Sted: En kro i Lazura
Tid: Omkring middag
Vejr: Frostklart med sol

Kroens varme var næsten en velsignelse efter turen til byen. Selv iklædt godt med tøj, var kulden strid og Wolfram åbnede og lukkede sine hænder i et forsøg på at holde blodomløbet i gang i de iskolde fingre. De var altid kolde, men selv med handsker på, var de blevet stivfrosne, trods han forsøg på at holde dem varme, mens han red fra Sinnett-slægtens borg til byen. Det var ikke så ofte, at han var alene af sted, men ærligt talt var han en smule træt af stressen på borgen. Der skulle være bal to dage efter, og alle løb i cirkler for at få alle værelser gjort klar, skaffet maden hjem og få pyntet op. Der var også nok at se til for Wolfram, men han manglede nogle småting i byen og havde fået lov til at tage af sted. Greven virkede næsten helt misundelig på ham, men han kunne ikke forlade sin post. Altid noget, Wolfram ville være blevet meget træt, hvis han skulle have haft greven med på slæb.

Så han havde ikke planer om at skynde sig i byen, selvom det ikke var ret mange ting, han skulle have. Det første mål var en kro, han normalt besøgte, når han var her. Den var hyggelig og maden var god. Og kvinden, der havde kroen, kunne lide ham. Hun lagde kraftigt an på ham, men kun for sjov, det var lidt hendes ting.
Der var ikke så mange væsner på kroen på dette tidspunkt, men der sad da en hist og her, ikke at Wolfram skænkede dem noget opmærksomhed, som han pustede ned i sine hænder og gik op til disken.
”Hr. Ward! En fornøjelse at se Dem igen. De har en dejlig ungdommelig glød i dag.” Hun smilede stort til ham og stillede et krus fra sig, hun havde været ved at tørre af. ”Hvad kan jeg gøre for Dem i dag?”
Wolfram sukkede og lagde hænderne på det glatte træ.
”Noget at spise og et krus te. Det er forbandet koldt udenfor i dag.” Han tog huen af og kørte en hånd igennem det iltre hår, der ikke helt lod sig tæmme ved den enkelte bevægelse.
”Vi serverer fiskesuppe i dag, håber det kan gå an.”
”Det er ganske fin, Jonna.” Han smilede kort til hende, inden hun forsvandt ind bag et forhæng til køkkenet.

Wolfram blev stående, men lukkede øjnene. Han var træt, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Vinteren syntes bare lang i år, og så langt henne var de endda heller ikke. Men han havde været til midvinterbal i Dianthos med Laurenne, sikke en katastrofe, og hun var blevet overfaldet, hvilket også havde taget lidt at arbejde sig ud over. Og nu bal. Han var ved at blive for gammel til alt det, sådan havde han det i hvert fald, og han drømte om at få noget mere tid til sig selv. Måske det kom efter ballet.
Varmen var rar og sneg sig ind på ham, som han stod der og ventede på mad og te. Han havde lidt røde kinder efter kulden, men det fik ham bare til at se mere bleg ud.
Det skulle nok blive rart med et par fredelige timer på kroen, inden pligterne kaldte igen.

Naamah havde altid skiftet i sin præference i rejsestil. Han manglede ikke penge, og kom næppe nogensinde til det, men der var også noget yderst tilfredsstillende ved at rejse mere simpelt. Han gad ikke gå, og tog en vogn, men valgte at gå resten af turen denne kolde friske morgen. Kulde generede ham ikke, men han var også indpakket til det. Hans bagage var sendt i forvejen med vognen, mens han selv gik med kun en mindre rygsæk. Han afspejlede ikke adelighed i denne mondering, men derimod en mand med nok krystaller på lommen, som også nød den frie natur og livet udenfor alle de utal af regler.
Naamah var indpakket i flere lag trøjer, af det varmeste uld. Fingrene var dækket af handsker, der ikke helt holdte kulden ude, hans hals indhyldet i tørklæder som fangede hans varme ånde.

Azurien var et smukt landskab og Naamah stoppede op til flere gange for at nyde udsigten fra et højdepunkt på ruten, før han nåede landsbyen hvor familien Sinnett hørte til. Eller var det omvendt? Adlen hos mennesker var og blev underlig for Naamah, selvom han egentlig måtte være anset for at være det med sin nyerhvervede titel.
Naamah hilste på de kolde bebyggere som var tvunget ud i kulden, med et smil og et skud af sin evne til at de lyste en smule mere op. Ikke for at være venlig, selvom det bragte en del til hvordan så ham i andre sammenhæng. Et hej fra en fremmed, og pludselig bredte varmen sig i kroppen. Det gjorde de kunne huske ham, og han fik et skud af tilfredshed. ”Her, lad mig hjælpe dig med døren” han åbnede døren til kroen for en lavstammet dame som smilede et bredt smil af den unge venlige mand. Han trådte selv ind i kroens varme bagefter og bevægede sig længere ind, mens han tog handskerne af og trak halsterklædet mere væk fra munden

Det var ikke svært at genkende manden fra Dianthos. Laurennes tjener. Den stakkels mand. Hun var noget af en mundfuld at skulle holde styr på, og han betvivlede at det var en rar arbejdsplads. Rygterne var langt fra alle positive. Men Naamah lod sig ikke videre afsløre at han genkendte manden, selvom han gik hen imod ham. ”Sikke da et forfærdeligt koldt vejr i har på disse kanter” hans stemme var munter som han henvendte sig til manden ved siden af sig, med et varmt smil på læberne. Han ventede på at krokvinden kom tilbage igen, så han selv kunne bestille noget at spise. Men han havde taget personaen af en meget tålmodig sjæl.

En stemme rev Wolfram ud af sine trætte tanker, og han åbnede langsomt øjnene for at se frem. Jonna var ikke tilbage, så det måtte være henvendt til ham. Han drejede hovedet efter lyden og stivnede så let, som han så den yngre mand ved sin side. Han genkendte ham med det samme, han havde endda en lille tegning af ham i den lille notesbog, der lige nu var på sin plads i hans hud på hans underarm. Og så havde han fået et rigtigt godt kig på ham, da han, med paladsets tjenere som hjælp, havde fundet frem til værelset, hvor Laurenne og han var endt op. Hans allerede let røde kinder fik en lidt mere rød farve, som mindet kort gled igennem hans sind. Ja, der havde været noget at se på.

Wolfram var ikke sikker på, om Laurennes elsker kunne huske ham, som han ved første øjekast ikke virkede til at genkende ham. Det ville ikke undre nogen, hvis han ikke huskede ham, det var anonymiteten ved at være tjener.
"Vinterne er altid strenge i Azurien," svarede han og rømmede sig dæmpet. Hans blik fór et par gange fra forhænget bag baren til manden ved hans side, lidt usikker på, om han burde gøre opmærksom på, at de havde mødtes før. Hvorfor mon han var i Lazura? Svaret lå lige for, han skulle til bal på borgen. Laurenne havde sikkert inviteret ham. 

Til sidst besluttede Wolfram sig for, at hvis det var tilfældet, ville de uden tvivl møde hinanden på borgen, og det ville være forkert ikke at gøre opmærksom på, at han vidste, hvem han var. Altså, som sådan.
"De skal til bal på borgen?" Han drejede sig en smule mod ham, så de bedre kunne se hinanden. Han var en ganske nydelig mand, og Wolfram måtte beskæmmet indrømme, at han havde lidt svært ved at skubbe minderne fra værelset på paladset fra sig, men han viste intet i sit ansigt, andet end høflig nysgerrighed, der hørte til spørgsmålet.

Naamah smilede venligt til den ældre udseendet mand mens han lænede sig let op af barens træbord. Han kunne godt huske den anden mand og koblede det sammen med hans eventyr på paladset med Laurenne. Selv samme som han skulle besøge og til bal hos. Det var hendes tjener, som hun mildest talt ikke havde talt begejstret omkring.
Men Naamah lod ikke dette havde en effekt på samtalen. Hvis han skulle afholde sig fra at snakke med alle der kendte bare en af dem han havde lagt i seng med, var der ikke flere at snakke med! Men han kendte ikke manden som sådan - kun et kort møde og en forsmag på hans lyster som de havde stået i samme rum.

"Ah med stor skønhed kommer mange udfordringer" en udtalelse der kunne passe på langt mere end bare Azuriens omgivelser som var ganske yndige at kigge på. Enhver måtte da nyde at kunne kigge ud over horisonten og tage det store levende maleri ind.

Naamah drejede kroppen en smule til siden så de stod mere mod hinanden, nu der kom gang i en samtale om mere end bare vejret. Han smilede roligt, sorgløst nærmest - som havde han ingen bekymringer i denne verden, men levede på den unge bølge af at være ubekymret og fri. "Ja, Frøken Sinnett inviterede mig" Det kunne ikke komme som en overraskelse at det var Laurenne der havde indbudt ham. "Jeg kom et par dage i forvejen for at se mig omkring i mere af Azurien. Jeg har ikke været her før" det var løgn, men det var efterhånden mange år siden at han sidst havde sat sine fødder her. Meget havde ændret sig. "Ser De frem til festlighederne?" eller var det mere en pligt der skulle opfyldes fordi han stod til familiens rådighed? Naamah havde en mistanke om at det var det sidste.

Et smil, der ikke nåede de meget mørkebrune øjne, viste sig kort på Wolframs ansigt, da den yngre mand snakkede om skønhed og udfordringer, noget der vist ikke kun var rettet mod Azuriens smukke sommerlandskab. Udtrykket skjulte ikke hans tanker. Der var en sandhed i de ord, der ikke var til at komme udenom. Ikke at Wolfram havde personlig erfaring med skønhed, andet end når det kom fra andre. Han havde aldrig været en køn mand, heller ikke som ung, men det havde heldigvis aldrig rørt ham. Nej, hans problemer med skønhed hørte helt og holdet til en ung grevedatter med et smukt lyst hår.

Han nikkede, da den unge mand fortalte, at Laurenne havde inviteret ham, det kom ikke som en overraskelse.
"Det undrer mig ikke, hun virkede meget betaget af Dem." Ikke bare på værelset, men han havde kunnet fornemme på hende, at hun havde svært ved at lade tankerne slippe hendes nye bekendtskab hele vejen hjem. Det var først, da de var hjemme, at Greven fik spoleret hendes dagdrømmerier.
Wolfram følte, at han havde talt over sig, det måtte være omgivelserne, han var ikke vant til samtaler med herskaber et sted som her, så han skyndte sig at tilføje lidt for at rette op på ordene, der var blevet udtalt.
"Deres deltagelse vil uden tvivl glæde hende." Hans ord var diplomatiske, men han var ikke i tvivl om, hvad Laurenne ville med den flotte unge mand, når festlighederne lakkede mod enden. Ikke at Wolfram brokkede sig, det ville give ham fred og ro.

Spørgsmålet fik Wolfram til at se mod forhænget igen, næsten som i håb om at slippe for at svare på spørgsmålet. Han brød sig ikke om personlige spørgsmål fra herskaberne, men han havde et langt liv med diplomatiske svar bag sig, og han endte med at trække let på den ene skulder, inden han så på manden igen.
"Jeg er blevet en smule for gammel til det hårde arbejde, men jeg skal ikke klage. Det er altid rart med liv på borgen." Han løj ikke, men han talte heller ikke sandt. Han ville med glæde have stilhed på borgen for at slippe for den slags tunge opgaver, som en festlighed var, men lidt liv bragte alligevel lidt glæde med sig, også blandt tjenestestaben.

Og endeligt kom kromutter ud fra baglokalet med en bakke med en skål dampende suppe, et krus te og et stykke brød. Der lå også et par småkager, og hun blinkede sigende til ham, da hun stillede bakken foran ham.
"Så, undskyld ventetiden hr. Ward. Det bliver syv ravstykker."
Wolfram tog sin pung frem og talte krystallerne op, inden han lagde dem på disken til hende. Hun smilede stort til ham og rettede så blikket mod den fremmede, hun straks så nysgerrigt på.
"Hvad kan jeg hjælpe herren med? Et værelse måske, De kommer vist ikke fra byen?"

Naamah smilede og mærkede en vis morskab krybe igennem sig ved tanken. Ja, hun havde været yderst betaget den aften på paladset og haft en nat Naamah havde haft stor glæde af selv. Det havde ikke været nogen overraskelse at Laurenne havde sendt ham en invitation til Azurien! Langt fra. Men at høre fra hendes egen tjener at hun havde virket mere end bare lidt betaget af ham, kunne Naamah ikke andet end at føle sig en smule højere. Han vidste selvfølgelig godt at han var alle tankerne værd, men Naamah elskede ros – selvom det nok ikke var sådan Wolfram mente det. ”Det håber jeg, nu jeg er rejst den lange vej” grinede han stadig fuldstændig afslappet ved situationen. Han smilede skævt over den diplomatiske måde ordene var blevet ytret. Ah, arbejderne havde altid en tendens til at distancere sig fra de højere kredse, som det var forventet af dem. Naamah skulle blot huske på at han spillede en rolle der tilhørte de kredse.

Der kom en accepterende lyd fra Naamah som manden kom med et nærmest lige så diplomatisk svar som det første. Undgående en samtale for nærmest enhver pris. Det var ikke altid en fordel at tilhøre herskaberne, når det kom til at tale med den almene mand. ”Så gammel er De da heller ikke, min gode herre” igen en munter tone, mens hans opmærksomhed skiftede over til kromutter der kom ud fra baglokalet. Hun morede ham, allerede fra første blik og Naamah havde også et imødekommende smil på læben som hun kom ud.  ”Der fik De mig, Frue! Et værelse ville være dejligt” svarede han først og sendte et blik til siden, mod hr. Ward som så ud til at skulle til at forføje sig ”Kan jeg friste Dem med en kop varmt? Jeg vil gerne høre om området fra en stedkendt, hvis de har tid Hr. Ward?” det var en forespørgsel og ikke en ordre. Naamah mente bestemt ikke at han var i en position til at give den anden ordre.

Et stik af negative følelser gled igennem Wolfram, da den fremmede herre med et grin sagde, at Laurenne blev glad for at se ham. Nok kunne Wolfram ikke sige noget til Laurennes måde at leve på, hendes udskejelser og brug af mænd, men han havde trods alt taget sig af hende fra fødsel, og gjorde det stadig, og at hun var så ødsel med sin krop, det kunne få hans mave til at vende sig. Havde han vidst bedre, kunne han måske kunne kalde det faderlige følelser, men det gjorde han heldigvis ikke.
Til hans held forstyrrede kromutter deres snak og han fik ikke mulighed for at svare. Og intet havde været at læse på hans ansigt, om end hans øjne måske havde afsløret det lille stik af vrede og afsky.

Som hun vendte opmærksomheden mod den ukendte kunde, tog Wolfram bakken for at finde et bord at sidde ved. Han havde ikke nogen forventning om, at han var af mere interesse for den kønne unge mand, hvis han skulle være ærlig, havde manden ingen interesse for ham, trods at han havde svært ved at få billedet af ham, nøgen, ud af hovedet, og han måtte indrømme, at han var ganske tiltrukket af ham. Ikke at han havde tænkt på ham siden den aften i Dianthos, men det var som om, at hans pludselige tilstedeværelse havde mindet ham om, hvor tiltrækkende han var. Der var et eller andet over ham, og det irriterede den ældre tjener, der udmærket vidste, at det blot var ønsketænkning.

Lige som han havde taget bakken og gjort tegn til at ville gå, stoppede den unge mand han med sine ord. Om han kunne friste med et krus te? Han kastede et blik ned på kruset på bakken, men vidste også godt, at det ikke handlede om det. Det var blot en høflig måde at sige, at der forventedes noget af ham. Selv når han havde fri, var han på arbejde. Han sukkede lydløst og nikkede.
”Selvfølgelig, hr.” Kendte han egentligt mandens navn? Han kunne ikke huske, om Laurenne havde nævnt det.
Han løftede blikket og ventede passivt på, at manden blev færdig med sin interaktion med kromutter og ville angive, hvor han ville have dem til at sidde. Så snart han havde sat bakken fra sig og havde sat sig på en stol, rømmede han sig.
”De må undskylde, men jeg tror ikke, at jeg kender Deres navn, hr.?” Han flyttede tingene af bakken og placerede dem af ren vane etiketmæssigt korrekt foran sig, inden han samlede skeen til suppen op.

Det charmerende smil var tydeligt fremme på hans læber som han tale med den rare krodame, men han skruede ikke op for mere end det. Han var venligt stemt, men han havde mere interesse i at tale med den ældre herre, hvis navn han formentligt godt kunne huske. Han havde i hvert fald hørt Laurenne sige navnet før, og det blik der var blevet ham sendt i kamret glemte man ikke. Eller rettere, følelsen. Naamah elskede at mærkede lige præcis folks skjule længsler, og ikke kun dem de tydeligt reklamerede med.

At manden tog imod invitationen - næsten frivilligt - udvekslede han nogle ord med kromutter og fik udleveret sin nøgle, og krus med varm te og tog det med sig ned til et bord så de kunne tale lidt i fred.
"Det må De undskylde. Bernard. Bernard Reier" præcenterede han sig med et venligt hovednik. Han tog sit eget krus mellem hænderne som han betragtede den anden mand. Det var ikke svært for Naamah at fornemme den mindre uvillighed der lå i at skulle bruge hans fritid her. Som var han stadig på arbejde og en tjener for alle andre. Men Naamah valgte at lade være med at addressere det. I stedet lade manden tro at Naamah var komplet udvidende omkring den følelse. Det var vel også normalt for højerestående ikke at tænke alt for meget over andres følelser når det kom dertil.

"De må endelig sige til hvis jeg snager og føle Dem fri til ikke at besvare et spørgsmål hvis det er upassende!" forsikrede han først, mest af høflighed, for når først Naamah blev nysgerrig fandt han en måde at lokke det ud af folk. "Har De altid boet her på egnen?"

Bernard Reier. Reier lød bekendt, havde Greven ikke en bekendt i Dianthos ved det navn? Wolfram var ikke helt sikker, og valgte ikke at nævne det. Hvis den unge mand skulle med til festen, kunne det hænde, at det kom frem der. Det kom alligevel ikke den ældre tjener ved.
"Herre Reier," sagde han med et nik, for at vise, at han ville huske det. "Mit navn er Wolfram Ward." Hvad den yngre mand skulle vælge at kalde ham, betød ikke så meget, Wolfram skulle nok vide, når der blev talt til ham. 

Teen, der blev placeret på bordet til ham, flyttede han, måske en smule demonstrativt, hen ved siden af den kop, han selv havde købt. Han ville nok ikke kunne nå at drikke det hele, før det blev koldt, og af ren høflighed ville han starte med den, han fik foræret. Men først ville han stille sulten, og han så kort og overvejende ned i suppen, inden han besluttede sig for, at han godt kunne tillade sig at spise, selvom han sad i samtale med den unge herre. Så han pustede lidt på den første mundfuld, inden han tog skeen i munden og den behagelige smag og følelse af varm suppe spredte sig. Det var godt, der havde været koldt udenfor.

Mandens snakkeri fik ham dog hurtigt til at synke, så han kunne svare. 
"Jeg er født ind i Grev Sinnetts husholdning, og har tjent familien lige siden," sagde han med en let nikken og en neutral stemme, der ikke afslørede, hvor træt han var af det. Den familie blev hans død en dag, hvilket den næsten allerede havde været.
Selvom han ikke gav et svar på, at han kunne vælge at lade være med at svare på spørgsmål, tog han det til sig. Nu havde han tilladelsen, så kunne det være, at han ville bruge den. Men ind til da, spiste han endnu en skefuld af suppen og nippede lidt til teen. Han havde ikke nogle spørgsmål, men han var nok heller ikke i en position til at stille dem.

Wolfram. Rigtigt. Det navn havde Laurenne brugt dengang, selvom efternavnet var fremmed for ham. Det betød ikke så meget, andet end det var en god ting at kunne huske på skulle han vise at han rent faktisk var interesseret i hvem den anden var som person.
Det som nok alt i alt havde gjort Naamah mest interesseret i denne Wolfram, var at han havde opfanget noget så tydeligt i Dianthos, som lige nu var begravet godt ned bag anstændighed, pligtopfyldelse og formentlig almen pli.
En dejlig udfordring.

Naamah lavede en "ah" lyd ved fortællingen om at han altid havde været i familien Sinnetts tjeneste. Sikke noget at være født til. Nogen gange forstod han ikke mennesker og deres underlige pligter. De havde så kort et liv, og så viede de det hele til andre menensker. Spildt.
"Så De er nærmest som familie? Et helt liv med samme familie, må da give et noget mere tæt forhold" kom der falsk eftertænksomt fra Naamah som han kiggede en smule til siden. "Rart med et sted at høre til" Bernard var et dække, men Naamah havde haft mange roller gennem tiden. Alle og dem føltes ægte, selvom de ikke altid afspejlede dæmonens sande natur.
Langsomt, og ganske let lod han sin aura sprede sig ud omkring ham. Intet voldsomt, men blot et svag antydning. "Har De aldrig haft lyst til andet?"

Den unge mands næste spørgsmål fik Wolfram til at sænke skeen og se på ham med en svag rynke i panden. Familie? Var denne mand ikke adelig selv? Anså han sin tjenestestab til at være familie? Wolfram havde sine tvivl, og han forstod ikke helt meningen bag spørgsmålet. Det tog ham et øjeblik at svare, som han overvejede, hvad han kunne tillade sig at sige til det. Endeligt nikkede han en enkelt gang.
”Det er mit hjem. Men jeg er blot en tjener, der er ikke noget familiært forhold med herskabet.” Han skulle lige til at sige, at det ville være upassende, men lod være. Sandheden var, at han var ganske nær den familie, selvom det sjældent faldt ud til hans fordel. Lidt for nær. Især fysisk. Som var meget upassende. Han skyndte sig at spise af suppen, for at lede tankerne et andet sted hen, og brændte tungen en smule.

Det var ikke første gang, at nogen spurgte ham, om han havde haft lyst til andet. Alt efter hvem der spurgte, varierede svaret, for Wolfram var ikke den, der lemfældigt delte ud af detaljer om sig selv, slet ikke ønsker og drømme, der alligevel aldrig ville blive til noget. I intime situationer med andre, der som han tjente herskaber, havde han nok kunne fortælle om, hvad han drømte om, men som han sad der med en adelig, var det slet ikke på tale andet end at give ham et upersonligt, ligegyldigt svar.
”Hvilke lyster, jeg skulle have haft for livet, har aldrig været relevant, jeg tjener familien Sinnett.” Hans ord var neutrale, og som han spiste af suppen igen, var han selv så neutral, som betød spørgsmålet ikke noget.

Men af en eller anden grund kunne hans tanker ikke lade være med at vandre til de drømme, han havde haft i sit liv. Selvfølgelig havde han haft lyst til andet, især i sine unge dage. At tjene grev Sinnett og hans familie var ikke noget, nogen havde lyst til. Nej, han havde drømt om alt fra at rejse Krystallandet rundt, besøge biblioteker og lære verden at kende, til at have en lille hytte på en bjergskråning og lære alt om planter og leve som alkymist. Ikke alene selvfølgelig. Han havde set folk finde den ægte kærlighed mange gange, ja, han havde måske engang selv været tæt på, indtil greven ødelagde det, og han havde drømt om det siden. At have en til at elske sig og holde af sig, en at holde sig varm ved om natten. I stedet for, som hans liv havde været, hvor han havde måtte nøjedes med det, han havde kunne finde. At være en mand, der var til mænd, var ikke let i små kredse af tjenestefolk. Og nu havde han nået en alder, hvor der var endnu længere mellem nogen som ham.

Uden at opdage det, var han gået i stå med et tomt blik ud i luften, og som det gik op for ham, rømmede han sig og fortsatte med sin suppe for at skjule den korte fortabelse i tanker. De mørkebrune øjne skævede til en lyshårede unge mand, og et stik af ærgrelse gled igennem Wolfram. Havde han været ung og ikke i en stilling, som han var, havde han måske diskret forsøgt sig med denne Bernard, billede af ham tilbage på paladset var dukket op i hans sind igen, men som tjener og en alder, der nok gjorde ham ældre end den unge mands far, ja, så var det bare endnu en drøm, der ikke ville blive opfyldt. Så han skubbede den fra sig og koncentrerede sig om at få spist op.