Lidt syd for landets hovedstad havde Ilaria efterladt Bart for sig selv. Englehjortekvinden havde en rejse i forbindelse med sit erhverv inden for Lysets hær og som så meget af hendes erhverv, kom dette ikke ved Bart. Engledrengen havde intet aktivt med Lyset at gøre. Kun, at han ikke var på den onde side, men når mørkelverne var på den side, ville drengen næppe være der også. Ikke efter, hvad der var sket med ham og resten af familien. Men fordi drengen ikke kunne være med, havde han slået sig mere eller mindre midlertidigt nogle kilometer væk fra Dianthos. For foden af en bakke med en samling af træer for at skabe skygge havde Bart slået sin lille lejr. Ilaria vidste, hvor det var - det var hende, der havde udvalgt stedet for drengen - og hun ville komme tilbage for at hente ham der, når han skulle. Men Bart var ikke der lige nu. Han var ude for at hente grene og lignende til et bål for at holde sig varm i løbet af natten.

Dog nåede Bart aldrig at finde grene på jorden, for et hold af banditter havde fundet drengen med de råhvide vinger. De havde ligget på lur ved en lille bakketop. Da drengen havde gået forbi, havde en af dem sprunget ned og væltet drengen, der endnu ikke havde rejst sig op. Han havde bare kravlet helt hen til bakketoppens bund. Med bakken lige ved ryggen havde drengen ingen steder at flygte for banditterne, der dannede en halvcirkel rundt om ham. Flere af dem havde våben, småknive og den slags, i deres hænder. 
"Englevinger går godt på markedet, tror I ikke, gutter?" kom det fra en af banditterne halvgrinende. Det var en af dem, der endnu ikke havde en kniv i hænderne, men Bart havde set, at denne bandit havde en halvlang dolk stikkende op fra et hylster. Derfor sank drengen bare en klump. Denne bandit bukkede sig og stirrede direkte ind i engledrengens øjne. "Hvad tænker du, englespurk? Er dine vinger værdifulde?" Bart prøvede at ryste med hovedet, men det kom kun ud som en lille bevægelse. Hvorfor gjorde han ikke noget? Ilaria havde lært ham at kæmpe med en den lille dolk, hun havde givet ham - problemet var bare, at den var i baglommen og den sad han på. Banditterne ville se tydeligt, hvis han fiskede ud efter den. Han kunne bruge sine skyggeevner, men Barts frygt havde fjernet den mulighed fra tankerne midlertidigt. Han prøvede bare at skjule vingerne, så godt som han kunne, men det var ikke nemt. De var til sammen længere end ham, så han kunne ikke andet end at pakke dem sammen. At folde dem ind under huden havde Bart endnu ikke lært. Hvorfor var han ikke en hurtig elev?

Det havde endelig været tid for Gabe at begive sig udenfor Dianthos igen. Han havde været der i lang tid, og folkene i byen var ved at gå ham til hovedet. Det var umådelig stressende, og da han endelig lyttede til sin krops behov, var han taget mod byens porte, og havde så udfoldet de store sorte vinger og sat af.
Det var stadig lidt ubehageligt at flyve, fordi han på den ene side elskede det, og på anden side stadig havde lidt skrækken om at vingerne bare ville forsvinde igen og at han ville falde ned til ingenting.

Han gled på vinden, som var det ingenting, men hvor han måske gerne ville have taget en afslappet tur, så var han også altid i beredskab, og da hans øje spejdede en gruppe mænd, og det der næsten kunne høres som trusler på denne her afstand, så måtte han tjekke videre. Han kunne ikke vide om der faktisk skete  noget voldsomt.
En del af opmærksomheden trak han sig dog til sig, som han fødder landede på jorden ikke langt fra dem. De store sorte vinger, de sorte klæder, og den blege hud og mørke hår, gav ham i den grad ikke samme udstråling som den lille engeldreng.
Selvom hans indre var uroligt og utilpas, så kunne man ikke se det på ham, som hans øjne var tilbageholdende og kølige. ”Er der et problem her?” spurgte han, og trådte et par skridt mod dem. Isaris symbol der hang om hans hals glimtede en smule i solen. 

Det virkede håbløst. Gruppen af banditter havde omringet ham og deres intentioner virkede klare. Enten ville de have nogle fjer eller hele vinger. Og Bart frygtede allerede smerten. Han kunne mærke det i vingernes kød, når en fjer blev revet ud ved magt. Hvordan ville det ikke smerte, hvis hele vingen blev revet af ved magt? Bart gøs ved tanken som en lille dreng, hvilket han endnu var. Lille og hjælpeløs.

Som den rygbukkede bandit rejste sig op, landede en person fra dem. Ja, en person landede. Bart kunne se de sorte vinger med de sorte klæder og blege hud. Engledrengen håbede, dette var hans helt lige nu. Men vingerne sorthed gjorde ham ubehagelig til mode. Det kunne ikke være en anden engel, kunne det? Hans vinger var sorte og ikke hvide eller råhvide som Barts.
"Vi er midt i en forhandling, så smut. Det kommer ikke dig ved." sagde banditten i midten, der havde vendt sig rundt og stod nu med front til den sortvingede mand og ryggen til Bart. Drengen skævede en anelse til siden for at gøre sit ansigt synligt for manden. Engledrengens ansigtsudtryk sagde det hele. Dette var ikke en forhandling, det var en gidseltagning. Frygten var som malet hen over det halvblege ansigt, som en klump blev synket. Det ville ligne Barts held, hvis denne sortvinget mand var på samme side af loven som disse banditter. At der nu ville starte kamp mellem banditterne og ham. Vinderen ville få Barts vinger. Drengen ville være den absolutte taber uanset hvad.

Selvom Gabe tøvede en anelse, som han desværre havde en tendens til at gøre, når han altid følte sig blandet i, om han faktisk skulle blande sig i noget eller ej, det var dog aldrig noget der varede ved særlig længe. Han var ret sikker på at Isari ønskede at han skulle indblande sig i det her, og selvom han næppe lignede en væsen af lyset og godheden selv, så var han det dybt inde i sig, og engang... der var han det nok også. Han måtte stadig finde ud af mere om sig selv fra dengang.

"Det ligner ikke en forhandling," sagde Gabe, og selvom han lige måtte tage ind indånding, så lod han mørket forme sig i hans hånd, i de korte sekunder det varede før et sværd at mørk magi kom frem, var hans øjne også helt sorte, men det forsvandt som magien stoppede med at blive brugt. "I kan frivilligt forlade ham, eller jeg vil sørge for at I ikke har noget valg." Det var ikke ligefrem fordi de ville få meget af et valg, og Gabe havde gjort det af med flere banditter end hvad der sad godt med ham.
Han begyndte at træde over mod dem. Sværdet klar til at skære hvad end der kom nær ham, og den anden hånd klar til at gribe fat om folk, og sløve dem ned, hvis de kom i nærheden af ham. Desværre tydede alle tegn, bortset fra Isari symbolet, på at han var lidt af en skidt fyr.

Hjertet bankede afsted som en hests i engledrengens lille brystkasse. Vejret var holdt inde, indtil den nyankommende mand sagde mere. Og hans ord fik Bart til at ånde lettet ud. Heldigvis kunne han se, dette var alt andet end en forhandling. Det var en gidseltagning, det var tyveri, det var børnemishandling. Men synet af manden bagefter fik Bart til at slå store øjne. Mandens øjne blev sorte, som havde skygger overtaget dem. Men de var det kun, indtil sværdet af mørke kom i hans hånd og forblev i det stadie. Var det skyggemagi som Barts? Eller var det noget helt andet. Uanset hvad følte drengen sig heldig. Han havde fundet en helt i denne mand - for nu.
Banditterne kiggede kort på hinanden og til sidst på ham, der havde gjort størstedelen af snakken. Han kiggede bag ud kort på Bart. Drengen kiggede op på det sure ansigt, som han sank en klump. Øjnene sagde tydeligt, hvad ordene ikke gjorde. De bad om at de gik. Men som banditten nikkede, som om han ville gøre, hvad manden rådede dem til, smile han stort og ondt til Bart. Hovedet var ikke i syne for manden med det mørke sværd. Det samme gjaldt bandittens hænder, der nu begge havde knive i sig. 
To ting skete samtidig. Banditten vendte sig rundt og sprang imod manden med det mørke svar. Og i samme øjeblik kaldte Bart ud. "Pas på!"

De andre banditter bevægede sig sekundet efter deres leder. Næsten dem alle sprang på manden, men én løb imod Bart. Hurtigt fik denne bandit sine arme rundt om det smalle bryst af drengen. Arme og ben baskede som gjaldt det livet af Bart og det gjorde det også. Men han var låst fast. Han var ikke stærk nok. Ikke fysisk. Men som han kiggede på mandens mørke sværd, tænkte Bart hurtigt på én ting. Skygger. Derfor kiggede han ned på kombinationen af sin egen og denne bandits skygger. Hurtigt og meget groft fik han manipoleret skyggen til at tage fat rundt om bandittens ankler. Og så rev de til, så både banditten og Bart faldt. Dog faldt de bagud, så Bart landede på banditten. Armene rundt om han blev fjernet og Bart rejste sig op. Vejrtrækningen var tung og hård. Det havde krævet nogen energi at styre bare denne skygge. Og sammen med adrenalinen fra hele episoden bevægede brystkassen sig hurtigt.
Bart gav et halvhårdt spark i bandittens side. Han bevægede sig ikke. Han var slået ud, ikke død. Bare bevidstløs. Derfor vendte Bart sit blik op på manden med det mørke sværd og de mange banditter. Skulle han bare flygte nu? Han havde chancen. Det ville være det klogeste. Men denne mand havde været skylden i dette. Det ville være ondt bare at efterlade ham. Plus, han havde sin egen kamp at kæmpe. Men kunne Bart hjælpe ham? Han kunne prøve, hvis det så ud til at være nødvendigt. Engledrengen håbede inderligt ikke, at det var.

Heldigvis var Gabe klar, for uanset hvor meget han kunne tøve i de små øjeblikke, så var han også klar, når det virkelig gjaldt. Det her var trods alt den primære måde han havde forsøgt at sprede Isaris lys siden han vågnede op uden minder, selvom han havde sine tvivl om hvorvidt det hjalp. Han ville dog aldrig kunne lade en lille dreng i stikken.

Der kom lidt af et ryk ud af ham, da han hørte anråbet fra drengen, men det var alligevel nok tid til at han kunne få sværdet op og parere knivene der kom mod ham, som var det mørke sværd faktisk af solidt metal. Ingen lyd kom dog fra sammenstødet.
Gabes øjne stirrede ind i mandens øjne i et kort øjeblik, inden han ud af øjenkrogen opdage hvordan flere kom hans vej. Et stille. ”Ved Isari,” undslap Gabe, inden han slog sværdet væk fra sig og hoppede et par skridt videre. Han skulle hurtig slå nogle af folkene ud af det, for ellers ville det kun ende dårligt for ham. I hans frie hånd formede han noget mere af den mørke energi inden han smed den mod en gruppe af dem, hvor den eksploderede, og i hvert fald kort varigt immobiliserede dem. En anden fik han nedfældet med det mørke sværd, og undslap så et tyk mørke omkring dem. Det var dog kun oppe i under et minut, hvor alt blev stille, men da Gabe trak det væk lå manden han havde nedfældet, og virkede tilsyneladende til at være i en dyb søvn.
Hvilket blot gjorde resten mere rasende.

”Kan du flyve?” kaldte Gabe, inden han parrerede inden et slag med sit sværd, men måtte snuble lidt tilbage, som en kniv fra en anden strejfede hans arm, og lidt blod begyndte at løbe ned af hans arm, men det bedste han kunne gøre var at holde dem på afstand, han ville aldrig kunne overmande dem, ikke sådan her.

Helten med vinger havde sit at se til, men han virkede overvejende til at have en lille overhånd. Bart kunne se, hvordan han immobiliserede de fleste i et hav af mørke. At de andre banditter ikke valgte at gå imod Bart nu, var drengen taknemmelig for. Måske, fordi denne bevingede mand var en større trussel end drengen bag dem. For de gik med det samme tilbage på manden, da de kunne se en af deres kammerater liggende bevidstløs foran den bevingede mand.
Godt de ikke kiggede bag ud, tænkte Bart, for der lå også en bevidstløs bandit. En, som han havde givet et godt spark i de nedre dele. Om han ville mærke det eller der ville gå for lang tid, vidste drengen ikke. Han havde bare følt det godt og passende med dén form for spark.

Et råbende spørgsmål blev sendt bag ud til Bart, der havde fundet et gemmested bag en sten stor nok til at skjule hans krop. Vingernes top kunne dog ses over omridset af stenen, men det var nok til, at han følte sig beskyttet. Dog strakte den lille drengeengel halsen. Han rystede først på hovedet som svar, men dette kunne manden næppe se. Jo, i princippet kunne Bart godt flyve lidt. Han var bare alt andet end stabil. Han havde også en tendens til at dykke for meget frem for at holde sig i luften. Når han endelig rejste på vinger med Ilaria, havde kvinden ofte sine arme om drengen for ikke, at han skulle falde ned mod jorden. 
"Lidt. Næsten!" kaldte Bart tilbage til manden. Dog var dette svar nok til, at en af de resterende banditter kiggede bag ud og fjernede sit fokus fra manden. Med store øjne bakkede Bart bag ud. Han fumlede med sine hænder, indtil dolken fra Ilaria blev trukket. Drengen holdt dem op, som om den beskyttede nok. Dette fik banditten til at grine smørret, som han kom tæt nok på til selv at svinge ud i luften med sin klinge. Bladet ramte Bart på kinden, hvilket fik ham ned i knæ. Med den frie hånd tog han sig til kinden. Varmen fra det flydende blod kunne han mærke og da hånden blev taget væk, kunne han den røde væske i håndfladen. Dolken blev trukket frem og holdt stramt, men hele armen rystede. Meget vel havde drengen et våben, som Ilaria til dels havde trænet ham i, men som han halvt sad og halvt lå på jorden, var han meget forsvarsløs. Dette stoppede ham dog ikke fra at svirpe med hele armen. Og det fik da banditten til at holde sin afstand. For Bart havde ramt mandens ben med et par snittende bevægelser. Det var nok til at gøre ham påpasselig med at træde for tæt på engledrengen. Heldigt nok for Bart.

Havde drengen ikke hørt ham? Det håbede Gabe, men desværre kunne han kun sende et par enkelte blikke i hans retning, for ikke at blive angrebet. Selvom han ikke ligefrem havde været helt heldig allerede. Blodet var begyndt at løbe lidt kraftigere ned af hans arm, som havde fået et par slag mere, og selvom han havde tappet noget energi fra en af banditterne var det næppe nok, som hans arm også var begyndt at værke. Forbandet magi.
Heldigvis kom der endelig et svar, og det var godt nok for Gabe i hvert fald. ”SÅ FLYV!” råbte han, inden han endnu engang fik afværget et sværd, og baskede så med de store sorte vinger, som straks fik ham over nogle af banditterne så de havde sværere ved at nå ham, og der så han så også at den lille engel, ikke ligefrem var begyndt at flyve. I stedet for havde han pådraget sig opmærksomheden fra en af banditterne, og nok også flere, som de begyndte at indse at det ville være svært at få fat i Gabe uden bue og pil.

Han tænkte ikke engang over det, som han lod sig flyve mod drengen denne her gang, heldigvis hurtigere på vingerne, end banditterne var på ben. Han fløj de få meter der var over mod Bart, men styrtede i stedet for mod banditten i sidste sekund, som han praktisk talt tacklede til jorden. Det mørke sværd forsvundet fra hans hænder. Hvis Bart ikke i det mindste forsøgte at flyve lidt væk, så ville de få lidt af en hård omgang, for som det var lige nu, så ville Gabe i hvert fald have svært ved bare at samle ham op og flyve videre. Der ville han i det mindste skulle stå op. Det ville nok stadig blive tungt for Gabe godt nok. 

Ordren fra helten med vingerne var blevet sagt, men Bart havde intet gjort ud af den. Ikke engang, da han kunne se de store, mørke vinger af mandens baske og sende ham op i luften. Banditterne prøvede at gå efter ham, men de gav hurtigt op og i stedet vendte deres ansigter mod den anden modstand. Den eneste modstand med begge fødder stadig på jorden.
Inden banditterne kom og sluttede sig til den, der allerede var nær Bart, var helten med vingerne kommet hen og bogstavelig talt dykket ned for at vælte den nærmeste bandit til jorden. Dette var som et wake-up call for drengen, der straks tænkte, at han skulle flyve væk. Derfor trak han vingerne ud i deres fulde størrelse og begyndte at baske med dem. Men de første par bask gjorde ikke andet end at hæve Bart lidt højere op i luften, end hvis han havde hoppet. Han havde faktisk brug for at hoppe for at få nok luft under sig til, at han kunne blive i luften. Vingerne fortsatte deres alt andet end elegante basken og drengen hævede sig gradvist op i luften. Ikke meget, men han kom op. 

Svajende fra side til side som tydeligt tegn på den manglende kontrol over sig selv i luften kiggede Bart ned for at se banditterne, der var nået hen til ham. De kiggede arrigt op på ham. Et klukkende og barnligt grin undslap ham, som de bare forblev stående og kiggede på ham. Men dette grin skulle være Barts svar på Icarus' vinger, for én af banditterne valgte at hoppe op. Og lige akkurat fik denne bandit fat i Barts sko og grebet var hårdt. Banditterne landede på jorden igen. Drengen kunne tydeligt mærke den ekstra vægt på foden. Hele hans flyvende krop blev trukket en kvart meter ned. Febrilsk fik Bart basket sine vinger, men bandittens greb var stadig rundt om den tynde ankel. Og pludselig blev der hævet ned og Bart fulgte med. "Hjælp!" skreg drengen med en stemme, der var mere skinger end den fra en kvinde. Han var kommet op i luften, som manden havde beordret, men han var ikke kommet langt nok op til at være undsluppet banditternes hårde greb - bogstavelig talt.

Det var altid noget at Gabe ikke forsøgte at være heltemodig uden faktisk at have et par evner indenfor det, men alligevel var han ikke ligefrem en stor mand, så at tage en bandit ned i brydekamp var ikke hans spidskompetence, og det gjorde det ikke nærmere, som de andre begyndte at nærme sig. Han havde dog en fordel, og med det placerede han en bar hånd mod den anden mands hoved, og lod sig bare suge. Han havde aldrig brudt sig om magien, men lige nu var den praktisk som han mærkede manden kæmpe mindre og mindre imod til han til sidst besvimede. Heldigvis ville han ikke permanent være væk. Gabe var ikke synderlig begejstret for faktisk at dræbe folk. De skulle have mulighed for at være bedre

Manden faldt heldigvis i søvn, så Gabe kunne komme op, og blot se hvordan drengen forsøgte at slippe fri fra en mad der holdt fast i ham. Han kunne godt mærke at tingene allerede havde taget lidt hårdt på kræfterne på ham, men alligevel smed han endnu en 'bombe' af koncentreret mørk magi mod manden, inden han lod området blive dækket i mørke endnu engang, og han selv satte af og fløj op i luften. ”Bare flyv op!” kaldte han ned, som han var kommet ud af det lokaliseret område hvor mørket lå. Han håbede det ville hjælpe. Hans vejrtrækning var dog tung, og han håbede virkelig ikke han skulle bruge mere energi på det her, selvom han ville se det til ende. 

Der var for meget fokus på banditten, der havde sin hånd om Barts ankel, til, at drengen kunne lægge mærke til, hvad helten med vingerne gjorde. Han så ikke, hvordan manden nærmest trak energi ud af banditten, som blev efterladt liggende, bevidstløs. Nej, Bart havde mere end nok at se til under sig. Drengen prøvede at sparke og vifte med benet for at slippe fri, men bandittens greb var hårdt. Han kunne mærke, hvordan neglene skar igennem de løse benklæder. Han havde uden tvivl fået en rød ring af irriteret ud takket været banditten under sig.

Bart troede, at det var det. At han var fanget og ville blive revet tilbage mod jorden, hårdt. Helten havde reddet ham lidt, men det var stadig mange mod ham alene, for Bart var ikke den største hjælp. Nærmest det omvendte. Han bragte mere ballade på sig selv, end han kunne klare.
Mørkheden fra helten bredte sig dog pludseligt igen. Og den forblev overvejende meget mod jorden. Eller halvdelen af Barts drengekrop var opslugt af mørket, men banditterne under ham var komplet fanget af det. Og dette var nok distrahering. Bart kunne mærke, hvordan hånden løsnet sig akkurat nok til, at han med et godt spark kunne slippe fri. Dog virkede det til, at banditten mærkede dette, for grebet blev strammet, men det var for sent. Banditten fik ikke andet end Barts sko, som drengen forsvandt ud af grebet. Helten råbte til ham, men Bart hørte ham ikke. Han havde for travlt med bare at flyve op og op. Væk fra banditterne under ham.
Med hurtige vejrtrækninger kunne Bart mærke, hvordan adrenalinen falmede i hans krop. Men den var til stedet nok til at smerten i anklen ikke var så dunkende, som den nok ville blive. Med grove bevægelser i luften kiggede Bart over på helten, der tydeligt fløj mere elegant og kontrolleret end drengen. Men han kunne også se vejrtrækningen af hans og hvor tung den var. "Er du, er du okay?" spurgte Bart. Et lille dyk blev gjort takket været nødvendigheden til at snakke, men drengen prøvede at rette op igen. Han var ikke den bedste flyver og slet ikke efter en situation som den med banditterne.

Hele Gabes krop gjorde ondt, men vingerne var gået fri, som de baskede i store bevægelser oppe over den mørke sky der var under dem. Den gode mængde energi han havde stjålet fra banditterne varmede dog godt i hans krop, og gjorde at alting ikke gjorde så ondt som de nok ellers ville have gjort. En dag ville han lære at forstå sine evner bedre. De føltes stadig nye og næsten fremmedeartet for ham, men det virkede også til at hans evner havde lidt under det hukommelsestab han havde været ude for.

Det så heldigvis ud til at drengen kom i godt behold op, selvom Gabe nu lod mørket hvile for en stund mere. ”Jeg... jeg har det fint,” sagde han, og prøvede at smile opmuntrende til drengen, selvom de burde komme væk. Gabe kunne i hvert fald høre en der var væltet over noget i mørket, og et par råb, men ingen havde faktisk fundet ud af mørket endnu, men det var et spørgsmål om tid. ”Er du? Det er bedre hvis vi kommer lidt på afstand af dem,” sagde han. At gå ville ikke være sikkert, men det så ikke ud til at den anden engel var så ferm på vingerne, som Gabe selv. Det var ikke engang fordi han selv havde haft vingerne i lang tid af hvad han kunne huske, men han havde taget til det ufattelig naturligt, da først de var blevet healet. 

Lyden af tumlen og råb i baggrunden var fristende at kigge tilbage på, men Bart vidste også, at hvis drengen fjernede blikket og fokusset, ville han nok mere dykke hårdt ned mod jorden end forblive i luften. Derfor forblev de blå øjne stift fremme og vingerne prøvede at baske regelmæssigt, men det var endnu stadig et virvar af bask og op- og nedture i drengens flyvning.

At helten sagde, han var okay, løftede lidt fra Barts ellers så spinkle brystkasse. Han ville have det virkelig dårligt med sig selv, hvis denne mand var endt i store skader og smerte på grund af drengen. Det var jo ikke ligefrem det mest optimale.
"Jah. Okay, men jeg skal.." Bart skulle lige til at fortælle om hele situationen med Ilaria, men engledrengen kunne hurtig mærke, hvis han fjernede fokusset fra at flyve til fordel for at snakke, så ville han lande hurtigere end manden tydeligvis ønskede. Derfor tav han for at holde sig fokusset. Ansigtsudtrykket lignede nok mere, at han havde lidt for hård mave, men sådan var drengens koncentrerende ansigt. Det var først, da de havde fløjet i lidt tid og banditterne var en god afstand i mellem dem. I hvert fald nok til, at selv hvis de var løbet efter dem, ville de ikke være i nærheden af dem. Derfor tog drengen chancen og skævede blikket mod manden. "Kan vi lande?" Vingerne gav et lille dyk, men Bart rettede groft op igen. Han burde nok være bedre til at flyve. Det var alligevel år siden, at han var genopstået med vingerne. Men igen, de første mange måneder havde været på fods, hvor vingerne bare havde været ekstra fylde. Det var først under Ilaria, at aspekterne af at være engel var taget i træning og brug.

Alene ville Gabe nok alligevel kunne flyve hurtigere end med englebarnet, men han justerede sin hastighed efter ham, da han ville være sikker på at de begge kom helskindet ud af det.
Han kiggede dog over på ham, da han begyndte at sige noget, men det så ikke ud til at han var god til at multitaske, ikke når det kom til vingerne i hvert fald, så Gabe lod dem flyve i stilhed i en rum tid, det var først da Bart brød stilheden igen, at Gabe endelig kiggede sig om, og endelig nikkede.

Gabe dykkede ned mod jorden og inden gav han et par sidste bask med sine vinger, før at hans ben ramte jorden og han trak vingerne til sig igen. De hang stadig ned langs hans ryg, som ærligtalt fik ham lidt til at ligne en engel af døden, hvis man skulle påpege noget.
Hans øjne gled stadig rundt hvor de var landet. Ikke alt for langt væk fra en skov, men de kunne ikke længere høre nogen komme deres vej. Det var nok også nemmere for banditterne at give op. ”Der var noget du ville sige tidligere,” påpegede Gabe endelig. Hans hånd greb lidt nervøst op til halskæden han bar, hvor Isaris symbol stadig hang. Han virkede mere nervøst anlagt, nu når der ikke var den umiddelbare trussel som banditterne havde været, men udtrykket i ansigtet var stadig mildt. 

Der blev nikket til Barts opfodring om at lande, så de to bevingede individer begyndte at dukke. Men hvor den voksne bevingede person landede nogenlunde stabilt, endte Barts landing alt andet end det. Som fødderne ramte jorden, havde han stadig en lille fart på, så drengen snublede nogle skridt fremme. Han var lige ved at falde ansigtet først, men han formåede at opretholde balancen ved at baske ud med armene, som om de var vingerne. 
Vingerne kunne ikke trækkes ind. Det havde engeldrengen alt andet end mestret. Derfor hang de bare ud til siden. Det gav Barts skygge lidt mere bredde end den spinkle statur ellers ville.

Som den stille lyd af intet andet end naturen omringede dem, kunne Barts skuldre ikke lade være med at sænke afslappet. Han var i sikkerhed, endelig. Manden havde dog bidt mærke i, at drengen var lige ved at sige noget i luften, men havde tiet kort efter. De blå øjne fandt op på mandens ansigt, som han sank en lille klump, inden drengens pivende stemme begyndte at snakke. "Jeg skal bare tilbage. Ilaria venter på mig," Stemmen var rystende efter alt, hvad der var sket. Mødet med banditterne, kampen imod dem, flugten fra dem, turen herhen og landingen. Alt det havde taget på drengens kræfter. Han følte sig helt dvask i lemmerne. Men øjnene var store, som de bevægede sig hen imod den ene af mandens vinger. De så helt anderledes ud end hans. Mørke. Som om han var en engel af Mørket. Fandtes de? "Er du også engel? Eller har du bare vinger?" Der fandtes halvdyr, der havde vingerne af deres bevingede dyrdel, imens andre bare havde evnen af vinger. Ikke alle bevingede individer var engle. Bart var en, men det betød ikke, at alle han mødte var. Dog blev dette spørgsmål alligevel spurgt en anelse tøvende og forsigtigt. Drengen vidste udemærket godt, at hvis denne mand var engel, var der sket noget fatalt i hans liv. Ligesom der var i Barts. Og ville drengen reagere pænt, hvis nogen bare spurgte halvt ud af det blå, om han var engel eller ej? Han kendte svaret selv, men hvordan manden ville reagere, vidste Bart ikke. Han ville snart gøre dog.

Gabe kunne alligevel mærke bekymringen kortvarigt da drengen ikke så ud til at lande så stabilt på fødderne, men han reddede heldigvis så selv inden han faldt med hovedet først ned i jorden. Hvilket fik Gabes skuldre til at falde et par cm., noget der var væsentlig mere markant som vingerne også faldt lidt i højden, selvom de var foldet ind mod ryggen af ham.

De nysgerrige og store øjne gjorde dog også Gabe lidt utilpas, selvom han ikke nævnte det, selvom vingerne sitrede lidt, og han prøvede at forholde et venligt blik i øjnene. ”Ilaria?” spurgte han. Det kunne være hvem som helst, men det var tydeligvis en der stod barnet tæt, og forhåbentlig ikke en der ville blive fanget i banditternes klør.
Hans øjne gled om bag sig på de sorte vinger. ”Ja, det er jeg,” sagde han, og en tydelig tristhed brød igennem stemmen. ”Isari mente hun havde større planer for mig tydeligvis.” Hans hånd knugede lidt mere om symbolet for Lysets Gudinde han holdt, men han spurgte ikke tilbage igen. Drengen lignede ligeledes en engel, men når nogen var så ung, så ville det kun være hårdere at tale om sin død. Det hjalp lidt på Gabe at han ikke kunne huske det, som han ikke kunne huske det meste af sit liv. 

Tanken om, at denne mand selvfølgelig ikke kendte Ilaria, strejfede først Barts tanker, da kvindens navn blev gentaget til drengen. En svag, rød farve skød op i kinderne over denne lille fejltagelse. "Hun er også engel. Hun tog mig ind dengang." Det var år siden, at Bart havde været så heldig at støde ind i englehjortekvinden og alt derefter havde været, hvad kvinden havde fundet passende. At tage drengen ind under sine vinger havde været hendes ide. At træne ham i sin magi og at være engel var ligeledes hendes.  Og Bart havde alt andet end klaget. Han kunne lide at have nogen igen. Inderst inde var Ilaria nok en form for englemor for ham. Nu, når hans rigtige mor ikke også var genopstået med vinger.

Som manden fortalte, at han var engel, kunne Bart ikke lade være med at føle dårlig samvittighed. Der var tydelig tristhed i stemmen, som det blev fortalt. Det var ikke engledrengens hensigt at skabe dårlig situation. Derfor var han nok lidt glad for, da han lagde mærke i, at manden knugede noget i sin hånd. "Hvad holder du om?" spurgte Bart med den klassiske nysgerrighed fra et barn. Måske var drengen ikke enig i udtalelsen om, at guderne eller en gud havde en hensigt med at lade døde mennesker genopstå - for hvad årsag havde Bart til at komme tilbage, men ingen andre fra hans familie? Han var den yngste. En lille, forsvarsløs dreng. Men igen, han var netop dette. En ung dreng, der endnu havde meget at lære om landet. Måske der var en grund til, han lige nu stod med vinger på ryggen og mindet af klingen i brystkassen. Kun guderne vidste dette.

Barnet blev dog kun mødt af et blidt smil fra den større sorte engel, og han nikkede. ”Det er vigtigt at have nogen til at hjælpe en,” sagde han bekræftende. Det lød som om at de havde noget der mindede om et tæt bånd, og Gabe kunne kun ønske at han selv ville have haft en der kunne hjælpe ham i gang, da hans minder først var forsvundet. Han var dog en stor dreng, og meget af den viden om hvordan han skulle håndtere verdenen var ikke forsvundet. Han vidste ikke hvor han havde det fra, men det var der, og han blev mindet om det, når han skulle gøre noget. Når nogen ikke var til at stole på, eller hvilke manerer man havde ved spisebordet.

Tristheden virkede dog ikke helt til at forsvinde fra Gabe som de stod der. Det var en følelse der lidt var skubbet til side mens de havde slås med banditterne, men noget der sad ret dybt inde i ham, og han var ikke sikker på hvad det krævede for at han ville få det bedre med det.
Han åbnede dog hånden så drengen havde en chance for at se halssmykket. ”Isaris symbol. Jeg kan ikke huske meget om min fortid, men jeg tror på at Isari havde en mening med alt dette, jeg skal bare sørge for at følge lyset så godt jeg kan.” Han var godt klar over at ikke alle delte hans mening om guderne, men det var det eneste han rigtig kunne holde fast i.
”Mit navn er forresten Gabe,” kom det lidt efter. De havde aldrig fået præsenteret sig. 

Smilet blev svagt gengældt fra Barts side. Ja, det var godt, han havde Ilaria. Ellers ville han stadig have været en gadedreng på Medaniens gader. Og der havde drengen allerede skabt et par fjender med de voksne forretningsejere. Hvem vidste, hvad der ville være endt med ham, hvis ikke Ilaria havde fundet ham? Hvilke grufuldheder han måske kunne have været udsat for? Tanken fik Bart til at gyse, men dette slog han hurtigt væk. Han behøvede ikke at virke mere hjælpeløs, end han allerede havde gjort over for denne engel. Englehelten.

Som enhver anden nysgerrig dreng, stillede Bart sig på tæer for at se halssmykket bedre. Foden uden en sko skar en anelse, da der blev lagt mere vægt på en lidt for skarp sten under sig. Derfor bevægede drengen sig en anelse tættere på den voksne engel. "Det er pænt," indrømmede Bart, som øjnene vendte op til mandens ansigt igen. Havde han glemt hele sin tid som menneske eller hvad han nu havde været før engel? Måske det også var for det bedste. For ville drengen havde været lige så knust over sin families mord, hvis ikke han kunne huske det? Ville han have haft en indædt frygt til mørkelvere, hvis ikke han kunne huske mørkelverinden, hvis klinge havde boret sig ned i brystkassen? "Jeg kan huske alt fra før." Bevidst valgte drengen ikke at kommentere hele gude-delen. Bart vidste stadig ikke, hvordan han skulle forholde sig til guderne. Havde familien Ellis ikke allerede tilbedt en gud, Zerafina, nok til ikke at ende som slagtekvæg for en gruppe mørkelvere? Åbenbart ikke.
Gabe. Navnet virkede ikke bekendt, men det havde Bart heller ikke forventet. Denne mand, denne engel, virkede ikke bekendt. Han havde bare været et godt syn for drengen. "Bart." medgav drengen. Det var vel kun fair også at give sit. Efter Gabe havde givet sit og reddet ham fra banditterne. 

Symbolet var lavet af noget ubestemt metal, men var lavet i Isaris symbol. Gabe ville ikke engang kunne sige hvor det var fra, men han vidste også det var gammelt. Det var de små ting der hentydede til det, og så var der også bare en mærkelig viden i ham om det. Ligeså meget som når han kendte kongerækken og hvornår de gik af, og små mærkelige ting, såsom hvem af dem der havde været glade for katte. En dag ville han finde svar.

”Bart,” gentog han venligt, og lod sig endelig pakke symbolet tilbage ind mod brystkassen, og lidt under trøjen han bar. Den var der hvis han fik brug for den.
Det var dog tragisk hvordan et så ungt barn stadig skulle gå med mindet om sin egen død. ”Jeg kan ikke forstille mig hvor hårdt det også må være,” sagde han. Der var fordele og ulemper ved begge deres situationer.
Hans øjne gled mod hvor de var kommet fra. Bart havde sagt at han skulle tilbage. ”Var det lige hvor banditterne angreb, at du skulle mødes med Illaria igen?” For hvis det var, så skulle de nok være lidt langsomme om at komme i nærheden af det. Det kunne være de så ville vente på at Bart ville komme tilbage.