Så meget lilla

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 07.07.2019 14:59
Sted: En lille skov en lille halv dags rejse syd for Dianthos
Tid: Omkring middag
Vejr: Solen skinner varmt, men det blæser lidt

Det var længe siden, at Cora havde været så tæt på hovedstaden. Efter hun havde sagt farvel til sin nye ven Zirra, en kvinde, der arbejdede for Lyset og som havde reddet hendes liv, havde hun stået i trægrænsen og betragtet spirerne glimte i solen i horisonten. Et eller andet sted kunne hun godt tænke sig at se byen, opleve dens stemning og dens beboere. Men tanken om at gå ind i Lysets hovedstad med sin grålilla hudfarve, lilla hår, tatoveringerne i hendes ansigt og sort-røde øjne var decideret latterlig, og hun havde rystet på hovedet af sig selv, inden hun bevægede sig ind i den lille skov igen.

Ikke mange hundrede meter inde, havde hun fundet en lille lysning med et væltet træ, hvor hun havde sat sig og fundet resterne af aftensmaden frem. Det havde været en sommertyk fasan og selvom de havde været to om den, var der stadig nok til at mætte Cora til frokost, sammen med nogle tidlige bær hun havde samlet på turen hertil. 
Solen skinnede ned igennem træerne og fuglenes sang blandede sig med lyden af blade, der raslede i vinden, der havde taget lidt til de sidste par timer. Cora følte sig nogenlunde tryg her, siden der ikke var nogen vej i nærheden, så hun lod sig selv fordybe sig i måltidet, mens hendes tanker begyndte at vandre. De handlede mest om Zirra og ærgrelsen ved, at hun nok ikke kom til at se hende igen. Cora kunne ikke opsøge hende i byen og hun rejste selv rundt uden en fast base, hvor man kunne finde hende. 

Fasanen forsvandt og til sidst sad hun bare og så frem for sig, mens hun et for et spiste af de røde bær. Der var varmt nok til, at hun havde pakket sit store tørklæde ned i tasken, der stod ved hendes fødder. Sværdene tog hun stort set kun af, når hun badede eller sov, så de sad klar på ryggen af hende, hvis hun skulle få brug for dem. Det var tydeligt at se på hende, at hun var vant til kamp, knapt så nemt var det at se, at hun var en kvinde. Det lange hår var sad op i en høj hestehale og fremhævede hendes allerede skarpe træk. Selvom hun sad her og slappede af, så hun ikke hverken glad eller venlig ud. Selv ikke solstrålen, der ramte hendes pande og fik hendes hår til at skinne, hjalp på det.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 13.07.2019 00:35

Cora’s høje pande var ikke den eneste, som lod sig velsignes af den varme sol, som brød igennem de rystende trækroner. Ikke langt fra den kvindelige mørkelver bragte de livsgivende stråler på et andet ansigt hvorpå en brilliant rød ædelsten agerede som en prisme og skød for en kort bemærkning en myriade af reflekterede farver på alskens stammer og sten i dens omkreds.

Asith havde stoppet i sin søgen i søglet og strukket halsen for at nyde godt af varmen der så generøst havde ladet sig dale over ham. Med lukkede øjne tog han imod det varme kys og de blide vindstrøg igennem hans lange hvide hår som var det en tidlig belønning for hans stadig ufærdige arbejde. Det skete for sjældent at vejret var med ham når han tog på disse ture, så en varm stråle på sin vej føltes som en sand luksus... Specielt i kombinationen af, at han ikke behøvede at iføre sig sine menneskelige illusioner når han var på disse kanter - alene og i ét med naturen. Der var noget over det, som Asith aldrig ville indrømme. Noget som talte til hans inderste kerne der bød ham muligheden for blot at lade skoven opsluge ham en dag og vende ryggen til den uendelige kamp det var at prøve på at trives i et stort og xenofobisk samfund som Dianthos eller Kzar Mora. Ensomheden talte til ham, for tilhørsforhold var en uopnåelig drøm og det konstante selskab af mistænksomme by-folk var mere en stresfaktor end det var en fornemmelse af sammenhold. 

Mørkelveren bragte sit ansigt nedad med et kort, halv-melankolsk suk og han vendte blikket imod skovbunden. Ædelstenen i hans pande blev atter forpurret i at viderebringe solens lys som en anden ledestjerne ved dagslys og glitrede nu blot passivt på sin plads imellem hans kantede, tatoverede sorte øjenbryn. Med opmærksomme øjne, som med sine røde iris og sorte bindehinder gav ham et udtryk mere lignende dyr end mand, kæmmede han skovbunden under sine mudrede støvler for at finde flere skatte at tilføje til den flettede kurv på sin arm. Den var allerede godt fyldt med alskens goder, giftige som spiselige. Både svampe, planter og bemosset bark udgjorde den sære pærevælling, som en dag ville blive tilføjet Asiths samling af eliksirer - fem farverige flakoner af uviste egenskaber bar han allerede i sit brede mavebælte og udgjorde blot få eksemplar på hans brede kunnen indenfor alkymi... Og trods han var armeret med sin Kzar Mora Daggert på hoften, følte han sig aldrig helt armeret uden sine eliksirer.

“Over bjerg... Over aske...” Han fandt sig selv lavt nynnende selvom det meste af visen forblev bag hans pande og han konkluderede endelig at han blot manglede lidt af hvad der groede i lysningen foran sig før han kunne vende næsen hjemad og arbejde til han ville falde i søvn over sit destilleri.

Lidt buskads blev ført til side af Asiths lange, mudrede og bekloede fingre og med et halv-akavet trin over en tyk trærod, trådte han ind i lysningen. Kort var han lidt for optaget af at fjerne en genstridig kvist fra sin hvide manke, men det tog ham ikke mange øjeblikke at lægge mærke til at hans ensomhed var blevet kompromitteret. Ganske vidst var han kommet frem fra vedkommendes næsten perfekte blinde vinkel bag træet de sad op ad, men han kunne stadig klart se omridset af en eller anden.. og synet af en specifik knivformet form der stak ud fra silhuettens hoved fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen. En anden elver. Med solen halvt i øjnene kunne han endnu ikke afgøre hvilken afstamning de kom fra, men han håbede ved Zaladin at det ikke var en fjern fætter eller kusine han havde ‘sneget sig op på’.

Det kunne være ligemeget med lysningens goder! Han havde ikke tænkt sig at tage chancen, så langsomt begyndte Asith at gå tilbage i sine skridt igen. Desværre for ham, havde han rent glemt den forbandede stub som næsten fik ham før. Denne gang fik den hvad den ville have og med et akavet bump endte Asith op med at dratte halvt siddende ned over den imens hans frie hånd havde grebet fat på den første og bedste gren som støtte!  

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 13.07.2019 13:15
Solen var varm og de grønne blade på træerne omkring hende raslede blidt i den lette vind, der fik de løse strå i hendes hår til at bevæge sig. Måske var det fordi, at naturen i forvejen brusede lidt i vinden, eller også var hun bare så langt væk i sine tanker, at hun ikke opdagede, at nogen bevægede sig igennem underskoven med retning mod hende. 
Fysisk kunne man ikke længere se nogle spor efter hendes korte ophold i hænderne på Zahinael, Mørkets spionmester. Blodet var væk og huden på hendes skulder bar ingen spor efter kniven, der havde været hamret igennem hendes kød. Det eneste der fortalte om, at der var sket noget, var det pænt syede hul i hendes skjorte, noget Zirra tålmodigt havde gjort for hende. Jakken havde et hul samme sted, men lige nu lå den pænt pakket væk i tasken. Sommeren var over dem og der var ingen grund til så meget tøj.

Psykisk var en anden sag. Hun havde været så hjælpeløs. Endnu en gang fortabt i en mands nåde. Der havde ingen nåde været. De små grå smertebobler fulgte hende stadig i hendes drømme, og hun gruede for at skulle undvære Zirra om natten. Men hun vidste godt, at det ville forsvinde med tiden. Det var bare med at holde ud.
Som hun sad der og tyggede på et af de velsmagende bær, trak en lyd hende ud af tankerne. Hendes hjerne nåede knapt at registrere den, før hun var på benene fra sin siddeplads ved det væltede træ. De resterende bær faldt til jorden, men hun lagde slet ikke mærke til det. I samme bevægelse trak hun det ene af sine to slanke ethåndssværd, der uden tvivl var blevet skabt mellem hænderne på en elvisk smed.

"Hvem dér?" sagde hun højt og lod øjnene glide over sine omgivelser. Hurtigt spottede hun en person bag en busk, og hendes slanke krop bevægede sig hurtigt derover. Med en hård bevægelse rykkede hun busken til side og trådte frem med sværdet rettet mod personens ansigt. Så snart hun så, hvem det var, eller rettere, hvilken race personen havde, hvæsede hun og skar ansigt. En mørkelver! Her! Af alle steder! Hendes held var vist forduftet i sommervarmen!
Det tog hende et sekund at komme sig over overraskelsen, inden hun med en fod mod mandens bryst skubbede ham helt om på jorden og trådte hen til ham. Hun satte sig på knæ over ham med en hånd på hans skulder og sværdspidsen hvilende lige ud for hans krumme næse.
"Hvad laver du her?!" Hendes blik gled over ham. Han lignede ikke krigerne fra hendes egen klan. Selvom hun vidste, at udseendet bedrog, så han faktisk ikke ud af ret meget. Hendes sorte og røde øjne vendte tilbage til hans, der var ubehageligt magen til. Hendes glimtede advarende af vrede. En mørkelver og så endda en mand. Det kunne næsten ikke blive værre.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 19.07.2019 23:52

Asith nåede lige akkurat at få sin mistænksomhed - og frygt - bekræftet da Cora rejste sig op og lod sig selv komme til syne; En hunelver af hans egen slags og tilogmed bevæbnet. Han nåede lige at tage et enkelt akavet skridt tilbage inden hun djævelsk hurtigt fik en fod plantet på hans bryst og tvunget ham endnu mere ned i skovbunden end han før var. “Ack!” Han tabte sin kurv med godter i processen og straks greb fat om kvindens fod for at kunne stå imod trykket imod sin brystkasse. Han pausede dog i sin bevægelse da en klinge, brilliant og skinnende, hvilede lige foran hans ansigt. Han hvæste lavmeldt og lavede en dybt ubekvem grimasse der lod lys falde på hans skarpe tandsæt. De røde og sorte øjne søgte hendes og fandt et par, som ikke var helt anderledes end hans egne... og de næsten familie-lignende øjne kunne kun få det til at krybe ham ned ad ryggen. Hun var helt sikkert ikke af hans klan, men hun lignede dem nok til at han hjerte satte sig panisk i halsen på ham. På trods af det, forholdt han sig i ro og hans ubehagelige stirren flyttede sig ikke fra kvindens. Bladet var ikke attraktivt, men det var tydeligt at det ikke var hendes våben, som udgjorde truslen i hans øjne. 

Han nikkede imod sin faldne kurv med en snerren da hun spurgte ind til hans erinde i skoven... Som om hun havde et eller andet krav på lysningen, hvilket han med sikkerhed vidste var en løgn. Grise ville gro vinger inden en mørkelver kunne få nogen som helst form for rettighed heromkring! “Hvad ligner det??” Svarede han hæst med en modbydelig sarkasme. “Fjern dit våben og træd af mig, jeg har intet at gøre med dig..!” Alene i en skov så tæt på Dianthos? Enten var hun som ham selv eller også havde hun en gruppe ikke langt fra sig. Spion måske? Eller spejder? Uanset hvad var hun veludrustet som om hun forventede en kamp, men ikke udrustet nok til belejring. Hvad lavede hun selv her udover at give Asith sit livs forskrækkelse?? Han turde ikke tage chancen at håbe på, at hun ikke var en loyal Kzar Mora beboer. De kom i for få tal og med for lange mellemrum og det faldt sjældent i god jord at finde en af hans egne som til-og-med syntes de havde noget at skulle have sagt i Asiths deserteringen og foræderi.

      


Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 21.07.2019 22:38
Køn var han ikke, elvermanden under hende. Og skravlet. Han virkede ikke bare slank som alle mørkelvere, han virkede slet ikke til at have nogle synderlige muskler på kroppen. Jo mere Cora så på ham, jo mere trak hendes skræk for at møde en af sine egne sig tilbage. Hvad var det her? Hvilken klan kom han fra?! Ikke en hun kendte, da!
Hendes blik fulgte hans hovedbevægelse. En kurv. Tydeligvis fyldt med de gode ting, en sommerskov kunne tilbyde. Et eller andet faldt på plads i hendes hoved. Hun var ikke stødt på en kriger, hun var stødt på... ja, en der åbenbart havde brug for at samle svampe og mos. 

Hendes spekulation om hans stillingsbetegnelse blev afbrudt, da han bad hende fjerne sig. Hendes ansigt fortrak sig i arrigskab og hendes hvide tænder, der var knapt så spidse som hans, kom til syne, inden hun bukkede sig ned over ham.
"Hold din kæft. Jeg bestemmer her." Hun hvæsede det af ham, tydeligvis ikke med på, at han skulle have noget at sige. Og han skulle da slet ikke kommandere med hende. Det kunne koste ham den krumme næse. 
Men hvad nu? Han virkede ikke ligefrem som en trussel, ingen synlige våben, og man kunne ikke ligefrem påstå, at han kæmpede i mod. Hun så lidt på ham med sammenknebne øjne, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre.

Til sidst snøftede hun hånligt af ham og kom på benene, inden hun trådte et par skridt væk. Sværdet var stadig peget mod ham som en påmindelse om, at det var hende, der havde magten. Foragten var nok ret let at se i hendes ansigt. Der var ingen høje tanker om ham, hverken som mørkelver eller mand. Eller noget andet.
"Mit spørgsmål gælder stadig. Hvad laver du her?" De var tæt på Dianthos. Lysets hovedsæde. Og han rendte rundt med en kurv og ingen våben. Var han idiot? Selvom Cora selv havde bevæget sig så tæt på byen, var hun bevæbnet til tænderne og klar på at skulle forsvare sit liv. Han lignede en, der var taget på søndagstur i nærheden af sin egen klan. Han måtte være idiot. Uden tvivl. 
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 25.07.2019 14:07

Hun ‘bestemte’? Det var nok det mest morsomme han havde hørt længe! Tænkt, hvis det ikke var fordi det skøre fruentimmer ikke viftede så forbandet med sit våben eller trådte ned på Asiths bryst, kunne det endda være at han havde slået en latter op! I stedet fik hun et bittert smile der mest af alt mindede om en knurrende hund. Trods det, forsøgte han ikke på at modstå hendes forsøg på at dominere, lige udover hans hænder på hendes ben, som forsøgte at gøre trykket på hans lunger en smule lettere. Det var klart at hun havde overtaget og Asith var ikke dum nok til at direkte udfordre hende når han lå som han gjorde. 

“Tsh...” Han rystede på hovedet og afventede at hun enten besluttede sig for at skære den kløft i hans næse og få det overstået eller at hun ville komme til lidt fornuft og træde ned fra ham igen. Han var ikke uden våben, men heldigvis for ham lå hans daggert gemt under ham og bladets læder omsvøb der gnavede imod hans ryg gjorde det kun endnu mere ubehageligt at ligge der under en insisterende fod.

Endelig trådte hun af ham igen og med en langsom bevægelse og et dybt åndedrag kom Asith igen på benene. Han rejste sig ikke helt og i stedet samlede han sin kurv op og puttede hans sager tilbage - eller i hvert fald dem som kunne reddes. Først da rettede han sig, høj og ranglet som han var - nu med skovbund pænt pyntende hans hvide hår og ryg. Så kunne han alligevel ikke undgå et koldt søbad i dag, hva? Hendes spørgsmål gav ham et træt og ugideligt udtryk og med en åbenlys håndbevægelse fremviste han kurven.

“Jeg indsamler!” Svarede han hæst. “Alkymi ingredienser, hvis jeg skal være specifik.” Ordet ‘Alkymi’ syntes at vække en mindre bekymring i sig og med et kort øjekast nedad tjekkede han om flaskerne i hans mavebælte stadig var intagte. Det var de heldigvis og kvindens forpulede klumpfod havde ikke ødelagt hans hårde arbejde - desuden var det ikke alle flaskerne, som var gode at få på sig selv, så han så dem hellere knust på jorden end på sig selv. Han gav hende endnu et skeptisk og defensivt blik inden han nikkede imod klingen hun brugte til at minde ham om hendes overhånd i situation, hvis han nu skulle have glemt det. “Jeg er ikke soldat, så du kan trygt sænke den der.” Han var i hvert fald ikke soldat længere, men han tvivlede at det gjorde nogen som helst forskel for kvinden.  

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 02.08.2019 18:27
Cora stirrede på ham med et lidt træt, vantro blik, da han begyndte at samle sine tabte ting op. Hun følte sig ikke truet af ham, men opretholdt en alarmeret opmærksomhed mod ham. Bare fordi han lige nu virkede som lidt af en kedelig type, kunne han sagtens have evner, der kunne være til fare for hende. Så uden sitren blev sværdspidsen ved med at pege i mod ham, som han kom på benene. 
Det var underigt at møde en anden mørkelver. Hendes erfaring med sin egen race, var ikke ligefrem specielt positiv, slet ikke, når det kom til den mandlige del af den, og hun havde brugt de sidste mange, mange år på at undgå områder med sit eget folk. Og så mødte hun en så tæt på Dianthos. Hvem skulle have troet det?

Hun himlede kort med øjnene, da han sagde, at han var alkymist. Fantastisk. En der hellere ville have den krogede næse i bøgerne. Det forklarede i hvert fald, hvorfor han rendte rundt med kurven. Hans gestus mod hendes våben, fik det til at rykke kort i hende, men der skete ikke noget. 
"Nej, det har jeg bemærket." Hånen lå stadig i hendes stemme. Hun tøvede lidt, betragtede ham lidt mere og sænkede så sværdet, men stak det ikke tilbage i skeden på ryggen. Hun var langt fra tryg. 

"Du må have et eller andet form for dødsønske at rende rundt så tæt på Dianthos. For nogle svampe og..." Hun skævede mod hans kurv. "... et par mælkebøtter." At hun selv var der, var anderledes. Hun var også på vej væk igen, de høje spir i horisonten gav hende paranoia. Men hun havde ville sikre sig, at Zirra kom sikkert hjem.
Hendes blik tog en kort tur rundt på deres omgivelser, inden de endte på hans ansigt. Det var svært for hende at skjule utilfredsheden med dette møde. Hun havde måske set en smule anderledes på det, hvis han havde været en kvinde, men det var ikke sagen. Nej, han var en mand og i Coras øjne ikke en køn en af slagsen. Ikke at hun fandt nogen mand tiltrækkende, så det skulle han nok ikke tage så tungt.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 05.08.2019 15:46

Den hånfulde tone der kom fra Cora og hendes arrogance blev mødt med en lignende reaktion fra Asith, som rystede på hovedet som om han fandt det noget så typisk. For det var det. Altid blev han mødt af sine artfæller på samme måde og for en stund skulle man tro at Cora rent faktisk kendte ham fra dengang på måden hvorpå hun talte til ham. Men Asith ikke beskrive hende som andet end en fremmed, så hvor kom den lignende attitude fra? 

Han kunne ikke lade være med at smile lidt sarkastisk da hun beskyldte ham for at have et dødsønske - en beskyldning han havde hørt før op til flere gange efterhånden. “Potten kalder gryden sort?” Hans tænder fremviste sig kort og skarpt i hans ironiske grin. Han løftede da en finger for at lave en pointe. “I det mindste har jeg et tydeligt erinde herinde hvorimod du... Har en picnic?” Han skævede med et løftet øjenbryn imod hendes førhenværende siddeplads hvor hun havde nydt godt af brisen og søde, røde bær. Han rystede på hovedet igen og rettede lidt på sine skovbunds-skatte i kurven. “Og til din information er jeg lokal.” Svarede han så endelig i en nonchalant og ligegyldig facon og kunne ikke lade være med at føle sig en smule selv-fed over den kommentar, selvom den nok røbede lidt mere end han originalt havde tænkt sig. Spirene havde i sin tid været ligeså skræmmende, men nu? Nu kunne han bevæge sig over Dianthos centrale marked, ubemærket. Jo der havde været et par smuttere her og der og ja, han havde været i klammeri med et par vagter, men han havde været smart nok til at undgå galgen og kun blevet mere forsigtig af sine oplevelser. Man kunne ikke sige, at han trivedes i Dianthos, men han overlevede og det i sig selv var ikke en smal sejr for en mørkelver.

At hun ikke så værdi i svampe og mælkebytter var ikke overraskende - som soldat havde hun nok ingen interesse i medicin eller eliksire. Blodtørstige kødhoveder, allesammen! De kunne lære godt af en smule landevejs-lægekunst for det var oftest de typer, som behøvede det.

“Så hvad gør din tilstedeværelse her mere legitim end min? Det er lidt for tæt på byen for en spejder at slå sig ned... Og du har åbenlyst ingen gruppe med dig.” Han tiltede hovedet nysgerrigt og syntes at have mistet det meste af sin egen paranoya. Det her var trods alt Asiths egen hjemegn kunne man sige. Han var ikke i et fremmed nabolag, men det var det arrogante kvindemenneske tydeligvis.

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 13.08.2019 21:45
De færreste mænd havde noget pænt at sige om Cora, hverken om hendes udseende, hendes opførsel eller noget andet. At Asith heller ikke ligefrem ikke faldt i svime, det var Cora fløjtende ligeglad med. Hun var ikke sat på jorden for at tilfredsstille mænd af nogen art. Slet ikke sådan en lilla, krumnæset, svag alkymist som den, der stod foran hende.

Så hans reaktion på, at hun påpegede hans formodede dødsønske gjorde hende bare mere arrig. Åh, hvor hun hadede arrogante, sarkastiske mænd, der skulle opføre sig som om, at de var bedre end hende. At hun selv opførte sig bedre end dem, var en ren forsvarsmekanisme. De skulle ikke komme og tro, at hun ville finde sig i at blive behandlet som et laverestående væsen, bare fordi hun ikke havde noget mellem benene.
Hun kunne ikke lade være med at fnyse.
”Lokal? Du må have spist for mange svampe, en mørkelver lokal ved Dianthos, Lysets hovedstad? Ha!” Hun spyttede i skovbunden i foragt for hans ord. En mørkelver ville aldrig blive accepteret som ”lokal” i denne del af verden. Lige meget hvor hun tog hen, var der en enstemmig enighed om, at deres race var forhadt. Sådan gik det, når man blev associeret med Mørket og deres virke. Forbandede være Mørket!

”Mit ærinde her, kommer ikke dig ved.” Hun spyttede et skælsord ud på mørkelvisk, der ikke kunne oversættes til krystalliansk, men pænt var det ikke. Bare hans blotte tilstedeværelse fik hendes pis i kog, selvom der egentligt ikke var nogen grund til det. Ud over hans race og køn. Han var ikke truende og hans lortede attitude var sikkert fremprovokeret af hendes aggressive fremtoning. Men ingen havde nogensinde anklaget Cora for at have diplomatiske evner og det var ret tydeligt i en situation som denne. Måske hun ville køle lidt ned, men regn kunne jo også falde opad. Eller ikke.
”Men jeg er på vej langt væk fra den hvepserede som muligt.” Hun lavede en bevægelse mod Dianthos med sværdet. ”Jeg har ikke tænkt mig at blive en eller andens legetøj i Lysets fangekælder.” Cora havde ikke nogle høje tanker om Lyset. De var ikke bedre end Mørket, selvom de påstod det.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 16.08.2019 21:52

Det var sjældent at Asith stødte på en personlighed, som var endnu mere rædsom end hans egen og det gav ham påmindelsen om hvor meget et udskud han havde været tilbage I Kzar Mora. Asith var måske ubehagelig, men han var trods alt anset som værende for blødhjertet og patetisk til at være en respekteret borger bag de mørke bjerge. Tyndbenet, pacifistisk... Kært barn har mange navne og de blev ofte kaldet med spyt eller skældsord som ikke var ulige Coras. Om det sagde mere om Asith eller Kzar Mora eller hun-elveren, måtte man gætte sig til. 

Hun troede ikke på at han var lokal? Det kunne han egentligt også være bedøvende ligeglad med - Han var her ikke for at imponere og slet ikke hans egen slags, for han vidste at det var et på-forhånd tabt løb. I hans optisk var de alle af samme støbning medmindre de kom ud forkert som han selv.

Cora’s sidste kommentar kunne ikke lade være med at fremprovokere et lettere bitters smil over Asiths skarpe læber. Det var vel en smal sejr for ham selv at han kunne begå sig et sted hvor de fleste Mørkelvere ikke turde sætte fod.

“Tja, realistisk set er det vel også hvad der ville ske med dig med den store mund du slæber rundt på, så det er vel det rette valg.” Hans smil blev bredere og mere skadefrot inden han vendte blikket væk, træt af samtalen med det offensive fruentimmer, og begyndte at gå over lysningen for at komme videre med sit liv. Han var ikke længere direkte bange for hende, men havde trods alt stadig et naturligt behov for at undgå sin egen slags, så han tog alligevel en stor bue udenom hende. Han havde stadig ingredienser at samle inden dagen gik på hæld og hun havde allerede brugt mere tid end han havde at give. Imens han gik holdt han dog en hånd rede ved sin højre hofte i tilfældet af at hun ikke syntes at samtalen var ovre og han måtte være nødt til at trække sin daggert. Heldigvis lå den stadig i hendes blinde vinkel og tildækket af de andre vedhæng, som var fastsat på hans bælte.

“[Farvel, frøken potte - Held og lykke med at undgå hvepsene.]” kommenterede han endeligt på mørkelvisk og søgte imod buskadset igen, indvendigt bedende til, at det var det sidste der blev sagt inden deres veje splittedes fuldkommen igen. Han skulle nok bare have holdt sin kæft i virkeligheden og forsøgt at tirre hende så lidt som muligt, men det havde han ofte problemer med, selv i enerum. 

   
Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 25.08.2019 18:11
Cora kneb øjnene en smule sammen, da han begyndte at smile. Hun hadede følelsen af, at han virkede en smule mere intelligent end hende, selvom det nok var sandt. Hun var en kriger, han var glad for videnskab. Men det var nu ikke det, der fik vreden til at boble i hende, det var arrogancen, der fulgte med. Åh, hun havde lyst til at give ham en røvfuld og lære ham at respektere hende. Men lige nu ville det ikke føre til noget, andet end fare. Hendes opmærksomhed ville være alt for optaget af at daske til ham, og så tæt på Dianthos var det ikke smart at miste koncentrationen på omgivelserne.

Det var i hvert fald tanken, der holdt hende tilbage, som han vendte ryggen til hende og begyndte at gå. Det var bedst at give slip og lade ham tulle tilbage til dødsfælden han åbenbart boede i. Og det var lige, hvad hun ville gøre, men så viste det sig, at han var en større idiot end før troet, for han fyrede en bemærkning af efter hende. Det var dråben. Hun hvæsede som en vred kat, inden hun meget hurtigt bevægede sig hen i mod ham. Inden han kunne nå at gå tilbage i mellem træerne, greb hun fat i hans lange hvide hår og hev hårdt tilbage for at få ham ud af balance. Inden han kunne få muligheden for at gøre modstand, hamrede hun en knoglet, benhård knyttet næve lige i smasken af ham.

Lyden og følelsen var så tilfredsstillende, at hendes vrede grimasse straks afløstes af et smil, som hun slap ham og trådte tilbage. Man vidste ikke, hvad sådan en alkymist havde i baghånden, og hun ville nødigt blive ramt af en af hans flasker i bæltet. Men åh, det havde lige været, hvad hun havde trængt til, lige fra det øjeblik, hun havde lagt blikket på ham. Et godt hårdt slag i mod hans grimme krumme næse. 
Men hun var klar, hvis han skulle finde på at gå til angreb mod hende. Hun tvivlede, han så bare ikke ud som en, der ville kunne gøre hende meget i et fysisk sammenstød. Men man kunne aldrig vide, så selvom hun smilede sejrrigt, var hendes hænder knyttede, klar til flere slag.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 30.08.2019 23:54

Asith kom ikke langt i hans forsøg på at forlade ‘samtalen’ med hun elveren, desværre. I stedet blev hans lange hvide hår grebet og med et hårdt ryk blev han hevet tilbage og bragt i ubalance og han nåede kun at stramme sin kæbe inden den blev mødt med en hård knytnæve i høj fart! Asith snublede selvfølgeligt tilbage og faldt ret ned på sit ene knæ, men formåede mirakuløst at holde sig fra at ende med hovedet tilbage ned i mudderet. Blod løb fra en flækket læbe og ned over hans hvide tænder, hvor det muligvis blandede sig med Cora’s. Han havde ikke ladet sig gå i gulvet uden i det mindste at lade hende lide under at slå imod hans benhårde, skarpe tænder! Og et bid var løst sluppet taget i betragtning af hun lige havde givet ham en forpulet næve i ansigtet! 

Asith spyttede og tørrede sin mund med håndryggen hvor blodet nærmere blev spredt end stoppet. Hans ulmende, røde blik forholdt sig imod hende arrigt inden den arrighed blev konverteret til - sært nok - et dystert, blodigt smil, som ikke var helt ulig Cora’s eget. Det var fandme en parodi!

“Har vi det bedre nu? Jeg kan se på dig det føltes godt.” Hans smil forsvandt igen, men noget hængte ved. Han fik sig vakkelvorent på benene igen og tog et kig på hendes løftede hænder. Hun havde været klar til at smække ham en siden han ankom, havde hun ikke? Og nu håbede hun på en kædereaktion? Hun fik den desværre ikke. Endnu engang faldt Asiths blik imod hans kurv, som nu for anden gang var blevet væltet på hovedet og hans sager spredt omkring dem. Trættende kvindfolk gjorde hans eftermiddag lang og han havde ikke rigtigt en masse kapital at spendere på Hellebardens heksedoktor når han eventuelt kom tilbage, fyldt af ar og skrammer. Det var næsten nostalgisk. Havde Cora bare været en af klanen, ville det næsten føles hjemligt - forfærdeligt som det måtte være.

Asith tog sig til kæben og vrikkede let med den for at teste hvor intakt han var inden han igen henvendte sig til Cora. “Jeg bryder mig ikke om at slås.” Kommenterede han, men var ikke færdig. “Men hvis du putter dine beskidte fingre på mig igen, bider jeg dem af.” Advarede han med et hærdet udtryk og udåndede hårdt så en lille gylden lyskilde flygtede fra hans mund og dansede ved hans fingerspidser, klar til at blive brugt!    


Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 03.09.2019 16:28
Coras hånd gjorde ondt og hun kastede et kort blik på den. Satans til mørkelvertænder, der var tre fine små huller hen over bunden af hendes fingre. Det blødte ikke meget, men hun måtte nok hellere huske at skylle det senere. Man kunne ikke vide, hvilket ting, en mørkelver havde haft i munden. Hun fnøs og rettede blikket mod ham igen. Hans arrighed blev skiftet ud med et smil, hvilket fik hende til at stramme op i kæben. Men hun smilede til ham, afslørende sine egne knapt så spidse tænder.
"Det var det bedste, der var sket i dag." Det var vist ikke helt løgn, hun havde i hvert fald haft lyst til at stikke ham en, siden hun først lagde sit blik på hans grimme ansigt.

Det var umuligt ikke at vrænge ansigt af ham, hånligt, som han sagde, at han ikke brød sig om at slås. Nej, det var hun ikke i tvivl om. Han måtte have fået mange tæv igennem sin tid, så skravlet som han var. Det var vel ligefør, at man kunne bukke ham over på midten. Cora havde virkeligt ikke høje tanker om Asith, hvilket ikke så meget var deres skyld, men mere den måde kulturen havde været i den gruppe, Cora var vokset op. Enten var man en rigtig mand, eller også holdt man sig til suppegryderne. Cora havde ikke kunnet leve op til nogen af delene, men hun var mere mand end kvinde. Og lige nu virkede Asith som mindre mand end hende. I hendes øjne.

Hun var lige ved at tage udfordringen op, som han næsten provokerede hende til det, men hun stoppede brat sig selv, som den lille lysende ting dukkede op. Magi. Hvad gik den ud på? Ud fra hans selvsikkerhed, måtte den kunne noget i forhold til kamp eller forsvar. Hendes blik flakkede fra lyset til hans ansigt og hun blottede sine tænder i en irriteret grimasse. Der var ikke meget, hun kunne gøre ved magi, og selvom hun ikke vidste, at det han kunne, var farligt for hende, vidste hun heller ikke det modsatte. Og nok var hun krigerisk, men hun tog ikke unødvendige chancer.
"Så kunne du få lov til at kvæles i dem!" Hun spyttede i foragt på jorden foran ham, inden fnøs og vendte rundt for at gå tilbage til sine ting. Med ryggen til ham for at vise, hvor lidt hun forventede noget fra ham. Men med alle sanser rettet mod ham.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 04.01.2020 22:53

Endnu en forpulet dag med en forpulet blodig næse. Og så lige på den ugedag hvor Asith specifikt søgte væk fra byens voldsliderlige slum for at nyde den ærlige og - for det meste - ensomme natur ved byens grænser. 

Asith var beredt og hans lille illusions-ildflue forblev på tippen af hans udstrakte fingre, klar til at blive brugt på den ene eller anden facon. Hvis han absolut skulle have (mere) tæv i dag, skulle det ved Zaladin gøres på hans egne præmisser og med sin egen brik deltagende aktivt i spillet. Asith var måske en kujon nu om dage og måske var han af den feje kaliber, men trods det havde han ikke tænkt sig at tage en anden forpulets mørkelvers foragt liggende.

Det viste sig da at hun havde fået nok - hvilken overraskelse? Hun havde ved dybet jo været den eneste der havde delt øretæver ud og ikke modtaget det mindste, så hvorfor skulle hun ikke være tilfreds? Asith fnøs som hun vendte ham ryggen for at samle sin ‘picnic’ sammen og vende hendes store snude den anden vej. “Tsk..!” Han rystede på hovedet og annulerede hans trolddom; Den lille lyskilde opløste sig og blev til en lille sky af grålilla røg.

“Se DET er nostalgisk. Typisk mørkelver adfærd når man kun kan lide at lange ud på dem med en blottet ryg eller med den imod jorden! Du får mig næsten til at længes hjem!” Det gjaldt selvfølgelig også ham selv. Der var da ingen chance for at han nogensinde ville have lyst til at kæmpe imod nogensomhelst uden at have bare en smule urimelig fordel - noget som hans evner ofte stillede ham til rådighed. Men nu var det jo ham selv, som havde ageret bankekød, så han tillod sig selv at undslippe den bebrejdelse for nu.

Asith satte en tommelfinger imod det ene næsebor og prustede en klat løbende næseblod i jorden imens hans ulmende røde blik forblev imod hans uselskabelige artsfælle. Sikken kælling. Det var skam ikke fordi han gerne ville have mere tæv overhovedet og ej heller var han for stolt til at gå derfra uden at stikke hende én tilbage. Han var desværre bare af den rapkæftede slags. En utiltrækkende egenskab som det så ud som om de delte. 

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 24.01.2020 21:27
Cora trampede igennem græsset på vej tilbage mod lysningen og hendes taske, på den ene side arrig, fordi han havde pisset hende af, på den anden side stadig meget tilfreds over at have fået muligheden for at smække ham en. Hun kunne sagtens have givet ham et par slag mere, men et var også ganske tilfredsstillende, især når han åbenbart havde noget magi, der kunne hjælpe ham. Hun havde også magi, men hun foretrak at bruge sine våben. Hvilket ikke var nødvendigt denne gang, for hun var alligevel ikke ude på at slå ham ihjel, bare give ham en lærestreg. Som mørkelver og som mand.

Men havde hun troet, at han bare ville luske af med halen mellem benene, tog hun åbenbart fejl, for hans stemme gled igennem luften. Provokerende. Hun overvejede kort, om det var besværet værd, men hun endte alligevel med at vende sig mod ham, vred over hans ord.
”Så du tror, at jeg går fra en kamp, hvis den er ligevægtig?!” Hun trak sit ene sværd fra skeden på ryggen, inden hun vippede med håndleddet, så det drejede sig i luften, og hun kunne gribe det i bladet i stedet for i skæftet. Derefter rakte hun det frem mod ham.
”Du skal være velkommen til at låne et sværd og komme herud for en rigtig kamp. Jeg snitter din røv i laser!” Selvtilliden fejlede ikke noget, og hun smilede hånligt til ham. ”Ingen magi, bare klinge mod klinge. Den første, der bløder, har tabt.”

Det var en udfordring hun havde givet før, lige så kæphøj på sin hånlige måde. Hun var god med et sværd, bedre med det end hun var med styrke. Og hun kunne klare det meste, selvom hun måske ikke var den bedste sværdfægter, men hun var god taktisk og hendes smidighed havde også noget at sige.
Sværdet hun rakte frem, var tydeligvis elverlavet, slankt og let. Og selvom bladet var tyndt, var det stærkt. Skæftet var lavet til hendes slanke hånd og hele sværdet var perfekt balanceret. Hun havde givet mere for de to sværd end hun nogensinde ville betale for noget i sit liv. Men de var det værd.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 30.01.2020 19:46

Det kunne rage Asith hvorvidt hun også vidste hvordan man havde en fair kamp, men faktum var at hun indtil videre havde gjort jævnt meget brug af uretfærdige fordele. 

Hun vendte sig - selvfølgelig gjorde hun det - og var ikke tilfreds med at lade Asith have det sidste ord i deres møde. Rapkæftet var hun selv, men der var en jævn forskel på dem, som Asith allerede lagde mærke til, men var standard for de fleste mørkelvere han kendte: Hun var hovmodig. Måske ikke af samme grunde, men dem bekymrede Asith sig ikke for. Alt han vidste var at hun lignede DEM for meget og det alene var nok til at få ham til at overveje hendes udfordring. Hans røde og sorte øjne dalede til sværdet hun rakte imod ham bydende. Han vidste godt at hans chancer for at være den der ville bløde var ufatteligt høje. Han var trods alt en alkymist og en fej illusionist først og fremmest. Du er en idiot, Asith. Hvad blev der af at du ingen ære havde?

“Sværd er ikke mig.” Svarede han og det lød først som en afvisning indtil han armerede sig selv. Han skulle nok ha’ taget våbnet frem noget tidligere, men han brød sig ikke om at vifte det rundt i fuld offentlighed. Fra hans hofte fremmanede Asith en daggert der, ligesom Cora’s våben, var et gennemført stykke smedekunst af mørkelvisk ophav. Daggertens blad var kroget som en le og ved dens rod opstod der snørklende symboler der gik i ét med det ligeså kunstfærdigt detaljerede håndtag. Metallet var en blålig sølv og spejlblankt. Alt i alt et stykke kunst der var alt for kønt til én som Asith, men havde tjent ham trofast siden han deserterede.

Asith trådte mere ind i lysningen imens hans frie hånd slog en doven knude på det hvide hår så det ikke kom ham i vejen. “Fint. Den første der bløder har tabt.” Asith var ikke bange for at tabe. Han var vant til det og han lærte fra hvert eneste nederlag selvom han helst undgik det. Han havde også helst undgået Cora, men nu hvor hun var her, kunne han ligeså godt uddanne sig selv lidt… For igennem Asiths øjne var hun budet med et glimt ud i fremtiden til et andet opgør med en der ligner hende, men ikke ér hende. En dag ville Asith ikke kunne løbe længere og der ville ikke være nogle regler. Der ville ikke være en vinder ved første snit. Det ville først være afsluttet når Asiths hoved ville ligge alene i skovbunden. Når den dag kom, ville Asith ikke kæmpe fair, men for nu kunne han acceptere det.

Mørkelveren stillede sig i position, krumbøjet og med daggerten løftet. “Vær min røv nådig.” Kommenterede han løst og uden at lægge mærke til det selv, stak han hende et smil. Kom an!  

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 04.02.2020 17:06
Cora regnede med, at han ville sige nej. Der var noget over ham, der fortalte hende, at han hellere ville flygte fra en kamp end at tage den. En kujon. Og først troede hun også, at han sagde nej, da han sagde, at sværd ikke var noget for ham. Hun fnøs dæmpet og ville komme med en bemærkning, men så hev han en kniv frem i stedet. Den skreg mere mørkelver end hendes sværd, der trods alt var lyse i metallet, og hendes blik fulgte den et kort øjeblik. Imponerende. 
Hun trak på skuldrene, og efter at han vendt sværdet i luften igen, så hun nu havde fat i skæftet, stak hun det på plads. 

Afslappet gik hun længere ud i lysningen og trak en af sine to knive. Det var en halvlang dobbeltbladet kniv, der var lang og tynd. Ikke en, man ville bruge til praktisk arbejde, det var den anden til. Denne var lavet til at stikke ind i mellem ribbenene på en modstander og snitte deres hjerte i småstykker. Designet var også elvisk, dog ikke mørkelvisk. Hun havde anskaffet sig den efter hun havde forladt sin familie, hun kunne lide den. Den lå godt i hendes hånd. Og den var skarp. Hun havde brugt den mere end én gang til at tage livet fra et mål i en opgave.

Hun vendte sig i mod den anden mørkelver og stillede sig parat med kniven vendt omvendt i hånden. Hun havde ikke planer om at myrde ham, selvom hun nok fik muligheden. Nej, hun ville lege lidt og så få ham til at bløde.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han bad hende om at være hans røv nådig. Åh, han skulle bare vente og se.
"Selvfølgelig." Hun trådte et pat skridt til siden, overvejede hvordan hun skulle starte ud. Pludseligt sprang hun hurtigt frem mod ham, som om, at hun ville gå efter hans venstre side med kniven. I stedet skiftede hun retning i sidste øjeblik ved at snurre rundt, og langede ud efter hans højre side med albuen for at skubbe ham ud af balance. Om noget lykkedes eller ej, ville adræt springe væk fra ham igen. Hun ville lege.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 23.02.2020 00:14

De røde og sorte øjne fulgte nøje Cora’s bevægelser imens hun så ham an. Asith var høj og ranglet, men hans position var lav og hans knæer bøjede. Hans stil i kamp havde altid sagt mere om ham end hans valg af våben - at han holdt sig i en højde der fokuserede på ribben og haser som en værre kujon der ligefrem søgte efter uretfærdige fordele i stedet for at have tiltro til sine parreringer og fysiske styrke. Nej. Asith kæmpede lavt som en såret hund og det havde altid tjent ham bedst. Han havde været en underhund hele sit liv, så nu om dage brugte han det til bedste evne. Også selvom resultatet hverken var kønt eller ærefuldt. 

Cora’s bluff var en opdelt success. Hendes uigennemskuelige bevægelse formåede at få et slag med albuen ind imens han havde for travlt med at møde og blokere klingen med hans egen. Hun fik ham skubbet og mørkelveren fandt sig selv tiltet bagud. Han mistede dog ikke fodfæstet men i stedet lod sig synke helt ned i knæende for at vende et drejende spark i hendes retning med forsøget på at sjæle hendes fodfæste! Han formåede det ikke da hun i sidste øjeblik sprang væk på agil facon som en selvfed kat der dansede om en rival der havde været lidt for langsom. Det var åbenlyst at hun ikke havde tænkt sig at tage sin sejr hurtigt og det gav Asith tid til at absorbere hvad end han kunne af brugbar viden. Han vidste allerede at han ville gå herfra med et nyt ar og det ville han heller ikke begræde. Kun hvis det blev snittet i ham lidt for hurtigt. Ikke nu hvor pulsen var oppe og han havde taget beslutningen om at lade sig møde hovedførst med det han havde panisk undgået i flere år!

Asith tøvede ikke med at holde rytmen i gang og fra hans lave position sprang han fremad! Han manglede elegancen som Cora havde, men der var bestemt en hurtighed i de tynde, lange lemmer! Daggerten slyngede sig som en pilespids imod Cora’s lår, velvidende om at et banalt angreb som dette ville blive blokeret eller undgået helt ved at hun-elveren ville flytte sig. Asith satsede på blokeringen og - forhåbentligt imens Cora var opslugt af at undgå Asiths klinge - søgte endnu en gang at sparke hendes ankel væk under hende og få hende i knæ!  

Cora

Cora

Krystalisianer

Forvirret Træls

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 132 år

Højde / 178 cm

Zofrost 03.03.2020 20:56
Det lykkedes at skubbe til ham, men han var ikke så let at vælte, som hun lige havde regnet med. Hans tyngdepunkt havde han selv flyttet længere ned ved at sænke sig i knæene. Sparket undgik Cora nemt, som det allerede lå i hendes bevægelser at flytte sig væk fra ham. Han var hurtig, det ville hun give ham, selvom hans stil var en smule sær, i forhold til, hvad hun var vant til fra mørkelvere. Lavere, som var han et dyr, der gjorde klar til angreb. Mørkelvere kæmpede normalt stolte og ranke, også selvom de snød og manglede ære. En mørkelver med respekt for sig selv, ville ikke kæmpe sådan, men det fortalte hende bare en masse om ham, og gjorde hende endnu mere ivrig efter at tæve ham og få ham til at bløde.

Kniven der kom susende mod hendes lår var så tydelig, at hun ikke havde problemer med at blokere den, hendes underarm mod hans. Igen var han hurtig, og hendes ben forsvandt under hende og sendte hende ned på det ene knæ med en vred lyd. Hun havde dog stadig styr på hans arm med kniven, hvilket hun benyttede sig af. Hans krop var nær nok hendes til, at hun med den anden arm kunne slå ud efter hans mave med en knyttet næve.

Om det lykkedes eller ej, kastede hun sig selv til siden bagefter, i en skæv kolbøtte, der fik hende væk fra ham, skråt til siden. Her ville hun hurtigt komme på benene og forsøge at placere en fodsål mod hans side for at skubbe ham omkuld.
Der var noget fornøjeligt at slås på denne måde. Ingen skræk for at dø, bare en konkurrence, hvor den bedste ville vinde og taberen gå derfra med et mærke på stoltheden. Det førte hende tilbage til træningstimerne hjemme, der dog ofte havde været noget mere brutale end denne kamp lagde op til. Især, når det havde været hende og hendes bror, de havde begge kunne ømme sig meget, når det var tid til at lægge sig i sengen om aftenen. De havde hadet hinanden helt fra barnsben af.
Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 28.03.2020 00:42

Hun faldt i knæ og afskyggen af et instinktivt smil bredte sig over Asiths mund - dog ét han var fuldkommen uviden om. Han hadede det jo trods alt. Konflikten og andre mørkelverøjne på hans krop. Men der var en lille gnist som blev delt imellem dem. For Asith var den måske noget mere abstrakt end Cora, medmindre hun var ligeså følelsesmæssigt afstumpet som ham - men der var en snert af underholdning at finde i denne provokerende dans af kluntet og dyrisk imod velovervejet og gennemført. 

Asith pressede stadig daggert imod daggert da Cora svingede imod hans mave og havde ikke megen mulighed for at undgå den! I stedet spændt han blot sine - sparsomme, MEN tilstedeværende - mavemuskler for at stå imod så godt han kunne uden at få pumpet luften ud ad sig! Han var delvist succesfuld. Hun fik sit slag ind og Asith formåede at holde luften i lungerne! Han mistede dog sin balance og gav Cora det pusterum hun behøvede for at få overtaget igen! Da hun kom på benene var Asith stadig på det ene knæ og udsat for hvad der fulgte!

Desværre for Cora, havde han allerede mærket hendes fod på hans torso fra tidligere og han kunne nemt fornemme ømheden fra sidste udveksling og hvordan den havde hendt ham. Ikke kønt. Umiddelbart var det ikke en fordel, hvis det ikke var fordi han huskede hvert eneste slag og spark der havde markeret hans spinkle krop igennem tidernes løb! Man kunne vel sige at han tog en smule skyldig stolthed ved tanken om at hans arkiv af afklapsning gav ham en form for fordel - og han havde ikke i sinde at fejle på samme måde igen!

Cora’s ben fandt Asiths krop, men i stedet for at skubbe ham helt om kuld, viklede Asith sin frie arm op omkring hans modstanders skinneben for at flå hende med sig! At bruge hendes eget spark imod hende om man ville! Hvis det gik som Asith håbede, ville hun falde pladask på enten mave eller ryg alt efter hendes balancepunkt og så kunne det være at han ville få den sjældne luksus af at være den der kravlede ovenpå! Ikke at han havde den fjerneste idé om hvad der ville komme bagefter! 

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Echo
Lige nu: 1 | I dag: 12