Kzar Mora var ikke for sarte sjæle. Det virkede som et næsten konstant halvmørk lå om riget, de sorte bjerge der lå som en mur om riget, og det dårlige vejr hjalp ikke på fornemmelsen.
I det fjerne, kunne man se hvordan mørke skyer var begyndt at sprede sig ud over riget, og der ville nok ikke gå mange timer, før de ramte ruinerne af Aztaroth, og regnen ville falde. Et svagt tordenbrag kunne også høres i horisonten.

I ruinerne, af den engang storslåede by Azataroth, var der ikke mange livstegn at finde. Engang imellem kunne man se en svag dæmon ligge på lur i skyggerne, men ligeså snart der kom noget i nærheden der var lidt for skræmmende, så løb de videre væk.
Langt de fleste af bygningerne, var også i ruiner, og der var næppe tegn på at nogen ville bo her, men blandt alle ruinerne, var der et lille sølle hus, hvor man svagt kunne se lyset komme indenfra. Ruderne var uklare, så man kunne ikke se hvad der foregik derinde, men et skilt over døren, sagde på dæmonisk "Bibliotek", og dem der kendte til historierne om biblioteket i Aztaroth, havde også en ide om hvad dette sted måtte væk.

Inden i biblioteket sad bibliotekaren, Vidya, ved en af de få borde der var ved indgangen. En bog var åben foran hende med dæmoniske skrifttegn i. Selv var hun ikke specielt stort, eller specielt skræmmende at se på. Hendes hår var brunt og hang slasket om hende skuldre, de spidse ører stak ud mellem håret. Hendes øjne var bare almindelig grønne for nu.
Selvom hun virkede opmærksom på sin bog, var hun dog opmærksom på alle der trådte ind over dørens tærskel.
Dem der ville træde ind i bygningen for første gang, ville også umuligt kunne forberede sig på det. For selvom biblioteket så rent og nydeligt ud, selvom man næppe kunne se enden af bogrækkerne, så var der også bare noget i luften der var så forkert. Helt sådan så det løb en koldt ned af ryggen. Dem med evner for det psykiske, ville også kunne mærke at nogle af bøgerne ikke blot var bøger, om de kunne gætte sig til at bøgerne var lavet ud af sjælene af hvad der engang havde været levende væsner, var dog op til den individuelle. 

De mørke skyer i horisonten som halvdæmonen havde kunne ane fra sit soveværelsesvindue, tidligere selv samme dag, havde bragt ham ud fra sit skjul. Han havde de sidste mange dage (dage han ikke længere havde tal på) opholdt sig som gæst, i elemental-prinsessen Azura Saeclums ydmyge bolig – en bolig, hun lige så stille havde fået ham til at kalde et hjem. Trods de vilde omstændigheder der havde bragt dem sammen, havde hendes selskab fået ham til at falde til, for ikke at tale om, fået ham til at falde ned. Om nok blev han i mange kredse betragtet som død, og sikkert også ganske begravet, men det afholdt ham ikke fra fortsat at ønske at beholde denne betragtning omkring sin eksistens. Dette var dog ikke ensbetydende med, at Morgoth ønskede at udleve rollen som et ikke-eksisterende individ – faktisk havde han længe længtes efter at føle sig fri. En længsel der havde taget til efter, at havde mødt Azura. Hun havde inspireret ham til, at gøre op med den følelse. Det var den selv samme morgen, at Morgoth besluttede sig for at opsøge sit barndomshjem. Og herefter et rige, han huskede i hans fars mange mørke, men lærerige fortællinger. Dæmonriget Kzar Mora.

Da halvdæmonen landede på jorden under sig, mærkede han først regndråberne imod sin hud. Han mærkede trætheden i sin krop, konstaterende at benytte sine evner kontinuerligt, med få pauser mellem (næsten) flere timer i streg, ikke var ideelt. Men dette havde været en nødvendighed, hvis han skulle nå alt hvad han ønskede på dette ene døgn. Han løftede sin kappe, betragtende de ting han havde indhentet i sit barndomshjem, før han havde begivet sig imod Ruinerne af Aztaroth. Tøjet var hans fars, men ikke desto mindre sat det perfekt på ham. De mærke, elegante klæder der omfavnede hans krop holdt ham varm – men også beskyttet. Sværdet ved hans side var en gave – og det var hans. Dét sammen med den lille lædertaske, der var bundet til hans bælte. Tasken bar på en notesbog, indeholdende både hans og hans fars håndskrift. Det var langt fra alle siderne der var fyldt, men det var hvad han havde til hensigt denne dag. Lærdom, på den ene eller den anden måde.
Melkor havde fortalt Morgoth om dæmonriget – ikke meget, men nok til det havde vagt hans nysgerrighed allerede fra da han var ganske ung. En nysgerrighed der aldrig var blevet stillet tilfreds, idet Melkor havde været ganske hemmelighedsfuld omkring riget. Men halvdæmonen havde aldrig glemt blikket i sin fars øjne, idet dæmonen af had havde omtalt hvad ruinerne af Aztaroth havde indeholdt. Et bibliotek.
Det var derfor, da han fandt sig selv foran indgangen til et henfaldent, sølle hus – godt nok med et skilt der adresserede, at det var her biblioteket (eller blot ét bibliotek) lå – at han ikke lod sig selv skuffe endnu. Han havde aldrig glemt sin fars blik – og dét lovede så meget mere, end hvad bygningen foran ham gjorde. Det var derfor han ikke kunne afholde sig selv fra, at holde vejret idet han trådte indendørs. I første omgang blev han overvældet af den kræft der strømmede fra det åbne rum han trådte ind i. Det tog ham ikke lang tid at finde ud af, at det kom fra bøgerne. Som mentalist stod dette ham ganske klart – dog var han ikke sikker på, at han ønskede at få bekræftet sin anelse om hvad der drev kræften, som henlå i bøgerne. Morgoth havde følt denne fornemmelse før – en fornemmelse han havde oplevet i det bibliotek, som Melkor henover tiden havde fået sammensat i hans barndomshjem. Et bibliotek der ikke var til at sammenligne med det, der viste sig foran ham på nuværende tidspunkt.
Det var først, mange minutter efter han havde trådt ind af døren til biblioteket at han ænsede skikkelsen ved hans ene side. Han stivnede, og bevægede langsomt blikket imod den brunhårede kvinde der sad, ikke langt fra ham. Hun virkede ikke til at reagere ved hans ankomst, men alligevel afholdte han sig selv for at træde yderligere ind i biblioteket.
Med ét huskede han et navn. Et navn Melkor havde brugt da han beskrev biblioteket i Aztaroth:
”Vidya?”
Hans stemme var dyb, ganske rolig idet han talte imod den kvindelige dæmon.

Vidya var opslugt af bogen, men hun var aldrig mere opslugt, end at hun altid vidste når nogen trådte ind over dørtærsklen for biblioteket. Hun kunne ane individet ud af sine øjne. Klæderne mindede hende om en ærkedæmon, ikke en hun havde syntes om det sidste lange stykke tid, selvom der var en naturlig respekt for dem der havde passeret de 4000 år.
At hun havde regnet at personen der trådte ind, var en person, gjorde dog også hende overrasket, da hun hørte en ukendt stemme sige hendes navn, og endelig lod hun til at kigge op fra sin bog og op til manden der stod ved indgangen. Det her var en totalt ukendt person for hendes vedkommende, hvilket ikke var noget hun decideret var vant til.

”Du kender mit navn,” sagde hun på dæmonisk, som hun rejste sig op. Selvom hun havde set lille ud ved bordet, så viste det sig også hurtigt at hun ikke var specielt høj. Hvis man ikke vidste bedre, kunne hun næsten ligne en teenager, men øjnene sagde mere om hvor gammel hun var end det fysiske udseende. ”Men jeg kender ikke dit? Så hvad er navnet på personen jeg skal byde velkommen til mit bibliotek?” spurgte hun. Hendes øjne kiggede dømmende på Morgoth, som om hun prøvede at lære alt at kende om ham ved blot et blik.

Halvdæmonen kunne ikke tilbageholde et lille smil, da han så hvordan den kvindelige dæmon løftede hovedet idet han udtalte - hvad han fik bekræftet - var hendes navn. Han rettede fronten imod Vidya, betragtende hendes skikkelse idet hun rejste sig. Han kunne ikke holde sig fra, at undre sig - trods sin relativt store viden omkring dæmonracen. Som Morgoths far var hun ganske ung af udseende, på grænsen til slet ikke at være voksen ved allerførste øjekast. Et faktum der nok havde fået en uvidende, naiv person til at se ned på den kvindelige skikkelse foran ham. Men halvdæmonen vidste bedre; man gjorde sig klogt i ikke, at undervurdere dæmonracen - selv hvis de nærmest tikkede og bad om det. Men ikke desto mindre havde han også lært med tiden, under samme tag med ærkedæmonen Melkor, ikke at frygte dæmonracen. Frygten ville have være blevet hans endeligt, hvis han havde ladet sig omfavne af den følelse dengang - og det var han sikker på, at han den også ville blive nu hvis han gjorde den mindste antydning til at lade sig skræmme af skikkelsen foran ham. 
Morgoths isende øjne plantede sig på Vidyas, sættende sig fast uden intention om at vie fra hendes blik. Han nikkede anerkendende  ved hendes ord - det overraskede ham lidt, hvor let han stadigvæk mønstrede evnen til at forstå dæmonisk. Det var ikke ligefrem et sprog han talte til hverdags. Med en dæmon som far var det dog nødvendigt at kunne forstå det, tale det flydende - og selvfølgelig kunne skrive det. Så det var selvfølgelig en evne Morgoth have måtte mønstre.
Hans tale var selvsikkert, men ikke komplet uden fejl idet han talte. Den dæmoniske tunge fremkom som et underligt bizart sprog - men ikke desto mindre ubehageligt smukt: 
"Mit navn?"
Han rynkede brynene, en anelse overrasket over hendes ønske om hans navn. Et ønske han ikke var forberedt på, at måtte opfylde. Han var ikke sikker på, hvorvidt at han skulle bære sit navn med stolhed i disse kredse. Alligevel fornemmede han en vis form for stolthed - ikke over at være sin fars søn, men over sit eget navn. Og alt hvad det indebar.
Han foldede hænderne på ryggen idet han talte, vedligeholdende blikket med dæmonen foran sig idet han udtalte sin navn: "Morgoth Niranon - søn af Melkor."
Han rynkede brynene, med et prøvende smil prægende sine sorte læber idet han fortsatte: "Jeg håber jeg fortsat er velkommen under Deres tag, efter de har hørt mit navn?"

Et undrende blik gled over Vidyas øjne, som navnet, og forbindelsen til Melkor blev ytret. Så havde hendes hjerne ikke stillet hende et puds omkring tøjet. En søn af Melkor var, på nogen måder værdifuldt, men på den anden side havde Melkor næppe vist den loyalitet til sit folk, som Vidya havde ønsket af den anden ærkedæmon. Man kunne dog ikke have alt i denne verden.

”Søn af Melkor?” sagde hun, som hun tænkte sig om. Det var begrænset hvor meget viden hun kunne have på Melkor. De havde været separeret af Kzar Moras murer i en længere periode, og det var ikke ligefrem fordi han havde givet hende et besøg, da ham og Mørket havde bestemt sig for at overtage riget. Han var muligvis også blevet smidt på porten hvis han havde forsøgt. Selvom forbindelsen mellem Morgoth og Melkor ikke sagde meget, så var der noget i hendes nyere tilegnet viden, som i stedet for ramte. Hun vidste ikke meget om det, men hvis hun ikke tog meget fejl, så havde Morgoth ledet Mørket kort.
”Jeg dømmer heldigvis ikke børn efter deres ophav. Zaladin må vide hvor mange jeg så skulle smide ud hver dag,” svarede hun.
”Jeg har hørt at du har haft din del i sagerne der har foregået ude i landet, mens riget har været lukket?” tilføjede hun så. Hun var ganske interesseret i at vide mere om denne Morgoth. Han havde nogle stærke gener, men at nå en af de primære magtpositioner i Krystallandet, det krævede også hårdt arbejde.

Morgoth lignede på mange måder sin far; måden han bar sig frem, hele hans udstråling var noget hans far havde fremlært i ham. Men hans ansigt, hans øjne og måden han kunne frembringe et lille smil - det var mennesket i ham; det var hans mor. Det var ikke besynderligt, at Vidya ikke genkendte Melkor igennem Morgoths udseende. Han havde aldrig nogensinde været hans fars barn - det var ihvertfald ikke det halvdæmonen ønskede at blive husket for.  
Det lette smil der havde omfavnet halvdæmonens sorte læber, blev mere og mere oprigtigt i takt med at Vidya reagerede på hans præsentation af sig selv. Han kunne ikke tilbageholde en lavmælt, men dyb latter idet han hørte hendes ord. Hans øjne kunne ikke undlade at forlade hende for en stund, imens han dog fortsat opmærksomt lyttede til hendes ord. De strejfede bøgerne der var indenfor hans syns rækkevidde, blot yderligere forhøjende det der heletiden havde været bagerst i hans baghoved. Hvad var det han hørte? Var det en summen; var det stemmer? Dette var ikke et spørgsmål han nåede at besvare, før hans øjne atter genfandt kontakten med Vidyas. Han kunne ikke lade være med, at trække skævt på sit smil, rynkende brynene sammen i en eftertænksom mine.
"Er det historier, en god fortælling De søger, Vidya?"
Svarede han da endelig, trækkende sig selv et par skridt tættere ind i biblioteket. Han lagde hænderne bag sin ryg, foldende sine hænder sammen. "Eller er det viden?"
Melkor kunne beskrives som mange ting - men informativ havde han været. Han havde fortalt Morgoth mange historier omkring Kzar Mora - næsten altid med den her, sagte saglighed over sig, idet han beskrev riget og hvad det indeholdte. Men det var aldrig uden ærefrygt, at han beskrev biblioteket - og hvordan man benyttede sig af det. Han havde aldrig konkret kunne afgive Morgoth information om, hvad der hændte de besøgende af Vidyas bibliotek - men halvdæmonen havde sine fornemmelser, jo mere han tilbragte tid i de henlagte lokaler der formede stedet han i dette øjeblik befandt sig i. Han vidste udemærket hvilken kraft der opfyldte bøgerne, der dannede biblioteket. Og med den vide vidste han ikke, om han skulle føle sig utrolig påpasselig eller grebet af en nysgerrighed, der var alt andet end sund. 

Et smil brød igennem på Vidyas læber, og det sig en anelse længere end hvad virkede behageligt for hendes ansigt, som var det ikke helt meningen at hun skulle smile så bredt. Kroppen bar tydelige præg af at hun havde boet i den i mange år, og derfor gjorde den i disse dage også ting, som den måske ikke originalt ville have gjort.
Men Morgoth vidste tydeligvis noget om biblioteket, måske ikke nok til at vide hvad det helt præcist var at han var gået ind i, men nok til at kende til Vidyas generelle væsen. Et væsen der hungrede efter viden, som en lystdæmon hungrede efter sex.

”Du ved hvad der får en kvinde til at tikke,” sagde hun og fugtede sine læber. Hendes øjne studerede Morgoth mere intenst, hvis det overhoved var muligt.
”Men du er vel ikke blot kommet for at give mig viden?” spurgte hun, selvom hun glædeligt ville tage imod det. Det var heller ikke fordi hun var helt selvisk. En gave til hende, endte ofte i en gave til den anden person på et senere tidspunkt, især når de havde opført sig ordentlig. Og denne mand, virkede til at han havde respekt for at Vidya stod på den øverste magtposition mellem dem.

Halvdæmonen strakte halsen, ladende sig selv blotte for Vidyas hungrende øjne, ganske velvidende hvordan de granskede hver enkelt krog af ham. Morgoth vidste at han var i stand til at komme langt med den viden han besad om biblioteket og dets vogter. Desværre kunne det også kun netop bringe ham så langt, som han var nu. Han vidste at der vil komme en tid hvor han måtte give, for at kunne få - og den tid var ikke langt fra, at ske. 
Han hævede øjenbrynene, næsten overlegent i sit udtryk, idet han lod sine isende øjne binde sammen med Vidyas grønne. Intensiteten i hendes blik, ilden var næsten ikke til at bære, men han slog ikke øjnene væk. Istedet løsnede han grebet bag sin ryg og lod den enkelte af sine hænder gribe omkring notesbogen der hang i hans bæltekant. Han løftede den, liggende den anden hånd oven på toppen af bogen idet han talte:
"Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg var kommet her af uselviske grunde."
Han løsnede båndet omkring hanget der holde bogen fastgjort til sit bælte, for så at gribe den med begge sine hænder. Han  trak lidt på skuldrene, fortsat smilende det her -- ubeskrivelige smil:
"Jeg har lært at løgne aldrig har bragt mig frem i livet - så selvfølgelig ville jeg aldrig lyve for Dem heller."
Han knugede grebet omkring bogen idet han trådte fremad imod den kvindelige dæmon. I takt med at kom tættere mod hende, placerende sig selv på den anden side af det bord Vidya sad ved. 
"Jeg har mistet - mistet evner jeg troede man ikke var i stand til at miste. Hvis der er en ting min far har lært mig, så er det ikke at tolere nederlag - så selvfølgelig tolere jeg heller ikke dette."
Han pausede, seende vurderende imod skikkelsen der befandt sig foran ham. Men fortsatte da kortvarigt efter: 
"Måske er Deres bibliotek i stand til, at bringe mig den viden der gør mig i stand til at genfinde mine kræfter. Hvis der er et sted her i landet der ville være i stand til det, så skulle det være her."
Han rynkede brynene, rækkende sin hånd frem imod kvinden - gestikulerende han indvilligede at indgå en aftale med hende. "Har De lyst til at hjælpe mig?" 

Vidya holdt øjenkontakten, hun ville ikke bukke under først, og selvom det ikke nødvendigvis var en konkurrence mellem dem, så var det alligevel et spørgsmål om hvem der kunne holde den anden ud. Vidya slog sig ikke så let ud. Hun kunne dog også godt mærke at der måske var en grund til at han havde siddet på en af de mest prestigefyldte positioner i Krystallandet. I hvert fald mens dæmonerne ikke var der til at regere.

”Som de fleste gør,” mumlede hun, da han nævnte at han kom af selviske grunde. De få der kom og påstod at det var af uselviske grunde, endte hurtigt med at bide det i sig igen. Hvem ville forsøge at lave en aftale med en dæmon uden selv at få noget ud af det? Desuden elskede Vidya næppe verdenen nok til at hjælpe den af sine egne uselviske grunde. Alle var på nogle måder grådige.

Hun lyttede til hans ord med interesse, og lagrede et hvert ord, en hver lille detalje som kunne være relevant senere, mens hun blot kiggede på ham.
Da han endelig rakte hånden ud mod hende, lagde hun hovedet på skrå, overvejende, med hvad han havde sagt.

”Jeg laver gerne en aftale, og dit problem virker unikt og fascinerende, som jeg meget gerne vil dukke dybere i,” tanken om bare at lære noget nyt, kunne få det helt til at krible i Vidyas krop, som det gjorde nu, men hun kunne også godt holde sig tilbage. ”Men jeg tror også på at begge sider skal vide hvad aftalen handler om inden den bliver indgået,” sagde hun, og kiggede kort ned på hånden, før hun kiggede op på hans ansigt igen.
”Du forstår vel nok at jeg handler i viden” sagde hun. Det havde i hvert fald virket som om at han vidste så meget om hende. ”Og jeg bliver også nødt til at vide hvad du kan skaffe mig. En del af mine aftaler kører på at indhente sjæle til mig, som jeg kan tilføje til mit bibliotek, andre henter artefakter, da jeg må indrømme at jeg også har en forkærlighed for sådanne genstande. Få andre giver mig bøger, men de færreste dæmoner bekymre sig om noget så kedeligt som det. Så hvad ville din betaling være?” Derefter så var der også at hun måtte få flere oplysninger om hvad Morgoth havde mistet, men hvis han i forvejen ikke kunne betale, så var der ikke meget grund i det. Heldigvis var Vidya ofte glad for at aftale en afdragsordning, som de fleste indgik

Halvdæmonen knyttede sin udstrakte hånd, idet Vidya talte. Hans ganske hvide øjne, virrede frem og tilbage - ude af stand til helt at vide hvilken af hendes, de skulle afsætte sig på. Han åbnede munden ganske let på gab, tydeligvis afventede. Hvad kunne han skaffe hende?
Igennem sit ganske korte liv, havde halvdæmonen udført en hel del forskellig slags arbejde for Mørkets hær. Både som ganske almindelig soldat til da han selv sad allerøverst på Mørkets rangstie. I al sin forskellighed var der en hel del af hans forhenværende opgaver, der fremførte lige mange ligheder til hans generelle arbejde i hæren. Det havde aldrig rørt ham, ligegyldigt hvor nederdrægtig og ubarmhjertig hans handlinger havde været - for intet kunne sammenlignes med hvad hans far, havde bedt ham om at gøre under hans træning i sine yngste år. Havde det været fordi Morgoth havde oplevet alt dette imens han var barn? Ganske sikkert. Havde det generelt gjort ham apatisk i hans voksenliv - dette var lige så sikkert. Ligegyldigt hvor meget han prøvede, havde han aldrig i sit liv kunne retfærdiggøre de ting, som Melkor havde fået ham til at gøre. Men det var hvad der havde givet ham hans evner i sidste ende. Evner der havde bragt ham sin overlevelse.
Morgoth lukkede sin gabende mund, for blot at udforme et ganske roligt tandsmil. Han placerede sin knyttede næve imod bordet, som han trak vejret ganske tungt ind.
“Før jeg kan svare Dem på det, bliver jeg nød til at vide:”
Han rystede på hovedet, tilbageholdende en kølig latter, idet han hurtigt fortsatte:
“- Hvad ønsker De allermest?”

Mange dæmoner, og sågar og halvdæmoner, var et produkt af deres miljø. Vidya havde set det over årerne, men hun havde aldrig set noget galt i det. Livet i Kzar Mora var aldrig rart for dem der boede her, men endnu værre for dem der ikke kunne klare mosten. Selv var hun også mere påvirket af sit miljø end hun var klar over. De mange sjælebøger hun besad gjorde ting ved dit hoved, især hvis du håndterede dem uden nogen form for beskyttelse. De forvrangte dit sind, og selvom Vidya stadig havde et sind der virkede og var brugbart, så var hun tydeligvis påvirket af at have været omkring dem hele sit liv. Hun var skør. En ting der altid lå og lurede under overfladen.

Et blik af morskab fandt sig frem til overfladen som Morgoth spurgte hvad Vidya ønskede allermest. ”Jeg er ikke sikker på at du har midlerne til at give mig hvad jeg ønsker mig allermest,” sagde hun, et grin på hendes læber, og der var ingen tvivl om at hvad hun søgte, nok var større end blot at finde personen. Hun var grådig når det kom til viden, men hun kendte også til sine egne begræsninger.
”Men hvis vi skal være lidt mere produktive i vores søgning,” slog hun over på, og kiggede ned på sine negle, som hun begyndte at rense lidt, med sine negle, ikke at der var noget skidt under dem. ”Så informationen om hvad der sket udenfor Kzar Mora mens vi har været lukket inde. De gjorde det ikke nemt for mig.” Man kunne se hvor hurtigt morskaben havde fundet sig frem i hendes ansigt, så ændrede det sig til alvor, og så et blik i hendes øjne, der så direkte morderisk ud, som hun tænkte på hvem end der havde spærret hende inde i riget.

Morgoth viede ikke for den kvindelige dæmons øjne, end ikke da hans ord synes at more hende - trods deres ramme alvor. Han åbnede gradvist sine øjne yderligere, ikke synderligt påvirket over måden hvorpå Vidya håndterede hans spørgsmål, dog virkede han blot fokuseret. Fokuseret på tanken om, at han om nok havde overvurderet sine egne evner; i hvad han kunne gøre for Vidya. Men han var nu også opmærksom på, at den kvindelige dæmon om muligt undervurderede ham og hvad han var i stand til. Dette var et faktum han ikke ville slippe - det kunne måske være til hans fordel?
Morgoth trak på skuldrene som den umiddelbare respons til hendes ord. Ønskede hun ikke engang at forsøge sig med ham, så ønskede han ikke at presse hende. Dét forblev hendes valg og ikke hans.
“Jeg vil gå så langt at antage, at der en specifik form for viden De søger -“
Han strakte sig op fra sin fremoverbøjede stilling, atter ladende sine hænder blive forenet bag sin ryg.
“- og ikke hvilken som helst form for viden. De er vel ikke interesseret i at høre om hvordan høsten gik det forrige år?”
Han formede en spids med sine læber, idet han pausede - måden hvorpå hendes blik ændrede sig, rykkede i hans mellemgulv. Det altædende mørke i hendes øjne fik ham til at smile - et smil der aldrig nåede ham til øjnene.
“Gør det nemt for mig, Vidya.”
Udtalte han med en dyrisk dybde - en dybde der vedblev idet han forsatte:
“Hjælp mig med, at hjælpe Dem.”

Nej, han havde ganske ret, selvom hun også gerne ville have den viden. Den var bare ikke så essentiel. Hvordan høsten var for 100 år siden, og den påvirkning videre, det var interessant, men det var stadig for tidligt at vide, hvordan den nuværende host ville påvirke noget. Hun gik måske også lidt for meget og legede om emnet. Hun havde jo søgt ud efter viden siden riget åbnede, så hun var også klar over hvad hun egentlig manglede. Man kunne først vide hvad man manglede, når man vidste hvad der var.
”Sådan nogle mere basale ting, skal jeg nok få opsnappet med tiden,” sagde hun og rystede på hovedet. ”Men hvis du virkelig er Melkor's yngel, så burde du have nogle evner ikke sandt?” Hun ventede ikke engang på svar på ham. Spørgsmålet var retorisk. Hvis denne Morgoth ikke var noget værd, så burde Melkor i det mindste have gjort det af med ham. ”Jeg har behov for viden især om forskellen på magi. Hvordan er rigerne opbygget nu. Hvem sidder på magten. Det politiske klima. Ny viden og teknologi fremgang.” Hun sad nærmest og talte som et lille barn på sine fingre og kiggede på sine fingre frem for ham.

Endelig lukkede hun hænderne til knyttede næver igen og kiggede på Morgoth. ”Bøger eller sjæle. Det er lige meget. Så lang tid de har den nødvendige viden jeg skal bruge.” Sjælene var langt mere subjektive, men heldigvis var hun blevet god til at sortere fra.

Morgoth forholdt sig ganske stiltiende imens Vidya talte. Han kunne afholde sig selv fra at trække skævt på sit smilebånd ved hendes første tale, nikkende anerkendende for blot at understrege overfor den kvindelige halvdæmon, at han forstod hende. Men hans smil var ikke vedvarende; smilet synes langsomt, men ganske sikkert, synes at falme idet, at Vidya nævnte hans fars navn. Et navn der synes at hænge ved i hans tanker idet hun fortsatte – et navn, der i sammen med Vidyas talestrøm endeligt gav ham ide.
Halvdæmonen flyttede øjnene fra Vidya, seende nedad. Nedad imod sin venstre side, denne godt nok tildækket af hans kappe, men dette afholdte ikke halvdæmonens blik at se imod hvad hans øjne egentlig søgte efter. Han trak sagte sin venstre hånd ind under kappen, gribende omkring lædertasken der (som forudset) nedad hans side. Han greb omkring bundet der holdt den bundet fast omkring sit bælte, løsnende det således han kunne vride åbningen op i tasken. Morgoth standsede halvvejs gennem sin næste handling, for blot at kaste blikket op imod den kvindelige dæmon.
”Magi, rigers opbyggelse – politik og magt?”
Han rystede på hovedet, seende nedad imod sine hænder idet han trak notesbogen frem fra sit skjul. Han lod den hvile i sin ene hånd, ladende den anden omfavne toppen på den. Han sukkede ved synet af det sorte læder, ganske vedligeholdt – og der hvor det så endelig var ældet, var det ældet med sådan en ynde. Den var noget af det eneste i det hjem, der havde oplevet noget så sjældent som mildhed og omsorg.
”Dette er Melkors skyggebog; der er noter tilbage fra hvor jeg ikke engang var født. Noter omkring viden indenfor mørkets hær, politiske intriger, lysets hær –”
Han bladrede i den, seende sin fars håndskrift hvirvle for sine øjne – for da at se sin egen, langt fremme i bogens sider.
”- men der er også noter omkring Melkors egen personlige viden indenfor magi; hans egen udvikling af sine magiske kræfter, forbandelser. Noter omkring hans verden-”
Morgoth løftede øjnene, seende imod Vidyas. Han rynkede brynene idet han standsede, mærkende sig selv smilende et næsten lidende smil.
”- og min.”
Morgoth trådte fremad, uden at række bogen indenfor Vidyas rækkevidde.
”I denne bog vil De finde viden indenfor alt det de ønsker – selvfølgelig begrænset til Melkor, tidligere general af Mørket og hans søn: tidligere konge af Mørket.”
Han lod bogen hvile ganske sagte imod sig idet han lagde sin hånd imod bordpladen – det der synes at være det der skabte afstanden imellem de to skikkelser.
”Vil dét være nok til, at vi har en aftale?”

Vidya nikkede, da det lød som om at han ville have bekræftelse på hvad det var det hun ville have, selvom hendes øjne havde fulgt hendes hånd. Enten havde han noget i tankerne, eller også havde han noget at true med. Det kunne være begge ting, og hun var altid en anelse påpasselig, selvom langt de færreste forsøgte at gøre noget hun ikke brød sig om.

Hendes øjne forsøgte at læse noget på hovedet som han bladrede i den. Enkelt passager, og ord, nok til at danne sig et blik over at han talte ganske sandt, men også at det han holdt i hænderne var megetværdifuldt.
"Og du er villig til at bytte den for viden?" spurgte Vidya. Man kunne se interessen, og hun ville hapse den ud af hans hænder, hvis det ikke var fordi man ikke lavede aftaler på den måde. Hun måtte væbne sig med tålmodighed, men hun var mere end villig til at dele ud af sin anden viden. "For den vil være nok, ja, alt efter hvor meget du selv skal have ud af biblioteket." Der var trods alt ikke fri adgang, noget for noget, men bogen købte meget. Et dæmonnavn til gengæld, især et fra en dæmon så magtfuld som Melkor, det ville købe nærmest uendelig brug af biblioteket.

Halvdæmonens øjne gnistrede idet han oplevede hvordan Vidyas videnbegær udfoldede sig foran ham. Han var ude af stand til, at tilbageholde en trækken på en af hans dybe smilerynker, sammen med måden hvorpå hans øjne sagte spærrede sig ganske fint op ved synet af hende. Han knugede hånden der lå imod bordpladen, i et stiltiende forsøg på at vedvare kontrol. 
Morgoth åndede overfladisk ud idet, han atter talte:
"Ja - men kun på en enkelt betingelse."
Smilet bredte sig yderligere på hans læber, som var han komplet ubekymret for konsekvensen af hans ord. Dette var desværre ikke sandheden, der lå ganske fint under huden på halvdæmonen. Men ikke desto mindre udlevede han den falske virkelighed, med et opsat ansigtsudtryk, idet han udtalte ordene:
"Jeg kopiere hver enkelt, lille detalje; hver enkelt ord, tegning - hvad end dæmonen Melkor har nedfældet i denne bog - og over i en anden."
Han holdt vejret, med øjnene virrende frem og tilbage mellem Vidyas - afventende, og granskende på en af samme tid, som han afsluttede:
"Og dén bog, vil forblive dit ejendom."

Betingelser, der var altid betingelser for disse ting, men det var dog ikke som om at han kunne sætte store nok betingelser til at hun fuldstændig ville trække sig. At have viden om en anden ærkedæmon var kraftfulde ting, uanset hvor ubetydelige tingene kunne være. Alt kunne udnyttes, det var bare et spørgsmål om hvordan, og at Vidya skulle bruge nok tid med det. Formegentlig ville det slet ikke blive udnyttet, hvis Melkor ikke satte sig på tværs af Vidya.

Man kunne næsten se hvordan utålmodigheden flød over hende, men alligevel sad hun og ventede så godt hun kunne.
Desværre ville hun kun få en mindre kopi af bogen viste det sig, og ikke den fulde, sm hun gerne ville have nærstuderet. Hun forstod godt at folk ikke ville af med deres ting, hun havde det på samme måde, men hun var stadig ikke glad for det. ”Mange af hemmelighederne ligger i siderne,” pointerede hun, man kunne godt se at det ikke helt huede den gamle dæmon, men hun havde ikke åbenlyst brokket sig endnu.
Hun tænkte lidt mere over situationen. ”Jeg er villig til at gøre det, men jeg vil meget gerne have mulighed for at studere det rigtige produkt. Du skal nok få den tilbage, men du forstår vel også at en kopi har... væsentlig lavere værdi.” En kopi havde ikke minderne fra den tidligere bog, hvilket især var hvad der irriterede Vidya.