Regnen sev ned ad de høje ruder, så verden udenfor blev udvasket og de dunkle farver flød sammen. Et lyn flænsede himmeltæppet og efterlod Krystalpaladsets spir som et blækaftryk i den kortvarigt oplyste nat. 
En dag sidder jeg deroppe, lød en stille tanke, mens læberne smagte på den bittersøde vin. 
Han stod oprejst, selvom stolen bag ham var indbydende blød. Der var noget ved vejret, der fik nervebanerne til at ville strække sig ud. Den tunge luft kildede i lungerne efter dybere indåndinger, og pupillerne søgte hvert lysglimt for at fremtvinge en uvillig udvidelse.

Zahinaels skikkelse var høj og tynd der foran det store glasparti. Selvom han var ankommet samme aften, lignede intet på ham stormen derude. Håret - selvom det var tyndt og kort - sad som det skulle. Hans klæder var tørre og nypressede. Den mørkegrå skjorte havde små sølvbroderier i hvert ærmes kant, og vesten var dybrød med sorte kanter og knapper. Hans ene hånd hvilede i bukselommen, mens den anden holdt om vinglasset. De isblå øjne blev hvide, da endnu et lyn sprang gennem luften og han vendte hovedet for at se på døren, der åbnede sig bag ham.

"Kom bare ind, Athelstan af Erneyll," sagde han med en behaget stemme, der havde indtaget rummet - uagtet at det var første gang, han satte sine fødder her. Han var ikke engang irriteret over at have ventet en hel halv time på, at en eller anden forvildet væbner ved navn Phillip havde fået hentet sin herre. "Der står et glas til Dem her. Kom over og nyd synet med mig."

Athelstan af Erneyll havde ikke forventet gæster. Stormvejr plejede at have en afskrækkende effekt på folks besøgslyst, hvorfor adelssønnen på ingen måde hverken var fysisk eller psykisk klædt på til at lege vært.
Det var derfor med slet skjult mishag at Athelstan havde fået besked om den ventende gæst (der tilsyneladende havde indtaget et af større selskabsrum som var det hans eget) og fundet et par mere passende – og særdeles kostbart – antræk frem.
Med den okseblodsrøde kofte, sølvbroderingerne langs kanterne og bjørneemblemet fæstnet til brystet, fik han redt sit hår tilbage med pomade inden han efter tilpas ventetid lod sit legeme indfinde sig i rummet.
Hagen blev hævet en kende da manden i rummet var flabet nok til at byde ham indenfor. Kun den andens påklædning afholdt Athelstan fra at vise sin utilfredshed med en snerren.
Muligvis var denne mand vigtig, men irritationen over at blive behandlet som en gæst i sit eget hjem, eller værre: et barn(!) skabte mere end krusninger på den kognitive overflade.

”Hvem er du?”
Spørgsmålet kom studst fra den misfornøjede mund og kroppen blev stående midt i rummet – vidnende om en aktiv modvilje mod at følge mandens ønske.
”Hvad vil du mig? - drop formaliteterne og kom til sagen. Jeg har travlt”

"Som du vil," svarede Zahinael og tog en slurk af vinen. 
Han lod den simre på tungen et øjeblik mens han tog Athelstan i øjesyn. Lige så fin en ung mand, som han havde hørt. Taktløsheden var ikke ventet, men det hørte vel ungdommen til. Udadtil forholdt han sig kølig og rolig, som om knægtens ord blot prellede af på en rustning af uendelig tålmodighed. Sådan en opbyggede man, når man passerede de tusind leveår. 
"Tag et glas," bød han igen og nikkede mod den allerede ophældte vin. Nu havde han endda fundet en ekstra god flaske til lejligheden. "Og du har ikke travlt. Din hustru er gået i seng med et ildebefindende, og I deler ikke soveværelse endnu. I morgen formiddag skulle du have deltaget til et møde med repræsentanter fra Elverly, men det skal du ikke bekymre dig om - de får travlt med en begravelse derhjemme i stedet. Så Athelstan, lad os snakke lidt om vores fælles interesser."

Gæstens undvigelse med hensyn til svar fik det til at knage i kæbeleddet. Athelstan brød sig ikke om, at han endnu ikke anede hvem dette uhøflige menneske var. Ej heller var det synderligt hjælpsomt på den voksende irritation, at manden næsten nonchalant ejede rummet og ikke viste nogle tegn på at tage Athelstans ord til efterretning. End ikke den provokerende taleform syntes at påvirke gæsten, da bare suttede løs på vinen. Var det overhovedet hans vin? Eller havde gæsten tillusket sig den på samme måde som med alt andet tilsyneladende?
Det begyndte at klø under neglene.
Athelstan skulle netop til at bide fra sig da gæsten atter tog ordet.
Hvordan..?
Adelssønnens mund forblev uhjælpeligt åben, stum for ord og halvt i chok over, hvad der netop var blevet sagt.
Hvordan..?
Normalt ville denne manifestation af Athelstans egen uvidenhed få ham til at se hvidt, men der var samtidig noget – muligvis på grund af den måde det blev sagt på – som fik den sorthårede unge mand til at tie med sine eder og forbandelser. Havde han virkelig hentydet til en snarlig ulykke i Elverly?
”Vores fælles interesser?..” gentog Athelstan af Erneyll forsinket, og vidste at tvivlrådigheden kunne spores i stemmen.

"Det er jo bare en bror til en af repræsentanterne," fortsatte Zahinael, som havde Athelstan slet ikke gentaget ord, der meget tydeligt allerede var blevet sagt ud i rummet. "Se det som en... Simpel gave. Som en spæd begyndelse."
Han vendte sig mod vinduet igen, hvor et lyn delte sig i to henover himlen og desværre ikke satte et hustag eller to i brand. Deroppe tårnede Krystalpaladset sig op, reflekterende lynene og nærmende sig gudernes rige. 
"Tænk sig at bo her, i skyggen af dem," sagde han lavmælt, næsten som en eftertanke. "Er det virkelig sandt, at dronningen blot lod elverne indtage jeres områder og opsluge jeres ressourcer? Forvise jer fra hvad, der retmæssigt var jeres."
Selvfølgelig var det sandt. Ingen historiebøger ville modsige ham, men han ønskede at se, hvad Athelstans mening om det hele var. Jovist, han kendte den måske allerede fra hvad hans folk havde fået ud af de kære uvidende mennesker, han omgikkes, disse Philliper og Ralpher, men der ville være noget tilfredsstillende i endelig at høre det fra den unge mands egen mund - med hans egne ord og følelser bag.

Hvad var det, der foregik? Jo mere Athelstan fik at vide desto længere væk rykkede vreden sig. Adelssønnen forsøgte tappert at holde fast i de arrige følelser med sin bevidsthed, fast besluttet på at denne gæst skulle få betalt for sin uvelkomne og deciderede uforskammede måde at indfinde sig på. Men den sikre stemme, de informationer som blev givet, vanskeliggjorde det. Athelstan mærkede sågar en lyst til at træde nærmere. En lyst til fysisk at komme tættere på alt det, som gæsten syntes at lokke med. For det var vel det, gæsten gjorde, ikke? Lokkede midt i stormens øje, blottet for etikette og mimik der kunne aflæses.

Lyset fra de skarpe lyn fik skyggerne til at trække sig forvredne tilbage fra vinduet.
Omtrent samtidig lød et nyt spørgsmål fra gæsten.
Erindringen fik hænderne til vilkårligt at knytte sig sammen. Kroppen stivnede af genfunden vrede over at blive mindet om den uretfærdighed, som havde overgået bjørneslægten.
Var det spot? 
”Hvad vil du?” bed Athelstan omgående. Godt nok havde han ikke bemærket hån i gæstens tonefald, men Moder havde lært ham, at de alle frydede sig over Erneylls ufortjente ulykke. 'Man behøver ikke at åbne munden for at le,' havde hun sagt:' -de er alle skadefro gribbe – de er alle er på jagt efter alt det som er vores. Stol ikke på nogen'.

"Da jeg var lidt yngre end du er nu, blev jeg fordrevet fra mit eget hjem," svarede Zahinael roligt og sippede til sin vin. "Selvom det er tusinder af år siden nu, er det et minde, der står tydeligt frem."
Han vendte sig fra stormvejret og mødte Athelstans blik. "Jeg kender til vreden, der ulmer i dit bryst. Hævntørsten. Nogle af dem, der forseglede jeres skæbne som forviste, er de samme kræfter, der dengang sørgede for, at mit hjem blev taget fra mig. Jeg ved at folk ler af jer bag jeres ryg og ingen vil anerkende, hvilken udåd, der blev gjort mod jer."
Zahinael og Athelstans situationer var meget forskellige. Mens dæmonen levede evigt, var Athelstan en døgnflue i Dianthos' mylder. Han besad dog en position hos adelen, der ikke kunne benægtes, og ofte var det de folk lige under de helt høje sæder, der endte med at have mest indflydelse i det lange løb. De var mindre bundet af ansvaret og restriktionerne ved at bære fyrstetitlen. 
Athelstan mindede ham også om sig selv dengang han havde været ung og fortabt i en ukendt verden. Da han var strandet uden for Kzar Moras mure, havde der ikke været andet end bitterhed i hans hjerte. Erfaringerne og årene havde gjort det bitterhed til brugbar snarrådighed og viljestyrke. Selvom han aldrig havde fået sit hjem igen, havde han fundet det sted i den nye verdensorden, der gav ham mest magt. Måske var det ikke helt den vej, han ville prikke Athelstan imod men bare at sætte tanker igang om at alt ikke var tabt, og der var måder at genvinde sin storhed på...
"Skulle elverne ikke bruge hovedet til at finde ud af, hvem kroppen tilhørte, havde jeg taget det med," tilføjede Zahinael med et smil dirrende i mundvigen. "Så du kunne udvide din samling."

Med Moders ord konstant genhørt som et mentalt mantra var der ikke mange kognitive ressourcer til at høre, hvad det egentlig var gæsten sagde. Faktisk blev gæsten forsøg på at igangsætte en samtale udelukkende mødt med skepsis, der tydeligt prægede det unge ansigt og kropsholdning; armene blev lagt over kors foran brystet. Det var først da gæsten bevidnede at folket lo – og dermed direkte bekræftede Moders ord – at Athelstan for alvor blev sur. Sur over gæstens afslappede måde at påpege det på. Sur over udåden (et glimrende ord at bruge til netop denne situation, bemærkede adelssønnen midt i sin vrede), der var overgået bjørneslægten. Og mest af alt sur over de forbandede langørede gespenster og den berøringsangste, politiskkorrekte og dybt korrupte højadel, der alle som en havde vendt dem ryggen. Harmen gjorde den unge herre bleg og hævngerrig.
Bjørneemblemet bevægede sig rykvist i takt med den overfladiske vejrtrækning.

Omsider gav Athelstan efter; med sin stolthed kastet over skuldrene som en kappe, skridtede han hen til det fyldte vinglas. Med alkoholen som en gammel trøst mellem sine fingre, bemærkede den unge herre ikke selv, hvordan mistroen mod denne fremmede blev betydeligt reduceret.
”De tog det hele fra os -” tog han sig sågar i at svare, blot en mumlen ned i det glas, hvis indhold han så inderligt ønskede at tømme.

’din samling..’
Mere skulle der ikke til for at gyde olie på de interne aggressioner som gæsten ellers havde fremprovokeret. Responsen var prompte:
Grimassesmilet skød frem, krængede mundvigende opad og fik det blå blik til at spille, da det løftede sig fra glasset og borede sig ind i den fremmedes væsen.
”Hvor ved du det fra?” I modsætning til de øvrige hv-spørgsmål var dette kun præget af en eneste følelse: begejstring.
Hovedet hang fortsat på væggen i den store sal som et yndet og meget værdifuldt udstillingsklenodie.

Zahinael smilede, da Athelstan endelig tog vinen, og han vendte mere af sit fokus mod den unge mand end han gjorde mod himmelilden udenfor. Han var bidt på, og det skulle belønnes. 
"Philip fortalte, det var din kære hustru, der udførte håndværket," svarede han og talte endda sandt. Ikke at det var ham, Philip havde fortalt det til. "Hvordan ville det ikke være, at de adelige, der engang vendte jer ryggen, bliver nødt til at komme kravlende tilbage på jeres dørtrin og tigge om tilgivelse - så bør de medbringe et hoved hver, der kan udsmykke jeres vægge. Hovederne fra en forræderisk, grådig race."

Der var hverken noget forræderisk eller grådigt over de fleste elvere, og beslutningen havde primært været politisk, men det gode ved elvere var nu engang, at de levede evigt. Det betød, at de ikke bare lige kradsede af, inden man kunne nå at udføre sin hævn. En klar fordel, især for et menneske som Athelstan, der ikke havde al tid i verden. Og måske han ikke ville begrænse sig til elverhoveder, hvis han først rigtig fik smag for hævnen.

Athelstan af Erneyll mønstrede den ukendte mandsperson på ny. Det var utroligt hvor meget mere man kunne bemærke, når synsfeltet ikke var præget af vredespletter og dominerende, negative antagelser og mistro. Jovist, der var stadig en del som generede Athelstan i forhold til gæstens væremåde og fremtoning, men dette var betydeligt mindre nu, hvor den unge herre havde fattet at de havde visse .. fælles interesser. Denne erkendelse hjalp også gevaldigt på det faktum, at Philip åbenbart var blevet en kende for åbenmundet – noget Athelstan normalvis hadede. Diskretion var det eneste som sikrede at adelssønnens helteomdømme forblev intakt.

En hel væg med udstillingshoveder.  Autentiske og forslåede. Elverfolket var lige så fremavlet og diverse som brugsdyr. Nogle havde tilpasset sig ørkensandet, andre habitater blev udgjort af bjerge og skov. De kunne fås i alle slags farvekombinationer og størrelser. Et hoved fra hver gruppe ville ikke alene illustrere Athelstans omfattende magt og exceptionelle jagtevner; det ville helt lavpraktisk bidrage med et spektrum af farve og forskelligartet tekstur til salen – noget der utvivlsomt ville glæde Amelia, der selv var kommet på at hænge det første hoved op. Athelstans hustru havde virkelig sans for at indrette på en nytænkende og kreativ måde.

Der var derfor med fuld oprigtighed at adelssønnen svarede:
”Det ville glæde både min hustru og jeg meget.”
Han løftede glasset for at tage den første tår, men sænkede det så:
”- Du har endnu ikke sagt, hvad formålet med dit besøg er? Jeg beklager min kølige modtagelse – men jeg er vant til at folk prøver at udnytte min position og gæstfrihed. Og selvom jeg kan høre at du ikke er som de fleste folk, kan jeg ikke komme uden om at din snak lyder, hvad skal man sige, en smule for tillokkende.”
Moder ville have været stolt af denne iagttagelse og evne til at adressere det vidste Athelstan og rankede sig.

"Mh, jeg er en mand med mange ressourcer," svarede Zahinael med et smil oven på Athelstans gode modtagelse af forslaget om en større udsmykning af hans festsal. Hans humør var blevet bedre. Det her gik den rette vej, og den unge Erneyll skuffede ham i den grad ikke. "Så du kan være tryg i, jeg ikke er her for at udnytte eller tiltuske, ligesom laverestående gør sig i."
Om det var race eller rang, han hentydede til var ikke tydeligt. Højst sandsynligt begge dele. Alle uden magt var i Zahinaels optik ubrugelige som andet end arbejdskraft i verden. De skulle rette ind og gøre, hvad de var bedst til uden kny. 

"Jeg er her, fordi I er specielle. Ikke Erneyll, men netop din gren af slægten. Din mor især er en magtfuld kvinde, man ikke kan andet end at beundre. Det glæder mig at se, hvor meget du slægter hende på. Havde du ikke taget imod mig med en grad af skepsis, var jeg nok gået herfra skuffet," sagde han. 
Havde Athelstan virket uforsigtig eller overilet, var han gået derfra med det samme. Det ville være spild af hans tid, og han satte nu engang en del på spil ved selv at tage denne samtale - og han tog netop denne samtale personligt, fordi han havde hørt om Athelstans adfærd. Han ville ikke stille sig tilfreds med en underlegen tredjepart til at overlevere meddelelser. 
"Jeg ønsker, at du får, hvad hævn du ønsker, fordi det i sidste ende vil bringe mig tættere på mit eget mål. Om vi samarbejder undervejs, vil jeg lade være op til dig. Mit navn er Zahinael Caz, men det siger dig næppe noget. Jeg kender ikke dit mod, Athelstan." De isblå øjne låste sig fast i den sorthåredes blik. Det stod klart, han ikke talte om modet til at svinge et sværd eller tage et liv. Det her var politik, og der mistede man meget mere end livet, hvis det gik galt. "Du kan vælge at jeg skal smyge mine ord ind i uvished, og du vil altid have din ryg fri - når du indtager sædet på den nye Erneyll-borg og fælder elvernes skove fordi du kan - Eller; du kan bede om sandheden."

At den ukendte utvivlsomt syntes at fortsætte sin lokkende adfærd på trods af Athelstans italesættelse af netop dette, gjorde ikke adelssønnen i dårligere humør. Snarere tværtimod. Som en person med en næsten umættelig lyst til anerkendelse og hæder, faldt gæstens utvetydige ros – både til Moder men i særdeleshed til ham selv – på et godt, lunt sted. Varmen spredte sig i hvert fald til kinderne. For at undgå at vise i hvor stor grad Athelstan egentlig værdsatte den slags komplimenter, drak han af glasset.
Vinen var yderst fortræffelig, og han måtte hanke op i sig selv, for ikke at tage endnu en tår med det samme.

Drikkens overraskende, positive smagsoplevelse endte med at distrahere den unge herre, hvorfor han med et noget tomt blik endte med at betragte gæstens mund bevæge sig, uden at få helt fat i den konkrete ordlyd.
Med brudstykker der genlød som ’Zahnal Kas’, ’mod’ og ’sandhed’, forekom det næsten umuligt for Athelstan at samle brikkerne til et retvisende og informativt billede.
Måske ville det hjælpe, hvis han drak lidt mere?
Adelssønnen behøvede ikke overveje dette længe; Han drak igen, blinkede det tomme ud af sine blå øjne og prøvede at fokusere resterne af den tabte opmærksomhed på gæsten. Velvidende at han ikke kunne forblive tavs længere, traf den sorthårede en hurtig beslutning og svarede selvsikkert:

”Ja”

Et øjenbryn blev hævet så højt, at det næsten ramte de ellers godt tilbagetrukne tindinger. Havde Athelstan ikke hørt efter, eller var han lavere begavet, end Zahinael havde antaget? Indtil nu havde han ellers formuleret sig ret fint - foruden frustreret - men så snart hans hånd havde grebet om vinen... Ah. Åh. Sådan en type. 
Med en elegant bevægelse for en så ranglet mand, trådte dæmonen hen til den sorthårede knægt og lagde sin frie arm omkring hans skuldre. Han måtte kun bøje en smule i knæene for at få sig selv på øjenhøjde med ham, og han vinklede sig, så de begge stod med fronten mod vinduerne. Her rakte han sin anden arm frem og pegede op på de mørke tårne, der skar vertikalt op over de almindelige hustage.

"Lad mig gøre det krystalklart for dig," sagde han og klemte lidt til på Athelstans skulder for at holde hans fokus. "Dem der sidder på magten deroppe, er ligeglade med sådan nogen som dig og mig. Vi er ikke Elverrådets medlemmer eller en fyrstinde, hvis humør skal behages. I deres øjne er vi blot flere myrer i gaderne. Ikke mere værd end civile. Ingen udover den nærmeste familie ville sørge længe, hvis du omkom i en rendesten. Den slags må vi ikke lade stå til. Din ret - givet af guderne - til magt kan ikke benægtes."
Der var masser af muligheder for at sige mere, men for nu lod det til, at nogenlunde kortfattethed ville fungere bedst med Erneyll-drengen. Af hvad Zahinael havde hørt var han et gudfrygtigt væsen - når det passede ham - og hvornår passede det ikke folk at se deres socialt høje status som skænket af guderne selv, en instans ingen kunne sige imod.

Gæsten, hvis navn Athelstan fortsat ikke var bekendt med, besad en adræthed, som normalt ikke lod sig finde i folk af lignende statur, og fik Athelstan til at mistænke manden for at have tilbragt en hel del tid som fysisk aktiv. Krig velsagtens. Et levn fra yngre tider - For på den unge herre virkede mandens overordnede fysiske indtryk i hvert fald ikke til at skabe associationer til aktuelle, nutidige fysiske aktiviteter. Hverken i kamparenaen eller sengen. Særligt ikke det sidste. Nu hvor han kom helt hen og berørte Athelstan på skulderen, fik denne nemlig rig mulighed for at tage gæsten i nærmere øjesyn.
Først og fremmest var gæsten gammel. Han var langlemmet og senet, med vigende hårgrænse og tilbageredt grå-plettet hår. Dårlig kropsholdning, men forbløffende god tøjsmag. Velklædt og kortbart. Sammen med de ubehagelige øjne fik den unge herre et klart indtryk af manden som værende magtfuld, omend ukendt og seksuelt tørlagt. I hvert fald lod Athelstan hånden blive hvilende på sin skulder.

Med opmærksomheden rettet mod vinduet og de lejlighedsvist oplyste tårne, hårdt optrukne silhuetter mod et mørkt nattelærred, lyttede Athelstan atter ordentligt efter, hvad der blev ham fortalt. Gæstens ord tegnede meget tydelige reaktioner i det mælkeplejede ansigt.
”Fortsæt,” beordrede han omsider, mens hjertet slog en smule hårdere i brystet.
”Fortæl mig, hvordan du kan give mig den magt, som – ganske rigtigt - retmæssigt tilhører mig.”

"Den magt er ikke min at give, Athelstan," svarede Zahinael og så ned på den sorthårede - og nu opstemte- dreng. Perfekt. "Det er din at tage. Hvad jeg har tænkt mig at gøre, er at lade alting falde på plads, så du får den perfekte mulighed for at gøre netop dette."
Han lod de ord hænge lidt i luften, mens han slap Athelstans skuldre. Han holdt øjenkontakten, så knægten forstod, han endnu ikke skulle afbryde, men at Zahinael generøst gav ham mulighed for at forstå og optage, hvad han lige havde sagt, inden han fortsatte. 

I de tavse sekunder, som kun blev brudt af himmelildens sporadiske, vrede skrig, gik dæmonen om på den anden side af skrivebordet og tog plads på stolen, der stod fremme. Som var han i audiens hos Athelstan, forventede han, at manden i huset tog den mere fine stol med vinduespartiet bag sig, men intet i hans kropsholdning viste underlegenhed. Om noget havde han kun lige taget skridtet ned fra 'jeg ejer det her rum' til 'jeg er en påskønnet samarbejdspartner (ejende halvdelen af dette rum)'.
"Mine folk arbejder allerede stødt med at finde huller at kravle ind i, så fundamentet for de nuværende magthavere kan svækkes," fortsatte han og drejede glasset mellem sine fingre. "Hvad jeg ønsker af dig, Athelstan - er din snilde," Åh hvor mennesker i forbløffende grad elskede at blive kaldt netop det. "Du besidder en høj position - omend ikke høj nok givet din ret - og du har din daglige gang blandt alle de falske magthavere. Der er andre som dig derude - andre der fortjener magten."
Han var nok egentlig ikke kløgtig nok til at regne ud, hvad Zahinael mente med de indirekte ord, men så måtte han spørge. Han var stadig meget bevidst om ikke at snakke for meget og kortslutte den skrøbelige tankevirksomhed  - så hellere tage tingene ad flere omgange.

Det lød ikke dårligt, erkendte Athelstan af Erneyll, da han havde genhørt ordene et par gange for sit indre. Hvis bare gæsten gad droppe sin tendens til kryptisk snak og sære, rytmiske ordvalg.
Det mindede den unge mand om da han havde opsøgt en seerske, for at få tydet sin fremtid (bare for sjov, naturligvis – Athelstan havde intet tilovers for den slags plattenslagere). Kvinden havde med vilje talt som om hun var hævet over ham; talt i gåder og remser og fået den unge herre til at føle sig mindre begavet og åndeligt indsnævret. Athelstan havde hadet det og beskyldt hende for hekseri. Da beviserne havde været svindende små, var hun sluppet med at få øret sømmet fast til gabestokken som straf. Heksen var sluppet for billigt.
- Athelstan var ikke sikker på, at han kunne sømme gæstens øre til noget som helst, men det afholdt ham ikke fra at fantasere om det, mens stilheden lagde sig imellem dem.

Gæsten satte sig på stolen men adelssønnen blev fortsat stående. Den ene arm blev lagt over det nederste af brystet så hånden kunne støtte albuen på den anden arm, hvis hånd endnu holdt om vinglasset. Mens den ukendte mandsperson igen begyndte at snakke, bed Athelstan åndsfraværende i glassets kant. Umiddelbart var det fortsat gode ting der blev sagt. Adelssønnen værdsatte i hvert fald at blive anerkendt for sin snilde. Og at positionen på den sociale rangstige i særdeleshed fortjente et løft opad. Han nikkede, tilkendegav sin enighed –

Munden slap pludselig vinglasset. Øjnene stirrede på gæsten; pupillerne dilaterede.
”Hvad mener du med, at der er ’andre der fortjener magten’?” bjæffede Athelstan med det samme: ”Jeg har ikke tænkt mig at dele min magt med nogen. Magten tilhører mig. Kun mig.”

Zahinael viftede med hånden. Åh, mennesker.  
"Ja, ja, Athelstan, dét gør du. Men du må have folk ved din side," sagde han, nu en smule grænsende til irriteret. Havde knægten bare været lige så højt begavet som sin mor. "Man regerer ikke et land alene. Ikke engang et hus regeres alene. Din hustru spiller en væsentlig rolle i at holde dette hus, som I vil have det, ikke sandt? Skal man regere mere end blot et enkelt hus, skal man bruge loyale følgere og partnere, der ikke viger for noget og ikke kan købes af selv den tungeste pengepung. Det er dem, vi skal finde, Athelstan. Så de kan stå dig bi, når tiden kommer."

Kunne man snart sige det mere tydeligt? Ville knægten finde endnu en måde at forvrænge ordene på og se noget negativt - eller nærmere ikke sig selv i dem? 
Han tog et sip af vinen og borede sine øjne ind i Athelstans. Han måtte forstå, at Zahinaels planer var for hans bedste - udover at være for rigets bedste - og at de ville ske, med eller uden Athelstan af Erneyll. 

”Ved du hvad?” røg det pludselig ud af Athelstan, der i mellemtiden havde tømt sit glas og ikke fundet noget der kunne minde om klarhed og forståelse på bunden. ”Jeg orker ikke det dér – alt det du siger…” Han viftede løst med hånden, der endnu holdt om det tomme glas. ”Du snakker og snakker, men jeg ved stadig ikke hvem du er eller hvad du ønsker. Du kommer her, uanmeldt (!) og opfører dig, som om du ejer stedet. Det er mit sted, forstået? Mit rum, mit relæ – og sikkert også min egen vin, som du tilbyder mig.” Tonen var tydeligt irriteret. Tålmodigheden var opbrugt.
Adelssønnen var ikke færdig med sine beklagelser:
”Jeg er træt og har hovedpine. Du skal gå nu. Du har haft rig mulighed for at forklare formålet med dit besøg, men nu gider jeg ikke vente mere - Før ham ud!” Det sidste blev henvendt til en lakaj.

... (x antal måneder senere)... 

Athelstan af Erneyll havde sat sig i stolen tættest på pejsen, hvis ild han nu stirrede tomt ind i. Han havde endnu ikke forstået, hvorfor det var så vigtigt at etablere et nyt møde med manden, der ikke havde været andet end jammerligt irriterende. Men Amelia havde insisteret, og adelssønnen kendte efterhånden sin hustru nok til, at han vidste, at han ikke kunne tale hende fra det, når først hun havde besluttet sig for noget.
Og besluttet var hun; det lyste ud af de blå øjne. Hun havde endda brugt en rum tid på at nedfælde et brev, og selvom Athelstan havde pointeret, at det var komplet spild af tid, havde hun ufortrødent fortsat.
Han havde trukket på skuldrene som respons. Bevares, hvis hun virkelig var så ivrig efter at blive skuffet, ville han ikke forsøge at holde hende tilbage. Det eneste han glædede sig til, var at kunne sige: ’hvad sagde jeg’, når Amelia omsider fandt ud af, hvor helt igennem åndssvagt kringlet og ligegyldig manden i grunden  var. For en ting var sikkert: Det første møde havde absolut ikke givet nogen mening og intet tydede på, at det andet møde ville være anderledes. Den eneste forskel ville være, at manden denne gang rent faktisk var inviteret.

Amelia af Erneyll var muligvis ung, men hun var bestemt ikke dum. Hun vidste, at dette møde var vigtigt og at det betød muligheder. Ellers ville Zahinael aldrig være gået med til endnu et besøg efter tidligere at være blevet så groft fornærmet af Athelstan. Hun kendte ikke detaljerne i politikken mellem lyset og mørket, og hun var også ligeglad. Hvad der betød noget, var hvordan det kunne komme Athelstan og Amelia til gode – eller snarere den søn, der voksede i hendes mave.

Amelia strejfede den lette runding, der var begyndt at komme til syne under den fine, lyseblå kjole. Hun vidste ikke, hvad mødet ville føre med sig, ej heller hvor stor magt denne Zahinael egentlig besad, men hun ville gå langt for drømmen om en dag at se sin søn som fyrste eller endda gift ind i kongeslægten.

Amelia gik hen til Athelstan og lagde en hånd på hans skulder. Hun sendte ham et lille, opmuntrende smil, velvidende at den næste time ville være en skrøbelig balance mellem at styre forhandlingerne og forsikre Athelstans ego om hans høje intelligens.
For en sikkerheds skyld fik hun diskret en tjener til at fylde et bæger med vin og overrække det til Athelstan, inden Amelia sendte ham ud. Forhåbentlig kunne det gøre hendes mand lidt mere medgørlig.

Zahinael var alt andet end tilfreds med, hvordan mødet med Athelstan var gået. Det var med nødt og næppe, han ikke havde stoppet en smertekugle ned i spiserøret på knægten, inden han var gået, men det ville ikke have udrettet noget som helst, så han havde bidt irritationen i sig for en gangs skyld. 
Nu stod han uden for døren til kammeret igen og håbede, at denne gang ville være mindre spild af tid. For deres skyld. Gik han herfra med mindre end lovet - og brevet havde lovet ikke at spilde hans tid - ville det blive værst for dem selv, deres hus og deres tjenestestab. Var de ikke værd at samle på, var der ingen grund til at lade dem kunne fortælle andre, at de havde mødt Hr. Caz som andet end en venlig og vellidt adelsmand, der selvfølgelig støttede kronen. Allerede ved den forrige samtale, havde Zahinael haft ilde anelser om Athelstans evner til ikke at tale for højt om mødet, men det havde hurtigt vist sig, at han havde fået fat i så lidt af samtalen, at det der blev sagt i de adelige kredse ikke engang mindede om Zahinaels navn længere. Brevet havde dog fået det rigtige navn og fundet ud af, hvor det skulle sendes hen, så forventningerne til den hustru, knægten havde erhvervet sig, var nok til at trække dæmonen tilbage til hovedstaden. Det var med en afventende holdning, han lod tjeneren åbne døren for sig og trådte ind i det opvarmede værelse.

Han havde formået at tage på i løbet af månederne, så han ikke længere så så mager ud, som han havde gjort under det sidste møde. En lysegrå vest med grønne broderier passede til blandingen af forårsspirer og vedholdende frost udenfor samtidig med at farvevalget satte en vis tone om hans velhavenhed og mulighed for at holde de sarte stoffer rene og skinnende. 
Zahinael lod blikket glide over lokalet, og straks som det faldt på vinglasset i Athelstans hånd, falmede det neutrale smil en smule.
"De bør undlade at hælde for megen vin på Deres husbond, fru Erneyll," sagde han og tog hendes hånd, som han plantede et let kys på ryggen af. "Den taktik er i min erfaring ikke synderligt vellykket."
Før Athelstan kunne nå at komme med indvendinger (eller noget som helst verbalt overhovedet), løftede Zahinael sin hånd foran Athelstans ansigt og henvendte sig fortsat til Amelia.
"De bør sætte Dem ned, fru Erneyll, i Deres tilstand," sagde han og slap hendes hånd for at tage et skridt hen mod en af de tomme stole og vende den mod den anden ligeledes tomme stol. "Jeg er yderst interessert i at høre alt om de fælles mål, De nævnte i Deres brev."
Endnu havde han ikke værdiget Athelstan et blik. Det var ikke ham, han var kommet for at forhandle med.