Det havde nu været rart at bruge noget tid alene, efter den lange rejse tilbage fra Rubinien. Man mødte mange irriterende typer på vejen. Den ene nat var hun stødt ind i en utrolig snakkesalig kvinde, der aldrig havde forstået kunsten i at holde kæft. Hauru så det som et råb om hjælp og besluttede sig for at gøre en ende på hendes lidelser. Måske lige det minde var værd at smile over. Endnu mere fordi den kvinde havde doneret et par gode støvler at vandre i og en udmærket kutte, til resten af Haurus rejse.
Der var ikke længe til at solen ville gå ned, men indtil den gjorde, var Hauru fanget i sin hytte. Hun var ellers klar til at komme afsted, iført et par tætsiddende bukser, den alt for store skjorte i hør og støvlerne. Kutten kunne hun gribe på vej ud, men indtil videre nød hun stilheden i den mørke hytte, siddende foran den tændte pejs på gulvet. Det lange hvide hår havde hun stadig ikke fået styr på, så det sad som det plejede. - Løst og uglet.
Hun havde trukket begge ben op under sig og lagt armene om, som hun sad der og forsøgte at udtænke, hvor det ville være nemmest at stjæle føde. Dianthos, markedspladsen, måske? Der var altid så meget larm, en udmærket distrahering til at udføre et par småtyverier.

Krystallandet
