Det var ingen hemmelighed, at skovhertugen havde utroligt blandede meninger til hovedstadens trænge gader, jah også dens smalle passager, og de meninger kom mest af alt over... rodet i det hele. For de sensetive sanser var det noget af et gedemarked, og selv et stræde så fint og ordentligt som Diamantstræde, kunne forekomme anmasende og irriterende, hvis man tilmed også fangede ham på det forkerte gedeben.
Men nogle ting var bare ikke til at få fat i, andre steder end heroppe. Og Adrian havde længe ledt efter en kappe til sit ældste barn, da overgivelsen af ansvaret... og egentlig også hele hertugdømmet, ville finde sted i løbet af det her år. En kappe var det mindste de kunne bruge.... kvalitetsstof kunne man selvfølgelig godt opdrive hjemme i Amazonitskovene, men hovedstadens skræddere havde et helt andet greb på det, end man kunne forvente hjemmefra.
Nu var problemet bare... at beslutte sig for en butik.
Han følte sig joh næsten udmattet efter at have gået fra sælger til sælger i den her time, og set, følt og betragtet det stof som de solgte, når det med en fejende bevægelse blev rullet ud foran ham. Han havde aldrig været god til at beslutte sig, og mange af dem var så... indsmigrende, at han næsten følte dårlig samvittighed over at gå fra dem, hvis han havde brugt 10 minutter af deres tid. Jah holdt han sig ikke i skindet, ville han jo ende med at købe det hele! Men måske var han faktisk... endt et godt sted nu.
"Hr Abilevés, nej kom herover. Vi kan tilbyde Dem en meget bedre pris, end den skarnsmand derovre!" og som på slaget blev hans opmærksomhed endnu engang trukket (forvirret) væk, da en ny sælger kom for at genne ham hen til butikken overfor. Åh ved guderne.

Krystallandet
