Astrid havde været ude med en af sine tjenestepiger, på en ret så lang og hyggelig ridetur. Inden de vidste af det, var aftenens mørke begyndt at vælte sig ind over dem – og de var langt fra Isenbrog. På hver sin hest skyndte de sig hjem, i fuld galop. Fuldmånen lyste marken op, så de kunne se hvor de red. Det var selvfølgelig rart at kunne se hvor de red, men de ville hellere være foruden. Månens lys ville nemlig vække varulvene, som ofte bosatte sig omkring Medanien.

Det varede da heller ikke længe, før de kunne høre de havde fået selskab. ”For Zaladin!” lød det lavt og utilfreds fra Astrid, så snart hun lagde mærke til den ekstra puslen i marken... ”Theresa, skynd dig!” Hun så tilbage mod sin tjenestepige, som red for sit liv, med varulve i hælene. Astrid var som altid forberedt på det værste, og fik derfor sluppet tøjlerne på sin hest, og viklet sin bue af overkroppen samt fisket en sølvpil frem. ”Duk dig!” råbte Astrid til sin tjenestepige, som red med tårer i øjnene og jamrede. Astrid så ikke hvor hendes egen hesten løb hen, men havde i stedet drejet sin overkrop og pilens retning mod tjenestepigens tætte forfølgere. Med lidt fokusering, fik Astrid endelige sluppet strengen på den opspændte bue. Sølvpilen fløj hastigt afsted, og svævede kun nogle centimeter over tjenestepigens hoved. Et af bæsterne blev ramt mellem øjnene og faldt død om. Succes!

Der var minimum to varulve mere efter dem. Astrid kunne i hvert fald tælle to par øjne, som ikke tilhørte tjenestepigen. Hun skyndte sig at spænde sin bue ud med endnu en pil, for at kunne nedlægge endnu et forbandet væsen. Men lige inden hun kunne nå at affyre, så hun at hesten, som tjenestepigen red på, snublede. Den minimale forsinkelse sendte tjenestepigen i en forfærdelig skæbne. Tjenestepigen fløj af hesten, og kunne på ingen måde nå at komme på benene, før en af varulvene var over hende. Astrid hørte et højt smertefuldt skrig og en efterfølgende stilhed. Astrid var overbevist om at tjenestepigen var død.

Astrid rettede hurtigt buen mod varulven som nu kun havde fokus på hende. ”Til ånderiget med dig!” kom det lavt fra hende, som hun slap buens opspændte streng. Pilen fløj yndefuldt i retningen af valulvens pande. Men en hurtig reaktionstid fik varulven til at springe til siden. ”Pis!” bandede Astrid. Hun rettede nu sit fokus på tøjlerne som hang om hestens svedige hals. ”Kom så!” hun sparkede respektfuldt men insisterende til hesten. Hesten adlød og susede afsted. Astrid fandt dog desværre en lignende skæbne som sin tjenestepige, for i et ukoordineret spring over en å, fra en mark til en anden, landede hesten forkert på benene og styrtede. Astrid blev sendt flyvende hen til en stor sten, der gav hende noget dække for ryggen. Hun jamrede lidt af stødet mod den store flade sten, før hun med chokerede fingre fandt sin lange sølvkniv frem. Den havde været spændt fast til hendes overlår. Med et stramt tag om skaftet sad hun klar til at dolke det forbandede dyr. Hun vidste det ville være hendes ende hvis hun prøvede at løbe fra varulven. Den eneste vej ud var at dolke den. Astrid tænkte ikke over at den varulv der havde været over tjenestepigen, måske var løbet videre fra sit offer.

Da det var nat og fuldmåne over Medanien  … var der mange som sov trygge i deres senge. Men på  fuldmånes aftens lys skete der også mange skummle ting det var Vampyrernes nat og varulvenes nat. Dog måt en vis elver ved navn Draco begive sig  ned mod Medianen for at finde ne plante der skulle være sjældent. Dog var der ikke særlige mange af dem tilbage. Draco  nogle hest med  men var gået til fods. Han bar en Rustingen som skindet af måne lyset. Han sad oppe på en bagge top for at kunne se rundt om kring med hans elver syn han kunne se lige så godt om natten som han kunne om dagen. Og hans sølv korte/ lange hår skindet som sølv. Draco lytte til lyden om kring ham og da han hørte skrig længer uden sagde han til sig selv ” mørket væsner viser sin tænder i måne lyset...” Draco rejste sig stille op og begyndte at gå ned fra bakke toppen og løbe i den ratingen som han  hadet hørt lyden komme fra. Elver øjne søgte rundt  og fandt heste sport og lidt blod ” der har været nolge der fulgte efter dem ” svaret Draco igen til sig selv på elver sprog. Men hvor de førte hen kunne han ikke se i nu han hørte Hylden og længer væk der var 2 mere af de varulve. Som hadet gemt sig i mørket de vente på teng fra lederen men draco hadet lært hvordan man slog fra sig og de hadet ikke set ham komme i nu. Dracos blod pumpe for at slå de væsner ihjel de onde væsner som hadet foget smag for menneske liv  selv om de var deres enge. Dracos grønne øjne var smukke mens hans hud var ren og linet næsten  en fra en rig mands famille. Dog
Draco løb hurtigere og hurtigere  og håbet på han kunne nå at Rede de bare en af dem.


Men da draco kom længer oppe af stien kunne han se noget lække på jorden det var en død menneske lige. Han sukket og samlet en halskede op. Han lage den  ned i sin lomme. Vis den anden ejer måske ville have at familien vidste besked. ” jeg skal nok hjælpe den anden ” svartet han svagt fra den person der lå på jorden og så ud som om den var blive spist. Han lukket igen øjne for at sikker sig for han løb i den Regtit vej. Da han hørte en hest skrige efter et fald vidste han hvor han skulle hen han var tæt på kunne han mærke  Draco begyndte at bede til at han måtte nå frem til de  varulve som var ved at tage et nyt offer man viste ikke med dem  hvad de kunne finde på overhovet.

Med hænderne hårdt fikseret på skaftet af sin dolk ventede hun lyttende. Hun kunne høre hvordan den prøvede at være snedig og bevæge sig rundt, bagom stenen hun sad ved. En lav knurren hjalp hende til at finde ud af lige præcis hvor varulven befandt sig. Helt stille sad hun og betragtede skyggen bag hende blive større, som den bevægede sig op på toppen af den store sten og vågede over hende. Hun kunne mærke hendes puls var høj, for det dunkede helt i brystet af adrenalin. Som hun betragtede skyggen bag hende lagde hun mærke til den begyndte at rykke sig. Den skulle til at springe på hende og med det samme fik hun vendt sig mod varulven med sølvdolken rettet direkte mod dens brystkasse.

Det tunge dyr nåede dog at rive hendes overarm og en anelse af hendes ribben, hvilket fik Astrid til at give en frustreret lyd fra sig. Det hjalp slet ikke at dyret efterfølgende kollapsede oven på hende. Hendes hænder og tøj begyndte straks at blive smurt ind i varulve blod, samtidig med noget af hendes eget blod farvede hendes tøj indefra. ”Argh!” kom det frustreret fra hende hun begyndte at prøve at skubbe det tunge store dyr af sig. Men det rokkede sig ikke ud af flækken. Gad vide om nogen ville finde hende liggende her under det store dyr. Gad vide om det ville blive til menneske ved solopgang? Det var i så fald mange timer inden hun kunne ligge der under varulven. Gad vide om hun ville forbløde? Hun stoppede hurtigt tankerne som hun kunne høre noget nærme sig. Hun var tvivl om det var en hjælpende hånd eller om det var varulven fra tidligere og lå derfor helt stille og uden at sige en lyd. Hvis det var en anden varulv skulle hun bare ikke opdages, når hun lå der og var forsvarsløs.

Astrid hørte en varulv pive i smerte, hvilket fik Astrids øjne til at spærre op. Der var minimum et forbandet dyr i nærheden af hende. Hun kunne blive spist levende eller ende med at være målskive for sin egen familie. Det ville være tragisk. Hun kunne svagt høre en rustning nærme sig, efterfulgt at et væsen der blev piercet med et sværd. Enten var personen i rustning faldet over sit eget sværd, eller så havde personen spyddet varulven som havde været tæt på.

Hun hørte en ung mands stemme snakke elvisk. Det virkede umiddelbart som om at han bandede over varulvene. Astrid var nemlig forholdsvis god til elvisk, eftersom hun havde brugt det meste af sin barndom med næsen i bøgerne. Stemmen lød så igen, og spurgte om der var nogen i live. ”Her!” lød det fra Astrid, på elvisk. Hun nåede næsten kun lige at få det sagt, som han opdagede hende under varulven. Han virkede chokeret, men heldigvis prøvede han at skubbe varulven af. Dog uden held. Astrid spærrede dog øjnene op, eftersom der pludselig dukkede rødder op fra jorden af. De løftede simpelthen den døde varulvekrop af hendes. Astrid kunne pludselig få vejret meget bedre, og var lykkelig over der var nogen der havde fundet hende. Med lidt besvær satte hun sig så op. Det gjorde ond over hele kroppen, grundet den hårde landing. Hun så op mod den lyshåret elver mens hun tog sig til hovedet.

”Jeg er ikke blevet bidt, nej,” lød det udmattet fra hende. Hun så derefter på sine sår. Det så lidt slemt ud. Hun bed tænderne sammen. ”Jeg er kun blevet revet,” tilføjede hun. Hun overvejede at rejse sig op, men kunne mærke det nok blev lidt svært. ”Kan De hjælpe mig op?” spurgte hun og så op på ham. Hun var sølet ind i blod, hendes eget og varulvens.

Astrid spærrede overrasket øjnene op, som manden løftede hende op i sine arme. Hun skulle til at protestere om at ville blive sat ned, men inden hun kunne nå at sige noget var han begyndt at løbe med hende i sine arme. Chokeret over hele hændelsen var det først da han stoppede op og satte hende ned, hun kunne få et ord ud ”Jeg kan altså godt løbe selv!” påstod hun en anelse utaknemmeligt. Hun ville sikkert ikke have kunne løbe særlig stærkt, eftersom adrenalinen fra styrtet og sammenstødet med varulven havde taget en del af hendes energi.

”Av!” lød det bittert fra Astrids mund, da han pludselig greb om hendes arm, for at få noget af blodet på sine fingre. Hun kunne godt forstå hvad han havde gang i, og syntes egentligt det han lavede, var fornuftigt nok. Men alligevel følte hun sig blot som en lille pige, som ikke fik lov at handle for sig selv. Hun kunne sagtens have gjort samtlige ting selv.

Hun rynkede en del på panden og brynene, som han spurgte om hun stolede på ham, på elvisk. Hun kendte ikke engang mandens navn. ”Nej!” lød det så ærligt fra hende, svarende på elvisk. Hendes mening havde dog tydeligvis ikke nogen betydning eftersom han straks begyndte lægge blade og rødder om hendes arm. Skeptisk så hun på hans arbejde, og var overbevist om at hun nok skulle få det tilset og renset op hjemme på Isenborg, så snart hun kom dertil…

Så snart han var færdig med armen rejste hun sig selv op, ”Kom så!” beordrede hun næsten, som hun begyndte at løbe i retningen af laden, som han tydeligvis havde været i retningen mod.

Sammen løb de til laden, og inden hun kunne nå at sige at laden var låst, fik han svunget sit sværd imod låsen for efterfølgende at åbne ladens port for hende. Straks løb hun da også ind med ham i hælende. Forpustet tog hun sig til panden, og med en hånd i hoften, mens hun prøvede at få styr på sin vejrtrækning. Hun kunne høre han puslede med døren, og vendte blikket mod ham, for at se hvad han lavede. Han låste døren, og straks begyndte panikken at hamre lidt i hende. Nu kunne hun jo ikke komme ud. Hun vidste jo ikke hvad manden foran hende kunne finde på! Hun kunne mærke hvordan energi strømmede til hendes øjne. Hun valgte derfor ikke at kigge ham i øjnene. Hun vidste jo ikke om han faktisk var god nok, og ville ikke bare bruge sin evne på ham, hvis han nu var god nok.

Hendes blik endte på hendes arm som var bundet ind i blade og rødder. Hun rynkede på panden af den meget alternative forbinding, mens hun lyttede til hans undskyldning om måden han havde håndteret hende på. Hun rystede let på hovedet, men stadig med sit blik rettet på sin skade. ”Det går. Jeg ved man ikke har længe til at handle med de bæster,” forklarede hun og trak vejret dybt for at finde noget mere ro, så hun kunne se på ham som han talte til hende.

Evnen var nu under kontrol igen og hun så op imod det lyse elveransigt med det endnu lysere hår. Som han fortalte at han var skovelver, undrede det hende ikke, at han på sin vis, var en anelse køn. ”Jeg er Astrid af Isenwald, arving til Isenwald fyrstindetitlen” præsenterede hun sig med en rank holdning, som hun flettede sine fingre foran sin mave, dog klar til at gribe om nogen af sine små sværd eller sin bue, hvis nu han skulle vise sig at være fjendtlig.

Draco stoppet lidt op ved hendes navn og bukket  sig lidt mere ” så må de Ekser undskyld banhenlige deres høj hed ” svaret han blidt han kunne godt se det ikke hadet været den bedste at holde hendes arm sammen på men han kunne ikke bare rive noget af hendes kjole i stykker. Draco kunne se hun fumler lidt med våben han smilet dog stille og sagde så blidt med stille stemme ” de kan tag det rolige jeg har ikke i sinde at gøre dem noget ondt overhover ” svaret Draco mens han kikket på sit sværd som stadige lyste op han lage det på jorden så han kunne holde øje med når lyset forsvandt ville de kunne komme  ud igen. ” så de er altså  Arving ” svaret han med et bredt smil og tog sig lidt i nakken det var ikke vejer dag Draco fik lov til at rede en Konelige han vidste ikke helt om han følte sig sikker nu vis hun hadet set sig ondt på ham kunne  det ende galt. Han sukket og tog så stille og rolige mens blikket så stille ind i hendes.Draco hadet grønne øjne, hans blik faldt holdet sig men han rejste sig så lid op igen men den stille og rolige kikket han rundt ” jeg prøver at finde noget beder  vi kan bruge til din arm ” svaret han stille og nikket mod den så ville hun også kunne slappe lidt af igen. Draco kikket lidt i noget der litne en kiste  med noget tøj men det så ikke helt rent ud.

Draco ville heller ikke gøre mere skade på armen enlige et efter et stykke tid fandt han noget gammel forbinde og noget  til at ranse med. Draco kikket lidt mod Astrid og sagde så med et stille smil på læben ” det et smuk navn du har Astrid ” svaret han blidt mens han nikket mod  hendens arm blidt og sagde med rolige stemme ” må jeg kikke på armen så vi kan forhinder bløldigen beder jeg fandt noget vi kan ranse det og holde det på plads ” svaret han stille og rolige.  Og tog noget væske frem  og forbinde til henden

Lidt manere havde han da, eftersom han bukkede yderligere for hende og undskyldte. Hun stolede stadig ikke på ham og var i den grad ikke særlig tilbøjelig for at komme til det foreløbig. Som hun stod helt stille og hans kommentar om at hun skulle tage det roligt mødte hendes øre, løftede hun det ene øjenbryn undrende. ”Jeg er skam helt rolig,” prøvede hun at forklare ham, dog med en bitter undertone.

Hendes øjne fulgte hans sværd, som han lagde det på jorden mellem dem. Hun kunne se det var magisk, på den måde det lyste op. Mon det havde en bestemt effekt? Hendes tanker nåede aldrig meget længere, eftersom han prøvede at åbne op for en samtale omkring at hun var adelig. ”Ja, det er jeg. De har måske ikke snakket med en adelig før?” spurgte hun, og endnu engang med et hævet bryn.

Som han foreslog at finde noget bedre til at forbinde hendes arm, valgte hun at se ned af sit eget tøj, som var smurt ind i varulvens og hendes blod. Hun skulle til at foreslå at de bare kunne bruge det ene ærme, eftersom tøjet alligevel var gået i stykker af slaget. Uden et ord, fjernede hun rødderne og bladende, for efterfølgende at tage godt fat om det ødelagte ærme og med nogle få hårde tag var det dårlige ærme revet af og lå på jorden foran hende. Nu var det i hvert fald tydeligt at se hvor slem en skade der var sket på hendes arm. Med en anstrengt vejrtrækning førte hun den beskadiget arm op til det ellers pæne ærme og begyndte at rive det af. Det tog dog lidt længere tid, eftersom armen, der skulle arbejde, ikke havde det nær så godt. Hun hørte pludselig en kompliment til sit navn, og valgte at kigge op på ham, en anelse undrende, ”Astrid betyder guddommelig styrke,” tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder og undgik helt at blive påvirket af komplimenten. Som hun stod der med det gode ærme i hånden, og hun kunne se at han havde bandage og noget ukendt væske i hånden, rynkede hun afvisende på panden. ”Jeg bruger bare ærmet her,” afviste hun hun og begyndte langsomt at binde en stram forbinding, så blodet kunne stoppe.

Ud af øjenkrogen lagde hun mærke til at han lagde tingene fra sig. Hun følte han havde gjort rigeligt, bare det han havde fjernet den døde varulv fra hende, var nok. Det havde i den grad været over grænsen at bære rundt på hende. Det var også underligt, særligt når hun var så meget højere end ham. Astrid rystede let på hovedet som han komplimenterede hende. Hun forstod godt hvor han ville hen med det – men styrken var et resultat af undertrykte følelser, som i sig selv var ret så tragisk. Med en sidste besværet knude på forbindingen, fiskede hun sin lange sølvkniv frem og begyndte at tørre den af i sit i forvejen blodplettede tøj, for efterfølgende at sætte den ned i sit hylster på overlåret.

Astrid så op mod skovelveren med et undrende blik, som han nævnte hun var den første fra menneskernes side, ”Hvilken race var den første adelige du mødte så?” spurgte hun. Hun så ned på sin arm, rettede lidt på den forbinding hun havde lavet. Det var allerede begyndt at blive rødt af hendes blod. Hun gav et lile udmattet suk fra sig.

Da elveren begyndte at fortælle noget om hvad han lavede så hun op på ham. Det var ikke noget hun havde spurgt ind til, og det var ikke fordi det vækkede den største interesse. ”Jaså? Det kan jeg næsten fornemme på din rustning og sværdet,” sagde hun og nikkede i retningen mod hans beklædning og efterfølgende hans sværd.

Et arrogant fnys undslap Astrid, da der blev nævnt elvisk ikke blev snakket af mange. Hun rystede på hovedet inden hun så op mod elveren. ”Jeg syntes det var et smukt sprog, da jeg var lille. Jeg kan faktisk ret mange sprog,” fortalte hun med et blidt, halvtvunget smil. Hun så ned på sit tøj igen, og betragtede blodpletterne.

Astrid nikkede langsomt, som han forklarede at den første adelig han havde mødt, var en elver. ”Det overrasker mig egentlig ikke,” svarede hun ham som hun fik rettet på sin forbinding. ”Det jo bare sådan livet er,” fnøs hun og rystede lidt på hovedet, ”Det er ikke noget jeg som sådan tænker over,” uddybede hun. Hun rettede lidt på resterne af sin førhen hvide skjorte, og efterfølgende hendes mørke nederdel. Tøjet skulle i den grad smides ud, så snart hun kom hjem, efter hendes sår var blevet tilset af en af healerne på borgen.

Så snart skoveleveren rejste sig, fik han et vågent blik i sin retning, som hun fulgte hans bevægelser hen imod hende, og som han rakte et sølvsmykke frem til hende. Det gav et sug i maven at se smykket, for det tilhørte Theresa. Astrid tog i mod smykket og betragtede det kort. Kæden og vedhænget var blevet plettet af blod. Hun knugede sin hånd hårdt sammen rundt om smykket. ”Tak, Draco,” lød det fra hende. Den blege hånd åbnede sig igen, så hun kunne se smykket. Med en smule besvær fik hun vendt smykket og hang det om sin egen hals. Så var chancen for at hun tabte smykket mindre.

Hun så ned at sit tøj igen, som skovelveren begyndte at kommentere på det. ”Sådan er det en gang i mellem,” sukkede hun og trak let på skuldrene. Det var lidt en underlig kommentar at give lige efter en annonceret død. Astrid følte i hvert fald selv hun godt kunne have brugt et minuts stilhed. Adrenalinen pumpede stadig rundt blodbanerne på Astrid, og der var på ingen måde en chance for hun ville kunne falde i søvn, før hun var tilbage på borgen. Der var ingen måde hun kunne falde til ro, med varulve udenfor og en ukendt skovelver, med et lysende svær og stor rustning, i samme lokale som hende selv.

Nu hvor smykket hang om hendes hals, samlede hun vedhænget op igen og så på det. Hun sad blot og studerede hver en blodplet på halskæden og lagde slet ikke mærke til at Draco var i fuld gang med at rede en seng op til hende. Astrid lagde mærke til at der kom lys fra hvad der måtte være en olielampe, men lod sig ikke yderligere se op for at få det bekræftet. Nu var der blot mere lys på vedhænget, hvilket fremhævede hver en bloddråbe. Hun bed sig tænkende i læben. En hosten vækkede dog hendes opmærksomhed, og hun så langsomt op mod elveren. ”Tak, det havde du ikke behøvet,” forklarede hun, inden hun rejste sig op, så høj som hun var, og så over mod hængekøjen. Hun vidste hun ikke kunne falde i søvn, men det kunne være det var fint blot at lægge sig.

Hun rejste sig derfor og gik over til hængekøjen, og lod sine hænder lægge lidt vægt i den, for at finde ud af om den kunne holde. Astrid lagde sig efterfølgende i køjen, med en anelse besvær og lidt ømhed fra skulderen. Som hun nu lå i køjen samlede hun vedhænget op på ny for at se på det og mindes tjenestepigen. Der gik dog ikke længe, før hun kunne høre fløjtespil. Hendes blik blev dog på vedhænget og lod forsigtig en finger glide over smykket, hvilket resulterede i at noget af blodet blev fjernet fra smykket. Musikken der blev spillet virkede ikke passende i Astrids øre eftersom den var rolig, men udstrålede liv og glæde. Det var på igen måde hvad Astrid følte var passende til den situation de sad i. Men hun lod dog ikke til at kommentere på det.

Da elveren pludselig stoppede med at spille, lettede det lidt på anspændtheden fra Astrids skuldre. Stilhed var rart på nuværende tidspunkt. Det at man kunne høre vinden blæse og træerne knirke virkede næsten beroligende. Hendes lyse øjne så stadig på smykket i hånden. Så snart at elveren kom ind for synsvinkel, satte hun sig op i køjen med lidt af en hast. Hun kunne ikke ligge ned når der var en fremmed så 'tæt' på. Hun skulle jo have mulighed for at forsvare sig  og reagere, hvis nu han var ude på noget.

Hans spørgsmål om hvordan det var at være adelig i 'menneskernes verden' fik hende til at hæve et bryn, undrende. Hun rystede så lidt på hovedet. "Det er forskelligt fra person til person hvordan det er, men de fleste af os har massere tjenestefolk, love og bøger at se til. Jo højere man er i rang, jo svære er det at få tid til sig selv," forklarede hun. Hvis han kunne huske fra tidligere, havde Astrid en forholdsvis høj rang, og havde derfor ikke rigtig noget tid til sig selv. Hun nød på ingen måde at skulle bruge sine 'fri-timer' på ikke at sove, og på at skule sidde i en kedelig lade. Hun glædede sig til at komme hjem og blive tilset af Hannah, og blive lagt trygt i seng.