Kulina havde øvet sig meget på sin flyvning, ikke kun fordi det var en nemmere måde at komme rundt på, men fordi det var rart at være i luften, og selv hendes ræv Benjamin så ud til at elske det, så længe de altså ikke fløj alt for højt.

Hun havde sover for foden af bjergene til nord, hvor vandet sluttede og efterlod et godt hvilested. OG da solen endelig stod op igen strakte hun sine vinger. Hun kunne dog hurtigt konkludere at de var alt for trætte til at flyve særligt langt den dag, så hun besluttede sig i stedet for at gå det meste af vejen tilbage til byen. Benjamin var som altid tæt på hende, og da de trådte fod inden i byen hoppede han op på hendes skulder. At ræven hoppede op på hende havde aldrig noget at gøre med dovenskab, men alt at gøre med at han ville beskytte hende, særligt i byen, da han ulig Kulina ikke var den største fan af andre væsner.

De ankom til markedspladsen kort før solen ville være på sit højeste, og med Benjamin’s næse og ivrige små bjæf, fandt de hurtigt en sælger der havde noget billigt kaninkød til ræven, og et lille grønt æble til hende. Kulina havde ikke mange penge på sig, det havde hun aldrig, mest af alt fordi hun sjældent behøvede at købe noget, men lige så meget fordi hun ikke brød sig sønderligt meget om dem.

Hendes lange lyse hår, bølgede ned af hendes ryg og bevægede sig noget så forsigtigt i den svage brise der kun lige var nok til at køle på den varme dag. Kulina’s føder var som altid bare og selv om varme var en god ting, så prøvede hun alligevel l at undgå at træde for meget i solen. På hendes vej hen til et sted at side.

At sige hun var kendt i byen ville være en direkte løgn, for hun huskede kun at have været der få gange, og selv med det kunne hun ikke finde rundt særligt godt. Det tog hende derfor en rum tid at finde ud af at der ikke var nogle passende steder for hende at side i fred. Hun spredte derfor sine store hvide vinger ud, og med 2 enkelte men ømme bask lettede hun fra jorden, med ræven på ryggen og kom på taget af et lille hus, som kun havde et meget svagt hel. Her satte hun sig på kanten med fødderne ud over, så hendes, for en gang skyld hvide, kjole ville være i spænd og ikke afsløre noget til folket som de ikke skulle se.

Benjamin hoppede ned fra hendes ryg og så sultent på kødet som stadig var i Kulina’s hånd. Hun så tilbage på ham og smilede før hun lod ham tage det, og han ivrigt tog det før han hoppede rund som en tossede hvalp i noget tid, og så til sidst lagde sig til at spise. Kulina så ned på æblet i sin hånd, usikker på om hun skulle spise det når hun ikke rigtigt havde behovet, om hun skulle gemme det til senere, eller om hun skulle give det til en af de mange mennesker der vandrede rundt under hende.

Solen bagte over dem, og fik hendes vinger til at virke næsten lige så hvide som når hun gik i sne, men dog ikke helt. Og hendes lyse hår afslørede nu for alvor de sarte rødlige toner som man ellers ikke så tit fangede, og som hun aldrig havde forstået hvor kom fra. Hun vendte hoved en smugle op, lukkede øjne og sukkede dybt, mens hun nød larmen omkring sig og overvejede om der ville være noget sjovt at tage sig til i byen på denne dag.  Hoved falde tilbage, øjne åbnede, og hun begyndte at studere folkene, ivrig efter at finde noget at give sig til, så snart hendes ræv var færdig med at spise, hvilket kun var et spørgsmål om tid.

Det var ikke ofte Lumine bevægede sig udenfor sit palæ, og det var endnu sjældnere at hun faktisk valgte at omgive sig med reele mennesker. For det meste fik hun sine folk til at ordne indkøb og diverse ærinder i byerne, men i dag havde noget været anderledes. Måske var det luften der havde været lidt friskere, eller Lumine selv der kedede sig lidt mere. Men noget havde trukket i hendes interesse for Lazura, og i de tidlige eftermiddagstimer, jah der ankom Lumine til den mindre by.
Hun var ikke et kendt ansigt for beboerne, men hun var bestemt et ansigt der tiltrak sig øjne. Hendes hud, hendes hår og hendes øjne og hendes tøj - alt udstrålede at Lumine selv ikke var helt menneskelig, hvilket havde potentialet til at skabe panik, frygt og usikkerhed omkring hende såvel som dem. Men Lumine frygtede dem ikke, og bar sig som en stolt dronning ned af de støvede gader og tætte beboelsesområder; det fine tøj og smykker smukt glimtende i den gyldne sol.

Der var kommet en ekstra dygtig guldsmed til byen her igår, og Lumine havde hørt at han kun ville være omkring i nogle få dage - og det skulle helt bestemt udnyttes!. Nok var hendes smykkeskrin enormt, men der var altid plads til lidt ekstra glæde imellem alle de skønne metal og ædelsten.
Dog var Lumine ikke ankommet alene, men havde et mindre følge af tjenestefolk omkring sig. Ikke så meget for at beskytte hende - nej, om nogen kunne Lumine beskytte sig selv overraskende godt hvis hun ville... men hun måtte have nogle til at bære alle tingene. Fordi når først hun gik på indkøb, var det ikke sikkert at hun kun kunne holde sig til den omtalte guldsmed og hans smykker.
Med en stramt opbundet hestale svingende om hendes ranke skikkelse, bevægede hun sig imellem de larmende boder; guld og rød i stærk kontast til de mere almindelige borgere og deres naturbundne farver. Hendes ulmende blik var let sammenknebet, idet hun scannede pladsen for den bod hun ledte efter.

Det skulle dog ikke lykkedes med det samme... og desto længere tid der gik, desto mere irritabel blev ild-dæmonen, og desto mere påpasselig blev de folk Lumine havde med omkring sig. Efter at have ledt i en god time - en hel time! Jah der valgte hun med et fnys at finde et sted at hvile, og i stedet sende folket ud alene. Forsatte dagen sådan her... nej, det måtte den simpelthen ikke.
Lumine endte med at placerer sig under et af byens større træer, hvis krone strakte sig ud i området med grønne arme, og gav en kølende skygge. Selvom hun ikke ligefrem brød sig om natur, vakte det minder om gladere dage... afslappet så hun næsten ud, sådan som hun lænede sig imod den ru stamme og lod øjnene vandre en smule drømmende.
Helt ubevidst - eller måske bevidst, undgik de almindelige borgere at bevæge sig tæt på hendes fremmede skikkelse og den lunefulde energi der var omkring hende.

Kulina kunne ikke undgå at ligge mærke til den nye skikkelse der ankom til marked. En kvinde dækkede i smukke smykker og flotte farver, omgivet af folk der lod til at holde andre på afstand. Hun fulgte kvinden nysgerrigt med øjne uden at afbryde hende, eller gøre noget tegn til at ville snakke med hende.

Hun lænede sig en smugle mod sin ræv ”se Benjamin… gad vide hvad hun er for en” sagde hun lavt til ræven som løftede hoved og efter kort tid fik øje på den kvinde som Kulina havde talt om. De lagde begge hoved på skrå i nysgerrighed og fulgte hende med øjne til hun blev alene og satte sig ved et træ.

Kulina så ned på sit æble som stadig skinnede flot og grønt, før hun greb ræven og hoppede ned fra taget. Hun satte igen dyret ned og gik målrettede mod den nye skikkelse, stadigt med sine store vinger ude. Hun var ligeglad med de øjne hun fik, for hun lagde sjældent mærke til dem, og når hun gjorde, så hun det udelukkende som en kompliment at nogle ville bruge tid på at kigge på hende, for i hendes øjne var der intet specielt ved hende.

”Undskyld mig frue” hun talte til kvinden foran sig med en mild tone ”Jeg lagde mærke til at de så søgende ud… er der mon noget jeg kan hjælpe dem med?” tilbød hun i en bild tone. Hendes ene hånd holde om håndleddet på den anden, og som hun stod der i sit hvide tøj og med sit lyse hår, virkede hun næsten unaturligt ren i forhold til resten af byen omkring hende. Hun slap grebet om sin hånd og rakte æblet ud mod kvinden ”kan jeg tilbyde et saftigt æble?” tilbød hun ydermere, uden at vise nogle form for frygt, sådan som nogle af byboerne havde gjort det.

Kulina kendte ikke kvinden foran hende, men så igen hun kendte faktisk næsten ikke nogle, siden hun var blevet en engel, og ind til videre havde hun endnu ikke mødt nogle der lod til at vide hvem hun var. Hun så ingen grund til at frygte andre, for hun troede ikke på rendyrkede ondskab, men det ville jo nok ændre sig en dag når hun mødte den ægte vare. Dog som det var nu holde hun på at ondskab i virkeligheden bare var smerte og at alle kunne blive healet over tid. Naivt? Ja bestemt, men hun så ingen grund til ikke at tro på det.

Ræven gik hen og satte sig ved Kulina’s side. Fluffy og ren som Kulina, og med blanke øjne der observerede kvinden nysgerrigt men afholdent uden at ligge skjul på at den ikke havde besluttede sig for hvad den syntes om kvinden endnu. Han var klar til at beskytte hende hvis det blev nødvendigt, men ind til videre så den ikke kvinden som en trussel, selv om hun var anderledes og i rævens øjne var mistænksom, givet at ingen andre havde ville gå hen til hende.

Træets skyggefulde underside var behagelig kølig og når hun enkelte gange kiggede op, så dansede solens stråler i pletvise bevægelser igennem de løvgrønne blade. Enkelte gange fangede hendes skarpe øjne en bevægelse fra en fugl, muligvis den flygtige skygge af et egern. Men ellers var der fredeligt... da den idylliske energi var en flygtig glæde i hendes liv. Så  tog hun gerne imod den, nu hvor den endelig ramte hende. Egentlig havde dæmonen tænkt at hun uforstyrret havde ville kunne sidde her og blot se verden gå lidt forbi hende imens hun ventede. Men det skulle vise sig at skæbnen havde andre planer for hende, fordi det sketa da at en feminin og blød stemme brød den gængse baggrundsstøj, og med et ryk åbnede Lumine de røde øjne for at finde kilden af forstyrrelse.

Hvad der mødte hendes øjne, fik en god del af forskellige reaktioner til at glide over Lumine's læselige ansigt. Irritation over at være blevet forstyrret - overraskelse over at det ikke var et menneske der prikkede til hendes opmærksomhed og forundring over de spørgsmål den bevingede skabning bragte med sig. En engel, var hvad de blev kaldt... Lumine's røde øjne gav hende et langsomt elevatorblik - fæstnede sig kort ved de fantastiske vinger, inden at hun stadigvæk nok så forundret over spørgsmålet spidsede munden tænkende. "Et æble...?" ordene kom ud med overvejelse, hun betragtede den grønne frugt foran hende. Hvorfor tilbød hun hende et æble?
Lumine's hånd rakte ud efter æblet, og tog med en lille panderynken imod den runde frugt op til ansigtet for at se om der var noget specielt ved det. Hun spiste ufattelig sjældent menneskernes mad... og ville heller ikke gøre det nu. Dog tog hun imod det, kiggede op på hende og smilede overraskende venligt, tydeligvis betaget af hvordan hun så ud."Tusinde tak" gled det over hendes læber, og Lumine studerede hende en anelse mere, ret intenst. Vingerne var fantastiske. En del af hende havde altid ønsket vinger, men hun kunne ikke få sig selv til at vælge sådan en form for krop. Ikke endnu, men måske om nogle år. Hånden med æblet forsvandt i kjolens folder, idet Lumine pakkede æblet diskret væk uden at tage en bid af det. Det var dog fyldt tydeligt, men skete bare hurtigt.
Hun så så... ren ud.

I forhold til Lumine, hvilede der noget utrolig lyst over englen og det irreterede dæmonens røde blik en anelse. Men hun hævede dog ikke hænderne for at skærme sig, men forblev siddende. "Du er meget hjælpsom..." gled det konstaterende over de røde læber, og dæmonen nikkede umærkeligt for sig selv da hun kort kiggede på dyret hun havde med. En ræv og en engel - det var en spøjs blanding. "Jeg ledte faktisk efter en bestemt bod" indrømmede hun ærligt, og fik endelig taget hånden om af kjolefolden, hvor at æblet nu var gemt helt væk, og foldede dem foran sig på knæene. 

Hun kommenterede ikke på kvindens takken men lavede dog et svagt buk med hoved som tegn il at hun tog imod det, selv om hun ikke havde behøvede et tak til at starte med, for hende var det nok at kvinden havde valgt at tage imod æblet og stolede på hende, for i hendes verden var tiltro den største kompliment man kunne give, selv hvis den var lille. 

Da kvinden konkluderede at Kulina var hjælpsom nikkede hun ivrigt, for hvis der var noget hun var så var det da netop det. Nogle fik det godt af at eje ting eller rejse verden rundt, men for hende var der intet endnu der gjorde hende mere glad end at kunne hjælpe andre, og det var næsten som om at hun fik energi af det på damme måde som en blomst fik fra solen, selv om det i hendes tilfælde kun var noget i hendes hoved.

Kulina så tankefuld ud da hun hørte kvindens ord ” jeg så dem, og deres folk” sagde hun så så afslappede rundt ”der var et område i missede, jeg ved ikke om boden de søger er der, men jeg kan sagtens vise dem der hen” Boderne stod efter hendes mening ufatteligt rodet, og hun kunne sagtens forstå at folk ikke kunne finde noget som helst der, for det havde hun heller ikke kunnet hvis hun ikke havde set det fra oven, eller havde en røv til at finde kød boderne for hende.

Hun lavede en let gestus med hånden mod en af sideveje mellem boderne som tegn på at hun var villig til at vise hende vejen med det samme. ”jeg kan også gå hen og tjekke for dem hvis de ønsker det? Hvis blot de siger hvad jeg skal søge efter” tilbød hun i em munter tone, næsten som om at tanken i sig slev gav hende lykke, hvilket den jo også til dels gjorde.

Ræven virkede en smugle urolig ved hendes side, dog mest af kedsomhed. Men den forblev siddende, uden at tage øjne fra kvinden som den endnu ikke havde besluttede sig for om var en den skulle holde ekstra øje med, eller slappe af ved.

Lumine's fascination af sine medvæsner her i verdenen, kunne tage hende i mange retninger første gang hun mødte nogle. Som udgangspunkt var det dog en af hendes bedre kvaliteter, fordi den gjorde hende ofte mere.... venligsindet. Den gjorde hende mere imødekommende, givet at den ikke tog overhånd. Det skete dog ret ofte at den på et eller andet tidspunkt gjorde, og det var i sådanne situationer at hendes studerende øjne til sidst kunne føles som befamlende hænder.
Men der var de slet ikke endnu. Hele hendes velvillige udstråling var stadigvæk noget Lumine lige skulle vende sig til at være i nærheden af - det var meget fremmed for et væsen af grådighed som hende, og lyttende forklarede den hvide engel nu hvorfor hun henvendte sig til Lumine. Hun havde set dem gennemsøge de mange små stier efter den ene bod? Hvor længe havde hun betragtet dem?

Dæmonens lange negle gled overvejende over kjolens stof ved knæene, idet de røde øjne nok så overrasket hørte hvor hjælpsom denne engel havde tænkt sig at være. At finde den rigtige bod lå stadigvæk Lumine på sinde, men hun havde sine folk ude af en grund. "Det behøves ikke, lille blomst" kom det med et myndigt smil og Lumine's fine hoved tippedes på skrå. "Men din hjælpsomhed er værdsat" fulgte hun op med, og rystede kortvarigt på hovedet over de tjenere hun havde sendt afsted. Hvis et barn som dette kunne finde boden hurtigere end de kunne... det var jo næsten pinligt. Det måtte gøres bedre, og Lumine satte i det sekund en mental lille tidbegrænsning op. Var de ikke tilbage indenfor hvad hun følte var passende, måtte der være konsekvenser.

Dog havde Lumine ikke tænkt sig at lade englen gå bare fordi at hun ikke skulle bruge hendes vejvisende evner, og med en dæmpet lyd klappede dæmonen på jorden ved siden af hende, et spørgende glimt omkring hendes øjne.
"Det kan til gengæld være at du kan hjælpe mig på en anden måde. Hvis du selvfølgelig er interesseret i det?" gled det melodisk over hendes røde læber, og Lumine smilede; måske endda lidt for bredt til at det var helt venligt. Der hvilede en underliggende sulten energi omkring den velklædte kvinde, der i forvejen var en sjov del af byens gadebillede. Det var ret så tydeligt at hun ikke passede ind her.

Det var ikke at Kulina var trist over at kvinden ikke ville have hendes hjælp, nej faktisk var det godt at kvinden var selvstændig nok til ikke at behøve hendes hjælp til netop den del, og hun havde jo også folk ude, eller hun gik da ud fra at det var det de lavede. 

Hun nikkede og smilede blidt ”Jeg elsker at hjælpe” afslørede hun, næsten stolt, ja faktisk hvis man hørte efter kunne der ikke være tvivl, det var stolthed, for hun havde fundet sit kald og hun elskede det mere end noget andet, så hvorfor ikke erklærer det når hun kunne i tilfælde af at nogle kunne bruge hende til noget, stort som småt.

Da Kvinden inviterede Kulina til at side ned, tog hun med det samme imod det og gik hen og satte sig på knæ ved kvindens side, næsten som en lydig hund, dog så hun det ikke selv sådan, for hendes tanker gik aldrig den vej, eller de havde de i hvert fald ikke gjort endnu.

”Det ville være mig en ærer at hjælpe en så fornem kvinde som dem fru” hun sagde det ikke for at smigrere sig ind på hende, men fordi det var den rene sandhed, for havde hun ikke været villig til at hjælpe kvinden så var hun slet ikke kommet hen til hende, og havde nok bare forladt byen igen kort efter.

Ræven knurrede lavt af kvinden, og var tydeligvis kommet frem til at den ikke stolede på hende, dog nærmede den sig med snigende skridt for at være tættere på Kulina. ”Vær sød Benjamin, hun har intet ilde gjort os” sagde hun i en tone der virkede næsten kærlig til dyret, for selv om hun burde sætte den på plads og måske være vred, så kunne hun ikke få sig selv til at være sur over det når den bare prøvede at beskytte hende. ”Det må de virkelig undskylde fru” sagde hun hurtigt som hun vendte sine øjne mod kvinden igen, og med en udstrakt hånd nussede ræven for at få den til at sætte sig og falde til ro. Ræven satte sig som hun ønskede det men øjne forblev dog låst på kvinden, tydeligt ikke tryg ved hende eller villig til at opgive sin vrede helt endnu

På trods af at englen måske ikke prøvede at smigre sig ind på Lumine, talte hun i hvert fald til en forfængelig side af dæmonen som var helt reel, og som med et tilfreds smil så hende sætte sig ved siden af hende. Hun gjorde dog ikke mine til at røre ved hende, men lod i stedet en rastløs hånd lege en anelse med det lange hår der faldt omkring hende. Stadigvæk studerende betragtede hun den hvide kvinde, og holdt blikket låst der på trods af ræven der knurrende viste at den slet ikke var ligeså tryg omkring kvinden. Hun forstod den godt. Det var ikke før at hun undskyldte for dyret, at Lumine sendte det et mere køligt men stadigvæk undersøgende blik. Hun elskede dyr, men ikke for deres nærvær og finurlige personligheder. Nej, dyr kunne altid udskiftes.... og den samlermentalitet havde ledt til mange væsners dødsfald; hun undrede sig ikke over rævens ubehag.

Dog endte hun med at smile glat, og vinkede afværgende med hånden, inden den genoptog sin legen med håret. "Det burde du ikke tænke på" kom det med et smil fra Lumine, der i en næsten kærlig grad mente det hun sagde. Hvis hun skaffede sig af med ham, ville det problem være løst.
Dog var det ikke hendes beslutning, og heller ikke derfor hun havde klappet selskabet til sig. "Jeg ville snakke med dig om dine vinger...." Lumine's bløde stemme havde en venlig nysgerrighed, og det var også med en smule kærlighed at hun kortvarigt kastede endnu et blik på de enorme svangevinger der hang på ryggen af englen. Hvordan kunne man ikke undgå at blive en smule... betaget. "Hvor meget kender du til dig selv og dit... forhold til dem" måske et lidt kringlet spørgsmål, og en slank hånd kastede en sky af hår væk, måske en anelse provokeret af rævens skikkelse, på trods af alt.
Ikke at hun gjorde det meget tydeligt at det var sigtet efter den.

Havde Kulina kendt til kvindens holdning om dyr havde hun muligvis udfordrede den, for i hendes verden var der intet smukkere og mere uskyldigt end dyr, og i hendes sind var de ikke bare noget man kunne erstatte. Dog på den anden side så hadet hun at skulle bryde en god stemning og så når det kom til stykket ville hun nok alligevel have hold sine tanker for sig selv i retur for ikke at fornærme kvinden.

Det var tydeligt at hun skulle til at kommentere på kvindens ord, men hun valgte dog ikke at gøre det. I stedet bøjede hun sig til ræven og hviskede noget til den. I retur kiggede den op på hende som om den prøvede at sige noget, men da Kulina fastholde sit blide smil rejste den sig dog og gik lidt væk, men dog ikke så langt at den ikke ville kunne springe til hendes sikkerhed skulle Kulina bede den om hjælp på nogle måde.

Kulina rettede igen hendes opmærksomhed mod kvinden da hun snakkede, og skulle igen lige til at sige noget før hun blev afbrudt af kvinden, og villigt lod hende tale færdig. "Ooh, mine vinger?” hun drejede sig en smugle og så på de velholdte hvide fjer et stykke tid før hun vendte sig mod kvinden igen og så tankefuld ud, tydeligvis ikke helt sikker på nøjagtigt hvad kvinden ville vide.

”Jeg husker intet af min fortid, jeg har kun et svagt tågede minde om at vågne op ved havet” hun gysede da hun sagde det, som om hver eneste fiber i hendes krop foragtede havet, hvilket den også gjorde ”oppe nord på, nord for krystalbjergene” hun så intet galt i at fortælle det, for hvad skulle kvinden dog kunne bruge det til.

”Min første tid er uklar, tågede, ind til jeg vandrede væk fra havet og fandt benjamin” hun så efter dyret med et smil før hun vendte tilbage ”Efter et år mødte jeg en anden engel, hun lærte mig hvad jeg behøvede at vide, hvordan jeg tog mig af dem, hvordan jeg tog dem til mig, og hvordan jeg kunne gøre dem stærkere” forsatte hun med at forklare

”Jeg har været en engel i omkring 2 år nu, lige over faktisk, så jeg er langt fra perfekt, men jeg prøver da” det var tydeligt som hun talte at hun var en åben bog, en man kunne spørge om alt, og som ingen skam havde i at fortælle om hendes fortid eller fortælle hvad kvinden kunne have lyst til at vide.

Det gjorde Lumine intet at hun sendte ræven væk. Om noget gjorde det hende kun i bedre humør at have den på afstand, hvilket dog ikke kunne ses synderligt godt i kvindens feminine men skarpe ansigt. I et ligeså pludselig ryk af øjnene som det hun havde fulgt ræven med, ligeså pludseligt vendte det røde blik tilbage til englens hvide skikkelse der gav sig til at forklare.
Måske ikke ligefrem hvad hun havde sprugt ind til, men ikke desto mindre dækkede det fint hvor godt hun kendte sig selv; nemlig slet ikke så godt som først antaget. Om det var godt eller skidt, det måtte tiden vise... Lumine's hår dansede svagt i den lille brise, men ellers forholdt dæmonen sig tavs og stille, hvor at selv den rastløse hånd var forsvundet til fordel for lyttende nysgerrighed.

Da hun var færdig, var det studerende blik der hvilede over englen ikke blevet mindre, men tværtimod nok en anelse mere tændt, og Lumine nikkede for sig selv, et lille smil i mundvigen. "Lille blomst dog..." Hun kendte ikke meget til engle eller deres måde at håndtere et liv efter døden på... men hun kunne - nok på flere punkter en Kulina umiddelbart vidste, nikke genkendende til ikke at kunne huske sin egen fortid eller historie. Det kunne være frustrerende hvis man som væsen tænkte over sådanne huller i hukommelsen. Selv havde Lumine næsten været besat af idéen om at få sine minder igen, og det havde i sidste ende også lykkedes for hende, omend det slet ikke havde været ligeså rosenrødt som først håbet på. 
Ikke at hun fortrød; det havde været den vigtigste beslutning i hendes 2000 år som levende væsen. 

Benene samledes under kjolens røde stof, idet Lumine valgte at sætte sig i havfruestilling nu. Overraskende nok, havde hun bare tæer der tittede frem fra folderne, selvom resten af hele hendes udstråling osede af rigdom og overflod. "Har du nydt det, disse to år? At være en engel...?" stemmen var overvejende, og gjorde plads til at det var okay at sige nej, selvom noget sagde hende at det ikke var tilfældet; hun virkede lidt for glad til at ærgre sig over den retning hendes liv havde taget.

Lumine's ene hånd gled fraværende over kjolens folder, indtil det forsvandt ned i en anden lomme hvor hun hev en underlig lang pibe frem, smukt dekoreret og udskåert. Med et knips af fingrene tændtes en flamme på spidsen af dæmonens finger, og den krydrede lugt af pibetobak bredte sig omkring dem.