Solen gjorde kun underværker for palæet udsmykning og gjorde familiens flag var umuligt at overse, hver et træ markeret, hvert et blad, hvert en gren, nærmest formet til at pynte den skønne bygning der lå i trætoppen, på trods af den mellem brune bark, sad palæet i lyse farver, tydeligt at træ fra et andet område af skoven end dette. Bygningen var velkendt, Risindiers knust hus, blev det kaldt. Langt fra et tilfældigt navn, fordi det var her familien virkelig viste hvad de skabte, hver en have, hver et lokale, hver dørramme, alt i dette hus, i dette palæ, var skabt til at fremme skønheden af lokalet, og alt så naturligt ud, så om alt - var skabt til alt andet i lokalet. Solen kastede sit lys igennem den halv tætte skov loft, tydeligt holdt mere åbent end hvad naturen selv ville ønske det var, for igen, at gøre at man ikke kunne over se det velpåklædte palæ. Og der oppe, oppe over træerne sad hun på terrassen, dagens stemme blev hun kaldt nu om dagen, en titel hun ikke selv ønskede for hundrede år siden, men en titel hun havde nydt hvert sekund fra hun havde fået den. Stille rejste hun sig fra gelænderet og strækte sig, sådan et lille knæk fra skuldren kunne høres. I haladis, hvor er dagen smuk. lyd hendes tanker stille som hun kastede blikket rundt på det samme landskab. Den let gennemsigtige kjole efterlod ikke meget af kvindes figur til ens tanker, ikke kun fordi den var gennemsigtigt men den sad så, perfekt om hende, at hver bevægelse fremmede den blot hendes naturlige figur mere, måden den faldt, måden den lod lys bøje igennem sig, måden den så ud, så om den var lavet til hende. Hvilket den også var, som alt andet af hendes tøj. På trods af den silke gennemsigtige natur af kjolen, på trods af man kendte hele hendes figur, var den alligevel ikke mere en blot mild sensuelt, sådan som kjole lige dækkede, der hvor det skulle være dækket.

"Dagens stemme. Deres møde lokale er klart. Ønsker de stadig at minimal tjeneste?" lyd igennem døren. Hun træk på smilet bag sløret og spændt gav hun lyd. "Selvfølgelig, kan ikke have for mange skygger på denne dag." Og med det samme gik manden. Selvsikkert træk hun sig igennem de lange gange, som for mange, nok endelig havde for meget udsmykning.

Mødet lokalet, var højt i palæet over træernes skygger, og lige under var gæsteværelserne ved familiens egne varme kilder. Altid familiens fortrukne sted at have møder med folk der kom uden fra elverly. Lokalet var velbelyst af solen, men der var intet bord at finde. Blot en større silke tæppe centralt på gulvet, to store puder tydeligt vævet af edderkroppe spind, ved hver side af et lille bord. En notes blok, en fejr, blæk stod klar ved hver side af det lille bord. Ved siden af bordet stod der en dampende kande, kopper og en skål frisk honning. En veldufte skovbær te, et meget løst begreb i elverly, men dette var hvad hun havde bedt om. "Perfekt" lyd det, og man kunne høre flere lettet suk uden for døren. Og med dette gik Dagens stemme til sin side af bordet, satte sig med blik imod døren og ventede på sin gæst, ingen, endelig vidste hvem var, men tjenestefolkene havde fået at vide at vise vej fra bagdøren.

Rejsen var lang, men forhåbentligt det værd for den erfaren ørkenelver. Hun var nok én af de få, som faktisk havde lov til at forlade byen, selvom hun måske tog sig den frihed lidt for ofte. Men Sitali var ikke af den overbevisning af Thal’Elor skulle forblive lukket af for omverdenen, om end det havde virket som den mest sikre løsning den gang.. Alligevel havde hun en klump i halsen, da hende og Bhediya’en nåede frem til udkanten af skoven. Hun holdt et fast greb i den tykke pels, rettede ryggen og betragtede de høje træer og de mægtige trækroner. Aldrig havde hun set så mange store træer på ét sted og hun havde kun set en brøkdel af Elverly, endda udefra. Stille lagde hun sig over ryggen på Sihan og hvilede hovedet imod hans hals, imens at hun strøg en flad hånd igennem det tykke pels. ”Vis dig fra din bedste side i dag,” hviskede hun stille til det store dyr, der straks løftede hovedet og rystede let med de lange knurhår. Det store dyr var voldsomt overbeskyttende for hende, så hun havde faktisk været i tvivl om det var smart at tage ham med. Men Sihan ville aldrig nogensinde blive hjemme uden hende, så det havde været det sikreste valg, så han ikke bare lige pludselig braste ind i et ellers vigtigt møde.

Sitali greb fat om skuldertasken, hvori hun bar proviant, pergamentruller og lignende remedier for at kunne gennemføre den lange rejse. Hun rullede en pergamentrulle ud for at læse anvisninger til de varme kilder og hvordan hun skulle komme derhen, helst uset. Ørkenelveren ville uden tvivl stå ud i dette klima, som hendes varme glød, men også det lyse hår, gjorde hende særdeles iøjnefaldende. Og så var der selvfølgelig Sihan, Bhediya’en, der ikke var kendt på disse kanter.. Hun rullede pergamentet sammen igen og lagde det ned i tasken før at hun greb fat om pelsen og ansporede Sihan til at følge skovkanten, så de ikke trådte ind på deres område, før det virkelig var nødvendigt.
Det sekund de kom indenfor træernes skygge, følte Sitali en tung byrde imod sine skuldre. Hun var van til at mørket hjemmefra, men der var altid lyskrystallen til at varme hende op. Lettere vemodigt fik hun Sihan til at følge skyggerne og kun betræde de anlagte og brugte stier, så de ikke ødelagde naturen undervejs. Hvad hun ikke ville gøre for noget ordentligt solskin lige nu! Og der kom det – ude i det fjerne kunne hun høre rindende vand og samtidig se glimt fra solen, der ramte vandet. De nåede forbi træerne og frem til kilderne, som Sitali straks kiggede sig omkring, indtil hendes blik gled op ad. Aldrig havde hun set et hus i et træ.. Derhjemme var de alle lavet af klipper og andre stenmaterialer, men palæet i træet så så let og elegant ud, det var smukt!

Bagdøren. De skulle ikke ses af andre end hende, de havde en aftale med, derfor fik Sitali hurtigt skubbet Sihan hen til bagdøren, før hun sprang ned fra hans ryg. Hun vendte sig imod det store dyr og begravede sit ansigt i hans tykke pels. ”Tak for turen, min ven” hviskede hun, som hun strøg begge hænderne igennem pelsen, før hun gik rundt om ham og åbnede den taske han bar på. Let trak hun en frakke ud af lædertasken, før hun slog den omkring sine skuldre og låste den i hendes halskæde. Kraven blev rejst og en hånd strøget igennem det lyse hår, så det faldt mere naturligt. Så vendte hun sig lige i tide til at se døren gå op for enden af trappen.
Livet i træerne måtte være fantastisk! Sitali kunne ikke helt lade vær med at bemærke de mange detaljer i hjemmet, som hun blev ledt fra bagdøren og længere op imod trækronen. Hun vidste ikke hvor mødet skulle holdes og fulgte blot stille med sin vejviser. Hun havde dog plantet en hånd imod Sihans ryg for at berolige ham og samtidig kunne mærke, hvis noget gik ham på. De stoppede ved en dør, denne blev åbnet, som Sitali stille trådte ind i rummet og hurtigt lokalisere Dagens stemme. Hun nejede straks og bukkede hovedet dybt. ”Tak fordi De ville se mig, Dagens stemme” lød det høfligt på elvisk og yderst respektfuldt overfor den fremmede. Sihan bukkede modvilligt hovedet, som Sitali havde strammet sit greb let.

Som kvinden gik ind at gøre, løftede Dagens stemme sin blik, og et smil spredte sig under sløret ved synet, forhåbentligt gemt i dette lys, ligesom de sorte prikker på hendes læbe og hage. De lysehård med den tydeligt tilførte milde lyserøde skær i spidserne, den blege hud med den magiske skær. Hun sad sikker på sine skindeben, og fødderne under sig, med bare arme og ben. "arhh..Stemmen af Thal'Elor. Hærligt at de vil beære mig med deres selvskab." lyd det spændt og livsglad fra bordet. Det var ikke mange ørkenelvere Yume'Ave havde mødt, og synet af dem var altid specielt, den mørke sol berørte hud, deres mange farve hår, de farverig øjne, de var alle som blomster, så forskellige, så i iøjefaldende! En åben hånd blev holdt over bordet, håndfladen mod loftet. "Kom endelig ind, tag plads, find ro. Håber deres rejse gav varme til sjælen og billeder for deres drømme." Stille lod hun hånden falde til bordet, og lod sine fingre danse på træet i en let melodi, en to, en to, en to tre og igen, og igen.

Så snart Sitali havde sat fod inde, lukkede døren stille bag dem, og lyden af tjenestefolkene der træk sig væk gav genlyd fra gangen. "har bedt dem sikre vores ro. Så deres tunge kan være så fri som de ønsker." hun nikkede mildt som melodien stoppede og hænderne mødtes på hendes knæ. Kort lukkede de sær farvet øjne sig, som hun træk vejret dybt. Som hendes øjne gik op lod hun blikket falde på Sitali figur, hår og ende på hendes øjne, igen glad for sløret gemte hendes smil. "Oh må i Haladis navn, siger at de virkelig viser skønheden ved ørken." Smigret hun, og lod blikket falde på høfligt på bordet. Stille løftede hun hænderne og lod sløret der dækkede hendes mund falde, og finde plads under bordet. Og de tydeligt sorte brænd mærket kunne ses på den ellers fejl fri hud, blot nogle prikker på læben og få dråber ned af hagen, en tydelig mat sort afmærkning i hendes hud, men alligevel smilte hun glad til sin gæst, spændt nærmest.

Et puf fra sin sidemakker fik Sitali ud af en mindre trance, som hun var beæret over at befinde sig i et så smukt et rum. Sihan opfangede hendes manglende tilstedeværelse, for betaget af sine omgivelser til overhovedet at bevæge sig væk fra døren. Blikket virkede beklagende, som hun vendte det imod værtinden, Dagens stemme, som hun skulle vise sin respekt overfor. Skovelvere skulle eftersigne være meget bestemte med deres opfattelse af rang og derfor var hun også meget påpasselig med ikke at træde ved siden af. Det ville blot ende i en dårlig start. Dog kunne hun ikke helt skjule sine overraskelse, som Dagens stemme adresserede hende med Stemmen af Thal’Elor. En sød latter undslap hendes læber, som hun løftede hånden op til sin mund og rømmede sig ganske let. Titler var ikke så relevant for hende, så hun accepterede det i sidste ende med et høfligt nik. Indbydelsen til at komme nærme blev modtaget med forsigtighed, som Sitali sikrede sig at Sihan ikke tog sig for stor en frihed. Derfor holdt hun ham også tæt ved sin side. ”Jeg er allerede dybt betaget af Deres levemåde, at leve så tæt på himlen, solen, må være fantastisk” indrømmede hun, samtidig med at hendes hånd hvilede imod hendes bryst. Melodien fangede hendes opmærksomhed hurtigt, som hun var kommet tættere på bordet og stille bukkede sig ned for at sætte sig på hug, for til sidst at ende med benene helt under sig og det store dyr bag sig. Han lagde sig som en beskyttende bue omkring hendes krop. En støtte måske.

Sitali nikkede høfligt til hendes beslutning om at lade dem have rummet for sig selv. Stille foldede hun hænderne foran sig, i sit skød, som de lyse øjne hvilede på kvinden foran hende. Kort tid efter løftede hun dog hænderne for at løsne snoren omkring sit halssmykke, så hun kunne fjerne kappen og nænsomt foldede den sammen over sit skød. Langsomt lagde hun hovedet en anelse på skrå, et glimt dukkede op i øjnene, som Dagens stemme straks komplimenterede hende. ”Smiger er aldrig en dårlig begyndelse” lo hun let, næsten sukkersød, som hun nikkede til hende og lod blikket falde på bordet og de remedier der var sat frem. Som Dagens stemme bevægede sig, løftede hun dog atter blikket og betragtede den hud, der kom til syne og det lette, elegante smil, der nu blev langt nemmere at aflæse. ”De bor virkelig smukt her” komplimenterede hun oprigtigt, mente hvert et ord, som hun uden tvivl var betaget af de mange farver. Det var ikke bare kolde klippevægge. De mørke aftegninger blev dog bemærket, men aldrig længe nok til at hun stirrede.

Dagens stemme tippede hovedet let af den blide latter, hvad..var underholdende? Men det endte blot ud i et smil som ørken blomsten tydeligt ikke fandt ubehag. Her faldt blikket fra ørkenblomsten til dyret, som vandret ved hendes side, og tydeligt elskede blomsten meget, som den lå sig om hende. Et varmt kærligt smil spredte sig på de røde løber plaget med sorte prikker. Blikket kom tilbage på ørkenblomsten som hun talte igen. "Det varmen sådan at høre, de nyder vores hjem. Og endelig, find den ro som de ville i eget hjem." lyd det glad ved rosen af hjemmet. Hendes hænder mødtes ved hendes kind ved dette smil, hånd flade mod håndflade og en håndryg imod kinden. "Må man spørge til dyret? Har aldrig set et væsen som den, sikke noget smukt hår." lyd det spændt som hænderne igen faldt til hendes små knæ. Blikket gled stille over ørkenblomsten og ud på døren i et nærmest fortryllet syn.

Smiger er aldrig en dårlig begyndelse. Hun smilte skævt som disse ord blev hørt. "Oh, Stemmen af Thal'Elor, hvad tænker de dog om mig? Jeg deler blot hvad mine øjne ser, ønsker ikke at opnå noget - deler blot min virkelighed." Stille dukkede en hånd op foran hendes læber ved disse ord, for at pakke den målbeviste smil lidt væk før hånden faldt til knæet igen. Hun smilte stolt, og lod sit blik falde over rummet som ørkenblomsten kalde deres hus smukt. Stille endte blikket på tæpper under dem, puderne, bordet, og tilbage på ørkenblomsten. "Igen, varme de min sjæl med deres ord." hun lod sine øjne lukke let ved dette smil og træk vejret dybt. "Gæsteværelserne er gjort klar til dem, med egne varme kilder hvis de ønsker at besøge deres drømme her. Samt vil jeg bede dem at skrive på den første side, hvad de ønsker vi skal pakke for dem til hjem rejsen. Lover, at vi nok skal begære dem med deres ønsker." lyd det som hun nikkede imod blokken på bordet. Stille bøjede hun sig til siden, og lod lyset ramme hendes figur mere, lod den lette kjole vise mere, som hun tog hånden om kanden, og begyndte at forsigtigt fulde de to elegante kopper med den sorte velduftende te. "Honning?" spurgte hun let, som den første kop var fuld og hun begyndte på den næste.

Deres kulturer var vidt forskellige og derfor kunne en pludselig latter opfattes på mange måder, dog nåede Sitali slet ikke at tænke i de baner, før at hun så Dagens stemme lægge hovedet let på skrå. Mon hun havde stødt hende ved at gøre noget så ’afslappet’, som at le i hendes selskab? Hun greb helt automatisk fat i Sihans pels, han var lidt hendes klippe, men hun slap, da hun så det varme smil i skovelverens ansigt brede sig. Der var ingen skade sket, men hun måtte træde varsomt i det nye selskab, så meget var blevet gjort klart for hende. Hun bukkede taknemmeligt hovedet til hendes ord, hvilede hænderne i sit skød, som hun havde fået sat sig til rette. Det var altid svært at føle sig hjemme et fremmed sted, men hun var nok én af de ørkenelvere, der ikke ville have problemer med at give det et forsøg. Hun virkede forbavset over Dagens stemme’s spørgsmål, før at hun nikkede til hendes forsigtige spørgsmål. ”Selvfølgelig, Dagens Stemme” svarede hun med et nik, før at hun strøg hånden igennem Sihans pels. ”Dette er Sihan, han er en Bhediya, normalt forefindes de kun i vores grotter hjemme i ørkenen, men han insisterer på at følge mig overalt – Hvilket jeg håber er i orden i Deres selskab” beskrev hun roligt, som hun afslutningsvis forsøgte at udvise skovelveren respekt ved ikke at lægge ordene i munden på hende.

”Jeg siger ikke, at De forsøger at opnå noget, men det er bestemt muligt at opnå noget, hvis det er en del af Deres virkelighed,” svarede hun næsten silkeblødt, som hendes stemme byggede op til glimtet i hendes øjne. Der var tale om et officielt møde imellem deres to kulturer, men Sitali kunne da ikke undlade at lade blikket vandre bare en smule ned over den elegante skikkelse, som sad så pænt overfor hende. Hun nikkede høfligt til hendes ord, varme måtte de have rigeligt af på overfladen, men hun forstod skam godt, hvad hun mente. Smiger og komplimenter kunne varme de fleste op indefra. ”Vi passerede godt disse kilder på vejen, er det noget De, jeres folk, gør brug af ofte?” spurgte hun en smule nysgerrigt. Vandet i Thal’Elor var koldt og havde slet ikke den samme luksus, medmindre man gerne ville afkøles i varmen. Hendes blik faldt på blokken foran hende, som hun rakte ud efter pennen og nulrede den en smule imellem to fingre. Det nedadvendte blik fik håret til at falde ind foran hendes øjne, som hun i en let og tydeligvis vant bevægelse strøg en finger igennem håret og atter fik det placeret bag det spidse øre. Lyset imod Dagens stemme’s klæder fik hendes blik til at vandre op, som hun sendte hende et varmt smil. Hun nikkede atter til spørgsmålet. ”Ja tak” svarede hun dog, som Dagens stemme var fokuseret på kopperne og næppe hende. Honning var ikke noget de var van til derhjemme, men hun havde smagt det på sine udflugter og fandt smagen ganske sød og behagelig imod svælget. Det gjorde ligesom kål på den tørre fornemmelse en lang rejse kunne resulterer i.

Hun lyttede spændt på hvert ord om dyret. Tydeligt hende blik faldt på pelsen som Ørken elverne rørte den, blødt så det ud til. Grotter? "Jeg ser det som skam, en dyr som ham er i grotterne, de burde vise deres skønhed i lyset. Et smukt væsen, og endelig. Det er langt fra uvant her, at nogle danner bånd tættere ved dyr, end andre skovelvere. kender flere som altid rejser med dyr." Kommenteret hun blødt og lod blikket følge de  lange knurhår til deres ende. "Syntes det er et smukt dyr." tilførte hun efter en kort stilhed.

Et kort fnis forlod hende, som ørken elverne talte, bestemt muligt at opnå noget siger de? "De må endelig sige, hvis de, ønsker at opnå noget mens de er her, andet end denne kop te selvfølgelig." kommenteret hun som kanden blev sat ned. Den lille træske, løftede sig fra skålen med honning og blev blidt sat i den ene krop. Begge hænder mødte koppens side og dannede skål om den, før Dagens stemme forsigtigt flyttede den til ørkenelvernes side af bordet. Kort efter, fandt en anden træske, lidt honning og mødte den anden kops indhold."Er nogle jeg selv finder stor glæde i, når månes lys beære os." tilførte hun som ørkenelverne."Tiltrækkende er den damp altid, måske et sted jeg skulle begå mig mere...mhmm. Kan være en behageligt måde at slutte mødet på hvis de ønsker." igen faldt hun stille ind, og flyttede sin egen kop til hendes side af bordet, få gange blev der rørt rundt får skeen forlod teen og bevæget sig til Dagens stemmes læber, som åbnede sig om den og sådan, i en kort dans med tungen, forsvandt det sidste spor af honning som skeen stille blev lagt på bordet efterfølgende. "Men med det sagt, Stemmen af Thal'Elor. Må jeg få stillet min egen grådighed? kan de lokkes til at berige mig om deres minde som skaber mest glæde i deres liv?" Langsomt hævede hun blikket fra bordet hvor hun forsigtigt lagde den, hun smilte spændt imod ørkenelverne.

Det var tæt på umuligt for Sitali at slippe Sihan’s pels, når først hun beskrev ham for andre. Det store dyr betød en del for hende, derfor havde hun heller ikke de store problemer med at tage ham med omkring. Særligt ikke når Sihan tidligere havde lavet et stort nummer ud af, at hun havde efterladt ham derhjemme. Det havde været bare en smule problematisk for vagterne at holde ham i ro og sikre orden i byen. Altså var det bedst, han var med.. Hun lyttede opmærksomhed til Dagens stemme, som hun ikke mente at hans slags skulle gemme sig i grotterne. ”De har ret, de er virkelig en skønhed, men for meget varme påvirker ham også negativt, så det er en hårfin balance at holde styr på,” forklarede hun mere uddybende, som Sihan ikke ville have godt af et liv i heden. Heldigvis var Elverly dækket af høje træer, så han kunne altid finde et køligt sted at slappe af.
”Tak fordi han er velkommen i Deres hjem” fortsatte hun med et høfligt nik. Det var vist meget almindeligt for elvere at skabe et bånd til et dyr, måske mere almindeligt på overfladen, da mængden af potentielle følgesvende i grotterne var begrænset til sky væsner, der helst ikke ville have noget at gøre med andre.

Mon Dagens stemme var sky af sig, det lille fnis fortalte Sitali at der måske lå en interessant personlighed bag hendes officielle væsen. Det fik hende til at lægge hovedet let på skrå, som hun dog flyttede blikket til hendes hænder, som kanden blev sat ned, skeen løftet og koppen flyttet tættere på hende. Helt automatisk rakte hun frem efter koppen og lod ganske blidt pegefingeren strejfe Dagens stemmes håndryg, som hun bukkede hovedet respektfuldt. ”Teen er fin, som en begyndelse” svarede hun med et smil, før at hun blinkede ganske let til hende. Blikket faldt ned på koppen, som hun førte denne tilbage til hendes side af bordet og brugte den modsatte hånd til at røre rundt med skeen. Den søde duft af honning var himmelsk. Hun så allerede nu frem til at smage den søde nektar.
Sitali kunne sagtens forestille sig det smukke i at ligge i den varme kilde med blikket rettet imod den funklende nattehimmel. Tanken fik hende til at rette blikket imod himlen, som et smil gled over hendes læber. Men hun vendte stille blikket tilbage til selskabet, som hun hørte tilbuddet om at tage en tur sammen med Dagens stemme. Der var endnu et glimt at spore i hendes blik, som hun nikkede. ”Det ville være mig en fornøjelse, at opleve kildens varme sammen med Dem, Dagens stemme” svarede hun høfligt, før at hun nikkede og løftede koppen, som for at forsegle deres lille aftale. Hun flyttede skeen let for at tage en tår, før at hun satte koppen fra sig og rørte rundt endnu en gang.
Spørgsmålet kom en smule bag på hende, som hun lod en fingerspids følge kanten på koppen, imens at hun tænkte over sit svar.  ”Det er vel blot Deres egen nysgerrighed?” spurgte hun smilende, før at hun løftede blikket imod Dagens stemme. ”Minder har jeg ufattelig mange af, men jeg må nok ty til mødet med Sihan” indrømmede hun med en let glød i kinderne. Måske hun var for tæt knyttet til dyret? ”Det lille væsen, alene i den store grotte og uden sin familie. Han viste mig tillid fra første sekund, noget jeg er evig taknemmelig for.”

Stille lod hun blikket følge ørken elvernes hånd igennem den bløde lange pæls, eller var den blød? Blød så den ud, lang, glat og blød. Om hun ville indrømme det eller ej, så var lysten til at røre den pragtfulde pæls ved at gå ud i hendes fingerspidser. Hun lyttede smilende til fortællingen om dyret, varme? "Må så spørger om Sin?..Sinhan? Begær nogle specielle ting i gæsteværelset?" Hun lod blikket falde på dyrets mimik, øjne og igen lange, elegante knurhår. Tak? hun blinkede nogle gange ved dette, vippede hovedet til siden og smilte. "Jeg må sige, at de behøver ikke takke, at tage hånd om enhver gæst skaber et livligt samfund selv vor dyriske følgesvend." hun rettede på ryggen som hovedet endte på sin plads, og blikket igen kanden, næsten færdig. Hun smilte som hun mærkede hånden imod sin, blot en fingre. Dagens stemme vendte forsigtigt sin hånd om, og lod fingre glide imod hendes håndflade, som blikket hævede sig til de gyldne øjne, og deres blik. Teen er fin. Hun nikkede høfligt med et smil som hendes øjne gled i, hånden fandt langsomt, hendes skød på ny hvor hendes hænder mødtes. Hun træk vejret en smule dybt som hun stille lod en fingre danse hen over håndfladen der lige var blevet berørt, forhåbentligt gemt under bordet. "Besøg skal altid starte behageligt, og det varmer at høre denne har været netop det." Smilte hun til ørkenelverne.

Stille søgte hun Ørkenelvernes blik, imod himlen, dog lod hun ikke blikket falde tilbage som gæstens gjorde, hun nyd blot synet et øjeblik, at se himlen, solens varme stråler lægge sig over gulvet, nå imod dem, og berige dem med dens varme. Det mest specielle halv hemmelige møde hun har haft, højlyst dag, med frit udsyn til himlen, åbne vinduer, hun træk på smilet og lod en kort latter ved denne tanke forlade hende, dog fandt latterne sin ende lige så hurtigt som den startede. Blikket vente retur imod ørkenelverne som hun talte om kildernes varme. "Deres nat skal nok blive afslappende, intet mere behageligt en at nyde godt selvskab i månes lys, og vandets damp." Stille lod hun sine ord falde ind, som hænderne løftede sig og søgte den varme kop. Håndfladerne dækkede så meget af koppen som muligt. Hun sukkede afslappet som hun mærkede den behagelige varme. "Drømme bliver nemt til virkelighed, ideer kommer en så naturligt i kildernes afslappende kram." forsatte hun og løftede koppen til sit skød. Som ørkenelverne talte om sit lykkelige minde, hævede koppen sig foran hendes læber, og en snus til den skønne duftende væske kunne høres som hun lyttede, ikke at man behøvede at løfte koppen for dette, duften spredte sig stille i lokalet. Dette blev gjort, blot for at gemme smilet der dukkede op på hendes læber. "I guderne, hvor skønt et minde." lyd det bag kroppen, og som koppen faldt til skøddet igen, vente hun tilbage til det høflige smil. "Nat." hun stoppede og rystede stille sit hoved. "Må natten betro dig med at genleve det. Han virker til at nyde deres kærlighed, som de nyder hans." lyd det blidt som blikket faldt til koppen der dampede fra hendes skød, hendes øjne lukkede igen, som hun forstillede sig kort, hvordan det mon føles at sidde så tæt på det skønne dyr, måske i armen af en ørkenblomst. Hun blinkede nogle gange som koppen blev hævet til hendes læber, i et forsøg på at gemme den røde farve i hendes kinder, de sekunder den var der.

De lange blikke imod Sihan’s skikkelse var ikke til at undgå, som Sitali bestemt mærkede hvordan Dagens stemme fulgte hendes bevægelser med hånden. Derfor valgte hun også at trække hånden til sig, blot for at se, hvad det egentlig var at skovelveren fulgte med blikket. Hun strøg let en finger hen over sit eget kraveben for at rette på halskæden. Måden skovelveren talte til hende på, virkede så anderledes og anstrengt, at Sitali ikke helt kunne lade vær med at fokusere på dem. Mon alle snakkede på den måde i Elverly? Hun vendte dog stille blikket imod Sihan, hans begær? ”Sihan,” gentog hun for at hjælpe Dagens stemme på vej med udtalelsen af hans navn. ”begærer gerne et stykke råt kød eller to, hvis det fås på disse kanter” det var svært at sige, hvad skovelverne havde et byde på. De var meget tæt med naturen og Sitali kunne forestille sig, at de næppe slog et dyr ihjel uden en god grund og sult var ikke nødvendigvis nok.. Sihan løftede hovedet ganske let, som han forsøgte at flytte den ud af solstrålen der havde strukket sig længere ind i rummet. Han fandt hurtigt en ny stilling, som Sitali lo af hans minimale indsats for at flytte sig ud af solens varme. En berøring kunne vise mange ting om en person, særligt da Dagens stemme ikke valgte at trække hånden til sig med det samme. Hun var altså imødekomne overfor berøringen. Det bragte et glimt til de gyldne øjne, som hun bed sig let i underlæben og nikkede af de sagte ord. Hun greb stille ud efter fjerpennen for at løfte den imod blækket, dyppe spidsen og starte med at notere sit begær, som instrueret at Dagens stemme tidligere. ”Det betyder meget for Dem, at alt er perfekt, ikke sandt? Som Dem” spurgte hun med blikket rettet imod blokken og de lette bogstaver, som formede ordene let.

Imens at Dagens stemme dvælede ved himlen tog Sitali sig den frihed at betragte hendes silhuet med hovedet let på skrå. I bunden af papiret noterede hun nogle mindre noter til senere, hvis mistanken var korrekt. Men hun måtte lytte til hendes ord noget mere for at se om der var et andet sammenhæng end hvad ordene egentlig fortalte hende. Sitali fandt muligheden spændende, hvilket ansporede glimtet i hendes blik. Deres blikke mødtes, som Sitali ikke havde flyttet sit fokus fra hende, men hun blev ikke forlegen over at have været betaget af hendes skikkelse for en stund. Deres nat.. Drømme bliver nemt til virkelighed. Aldrig havde hun hørt nogen omtale drømme på den måde. Det lød helt fortryllende, som hun sukkede næsten saglig, fanget i et øjeblik af ’svaghed’. ”De får det til at lyde magisk” indrømmede hun, som for at forklare det manglede ord på Dagens stemmes ord. Det var uhøfligt bare at lytte, selvom hun følte at hun kunne vende ind i drømmeland bare af at lytte til hendes stemme. Endnu en note.. ”Genleve mindet? Undskyld jeg spørger, men De taler som om det kunne ske og ikke blot som et minde.. Har jeg opfanget deres ord forkert?” hun var nysgerrig efter at vide, hvad Dagens stemme forsøgte at fortælle hende. Derfor var hun også lidt nød til at stille spørgsmålet direkte. Hun kendte ikke meget til skovelverne eller de rygter der lurede i krogene om Dagens stemme. Blikket faldt imod hendes blik, som hun strøg fingeren over blækket, læste højt inde i hovedet, før at hun rettede blikket imod hende igen. ”Ja” svarede hun ud af det blå, før at hun placerede pennen ved siden af blokken igen og vendte retur til teen, som hun let placerede fingerspidserne imod koppens sider og løftede det til sine læber for at tage en tår.

Hendes blik dansende med ørkenelvernes hånd, og befandt sig hurtigt på over den markeret krave ben, og på den gyldne halskæde som fingren begav sig over på den. Forsigtigt lod hun blikket falde tilbage på den tydelige kraveben og stille op ørkenelvernes halse før hendes blik kom tilbage på de gyldne øjne foran hende, her lod hun stille blikket falde til gulvet og langsomt tilbage til hendes egne knæ. "Sidka?" gentog hun ordet forvirret og sendte et høfligt nik imod dyret. "kød selvfølgelig...Men tilbage til os. Beklager Sidka? De skal nok få deres.".

Dagens stemme smilte glad ved de ord der kom hendes vej, perfekt. Hun lod blikket falde til koppen ved de ord som kom efterfølgende. Stille løftede hun koppen fra sine knæ til foran hendes bram. "Ønsker, blot alt er som vores gæst, og intet er perfekt - men at søge det er drømmen." smilte hun over koppens rim og førte den til de røde læber med de sorte prikker. Hun smilte som hun så at blokken blev taget i brug. Ikke at hun så hvad der blev skrevet, men at se hånden lave de små, fine elegante bevægelse over blokken var nu rart og mere fangende end det burde og se de spinkle fingre, det tynde håndled. Stille lod hun blikket hæve sig til på ny til de gyldne øjne. "Dem, verden, drømme, væsner, alt er magisk, hvis man blot ser det i de rigtige lys, under den rigtige stjerne måske?" smilte hun som hun lod koppen falde til hendes skød på ny, og lod sine hænder forme ring om den. Løftede stille en fingre og lod negle ramme kanten af koppen. Klang, klang.. En to..En to..En to tre fire..En to.. Lyd det stille fra hendes skød som samtalen gik videre. Hendes blik gled igen stille ned på kravebenet, langs ørkenblomstens hals, mon ikke du også er, tænkt hun kort, som blikket gled op til de fangende gyldne øjne."Nær, vores drømme, vores minder, vores mål er altid nær. Men nej, de hørte mig Stemmen af Thal'Elor...Hvis de ønsker, og genleve sådanne et minde, blot smil og de vil i nat." lyd det som hun sendte et selvsikkert smil imod ørkenelverne. En to..En to tre fire..En to. lyd melodien stadig men stoppede som ordet -ja- han i rummet. Dagens stemmen blinkede nogle gange og lod hovedet vippe frem og tilbage. "ja?" spurgte hun forvirret som hovedet stoppede med et øreringen hvilende på hendes skuldre. "ja? Hvad..Mener de?" spurgte hun igen forvirret, men mere nysgerrig end endelig sandt forvirret.

Mon navnet virkelig var så svært at udtale? Det var aldrig rigtig faldet Sitali ind, at Sihan’s navn kunne være et problem i andre kredse, men nu var der heller ikke særlig mange, som bekymrede sig om det store dyr, medmindre han selvfølgelig angreb dem eller forstyrrede en vigtig samtale. En samtale, som deres, som Dagens stemme hurtigt valgte at lede Sitalis fokus tilbage på det egentlige formål med mødet. Ikke at det var helt tydeligt endnu, som hun dog var villig til at lære en del om skovelvernes kultur og besvare eventuelle spørgsmål om sin egen. Men hvad formålet helt præcist var, virkede en smule underforstået, som samtalen fortsatte. ”Tak” lød det endnu en gang, som hun var overbevist om at det store dyr bag hende ville være taknemmelig for kød uanset hvilken afskygning det kom i. Selvfølgelig havde han sin favorit type, men den slags ønsker ville hun bestemt ikke belemre skovens væsner med.

En løftet hånd blev flyttet imod skeen, som Sitali rørte denne rundt i koppen, før at hun bankede den ganske let af på kanten og flyttede skeen til bordet. Så kunne hun nemmere få sig en tår af den varme te og nyde den søde eftersmag, som hun fugtede læberne med den varme væske efterfølgende. Den søde duft var himmelsk og forførende. Særligt i dette selskab, som de tydeligvis havde en agenda i tankerne, men alligevel ikke kunne dy sig fra at lede tankerne en anden vej også. Ønsker.. ”Er De sikker på, at intet kan måle sig med perfektheden?” spurgte hun med et sigende blik i de klare og gyldne øjne. Man kunne selvfølgelig søge alt i sine drømme, men var det ikke langt bedre at opleve det i virkeligheden? Medmindre drømmen var virkeligheden, var det mon det, Dagens stemme forsøgte at fortælle hende? Dem.. ”De har ret, alt er magisk, selv hvis ikke alle tror på magi, så oplever de det til dagligt” et let nik, et buk med nakken for at understrege hendes forståelse af ordene der blev sendt i hendes retning. Endnu en gang fangede melodiens hendes opmærksomhed. Hvad mon denne melodi betød for hende, siden den fandt vej til det yderste af hendes fingerspidser, så meget at hun ikke kunne lade vær med at bringe melodien til live? Nær.. ”Sikker, sikker på at vores drømme altid er indenfor rækkevidde? Vi, ørkenelvere, har svært ved at drømme uden at blive bremset af begrænsningerne i vores land” alligevel fandt et let smil vej til hendes læber, som hun forsøgte at tale skovelverens sprog, om end de kringlede måde at snakke på, skabte røre i hendes tanker. Hvad mente Dagens stemme med invitationen? Melodien dukkede op igen, Sitali var overbevist om at hun måtte stille spørgsmålstegn ved det, men forvirringen hos skovelveren fik hende i stedet til at sende hende endnu et smil. ”Jeg troede, De stillede et spørgsmål” forsvarede hun sig selv, næsten undskyldende for måske at have taget fejl, som hun dog ikke veg fra Dagens stemmes ansigtsudtryk. Der var noget, som lå skjult, men måske hun havde taget fejl?

Hun smilte som Ørkenelverne takkede hende, Stille hævede en hånd fra koppen og mødte sin fjer, lidt blæk, og hendes fjer mødte blokken. kød, Stort tæppe, blev kort skrevet og siden bøjet op og en ny blank side kom til lys. Fjeren blev lagt på blokken og hånden dannede igen ring om koppen. Jo der var ikke blevet bedt om en tæppe, men mon ikke Sidka..Sihan, ville fortrække at have nogle blødt til natten. Selv, ville hun ønske at finde ro i dyrets pæls, men det ønske måtte vente til fremtiden. Hun lod stille blikke glide imod Sihan pæls som disse tanker gled forbi hende igen. Måske blot en undskyldning for at lade blikket stille bevæge sig langs ørken elvernes hofte, side, skuldre, kraveben, hals, læber, og før hendes blik endte på de skønne gyldne øjne.

"Mon, ikke der findes sjæle som overgår perfektheden, har øjne på en blomst der gør." De lilla øjne lukkede hurtigt som disse ord blev sagt, koppen blev igen ført op til næsen, og endnu en gang gemte koppen hendes smil. Stille blev hendes nydelse af duften til en lille tår af teen. Som koppen forlod hende læber, dryppede få dråber fra hendes læber, fra hendes hag ned imod den silke gennemsigtige kjole. I hast fandt den frie hånd hendes læber, for at fjerne de sidste dråber der stadig faldt. Hendes blik gik væk fra ørkenelverne, og koppen sat på bordet. Hun brugte stille håndryggen til at fjerne dråberne på hagen. "De, må beklage mig." lyd det stille fra hende, som hun lod blikke falde på de klare fire prikker der ny var på silken. "kan, de undskylde mig et øjeblik?" forsatte hun, og stille rejste sig. En hånd på træet til at løfte hendes hofter op, fødderne kom fri, og mødte gulvet. Stille begyndte hun at gå imod siden af lokalet. Et skab. "lokkes, er noget drømme gør - om begrænsninger mødes eller om man er fri." Stille stoppede hun før skabet og lok blikket falde bag sig imod ørkenelverne. Spørgsmål?

Hun hævede en hånd foran sine læber, som hun begyndte at grine. Hun vente sig stille om og lod sin front møde ørkenelverne. "Må, sige de er kløgigt. Mange ser aldrig legen." disse ord bryd latterne som hun nejede for ørkenelverne. "Jeg, hedder Yume'Ave, De'la Rochejacqueleil Risindier, title som Dagens stemme. En ære at møde dem, Stemmen af Thal'Elor." Kort rettede hun sig op, og lod hånden forlade hendes læber som latterne faldt hen. "virkelig, deres førstehånds indtryk har varmet min sjæl. Vil dog sige, at..hver ord er sagt i ærlighed." Hendes stemme blev lavere efter ordet at, som hun vente sig imod skabet igen, og tog et rødt silketæppe ud og lagde over sine skuldre, der mildt dækkede pletterne på hendes bryst. Før hun gjorde tegn på at ville vende retur til bordet.

Der var bestemt ingen problemer med de langsomme undersøgende blikke, som skovelveren valgte at sende i hendes retning. Det blev skjult så fint og elegant, at det nærmest virkede uskyldigt, selvom Sitali ikke havde problemer med at blive tjekket ud på den måde. Dagens stemme havde sikkert et ry af varetage, men ud fra hendes egen erfaring, så kunne man hurtigt bruge for meget energi på at være forsigtig. Ingen sagde, at den slags leg kunne fungere, men det var næsten altid det værd at give det en chance. Særligt sådan som Dagens stemme fremstod, hvordan det gennemsigtige stof lagde sig omkring hendes krop og egentlig ikke overlod meget til fantasien, men stadig var respektabelt, lidt som Sitali’s eget tøj. Skovelveren kunne heller ikke vide, at Sitali ikke var den generte type eller tilbageholdende for den sags skyld. Hun var bestemt meget åben omkring sin interesse, deraf de mange blikke.

Rosen var så småt begyndt at finde vej direkte til skovelverens ord, men hun fornemmede stadig godt, at der var skjulte beskeder gemt i sætningerne, hvilket var grunden til at hun lyttede opmærksom til hendes ord, men samtidig også sagtens kunne følge den ’anden’ samtale de havde gang i. ”Hvor meget kan De vide fra den afstand?” spurgte hun med et let smil på læben. Hun lod dog hurtigt blikket falde imod koppen, som hun ikke behøvede se Dagens stemmes reaktion, der var efterhånden mange måder at reagere på, men hun ville gerne indbyde til nærvær uden at virke for insisterende, selvom de skjulte beskeder ledte hende direkte i den retning. For en stund troede hun at skovelverens flugt fra bordet skyldtes hende selv, netop fordi hun ikke havde bemærket pletterne på tøjet, før at hun rejste sig. ”De behøver ikke beklage” svarede hun med et høfligt nik og valgte blot at udnytte muligheden for at se hendes svæve hen over gulvet. Bevægelserne var ganske elegante og lette, mon det hørte racen til? ”Ønsker og drømme, vi burde alle være fri, ikke sandt?”  hun smilte, selvom Dagens stemme havde ryggen til hende, som hun strøg hånden over Sihans pels igen. Han var fuldkommen rolig over situationen og fattede nok ikke, hvad de havde gang i. Elvere.. tænkte han nok.

Latteren var sød, som en sød og fængende melodi. Det bragte helt naturligt et smil frem på Sitalis læber. Hun havde opfanget hintet fint, selvom Sitali selv havde følt sig langsom til netop at opfange hendes leg. ”De gjorde det bestemt ikke nemt” indrømmede hun med et nik, som hun bukkede hovedet og pegede imod papiret med sin højre pegefinger, hvor hun havde været nødsaget til at notere ordene i begyndelsen. ”Vil ikke tro mig, men aldrig har jeg hørt så langt et navn før.. Mit navn er Sitali Rhe’ol, er virkelig beæret over at måtte møde Dem i eget hjem, Dagens stemme” hilste hun høfligt og respektfuldt, som hun bed sig ganske let i underlæben. Havde hun virkelig givet hende et varmt indtryk allerede nu? Det var ikke blot varmen fra solens stråler, som steg dem begge til hovedet?

Det var ikke unormalt for Dagens stemme at ønske at være uforstyrret til møder, faktisk mere unormalt hun ikke gjorde dette klart. Normalt af høflighed til de andre, at vide alt hvad der siges bliver i lokalet, var altid beroligende. Men dette møde, begyndte hun stille at være glad for denne aftale, af helt andre grunde. Denne dag var glæden selvisk, at være uforstyrret, og nyde denne ørkenblomst, vel vidende at de næste mange timer vil ingen røre døren bag ørkenelverne, med mindre de sendte ord ud. At lade sit blik falde over hende, og mærke hendes blik danse mindst lige så meget på sig selv, som hendes gjorde tilbage.


Afstand? Hun smilte skævt ved ordet. "Blomsten, må jeg vel plukke en dag? Således den kan nydes her? Måske endda have den i min egen have så tæt jeg Begær?" Smilte hun glad tilbage, uden at gemme smilet denne gang. Blot lod tæppet finde hendes skuldre som hun lod dække de meste af hendes overkrop. Stille begyndte hun at tage skridt tilbage imod bordet. "Behøver, nok ikke. Men vente dem ryggen. Beklager." hun nikkede høfligt ved disse ord, og lod sine knæ finde puden på ny. "Ikke, alle er desværre, nogle er fanget af mareridt." forsigtigt satte hun sig til rette, skinneben lige under sig, hænder mødte hendes knæ som endnu et nik blev sendt i ørkenelvernes retning. "Søvn, er for nogle en gave til festligheder." Hun sukkede let som hænderne samlede sig om koppen foran hende, som denne gang blev på bordet. "Vel, har hørt om nogle af jeres problemer, slaverig? Ressource fattigt land, sult...Er disse de begrænsninger de nævnte tidligere, Sitali? Håber jeg må kalde dem det. For smukt et navn at være i skyggen bag en titel." spurgte hun forsigtigt og længede sig let ind over bordet, og benyttede hænderne om koppen som støtte.

Stille log hun den ene hånd fange fjeren igen, som begyndte at lave lange forsigtige bevægelser over blokken, tydeligt ikke ord. Hendes blik begyndte at danse mellem blokken, hendes egen hånds bevægelser, og stille dansede sig tilbage til Sitali selv. Den anden hånd fjernede sig også fra koppen, og endte som støtte til hendes egen hage. Hun åndede lettet ud, som den professionelle officielle stilling kollapses med den afslappet.

Elverly var kendt af mange, hvorimod Thal’Elor kun var for de få, ørkenelvere var de eneste, der var velkomne i byen. Men selv Elverly var kendt for lukkede døre og regler, så Sitali følte at det var muligt at skabe en parallel til området, måske endda skaffe nogle inputs til selv at åbne op for den by, hun kaldte sit hjem. Men den slags tanker skulle man være forsigtige med at dele om end hendes tanker slet ikke gled imod officielle emner, blikket hvilede på Dagens stemme, vandrede let og elegant over hendes slanke skikkelse. Hun var som fortabt i måden skovelveren bevægede sig på. Mon Sihan kunne mærke stemningen imellem dem? Han var uanset hvad døset hen i en afslappet stilling bag Sitali, dog ganske tæt, så han kunne vågne, hvis hun flyttede sig for drastisk. Den evige følgesvend.

Nok var legen afsløret, men skovelveren fortsatte i samme spor, hvilket blot bragte et smil frem på de smalle læber. Hun åbnede munden ganske let for at besvare ordene, men valgte i stedet at tie, som en enkelt fortand blottede sig over underlæben i et ganske let bid. ”Blomsten kan gro, leve overalt, så længe solen skinner” svarede hun med næsten funklende øjne. De gyldne øjne dansede, legede med Dagens stemmes skikkelse. De små bevægelser blev noteret omhyggeligt, som tæppet strøg omkring skovelverens skuldre. Kærtegnede den lyse og sarte hud, fangede Sitali for en stund, som hun måtte lade blikket falde på sine hænder, og endte med at løfte den ene hånd mod sit bryst. Mon Dagens stemme var bevist om den fysiske leg? ”Er muligt, men De er tilgivet, tak for udsynet” svarede hun med et nik, hun havde vel aldrig lagt skjul på de dvælende blikke, der faldt på skovelverens figur? ”Selv mareridt kan bekæmpes med den rette ingrediens” hun flyttede hånden fra sit bryst, som Dagens stemme atter bevægede sig, hvilede dem imod bordkanten og lod let en fingerspids strejfe koppen. ”Overbevist om at slaveri af mit folk ikke er en hemmelighed, desværre, men vi har ressourcer” svarede hun stille, emnet var en smule ømt for Sitali. Hun havde selv været tæt på i sin ungdom og ønskede ikke at flere skulle udsættes for den behandling. Hun nikkede til Dagens stemme om brug af hendes navn. Det vejede ikke så tungt, som det gjorde i andre kredse. ”Om De har ret, mit navn er ganske almindeligt, hvor jeg kommer fra” tilføjede hun med et glimt i øjet, før at hun løftede sig ganske let fra sine egne ben for at placere håndfladerne imod bordet og løfte sig imod Dagens stemme. ”Dem tager man ikke fejl af” rosende ord, om end de var skjult lige under overfladen og i de gyldne øjne.

Blikket gled imod blokken, som Sitali hørte fjeren bevæge sig og uden lyd forsøgte at følge bevægelserne. Hun havde ikke planer om at forstyrre hende, men det sitrede i hendes fingre efter at røre de slanke fingre igen. Derfor flyttede hun støtten til venstre hånd for at række ud efter Dagens Stemmes hånd. Denne hånd blev dog flyttet imod hagen, som Sitali løftede hånden ganske let og lod en fingerspids strejfe ned over hendes arm imod blokken, hvor hun med fingeren ’skrev’ uden blæk, Dragende.

Thal'Elor, en by som altid fangede Yume'Aves opmærksomhed i bøger. En by ingen vidste noget om, og alt blot var andres ord, men alle talte om grotten, og hvor smukt mon dette sted var. Hvis alle der begik sig så ud som hende, i Haladis, hvor ville det være et vidunderligt sted for en ferie. At se hvordan man formede en by ud fra en grotte, og gøre det så smukt som ordne de få rejsende havde delt. Men alligevel, sad hun med følelsen af at blomsten foran hende, nok i sandheden være centeret for Thal'Elor, og uden tvivl det som ville fange hendes blik som nu. Hun blinkede nogle gange som der gik op for hende hvor låst hendes blik var på Sitali, som hun kæmpede for at fremme den skønne markeret hals i blokken. Hun bidt sig stille i læben som blikket gled væk og imod blokken og fjerens dans, hver tegn i et forsøg på at fange blomsten i blokken. Stille lod hun blikke falde op igen på Sitali før sig, og biddet på hendes læbe blev stille fanget i blokken som Yume'Ave lod blikket danse over hendes ansigt.

"Glæder, mig til at se blomsten gro og finde hjem i min have." Svaret hun stille, og lod blikket let danse over næseryggen, som den også fandt plads i blokken. Blikket gled over øjebrynende som de begyndte at finde plads over de stadig manglende øjne. Dog, var dette nærmest umuligt, som hendes blik, gang på gang søgte de gyldne øjne, og mærkede deres dans på hende selv. Hun smilte dybt, og skiftede sit fokus, øjenbryn kan vente, de vidunderlige øjne først...De fangende, tiltrækkende. Fjeren stoppede som Sitali talte, og Yume'Ave lod stille tungen fugte hendes læber. "Mig? Er blot glad for at kunne berige deres sind, som de beriger mit." Endelig, var et øje på blokken, et mildt skuffet blik gik fra blokket til øjet, og tilbage på blokken. Noget, tydeligt manglede, som hendes blik faldt frem og tilbage gang på gang, som hun bidt tænderne lidt sammen irreteret over dette. Stille gav hun op, og forsatte ved det andet øje. "Til, mareridt hjælper den rigtige sjæl nær, ofte mere end urter." Stille lod blikket være låst på den, oh så fangende øje, hendes blik faldt til brokken og fjernes dans stoppede, og hendes blik stirret på en streg i øjet som tydeligt ikke skulle være der, hun sukkede let og lod blikket falde på Sitali. "I, guderne jeg drømmer om en dag vort folk ikke skal frygte andre begær vor skønhed som mange gør, i ondt syn med vold og tvang." Hun gav stille op på sin tegning, og lod fjeren møde kanten af blokken. S, I, T, A, L, I, blev skrevet elegant i hjørnet, en kurvet steg under før fjernen fandt tilbage til figuren, og hun gik i krig med de skønne læber, hun sukkede let ved tanken om dem, at have dem.. Disse tanker stoppede lige så hurtigt som de kom frem, som hendes tænder igen mødte mildt hendes underlæbe. Navnet var almindeligt? "Nat..." mere lyd der ikke fra hende som hånden mødte hendes hage. Instinktivt lod hun sin krop følge hånden, "ehh" lyd det stille, skuffet som hånden forlod hendes ansigt, hendes blik låst på hånden som gled over hendes arm, mod hendes hånd, lige..nær hendes fingre. Hånden rystede som Sitali rørte den, langsomt hævede hun sit blik og så Sitali, så nær, tættere end før, hendes læber skilte sig en smule, og ikke kun Sitali lænede sig frem over bordet.

Fjeren blev tabt, og en steg over stegning slået i uheld som Yume'Ave vendte sin hånd igen, og søgte at holde Sitalis skønne, slanke fingre, i sin hånd. Hendes hånd forlod hendes hage, som Yume bøjede sig længere ind over bordet. Hånden bevægede sig med imod Sitali, og søgte hendes kind. Stille, hviskende lyd et enkelt ord fra Yume'Ave som hun kom nær Sitalis. "Ørkenblomst." Hendes øjne gik i, som afstanden blev mindre, og mindre. Hendes læber, hendes hænder, hendes skuldre rystede af spænding.

Hendes hjemby var et fantastisk sted, men Sitali var langt mere beundret af Elverly, de mange bevoksninger og hvordan livet summede i alle kroge. Det var ikke det samme derhjemme, hvilket også var grunden til at hun nød at forlade byen, men samtidig også nød at komme hjem til at de trygge rammer. Det nye selskab var særligt på så mange måder, at Sitali følte hun måtte gøre en indsats for at følge med og ikke sakke bagud. Ordlegen var en fantastisk måde at holde hovedet i gang på. Det holdt hende ved ilden, som hendes blik dog ofte vandrede over Dagens stemme, fæstnede sig ved de mange detaljer på hendes påklædning og ikke mindst smil og glimt, der blev sendt hendes vej. Sådan en skønhed måtte have mange bejlere.. Og hun var beæret med at nyde hendes selskab alene. Kunne hun være mere taknemmelig? Biddet blev længe holdt i underlæben, som hun lod tankerne løbe af med hende, imens at Dagens stemme tegnede på blokken med hvad der virkede som en øvet hånd.

Blomsten, sikke en uskyldig måde at beskrive hende på. Det bragte et smil frem på læben. Blomsten var for længst startet sin blomstring, det sekund hun var trådt ind i rummet og nød bestemt godt af solen foran hende. ”Hvem gør ikke det?” spurgte hun forsigtigt, som hun løftede det ene øjenbryn og flyttede let på hovedet. Sitali var ikke i tvivl om at Dagens stemme var i færd med at fange hendes linjer og nedfælde dem på papiret. Hun ville dog langt hellere få fingrene i hende i stedet for afstanden, der var påkrævet under de officielle møder. Møder som disse, men mødet havde taget en hurtig drejning, som Sitali var fordybet i sin værtinde. Hvad mon gik igennem hendes hoved, for hvert strøg med fjeren?
”Siger De med et skuffet blik..” der var blot tale om dril, som der hvilede et stille smil på hendes læber. Hun havde skam forstået at Dagens stemme fokuserede på papiret og måske ikke var helt tilfreds med resultatet derpå. Mon hun havde brug for en hjælpende hånd? ”Vi kunne ikke være mere enig, Dagens stemme” svarede hun med et nik. Mareridt kunne afhjælpes på mange måder, en af dele seng med var bestemt at foretrække, når de dystre mareridt truede med at tage over i mørket. Dagen var nu det bedste lyspunkt.
”Behøver vort folk hjælp, så træder jeg gerne til, men frygten for slaveri er stor, derfor mit folk bliver hjemme.. Ingen kan vide sig sikker” indrømmede hun med et let suk. Historien havde det med at gentage sig. Derfor var ingen i rådet klar på at åbne op for byen, truslen var for stor og ubekendt til at den risiko skulle tages for et fredeligt folkefærd som ørkenelverne. De havde krigere og andet til at holde vagt, men kun for at sikre deres egen overlevelse. ”Vent..” vente, det lød som et kald på opmærksomhed, selvom hånden allerede var tæt på Dagens stemmes hage. De mange linjer og detaljer blev ganske let berørt på vej imod blokken.

Fingrene blev flettet sammen, som fjerpennen ramte blokken og Sitali nu for alvor havde rejst sig på sine knæ for at nå ind over bordet. Langsomt lænede hun hovedet til siden imod skovelverens hånd. Et let suk forlod de smalle læber, som de gyldne øjne blev rettet imod modparten. Ørkenblomst.. Ordet var sødt og fyldigt, som hun fugtede sine læber og derpå endte med at møde skovelverens læber i et søgende kys. Hånden blev løftet imod hendes nakke, som hun strøg fingrene over tæppet i et forsøge på at skubbe tæppet af de lette skuldre. Blomsten spredte sine kronblade, i fuld blomst.

Blomster var altid noget der havde fangets Yume'Aves opmærksomhed, at se naturen forme så farverige, så forskellige, så velduftende, specielt når det var netop denne blomst øjeblik til at hilse på verden. At vide netop hvornår hvilken del af have vidste deres fulde blomst, var blevet en hobby for hende specielt i foråret og den tidlige sommer. Af samme grund, var disse også de første illusioner hun havde lært at lave, blomster i netop det øjeblik de sprang ud i deres fulde blomst. Dette øjeblik, med ørkenblomsten var dog noget helt andet, hvert øjeblik hvert sekund var så blomsten kom mere og mere i blomst, blev sværere og sværere at tage blikket fra, det var enten blokken, eller blomsten selv, og blomsten begyndte at fylde mere, og mere i dagens sind.

Mon denne blomst, virkelig var fanget så meget som dagen? I det første øjeblik blikket falde over Sitali har det været svært at holde tanker fra hende, flere gange måtte hun tvinge sine tanker tilbage til, noget anstændigt. Fra første gang om hvordan det ville føles at falde i Sihans pæls i hendes arme, at sidde i baddet og beskue hendes figur, og det øjeblik hvor hun mistede fokusset og lod teen falde på silken, og endelig nu, hvor de spændt kom nærmere og nærmere, begyndte hendes sind at vandre fra mødet selv. "Vær, fri, titel kan forsvinde og kald mig hvad de begær" Lyd det i øjeblikket ørkenblomsten stadig kaldte hende titlen. Hendes fokus uvant for hende, begyndte at falde, blokken var mere blot et måde at huske dette var virkeligt, en måde at forsikre at selv hvis man vågnede nu, at man havde beholdt noget af denne skønne drøm. Talen om slaveri hang på trods af stemningen tungt i lokalet, og på trods af sit manglende fokus, var det svært ikke at lade sine tanker vandre. Hun sank en klump ved ørkenblomstens ord, og lod tanken falde på sine egne erfaringer, blot et øjeblik forsvandt smilet, selv det skuffet blik over hendes tegning, et langt blink forlod hende. "Min, eget sind har mærket det mere end jeg bør sige. Desværre, må vi kæmpe for fremtiden, den drøm med vort folk frie fra andres hænder." Blinket endte og med det kom smilet tilbage i øjeblikket ørkenblomsten kom tilbage i syne. Man skal leve i nyet, og sine drømme, ikke sine mareridt, lyd hendes indre kort i øjeblikket vægten blev flyttet til hendes knæ, og den kom afstanden mellem hendes ben, og resten af hendes krop - som bevægede sig længere og længere ind over bordet.

Et lettet suk forlod hende som deres fingre mødte hinanden, endelig, skreg hendes indre som hun mærkede de spinkle fingre, imod sine. Stille løftede hun en fingre fra Sitalis, og lod en negl møde ørkenblomstens håndflade i blide, glidende bevægelser. Den anden hånd mødte Sitalis kind, og langsomt gled imod hendes øre, hendes hår, blot for at mærke det lyse hår, og stille lod to fingre møde det laveste punkt på gyldenbrune øre. Den søde smag, ørkenblomsten havde knækkede resten af hendes fokus, de bløde læber, den søde smag, så fangende, hun holdt kysse kun et ganske øjeblik. I øjeblikket hun fjernede sine læber fra Ørkenblomsten, faldt tæppet til jorden, og den gennemsigtige lette silke kom tilbage i lyset. Hendes pande søgte ørkenblomstens, og stille træk hun vejret dybt som hun hviskede et enkelt ord. "Drøm." Som ordet forlod hende, kunne hun ikke lade være, med igen at søge de fangende, lokkende læber, dog lod hun aldrig sine læber røre, blot komme nær som hun drillende søgte at lade sin tunge, danse let over ørkenblomstens læber. Hånden gav stille slip på den gyldne øre, og faldt let på den slankefigur under øret. En negl gled let fra øret, ned af halsen, og søgte kravebenet, der sådan havde fanget de lilla øjne tidligere.

Nok havde skønheden i skovelverens hjem fanget hende fra første sekund, hun havde beskuet hjemmet i træet, men synet af Dagens stemme havde fanget hende mere. Solen kunne ikke længere drage hendes blik bort fra skikkelsen foran hende. Hun måtte se hvordan ansigtet bevægede sig, når læberne bevægede sig, hvordan blikket forandrede sig, når hun svarede hende på de hemmelige beskeder. De var begge draget imod hinanden og Sitali havde i al hemmelighed nevet sig selv i låret for at styre sin egen lyst. Men beskederne.. De havde trukket hende væk fra de officielle punkter på dagsordenen og de var slet ikke kommet i gang endnu.. Mon det var håbløst fra starten? Sitali overvejede at slippe sine hæmninger, så de kunne få lysterne af vejen og måske nå frem til mødets kerne. Hvis ikke det var kernen? Hvor ville hun bare gerne kortlægge hendes figur nærmere.. Glimtet i de gyldne øjne vendte retur, som Dagens stemme bad hende kalde hende, hvad hendes hjerte måtte begære. Derpå måtte hun bide sig selv i underlæben for ikke at tage en forhastet beslutning. Min drøm.. Min elskede. Åh Haldis altså, hvorfor lege med hendes sind nu? ”Endelig” hviskede hun stille, som hun allerede havde løftet sig fra sine fødder. Det var svært at sidde stille når invitationen lå så tæt på. Den var indenfor rækkevidde, ville det være uanstændigt at gribe den straks? Der var ikke længere fokus nok til at holde samtalen kørende. Det sitrede i hendes hænder, hun måtte tættere på, men ville heller ikke virke desperat, hvis hun havde fejltolket hendes beskeder.

Hænderne gled hen over bordet, for at give hende støtte, som Sitali forsøgte at nå længere ind over bordet uden at miste det stabile underlag under sine ben. Tænk hvis hun faldt? Den ene hånd måtte tættere på, derpå søgte hun skovelverens fingre, lod sine danse over hendes, før at de blev flettet sammen og kærtegn fandt vej til hendes håndflade. Sitali lænede hovedet imod hånden imod hendes kind, glimtet var ikke blevet mindre. Hjertet hamrede i hendes bryst, som de kom tættere på hinanden. De var indenfor rækkevidde. Snart kunne hun få en fornemmelse af de særlige læber. Tæppet faldt, som deres læber atter tog afstand og Sitalis blik fulgte hurtigt tæppets kærtegn over den slanke krop. Ordet fik hende til at løfte blikket bort, men svaret nåede aldrig over hendes læber, som hun følte skovelverens tunge imod dem. Munden stod ganske let åben, før at hendes egen tung søgte Yume’s.. Hånden på bordet blev løftet højere op, som hun strøg en blid finger over skovelverens skulder, ind mod halsen, indtil den lagde sig om hendes nakke og trak hende tættere på, så deres læber kunne mødes og tungerne for alvor danse sammen.