Yume'Ave havde besøgt Sidkanys et par gange i hendes drømme. Det havde været... Overraskende hyggeligt, havde Sidka erfaret. Deres korte tid sammen i hjertet af Elverly - i hjertet af hendes seng - havde været en sjælden oplevelse af tidsløs eufori. Næsten bedre end den gift, hun selv kunne brygge. Men selvom Sidka ønskede at det skulle blive ved det - et minde, hun kunne genbesøge - var det ikke blevet sådan. Yume havde drømmemagi, havde det vist sig, og hun havde genoptaget kontakten. Og Sidka...

Sidka var blevet nødt til at fortælle sin overordnede om det. 

Hun var ikke blind for, at det slags var enormt magtfuldt. I de rigtige hænder. Det kunne skabe en taktisk fordel, og derfor havde hun fortalt om sin viden om Yumes magi, men ikke om sin egen nylige fortid med elverkvinden. Det var hun så blevet nødt til, så snart meldingen kom højere op i systemet og nåede de rette ører. 
Og sådan var det gået til, at Sidka nu sad i sin egen drøm - for en gangs skyld meget bevidst om, at hun drømte (hvilket for hende i øvrigt var rimelig uhyggeligt) - og ventede på, at en vis dør skulle dukke op, så hun kunne lukke den op. Billedet af deres fælles minde stod foran hende. Hende på sengen, over Yume, deres nøgne, svedglinsende kroppe og viltre hår... 
Men der var noget galt, for hvor hun normalt ville være i drømmen, sad hun uden for den denne gang. Bagbundet til en stol med stof for munden og en tung, klam hånd på skulderen. Selvom hun var gået med til det her frivilligt, og ønskede af tjene Mørket og alle dets skumle formularer, virkede det her så forkert som noget overhovedet kunne blive.
Lad være med at komme, bad Sidka indvendigt, imod alt hun ellers havde givet sit liv til.

Det var jo ikke fordi det havde været planen af det minde skulle have besøgt hende i drømmende og derfor også kvinden som de minder omhandlet. De minder hvor Yume'Ave havde lært noget helt særligt om sig selv, noget hun længe havde mistænkt men at få det bekræftet, at få den tiltrækning til nattensbørn beskæftiget havde været et øjeblik af blandet følelser og tanker, som sin, daværende gæst havde fuldt udnyttet, ikke at der havde været noget skidt at Yume'Aves følelser den dag var blevet udnyttet som de gjorde. Alt, på nær.. Hun sukkede dybt som hun så på sig selv i spejlet, alle de, halve løgne det ar havde skabt, alt af den dårlige grund af hun havde haft, lidt problemer med at sige fra i netop det øjeblik. Tænk hvad folk ville sige, hvis de fandt ud af at hun havde "opsøgt" sin voldtægts kvinde i drømme efterfølgende, det hele havde startet en ubehageligt fascination, og nærmest afhængighed, så om et frø var blevet plantet i hende den nat, til det møde som skulle have været så uskyldigt, hun ville blot lære om deres kultur, og hvordan deres folk levede, men nej, ting gik aldrig som hun selv ville.

Både mødet med Eccaris og Rachel havde fået nattens barn på tale, og den ene af dem endda fået hende til at indse hvor ung, Sidkanys faktisk var, eller måtte være. Hvilket havde været, lidt skamfuldt. At hun havde ladet en der så langt fra voksen gøre, de ting, skrive i hendes lår, blot fordi hun ikke kunne få sig selv til at sige fra. Hvad det også det, som var sket de gange de havde ses i drømme? At hun bare ikke kunne sige nej? Det var jo hendes valg at forbinde deres drømme, hvorfor, blev hun ved med det? Kort, flere gange havde hun overvejet om Sidkanys havde gjort, et eller andet, for at få hendes til at blive så fascineret, så opslugt, og så opsøgende af Sidkanys som hun var. Hun var jo ikke forelsket, det var mere som en afhængighed. Men i nat! I nat skulle være anderledes, i nat, skulle der svar på bordet, og i nat skulle der i zaladis navn siges nej.

Og med det, formede tøjet sig om hende og spejlet hun sad foran forsvandt. Du er min. Tænk, at det var det hun havde skrevet, du er min. Et kort klik med tungen gav lyd til hendes klædeskab forsvandt, og hendes tanker samlede sig om et øjeblik før aret blev skabt. Et øjeblik hun vidste Sidkanys var fuldt med håb, og lyst, og endda et smil på de smukke lilla læber. Midt i intetheden omkring hende, blot nogle meter foran Yume'Ave formede døren sig og med den, en rytmisk banken som spredte sig i begge drømme, og hun gik op til døren og ventede, på nattens barn ville åbne den.

Døren blev åbnet, men af sig selv. Magien, der bandt denne drømmeverden var styret af andre regler, end Yume'Aves magi normalt var vant til. For dette første møde var altafgørende. Kontrollen var alt afgørende. Hvilket også betød, at så snart Yume'Ave trådte igennem den dør, ville den smække bag hende og ikke lukke hende ud, før modmagien blev ophævet. Hvilket var, når Zahinael lod sig vågne. Og det havde han ikke planer om at gøre lige foreløbig. 

"Vær hilset Yume'Ave," sagde han og håbede at fange skovelverens opmærksomhed - skønt synet af de to kvinder i sengen var noget af et sceneri. I modsætning til det, var det kun den intimiderende faktor, han selv kunne byde ind med. Han stod rank bag Sidkas bundne skikkelse i det fineste tøj, han kunne tænke sig til (i øvrigt også det han var gået i seng med, for trods sin alder havde han ikke megen erfaring med de her bevidste drømme). Sort vest med mørkegrøn brokade nu da det var en skovelver, man fik på 'besøg' samt pudsede støvler og friseret hår. Trods alt det, så han stadig træt ud. Selv i drømme. "Jeg er Zahinael. Det er vist på høje tid vi to får mødt hinanden."
Under hans hånd vred mørkelvertøsen sig. Måske var drømmeland et for underligt sted for hende at være, tænkte han først, men da han så ned på hende fangede han et glimt af hvad der syntes at være ægte bekymring og fortvivlelse i hendes blik. Det måtte han se til senere. Havde det meste af denne plan ikke været hendes egen idé?

Den lette silke der lagde sig om hendes hud dansede som hun begav sig igennem døren, blot for at blive mødt med lyden af sine egne støn, og med det samme kom lidt farve i de let lilla kinder. Har da ikke?    påvirket drømmen? Har je-- Hendes tanker stoppede som døren gav lyd, en bang som døren gik i, og lyden af låsen som gik i. Hva? Før hun fik sig drejet rundt til at se døren lyd hendes navn, fra en mandelig stemme, som øjeblikkeligt fangede hende mere end dørens brok. Hun gav dog ikke svar til hendes egne navn, hun lod blot blikket falde over manden, hans øjne, det er noget helt galt med de øjne, som tvang hende til at synke en klump. Som hans hånd bevæget sig fik hun blik på Sidkanys, og hendes øjne blev store ved dette syn. Zahinael, navnet fik hendes blik til at komme retur og et enkelt skridt baglæns lod hendes møde sin ryg imod døren.

"Zahinael, siger de?" spurgte hun forsigtigt som hænderne forsvandt bag hendes ryg og blikket bevæget sig imod billederne af Sidkanys og hende selv som spillede sig ud, i baggrunden. "Sikker på de bør være her? Ser ikke dem i billedet." lyd den lyse stemme med et lille nervøst knæk som hænderne søgte dørhåndtaget bag hende. "Kan de ikke lade os nyde de få stunder vi har?" netop som de ord blev sagt første hun at rive i døren bag hende, zaladis den gav sig ikke, den var faktisk låst. Blikket gled langsomt tilbage til Sidkanys, slap af, skal nok få dette ordnet. tænkte hun med et indre håb om Sidkanys læste hendes tanker, og et lille glimt af glæde i blikket blev sendt hendes vej som hun søgte de røde øjne der så smukt var omringet af den lilla hud. "Det er ikke ofte, vi kan ses i forvejen." tilførte hun som hun gav døren endnu et forsøg, med et håb om lyden af hendes ord ikke afsløret hvad hun forsøgte, og vendte blikket tilbage til de sære, øjne som manden besad og med det samme tvang de glimtet i de lilla øjne væk.

"Der er ingen grund til at prøve at slippe ud af drømmen. Deres egen magi har fanget Dem her, Yume'Ave - indtil jeg giver slip på min del af besværgelsen. Og jeg tænker ikke, De ønsker, at der skal ske den kære Sidkanys noget," svarede Zahinael. Man kunne lige så godt få truslerne på bordet med det samme, når man havde at gøre med ældre væsner i hans erfaring. Sidkanys rykkede på sig i stolen, og han gav hendes skulder et så hårdt klem, at hun klynkede en smule. Det lød ikke som om det kom af smerte - mere af ubehag. Enten spillede hun sin rolle fortræffeligt, eller også skulle de to lige have en indgående sludder bagefter. "Sidkanys her er i min varetægt - udover netop nu, også i den virkelige verden." At hun arbejdede for samme organisation var næppe relevant. "Og hun har fortalt mig nogle yderst interessante ting om Dem, Yume'Ave."
Han flyttede på sig, så han stod direkte bag mørkelveren. Han lagde kort begge hænder på hendes skuldre og lod så den ene kærtegne hendes kind.
"Jeg vil gøre det let for Dem, og ikke give Dem et valg," sagde han koldt. "Jeg arbejder for Mørket, Yume'Ave, og jeg har med folk at gøre, der virkelig har brug for at tale sammen med hinanden og mig selv uden at nogen opfanger det. Det er her, De kommer ind i billedet, hvis det ikke er åbenlyst endnu. Ellers..."
Han så ned mod Sidkanys, mens han trak sin kniv fra skeden. Han rev hårdt fat i Sidkanys' hår og tvang hendes hoved til siden for så at hamre kniven ind i hendes spinkle, mørkelilla hals. Et skrig kom fra hende, ikke synderligt dæmpet af stoffet om hendes mund. Stof, der blev farvet mørkere og mørkere, som hun gurglede blod op. Før blodet nåede at flyde ud over hans hænder (og endnu værre, tøjet!), slap Zahinael den døende mørkelver og løftede blikket til skovelverens med en alvorlig mine.
"Ellers sker det der også uden for drømmenes verden. Måske sender jeg hovedet til Erneyll-familien - de er så glade for den slags pynt."

Sidka var på ingen måde forberedt. Den her del af planen var hun ikke blevet informeret om, og men shun mærkede Zahinaels greb strammes om sit hår og skulder, sendte hun Yume et sidste panisk, bedende blik. 
Lad dig ikke skræmme, prøvede hun at udstråle, men endte nok i virkeligheden med at se så skræmt ud selv, at det modsatte blev udstrålet. 
Selvom hun vidste det her bare var en drøm, føltes alting ikke desto mindre virkeligt. At få en kniv i halsen var lige så smertefuldt og gruopvækkende som havde forestillet sig nogen af hendes egne ofre opleve det. Især når hun sad bagbundet og kneblet, ude af stand til at slå fra sig. Ved Nalish'ra hvor var det heldigt, det her ikke var rigtigt - ellers havde det godt nok været en uhæderlig død. 
Det sidste hun så var Yumes smukke, funklende øjne og silkesløret, hun mest af alt bare længtes efter at løfte, så deres læber kunne mødes i et sidste kys. Ville hun nogensinde se hende igen? Zahinael ville forbyde hende at lukke Yume ind, og sikkert vide det, hvis hun gjorde. Yume var hans nu. Sidka havde mistet noget i sit liv, hun ikke engang selv havde vidst, hvor godt egentlig var.

Sidka vågnede med hjertebanken, koldsved og rystende hænder. Hun lå på briksen ved siden af Zahinaels stadigt sovende krop. Hurtigt rejste hun sig og trådte ud af den magiske cirkel, der bandt besværgelsen til dem og deres drømme. Nu var hun ikke længere en del af det, hun havde fået startet. En knugende fornemmelse blomstrede i hendes bryst, mens hun så til, hvordan et tilfreds, slesk smil bredte sig over dæmonens afslappede ansigtsudtryk.

Netop som hun slap døren, gav han lyd, lyd som formede ord der med det samme fik en kold fornemmelse til at løbe ned af ryggen på hende. Min magi? Et mareridt? Tænkte hun kort og lod blikket falde til de to legende elvere i baggrunden, Hvordan er dette et mareridt? Tænkte hun mellem hans ord og tog et skridt væk fra døren imod de to, og i gangen lade hendes hænder mødes bag ryggen og blikket vende retur til manden. Det sidste der blev sagt i denne del af mandens monolog, fik et instinktivt nik til at blive sendt i hans retning, og blikket falde og hvilede nær de fangende røde øjne tæt ved mandes side. Nervøsiteten streg en grad som lyden af ubehag forlod Sidkanys. Varetægt? Ordet fik hende til at vippe hovedet til siden, der lå en underlig vægt i det ord, en ubehagelig underlig vægt, men dette fik hun ikke lov til at tænke mere over før han igen, kastede nye ord får hun fik de første bebrejdet. "Om mig?" Tilførte hun forsigtigt til hans ord, men tankerne stoppede som han nussede hendes kind, og stilte sig lige bag hende, blikket hoppede fra den ene til den anden af de to.

Forsigtigt, lod hun lidt energi forlade hende, ganske lidt, blot et forsøgt på at skabe en mindre ting, i sine hænder bag ryggen, noget af det hun havde skabt mest, en pensel, og før hun vidste af det, stod hun med penslen mellem sine fingre. let for mig? Fjernelse af hendes valg fangede hendes opmærksomhed og blikket lå fanget på de ubehagelig øjne af hans, som han forsatte sine ord, og penslen forsvandt ud i intethed som hun lyttede. Mørket? Tale sammen? Og med det, begyndte det hele at give mening, alt bortset fra en ting, hvem var han, og hvem var han til Sidkanys. Forsigtigt fyldte hun hans blik ned til nattens barn under ham, og før hun kunne gøre noget, hørte hun lyden, det lille skrig, og lyden af en kniv der ramte kød. På trods af de mange henrettelser man blev nød til at se som rådsmedlem, og de hændelser der havde været i hendes liv, var dette aldrig noget Yume'Ave havde lært at se på. Blodet, og følelserne der forsvandt stille og roligt fra de smukke røde øjne, var umulige at se væk fra, og den kolde fornemmelse der løb ned af hendes ryg blev kun voldsommere, som de lilla øjne gik i, og den enkelte tåre forlod det højre øje. Det er en drøm. forsikret hun sig selv, og tog et halv skridt nærmere manden.

Det er en drøm.
Ikke et mareridt.
Ja..Det er en drøm, mit rige.

Forsatte hendes tanker som hendes blik gik op, og hun gik på knæ foran den ny livløse krop der lå mellem dem. Erneyll. En meget dybt vejrtrækning forlod hende, som hun lod en hånd finde Sidkanys hud, og forsigtigt lukkede hun de røde øjne, og lod dem forsvinde til deres hvile bag den bløde, smukke lilla hud. Endnu en dyb, lang, vejrtrækning forlod Yume'Ave. "Og hvem er du? Zahinael?" spurgte hun med sammen presset kæber, ord presset ud mellem sine tænder. "Siden du tror, at du kan true mig?" forsatte hun før han fik mulighed for at sætte ord på det. "En mand af mørket? Som truer mig?!" gentog hun, som hun langsomt rejste sig. "HER?!" tilførte hun som de første ord med åben mund og lod de vrede ord komme hans vej, og med ordene blev de lilla øjne, fulde af vrede, tåre, og skuffelse, rettet imod ham. "HER? Hvor selv kile ikke kan lade dem finde ro med døden?" Sløret som dækkede munden blev flået af, kastet imod jorden og med med det befandt de to sig på skovelvernes kendte henrettelses plads (og de to legende hunkøns elvere forsvundet), og bag ham, en hundrede skridt, tog han, i fuld uniform, elvernes henretter, spændt bue og pilen rettet imod Zahinaels hals. "På knæ og tig." lyd det køligt, og roligt, som pilen slap buen og i fuld hast blev sendt imod hans nakke. Ikke at hun ville lade ham vågne af bare dette.

Hvor våger han! At tage noget fra mig..Godt natten er så ung.

Zahinael smilede over Yume'Aves pludselige humørskift. Han havde ikke regnet med, at det var en lille forskræmt mus, han havde lokket i sin fælde, og endelig nu rejste hun børster, som han havde håbet på. Vreden og sorgen over at han prøvede at trænge ind på hendes domæne og tage hendes elskerinde fra hende. Nu kom den spændende del. Det her havde han set frem til.
Han nåede ikke at flytte sig - og prøvede egentlig ikke på det - idet landskabet omkring dem ændrede sig. 
"Ja, vis mig din magt," mumlede han bare, og hævede et øjenbryn i morskab over hendes kommando. "Jeg tigger ikke."

Pilen rev sig gennem muskler og kød. Blod sprøjtede ud fra halsen, hvor pilespidsen gennemborede huden. Smerten var overvældende i sin skarphed og da Zahinael ufrivilligt hev vejret ind, spredte smerten sig ud gennem nervebanerne i selve hans hals. Sitrede helt ud i fingerspidserne, og før han vidste af det, ramte hans knæ underlaget og hans ene hånd greb efter den stol, Sidkanys' døde krop var væltet ned fra. Den anden hånd begravede sig i den støvede jord under ham, og han kunne mærke skidtet kravle op under sine negle. Aldrig havde han oplevet en så livagtig drøm. Han sov selv drømmeløst og let, når han endelig lod sin krop få hvile, og han gav ikke meget for drømme. Hverken betydning eller funktion. Han levede fint uden, men dette... Dette var noget helt andet. Af en anden verden. Af chakradybet. 
At smerten kunne være så overvældende og gøre ham i tvivl om, hvorvidt hans krop stadig var i Mørkets sikre varetægt hjemme på Obisidianslottet viste præcis hvor stærk Yume'Ave var. Hvor vigtig hun var for hans foretagne, og hvor meget styrke, han kunne lappe i sig fra hende. Hvor meget smerte, han ville tage med sig tilbage fra dømmemindets dyb.
Det var perfektion, og han ville have mere.
"Kan ... du ..." raspede han, og vidste ikke helt, hvordan han egentlig kunne tale, når hans strube var flået i stykker. Drømmelogik. "Trække ... den ... langsomt ... ud ..."

At se det korte smil dukke op som hun lod sine følelse tage fast i hendes handlinger, sendte flere kolde fornemmelser ned langs hendes ryg. Af en helt anden type end tidligere, før var det ubeahgeligt ja, men det smil, skræmte hende, men stoppede hende ikke i at lade pilen forlade byen. vis mig din magt?
Tænk at spørger om det, og gjorde intet for at hun ikke lod pilen finde hans kød. På trods af hvor ubehageligt hun fandt henrettelser, på trods af hvor koldt sveden løb ned af hende, vidste hun godt at som rådskvinde måtte dette ikke ses ved henrettelserne. Lige nu, var ikke anderledes, alt hun sagde herfra SKAL være med perfekt maske, og hver en handling på trods af hvad der skete, måtte hun ikke reagere på som hun normalt ville. At se pilen flå sin vej frem, blodet forlade og spruttede til alle sider, blodet han åndede ud som pilen hang i hans hals, det var forfærdeligt at se, og inderst inde havde hun lyst til at vende sig om og kaste op. Men af alt hun kunne vise i denne stund, var en kold hjertet, vred, kvinde som ikke blev påvirket af alt dette. Alligevel var det nu rart at se ham falde på knæ foran hende.

Dog, var hun forberedt på de forfærdelige ting hun skulle til at gøre, men dette, dette var hun langt fra forberedt på, hans første ord, kan du, gik hun et skidt nærmere og virkelig fortrudt hun ikke havde sko på, som hun tråde i ikke blot hans blod, men også Sidkanys som langsomt træk sig dybere og dybere ned i jorden. Og netop som hun stod lige foran ham, fuldførte han sin sætning. Et spørgsmål der fik hende til at tabe kæben, som hun stirret ned på ham.
Hvad?! HVAD?!skreg hendes indre tanker som hun endnu værre end før kæmpede med at holde sin kvalme skjult. Men i stedet for at opfylde hans ønske, gav jorden efter under hans form.

Der var mange måder at gøre dette på, men for ny holdt hun sig til ting hun kendte, henrettelsen var set hundrede af gange, og fælder i jorden til at lade dyr falde til deres død. Dog manglede dette hul under ham de kendte spyd som slagtede dyr og fremmede, blot et hul i jorden. Som blev lavet i hast for at skjule at han ikke så hvor chokeret hun så ud i dette øjeblik. Hvordan kan han slet ikke være påvirket?!
Skreg hendes indre og hun fattede sig, og fandt sin kold hjertet maske frem igen. Hvordan kan han..ønske ..sådanne nogle ting! Det må være falsk! Bare for at øgelægge det. Ja! må være det.

Med de tanker gik hun op til hullet og satte sig på kanten og lod de lilla øjne hvile på ham nede i dybet, de blod badet fødder han og dryppede ned i hullet, ned til ham. "Ved du hvorfor Elverly ikke har en tortur mester?" spørgsmålet hang i luften som det begyndte at regne, og ikke blot regne lidt, et skybrud. "Fordi det ligger i vores kultur arv at torturere vores fjender." Hun frys kort som hun inderlidt håbede han ikke kendte ret meget til rådsmedlemmerne, eller elverly. "Det er mit ansvar. Så svar på spørgsmålet, lille mandsling,  hvem er du? NU!" forsatte den koldhjertet stemme i sine løgne, mens blodet der dryppede ned til ham, begyndte at blande sig med vandet regnen begyndte at danne bund omkring hans figur, og stadig hævede vandet sig højere og højere, og hun blot ventede til hullet var fuldt godt op. Mens hun ventede på hans svar, var der ikke andet at gøre, end at begyndte at synge en sang, til ære for regnen og Avanya. En lille eftersårs melodi. Som hun vidste ville skræmme nogle, den munter melodi, men mest var det for at berolige hende selv som en af hendes tåre blandede sig med vandet under hende.

Føret forsvandt under fingre og knæ, og Zahinael væltede ned i det pludseligt opståede hul. Jordklumper fulgte ham med ned fra siderne af hullet og stænkede hans tøj. Pletterne blev til mudder, så snart regnen begyndte at dryppe. 
"Jeg ved det meste af værdi om jeres lille råd. Men ved de noget om din egen omgang med jeres forhadte mod-race?" Zahinael droppede den finere tiltaleform. Det var ikke helt situationen at holde på det formelle mere.
Hans stemme var stadig en hæs raspen, men når man lige fik vænnet sig til at tale uden om pileskaftet  - bogstaveligt talt - kunne ordene komme nogenlunde hurtigt efter hinanden. Hendes ord om tortur som en kulturarv pirrede hans sind efter at lære hende bedre at kende. Hendes kræfter. Hendes styrke. Hendes grusommeste sider.
Blod fossede stadig ud af hans hals, men det var ikke efterfulgt af den lethed i hovedet og svimlen, man ellers fik af stort blodtab. Igen spillede drømmen ham et pus. Et underligt, underligt pus, hvor ingenting rigtigt foregik, som han ville tro. Han satte hænderne på hver side af pilens spids og rev så kroppen bagud. Pilen trak sig hele vejen igennem halsen og trak tråde af mørkt blod med sig. Det gjorde slet ikke så ondt som han havde forventet - måske fordi drømme-jeg'et ikke opfattede smerten lige så heftigt.
"Det havde været bedre, hvis du havde gjort det, tror jeg" stønnede han stakåndet. Han tog hånden op til halsen, hvor såret var ved at lukke sig. Meget mod hans vilje egentlig, selvom det gjorde det noget lettere at tale. Imens blev han mere bevidst om, hvor meget vand hun var ved at vælte ned til ham - mens hun sang. Måske en sang, der var ment til at vække gru og uro, men Zahinael var vant til dæmonmusik, så det her var børnesange til sammenligning og rørte ham ikke meget. Helt generelt var han ikke så musikinteresseret. Hun skulle hellere sige noget, han kunne få noget ud af. 
Han hev sig lidt fri af det værste smat, der prøvede at tvinge hans støvler til at sidde fast, og kilede en hånd fast i siden af hullet for at holde sig oven vande - med en rolig mine og et bredt blodspor fra halsen og nedefter.
"Vand har jeg prøvet, Yume'Ave," sagde han op til hende, da han havde stillet sig bedre til rette. Helt godt kom man aldrig til at stå med mudder til skuldrene, men den klamme fornemmelse var genkendelig kedelig. "Prøv noget andet," Han løftede sit blik og fik øjenkontakt med hende. "Prøv at knække mig. Giv mig alt, du har. Så under jeg dig måske et svar bagefter."

Sangen døde ud med hans ord, hans kamp med ord med pilen i halsen. Hans ord slog sangen i stykker og hun lod for første gang blikket falde ned i hullet med et olmt blik. "Hold din mund. De ved hvad de bør vide, og hvem jeg er fascineret af, har intet med dem at gøre. Og hvad ved du? Intet." et vredt klik med tungen fyldte hendes ord, som regnen faldt af en hårdere grad. modrace, nu må jeg le..Hvad ved han!

Synet der udfoldede sig i hullet var langt fra behageligt, men hun kunne ikke tage synet fra ham, at vise sin ubehag ville ødelægge det hele. Nok var dette en drøm, men at se en mand flå pilen ud af hans egen hals på denne måde, og med de ord sagt, at han ville have nydt det mere, var nydt overhovedet det rigtige ord, hvis hun havde gjort det, fik hende på trods af drømmen kort til at smage aftensmaden hun havde nydt for blot nogle timer siden. rent instinktivt hævede hun en hånd foran sine læber, forbandet. Tænkte hun kort, som hun holdt blikket og lyttede til hans næste ord.

har prøvet? noget andet? Fint!

Både for at dække for sin kvalmende fornemmelse, men i et håb om at han måtte bryde sit skuespil, og faktisk virke påvirket af alt dette. Det måtte være skuespil? Ikke? Han er bedre skuespiller end mig. Forsikret hun sig selv som hun begyndte at le, og lod en håndflade blive vendt imod ham. "Beklager mandsling...Men vandet var blot et værktøj." tilførte hun til hans ønske om at prøve noget andet. prøv at knække?! Hvad..I zaladis.

Igen slog hun et knæk med tungen, som bunden af vandet frøs til is, "Prøvet dette?" Tilførte hun, som endnu et lag af vandet frys til, at se ham, kigge op, dækket i blod og hans beskidte tøj, mens vandet frys lag til lag. En hånd bevæget sig ud over hulet og et simpelt knips med fingren og resten af vandet frys til, netop som vandet nåede hans mundvige. Regnen stoppede øjeblikkeligt, mens himlen stadig var dækket af kul sorte skyer, og flere brag spredte sig i himlens skynet. Hun rejste sig til kanten af hullet og vendte hullet ryggen, og netop som hun forsvandt fra hans udsyn, slog lynet ned, med hullet som dets mål.

"Måske ved de ikke noget, men..." Men de har sikkert en holdning til det alligevel.
Ord, Zahinael ikke nåede at sige, før vandet under ham begyndte at fryse til is. En underlig følelse, da det skete så gradvist, og da han til sidst var fuldstændig indkapslet, var det nærmere den trykkende følelse end kulden, han bed mærke i. Kulde kunne man opleve sig rig på bare ved et par besøg i norden, men at føle sig helt indefrosset og fastsat i is, dét var en oplevelse, man ikke lige fandt sig uden at dø af det - noget Zahinael holdt sig fra, da han virkelig holdt af sin krop. 

Så kom lynet. Det fik isen til at krakelerer og rystede hele hans krop i små, sitrende muskelkramper. Tænderne klaprede og øjnene rullede om i kraniet, mens det stod på. Håret svitsede sig sort og mens fingrene ikke kunne strækkes ud i isfængslet, knækkede led og knogler under det massive pres mellem stød og iskappe. 
Et par brækkede knogler havde dog aldrig været det mest smertefulde, og Zahinael endte med at bryde ud i hjertelig latter, da lynet endelig trak sig tilbage igen. Det susede næsten lige så meget i maven, som når man dykkede for hurtigt på en grif i fuld, flyvende fart.

"Åh, Yume'Ave. Du hørte ikke efter, gjorde du? Jeg er fra Mørket. Mørkets general zapper alle med sine lyn - ofte," kluklo Zahinael. "Isen var en god tilføjelse, dog."
Han hævede blikket mod hende og smilede stort under det sortsvedne hår, som var det eneste man rigtigt kunne se ovenfor isen. "Hvad nu?"

Braget, var på ingen måde nødvendigt og langt fra behageligt at være så nær. Men lige nu, var det nødvendigt blot med de få sekunder hvor hun vidste han ikke kunne høres, og i virkeligheden forventede hun et skrig bag hende, men stilheden havde hun intet imod, gav hende tid til at samle sin maske på ny, tid til at lade hans ord spille, måske ved de ikke noget men.. Hun vidste det jo godt, at hørte de sandheden om hvad der var foregået, så ville alt ændre sig. Nok ikke så slemt som hun ofte endte med at tænke, men, bare tankerne fik hende til at synke en klump som tankerne om hvordan den fremtid ville se ud, hvis de hørte -alt-, til hendes held kom hans latter, en latter som aldrig skulle være i en drøm som denne, og en latter som endte hendes tanker som hun stirret tilbage på hullet med store øjne. Han...griner? Den nervøse væske som længe havde faldet ned af hendes ryg blev noget kun værre i dette øjeblik, som hun kæmpede sig op fra sine knæ, med en dyb vejrtrækning som masken på ny blev samlet.

Hvor..fra skulle jeg vide noget som helts om mørket! hun bidt hårdt sammen som hun gik tilbage til hullet, HVAD NU!? det med med halv lukket øje hun kigget ned i hullet som hun kom tilbage dertil. Med et dybt suk, og en magi hun stadig huskede hvordan føltes på sin egen krop, begyndte hullets vægge, rødderne, de lavt liggende frø, og græsset omkring det at blive til tære. Tære som søgte hans krop, og tvang sig nær en hver skade, velvidende hvor smertefuldt det er, når tære tvinger sig ind i ens krop for at hele ting som brækket knogler. En dejlig gave for Ecariss i dette øjeblik, nok var hun en oh så vidunderlige heler, men i guderne at få tære presset ind i hver et sår var stadig mere smertefuld end skaden der skete dengang, og nu, gengav hun den følelse til..ham, som issen omkring ham fordampede ud i intetheden som tæreret kæmpede med at tage dets plads og søgte en hver skade lynet, faldet, og pilen havde foretaget. Et dybt suk spredte sig for kanten til hullet, "Det bliver en lang nat." mumlede hun til sine egne øre.

Denne gang skreg Zahinael. Højt og inderligt. Af smerte ... og fryd.
Den sorte substans, der krøb imod ham fra alle sider - en uformelig, klæbrig masse - var ikke som noget, han havde set før. Det var ikke helt skygge, det var ikke helt røg, og det var først, da stanken fra det ramte hans næsebor, at det gik op for ham, hvad massen var. Tjære. 
På det tidspunkt havde det allerede fundet vej ind ad ørerne, hvor trommehinderne føltes som om de skulle sprænges. Ethvert sår viste sig at være indgang for tjæretungerne, og de snoede sig rundt i hans indre som livlige slanger. Der var slet ikke plads til dem, og smerten fra at blive udvidet indefra var mere intens end noget, Zahinael havde prøvet de sidste hundrede år. Underligt nok, lod det dog også til at tjæren satte hans brækkede fingre sammen igen. Hvordan gav dét mening?
Tanken blev ikke tænkt til ende, før tjæren maste sig vej ned i hans luftrør og fyldte lungerne op. Det fandt vej ind i næsen og pressede sig ud af tårekanalerne, hvorfra det løb ned ad kinderne. Skrigene blev kvalt i tjærens indtrængen, og kroppen kastede sig rundt i krampetrækninger. 
Eca ville have været stolt. Det her var præcis sådan, hun normalt yndede at slå ubudne gæster ihjel.

Normalt ville man også dø her. Nu virkede drømmen bare ikke sådan, og det var herligt. Herligt for Zahinael, der sørgede for at opfatte ethvert jag af smerte og gemme det i sin hukommelse. Hvorfra Yume'Ave havde fået disse tanker om tjæretortur fra, anede han ikke, men han kunne ikke andet end at være lidt ked af, han ikke selv havde tænkt tanken selv. For det var noget helt andet end at få folk til at opleve nærdødsoplevelser i kar med vand. Det her var mere invasivt end selv de fleste mentalister kunne formå. Tjæren var alle vegne. I hans lunger, bag hans øjne, i blodet og mellem musklerne.
Det var fantastisk.

Skriget, mindede hende tydeligt om natten hun lå ved dødens dør, hun kendte udmærket den smerte han skreg af. Eca havde på ingen måde haft hverken mentaliteten eller tiden til at være forsigtigt den nat. At mærke den tunge let varme væske tvinge sig undt om alt, i søgen for skader, sår og alt andet der ikke skulle være der. Hun tvang sig selv til at stirre ned, holde øje med ham, hendes hænder gemt bag hendes egen figur, rystende mere og mere ved hvert skrig og hænderne søgte hinanden, for at stoppe dem i at ryste, noget de fejlede i. Skrig, smertefulde skrig, blev hun aldrig van til og disse skrig blev ikke bedre at det var hende selv der var skyld i dem. At se ham kaste sig frem og tilbage, gjorde intet godt for hendes humør, men masken blev, som de halv lukket øjne stirret og ventede på smerten lå sig, ventede på det var ovre. "Det er ubehageligt er det ikke?" spurgte hun, stadig lidt låst i sine minder af den nat hun følte netop..alt det der, blot så svækket og i vågen tilstand..En episode hun først vågnede flere dage efter selv. Og der stod han, stadig vågen, i denne drøm.  "Oplevede det selv." hun rystede kort på hovedet, og tvang luft ud mellem tænderne.

Hvorfor..siger jeg disse ting?

Hun sukkede dybt og vendte hullet ryggen, og blot håbede hænderne stoppede med at ryste denne stund. "Du kommer selv op ikke?" Spurgte hun som hun gik væk, med den påtvunget kølige tone. Som hun kom lidt væk fra hullet, formede hun sig en lille stol, et bord, og frisk, perfekt drikke temperatur hvid te, og en ske med honning som hurtigt blev tilført og skeen rotationer spredte den søde nektar rundt i den let blege væske. Så der ventede hun, på han forlod sit hul, og små sippede sin te.

Som tjæren trak sig tilbage - eller forsvandt ind i ham, han var egentlig ikke helt sikker - og smerten fortog sig, ønskede Zahinael at prøve det igen. Han havde på fornemmelsen, at hver omgang af sådan noget der ville føles forskelligt - ligesom det aldrig rigtig var det samme at blive skåret i med en kniv. Det kom an på hvorhenne, og hvordan kroppen allerede havde det. At mærke det her i en svækket krop måtte være meget mere overvældende end når han var nogenlunde på toppen, som nu. Sådan var det med det meste smerte, og ofte var det ikke så vigtigt for ham at mærke alle facetter af noget for at kunne bruge det til sine egne bobler, men han var nu alligevel nysgerrig. 

Yume'Aves skikkelse forsvandt over hullets kant og bød ham selv at komme op - noget han blev nødt til at gøre ved at kravle med fingrene boret ind i den mudrede jord. Flere gange gled han, og for første gang i sit liv kunne han godt have brugt at vide, hvordan man tog kontrol over sine drømme. Andre havde fortalt ham, hvordan de fløj i deres drømme, fordi de kunne. Han havde aldrig været interesseret nok i drømmenes verden til at gøre sig ulejligheden med at lære det. Ikke før nu. 
Da han endelig kæmpede sig op over hullets kant og endte i græsset deroppe, var det ellers fine tøj så brunt af mudder, man ikke engand kunne se blodpletterne.
"Det var noget af en oplevelse," sagde han med et smil og øjne, der var det eneste, der stadig funklede på ham. "Jeg har måske alligevel undervurderet dig, Yume'Ave. Men nu du siger, du selv har prøvet det. Hvem end, der kan sådan noget, vil jeg meget gerne lære at kende."

På trods af hvor meget af dette hun hadet at gøre, at høre, at fornemme, måtte hun indrømme at se ham dækket i mudder som han kæmpede sig op af hullet nu endelig var rart. At se en mand som ham, dækket i jordens mærkers, beskidt fra hoved til tå, mens man sippede sin perfekte te, svært for natten at blive bedre. "Natten er stadig ung." lyd det kølige svar til hans kommentar om oplevelsen som det sidste te forsvandt, blot for at koppen mødte bordet og igen blev fuld med den let klare væske og med let hånd begyndte skeen på sine rotationer for at sprede sin nektar igen. "Så om jeg vil sende folk fra mørket efter nogle som helts." lyd det over skeens metalliske melodi og de ord endte med et dybt suk, som blikket faldt i.

"Har du hørt om en Nigenbris før? Et sært flokdyr" spurgte hun ud i det blå som blikket åbnede igen. "Kommer du til..hvis ikke du svare på mit spørgsmål." Som hendes ord stoppede begyndte skyggerne let at bevæge på sig, flere steder kunne dyriske hyl, og blikke fornemmest fra skyggerne. "Og svare du, kan det være du får noget at drikke." igen netop som ordet forlod hende, blev bordet fuldt, af flere fine vin, rum, te, og endda kaffe. Hvert en duft i perfekt harmoni med væsken til dets side, blot for at sprede deres duft helt over til hullet og den mudret man. "Og hvis du tigger, kan det være jeg gendanner dit tøj..du ligner noget en trold har slæbt med ind mandsling."

Vinen på bordet, omend sødmende tiltrækkende, gjorde intet for Zahinael. Han vidste, dette var en drøm og han ville ikke gide huske hvor god vinen var, når han vågnede. Hvad nytte ville det gøre, om en the smagte bedre, når man sov, hvis man ikke kunne få den, når man var vågen? Hvad gjorde vin på tungen, hvis tungen blot opfattede, hvad Yume'Ave havde skabt i drømmen? Tilfredsstillelse var en flygtig ting, og de sad ikke ved et forhandlingsbord. Måske bød hun ind til det, måske troede hun endda, at hun var den der havde overtaget i deres møde, men Zahinael var langt fra færdig med hende. Han var færdig, når hun bukkede under for hans krav. Lige nu legede de bare.

At give efter for hendes krav ville stoppe legen. Egentlig syntes han selv, han havde svaret på hendes spørgsmål - givet både navn og tilhørsforhold - men hun ville vide mere. Den viden ville koste. Heldigvis var hun indehaver af noget af det mest værdifulde, Zahinael kunne tænke sig i verden: Ny smerte. Så den her leg skulle fortsætte, så længe han overhovedet kunne få den til. Også selvom han under normale omstændigheder ville sætte den på pause nu for at få et bad. Noget han hadede inderligt var ikke at tage sig godt ud, og lige nu var det mildt sagt den situation, han befandt sig i. Den eneste trøst var, at det hele var en drøm, og han (formodentlig) stadig lå i sit fine tøj på briksen hos Mørket. Den tanke holdt hans forfængelige tendens i skak, mens Yume'Ave fortalte om sine næste, forfærdelige, forunderlige planer. Kreative planer, måtte dæmonen give hende, og fine alternativer. Bare ærgerligt han fandt ulvene mere tiltrækkende.
"Jeg havde en skyggeulv, da jeg var barn, Yume'Ave," svarede Zahinael og smilede. "Hvis du stadig tror, jeg blot er et menneske, tager du grueligt fejl." Han tog en bredere fodstand, hævede hagen og spredte armene ud til hver side. "Lad dem komme."

Forsigtigt lod hun blikket hvile på de forfærdelige øjne manden bar. Stadig var alt dette sært, hans opførsel det var, hvorfor var det så om han nydt dette, alt havde han nydt, selv efter skrigene virkede det til at han faktisk fandt det behageligt at blive dækket i tære, blod og mudder. Faktisk var det, det eneste som han ikke virkede til at nyde, at blive beskidt. Tænkt, at de to havde det ens, at hade at blive beskidt. Hun sukkede dybt som han begyndte at forklare. Hvilket blot fik smilet til at sprede sig på hendes læber og blikket falde over hans form. "Du har stadig ikke forstået det har du?" mens hun sagde disse ord, begyndte skyggerne af tage deres kendte form som jagt hylende begyndte, og ulvene viste tænder fra både hans, hendes, bordets, stolens og træerne omkring dem skygger, tænderne alle rettet imod ham og kløerne kredsede imod jorden. 
"Er ligeglad med hvad du er. Så længe du lære din plads." koppen blev løftet fra bordet og mødte hendes læber, og netop som han sagde lad dem komme, løb det alle imod ham. Hvis han nydt det, så lad os behandle ham som en der faktisk nyder dette. Hendes smil voksede som nigenbrisene løb i deres jagt hast imod ham. Timet således de alle ville nå ham på samme tid, og netop i deres spring, tænder og kløer først, blot minimeter fra ham, forsvandt de alle i en storm af sommerfugle og møl i alle regnbuens farver. Hvis han nyder smerten, så må vi behandle om som en der faktisk nyder dette. Tier og pil.

"Ups..mistede mit fokus." lyd det i en alt for selvglad tone som koppen forlod hendes læber i et alt for stort smil, den ene hånd fandt bordet, og hagen hvilede i håndfladen som hun ventede spændt på hans reaktion. Drikkevarerne forsvundet med ulvene.

Zahinaels tænder skrabede mod hinanden, idet ulvene sprang mod ham. Kun en sindssyg ville ikke instinktivt prøve at skærme sig fra det, der kom mod ham. Selvom han vidste, at det var en drøm, at intet af dette rigtig kunne skade ham, var smerten så overvældende virkelig, at øjnene pressede sig sammen, og armene faldt en lille smule, inden ulvene... 
Forsvandt. 
De forsvandt. Han blinkede et par gange, hvorefter et skævt smil brød frem sammen med et hævet øjenbryn, der var svært at se under mudderkagerne.
"Ah, så nu vil du ikke lege med mere," sagde han med stemmen fyldt med morskab. I tre lange skridt var han henne ved hende og havde hendes hage fastlåst i sin hånd.  "Så er du måske klar til at følge mine anvisninger?" 
Hans mund føltes tørsom sandpapir med rester af iskrystaller og jordklumper mellem tænderne. Det var afskyeligt. Med det faste greb om hendes ansigt, drejede han hende, så kinden vendte mod ham. Mudder blev tværet ud på hendes kind, idet han lod sin tunge glide over den lyse elverhud. Under hans fingre efterlod der sig også en blanding af skidt og blod. Han slap, mens han skubbede hende væk fra sig, og håbede på hun ville snuble. 
"Dette er ikke en forhandling, rådmedlem Yume'Ave Risindier. For mig er du ikke andet end en magiker - og føjer du mig ikke, lover jeg dig at sende Sidkanys' afskårne lemmer én for én."