Hun sukkede let som drømmen tog fat. "Tænk at..det er hans stoltes øjeblik?" mumlede hun irriteret som hun gik i gang med at skabe. Normalt ville hun skabe en drøm som minded dem om det, men i dag! denne gang, var humøret ikke til det. Hendes hånd gik på jorden som marken tog form, et hav af forskellige blomster sprang op af jorden en ring efter den anden, en farve og lige efter en ny og aldrig en gentagende blomst. Her i midten af marken af blomster, var der bart, jord, som hurtigt begyndte at skifte til træ, blot et gulv af det fineste mørke træ. I midten formede hun et bord, to stole på hver deres side. Menneske tænkte hun kort, som bordet blev fuldt, af forskellige drikke, vin, rom, mjød, vand, alt tog form i flaske på hans side. På hendes, blot en kop med en dampende væske, te.

Stille lod hun blikke glide over sin krop. en dag, finder jeg ud hvordan jeg starter mine drømme påklædt. tænkte hun let, som hendes øjne gik i. Som alt andet, ud af intet var hun påklædt, nok ikke til hans begær, men han var her ikke i nu! Og i guderne Med det minde, skal han ikke nær hendes figur. Silkestoffet lå sig let om hende, jo ganskevis nærmest gennemsigtigt hvidt, hendes skuldre, kraveben, hofter, form på barmen, hvor hendes inderlår sluttede. Alt kunne fornemmes, ses? nej, men fornemmes. bedre. Lettede hun sig som sløret formede sig om hendes kæbe, og et let skørte i en rødlig farve formede sig bundet om hendes hofter.

Nu..manglede blot det, at tænke på det..forbandet minde. Hun hævede en hånd frem og lod sine tanker forsvinde. Hun stod der med byen, sigtede imod mørk elverne, følte sig stolt, følte sig glad, følte sig lykkelig som pilen forsvandt foran hende, og bevægede sig i hast imod elveren. At se elverens hoved på et fad, vist frem, med de samme følelser, glæde, stolthed, lykke. Med dette dukkede døren op på stien imod hende, imod bordet, midt i blomsterne og en banken kunne høres, ikke blot i denne drøm, men også i hans. Hun rystede let som mindet forlod hendes sind som hun begyndte at fortryde dette møde en smule før det overhovedet gik i gang. "I Avanya navn, sig hans sind er blevet lyst siden." lyd det lavt som hun ventede spændt på døren gik op. Høfligt stod hun ved siden af bordet på træ gulvet, og ventede med hænderne samlet bag ryggen, som stod ret.

Hvorfor han var der, vidste han ikke. Egentlig vidste han ikke engang hvor han var henne – kun at døren, der pludselig fandt vej til ham, automatisk blev banket på med løftet, knyttet hånd. En høflig tilkendegivelse af egen eksistens? Hvorfor vidste han ikke. Normalt var han ikke en der gjorde sig i høfligheder, og da slet ikke sådan her. Sin uvante handling forundrede ham selv, hvorfor brynene trak sig ned mod næseryggen. Kroppen virrede med hovedet, så det rykkede i det tilbageredte sorte hår. Der kom intet svar; hverken på den bankende tilkendegivelse eller på alle de øvrige spørgsmål af tvivl, som trak sig gennem det mentale landskab i adelssønnens hjernekasse. Fødderne trådte helt hen til dørkarmen, idet alt andet ikke var muligt. Han ville ikke kunne forlade stedet om han så ville. Erkendelsen fik den unge herre til at trække på skuldrene af sig selv og trække ned i det håndtag, som døren var udstyret med. Døren gled op uden lyd –

Synet af de lange ører affødte en instinktiv refleks. Vreden eksploderede midt i al forundringen og hånden greb ubesværet den lille kastekniv, som sad skarp og klar i bæltet.
Uden betænkeligheder gjorde Athelstan af Erneyll det eneste man kan gøre, når man pludselig befinder sig i et lille rum med en elver:
Han kastede resolut (og med voldsom kraft) kniven mod hende, sigtede efter det lille punkt mellem hendes øjne.

Spændt, med en frygt i hendes sind, som de minder hun selv bad om at få fat i, gled forbi hendes sind, de følelser i netop disse øjeblikke. Det var ikke med store forventninger til dette møde, men menneskerne havde overrasket hende flere gange før, Rachel var en af disse, som mon ikke denne herre af Erneyll måske også ville få hende til at vågne med et smil. Hun spændt det meste af kroppen som den dør hun stirret på, ventede på, endelig gik op. Dog til netop hendes værste forventninger, lavede han en sær bevægelse, en hun ikke kendte men den næste gjorde hun, det lille glimt metallet lavede som det bevæget sig igennem luften.

I rent instinkt lod hun hænderne søge foran hende, beskytte hende, de blev kruset som under armende dannede skjold foran hende ansigt. Hendes sind havde samme tanker, beskyt mig. kreativiteten gjorde med det samme sit, både den sindslige og kropslige instinkter søgte at beskytte hende. Dog i hendes panik var det den nemmeste løsning hendes sind lavede. Gulvet, de fine træ gulv, bordet, alkoholen og andre drikkevare stod på, gav en lille smule efter som hun faldt bagover, den lille revne i træet og kniven ramte lige nøjagitgit ikke hendes krop, som hun faldt imod gulvet. Et let bange skrig forlod hende som hun nu sad på gulvet.Hænderne faldt og hun stirret imod manden og sank en klump, få hår af netop den klare hvide farve hendes var, faldt foran hende. "HEY!" skreg hun, med en tydeligt frygt i stemmen, af ham på deres sprog "Du fik et brev! husk det!". Tænderne blev tydeligt bidt sammen bag sløret, som hun stadig rystende, håbede at han ville falde til ro, som det gik op for ham, dette ikke var hvad end mareridt Yume'Ave i dette øjeblik troede, og håbede, han lige havde forladt.