeg... Jeg har fået en løsning op at stå med ægteskab, så far holder kæft med det, forhåbentligt for evigt."
    Det var en aftale, som gav alt for meget mening på papiret. Zirras liv hang dårligt sammen, når familien konstant forsøgte at gifte hende bort, mens hun havde et hemmeligt arbejde, der gjorde den slags familiedannelse yderst umulig. Victoria havde haft den perfekte løsning, men det gjorde stadig ondt i hjertet, at hun blev nødt til at bruge den for at slippe for et psykopatisk parti. At hendes familie lyttede så lidt på hende, at han tog beslutningerne for hende. For hendes bedste, men uden at spørge hende først.
    "Min arbejdsgiver har en adelsmand, der kan være mit dække," fortsatte hun. "Såvidt jeg ved er aftalen allerede sendt til far, fordi det tog mig længere tid end ventet at finde dig. Så vi mangler bare at få et møde med os alle sammen. Det bliver nok en middag, hvis jeg kender mor ret. Så når alt det her er overstået, vil du så ikke nok være der også? Jeg får brug for lidt hjælp til at ligne én, der gerne vil giftes med en fremmed."
    Selvom emnet langt fra var det, lettede det en smule på Zirras dunkle humør at snakke om fremtiden. Nogle gange, når hun tænkte frem, var der ikke noget. Usikkerhed og mulig død. Det sidste var hun vant til fra arbejdet, men der var i det mindste folk til at gribe hende et stykke ad vejen. Lige nu arbejdede hun uden for lov og landsret. Hun havde brug for, at der var et eller andet ude i fremtiden, der kunne forsikre hende om, at det ville lykkes og de ville nå dertil.

    Treston nikkede bare til hendes ord om talestallen - han havde selv tænkt præcis det samme, men havde ikke haft lyst til at trække det ned over hovedet på hende. Han vidste udmærket, at det ikke ville blive et let besøg. 
    Da hun fortsatte og begyndte at snakke om ægteskaber og middagsselskaber, kunne han mærke sit udtryk forstenes. I modvilje, naturligvis - den samme modvilje, som han så spejlet i Zirras øjne. Dog var modviljen så absolut kun rettet imod faderen - ikke imod den tjeneste, Zirra bad om. Selvfølgelig ville han gøre det for hende. Det var bare....
    "Jeg skal selvfølgelig nok være der... Men jeg kan ikke love, at min tilstedeværelse ikke bare gør alting meget værre..." mumlede han mørkt, og kunne så godt selv høre, hvordan det lød. Han rettede lidt på sig - tvang sig selv til at lægge den ene hånd på bordet, i stedet for at have armene krydset defensivt foran brystet. "Jeg havde et mindre sammenstød med far, samme aften som jeg tog fra Dianthos," uddybede han så, selvom det end ikke begyndte at forklare halvdelen, og de begge var klar over det. "Det var første samtale vi havde oven på domsafsigelsen - oven på vores åndssvage middag, faktisk - og han var ved at få et føl på tværs, fordi jeg ikke lå på mine grædende knæ i Isari-templet og bad om tilgivelse... Hvis mor ikke var gået imellem, så ved jeg sgu ikke hvad jeg havde gjort, Zirra. Jeg er så træt af hans mundlort..." Han kunne ikke lade være med at spænde i kæben. "Hvis han begynder at køre på dig til en sådan middag - så kan jeg ikke love, at jeg formår at opføre mig pænt..."

    Zirra rakte ud efter Trestons hænder igen, da han blev stiv i betrækket. Selvfølgelig havde han haft et sammenstød med far. Det var derfor, hun selv var flygtet om aftenen efter domsafsigelsen, så hun ikke skulle håndtere hans erkendelse af, hvad han havde givet hende lov til i forbindelse med ægteskabet. Havde hun sovet hjemme den nat, havde han taget sine ord i sig ved morgenbordet, det var hun stensikker på.
    "Jeg er ked af, du skulle trækkes med ham, inden du tog afsted," sagde hun. "Det er der ikke rigtig nogen, der har behov for. Men du behøver ikke være bange for, at det bliver en gentagelse af den sidste middag. Ham adelsmanden er en fin fyr, der ikke forventer jeg hverken deler seng med ham eller laver ham børn." Hun skar en grimasse. "Det har han selv styr på med andre. Jeg skal bare være pynten ved hans side og hæve Reynlestnavnet en smule i systemet. Så har vi snakket om, at jeg kan få opgaver hos adlen i stedet for ude i mudderet..."
    Nu var det Zirras tur til at få et stramt udtryk i ansigtet. Aftalen hvde været nem at indgå, og på papiret var det den perfekte løsning til samtlige af hendes problemer. Med sådan et parti, ville hun stå højere end nogen af de træls riddetyper. Hun ville få faderens anerkendelse, omend det ville være endnu en løgn, hun måtte leve med. Deres familienavn ville gå fra ridderstab til adelsstand. Zirra kunne fortsætte sit arbejde under dække af at være nogens hustru, og det ville åbne en stor mængde døre, hun ellers ikke lige ville komme i nærheden af - i hvert fald mens folk kiggede.
    "Men jeg ved ikke, om jeg har lyst," sukkede hun. "Jeg har altid været mudderkravler. Et par enkelte gange har jeg leget med de adelige, og det gik ganske godt, men det er ikke det arbejde, jeg nyder mest. Også selvom det er mere sikkert inde til festerne end ude i markerne."

    Trestons udtryk mildnedes, da hun tog hans hånd på bordet. Dog blev han ikke synderligt beroliget af hendes ord...
    "Måske bliver selve... bejlersituationen en anden." Ligegyldig om ham adelsmanden så alligevel viste sig at være et røvhul, kunne han umuligt være et lige så skraldet menneske som Kester... "Men far kommer stadig til at være en sammensnerpet hønserøv, og mor kommer til at bukke sig selv sammen på midten for at sælge illusionen om, at alting er, som det plejede at være... Hvis Ersten dukker op, kommer han til at stille upassende spørgsmål omkring Kester eller også kommer han til at 'underholde' med dén betydning mine beslutninger har haft for ham og for vores gamle deling... Og om han så begynder på det ene eller det andet, så kommer jeg til at miste besindelsen." Treston kunne godt selv høre, at han muligvis malede Zaladin på væggen... men så på den anden side ikke. Han var ikke et sekund i tvivl om, at familien ville opføre sig præcis, som han netop havde beskrevet... Men han ville nok ende med at bide det i sig - for Zirras skyld. Og fordi han endnu ikke havde formået at modsætte sig Ersten og Dastor - ikke for alvor. Han havde bøjet nakken og bidt tænderne sammen, for sådan holdt man husfreden...
    "Der kan selvfølgelig være en formildende omstændighed i, at han rent faktisk er en del af adlen - ham dén gut de har hjulpet dig med at finde... Måske bliver far så forblændet af muligheden for at hæve Reynlest-navnet, som du siger, at han glemmer alt det andet..." 
    Treston tvivlede dog på det. Dastor var ikke typen, der glemte eller tilgav let...
    Med et suk løftede Treston deres hænder fra bordet  - vendte søsterens mindre hånd i sine egne og studerede den lidt, før han fangede hendes blik. "Nød du det andet? Sådan hvis du skal være helt ærlig? Er det ikke lidt bare noget man bilder sig ind, fordi man inderst inde godt ved, at man ikke har andet?" Sådan havde det i hvert fald været for ham - så langt var han trods alt kommet i sin selvransagelse. 

    "Jeg har tænkt mig at sørge for, at far ved, at hvis noget den aften går galt, så er det hans skyld, at jeg ikke får en adelig ægtemand," sagde Zirra bittert. "Så skal han sgu nok holde sig i skindet og finde det fine sølvbestik frem."
    Det gav hende stadig en dårlig smag  i munden at tænke på det. Hun skulle udholde en aften i familiens selskab med en mand, hun knapt nok kendte, men hvis søster hun stolede umanérligt meget på, og det hele var for at opbygge en løgn. Endnu en løgn. Men det var sådan hendes liv var endt med at blive - for dronning og moderland - og hvad gjorde én til løgn egentlig i regnestykket? Isari havde sikkert set det i hendes sjæl fra fødslen af, hvorfor hun havde valgt ikke at velsigne hende med praktiske evner og kampstyrke som tre okser med ild i halen.
    "Tit var jeg hjemmefra lang tid ad gangen og ofte alene på store dele af missionerne," mumlede hun. Blikket var faldet til hænderne for at undgå øjenkontakt. "Dén del tror jeg, jeg nød. Og så er jeg jo bare zalans dygtig til det, Tres. Hvad skal jeg lave, hvis ikke noget jeg er god til? Har du nogen idé om, hvad du vil lave nu? Hvordan du skal undgå at ende som endnu en gadebums i Skumringskvarteret? Ærligt talt, så tror jeg hurtigt jeg ville ende dér, hvis jeg ikke havde noget at tage mig til."
    Noget, som jeg faktisk er god til, tilføjede hendes tanker. 
    Måske kunne hun bruge noget tid på at være fuldtidssekretær for Fielthena, men det var kun fordi hun garanteret også skulle håndtere henvendelser fra guldsmedens mere alternative kunder, samt hjælpe hende med at finde frem til svage punkter hos ofrene. Men hun ville have for mange etiske kvaler med det på den lange bane. Og at være almen sekretær for nogen, der havde helt rent mel i posen lød uendeligt kedeligt. Alt behøvede ikke være mudder til knæene og at sætte livet på spil hveranden dag, men hun ville jo hænge sig selv, hvis hun nogensinde skulle varetage et af de erhverv, hun hele livet havde bildt familien ind, hun havde.

    På trods af emnets alvor, kunne Treston ikke lade være med at bøje hovedet under en lille latter. "Jeg elsker, at dit første instinkt er at gå direkte til afpresning! Men du har da ret! Jeg tror faktisk aldrig, du har siddet i en så god forhandlingsposition overfor far, som du gør lige nu... Måske han faktisk vil se sig nødsaget til at danse efter en andens pibe, for en gangs skyld..."
    Han havde sagt det med et lille, mildt smil i mundvigen. Nu faldt det dog, for Zirra sænkede blikket og gik i gang med at svare på hans spørgsmål, og mens han fulgte hendes minespil, nåede Treston naturligvis at fortryde, at han havde spurgt overhovedet. 
    "Med alt andet in mente forstår jeg godt, at det har været et frirum..." mumlede han til det første hun havde sagt.  "Men Zirra... Det du jo i virkeligheden er god til, er vel ikke kun at ligge i en muddergrøft - det handler vel mere om, at du er god til at tænke hurtigt. Til at komme på en plan, når der sker noget uventet. Til at improvisere og få vendt en situation til din fordel. Og de evner tænker jeg da, at du stadig kan drage nytte af..." Han sagde det med et spørgsmål i stemmen, for i virkeligheden anede han jo ikke, hvad han snakkede om, og han ville nødig have hende til at føle, at han forsøgte at trække et narrativ ned over hovedet på hende.
    Da hun vendte hans ord og spurgte, hvad han selv ville begive sig af med, sukkede han og slap hendes hånd. 
    "Jeg ved det ærlig talt ikke, Zirra... Josefine har tilbudt mig, at jeg jo kan agere hendes livvagt, når hun skal ud på diplomatiske opgaver, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg rent faktisk har lov til dét. Jeg tror, det lugter lidt for meget af Lyset til at det er en reel mulighed... Ellers har jeg overvejet at tage noget vagtarbejde..." Han fnøs. "Man kan vel altid blive udsmider på én eller anden skummel knejpe... selvom det måske ikke er den bedste strategi, hvos man forsøger at undgå gadebumse-livet..." En lille del af ham frygtede også, at han ville komme til at arbejde de krystaller af, som han havde lånt af Ulven - mens en større del frygtede, at det rent faktisk kunne gå hen og blive arbejde, han ville blive forfalden til... 
    Ikke hvis han blev sat til noget usmageligt, naturligvis! - Treston havde absolut ingen ønsker om at starte en kriminel løbebane!... I hvert fald ikke i højere grad, end han allerede havde gjort...
    Men at ruske op i nogle af Pax' konkurrenter i Undergrunden? Eller se farlig ud i baggrunden, mens Ulven lavede sine forretninger? Dét kunne han vel nok finde ud af...
    "Eller måske gør jeg noget helt andet. Måske tager jeg ud og sejle igen... Hvis jeg kan finde hyre på et skib."

    Zirra sukkede. "Ja, vi har lidt vores foretrukne flugtsteder, har vi ikke?" 
    Treston havde altid haft et eller andet med havet. Nu hvor Zirra tænkte over det, var det nok meget ligesom hendes egen trang til at være ude i vildnisset. Et sted, hvor naturen herskede, og hvor hun kunne fokusere på opgaven med hele sit sind: At holde skuden fra at synke. For hende havde det været Lyset.
    "Måske..." hun tøvede. Det virkede helt forkert at sige det, hendes tanker lige havde tænkt. Helt forkert at give slip på forestillingen om, at de havde brug for at komme væk fra alting. Familie. Sårede hjerter. Lyset. "Måske skulle vi prøve at finde ud af det sammen? Og så ikke bare flygte igen?"
    For hvad end han var klar over det eller ej, virkede Trestons idé med at sejle som endnu en flugt. Og selvom Zirra havde en brostensbelagt sti ventende i adelsland, var det nok i virkeligheden endnu en flugt. Endnu en måde, hun kunne undgå at tage greb om sit eget liv og tage de valg, der i sidste ende ville gøre hende lykkelig. At arbejde sig selv ihjel var ikke lykke. Men det var det, hun havde gjort de sidste mange år, og i nutidens lys var det forbandet let at se, hvordan hun havde gjort det for at slippe for alt muligt. Konfrontationer med familien. Længere forhold. Etisk kritik af sin arbejdsgiver.

    Zirras spørgsmål fik lov til at hænge i luften imellem dem længere end det var rigtig rimeligt, for hendes ord havde kaldt en melankoli frem i Treston, som han ikke helt vidste, hvordan han skulle adressere.
    Skægt at hun skulle bruge ordet 'flugt'... Det var et koncept han havde dyrket ret så meget den seneste tid... De sidste mange år, faktisk - hvis han nu skulle være helt ærlig med sig selv. 
    For hun havde ret. De havde hver deres foretrukne flugtsteder. De fysiske og de psykiske; Muddergrøfter, Ringen... Alkohol og opium... Fristavn og hver eneste by, der var kommet efter dén. Ja, sågar deres respektive titler, selvom der for Trestons vedkommende ikke var nogen flugtmuligheder i den retning længere - og skulle man læse Zirra mellem linjerne, havde hun det vist nogenlunde på samme måde.
    "Sammen lyder godt, Zi..." endte han dog til sidst med at sige, fordi han ikke havde ordene til alt det andet. "Hvad det så end ender med at indebære..." Han tav, fordi de jo begge vidste, hvad deres første opgave ville blive. Og dét var ikke ligefrem en opmuntrende tanke... 
     Med en opgivende lyd lænede Treston sig tilbage i stolen, så den knirkede, og kørte en hånd over ansigtet. "Ved Zaladins hale og hugtænder, Zirra... Det lyder patetisk, men jeg sgu ikke engang sikker på, at jeg ved, hvor man starter. Vi flygter jo allesammen fra et-eller-andet..."

    Hun havde ret, det kunne hun se i hans udtryk. Og stilhed. De var verdensmestre i undskyldninger og flugt fra svære samtaler, og alt det her var gået galt, da de ikke længere havde haft mulighed for at flygte fra dem over for hinanden.
    Zirra efterabede sin storebror og lænede sig også tilbage. Rystede let på hovedet imens, for selvom hun var planlæggeren af de to, anede hun lige så lidt, hvor de skulle starte i det her.
    "Vi finder ud af det henad vejen, tænker jeg," sagde hun og smed ham et skævt smil, der var mere ægte end resten af aftenens forsøg på samme havde været. "Ligesom vi plejer, ikke? Vi hopper på hovedet ud i noget ukendt og ser, hvor vi ender. Men først klarer vi de stopklodser, vi har lige foran os."
    Kester og deres far. De havde brug for at kunne bevæge sig rundt i Dianthos uden frygt eller forhindringer, og det havde de, så længe Kester var efter dem, og også så længe Dastor var på en mindre korsfærd for at få Zirra giftet ud af huset.
    "Vi har overlevet både Mørkets besættelse og Lysets domstol sammen  - så kan vi også klare det her."

    Treston fnøs en lille latter af hendes ord. "Sandt," indrømmede han og løftede så et enkelt øjenbryn af hende. "Men må jeg lige minde dig om, at du snød i begge tilfælde...? Jeg ved ikke helt, om det gælder..." Der var varme i hans blik, og han vidste, at selvom ordene måske kunne virke lidt hårde, ville hun høre drillerierne i dem. Det var lidt sådan det fungerede imellem ham og Zirra. Måske dét i sig selv også var en flugt - hvad vidste han - men i så tilfælde var der nok ikke så skide meget at gøre. Så kom han til at rende for livet.
    "Men nej, du har da ret! Vi har klaret værre ting end dét hér - håndteret større kriser. Vi har for eksempel håndteret hinanden, hvilket i min optik er en bedrift, der burde gøre én fortjent til hæderskors og medaljer og jeg ved zalanme ikke hvad...!"
    Selvom han havde sagt det for at forsætte i det muntre spor, bragte ordene ham uvægerligt tilbage til Fristavn - til det udtværede blodspor på kroværelsets plankegulv og til synet af Zirra med en kniv hævet over ham og et udtryk af ren desperation og sorg i ansigtet. Da de billeder blev fortrængt - for han fortrængte dem altid prompte, når de bankede på - blev de i stedet erstattet af følelsen af Zirra i hans arme, mens hun vred og vendte sig i smerte, fordi noget helt igennem forkert forsøgte at kradse sig ud af hende. Synet af Sednas kniv, da den gik igennem Zirras maveskind, og derefter; den deforme, muterede... ting, der var blevet flået ud af hende...
    Treston sank - havde pludselig en kvalmende trykken lige ved adamsæblet. 
    "Hvordan..." begyndte han og slog så lidt hjælpeløst ud imod Zirras mave. "Hvordan er det gået...med alt dét? Har du været plaget? Fik du nogensinde set en ordentlig heler, sådan som du lovede?"

    Havde Zirra siddet tættere på, havde Treston fået en lammer der. Ja de havde i sandhed udholdt hinanden i flere år, end hvad der burde være muligt. 
    "Ersten har udholdt os længere end vi har udholdt hinanden!" sagde hun igen. "Måske er hans flugt alle de udsendinger, han altid får meldt sig selv på."
    En sjov tanke, men måske egentlig også en trist en. Zirra vidste meget lidt om, hvad der foregik i hovedet på hendes ældste storebror. De seneste år var de gledet meget fra hinanden. Han havde familie og børn, og hun havde en vampyrkæreste og...
    Trestons spørgsmål fik hende til at synke en klump og tage sin ene hånd ned på undersiden af maven. Kun et svagt ar var at se efter Sednas kniv, fordi hun havde brugt healingsamuletten til at lappe huden bagefter. Det første stykke tid havde det stadig gjort forbandet ondt. Som om ingenting i hende rigtig virkede. Nu mærkede hun ikke længere til det, men følelsen var stadig alt for nem at genkalde sig.
    "Jeg tog forbi en i undergrunden... Ikke det bedste sted, det ved jeg godt, men jeg helbrederhuset er for offentligt kendt. Folk ville opdage, hvis jeg var der, og sige det til far," sagde hun stille. Derudover kendte lidt for meget af personalet til hende efterhånden, fordi hun altid var uheldig nok til at blive bidt af 'bidske hunde' eller 'vælte ned ad en trappe'. "Hun bekræftede det, Sedna fortalte mig... Jeg kommer ikke til at få børn." Pause. "Men det er nok egentlig godt det samme! For jeg har ikke brug for at lave børn, og Bertram kan alligevel heller ikke. At hjælpe gadebørn er nok for mig."