Ella var ikke sikker på om der var nogen i miles omkreds der havde hørt hende, eller kunne høre hende nu. Hvordan kunne det ske igen? Hun følte altid at hun måtte løbe for livet eller bryde ud af fangeskab de sidste par år. Hun havde set en nær ven tortureret for øjnende af hende, ganske simpelt fordi han kendte hende. Hun var blevet solgt til en slavehandler, og slap kun fri fordi en anden slave hjalp hende. Og nu, nu sad hun i fangeskab igen.
Ellas hjerte hamrede i brystet på hende som en forskræmt kanin, som hun kæmpede for at komme fri af fælden. Smerten var det værste. Den var ulidelig som de spidse tænder gnavede sig ind i hendes sarte hud og farvede hendes kridhvide pels blodrød. Fælden havde fået fat i hendes ben, og selvom hun i sin dyreform faktisk havde fingre, var hun ikke stærk nok til at åbne den hårde jerngreb.
Alt hun havde gjort var at nyde den dejlige dag. Det gode vejr, den blide brise og den varme sol der for alvor var begyndt at varme landet op. Bønderne havde pløjet markerne og sået noget af det tidlige forårssæd i jorden. Der duftede frisk hvor end hun bevægede sig, specielt som en kort regnbyge havde dækket den tørre jord i et fint fugtigt lag og frembragt en umådelig dejlig forårsduft til alle afkroge af marker og skove. Hun havde nydt det. Nydt den frihed der var ved at løbe frit i skoven, til uheldet var ude.

Der gik lang tid før hun holdte op med at kæmpe, og blot lå på den bladfyldte jordbund som en forskræmt lille kat og spejdede omkring sig. Lyttende. Håbende. Rystende af skræk. Hendes øre lå faldt ned over hendes hvide hoved og de store øjne var som tekopper, som de spejdede rundt. Svagt løftede hendes øre sig når hun hørte en ukendt lyd. Hvis skæbnen var hende forfærdelig, kom et rovdyr og åd hende rub og stub. Var skæbnen som sendt fra Zaladin selv, var der endnu en slavehandler på vej efter den hvide skabning.
Ella vidste godt hvad hun foretrak. Og hun ville hoppe direkte ind i ulvens frådende gab hvis det var nødvendigt.

Det var ved at være skumrings tid og selvom at det var ved at være tid, til at dyrenes skulle gøres klar til natten. Havde noget trukket i ham, sagt at han skulle tjekke om der igen havde været jægere ude og lægge fælder op. Han havde aldrig været modstander af jagt, men det at bruge fælder - var han stærkt imod, hvis man skulle dræbe et dyr grundet sult og nød. Skulle man gøre det så dyret ikke led. 
Han havde glædeligt kun fundet en enkelt fælde, som han også havde pakket sammen og puttet i hans rygsæk. Og selvom han vidste det betød, at han om morgen nok ville have en vred bonde på nakken. Ikke at han kunne bekymre sig omkring dét.
Hans hånd strøg sig hen over hans skæg, mens den anden havde et godt greb omkring hans vandre stok. hvis han ikke fandt nogen dyr, havde det alligevel været en skøn tur at gå. Varmen lå stadig fra solen der havde stået på himlen hele dagen. Foråret var virkelig ved at melde sin ankomst. 

Dog blev smilet fjernet fra hans læber, da hans øjne fik en hvid skikkelse i syne. 
Manden så ikke at den så anderledes ud, end noget han nogen sinde havde set før. Det var på ingen måde vigtigt for ham, hvad der var vigtigt var at få den fri fra sine lænker. Han lagde stokken fra sig, og bredte sine arme ud med hænderne oppe. han gik ned i knæ, som han lige så stille bevægede sig hen imod døren. “Hej ven, hvad har du dog rodet dig ud” brød han stilheden med en varm stemme, velvidende at det nok ville få dyret til at blive skræmt. Men hellere at den lagde mærke til hans tilstedeværelse fra lang afstand, end at han ville skræmme den og den bed ham. 
Selv de kærligste dyr, havde tænder hvis man kom for tæt på for hurtigt. 

Ella forsøgte at presse sig endnu længere ned i jorden og bladende som hun hørte skridt. Men hun vidste at hendes hvide pels var så meget i kontrast til alt omkring hende, at det næppe nyttede noget.
Hun burde logisk set forstå at han havde sat sig på den måde for at hjælpe hende. Og han talte også til hende på en rolig og varm måde der burde havde beroliget hende. Men frygt gik al logik ud af hovedet og hun gav sig til at rykke et par gange i lænken før et ynkeligt piv forlod hende. Hun lagde sig tilbage ned mod jorden, denne gang mere sammenkrøllet og beskyttende om sig selv, selvom det garenteret ikke ville ændre noget alligevel. Hun havde ikke nogen chance hvis han ville hende ondt.

De sorte øjne kiggede skræmt på ham, men hun gjorde ikke mere antræk til at flytte sig. Hun blev liggende, og holdte skarpt øje med enhver form for bevægelse. Hun var heller ikke sikker på hun kunne udstå mere smerte ved at hive i benet. Det svigede voldsomt og havde gjort hende svimmel bare af de få ryk hun lige havde lavet. Et kort øjeblik overvejede hun om hun kunne leve med kun et ben. Men kunne hun nå, og havde hun overhovedet kræfterne til at flå det af.
Sandheden var nej, men hun overvejede det alligevel. Hellere det end endnu et fangeskab. Med en svag skælven i hele kroppen så hun bare på ham. Afventende. Selv hvis hun slap fri, var hun faktisk usikker på om hun havde kræfterne tilbage i kroppen til at nå særlig langt væk før hun ville kollapse. En ting hun glemte at overveje, var det faktum at når jerntænderne var ude af hendes ben, ville blodet for alvor få plads til at komme ud. Og i denne skikkelse, var hun ikke ligefrem det mest blodfyldte væsen på jorden.

Han blev hurtigt grebet af panik, da dyret begyndte at hive endnu mere panisk i det fangede ben. Men han undertrykkede lysten til at begynde at råbe den skulle stoppe, det nyttede aldrig og den ville nok alligevel ikke forstå det. 
En dyb indånding blev taget, og han blev siddende ind til den stoppede med at rykke på sig. 
“Okay, det er noget af en fælde du har fået dig selv fanget i” mumlede han forsigtigt, og begyndte prøvende at gå tættere på. 
Hans blik faldt på fælden, det var en af de lede. Den som bare ville gribe dybere fat i dyret, jo mere den bevægede sig. Han havde ført set dyr der havde gnavet deres egne ben af for at komme fri. Bare for at ligge død flere meter fra fælden. Han kunne mærke vreden kort i hans mave, over de mennesker der kunne finde på det. Men han fjernede den også igen, da han vidste hvor modtagelige dyr kunne være over for følelser mennesker udsendte. 
Som undtagelse plejede han at bruge sin evne på at tale med dyrene, men noget stoppede ham fra at gøre det på væsnet foran sig. “Jeg gør dig ikke ondt, mit navn er Oswald og noget fortalte mig at jægerne havde sat nogle fælder op igen” begyndte han lige så stille, stadig med hans rolige stemme, som han lagde sit hoved på skrå. Han fjernede tasken fra ryggen, og begyndte at hive nogle medicinske remedier. Han sukkede så dybt, da han så hvor dybt tænderne var i benet. Måske ville det være skidt hvis han fjernede den her? 
Hans øjne blev kortvarige smalle mens han tænkte. 
“Okay.. Jeg fjerner kæden, men jeg tror ikke jeg har nok til at hjælpe dig her ude..” hans fingre bevægede sig lige så stille hen imod snuden. Klar til at tage den til sig, skulle den bide ham. “Det er okay, jeg gør dig ikke noget, det lover jeg.”

Ella pressede sig endnu tættere sammen, til hun mere eller mindre kun var en rund pelsklump, med et par store sorte øjne, en dirrende sort næse og et ben der stak akavet ud til siden.
Hun fulgte ham nøje med blikket som han kom tættere på og vurderede hans træk såvel som bevægelser som studerede hun en bog nærgående.
De bløde øre løftede sig let som han snakkede igen og drejede sig let imod ham, visende at hun var fokuseret ind på hans stemme. At han ikke vidste hun forstod ham, var en fordel og en ulempe. Hun kunne godt lide at menneskene ikke kontaktede hende som var hun et klogt tænkende væsen, men det betød også at hun fik en del mere grusomhed at se. Mange mennesker havde ingen respekt eller kærlighed for dyr - hun kunne forstå de sultne og desperate, men andre var direkte barbariske.

Hun kiggede indgående på tasken han tog ned fra ryggen og det indhold han hev op. Noget hun genkendte og noget ukendt, men det gav en ide hvad hun havde med at gøre. Ganske let løftede hun hovedet og løftede ørene, men så snart han bevægede sig igen, faldte hendes hoved ned over poterne og ørene lagde sig ned langs hendes hoved på ny.
Hun stirrede længe på den udrakte hånd og overvejede om hun skulle reagere som mennesket forventede dyr gjorde. Snuse til ham og tage hans duft ind. Det var mange århundreder siden hun havde etableret nok menneskelighed til at stoppe den slags. Men det gav stadig et godt dække. Nervøst løftede hun hovedet, snuste til fingerne og lod den kolde snude røre hans fingre, inden hun roligt lagde hovedet ned igen, uden at fjerne blikket. Hun ventede på at han fjernede kæden, men ville ikke give sig til at løbe når han gjorde. Det kunne hun ikke. Hun ville i hvert fald næppe overleve det, og forvandle sig til sin menneskeskikkelse, hjalp næppe på begivenhederne. Så hun ventede, og forventede faktisk også at han ville forsøge at tage hende op bagefter. Med det han forklarede var det den logiske retning at gå i. Det var hendes mulighed for at blive læget sammen igen, selvom frygten for fangeskab stadig pulsede i hendes lille krop.

Som han betragtede dyret reagerer på ham, måtte han indrømme at der var en lille stemmen er fortalte ham at det her ikke var et dyr. Han tog en dyb indånding, og ventede tålmodigt på at kreaturet valgte om den ville stole på ham eller ej.
Han mærkede luften fra den snusede næse, der bagefter lagde den våde næse imod hans hånd.
Okay, så hvad end det var, han havde med at gøre havde den givet ham lov; for nu. At gøre det han mente var bedst, sådan havde han i hvert fald valgt at tolke det.
Tingene han havde fundet frem valgte han at pakke væk igen. Som han havde fortalt, var han ret sikker på at de ikke ville hjælpe på situationen. 
Han gik rundt omkring dyret, eller hvad det nu var han havde med at gøre. Han begyndte at hive pælen op der gjorde at dyret ikke kunne stikke af med kæden omkring benet. 
Hans øjne betragtede igen dyret der havde presset sig helt ned i bladende. Inden han samlede kæden sammen, satte rygsækken ordentlig på plads igen. 
“Stille og roligt” mumlede han, og samlede lige så forsigtigt det lille dyr op. 

Lige så forsigtigt begyndte han at trave tilbage til gården, han havde nok nogle dyr der ville være umådelig skuffet over at maden ville komme en del senere end normalt. 
Men skrev sig bag øret, at de nok ville tilgive ham skulle der ryge lidt ekstra lækkert med i maden. 
Der gik omkring tyve minutters travetur, før at han var på hjemmevant område. Hans øjne blev smalle, som han så noget løbe imod ham. Han piftede, og en trehale kom med fuld fart imod hans skikkelse. De fleste af dyrene på gården havde ingen indhegning, kun dem som ville være til skade for andre og dem selv, hvis de ikke var det. Den hoppede og sprang omkring ham, endnu et dyr han havde fundet da han havde været ude i den mørke skov. Der havde han fundet den udsultet, et øje fjernet, da hvem end der havde fingrene i det, udelukkende havde gjort det for at se om man kunne få den magiske evne til at se i fremtiden. 
Den bjæffede højlydt, men stoppede op da den så at Oswald havde noget i armene. Oswald betragtede dyret der begyndte at dufte ud i luften, og hvinede en smule inden den løb i forvejen imod huset. Røg gled stadig ud af skorstenen da han havde efterladt pejsen med små flammer inden han var taget afsted. Farligt måske, men selvom foråret var på vej, synes han stadig at det havde det med at blive ganske køligt om aften. Køligt nok til at han synes der skulle tændes op. 
Med tunge skridt, træskede han imod forhuset. Nogle vrinsk fra Ekuma’er der var inde i et overdækket stald, men også her kunne de frit gå ud skulle de have lyst til det. Faktisk var det utroligt, hvordan Oswald havde formået at få alle dyrene til at forstå at dette var hans land, og de måtte råde frit i det område. Flere af bønderne havde bedt ham om at bure dem inde, i frygt for deres høns skulle blive spist. Men de boede heldigvis flere mil væk, så han havde ikke taget sig af det. 
Han pressede døren op, og trehalen løb ind i huset. Dog blev han mødt af en kæmpe stor mørkebrun ulve lignede skikkelse, på størrelse med en lille ko. “Flyt dig Wallis! Jeg kan ikke komme ind.” nogle kulsorte øjne blev åbnet og kigget på Oswald, først lignede den en der ville gå til angreb, inden den kastede sig dramatisk på ryggen. Hele huset rystede næsten under vægten fra det ulvelignede væsen, der måske også lidt lignede en bjørn? Den hyldede op, som havde han slået den.
“Årh hold din kæft, du får mad senere.” mad fik øjnene til at lyse op, som to tunger faldt ud af dens mund. Et smil var at spore på Oswalds læber, som han bragte væsnet han havde i armene ind i stuen, fyldt med tørrede frugter og urter. Hele hans hjem gav hurtigt indtryk at være ganske hyggeligt, men meget nedslidt. Pejsen hyggede sig med ild og brænde. Mens nogle stearinlys var sat op flere steder, stadig brændende. 
Tydeligvis var han ikke en mand, der frygtede at det ville brande ned. Det havde jo også kun været en kort tur! En Punktie var over i hjørnet, i gang med at ordne sine fjer, den kiggede dovent op på mennesket der kom tilbage med et nyt dyr. Og fortsatte så sin rengøring. 

“Så” mumlede han, og lagde dyret på spisebordet, efter han havde fjernet det værste til siden fra hans aftensmad. “Godt, lad os få kigget på den fod.” mumlede han, og begyndte at finde healende savler frem, og en tang der kunne hjælpe ham mere nænsomt at få tænderne ud af anklen. Det handlede om at arbejde hurtigt, da han helst ville undgå at for meget blod blev tabt.

Ella blev liggende, selv efter kæden var blevet løsnet og hun i princippet havde mulighed for at stikke af. Tanken havde bestemt også strejfet hende flere gange i løbet af dette møde. Men hun blev liggende, som det skadet dyr hun nu engang var, og holdte øje.
Imponerende nok gjorde hun heller ingen indvendinger som han samlede hende op fra sit beskyttende dække af blade, men var trods alt stadig komplet stiv i det meste af kroppen af skræk.

For hende syntes tiden at gå umådelig langsomt som hun gik den ukendte skæbne i møde. Hun havde ingen ide om hvor de præcis var på vej hen, eller hvad den fremmed mand i teorien havde tænkt sig. Hun var blevet løjet for før, og trods hendes naivitet, var hun skadet af fortiden.
Men hun syntes at synke en smule sammen i hans arme, som tiden gik og hun begyndte at blive træt. En træthed som forsvandt som dug fra solen da de blev mødt af en bjæffende lyd kom. De primitive, men dog fuldt funktionelle fingre greb fat om stoffet der dækkede mandens arm og hun forsøgte nærmest at krybe ind under tøjet på ham, som første paniske indskyddelse til den høje lyd og synet af det fremmede dyr. Hun var normalvis ikke bange for andre dyr, da de fleste lod hende værre, men lige nu kunne alt skræmme hende.
Og det blev bare ved! Dyrene skød nærmest op som paddehatte omkring hende, og hun fik travlt med at dreje hovedet og ørene i alle retninger for at se og høre dem alle sammen. Til en start var det langt mere skræmmende for hende end betryggende, før det langsomt - meget langsomt - gik op for hende, at ingen af dem var buret inde. Ingen af dem så ud til at lide overlast eller være taget til fange.
En opdagelse der fik hende til svagt at synke sammen igen.

Ja det var indtil Wallis kom ind i billedet. En halvkvalt pivlyd udslap hende, som hun pressede sig sammen, som hun gjorde ude i bladbunken i skoven. Ikke at den var videre faretruende i adfærd, men den var så meget større og så meget stærkere end hende, at Ella ville ønske hun kunne løbe sin vej.
Ella forsøgte at gå et par skridt, der nok nærmere var at trække sit ben der stadig var indfanget hen over bordet, før hun satte sig igen. Det gav ham et kort men også mere tydeligt billede af den sammensætning hun for menneskene mindede om. Hvordan flere kendte træk fra katte, hunde, geder og andre dyr var blandet sammen for at skabe noget der på en eller anden måde kunne bevæge sig elegant i mere eller mindre alle terræn. Ikke at hun følte sig særlig stærk og elegant lige nu. Bare svagelig og træt, som hun lagde sig på træbordet og drejede de sorte øjne mod ham igen, mens ørene var på overarbejde med alle de fremmede lyde omkring hende.

I det øjeblik som dyret på bordet undslap den hvinende lyd, hylede ulve bjørnen bag ham. Halen stak mellem benene, som den meget tydeligt hastet ud af stuen og ind i gangen for at gemme sig, fra hvad end der havde skræmt den. 
Oswald sukkede dybt, som hans øjne fulgte den store skikkelse der skyndte sig ud af stuen.
“Du skal ikke tage dig af ham, han er verdens største kujon. Nogen gange tror jeg slet ikke han ved, hvor stor han i virkeligheden er.” snakkede han med hans meget behagelige og rolige stemme. 
Hans blik rettede sig tilbage imod fælden omkring den hvide pels. Det var ganske tydeligt at blod var begyndt at forme sig rundt omkring jernet. Han snøftede kort, mens han begyndte at gå i gang med arbejde for at få den af. 
“Stort set alle de dyr som er på min gård, er nogen jeg har fundet da de har har været skadet. Også har de ikke ville drage afsted efter jeg har passet på dem.” mumlede han, han vidste ikke hvorfor. Men han følte altid, det hjalp når han snakkede til væsnerne han havde i hans nærvær. Desuden havde manden jo ikke super mange mennesker han var i kontakt med, så dyrene var alt han havde. 
Lige så stille, meget nænsomt og forsigtigt fik han lirket jerntænderne op. Han begyndte hurtigt at rense såret for til sidst at smøre det med healende savle. 
For en god ordenskyld begyndte han også at vikle det ind i noget bandage. “Så, nu skal du bare brug noget hvile, og forhåbentlig kan du få lov til at løbe tilbage hvor end du kom fra inde for nogle dage.” han lod fingrene glide hen over den hvide pels. Derefter gik han ud for at finde noget mad den. Køkkenet var fyldt med mad, størstedelen af det var slet ikke til ham. Desuden ville det også være på nuværende tidspunkt at resten af gårdens dyr skulle fodres.

Dyrets hyl fik først Ella til at trække sig sammen, men ørene løftede sig først ganske lidt, og så næsten helt op som ulvebjørnen i stedet for at være faretruende stak halen mellem benene og flygtede nærmest fra stedet. Den var på størrelse med et mindre hus, og den var bange for hende? Forvirret lagde det ene øje sig lidt mere ned end det andet, givende hende et noget undrende udtryk, inden hun lagde hovedet ned igen og forsøgte at slappe af. Hun drejde blikket hen på manden som han begyndte at tale, og lignede mærkeligt nok for ham, en der godt forstod hvad han sagde og lyttede til hans ord. Hun glemte at tænke over at det normalvis ikke var noget dyr gjorde.

En sitren gik igennem kroppen på hende som han begyndte at arbejde med jernkæberne om hendes ben. Det bragte noget af smerten tilbage, også selvom han var forsigtig. De bløde fingre gav sig til næsten hvileløst at gnave ned i bordet, dog uden at bruge hendes klør. Det var brae for at distrahere sig fra at flytte benet og forsøgte at flygte fra smerten.
Men som han talte lærte hun også en del mere om hvem hun havde med at gøre. Han virkede oprigtig som han fortalte om hvordan han hjalp dyrene og at de blev tilbage. Ud fra at de kunne gå frit rundt virkede det også som sandheden. Han var måske slet ikke så slem som hun med det samme var gået ud fra.

Ella peb og trak benet til sig så snart det var ude af fælden, selvom han stadig havde mulighed for at tage det og rense såret. Såret der helt naturligt var begyndt at pulse blod igen efter at tænderne var fjernet. Ella følte sig igen omtåget. Hun løftede hovedet kort, men de gyngende bevægelser blev for meget før hun lagde det ned igen. Pelsen løftede sig let ved hans berøring som fik hun et kort kuldegys, men ellers reagerede hun ikke. Hendes øjenlåg var tomme og så snart manden var væk, krøllede hun sig sammen til en rund ring med den lange hvide hale liggende om kroppen og faldte i søvn. Hun var så uendelig træt.

Ella var faktisk ikke sikker på hvor længe hun sov før hun dovent løftede øjenlågene igen. Men en lyd fik hende til at reagere, løfte hovedet let og lade de lange hvide øre løfte sig op i luften, en del mere nysgerrig end bange, trods frygten stadig sad udenpå pelsen af hende.

Han brugte en god time, næsten to på at give alle dyrene mad. Da han var gået tilbage fra køkkenet med mad til den lille hvide pelsklump var den allerede faldet i søvn. Så han var gået igang med hans nattelige pligter, som havde han slet ikke fået en lille gæst på besøg denne aften. Selvom at det for den, nok var ganske ufrivilligt. 
Tiden han brugte på at sørger for alle dyrene, så de var klar til natten. Blev brugt på at funderer over hvad det var for et kreatur som der lå inde på hans bord. Den var næsten for menneskelig, til at han kunne tro, at det bare var et helt almindeligt dyr. Og selvom, at han jo godt vidste at den var speciel; da han aldrig havde mødt sådan et slags væsen før. Var det stadig svært for ham at tro, at et dyr kunne arve så meget personlighed som den havde. 

Da han var kommet tilbage i huset, havde dyret stadig ligget på bordet. Hans hånd havde strøget hans nakke, inden han havde fundet et tæppet og lagt rundt omkring dyret, mere som et form for redde. Derefter var han gået ind i hans soveværelset, og faldet i søvn i sengen kun lige efter han havde fået revet støvlerne fra. I løbet af de tidlige morgentimer, var han nærmest blevet kvalt, da en kæmpe ulv havde puttet sig i hans ellers ret store dobbelt seng. Han sukkede opgivende, og rejste sig med søvnige øjne fra senge, hænderne gned sig op og ned af ansigtet. Noget vand i hoved, også ville alt være okay. 
Han var nær faldet over trehalen der havde ligget sig i døråbningen ind til værelset. “Oliver forhelvede” brummede den morgensure mand, som han kantede sig forbi og gik ud i køkkenet for at sætte gang i komfuret med brænde så han kunne få noget varm te.

Ella sov utrolig tungt det meste af natten. Hun havde været fuldstændig afkræftet af blodmangel, frygt og kampen med kæden før manden havde fundet hende. Frygten og adrenalinen havde også taget sit tag i hende og hun opdagede hverken der kom mad foran hende eller at han lagde et tæppe om hende så der blev trygt og lunt. Nej hun reagerede først næste morgen. Hun blinkede langsomt, for også at vågne bare en smule mere op. I processen fulgte hun manden hen til komfuret uden helt at følge med i hvad han lavede.

Faktisk tænkte hun ikke over hvor mærkeligt det måtte se ud for ham at hun satte sig op i tæppet og strak forpoterne over hovedet og drejede nakken. Hun rystede kroppen, ragte ud efter maden og tog det med fingrene op til næsen og snuste. Hun havde egentlig ikke brug for den form for mad, men det var en fin erstatning når sygdommende ikke var i nærheden til at nære hende.
Efter at havde spist noget af maden, kravlede hun ud fra tæppet, stilte sig på sine bagben der mindede mest om bjerggedernes ben og gik haltende hen over bordet før hun satte sig på kanten og kiggede på ham. Hun vurderede ham. Om det var satsningen værd at forvandle sig om så hun kunne takke ham for hjælpen. Hun blev ved med at stirre på ham til han valgte at danne øjenkontakt og derefter gav hun det et par øjeblikke før hun let akavet kravlede ned på en stol, kom med et let fnys af usikkerhed, før hun gennemgik forvandlingen.

Som hendes menneskeskikkelse kom frem skar hun en smertefuld grimasse og rakte ud efter sit ben hvor forbindingen strammede voldsomt under kjolen. "Av.. av av av" peb hun lavmældt og løsnede stoffet og åndede lettet op. Det lange blonde krøllede hår faldte blødt ned omkring hendes blege unget udseende ansigt, som hun sad og kiggede ned på anklen. Hun havde en varm brunfarvet og meget løstsidende åben overtrøje over den lige så simple bondekjole der dækkede hendes krop. Hun havde aldrig helt forstået fascinationen af tøj andet end det skulle være rart at gå i så hun kunne bevæge sig frit og holde varmen. Hendes raske ben hang over stolens kant, mens det andet ben var bukket op så foden stod på bordet og hendes kind hvilede mod knæet som hun vurderede sin skade. Hun ville ikke kunne gå, kunne hun konstatere.

Hans blik hvilet kort på den hvidpelsede skikkelse, da han betragtede hvordan den spiste. 
Det var ganske tydeligt at det her ikke var hvilket som helst dyr. Men det havde han jo allerede lidt besluttet sig for, aften forinden at det måtte være sådan det var. Han gav det et lille smil, som dens øjne betragtet hans. Derefter vente han tilbage til at ordne det som han havde haft fingrene i. Brændet der skulle sættes ild i. Kedlen der skulle fyldes med vand, og sættes over for at få varmet vandet op så det kogte. Derefter gik han igang med at gøre klar til dyrene skulle have mad igen her til morgen. 
Han var så optaget af hvad det var han havde gang i, at han slet ikke lagde mærke til at dyret inde i hans stue lige så stille begyndte at forvandle sig til en kvinde. 
Så da han pludselig hørte en menneskes stemme inde fra rummet, stoppede han brat op med hvad han havde gang i. Hvad? 
Ganske stille, begyndte han at bevæge sig imod døråbningen der ville vise ham hvad der foregik inde i stuen. Han spærrede øjnene op, der var en kvinde? Der sad en kvinde på stolen og havde sin fod oppe på bordet. Det bord hvor dyret han havde haft med hjemme, havde ligget. Og nu ikke, var der, mere. 
“Hvad Zaladin rådne røvhul hvem fanden er du.” udbrød han lavtmeld og med store øjne. Selvom hans intuition og fornuft fortalt ham at det var dyret han havde hjulpet. Så fulgte resten af hans tanker alligevel ikke helt med, for selvom hun havde været et dyr. Så gav det ham alligevel ikke helt svar på hans spørgsmål.

Ella havde ikke overvejet at det kunne forskrække Oswald at hun havde ændret sig. Et eller andet sted mistænkte hun sig selv for at havde skiftet netop for at kunne tale med ham. Rigtig fortælle at hun var ham meget taknemmelig for han hjælp. Måske var hun stadig alt for naiv til sit eget bedste. Men hans reaktion var bestemt ikke hvad hun havde regnet med. 
Ella havde været fokuseret på forbindingen og opdagede derfor ikke at Oswald begyndte at komme tilbage. Når hun ikke var i sin oprindelige skikkelse hørte hun ikke nær så godt, desværre, så hans stemme overraskede hende. Men ikke nær så meget som hans ord. Hun havde drejet hovedet og kigget op på ham med sine klare blå øjne der blev større og mere frygtsomme som hans ordvalg gled ind på lystavlen. Nervøst trak hun benene til sig, nærmest som forventede hun at det værste ville ske. Hun var sammenkrøben på stolen og holdte sine arme om sine ben mens hun så frygtsom på ham. Lig med det udtryk den hvide skikkelse havde haft, med den voksende panik og det hele.
“Ella...?” kom der meget forsigtigt fra hende som hun lænede sig væk fra ham på stolen. Han stirrede sådan på hende.faktisk var hun fristet til at forvandle sig tilbage og krybe ind i det nærmeste hjørne. Havde hun gjort noget forkert? Hun var ikke helt sikker, men noget var i hvert fald gået helt galt.

Det var først for sent, at det gik op for ham hvilket navn han havde brugt. Zaladin, han kunne mærke knugen omkring hans brystkasse, da han ufrivilligt kom i tanke omkring hans familie. Som havde tilbedt denne gud, på den mest usunde vis. 
Han tog en dyb indånding og lod fingre glide igennem hans allerede ganske rodet hår, der bar tydelig præg af at han ikke havde haft tid til at vaske det, eller lade en kam gå igennem det i ganske lang tid. Ikke at han var decideret ulækkert at kigge på, men bare en smule usoigneret.
Endnu en dyb indånding, hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig, mens luften blev presset ud igennem hans næsebor.
“Ella” sagde han forsigtigt og nikkede, men blev dog stående hvor han stod. Dyr var han god til, han vidste hvordan han skulle snakke og agerer omkring dem. Men mennesker der kunne forvandle sig til dyr? Det var så sandelig en anden sag. 
“Beklager min måde at udbryde på, det er ikke tit.. at jeg oplever de dyr jeg hjælper forvandler sig til dyr.” han vente sig rundt og gik tilbage til køkkenet, da han kunne høre kedlen begyndte at koge. Det var et godt tidspunkt at sørger for at teen blev lavet. “Velkommen til mit hjem Ella” svarede han med ryggen til, og begyndt at hælde den varme vand hen over teblade. “Kunne du tænke dig noget te eller noget at spise?” hans slog blikket hen imod den menneske mad han havde. Så betød det selvfølgelig han skulle ind til mørket, da han kun havde sørget for der var mad til ham selv denne uge. Resten af maden han havde, var jo tiltænkt dyr og ikke en menneske. 

Ella havde hørt alverdens navne blive brugt i forskellige sammenhæng, men hun havde efterhånden lært de mest kendte guders navn at kende. Zaladin var ikke en af de rare, men han blev brugt af mange når de forbandede en situation. Hun kunne bare ikke helt forstå hvad hun havde gjort for at få hidkaldt lige netop hans forbandelser over sig. Måske var den slet ikke mønstret mod hende? Hun vidste det faktisk ikke rigtigt. Mennesker var så mærkelige på den front. De sagde ofte ting de ikke mente, hvilket bare gjorde alting meget mere forvirrende.
Ella havde trukket sine ben helt ind til sig, ligeglad med at det var en lille smule ubehageligt for den skadede ankel og fortsætte med at kigge på ham med et frygtsomt blik, som han så ud til at havde en indre diskussion med sig selv. Det håbede hun i hvert fald, for ellers stirrede de bare på hinanden uden nogen tanker gik igennem. Men som han begyndte at tale igen, blev hendes skuldre mindre anspændt og hun tillod sig at slappe mere af i sin ansigtsmimik. Hun nåede ikke at svare ham før han gik hen til kedlen som hylede, og Ella sad tilbage en smule mere forvirret. Nej, det var selvfølgelig ikke normalt. Det havde hun ikke tænkt over. Hun havde været vant til at alle der talte til hende i hendes dyreform foretrak at møde en der kunne svare. Det var vel derfor hun havde fået en menneskekrop til at starte med.

”Tak. Te ville være rart” hun havde før set menneskers mærkelige reaktion på at hun ikke spiste mad som de gjorde. Selvom sult var en følelse hun kendte ubeskrivelig godt. ”Hvis du foretrækker det, kan jeg godt blive til dyr igen” tilføjede hun med et lille småakavet skævt smil. Hun kunne også bedst lige at være i sin dyreform, men kommunikation var nærmest umuligt. Måske han også foretrak det. At de kommunikerede med ansigtstræk, bevægelser og ellers stilhed fra hendes side. Faktisk var det her en meget uventet situation. Jo, folk blev overrasket, men ikke på den måde. Hun overvejede stadig om hun havde gjort noget forkert.

Han gjorde teen klar til dem begge, sørgede for sin egen morgenmad. Som var noget brød med lidt røget kød på. Brødet havde han selv bagt, og kødet var fra spisekammeret hvor han havde tørret de stykker kød fra dyrene han havde været nødsaget til at dræbe når han var ude og gå. Nogen gange, var man bare ikke så heldig som Ella havde været. Og når han endelig jagede, så sørgede han altid for at bruge så meget han kunne af dyret. Helt ned til knoglerne. Intet skulle gå til spilde.

Han satte tingene på bordet foran hende, og satte sig selv ned på en stol. Det gik derved også op for ham, at han ikke havde svaret på hendes spørgsmål. Hvis du foretrækker det, kan jeg godt blive en dyr igen.
Oswald trak på skuldrene, og gav hende forsigtigt smil.
“I mit hjem, må man gøre som man har lyst. Jeg er ikke den store menneske person – men der nu meget rart at kunne snakke lidt” prøvede han som det bedste svar han kunne komme frem med.
Han nikkede imod dyrene der var inde i rummet. “Som du kan se, så har mange et hjem her – du kan blive her så længe du har lyst ind til din fod er healet. Men hvis du hellere vil gå nu, skal jeg ikke stoppe dig… men bare så du ved det, jeg har altid plads. Du kan endda få mit soveværelse, hvis du foretrækker at sove i din menneskeskikkelse” han drak af teen, og spise sin mad ganske stille og fornøjet. Måske havde han savnet at snakke med et menneske. Der havde været umådelig stille siden den gamle mand var gået bort.

Han var langt mere tavs end hun var vant til. Normalvis når folk fik muligheden begyndte de at tale og tale. Enten fordi de nød at tale, eller fordi de var for nervøse til at tie stille. Ella fandt en underlig ro ved at Oswald faktisk ikke var begyndt på det. Han måtte gerne, men han virkede bare så dejligt rolig. Det var i hvert fald den bedste måde hun kunne forklare det. Hun rykkede heller ikke efter et svar selvom hun selvfølgelig gerne ville have et før eller siden. Hun kiggede kun kort på hans mad inden hun tog koppen helt hen til sig og sad med den mellem sine hænder. Det var altid svært at forklare folk at hun ikke spiste mad.

Ella smilede tilbage til ham og kom med et lille grin. ”Du virker ikke som den mest snaksaglige type, dog.” Hun kunne ikke lade være med at sige det, og smilede også en smule forlegent bagefter. Hun havde intet ondt ment i det overhovedet, men det havde trods alt været en observation hun havde gjort sig. Han var blot en tavs type og det var også helt i orden.
”Få dit soveværelse? Jamen du sover der vel også?” måden han sagde det på indikerede i hvert fald at han ikke havde tænkt sig at de skulle dele sengen. Den naive del af hende undrede sig stadig over hvorfor mennesker altid virkede så påpasselige omkring netop det at overnatte i hinanden selskab. Hvad skulle der kunne ske? Hendes tanker var aldrig nået frem til andre svar end at det blot var menneskeskik ikke at gøre med mindre man var gift. Hun skulle ikke starte op på hvor sært en tradition det var. Det var da heller ikke svært at høre hun var forvirret over forslaget.

Han måtte le en smule over hendes bemærkning, især fordi den ramte ganske tæt på plet. Hvis ikke at det var en fuldtræffer, for hun havde ganske enkelt ret. “Nej - jeg er bestemt ikke en snaksaglig type. Det må jeg blankt erkende.” Mumlede han, med en smule mad i munden, inden han snak det og drak igen af teen. Hans øjne lå dog af og til på kvinden der nu sad i hans stue. Mest prøvede han at respekterer hendes privat liv, ved ikke at sidde og stirre på hende som en tåbelig mand. Foruden hun selvfølgelig var en meget smuk kvinde, var han stadig ikke helt kommet sig over at dyret havde været en person. Spørgsmålet rungede dog stadig, hvad var hun så? Men det kunne han hellere ikke helt få sig selv til at spørger om.

Han åbnede munden for at tage en bid, som hun svarede på hans spørgsmål med hensyn til hans soveværelse. Maden hang nogle centimeter fra den åbne mund, hvor han bare sad og stirrede et kort øjeblik uden at lukke munden, tage en bid eller ligge maden fra sig igen. Også slog han endnu en latter op, forfriskende - det måtte man da i sandhed siden var hun.
“Ja, det er selvfølgelig ganske korrekt - desuden så sover der også andre dyr derinde - så mon ikke der også er plads til dig - hvis du intet har imod at dele sovepladsen.” Svarede han, hvis det endelig blev et problem, kunne hun velsagtens forvandle sig til et dyr. Pludselig slog en tanke ham “Spiser du som et dyr? Eller - hvad jeg mener, spiser du anderledes end et menneske? Er der noget jeg skal skaffe til dig, planen var tage ind til byen i dag for at skaffe fornødenheder.” Mumlede han, som han proppede det sidste brød ind i munden.

Ella mærkede et grin komme over hende som han gav hende ret med sin mumlen. En mumlen der i sig selv var en bekræftelse af hendes ord. "Det gør ikke noget" forsikrede hun ham roligt. Hun havde kendt mange igennem tiden hvis stærke side absolut ikke var deres taleevner. Mennesker plejede bare oftest at være det. Ella fortsatte roligt med at puste lidt til den varme te og drikke engang imellem som Oswald fik lov at spise sin mad. Hun bed ikke mærke i at han kiggede op engang imellem, for hun var begyndt at kigge rundt i stedet og falde en smule i staver med jævne mellemrum.

Ella troede først hun havde sagt noget forkert som Oswald nærmest så ud til at stivne fuldstændig, men slog over i en tydelig latter som fik hende selv til at smile bredere. Ikke at hun helt forstod hvorfor han lo.
"Det har jeg ikke. Det er alligevel varmere" det var ganske praktisk ikke at skulle stå for alt varmen selv når de stadig kun var forår. Forårsvejret kunne være lumsk!
Hans næste spørgsmål fik hende dog til kort at være i tvivl om hvad hun skulle sige. Eller kunne sige faktisk. "Som dyr. Du behøver ikke skaffe mig noget. Jeg har en meget mærkelig diet." svarede hun ærligt og trak koppen lidt til sig som hun bed sig diskret i underlæben. Mennesker blev altid så forvirrede hvis hun forsøgte at forklare det. Mest fordi hun forstod det ikke altid selv.
"Hvor mange dyr har du her?" valgte hun i stedet at flytte tankerne hen på. Hvor mange, forskellige slags og hvad end han havde lyst til at dele.

Han læber blev trukket i et større smil, det var ærligt ganske forfriskende det her. Og for første gang meget lang tid, nød han faktisk selskab af et andet menneske. Han var trods alt en mand, med mange fordomme omkring andre mennesker. Og holde sig under normale omstændigheder altid for sig selv, især som rygtet var bredt sig udover landet, at hans kusine og fætter havde sat deres dybe altødelæggende fodspor flere steder. Da han havde hørt omkring kroen, der var blevet slagtet, vidste han allerede at det var dem før han havde fået at vide, at det havde været en mand og kvinde. 
At han selv nedstammet fra så mørk og twistet en familie, kunne stadig mærkes i den forstand hvor dybe arrene gik over hvad han havde gjort - hvad han havde foretaget sig, før han blev den simple dyrepasser han var i dag. 

Han rystede lidt på hoved for at få tankerne ud af hoved, han havde ikke lyst til at gå ned af den sti lige nu. Især ikke når han havde selskab. Han sendte hende et taknemmeligt smil, da hun skiftede emnet helt og ville høre hvor mange dyr han havde.

Han kløede sig lidt i skægstubbene, og hans blik fortalte tydeligt at han var igang med at finde ud af; hvor præcis mange han egenligt havde. “Øh... mange?” Grinede han så endelig og trak på skuldrene. “Jeg tæller dem ikke, nogen gange er der flere end der var aften forinde, og nogen gange er der mange færre. Ingen er tvunget til at blive på matriklen. De kan gå som de ønsker, de fleste vælger dog at blive... Det eneste tidspunkt er bare de nærtliggende gårde som kan være et problem.. folk” mumlede han, og smed det sidste af brødet i munden og lænede sig tilbage. “Men du har jo mødt Wallis, og han er nok den mest voldsomme personlighed jeg har .. så han tæller i hvert fald for ti dyr.” Et hyl kunne høres inde fra sengen, som brokkede den store ulv sig over at der blev talt grimt om den. Oswald grinede og rystede på hoved.

“Men, du må sige hvis du har specielle ønsker til din diæt, jeg har flere af dyrene der har specielle kost rutiner, så jeg er ikke bleg for mærkelige ting” svarede han, og begyndte at sippe resterne af sin te.