Lindoa havde taget en tur ud fra sin gruppe. hun ville gerne undersøge noget folket kaldte et "vande fald."  hvad det end var. Lindoa var ikke et menneske eller halvdyr, eller andet som andre her i landet. hun var et eksperiment, en dragefødt. hun havde  hvide, sølvskæl med et strejf af lyserød over det. hun havde sit blå sæt tøj på og gik rolig mod den ven nogle folk havde gået tidligere den dag. hun så rundt for at tjekke om der var nogle og da der ikke var nogle gik hun nærmere og fandt ud af hvorfor folk kom her. dette Vande fald var jo smukt. hun stilte sig op af et træ imens hun nød udsigten. hendes grønblå øjne så rundt og fik  øje på en regnbue og så noget undrene på den. sådan en havde hun ikke set i dæmonriget. faktisk så var det meget nyt for hende.

hun var heller ikke sikker på hvad dette vande fald var for noget. men smukt var det. hun stod lidt og stirrede på vandet. hendes hale svang lidt omkring hende og træet, hun gik lidt nærmere vandet og så ned på sit spejlbilled. hvorfor var folk bange for hende. hun var en skræmmende race, hun vidste det bare ikke selv.
Lindoa så på spejlbilledet af sit sværd og trak det. det skindede som var det nyt, og hun så på et død træ bag sig. hun kunne da lige så godt få lidt tid til at gå. hun vendte sig om og begyndte at øve sig i kampteknikker og sværdkamp mod træet. selv om det nu var en meget kedelig modstander.

Eva havde hørt om at der skulle ligge et vandfald nord for landsbyen, Fredskilde. Hun havde overhørt en samtale mellem to kvinder i landsbyen som havde snakket så begejstret om stedet. Det fik Evangeline lyst til at se nærmere på. Hun havde brug for et sted at falde til ro, hun var anspændt og humøret var på sit laveste. - til gengæld var det et skønt vejr, himmelen var blå og der var ikke en sky at se. Det fik solen mulighed for at sende sine stråler ud over landet. 

Eva fløj over det smukke landskab, hun fløj ikke så højt, men nok til at det ville være farligt at falde. Under hende kunne hun lige se sin egen skygge og sit brede vingefang på 7 meter. - Der gik ikke længe før hun kunne høre lyden af brusende vand, det tyede måske på at hun var tæt på? Eva valgte at følge lyden, hun havde ikke været der før, underligt nok. For hun var ellers en som rejse meget omkring og havde ikke et fast sted at bo og hun havde da været i landsbyen og de nærliggende steder en del gange efterhånden, men dette sted havde hun åbenbart overset.

Evangeline fløj forbi et dødt træ. Det var tydeligt at se og et sørgeligt syn. Solen stod højt og hendes skygge var til at tyde i jordoverfladen. Da hun havde passeret det døde træ, valgte hun at tag ophold i det nærmeste frodige træ på en tyk og stæk gren hvor man lige kunne se hende stå med vingerne slap ned langs ryggen imens hun holde fast i en tynder gren.  Hun så rundt på sine omgivelser, og så slet ikke det væsen der faktisk befandt dig ved det døde træ. Faktisk havde hun ikke set over på det men blot fløjet forbi det. Så lige nu følte hun sig alene. En rar følelse og lige det hun havde brug for. 

Lindoa hørte godt vinge slag men opfangede ikke lige at det landede i nærheden af hende. kun at det var et stort dyr der fløj. for det var ikke små lette vinge slag som en kolibri eller sådan noget. hun svang hele vejen rundt med sværdet og ramte træet perfekt. det rystede og en gren faldt ned i hovedet på den drage fødte. "for Zaladin også." udbrød hun. i et sprog som ikke var dæmonisk men heller ikke krystaliansk. det var en blandning af dæmonisk og draconiansk, hun var trods alt vokset op hos dæmoner og drage fødte. hun tog sig til hovedet og gned lidt. hun så op på træet med et vredt blik. forbandede træ at smide en dødd gren i hovedet på hende.

Lindoa tog grenen op fra jorden og så lidt studerene på den. hun kastede den op i luften med et fast greb om sit sværd, hun huggede sværdet ned mod grenen imens den faldt og det smidtrede i to dele med slindter rundt omkring. lindoa stod lidt og så på sit sværd. hun tænkte lidt over tilværelsen. var hun endelig skab til at leve fri? eller var hun bare skabt til at slås kun? hun så på sværdet og tørte det af fra slindter imens hun lyttede til vandfaldet.

hun gik over til vandet og satte sig i skræderstilling ved vandet og lukkede øjnene med sværdet på sine lår. hun lyttede til vandets brusen og nød lidt denne lyd. så det var et vande fald? var det endelig overhovedet rigtigt hørt. vande fald.... ej det lød så underligt. men vis det krystalianske sprog sagde det hed vande fald måtte det hedde vande fald. ik?