Den grønne krop hang i luften, iklædt papirstynde klæder af noget, der ved første øjekast til forveksling lignede visne blade; den slags, som har ligget så længe på skovbunden, at der nogle steder kun er ledningsvævet tilbage. Det lignede blonder, fine mønstre fordelt over brystparti og det nederste af lårene.
Bladkjolen var orangerød, fremstod næsten gylden i skæret fra den tændte væge, der befandt sig i lanternes midte.
Hun så ud til at have det varmt. Athelstan af Erneyll iagttog interesseret, hvordan hun forsøgte at holde sig så langt væk fra vokslyset som muligt; de gennemsigtige vinger slog støvgnister mod glasset, der holdt hende indespærret.
Kom hun for tæt på ilden, ville hun brænde op på stedet - det var adelsønnen ikke i tvivl om. Det ville knase og sprutte, kun tage et ganske kort øjeblik. Skovalfer var muligvis placeret et par intelligenstrin højere oppe end møl, men de var begge letantændelige.
Alfens sure fjæs blussede af arrigskab og varme, og Athelstan kunne ikke modstå trangen til at tromme provokerende på lanterneruden med en pegefinger og (med tilfredshed) registrere spejlingen af sit eget smil i alfens tåreglaserede øjenæbler.

Freden havde i månedsvis sænket sig over Erneyll-residensen – hvis man altså så bort fra de lejlighedsvise pinefulde hyl og bønfaldelser fra mishandlede væsner. Paladsets frue og tjenerstab havde lært at vende det døve øre til for at tilfredsstille paladsets lunefulde herre og ikke lide samme skæbne.

Ja, Amelia af Erneyll var bestemt ikke længere den bange, naive pige, der havde giftet sig med Athelstan for otte måneder siden. Faktisk ville man ikke kunne genkende hende, hvis man så hende gå gennem gangene den dag. Væk var krinolinen, de pigede farver og den høje krave. Denne kvinde var iklædt sort, næsten gennemsigtig silke, der smøg sig om den slanke krop. Der var noget hårdt i hendes blik, en kant, som imidlertid blev blødgjort ved synet af hendes mand, da hun vandrede ind i salonen.

Lysene i vægstagerne oplyste rummets bogreoler, skriveborde og bløde møbler, men det var hverken papirarbejde eller en bog, der havde Athelstans opmærksomhed. Nej, han stirrede opslugt på en alf spærret inde i en klar lanterne. Amelia mærkede et lille stik af jalousi; hvornår ville hun vende sig til at dele sin mand med hans passion for det makabre?

Amelia gik hen til Athelstan og lagde sine arme omkring hans skuldre bagfra. Hun kyssede hans mælkehvide kind, så hendes bløde lokker faldt ned over hans tunika, og betragtede den desperate alf sitre rundt for at finde en udgang. "Hvor lang tid, har den været indespærret?" spurgte hun, stemmen nysgerrig, blottet for anklage eller fordømmelse.

Det gibbede i den unge mand, da Amelia gjorde ham opmærksom på sin tilstedeværelse.
Overraskelsen blev dog hurtigt erstattet af den varme, som hendes læber efterlod på hans kind – og Athelstan, der normalvis ikke så sig mæt i laverestående væsners kamp for livet, drejede alligevel hovedet en kende, for at modtage sin hustru med et smil, der var betydelig anderledes end dét han øjeblikke forinden havde sendt den svedne skovalf.

”Ralph kom med den i formiddags. Den var helt sløv og kold, så jeg tændte et lys så den kunne få varmen. Den må have haft brug for det – den har flakset rundt lige siden.” Uvægerligt fordi lyset efterhånden havde været tændt så længe, at der ikke længere var en tålelig temperatur på lanternes jernbund, som de små fødder kunne stå på. Det pointerede Athelstan dog ikke. I stedet fortsatte han med en eftertænksomhed, som normalvis kun gjorde sig gældende, når væsner var længere tid om at dø end han havde forventet:

”Men jeg tvivler på at den kan holde sig på vingerne meget længere endnu – Synes du ikke også, at den ser lidt træt ud?" Lyset skulle helst ikke nå at gå ud inden…

Deres øjne mødtes kortvarigt, to forskellige nuancer af blå og bundløse, samtidig med at smilene afspejlede den gensidige varme, der var opstået imellem dem. Så blev øjenkontakten afbrudt, da begges rettede sig mod alfen. Det var længe siden, Amelia havde opstillet en beskyttende mur imellem hendes empatiske sind og torturofrene; en mur, der udadtil viste sig som ligegyldighed eller ligefrem nysgerrighed, hvis hun virkelig anstrengte sig. Nogen ville måske kalde det for en forsvarsmekanisme.

”Det var gavmildt af dig, men jeg tror, du har ret,” sagde Amelia roligt. ”Den ser træt ud. Alfer er svage væsner.” Hun lod sin hånd glide langsomt ned over hans brystkasse. Tunikaens stof var blødt under hendes hud, men nedenunder kunne hun mærke hans hårde brystkasse. Hånden fortsatte ned mod hans bælte … det skulle ikke undre hende, at han allerede var hård. Hun trykkede let sine bryster ind mod hans ryg.

Otte måneder.

Otte måneder uden skyggen af en arving. Hendes mave var fladere end nogensinde, endda en anelse udmagret i forhold til hendes sunde størrelse for blot en år siden. Det skulle der snart laves om på.

Hendes hånd, der bevægede sig sigende mod bæltet, fik Athelstan til at trække maven ind og udstødte et knapt hørligt suk. Amelia trak tråde fri af den opmærksomhed, som forinden kun var blevet helligt alfens undergang. Koncentrationen knækkede sammen, i takt med at forestillingen om, hvad hun lagde op til, fik blodet til at søge nedad. Athelstan prøvede ikke at lade sig påvirke; de blå øjne fæstnede sig til skovalfen:

Alfen var rigtig nok træt, konstaterede adelssønnen. Dens vejrtækning var besværet og vingernes konstante bevægelse virkede mere sporadisk end rytmisk. Han fulgte den med øjnene; den hektisk opadgående grønne krop, der efterfølgende langsomt dalede ned mod flammen, indtil varmen atter fik den til at bakse intenst med vingerne. Den ville brænde op inden længe.
”Vil du virkelig gøre det hér mens den smelter i sit glasbur?” Stemmen var forholdsvis neutral. Armen blev dog stukket bagud, for med hånden at presse hende tættere mod sig.

Det havde ikke båret frugt at tage Amelia med magt. Athelstan havde ellers gjort sit. Han havde sågar sat folk på hende, så hun ikke kunne købe sig til flere genstande eller magiske miksturer, der ville forhindre en graviditet. I starten havde det bidraget til genfunden optimisme med hensyn til at avle en arving. Han havde tvunget sig adgang på ny, efterladt nok i hende til at der ikke blot burde komme ét barn men tifold. Men Amelia havde kun tabt sig. Til sidst var Athelstan stoppet. Aggressionerne blev kastet over skovens væsner.

Om det var adelssønnens afstandstagen, den reducerede voldsomhed mod sin hustru - eller noget tredje - der fik deres skæbnekurs til at ændre sig, stod fortsat i det uvisse; men Amelia og Athelstan var kommet tættere på hinanden.

Et lille, tilfreds smil krusede Amelias læber, da hun opfangede hans små tegn på nydelse. Det behagede hende altid at opdage, at han ikke var uimodtagelig overfor hende, selvom han hårdt fastholdt opmærksomheden mod alfen.

”Ville det være så forkert?” spurgte hun roligt, velvidende at det modsatte nok var tilfældet med Athelstan. Hun lænede sig ind mod hans ører og hviskede: ”Det er egentligt smukt … Et liv ophører med at eksistere, mens et andet begynder i mit skød. Livets cyklus. Alfen burde være taknemmelig for at ofre sig for os.” Hun undlod selvfølgelig at nævne, at de blot kunne åbne lanternens låge, men det ville være som at tage et nyt stykke legetøj fra et barn. Hvorfor ødelægge stemningen på denne hyggelige dag?

Det var månedsvis siden Athelstan havde lagt en hånd på hende. Siden han havde forklaret hende tingene fra sin side. Og hun havde forstået ham og indset, at hun ikke havde opført sig som en hustru burde. Og mens deres fysiske kontakt udeblev, opstod en fælles forståelse og et fælles standspunkt. De lærte hinanden bedre at kende. Amelia fandt sin plads. Og i deres fysiske afstandstagen blev der plads til, at nye følelser kunne blomstre.

Amelia vuggede rundt om stolen, han sad på, og satte sig op på bordet ved siden af lanternen. Hun foregav at betragte alfens nytteløse anstrengelser for at komme væk fra flammen, alt imens hun langsomt spredte benene.

Athelstan af Erneyll måtte erkende at tanken var yderst appellerende. Han gjorde da heller ikke noget for at modsætte sig hendes ønske – hvordan kunne man overhovedet? Der skulle ikke meget til at lokke ham, når man så ud som Amelia. Når man opførte sig som Amelia. Den skarpe kant i blikket klædte hende; de lige dele beslutsomhed og grusomhed i jagten på at få, hvad der retmæssigt var hendes.
”Det ville virkelig være smukt” istemte han og mente det. Alene tanken om at skabe liv imens døden gjorde sit arbejde ved siden af, var ikke blot provokerende tilfredsstillende men direkte livsbekræftende. Kroppen gøs frydefuldt. Athelstan ville næsten ønske, at skovalfen fortsat havde haft sin tunge, bare for at høre, hvad den ville have sagt.

Adelssønnen smilede mørkt, da Amelia spredte benene.
Hænderne søgte automatisk mod dem, lagde sig på læggenes ydersider, for derefter at bevæge sig langsomt opad. Kjolestoffet blev nænsomt skubbet med op, blotlagde underben, knæ, det nederste af lårene... Opstemt fulgte han den lyse hud med øjnene. Athelstan øgede hændernes pres gradvist som de bevægede sig tættere mod hendes skød og hofter. Et øjeblik ønskede han ikke andet i verden end at trække hende ned over sig, for at lade hende selv ride en arving til livet. ”Du er –” Begyndte han, da han mødte hendes blik, men færdiggjorde ikke sætningen. Ord havde aldrig været hans spidskompetence, og særligt ikke i situationer som disse.

Vingerne plirrede mod glasset.
Adelssønnen rejste sig resolut, fik stolen skubbet tilbage derved. Han fjernede hænderne fra Amelia for i stedet at åbne sine bukser. Så fik ilden omsider fat i alfen. De små næver slog mod glasset, neglene fik lanterneruderne til at klinge. Uden at ænse alfens endeligt som andet end en kortvarig, men intens kugle af næsten hvid ild, faldt Athelstans bukser til jorden og han greb ud efter sin hustrus hofter for at trække hende grådigt til sig.

Athelstans svar bekræftede Amelia i, at hun kendte sin ægtemand nok til at vide, at situationen kun ville opildne ham yderligere. Grænserne mellem lyst og smerte, liv og død, var et evigt fascinationspunkt for ham. Og hvad så hvis et lavtstående væsen døde? Hellere at alfen led end hende. Alt, Amelia behøvede at gøre, var at forestille sig den var et møl, hvis skæbne allerede var beseglet.

En afventende gysen løb over Amelias hud, da hans kølige hænder lagde sig på hendes lægge; ikke fordi berøringen var ubehagelig. Nej, hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst var blevet berørt. Begæret. Den blotte viden at han ville have hende, strammede forventningsfuldt hendes bryst. Centimeter for centimeter blev hendes lyse, glatte hud blottet. Hun støttede hænderne på bordpladen bag sig og lænede sig en smule tilbage. Betragtede ham med et skævt smil og forsøgte bravt at se behersket ud, selvom hun stadig var uerfaren udi elskovskunsten.
Kontrol. Hun måtte have kontrol, hvis hun ikke skulle afsløre sin nervøsitet.

Alfen var glemt, idet Amelia trak sin husbond ind mod sig. Med en bestemt mine puffede hun ham forsigtigt rundt som tegn til, at han skulle lægge sig på det massive egetræsbord. Her satte hun sig overskrævs på ham. Hendes hænder fandt hans manddom, som allerede var parat. Kælede for ham, imens hun lænede sig ned mod ham. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre, kære?”
Hun ville høre ham sige det. Give efter. Det var på tide, at Athelstan af Erneyll blev underlagt en kvindes magt.

Uden indvendinger fulgte Athelstan Amelias ønske. Egentlig havde intentionen været at tage hende med det samme; dyrisk og voldsomt med død og alfestøv som slørret erindring. Men nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad hun var ude på, druknede irritationen over, at han ikke fik sin vilje.
Hendes behandling fik ham trække vejret overfladisk. Den sitrende fornemmelse føltes varmere end ild og han rejste sig på albuerne, for nemmere at kunne iagttage hende, som hun lænede sig frem og hviskede begær ud i luften imellem dem.

Athelstan havde ikke oplevet sin hustru sådan før. Åndeløs over hendes forandring, ønskede adelssønnen ikke andet end at føje hende fuldkommen. De spillende blå øjne, den fristede mund og udsigten til hendes kavalergang. Han havde ønsket – nej, længtes efter dette her; han ville være smør mellem hendes hænder, hvis hun bad om det. Halsen var tør af forventning, da Athelstan af Erneyll gav sig:

”Tag mig i munden”

Alfen brændte op og kastede en lue af lys ud i rummet. En lugt af brændt røg sivede fra lanternen, mens døden spredte en højspændt atmosfære i rummet, suppleret af begæret fra de to unge mennesker. Kontrasterne hang tungt i luften.
De to lakajer, der havde stået halvskjult langs væggen, klar til at føje deres frue og herre ved det mindste vink, fortrak hurtigt.

Amelia kunne se begæret i sin mands øjne, kunne se ham overgive sig til hende. Det fik hendes hjerte til at banke hurtigere og selvtilliden til at stige. Hans øjne var ikke dovne og hånende, men nysgerrige og opslugte. Hans fyldige læber var en smule åbne, og lyden af hans overfladiske vejrtrækning fik hendes øjne til at gnistre lystigt.

Hun smilede forførisk til ham, mens hun kravlede langsomt baglæns.
Amelia havde gjort sit forarbejde. Ikke at hun havde øvet sig på en anden mand, selvfølgelig, men hun havde tvunget en lakaj og en tjenestepige til at illustrere og instruere hende i diverse elskovsakter, så hun kunne tilfredsstille sin mand. Med dette minde i baghovedet fastholdt hun Athelstans øjenkontakt, alt imens hun legesygt lod tungen glide op af hans lem, fugtede kanten og lod hele sin mund omfavne ham. Med højre hånd lod hun sine skarpe negle synke ned i det bløde kød på hans lår.
Efter hun således havde forkælet ham i noget tid, satte hun sig op, ramt af en impulsiv idé. Hun hev hans skjorte op og blottede hans overkrop. Dernæst åbnede hun lågen til lanternen, greb en håndfuld alfestøv og dryssede det ud over hans nøgne bryst. Hun lod sin finger glide rundt i alfestøvet og tegnede mønstre på ham, hvorefter hun hev sin egen silkekjole af, og gned støvet på sine bryster. Således indsmurt i dødens pulver, satte hun sig til rette og gled ned over hans lem med et veltilfreds suk over de buttede læber.

Athelstan var komplet distraheret og reagerede på Amelias berøring med en hørlig indånding. Kroppen afslørede sin veltilfredshed gennem de instinktive ryk op mod hende. Et kun halvkvalt udbrud røg ud mellem hans læber, velvidende at han var fuldt ud i Amelias vold. Der var ikke plads til tanker, kun den opslugende fornemmelse og det nærmede sig faretruende hurtigt enden..
Og så stoppede hun.

Athelstan vandt lidt kontrol igen i de øjeblikke, hvor hun var væk. Forundret blinkede han det svømmende blik ud af de blå øjne, mens hun blottede hans brystkasse. Hvad de fleste ville kalde uetisk, barbarisk eller decideret makabert, gjorde Amelia nu noget, som Athelstan kun havde oplevet under hovedophængningen; Hun chokerede ham.
Men denne gang var alligevel anderledes – Amelia handlede udelukkende på eget initiativ. Som i ekstase, tegnede den blonde hustru på dem begge med asken fra det, der kort forinden havde været en levende skovalf. Fortryllet af det groteske scenarie, kulminerede følelsen af at være en del af noget større, skæbnestyret – ja, guddommeligt ligefrem – da Amelia sank ned over ham og han slap et utvetydigt udbrud af nydelse. Hænderne fandt hendes hofter, lukkede sig sammen om dem, som han trak hende insisterende ned mod sig.
Det kunne godt være at Athelstan foretrak at være øverst, men han var absolut ikke beklagende over den nuværende position og som han så Amelia vugge over sig, blev det heller ikke nemmere at holde sig tilbage.
Blikket slugte hende, slugte synet af alfeaske og kostbar silke. Det kontrasterende i, at de, den civiliserede elite, kunne opføre sig så uciviliseret (næsten umoralsk) blev for meget for den unge mand. Der gik ikke længe før han måtte give efter og nåede forløsningen med et dæmpet udbrud.

Amelia gled ned over ham, indtil hun omsluttede ham fuldstændigt, og de var ét. Men denne gang havde hun kontrollen. Hun styrede tempoet, startede langsomt ud, indtil hun fandt rytmen. Og for første gang forstod hun, hvorfor folk gjorde den slags. Det var på grund af nydelsen! Ved hvert et stød skød varmen ud i hendes skød og sendte tunger af velbehag op gennem hendes krop. Hjernen slog fra, idet hun overgav sig til det biologiske instinkt.

Der var afgjort noget grotesk over situationen, men også noget rituelt, nærmest magisk. Som om foreningen af liv og død havde tilkaldt en gudelig tilstedeværelse og velsignet dem, og da det endelig blev for meget for Athelstan, og han skød sine frø op i hende, var Amelia på en eller anden måde sikker på, at denne gang havde båret frugt.
Hun ventede med at flytte sig og betragtede fascineret hans ansigt krænges op i nydelsens grimasse. Hun følte sig som en dronning eller en gudinde, der havde overvundet døden - eller hvert fald kontrollen over den mand, som ellers altid havde magten over alt og alle.

Amelia løftede sig forsigtigt og lagde sig ned ved siden af ham på bordet. Det var ikke videre behageligt at være nøgen på den massive træplade, men hun havde endnu ikke lyst til at rejse sig. I stedet betragtede hun ham og strøg en mørk hårlok væk fra hans øjne.
"Jeg håber, vores søn kommer til at ligne dig," sagde hun.

Som Amelia var Athelstan overbevist om, at dette rituelle foretagende ville ende ud med en søn og arving.
Hvordan kunne det andet? Han drejede sig mod hende, da hun lagde sig ved hans side. Smilede. Intet kunne nå ham nu. Hverken mistroen eller vreden. Hendes skød og udsigten til hendes nøgne krop havde fyldt ham med noget, der ikke tillod plads til de ellers evigt bitre tanker og det halvgemte ubehag over verdens uretfærdighed. Uden hendes krop var han ingenting, indså den unge mand, som han lå der. Instinktivt rakte han ud efter hende, berørte hende fjerlet, som ville illusionen af komplethed krakelere, hvis han trykkede for hårdt. Hånden lagde sig på hendes mave, et forsøg på at mærke det liv, som med sikkerhed allerede var ved at vokse sig stort og kraftfuldt.
”Han vil blive endnu stærkere,” supplerede han mildt.
”- For vi vil sammen skabe ham en perfekt verden at vokse op i og herske over.”

Tavsheden sænkede sig. Athelstan mærkede sit bankende hjerte langsomt finde tilbage til den normale hvilepuls. Selvom det var et lettere ambitiøst løfte, lovede den unge mand sin ufødte søn, at han ville sikre ham al den magt, som han selv var blevet snydt for. Han skulle nok få familieområdet tilbage, få sig et omdømme der ville få alle til at vende sig i næsegrus beundring. Udåden ville blive hævnet. Udåden. Ordet fik Athelstan til at rynke brynene, idet mindet uventet gjorde sit indtog. ”Der var faktisk en som tilbød mig det,” røg det ud af ham, uden at tænke på, at Amelia næppe vidste hvem han mente – eller hvad han overhovedet snakkede om. ”Der kom en og plaprede løs om magt og snilde,” uddybede Athelstan for sin hustrus skyld. ”Han kom uanmeldt (her sendte Athelstan Amelia en sigende grimasse), talte i tunger og var egentlig – nu jeg tænker over – helt åndssvag at høre på. Jeg er stadig ikke sikker på om det overhovedet var hans egen vin.” For at distrahere sig selv fra mindet om det ubehagelige møde, klemte adelssønnen sin hustrus ene bryst – det havde altid haft en beroligende effekt.

Post-elskovsfreden havde sænket sig over det unge par, og i et øjeblik var de tættere på hinanden, end de nogensinde havde været. Alle deres tidligere problemer gled bort som ebbe efter tidevand. Hun følte sig tryg ved at ligge nøgen ved siden af ham, sikker på at han ikke ville gøre hende ondt, da hans hånd fandt hendes mave. Ikke længere. Hun var begyndt at se inde bag den maske, han opstillede overfor andre, og her befandt sig et usikkert væsen, der blot manglede kærlighed.
Athelstans ord vækkede noget i hende; et sus af beslutsomhed. Hun indså, at han havde ret. Hvis hun virkelig var med barn, så ville det ændre alting.

Hendes tanker var langt væk, da Athelstan lettere usammenhængende berettede om et møde med en uanmeldt gæst. Først lyttede hun med halvt ører, mens hun kærtegnede sin nøgne krop. Men det, han sagde, fik hende til at spidse ører. Hun lagde sig på siden og støttede hovedet med albuen, hvorved grænsen af hendes krop blev et landskab af bakker og dale. De lyse lokker faldt ned over hendes hals, ned over det ene bryst, som kort efter modtog et kærlig tryk.
Amelias nysgerrighed var vakt.
”Han lyder ganske uhøflig,” istemte hun blidt og opmuntrende. Det ville være nærliggende at spørge om mandens navn, men det var tydeligt, at Athelstan ikke vidste det eller kunne huske det.
”Ikke desto mindre et fristende tilbud. Nævnte han noget om, hvordan han kunne tilbyde denne magt og snilde? Bad han om noget til gengæld?” Det frustrerede hende en anelse, at Athelstan ikke havde fortalt om denne mand noget før. På den anden side havde de først for nyligt opnået fortrolighed, og hun ville næppe have lyttet til ham dengang.

Det tog et øjeblik for Athelstan at forstå, at Amelia havde taget samtalen op. Med automatiske cirkelbevægelser om konturen af Amelias bryst havde adelssønnen ellers atter fundet ro. Den summende behagelighed var tilbage, understøttet af synet af hendes krops buede linjer. Blev de liggende sådan, ville det ikke forbavse Athelstan, hvis han endte med at falde i søvn.

”Mmmh.. manden?” svarede han en smule ufokuseret, ”Tjoh, det gjorde han vel..” Hendes hud var så lys at den næsten skinnede, gjorde den ikke? ”- jeg kan ikke rigtig huske det..” Og blød, ved guderne hvor var hendes hud blød og varm. Som hun lå der med håret, der hang næsten skødeløst ned. Munden rød, blikket afventende. Var det ham hun ventede på? Athelstan fugtede sin underlæbe: ”Jeg fik ikke fat i, hvordan præcis det skulle foregå.” indrømmede han og fortsatte, ikke videre investeret i samtalen:
” Men han vidste alt muligt; at du var dårlig for eksempel. Og at det var din ide at hænge elverhovedet op på væggen. Han ville faktisk forære os flere - sagde at han allerede havde sørget for at mødet med Elverly ikke ville blive afholdt, fordi en ville dø inden.” Ved dette lyste Athelstan helt op. Det havde været det eneste sympatiske træk ved gæsten. ”Ja… han var helt sikkert magtfuld. Philip ved nok hvem det er.” Philip. Ham havde han også brug for at have et alvorsord med. Det gik ikke, at væbneren gik rundt og var så åbenmundet foran fremmede…

Selvom det ikke var hendes stærke side, forsøgte Amelia at bevare sin tålmodighed, mens Athelstan med ligegyldighed langsomt nærmede sig et svar. Hun måtte gå langsomt til værks, for ikke at ødelægge øjeblikket – man tirrede jo ikke en sovende bjørn, og Athelstan så aldeles fredfuld ud.
En let rynke tegnede sig mellem hendes bryn. Hvordan vidste denne fremmede mand så meget om deres liv? Elverhovedet havde været offentlig viden, men det andet? Havde han spioner iblandt deres husholdning? Magiske metoder til at få glimt af deres hverdag? Det var en skræmmende tanke. Kun en magtfuld mand besad den slags. Det kunne betyde farer – og muligheder.

”Vi spørger Philip,” sagde Amelia bestemt. ”Det skader ikke, at høre hvad manden kan tilbyde os. Tænk engang, Athelstan …” Hun lod en finger glide ned over hans pande, næseryg og videre ned over halsen. ”Hvis vi kunne få et helt slot med marmorgulve, en balsal med en trone til os hver og store landområder, hvor du kan gå på jagt.” Fingeren fortsatte over hans bryst, den mælkehvide hud glat og muskuløs som en gud bearbejdet i marmor. ”Forestil dig, at vi holder fest for den magtfulde elite. På din hånd glitrer fyrsteringen.” Amelia vidste, at det var på grænsen til forræderi at ytre den slags. De kunne begge ende med at rådne i fængslet for den slags tanker, men hun var ligeglad, beruset af de store drømme. ”Eller vores søn oppe på krystalpaladset … ” Fingeren fandt endelig ned til hans køn og begyndt langsomt at kærtegne og stryge det for at se, om der gemte sig mere energi.

Athelstan nikkede, selvom han forsat ikke havde fået adgang til det klarsyn, som helt tydeligt havde ramt Amelia. Ansigtet vidnede da også om, at han fortsat var skeptisk.
Så begyndte hendes fingre at tegne mulighederne frem, rent fysisk. Nervebanerne skævlede let under hendes berøring, mens billeder af tronsale, kostbare stole og horisontuendelige naturområder med skov, bjerg og vandfald tonede frem for det indre, grådige blik. Jo længere hendes hånd begav sig nedad, jo klarere syntes farverne at blive. Det vækkede også de andre sanser; Athelstan smagte de eksklusive madvarer på sin tunge, fornemmede lyden af store familiers stemmer, som en brus af vand, i sine øregange. Han kunne decideret mærke tyngden af den store ring, og iagttage silhuetten af, hvad der umiddelbart kunne ligne en mindre udgave af ham selv, da hun nåede destinationen. Adelssønnens vejrtrækning var allerede overfladisk. Energidepoterne var tydeligvis ikke helt opbrugt.
Han puffede hende om på ryggen, med intentionen om at lægge sig ovenpå hende.
De blå øjne kiggede forventningsfuldt ind i hendes.

”Tror du virkelig, at den mand ville kunne hjælpe os med at sikre os alt det?”