“Shh – En af gangen,” sagde den rødhårede dreng højt, tilsyneladende til ingen, mens han drejede på luttens stemmeskruer.  Et tykt lag friskfalden sne dækkede gravstederne komplet, kun forstyrret af den nådesløse vintervind, der bragte vinterhilsner fra den kolde Nord. Stemmerne var blevet mere insisterende siden sidst han var i byen – og det var let at forstå hvorfor.  Med sådan vejr var der ingen, der tænkte på at besøge deres afdøde slægtninge eller bekendte, og ånderne, der hjemsøgte kirkegården blev urolige i deres ensomhed.
For Éir var det en perfekt mulighed for at komme ned og synge til de afdøde hvor der var flest af dem uden at blive overhørt. For ham, opvokset på de ubarmhjertige klippeøer udenfor landets østlige kyst, var vejret intet specielt. Alligevel rejste han kraven på den tykke vinterkappe højt, før han satte sig ned på en gravsten med ryggen til vinden.
 
Ånden af en kvinde med en skrøbelig røst og svag stemme, begyndte at fortælle sin historie, og de øvrige stemmer faldt tavse – enten af respekt eller udmattelse – og som hun fortalte sin historie, begyndte Éir at spille og lave vers ud af hendes liv. Hele hans liv var han blevet forfulgt af stemmer fra de døde, der stadig hang fast. Der var ikke meget han kunne gøre for at hjælpe dem, men nogle gange hjalp det dem at have andre genfortælle deres historier, med fokus trukket væk fra hvad end det var, der forhindrede dem i at fortsætte ind i efterlivet.
 

Serafina var ikke så ofte ved kirkegården, da det tit kunne blive overvældende med alle de genfærd der hang tilbage og søgte opmærksomhed. Dog efter hun var begyndt at savne sin bror mere og mere, fandt hun lidt trøst i at falde i snak med nogle af spøgelserne. Især på dage som disse- ingen ville vove sig ud i det her kolde vejr for at besøge en kirkegård. Det ville give Serafina ro til at kunne snakke med spøgelserne i fred. Ikke at det gik hende på at folk kiggede på hende, når hun snakkede ud i luften, som om ingen var der, men denne omsluttende stilhed var en dejlig kontrast fra den travle by. Det gav hende lidt ro i sjælen og hun lod sig selv savne sin bror. i stedet for at undertrykke det. 
I dag var virkelig en kold dag, med stærk kold vind der bed i Serafinas kinder. Hun var glad for den lange kappe med pelskant i kraven og hætten, som hun holdte oppe med sin ene hånd, der bar smukke broderede vanter, som hun stadig havde beholdt efter hendes adelige familie havde slået hånden af hende. 

Serafinas støvler traskede i den nyfaldende dybe sne, som knasede under hendes skridt. Hun kunne mærke kanten af hendes kjole, blive våd og tung for hvert skridt. Hun var ligeglad, hun nød stilheden og af ren refleks tog hun hånden, der var under kappen, fast om den halskæde hun altid bar, med dyrebarer krystaller og nulrede lidt ved den. Hun stod ved en ukendt grav, eller hun kunne ikke læse hvem der lå der, siden gravstenen var dækket til med sne. Men så begyndte stilheden at brydes af hvisken, ikke fra mennesker, men spøgelserne. Deres hvisken lød ofte mere som åndedrag, men hvis Serafina koncentrerede sig, tråde ordene frem. Dog var der mere end stemmer, der var også musik? 
Serafina vidste spøgelser ikke kunne spille musik i deres verden, men det her var også mere lyden af et instrument. Hun fulgte lyden og gik hen til den gravsten hun mente lyden kom fra. Et kvindelig genfærd sang eller rettere fortalte sin triste historie, i takt med en fløjte? nej noget andet? Men Serafina kunne stadig ikke se hvor lyden kom fra før hun så nogle korte ben stikke ud fra den gravsten hun stod ved siden af. Hun gik langsomt derhen, for ikke at ødelægge den smukke fortælling og fik så øje på en dreng? 

Éir var i zonen, betaget af musikken, der naturligt udviklede sig mellem hans lut, hans stemme og den afdødes fortælling. Hun havde, som de fleste genfærd, en trist historie. I sit liv havde hun gentagne gange forspildt sine chancer for at være en god mor overfor sit barn. Nu, hvor hun ikke længere havde mulighed for at gøre op for det, bebrejdede hun sig selv sine valg, og hvad hun havde gjort. Optaget som han var, var det derfor først da han hørte sneen knage ganske tæt på hvor han sad, at han forstod han ikke var alene.
 
Sangen døde midt i et ord. Med hjertet i halsen greb han om sine strenge for at stoppe deres klang. En kvinde havde bevæget sig op ved siden af graven han sad på, uden at Éir havde hørt hende komme. Han rømmede sig højlydt, hostede og rødmede. Han følte sig pinligt berørt, som havde hun grebet ham i noget dybt personligt. Hun kunne selvfølgelig ikke vide at han havde talt med de døde, men alligevel kunne han ikke holde rædslen ved at blive opdaget ude af sin stemme.
”Go- Go’dag fróken,” stammede han sig frem, mens han kæmpede med at få sit galoperende hjerte under kontrol. "Sikke rädselsfuldt vejr vi har idag."

Jep - Snak om vejret. Snak om vejret, som om han på ingen måde havde været i færd med at besudle den hellige adskillelse mellem de levende og døde. Han rystede opgivende på hovedet.

Serafina ænsede næsten ikke spøgelsets triste historie, hun var så overrasket over at møde et andet levende mennesker, især i det her vejr. Hun kiggede kort væk fra drengen, for at kigge på det kvindelige spøgelse, der nu var holdt op med at fortælle sin triste historie. Serafina gav hende et lille smil, men rettede atter sin opmærksomhed tilbage til drengen, som rømmede og hostede en del, Serafina håbede ikke han var syg. Men hun gav ham blot et strålende smil over hans rømmen og hans søde accent, da han endelig snakkede om vejret. Hun var overaskende glad over at møde et menneske i kød og blod, som hun kunne snakke med. 

Så fik hun øje på drengens instrument- en lut! Hun havde været helt forkert på den og satte sig ivrigt på hug ved siden af og spurgte med iver i stemmen “hvordan gør du det der? Får musikken til at stemme overens med spøgelserne?” men tog sig hurtigt for munden, for hvad nu hvis drengen ikke vidste der var spøgelser omgivet ham og hun nu lød skør- som altid. Hun sukkede så og kiggede ham i øjne, han så skræmt ud. "Undskyld det var ikke for at skræmme dig, det var bare for sjovt! Men det er et flot instrument du har dig der, du spillede smukt" Hun gav et lille smil og håbede hun havde reddet situationen. 

Al farve drænede fra Éirs ansigt, da hun spurgte ham om hans sang og spøgelserne. Ude af stand til at stoppe sig selv, stirrede han målløs på kvinden, og havde dårligt overskud til at registrere hvor blændende hendes smil var.
”Óhh – j-jeg –” fremstammede han, mens hans hjerne febrilsk forsøgte at genstarte. Før han kunne finde på noget mere passende at sige, havde hun rettet sig selv. Havde det bare været en joke? Han kunne have svoret på at hun havde set på noget, som Éir ikke kunne se, i samme retning som stemmen kom fra. Drengen lo nervøst, ude af stand til at finde på det rigtige respons til hendes ”joke”, men tog derefter en dyb indånding. Det var muligt at hans hemmelig stadig var sikker. Der var styr på situationen.
 
Først da tog han sig tiden til at se nærmere på kvinden. Hun var sparsomt klædt, vejret taget i betragtning, men ligeledes var han. Hendes smil, selvom det ikke længere var så strålende, var behageligt og uden vemod. Hendes tøj var ikke prængende, selvom han kunne skimte et glimt af sølv eller gulv fra hendes bryst under kappen. Der var noget ved hendes holdning, der gav indtrykket af dannelse, og noget ved hendes udseende, der gav indtrykket af vildskab. Efter et kort øjebliks undren, besluttede hans sig for, at det var hendes øjne – Øjnene havde en vild passion, der ukæmmet kæmpede sig vej til overfladen.
Efter at have set, at hun blot var menneske og ikke virkede antagnoistisk, var det nemmere for Éir at slappe af, og give hende et roligt smil tilbage. ”Tak skal du ha’. Jeg kommer herud for at óve min musik, hvor jeg ikke bliver overhórt.” Han havde øvet undskyldning i sit hoved til ukendelighed, i tilfælde at nogen skulle fange ham i at kommunikere med spøgelserne, men nu hvor han egentligt skulle bruge den, lød den alt andet end overbevisende. Måske ville hans forsvar være mere overbevisende, hvis han virkede forvirret omkring hvad hun havde sagt.
”Hvad var det du sagde om spógelser?”

Drengen grinede lidt af hendes redning, Serafina var lettet, hun håbede virkelig ikke han havde taget det seriøst, det hun havde sagt. 
Imens hun sad der foran ham, fik hun et indtryk af at han studerede hende og hun kiggede intents tilbage. Hun lagde ikke så meget mærke til hans beklædning eller udseende, men hun fik lige pludselig en følelse af drengens aura. Han virkede ekstremt nervøs og hun kunne ikke helt forstå hvorfor. Hun følte hun havde styr på situationen og ville bare have han følte sig tryg i hendes nærvær. Hun skulle lige til at åbne munden for at snakke sig ud af den lidt akavet stemning. Men så gav han hende et lille smil og hun blev så glad at hun gengældte det endnu engang med sit blændende smil og fnisede lidt.

Da han talte om hvorfor han var her, var der stadig noget nervøst i hans stemme og Serafina mistede sit smil for at rykke tættere på ham og skulle til at spørge ind til hans instrument, da han igen nævnte spøgelser. Hun stoppede sig selv og kiggede ham i øjne med et skævt smil. "Skønt Sera, du havde lige regnet med spøgelsessnakken var ovre" Tænkte hun til sig selv. Hun kiggede lidt nervøst rundt og fik øje på kvinden der havde sunget til drengens musik. Kvinden smilte bedrøvet til hende. Serafina sukkede. Skulle hun sige sandheden, til denne fremmede dreng. Hun kiggede ned i sneen, stadig på hug, krammede hun sig lidt ind til benene og lod en finger lege lidt i sneen. Hun sagde stille "Jeg kan se spøgelser..." hun ventede lidt og forsatte så "Det er okay hvis du ikke tror mig. Men din musik, den tiltrækker dem åbenbart og ja der er den her kvinde foran os, som fortalte sin historie. Undskyld, det er virkelig ikke for at skræmme dig, jeg siger disse ting. Jeg synes bare det var ekstremt fascinerende" Hun kiggede op på ham med et lille smil og ventede hans reaktion.    

Éir stirrede på hende, hans ansigt frosset i en forvirret grimasse, der var en blanding af et utal af forvirrede følelser. Først følte han gru, og en dyb urolighed ved tanken om at hans hemmelighed skulle blive afsløret. Derefter var det chokeret lettelse, og vantro, der tog hold i ham. Aldrig, i al den tid han havde bekymret sig om at andre skulle lære hans hemmelighed, var det faldt ham ind, at han ikke var den eneste, der havde kontakt med de døde. Hvis han skulle være ærlig, havde han aldrig været sikker på om han rent faktisk hørte de døde, eller om han var tosset. At der fandtes en anden, der også hørte dem – jamen, det betød jo netop at han ikke var tosset.
Drengen åbnede munden, og fulgte hendes blik som hun så frem for sig på ingenting, samme sted som stemmen var kommet fra. Éir kunne se ingenting, og lukkede munden igen uden at tale. Kunne det være hun drev gæk med ham? Hvis han tilstod alt, var der ingen måde at tage det tilbage på. På den anden side kendte hun tydeligvis til den afdøde kvinde, han havde fået til at fortælle sine historie.
Han bed sig grublende i læben, og kom til sin beslutning.
”Jeg har aldrig módt en anden, der . . . Hórte dem. Sá hun stár derovre?” spurgte han, og nikkede i retning af hvor hun havde kigget.

Serafina studerede drengens ansigt, der gik mange følelser igennem det, det var helt fascinerende at se på. Hun var lige ved at rykke sit ansigt endnu nærmere hans for at studere det tæt hold, men så kiggede han samme vej som hun for lidt siden havde kigget, på den sørgmodige spøgelses kvinde. Og hun fulgte hans blik. Kunne han mon alligevel ane hende? Spøgelset kiggede dog ikke på dem, hendes blik var rettet mod horisonten og virkede fjern.
Da han stillede Serafina spørgsmålet om hendes evne til at se spøgelser, nikkede hun stolt. Serafina rejste sig og rettede sit kjoleskørt lidt til, før hun gik hen ved siden af spøgelset, kvinden vendte sit blik mod hende og Serafina tog en dyb indånding for at samle lidt koncentration for derefter at præsentere sig for spøgelset. "Godaften mit navn er Serafina, sikke en skøn stemme De har" og gav sit bedste smil. Kvinden nikkede til hende og sagde "tak, jeg nyder drengens måde at spille på, det har en magisk kraft" Serafina måtte give hende helt ret. Hun drejede hovedet mod drengen og sagde "Hørte du det! Hun elsker din musik!"