Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 12.01.2021 01:20
Overklassens trang til det glamurøse var noget som Oisin aldrig forstod sig på. Hvorfor skal det hele strutte og blinke og funkle? Det virkede unødvendigt stort. Men han ville da ikke sige nej til et gratis festmåltid, selvom han hvert år var i tvivl om det var meningen at man skulle spise det der pyntegrønt der var ovenpå retterne, eller man bare skulle lade det være. Den slags spisevaner var ikke noget han brugte sin hverdag på trods alt.

Uanset hvad så var han taget af sted med nogle af sine kolleger. De fleste med ægtefæller og børn, men de gik alligevel gerne op til Krystalpaladset med Oisin, og samtalerne var livlige omkring de sidste kontrakter og nogle af de livlige aftener i byens mange forskellige kroer, mens ægtefællerne gik sammen og snakkede om deres ting. Børnene fór mellem benene på dem, og en af ungerne havde overtalt Oisin om at få lov til at blive båret på skuldrene, på den betingelse af at han ikke hev ham i hornene.

Som de ankom til Midtvinter Ballet var det som hvert år unødvendigt grandiøst. Nogle af de mindste børn, som endnu ikke havde fået lov til at være med blev betaget af de mange funklene lys og folk i prangende dragter. Oisin havde selv iklædt sig sin pæne kofte, som mest af alt lignede en almindelig kofte, men ikke havde lapper eller pletter. De nåede ind i balsalen, lige inden at Lysets Dronning holdt sin åbningstale.

Det første Oisin tog sig til var en enkelt dans, med en af sine kollegers hustru, med sin kollegas velsignelse naturligvis, inden at han kastede sig over maden. Planen var at han nok ville prøve at socialisere lidt med nogle af de andre gæster, og muligvis få et par danse mere.
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 12.01.2021 01:56
Når turen ind til Dianthos blev taget, jah så var det som regel fordi at der var en større begivenhed under opsejling. Om det var bryllupper, bal, skandaler eller længe savnede bekendtskaber der skulle plejes, det kunne i og for sig komme ud på et - grunden skulle være stor nok, hvis den høje satyr skulle bevæge sig ud af skovens grønne omgivelser, og skifte dem ud med gadernes stenstøvede stemning. 
Midvinterballet var dog en af de 'større begivenheder' der trak i både forpligtelsernes bånd, men i den grad også i nysgerrigheden, og de var - Adrian, ledsaget af hans to ældste børn - ankommet dagen før så de kunne være der fra starten af. 

For hvilket prægtigt syn det nu engang var. 
Adrian's solfarvede øjne spærredes op fra det øjeblik de trådte ind i balsalen, og havde været det lige siden, hele tiden nysgerrig på de nye detaljer der fangede hans blik eller opmærksomhed. Han havde hurtigt tabt synet af Cecil, den krølhårede satyrunge havde mere fart i rumpetten end mange andre i den nære familie, og ved den første, høflige undskyldning for at mængde sig med gæsterne, var han stukket af. Hans ældste havde været en anelse mere tilbageholdende, men var i sidste ende også forsvundet ud i menneskemylderet, hvilket efterlod Adrian ganske alene. 
At han så ikke følte sig alene, det var en anden ting, 
Gående omkring det prægtige midvintertræ i midten af salen, var det at det solbrune ansigt var vendt op imod grenene, og tanker flakkede ind imellem hans undren om hvordan de dog havde fået det herhen - det var jo enormt! Det føltes levende - når han åbnede det tredje øje så var det også levende, og omgivet af alskens luft, musik og glædesånder, men stadigvæk... hvordan. Et spørgsmål han måtte huske at stille dronningen, skulle han nogensinde få chancen. 
Da dansene begyndte, deltog Adrian dog ikke. Han havde ikke danset i mange herrens år, og følte sig i forvejen som en klodset skikkelse imellem yndefylde og yngre mennesker og dets lige. Nej, i stedet var det at han fandt en siddeplads omkring træet han lige havde betragtet, og med et glas vin i den ene hånd, kunne se de hvirvlende gæster fornøje sig selv. De så glade ud. En ganske kompakt skikkelse fangede dog skovvæsenets gyldne øjne.
En skikkelse han fulgte igennem hele dansen, en voksende nysgerrighed i blikket ved sin artsfælle; han så efterhånden sjældnere og sjældnere satyrer ved disse arrangementer. Så da dansen var ovre, og ringene splittedes for at bevæge sig imod maden, jah der bevægede sig Adrian sig også op og stå igen, for at følge efter den lave - men dog høj af sin race - mand. 

Blev han ikke opdaget af sit udseende, blev han det  i hvert fald da han med et spørgende prik på skulderen henvendte sig til den anden, lyse øjne nysgerrige i deres betragtning. "Det var ganske godt danset" kom det med et muntert smil, vinglasset løftet til en lille hilsen da han til eget held formåede at trække hans blik væk fra den ellers lækre mad. "Undskyld forstyrrelsen, men du minder sådan om en jeg kendte engang... jeg antager ikke, at dit navn er Ilioset... er det?" fulgte han derpå op med, gyldne øjne studerende over hans kofte, for at se om den bar et skjold han kendte. Det virkede ikke sådan. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 12.01.2021 11:40
Det var nu godt at få danset. Det var noget som han kunne lide, og måske kom det fra sin afstamning, men det var ikke ligefrem at blandt satyrerne at han ville være blevet budt op til dans. Men her blandt de andre folk, så var der ikke nogen der kendte til sin slægts 'historie', så der var ingen der bekymrede sig om et potentielt risiko at blive forbandet i hundrede generationer. 

Han nåede ikke at gå mange skridt fra efter at have afleveret sin kollegas hustru og hen mod maden, før der var nogen der prikkede ham på skulderen. Han vendte sig om med et høfligt smil, fordi hvem ville i kontakt med ham på den måde? Det første han så var en højere person som var klædt i pænere klæder, så han skyndte sig at bukke for dem, fordi hvis de nu var af højere stand, så var det sådan noget de plejede at kunne lide. 
Som han rettede sig op og fik set nærmere på manden, kunne han se de tydelige horn. Han var dog meget højere end satyrer normalt blev, så manden måtte muligvis have en blandet herkomst. Muligvis. Han vidste for lidt om verden. 
"Tak for komplimenten."
Det var lidt et besynderligt kompliment, men han tog da gerne imod det. Han var stadig i tvivl om hvad herren her ville med ham. Han skulle dog ikke vente længe. Åbenbart lignede han en af mandens bekendtskaber. Den var ret ny for ham. 
"Desværre. Jeg kender heller ikke en Ilioset. Jeg er Oisin. Jeg har boet i Dianthos det meste af mit liv, så hvis Deres ven er fra Skovene, så har jeg nok ikke stødt på dem."
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 12.01.2021 22:30
Musik og snak syntes at fylde omgivelserne omkring dem, men intet var heldigvis så larmende, at man ikke kunne føre en ganske almindelig samtale. Hans ord og tilhørende lille prikken på skuldrene fik vendt den anden omkring, og selvom han var hurtig til at bukke hoved og krop, rettede han sig heldigvis ligeså hurtigt op igen, og et taknemmeligt glimt fik plads i de solgyldne øjne. Traditioner havde bestemt vægt, men det var nemt at glemme, og Adrian's mørke hoved bukkedes i et mere afmålt nik tilbage, akkompagneret af satyrens eget tak imellem dem. Så var det på plads. 

Han var dog ikke den som Adrian ledte efter, og halvsatyren lod med den kommentar en lille sukken slippe ud, vinglasset op imod læberne til en hurtig tår. "Ah, der kan man se" klukkede han lavmælt, og lod nogle af de liflige dråber finde vej igennem svælget - ikke lige så godt som vinen derhjemme, men man kunne nøjes. 
"Men i så fald, så vær hilset Oisin - mit navn er Adrian..." en reprimande om tiltaleformer ekkoede sin vej igennem den høje satyrs tanker, og han rømmede sig - det var der trods alt af en grund. "... Sommer de Abiléves. En fornøjelse at stifte bekendtskab med Dem". Det ville nok ikke være første, eller sidste gang, at hertugen skulle minde sig selv om lige præcis det, men monstro ikke det ville blive tydeligere i løbet af aftenen. Den dybe stemme bar på trods af den høflige tone, stadigvæk en kant af selskabelig og nysgerrig varme i sig. 
Med et spørgende blik gestikulerede han kort til siden af den anden mand - var der plads til en ekstra? Og da der blev gjort plads, trådte han med den genkendelige lyd af klove op på siden af ham, for selv at tage sig nogle af de simple håndretter der var blevet sat frem til gæsterne. "Heh, Ilioset forlod skovene for mange herrens år siden, så det er ikke et forkert gæt. Men om det var Dianthos eller en af de mindre byer han stødte til, se det mindes jeg ikke" fulgte han op med, og greb sig en af de lilla frugter der stod stablet på et fad, varsom med ikke at vælte den pyramide slottets tjenere havde stablet. Ikke igen, det havde været... akavet, sidst. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 12.01.2021 23:29
Oisin priste sig selv taknemlig for at have reageret hurtig, da han så at manden var velklædt. Fordi ikke kort efter præsenterede han sig med et forholdsvis kompliceret navn. Han var på ingen måde sikker på hvor det navn hørte til, og hvilken rang de havde eller om der overhovedet var en rang, men det lød storslået, og så var det nok vigtig. 
"Fornøjelsen er på min side," sagde han og bukkede endnu en gang ganske dybt.

Han gjorde plads til at Adrian kunne træde op til bordet, for selv at tage sig for af retterne. Det tog Oisin som et tegn på at han også godt kunne tage af retterne, uden at den pæne mand tog det ilde op. 
"Der er også meget der kan ses, på den anden side af grænsen til Skovene."
Oisin havde dog ikke selv set så meget ud over rejsen fra Amazonitskovene til Dianthos dengang han endnu var temmelig ung, og så selve Dianthos. Urolighederne over de sidste mange år havde ikke ligefrem opmuntret til at rejse ud i verden. 
"Men jeg beklager at jeg ikke kunne hjælpe dem Hr. Ablief. Jeg er kun en almindelig håndværker. Jeg omgiver mig ikke normalt med folk af Deres status. Disse festligheder er en af de få øjeblikke hvor det kan ske nu og da."
Han følte ikke at han som sådan behøvede at pointere sin lavere rang, fordi han var godt nok ikke prangende klædt. Almindelig kofte, omend pletfri, så var den ikke noget der skreg af monitær overskud.
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 15.01.2021 23:08
Frugten vejede tungt i hans hånd, og Adrian lod et nysgerrigt øre følge med i hvad der foregik, imens at han diskret skimmede bordet for en kniv at skære bidder af frugten af, med. Da det ikke lykkedes, var konklusionen at den vel måtte spises som skabt af guderne, og han krydsede fingre for at det ikke betød alt for meget frugtsaft, og alt for lidt mulighed for at håndtere den saft. 

Imens, gik det dog ikke ham forbi, hvordan at endnu et buk blev tilføjet. Adelsmandens indre utilpashed rørte en anelse på sig, han var blevet så vant til en mere... almindelig behandling, omkring hans egne folk tilbage i Amazonitskovene - storbyens indgroede etikette var en forbandelse og en velsignelse. I det her tilfælde, nok det sidstnævnte, ikke? Han kommenterede ikke på det, førhen at status blev nævnt endnu engang, og ikke kun forlod sig på demonstrationer mere. 
En lille rysten på hovedet fik øreringen i det ene, spidse øre til at klirre en anelse, og Adrian's smil fik en mildere kant. "Ilioset er uddannet smed... sådan var det i hvert fald sidst jeg så ham" brummede han - han var ikke nødvendigvis et af 'hans' folk. Han var en ganske almindelig smed, der dog havde latter og smil nok til tre, Adrian grinte en anelse for sig selv førhen at en bid blev taget af den lilla frugt. Heldigvis ikke forfærdelig vandet. "Og De behøver ikke beklage. Hvis han havde lidt pli ville han tage og dukke op til en festlighed som denne - ligesom Dem. Den mand har altid prioriteret spøjst" fortsatte han 'opgivende', og blinkede til ham, en indre gnist af latter. "Men nok om ham - måske De kan være behjælpelig på en anden måde... er der et sted, en mand kan få noget stærkere end den opblandede vin?" sagt mere lavmælt og Adrian løftede sigende sit glas. Han vidste at de havde noget andet. Han vidste bare ikke hvor, og kunne godt løsnes en anelse op over promillens magt. Store selskaber var drænende. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 15.01.2021 23:27
"Hvis denne Ilioset er smed, så kan De nok finde ham omkring Smedjetorv. Der holder hvert fald de fleste smede til i Dianthos. Jeg har dog ikke mødt en anden satyr der skulle være smed her i Dianthos. Jeg arbejder selv i tømmer og sten. Så det eneste jeg har med smede at gøre, er når jeg skal have søm, hængsler, beslag, eller repareret mit værktøj."
Han vidste virkelig ikke hvorfor denne pæne satyr mand - elver? - hvad end han var - så gerne ville snakke med Oisin. Han var bare en almindelig borger. Jovist havde de noget blod de delte, men Oisin havde ikke haft kontakt til sit folk de sidste 19 år. Han var vokset op med andre folk.

Så det var det som manden håbede på. Bedre sprut. Det kunne Oisin godt forstå. Lyset ville nok ikke have at folk blev komplet berusede. Hvert fald ikke med det samme. Men havde manden ikke været til flere baller? Oisin havde selv ikke været med til dem alle, men der var nogle gange hvor han og sine kolleger havde fundet noget af det stærkere alkohol, og gået på eventyr i haverne. Det blev altid fuldstændig tåbeligt, som de lod som de var adelige på tur i de natruskønne områder. 
"Normalt bliver det først stillet frem senere på aftenen, når folket er spist af. Men hvis De kan overtale nogle af tjenerne, så er jeg sikker på at De kan få Dem en flaske før tid. De plejer at være ret samarbejdsvillige."
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 18.01.2021 21:09
Adrian's små forsøg på at starte en samtale faldt... til jorden ret hurtigt. Der virkede ikke til at være meget andet end en praktisk vinkel at møde, så med et taknemmeligt smil var det at han nikkede - det måtte han give ham, den lavstammede, brede satyr var dog direkte og løsningsorienteret. Han kunne godt henvende sig til nogle af tjenerne. Det virkede også en anelse som om at han muligvis havde afbrudt ham i noget, hvilket ikke var meningen. 
Han virkede i hvert fald ikke videre... komfortabel. Om det var rang, om det var introduktion eller om det var noget helt tredje, det kunne han dog kun gisne om. 

Adrian rankede sig en anelse, gyldne øjne spejdende over balsalens bevægelige masser, for at finde de fint påklædte tjenere som stod for opvartningen af den her aften. Det var dog også i selvsamme at øjnene skiftede fra dette plan, til et andet plan, og Adrian's glødende blik med en blomstrende glæde, kunne se hvilke ånder festlighederne tiltræk. Glæde, liv, energi, romantik, lys - det var i sandhed et bal værdigt for Lysets Dronning. 
Da blikket gled tilbage for at takke Oisin en sidste gang for hans høflige hjælp, var det dog at den blomstrende glæde tog et knæk, og han næsten overrasket lige kiggede en ekstra gang på ham, førhen at han virrede på hovedet. Hvad var nu det her. 

Det var ikke altid at Adrian så noget omkring andre væsner, og dertil var det slet ikke altid at han kunne tyde det han så, når han endelig opdagede det. Og det var en af de situationer som udfoldede sig lige nu, hvor at en... underlig energi, hvirvlede om den kraftige skikkelse af den unge satyr. Han kunne genkende den, men det var gamle, tågede minder der rørte på sig, når han prøvede at huske hvor. 
Adrian rømmede sig en anelse. "Oisin, et sidste spørgsmål inden at jeg går på jagt efter tjenernes lager?" det var af høflighed han spurgte. Adrian ville lige meget hvad, fortsætte. "De havde boet her det meste af Deres liv? Hvor i skovene boede De førhen?" et efternavn var hvad han diskret fiskede efter, og fik i sin diskretion alligevel fyldt vinglasset op, da en tjener passerede dem. Rimelig fraværende, tog han en tår - opmærksomheden var tydeligvis ikke længere på promillen, omend Adrian i hvert fald prøvede - med varierende grad af succes - ikke at forekomme stirrende. I et blink af øjet fjernede tågeslørret sig over hans øjne, hvilket gjorde det en anelse nemmere for ham, så han ikke så så... forundret, ud. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 18.01.2021 21:50
Stemningen var anspændt. Oisin var meget i tvivl om hvad denne meget tydeligt rigere mand ville med ham. For det meste når det var folk med satyrblod, så var det får at fortælle ham hvor utrygge de var ved hans tilstedeværelse, hvis de enten fandt ud af det, eller vidste det på forhånd, at han var en af 'Ulykkebringerne'.

Adrian virkede også til at have fået nok af den tryggede stemning mellem dem, og begyndte at begive sig af sted, men noget virkede til at holde ham ved Oisin lidt længere. Var det bare ham, eller kiggede Adrian lidt - hvad skal man sige - underligt på ham? Oisin kunne ikke helt sige hvorfor den tanke kom frem. Men der var et eller andet der fik det til at vende sig i maven på ham. Eller var det i sindet? Noget brød sig ikke om at blive kigget på ham på den måde. Men Adrian kiggede jo ikke anderledes på ham. Gjorde han?

Det gik op for ham, at han havde stirret på Adrian, som spørgsmålet faldt. Han rystede svagt på hovedet, og de hængende ører dinglede frem og tilbage. 
"Beklager. Øh.. Min familie bor i udkanten af Ravnelund Høje."
Oisin var stadig lidt forvirret, men der var et eller andet særligt ved manden.
"Hvorfor spørger De? Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvorfor De er så interesseret i mig. Har det noget at gøre med at jeg er af Ulykkebringer slægten, men ikke er komfortabel ved at nævne det?"
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 22.01.2021 18:35
Værende en der havde modtaget en formel introduktion til høflighedernes facetter, og på samme tid vidste nogenlunde hvilke sociale spilleregler der gjaldt til et arrangement som dette, jah så burde Adrian vide bedre end at være så... direkte i sin indgangsvinkel. Der var uden tvivl mere elegante måder at komme ind på det spørgsmål han stillede, men skulle sandheden frem... så var det glemsomhed overfor lige præcis etikette der ofte satte ham i de her situationer. 
Hvor at Oisin havde følt at han havde stirret på Adrian, gik det nu endelig op for Adrian at han havde stirret, eller måske nærmere studeret den lavstammede satyr med granskende, gyldne øjne. Ubehageligt. Så næsten undskyldende glippede han endelig med selvsamme øjne, og lod dem søge ud i mængden foran dem igen, omend den sælsomme arua trak i hans magifølsomme blik. 

Oh "Ahhh..." og nu vidste han hvorfor. Ulykkebringernes slægt var gammel, og i disse tider var den faldet meget i baggrunden i forhold til hvad de engang havde været. Men lige præcis den uddybning var hvad han havde ledt efter, og Adrian's blik flakkede tilbage - auraen var der stadigvæk - førhen at han med en længere slurk af sit glas liige skaffede sig nogle sekunder at overveje sit svar i. Måske ikke helt videre diskret, selvom han prøvede. Han havde aldrig været god til at holde noget hemmeligt.  
"... måske en anelse, det er for tidligt at sige" endte han med vagt at mumle (nok mest til sig selv), og fjernede med et blink af øjet det filter der fik Oisin til at fremstå... ildevarslende. Det trak for meget opmærksomhed. 

Med de nye øjne kunne han derfor møde manden fremfor mandens udstråling, og den høje satyr rømmede sig. "Jeg spurgte af nysgerrighed, ikke af modvilje - De har en meget specifik... aura omkring Dem" visse dele af hertugens magi var ikke nem at forklarer, hvis man prøvede at undgå den helt store rundtur i åndemagi og dets effekter, og samtidig også prøvede at undgå et stempel såsom bizar. "Det var ikke for at være ubehagelig, det var blot en... undren. Jeg har ikke set det før" men nogle gange var der ikke andet at gøre, og Adrian's tøvende hensigt kom endelig til ord. "Er De bevidst om Deres egen... energi?" 


"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 24.01.2021 20:34
Denne Adrian var helt sikkert en spøjs mand. Måske var han selv blevet sådan, hvis han havde forblevet i Amazonitskovene. Og alligevel ikke. Hans forældre havde virket fornuftige nok. Lidt kedelige, men ellers fornuftige nok, hvis han huskede rigtigt. De andre satyrer kunne godt have været lige så sær som denne mand. En der hvert fald kunne lide sin vin. 

Oisin følte at det hele blev meget mærkeligt lige pludselig. Adrian snakkede om auraer og energier. Han kiggede lidt skeptisk på Adrian, fordi det lød som om han var fuldstændig blæst på nogle euforiske stoffer, men han virkede faktisk ret klar i sin snak. Oisin sukkede lidt.
"Jeg er ikke fuld nok til det her endnu," mumlede han for sig selv og kiggede omkring i rummet.
Han fik vinket en af tjenerne hen til sig. 
"Kan du ikke finde mig en af de gode flasker?"
Han stak nogle krystaller i hånden på den unge knægt, som diskret kiggede ned i hånden, smilede bredt og nikkede. 
"Naturligvis min herre."
Tjeneren skyndte sig væk.

Oisin vendte sig tilbage mod Adrian og kiggede op på ham. Hans pande var rynket i nogle tænkende rynker, og det var tydeligt at se at der kværnede mange tanker rundt i hovedet på Oisin. 
"Så lad mig forstå det helt rigtigt."
Oisin skulle til at fortsætte, men en anden tjener kom forbi med et fad af drikkevarer. Oisin skyndte sig at tage et glas, som han tømte hurtigt. Han gjorde en gestus til tjeneren om at blive. Kort efter at han havde tømt sig glas, stillede han den tilbage på bakken og tog et nyt glas.
"Så du kiggede på mig, så en aura, eller en energi? Og den så spændende ud, og så tænker du at det muligvis har noget med min afstamning?
Og undskyld med at have virket lidt, skal vi sige overfusende. Jeg har aldrig haft en god oplevelse med andre satyrer lærte om min afstamning."
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 29.01.2021 13:58
Det var meget forskelligt hvad man blev mødt med, når først man åbnede åbnet for hele emnet der hed ånder, energier, aura og helt generelt magi. Ofte holdt Adrian selv igen med at gå ud i de store, malende fortællinger - simpelthen fordi at det var for besværligt. Den ene forklaring ledte næsten altid... jah, altid hen til det næste spørgsmål, og med det et tredje, og så et fjerde. 
Halvdelen af gangene, var det sågar spørgsmål han ikke kunne svare. 

Så da Oisin næsten med et opgivende suk mumlede at han ikke var fuld nok til det her, kunne Adrian ikke stoppe det lille 'heh' der fik hans skuldre til at hoppe, og han prøvede så vidt som muligt at lade det forsvinde over i et host. Den knyttede hånd skjulte dog ikke det skæve smil, som gemte sig bagved. Han forstod ham... 
En tjener blev vinket hen, og som blev rollerne byttet om, var det ny den lavstammede satyr der sendte bud efter stærkere varer. Adrian fulgte ham med blikket da han forsvandt, men skiftede hurtigt tilbage på Oisin selv, der begyndte at sætte trådene lidt sammen. Med lyttende mine, var det at Adrian her og der svarede med et nik eller to, og selv sippede lifligt af sin vage vin-et-eller-andet mix. 
Og da han var færdig med at tale... 
... "Jah - jah lige præcis!" kom det tilfreds fra ham, han havde fået det hele rigtigt i sin lille deduktion, brilliant. Og sagt som var det godt endelig at finde nogle, som forstod hvad han mente, gyldne øjne vagt glimtende, også selvom sandheden måske var af en anden karakter. Adrian selv greb et nyt glas efter det andet blev tømt, ikke synderligt bekymret for at Oisin havde købt det. Penge var sjældent et problem, og vinen gled lidt for nemt ned. "Spændende er måske så meget sagt, men i hvert fald..." et kort blink, og endnu engang bølgede den gråblå energi omkring ham "... anderledes." slog han fast. Ildevarslende eller ubehagelig, var ikke ord han kastede omkring sig let. 

Og med det var det at et varmere smil krøllede hertugens mundviger en anelse op, og hånden uden vin viftede lidt foran sig. "Tænk ikke på det. Jeg kan forestille mig at fordomme hænger ved længe" forestille sig? Nok nærmere han vidste at de hang ved længe, og var kun selv skærmet for blot de værste af dem, givet at han havde hørt lidt mere om klanen end den almindelige borger havde. Og de var et skræmmende selskab, hvis de så sig sure på en... det havde hans forfædre i hvert fald bevist. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 30.01.2021 16:27
Det her var nok en af de mere bizarre Midtvinterballer han havde været til nogensinde. Det lød virkelig som noget hokus pokus, men der var rigelig folk som var involveret i magi og al dens afskygninger, som gjorde at hokus pokus sikkert gav masser af mening for dem. Det han forstod var træsorter, sten, og konstruktion. Hokus pokus var sådan noget troldfolk kunne forstå. Det lod han for det meste dem om, men den her gang var han åbenbart blandet ind i det.

Åbenbart så havde han forstået det rigtigt, selvom han ikke helt forstod hvad det var han havde forstået. Hvis han var blevet fortalt at der var noget anderledes på et andet tidspunkt, så havde han været meget enig. Han var anderledes for en satyr. Men i det her tilfælde var det med hokus pokus, og så vidste han ikke om det var godt eller håbløst forfærdeligt. Han kunne ikke lade være med at føle sig lidt utilpas. Det her var langt udenfor hans komfortzone, og han kiggede sig over skulderen, for at se om den tjener han havde bestukket var ved at dukke op med det lidt stærkere spurt. I mellemtiden måtte han nøjes med det nedvandede vin, som var lidt mere familievenligt. 

"Ulykkebringernes evner har været uddøde længe inden jeg blev født. Mine forældre nåede ikke engang at møde dem. Det ændrer ikke at 'vores' folk mener at vi derfor ikke hører til."
Det var ikke tvivl om der var en del bitterhed forbundet med den ubegrundede afsky der var til Oisin og sin slægt. Omsider så han tjeneren der vinkede ham hen.
"Lad os finde et lidt mere komfortabelt sted. Jeg har hvert fald brug for at sidde ned."
Oisin ventede ikke på at se om Adrian tog imod tilbuddet og gik blot direkte hen til tjeneren, tog flasken, takkede, og så vendte sig om for at se om Adrian var med på at finde et lidt mere privat rum, i stedet for midt ude ved maden. Så længe der var et sted at sidde ned, og drikke den her flaske.
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 31.01.2021 11:58
Var man i tvivl, jah så kunne et godt glas vin altid give en lidt ekstra mod, eller sågar få tungen til at forme de mere besværlige ord. Meget kunne man sige om Adrian de Abilevés, men manden  holdt af sin promille og det var skam ganske sjældent at han tog til nogle af de her fester, foruden. Ligeså meget som det var en del af opvæksten, ligeså meget var det en del af hans relativt milde personlighed - Adrian og et glas hørte sammen som fod i hose. 
Så at Oisin vinkede stærkere sager hen... de gyldne øjne fulgte hans urolige blik over skulderen, for at se hvor pokker den mand blev af. 

Det gjorde intet, og ville måske også skærme ham selv lidt imod den... bitterhed der lurede i satyrens stemme. Det var ikke ord der fik svar fra Adrian - ikke lige nu - og det handlede nok mest om at... det her ikke var stedet at tage den snak. ".... mmmh..." Så når han - nu med sin nye, flaskeformede makker - foreslog et andet sted at sidde, kunne han med en lavmælt brummen sagtens følge med. 
På vejen fiskede han dog lige et ekstra glas med sig, den røde væske dansende på kanten af glasset i takt med hans kloppende og let fjedrende skridt. 

Rummet de kom til, var et af de få ikke bevogtede værelser, hvor at bagdøren ledte ud til en lav balkon, nok ikke meget mere end små 2 meter over jordens højde. ".. du ved nok, upopulær eller ej, så var 'Ulykkebringerne' en slægt man bar ganske meget ærefrygt for.. skillelinjen i mellem de to, er ikke stor" sagt imens at han nysgerrigt gik hen til et maleri af en eller anden pompøs mand, som strengt stirrede ned på dem begge. 
I det hyggelige halvmørke - blot få lanterne og krystaller oplyste det mere afskårne værelse, var det at satyrens øjne glødede svagt. Dog for at få mere lys, blev der trippet hen til vinduet for at trække gardinet for, inviterer noget af lyset udenfor, ind. Om det så var fra måneskin eller udendørs lamper, det kom vel ud på et. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 01.02.2021 12:42
Oisin satte sig tungt i en af de divaner i rummet. Der var dejlig stille, så han faktisk kunne tænke på de mange tanker som myldrede rundt i hans hoved. Hvad handlede det hele om? Hvorfor skulle hans slægt bringes op på det her tidspunkt? Og hvad var der med den her anderledes energi, denne Adrian snakkede om? Det hele virkede meget forvirrende. Han håbede bare at det var en som gerne ville snakke om satyr historie, og så var det det. Ikke det store palaver, som han bare kunne glemme i morgen igen, og så tage på arbejde.

Han kiggede på Adrian, som begyndte at fortælle om hvordan at hans slægt havde haft noget vægt i samfundet. Tydeligvis ikke en behagelig vægt, sådan som han og familien var blevet behandlet af folk. Hvor mange gange havde der ikke været unge satyrer forbi og havde kastet rådne frugter og grøntsager gennem deres vinduer. I starten havde det frustreret ham dybt, men hans forældre havde lært ham tålmodighed og ikke at tage ting så tungt. De ryddede bare op, og så gik de videre med dagen. Den frustration var blevet vækket i ham igen, som Adrian snakkede om, hvordan hans slægt havde båret en del ærefrygt.
Oisin skulle lige til at tage en tår direkte fra flasken, men han så de to glas Adrian havde bragt med, og skænkede så op i dem, inden han hurtigt tømte sit glas og skænkede sig et nyt.
"Tja, nu hvor vi ikke besidder vores frygtede evner længere, så har folk ingen skrupler med at fortælle os, hvor uønskede vi er."
Oisin fnøs. Det gik over i en latter. Først kort, men den blev hurtig længere og længere. En ustyrlig høj latter. Han kunne ikke stoppe sig selv. Det hele var så absurd. Det her virkede så fremmed for ham. Han havde ikke snakket om sin slægts umiddelbare evner, som han havde hørt om, men aldrig set, i evigheder. Ikke siden han var taget til Dianthos. Og nu sad han i Krystalpaladset, med et glas fin vin og snakkede om det med en adelig satyr af en slags. Det var fuldstændig absurd.
"Årh ha..."
Oisin tørrede nogle tårer væk fra øjenkrogen, som han stoppede med at le, men han var i det mindste kommet i meget bedre humør nu. Han løftede sit glas mod Adrian, som stod og kiggede på et maleri af en mand, der sikkert var eller havde været meget vigtig.
"Skål."
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 07.02.2021 18:35
Tja, nu hvor vi ikke besidder vores frygtede evner længere, så har folk ingen skrupler med at fortælle os, hvor uønskede vi er. Adrian betragtede stadigvæk billedet af den vrede, adelige mand der hang over ham, men drejede sig en anelse omkring, da han med et nysgerrigt lille blik - og kort efter også et smil, kunne høre hvordan at latter fulgte med fnyset. Og hvad var det han grinte af? 
Som ringe i vandet, var det at latter havde det med at sprede sig, eller smitte. Adrian følte - trods han ikke vidste hvad Oisin grinte af - et smil trække de mørke læber fra hinanden, i takt med at han fik vendt sig fuldkommen omkring igen. 

De absurde latter-tårer, en måde at håndtere sig selv og sine følelser på - Adrian's hoved gled en anelse på skrå i sit stille studie af manden - hvilke tanker var det der cirkulerede derinde, førhen at han selv (og ganske friskt) hævede sit eget glas. "Skål!" 

Fordi han var en underlig en... vinen blev ført til læberne - dens runde smag var tiltrængt for det gamle sind, som lige nu prøvede at få ordentligt føling med hvem han virkelig sad over for, og med en karakteristisk, kloppende lyd var det at han gik hen til ham igen, for med et mageligt lille suk at placerer sin store krop ved siden af Oisin selv. De gyldne øjne flakkede kortvarigt op i et lidt lysere glimt, inden at de ubevidst for ham selv, dæmpedes igen. "Var det derfor du flyttede?" kunne han ikke lade være med at spørge, og lænede sig en anelse tættere på ham, vidensbegær i kanten af den dybe stemme. 

Kortvarigt virkede det i hvert fald som om at Adrian havde glemt hvad han oprindeligt var kommet herind for at snakke med ham om, og det ville heller ikke være en helt forkert tanke at have... han var en anelse distræt af natur, men i den grad også impulsiv i forhold til hvad der var vigtigt at snakke om. 


"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 09.02.2021 19:25
Han begyndte at kunne mærke alkoholen påvirke ham lidt. Det begyndte at snurre. Dejlig snurren. Det var altid rart at være lidt fuld. Bare en lille smule. Han tømte sit glas som han skålede, og fyldte det op igen. Han skulle lige til at sige til Adrian at han skulle komme og sætte sig, men så gjorde han det selv.
"Oprindeligt var det bare at komme ud og se noget mere. Det var kedeligt. Alt for småt for mig. Jeg ville se verden. Eller hvert fald storbyen. Skovene er fine nok, men jeg havde bare en anden trang."
Startede han og tænkte tilbage. Hvor var han ung og naiv. Han lo kort.
"Det var også en spændende oplevelse, og nu er jeg her. Jeg nyder byen. Jeg nyder mit arbejde.
Men jeg nyder også ikke skulle hele tiden lægge mærke til de skulende blikke. Nu er blikkene mere på at jeg er en satyr i midten af storbyen. Jeg er mere en seværdighed end et minde om et 'forfærdeligt' minde."
Hans humør var umiskendeligt steget. Han kiggede lidt på Adrian som havde lænet sig en anelse tættere på. Han undrede sig om han havde noget i mundvigen eller skægget og prøvede at se om det hjalp at køre sine fingre langs læberne og igennem skægget for muligvis at fange en eller anden vildfaren krumme.
"Så hvad ved du om Ulykkebringerne?"
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 17.02.2021 17:16
Med indtagelsen af promille var humøret uden tvivl steget en god del, og den mørkehudede satyr fulgte med et lille nik her og der med i hvad der dannede grobund for flytningen, og med et blik der kortvarigt vandrede sidelæns imod den noget brede krop - dækket af kofte eller ej - så havde han i hvert fald en stærk håndværkersilhuet - kunne man godt forstå at han skabte blikfang. Han forstod i hvert fald godt menneskerne. 
Men det var først da han strøg sig igennem skægget, at det gik op for Adrian hvor lurende han virkede. "Jeg er glad for at du trives" endte han med at smile, og trak sig med et lille hovedryst en anelse tilbage for at give manden lidt plads. Men også for at kunne tage en styrkende tår af vinen; i en satyrs selskab forsvandt vin hurtigt. Var man pludselig to... så kunne en fremtids Adrian bekymre sig om hvor han endte senere på aftenen - men det var trods alt fremtids-Adrian's problem. 

De brune fingre tappede med spørgsmålet over det pelsede lår, og han brummede overvejende. "Ikke meget mere, end det jeg har fået fortalt af nogle af De Ældste eller læst i de tekster der har overlevet tidens tand..." Adrian's hoved gled en anelse på skrå da han studerede Oisin, og et næsten opmuntrende smil fulgte med. "Som du selv ved, gik magien af jeres... eller, deres linje for nogle... generationer siden" tid var et forfærdeligt abstrakt begreb, når Adrian's familie af og til levede i århundreder, men... "... faktisk et godt årtusinde" indrømmede han, og kløede sig overvejende i nakken. "Og vi vidste aldrig hvor den oprindelig kom fra... dengang troede vi ikke at Gaven ville forsvinde, så vi overvejede aldrig hvad den kom af. Ikke førhen at det var for sent" Adrian vidste mere end han virkede til for så jordbunden en mand, men holdt en kort pause i tilfælde af at der var et spørgsmål eller to, som trængte sig på. 
Det virkede ikke som om at manden vidste meget om sin egen slægt selv, men så igen. 
Han virkede heller ikke som en mand der gik op i det.


"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
Oisin Hex

Oisin Hex

Byggearbejder

Retmæssig Neutral

Race / Satyr

Lokation / Dianthos

Alder / 42 år

Højde / 157 cm

Sunny 17.02.2021 18:28
Han måtte have formået at fjerne hvad end Adrian havde fået øje på, fordi han trak sig hvert fald lidt tilbage. Det var jo meget rart at der var styr på det, også når han vendte tilbage til festlighederne så han ikke så fuldstændig smadret ud. 
Han lænede sig tilbage. Varmen begyndte at gå ham på, og heldigvis var der ikke rigtig andre, så han havde ikke problemer med lige at løsne de øverste hæfter, så i det mindste lidt af hans bryst kunne få luft. Huden glinsede tydeligt af sved i lyset fra lysekronerne, der spejlede sig i de hængende krystallers facetter.
"Jeg trives virkelig i byen. Det var ikke nemt i begyndelsen, men det her er perfekt lige nu."

Han sad og drak lidt mere roligt af vinen, som han kunne mærke alkoholen påvirke hans hjerne. Men vinen var virkelig god. Det var noget andet når man drak de fornemmes vin. Det smagte bare af mere, og knap så surt eller sprittet som den vin man ellers fik på de beværtninger som almindelig folk faktisk havde råd til at betale for.
"Så... den her gave, som du kalder den... man ved faktisk ikke så meget om den, eller er det mere dens oprindelse? Hvad var det egentlig vi skulle kunne, hvis vi nu alle havde evnen til det? Bragte vi bare ulykke hvor vi gik?"
Det var tydeligt at Oisin havde ingen anelse om hvad den oprindelige opgave var for hans slægt. Hans familie snakkede ikke om den. Dem han kendte havde valgt at ignorere den, og det blev stort set altid fortiet. Han havde kun fået fortalt om det, fordi han som lille satyr dreng på et tidspunkt var blevet kaldt navne, som han ikke vidste hvorfor, og så havde hans mor brugt tid på at forklare ham hvorfor nogle kaldte dem mærkelige navne.
Adrian Sommer de Abiléves

Adrian Sommer de Abiléves

Adelig | Overhoved

Kaotisk God

Race / Menneske/Satyr

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 281 år

Højde / 186 cm

Lux 25.02.2021 00:12
Blikket gled i deres gyldne glød næsten en anelse uovervejet ned, da der blev løsnet op for nogle af de spænder der holdt hans kofte sammen, hvilket blottede brystet mere for omverdenen. Eller i hvert fald for skovhertugen selv, som var den eneste der sad herinde med ham lige nu. Synet i sig selv var ligeså imponerende som man kunne have forestillet sig, og i nogle lange sekunder var det en stille fascination - nej, han vidste godt at det ikke var fascination som holdt blikket der - førhen at han virrede en anelse på hovedet, og huskede at lytte med. 
Åh, vin. Humøret var måske lidt for godt, hvis man skulle være påpasselig. Men så igen, kunne det nogensinde være helt 'for godt'? 

Endnu en tår blev taget - fokusset blev fundet igen (kortvarigt en anelse ude af trit med samtalen) - og han brummede tilfreds i sin dybe bas, over at ordet perfekt fik lov til at falde. Næsten alle fortjente det, og om de ikke fik det perfekte, så i hvert fald så tæt på som muligt. Selv hvis det var et så støvet sted som Dianthos. 
Og med det måtte Adrian dog spærre sine øjne en anelse op, da han spurgte ind til Gaven i praksis - et hurtigt hovedryst fulgte med. "Åh ved guderne, nej selvfølgelig ikke!" læberne deltes i et lille grin, og han lod den store hånd glide over hans skulder i et lille klem. "I de gamle tider, var det en ganske bevidst beslutning - en afstraffelse af dem der fortjente det, og brugt som en advarsel. Man kan lænke en persons fødder, men ikke deres vilje.." endnu en tår, og han lænede sig også selv tilbage, jah lukkede øjnene fornøjet i ved alkohollens varme der rislede gennem hans krop, og lod hovedet vendes imod loftet så de sorte krøller kærtegnende gled over kappens stof. "Men lad ulykke hænge over nogen længe nok, så skal de nok fortryde deres gerninger. Og når angeren var til stede, kunne forbandelsen fjernes" han var ingen mand for traditionel afstraffelse eller fængsling. Men retfærdighed fandtes på mange måder. Og af hvad han havde læst... og hørt... så var det en af de mere fair måder. 

"Well, legend has it when the sunbeams come,

All the plants, they eat them with their leaves"
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Mong, jack
Lige nu: 2 | I dag: 7