IsolynHunter 04.04.2020 20:28
Noget ved hans kropsholdninig virkede pludselig forkert. Og efter at hun havde opdaget dette, gik det stærkt. Hans krop svigtede under ham, og han faldte om. Hun løb instinktivt hen til ham. Pax. Og knælede ned ved hans side. Hvorfor var han faldet om? Var han såret? Der var ingen blod omkring ham eller på gaden, hvor han havde stået. Hun trak hans kutte til side, så hun bedre kunne se. Der var heller ikke noget på hans skjorte. Hvid var den satme ikke længere, men blod var der ikke.
Hun kiggede sig hurtigt omkring. Der var ingen i nærheden. Hun lagde en hånd på hans brystkasse – vejrtrækningen var reglmæssig. Men han var helt væk. Hun fugtede sine læber, fik armene ind under hans lange, tynde krop, og så løftede hun ham op. Og uden at tænke nærmere over det, tog hun en fremmed, kriminel mand med sig hjem.
***
Med lidt vold fik hun døren op til opgangen, hvor hun boede, mens hun stadig bar Pax. Han var begyndt at blive tung, så hun rettede lidt på ham, forsigtig med hans hoved, og begyndte så at gå op ad trapperne. Da hun var kommet helt op og skulle til at gå ind til sig selv, åbnede en af dørene sig nedenunder.
“Er det dig, Freya?”
Pis. Bliv dernede. Bliv dernede. Ikke kigge op på anden sal.
“Ja, det er mig, Gertrud,” svarede hun den gamle kælling.
“Det blev sent i dag på arbejdet”. Hun prøvede at lyde så træt og afslappet som muligt. At lyde træt var skam let nok, for sikke en dag det her var blevet til! Men at lyde afslappet... Gertrud var så gammel en kælling af en menneskekvinde, at Freya i sit stille sind tænkte, at hun burde være død for længst. Og så var hun Freya's udlejer. Hun var utrolig taknemmelig over, at Gertrud havde lejet en af de fire lejligheder i komplekset ud til hende. For da Freya var kommet til Dianthos havde hun hurtigt fundet ud af, at det som halvork ikke var let at finde et sted at bo. Men, men... Den gamle kælling gik ufattelig meget op i, at de tre kvinder, hun lejede sine boliger ud til var
anstændige. Og her stod Freya så, med en vildt fremmed mand i armene. Hun holdte vejret, mens hun afventede. Håbede på at hendes udlejer åd den halve sandhed råt.
Nedenunder kunne hun høre Gertrud gå ind til sig selv igen, mens hun mumlede noget om
ungdommen nu til dags,
ustyrlige pigebarn og
ingen føjteri. Freya var for en gangs skyld ligeglad med den gamle kællings prædiken. Hun åndede bare lettet ud op, og fik døren op ind til sit værelse. Her lagde hun manden i sin seng, og med et - lad være med at tænke for meget over det – tog hun skjorten af ham. Med et skannende blik fandt hun ud af det. Nej, der var virkelig ingen sår på ham, men... hans ribben... Det tog et øjeblik før hun kunne se væk. De var så tydelige. Sandt nok så havde hun ikke selv råd til de store festmiddage, men hun behøvede sjældent at gå sulten i seng.
“Sådan er det vidst ikke for dig, Pax,” hviskede hun til sig selv, og lagde sit bjørneskind over ham. Siden hun var barn havde hun brugt det som dyne. Hun havde fundet nogle kasteknive på Pax og valgte at ligge dem på sit skrivebord ved siden af de breve, hun havde fået af sin familie. Skrivebordet var placeret midt i rummet, op ad væggen lige under vinduet. I midten af rummet var der et lille spisebord med to stole. I rummets ene ende var køkkenet, og i den anden ende var sengen. Hun tog nogle ekstra tæpper og en ekstra pude hun havde, lavede en hurtig soveplads til sig selv på gulvet, og faldte hurtigt i søvn.
***
Som sædvanligt vågnede hun tidligt om morgenen. Som det første tjekkede hun Pax' vejrtrækning igen. Stadig stabil. Meget bedre end i nat. Nu sov han vidst bare ud. Freya fik hurtigt gjort sig selv klar, og gik så i gang med resten. Værelsest var forholdsvist stort, men det var kun ét stort rum. Udover sengen og køkkenet, så var der sparsomt møbleret, men der var alt, hvad hun havde brug for. I køkkenet var der en lille stenovn, hvor hun kunne bage brød, og der var et lille ildsted, hvor hun kunne koge mad. Hun fik hurtigt smækket et brød i ovnen, og hakket grøntsager og kyllingekød til en simreret. Mens maden passede sig selv kiggede hun på Pax' knap så hvide skjorte. Hun sukkede opgivende og gik i gang med at vaske den i sin vaskebalje med noget af det rene vand, hun havde hentet. Det var vel det mindste hun kunne gøre, nu når hun bare sådan havde trukket den af ham? Derefter lagde hun den til tørre oven på stenovnen, der stille og roligt gjorde brødet klar til dem.
Hun var i gang med at krydre maden til, da hun ud af øjenkrogen så den slanke skikkelse sætte sig op i sengen i en pludselig bevægelse. Et sekund og et sammenstød med gulvet senere, prøvede hun at holde et fnis tilbage. Men der var ikke noget at sige til, at den unge mand var forvirret.
“Wauw, jeg vidste ikke du besad sådan en elegance,” sagde hun og vendte sig imod sengen for at kigge på den omtumlede Pax. Hans hår havde været uregerligt fra starten, og en fuld nats søvn havde bestemt ikke ændret på det.
“Godt at du er vågen, maden er klar,” sagde hun med et lille smil og begyndte at finde bestik og skåle frem til dem begge. Mens hun rakte op efter skålene stoppede hun dog lidt i bevægelsen. Stadig med ryggen imod ham, drejede hun langsomt hovedet lidt imod skulderen, hen imod ham. Slet ikke så meget, at de kunne se hinanden i øjnene, men bare som en stille gestus.
“Du ved... Jeg kunne ikke bare lade dig ligge,” sagde hun stille. Seriøst i forhold til tidligere. Og det var jo rigtigt. Hun kunne ikke bare have efterladt ham.
Hun tog skålene i sine hænder, dækkede bord, og fik hældt mad op til dem begge.
“Kom herop og spis,” sagde hun, mens hun stillede den ene skål med mad og en skive brød frem til stolen, hvor der var plads til ham. Hun satte sig derefter selv ned for at begynde på måltidet.
“Mit navn er Freya,” sagde hun med et lille smil til ham.