Sted: Et mindre torv i Øvre By
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Let blæsende og overskyet

Nogle gange var det som om, at Samael blev ført af en usynlig kraft. Denne gang var han blevet ledt til Dianthos, en by han ellers helst ikke besøgte, da han ikke brød sig om byvagterne, Lysets krigere eller Kiles Orden og især Kiles Orden var en torn i øjet på ham for tiden. De skulle forstille at tilbede dødens gudinde, men i stedet lavede de rod i den naturlige orden. 
Men noget havde fået ham til at tage ind til byen, hvilket viste sig at være en god idé. Der var brug for ham, hvileløse sjæle vandrede i gaderne og de rige nægtede at dø. Bare fordi man blev healet af en healer, betød det ikke, at det ikke var ens tur til at give slip. Kroppe blev slidt op og hjerter gav op. Healing forlængede bare processen unødvendigt.

Så efter at have tilbragt nogle dage i den fattigere bydel, var han vandret ind i den rige del af byen. Hesten var pakket væk, han behøvede ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed end højest nødvendigt. Ravnen sad dog på hans skulder, hvilket kun tiltrak sig få blikke. Mange underlige ting var at se i den store by og en tilsyneladende normal ravn var ikke noget at skrive hjem efter. kun få opdagede, at begge fuglens øjne var sløret hvide. 

Den sorte kappe blæste rundt sig omkring ham, da han gik ind på et lille torv, tiltrukket af følelsen af, at der var brug for ham. Som altid var han klædt i sort, på denne kolde dag sin vinterjakke og de tykke bukser med de høje, kraftige støvler på fødderne. Hans blik gled til en ikke helt ung herre, der kom gående med en ung kvinde ved armen, sikkert hans barnebarn. Uden tøven gik Samael op til dem og uden at sige noget, lagde han en hånd over mandens. De så hinanden i øjnene for et øjeblik, inden manden faldt om på jorden. Ravnen baskede med vingerne og kvinden skreg mandens navn. Roligt bakkede Samael et par skridt bagud, smilende, inden han vendte om for at gå igen. Der var ingen grund til at blive, så skulle han forklare sig. Og det var så besværligt. Ravnen kom med en lyd og faldt til ro igen, stadig siddende på hans skulder. De hvide øjne gled over omgivelserne, som holdt den øje med farer for sin herre og skaber.

Det var sjældent man så Abel bevæge sig ned på markedet i Dianthos, den slags havde han tjenestefolk til, medmindre der var noget han ønskede at opnå. Ikke indkøb, nej den slags spildte han ikke tiden på, men man kunne opnå meget ved at vise sig fra tid til anden og skænke en skilling eller to til et gadebarn. Og når alt kom til alt havde han trods alt et ry han skulle opretholde. For ingen mistænkte en arret, ældre mand, at han kunne stå bag forsvindingen af den sidste vagabond, hvis blot han sørgede for at give et indtryk af, at han reelt bekymrede sig om sine medmennesker.
I virkeligheden kunne de ikke bekymre ham mindre. Han lå ikke søvnløs om natten ved tanke om alle de små børn der døde af sult, de kvinder der blev købt eller solgt og de mænd der endte deres liv på grund af simpel grådighed. Men folk troede at han bekymrede sig om dem, og det var det der betød noget. For Abel vidste udmærket godt han ellers ville være nem at mistænke. Folk havde det med at mistænke det de ikke forstod og som skræmte dem, og den arrede gamle mand ville på alle andre tidspunkt være blevet set som en særling, havde det ikke været fordi han havde arbejdet hårdt for et ry som en gavmild mand, hvis skæbne havde været hård mod ham.

Skæbnen. Heller ikke dette gav han meget for, for som med så meget andet troede han heller ikke på denne. Han troede på videnskaben: på det han kunne se og røre, og på den død han gang på gang formåede at snyde. Og så var alt andet underordnet.

Måske var det derfor han ikke studsede yderligere over det optrin han bevidnede på markedspladsen: en mand, der kom gående med en yngre kvinde og pludselig faldt om. Ja havde det ikke været for kvindens skrig ville han næppe have bemærket der var sket noget, men ved lyden af den høje stemme vendte han sig for at følge med i optrækket i en vis afstand. De arrede hænder (skjult bag et par dyre skinhandsker) støttede sig til den sølvbelagte stok (det ene ben drillede og mindede ham om, at det var tid til at finde et ny), og øjnene, hvor det ene var mælkehvidt, fulgte interesseret med i optrækket. Det var kun fordi han havde blikket rettet mod optrinnet, at han bemærkede en ældre herre med en ravn på skuldrene. Det i sig selv var ikke et særsyn, for der var så mange mennesker der havde kæledyr, og alligevel var der noget ved synet, der fik de små hår i nakken til at rejse sig. Abel havde aldrig brudt sig om ravne, som man sagde var dødens budbringer, og fandt han en på sin grund sørgede han for at vride nakken om på den, og synet af den mindede ham et øjeblik om sin egen dødelighed. Hvilket var en højst ubelejlig tanke.

Samael havde næsten forladt pladsen, da ravnen flyttede uroligt på sig og skreg op. Der var noget, den havde fået øje på. Langsomt lod Samael blikket glide over sine omgivelser, indtil han fik øje på en anden ældre herre, en mand der… han stivnede midt i et skridt. En mand der burde være død for længst. Eller burde han? Sjælen virkede underlig. Samael havde ikke set noget lignende før og han var straks nysgerrig. Fascineret. Ravnen var urolig på hans skulder og han rakte op for at nusse den i fjerene. Det var okay, der var ikke noget galt.

Roligt drejede han rundt og begyndte at gå over mod manden, der stod et stykke fra ham. Som han kom nærmere, kunne han se nogle store ar i ansigtet på ham. Og det ene øje var dødt, ingen tvivl om det. Der var noget forkert over ham. Som et vissent træ midt i en sommergrøn skov. Noget der fik Samaels små hår til at rejse sig. Det havde han ikke prøvet før og hans forundring voksede kun som han kom nærmere. Mandens sjæl så helt forkert ud, mere end kroppen med de store ar. Han kunne ikke helt forklare, hvordan. Bare forkert.

Endeligt nåede han op til ham, hvilket gav ham mulighed for at undersøge ham endnu nærmere. Hvordan var det, hans krop så ud? Hans ansigt så ud til at være syet sammen af flere dele, usammenhængende dele. Noget der fik Samael til at løfte begge øjenbryn.
”Undskyld mig hr., men hvordan er De i live? De burde være død.” Nysgerrigheden vandt over alt andet og han måtte bare høre, hvordan denne mand havde snydt døden. Samael var for gammel til alt andet end ligefremhed, så han kom nok af en smule frembrusende i sit spørgsmål.

Efterhånden var det kommet flere og flere folk til, som den unge kvindens skrig havde tiltrukket sig andres opmærksomhed. Et par vagter var kommet til og forsøgte nu at få kontakt til den livløse mand ved at slå ham lidt på kinderne, som om det ville hjælpe noget. Abel måtte fnyse lavmælt ved synet. Enhver vidste, at den eneste måde at få liv i en person igen var gennem hjertet. Han havde brugt år på at studerer det slå og havde gennemskuet, at det var hjertets banken der gjorde udslaget på, om man var død eller levende.
Selv bankede hans eget stadig - som det eneste havde han ikke haft brug for at udskifte netop dette organ, hvilket måske skyldtes, at det var, hvad hans magi formåede at holde i live af hans eget. Og kunne være en forklaring på, hvorfor de andre ting gik i forrådelse så hurtigt. Måske... hvis han kunne finde et andet hjerte med mere magi ville det kunne skubbe forrådningen af de andre dele? I så fald ville han blive nødt til at få en anden til at udskifte sit hjerte, og skønt han havde lært sin butler et og andet gennem livet (mod uaned rigdom), var selv det ikke en opgave han ville betro ham, men hvis nu han...

”Undskyld mig hr., men hvordan er De i live? De burde være død.” På trods af at Abel havde ry for at være en ganske venlig mand var stemmen yderst uvelkommen, som den trak ham ud af dybe tanker. Og hvad mere var, satte den spørgsmålstegn til noget intet andet menneske burde vide: nemlig at han burde have været død for flere århundrede siden.
Han vendte blikket mod den nyankommende og kunne konstaterer, at spørgsmålet var kommet fra en ældre herre - den ældre herre med ravnen. Et øjeblik var han tavs, så åbnede han munden, så arrene i ansigtet blev forvredet endnu mere. "De burde have mere pli end at omtale andre sådan, min herre." Svarede han, og valgte at lade som om han ikke vidste, hvad den anden mente. "Blot fordi jeg ser sådanne ud betyder det ikke, at jeg burde være død, blot at jeg undslap en frygtelig ulykke." Det var løgn, men den løgn han havde fortalt alle andre, og han havde aldrig nogensinde mødt en, der havde sat spørgsmålstegn til den. Men der var noget ved den anden mand der var... udefinerbart. Som om han bar på den besked Abel så længe havde forsøgt at undgå. Som om han kom med døden.

Et svagt smil gled over Samaels ellers neutrale ansigt, da manden sagde, at han burde have mere pli, og derefter begyndte at lyve for ham. Eller, Samael kunne ikke sige, om manden vitterligt havde været ude for en ulykke, men de vidste begge to godt, at det ikke var det, Samael snakkede om.
”Det er ikke Deres fysiske tilstand jeg snakker om, det er Deres sjæl.” Den ældre herres stemmeføring var rolig og virkede som om, at det var et helt naturligt og normalt emne at snakke om. De blå øjne nysgerrige, men rolige, og fascinationen skinnede igennem det seriøse ydre. Hvordan var denne mand ikke død?

Ravnen på hans skulder blinkede og flyttede lidt på sig, drejede hovedet og så indgående på manden med sine hvide øjne. Om den kunne mærke hans modvilje i mod sig, var ikke til at sige, men den pustede sig lidt op for at virke større.
Samael lagde slet ikke mærke til sine omgivelser, alt for optaget af manden foran sig. På pladsen var det efterhånden gået op for folk, at manden på jorden ikke ville vågne op igen, og gråden fra barnebarnet gav dæmpet genlyd mellem husene omkring dem. De to byvagter fik samlet ham op for at bære ham et ukendt sted hen, og en gammel kone forsøgte at trøste pigen. Ordentligt kaos, sådan som det skulle være, når Samael havde været på besøg.

Det var ikke fordi, at han nød at gøre folk ulykkelige, men han havde en opgave at udføre, lige meget hvad. Han skulle lede tabte sjæle videre til det næste liv, lige meget om den stadig sad i en krop eller ej. Denne sjæl var blevet kunstigt fanget i en krop ved hjælp af de forbandede healere. Samael havde ikke decideret afsky for de healende evner, da man sagtens kunne få ordnet småsår og skrammer uden at ændre ens dødstidspunkt, men når de begyndte at pille ved den naturlige orden, blev Samael utilfreds.
Men hvad der var sket med manden foran ham, virkede som andet end healing. Sjælen var alt, alt for gammel til, at det kunne være simpel healing. Og som kroppen så ud… der måtte være en anden form for magi ind over!

Abel studerede manden foran sig et langt øjeblik uden at sige noget. En sjæl var for ham et uhåndterbart begreb. Han var videnskabsmand – eller, sådan anså han i hvert fald sig selv – og derfor skulle han helst kunne se og holde noget for at tro på det. Omvendt var han ikke bleg for at erkende, at der var kræfter i denne verden der var uden for videnskabens forklaring: magiske kræfter, muligvis skabt af de krystaller der befandt sig under landets overflade, som gav kræfter der heller ikke burde have været mulige.
Blikket gled videre til ravnen, som denne gjorde sig bemærket ved at puste sig op og derved virke større. Så vendte han atter blikket mod den fremmede. ”Og hvem er De, der taler om sjæle, som noget hångribeligt og bære Dødens sendebud på Deres skulder?” Spurgte han, men var ikke sikker på om han ville få et svar da den anden virkede ligeså mystisk som han selv vidste han kunne være.
”Jeg tænker ikke, at denne samtale er passende et sted som dette,” fortsatte han samtidig med at læberne trak sig op i et smil, der absolut ikke gjorde noget godt for det arrede ansigt. ”Men de er velkommen til at få et glas vin med mig i mit ydmyge hjem, hvis De besvare mine spørgsmål besvarer jeg Deres.” Abel havde levet længe nok til at vide, at man ikke skulle underkende folk, men denne mand virkede ikke farlig og derfor havde Abel ikke nogle betænkeligheder ved at inviterer ham hjem. Han virkede interessant, og som en mand der kunne blive en ganske spændende samtalepartner.

//Jeg beklager det sene svar, jeg har haft rygende travlt på arbejdet de her dage

Samael var tavs og gengældte roligt mandens blik, mens han betragtede ham. Det hastede ikke med at få svar og Samael var en meget tålmodig mand. Det skulle man være med et erhverv som hans. I stedet benyttede han situationen til at gøre det samme. Betragte. Hvad var denne mand? Som han syntes at bestå af flere dele, syet sammen med grove sting. Så hele hans krop sådan ud under tøjet, eller var det bare hans ansigt? Og hvordan kunne det lade sig gøre at leve videre sådan?
Hans sind var fyldt med spørgsmål, men det kunne ikke ses på hans ansigt, der fortsat lå i rolige, neutrale folder.

Spørgsmålet fik ham til at smile lidt.
"De kalder mig Døden, men jeg anser mig selv for at være en sjælehøster. Jeg viser døende eller døde sjæle videre fra denne verden." Der var ingen grund til at lyve. Det var meget sjældent, at han lagde skjul på sit arbejde, det lå ikke til ham at lyve. Fordi manden nævnte ravnen, løftede Samael en hånd op og strøg en finger igennem dens brystfjer. Nok var det blot en sjæl genskabt i sin oprindelige form, men han holdt meget af den. 
"Men mit navn er Samael Moti."

Han nikkede let som accept af indbydelsen. 
"Det vil jeg meget gerne takke ja til. Jeg må indrømme, jeg er meget nysgerrig i forhold til Deres tilstand." Han glædede sig til at fordybe sig i samtale med manden foran ham, han var gammel, uden tvivl. Hvilket dog ikke betød stor viden, han havde snakket med væsner ældre end ham selv og nogle var himmelråbende uvidende om verden. Men for det meste var der noget viden at komme efter, og hvis det var mandens egen fortjeneste at leve så længe, ville der helt sikkert være noget interessant at snakke om.

(( Det er okay, jeg har heller ikke rigtigt haft overskud til at tråde det sidste stykke tid c: ))

”Døden.” Gentog Abel, som smagte han på ordet. Han havde aldrig troet på manden med leen, døden var en naturlig del af livet, præcis som fødslen var. Men i en verden, hvor folk kunne flyve var det ikke en umulig tanke, at folk var udstyret med evne til at forsage andres død. På sin vis var det jo hvad han gjorde selv, om end han holdt folk i live så længe som muligt så deres dele var så friske som muligt. ”Og hvilken verden er det?” Spurgte han. Man kunne måske kalde ham en kritisk benægter, men en verden udover himlen – hvorfra Englene kom – og helvede – hvor Dæmonerne herskede – troede han ikke på. Til det manglede han håndgribelige beviser.
”Abel. Abel Reier.” Præsenterede han sig selv, da manden foran ham, Samael, gjorde det samme.

”Mit hjem ligger uden for byen, men det burde ikke tage lang tid at komme derhen.” Forklarede han, vendte sig og begyndte at humpe ned mod udgangen til markedet, hvor en karat ventede. Den var fornem: i mørkt træ med røde velour gardiner for vinduerne, som dog var trukket til side lige nu og afslørede et luksuriøst indre beklædt med fløjel og silke. ”Efter Dem.” bad han, da kusken hoppe ned fra kuske sædet og åbnede døren for de to mænd.
Det var besværligt for Abel at komme ind i karakten, benet drillede og tydede på, at det snart skulle skiftes, men til sidst fik han sat sig ind overfor Samael. ”Sig mig, hr. Moti, tror de på magi i videnskaben?” Spurgte han interesseret mens kusken satte gang i hestene foran karakten og begyndte at køre ud af byen. Hans spørgsmål blev stillet med nysgerrighed, da man kunne lære meget af folks holdning til både magi og videnskab.

Samael tog ikke den andens tvivl personligt. De fleste tvivlede på eksistensen af døden. Tvivlede på den eller frygtede den. men han var ikke døden selv. Han var mere... en budbringer. En ydmyg skabning, der sørgede for at naturen fulgte sin egen orden. Men han havde været ung og arrogant, da han var blevet skabt og havde fundet navnet Døden tiltalende. Sammen med sine søskende havde de skabt deres navne og levet op til dem.
"Deres bud er så godt som mit. Tror man på guderne, må det næsten være deres rige, hvor de vægter dig og beslutter, hvilken form for genfødsel man fortjener." Han troede ikke selv på guderne, troede ikke på genfødsel. Han havde endnu ikke mødt en sjæl, han havde sendt videre og som var kommet tilbage. Kun engle syntes at være sjæle, der var kommet tilbage for at fuldføre en opgave. Ærligt talt spekulerede han ikke så meget over det, det havde ingen betydning i forhold til hans arbejde. Hvad der skete med sjælen efter, at han havde fået den til at rejse videre, det kom ikke ham ved. Var han nysgerrig? Selvfølgelig, men han regnede ikke med at få svar, ikke før det var hans tid. Hvis det nogensinde blev det, siden han og de andre ryttere kun rejste tilbage til deres egen verden, når de døde.

Abel Reier. Han nikkede for at sige, at han havde fanget navnet, inden han fulgte efter manden. Det var tydeligvis svært for ham at gå og Samael sørgede for at tilpasse sin fart til hans. Som sagt havde han ikke travlt, og han var ganske høfligt anlagt.
Vognen så dyr ud og indtrykket af, at manden var af penge, blev kun forstærket. Penge betød intet for Samael, lige meget hvor meget du havde på kistebunden, han kom stadig efter dig, hvis du ikke ville dø. Og de rige hold ofte bedre fast ved livet end de fattige, ude af stand til at efterlade deres rigdomme. 
Han fulgte forespørgslen og klatrede ind i vognen først, inden han satte sig til rette. Spørgsmålet fik ham til at se lidt tænksomt på den ældre mand foran sig, inden han svarede.
"Jeg tror på magi og jeg tror på videnskab. Og jeg tror på, at disse to ting kan blandes."

Abel overvejede Samaels ord et øjeblik, så nikkede han. ”Fornuftig måde at anskue det på.” Og han kunne nu så godt lide fornuftige mennesker. Det var sjældent man mødte de mennesker, der var rigtig fornuftige - for ægte fornuft krævede-  at man ikke lod sig styre af sine følelser, så når han gjorde forstod han også at nyde det. Og indtil videre virkede Samael ganske fornuft. Og han var ærlig, hvilket også var noget Abel kunne sætte pris på og respekterer ved selv at være det.<br><br>

Brostenen i byen var ujævne og fik karakten til at svinge fra side til side, som de begav sig ud af byen i et roligt tempo. Da Abel havde været yngre havde han altid haft travlt; travlt med at komme frem, og travlt med at nå alt det han gerne ville inden han døde. Men efter han havde lært at snyde døden, og i jagten på udødeligheden, havde han fundet glæden i det rolige tempo. Hvilket også var derfor han ikke havde noget imod vognens langsomme fremgang mens den bevægede sig ud af byen mod det palæ der udgjorde hans hjem.
”Det bør de også. For virkelig, er magi måske blot videnskab vi endnu ikke har afdækket. Og kan videnskab ikke være magi?” Han så på den anden lidt, så satte han sig tilbage i sit sæde. ”De spurgte mig, hvordan jeg er i live. Det er jeg fordi jeg har fundet en måde at arbejde med magi og videnskab så det bliver et og det samme. Alkymisme vil nogle mene. Lægevidenskab, og en magi, der forlænger mit liv og gør mig i stand til at… skifte dele, når dette er nødvendigt.” Han førte en af de behandskede hænder op for at pege på det mælkehvide øje. ”Det var brunt originalt, men gangen før det var det grønt. Det afhænger af, hvad der forefindes på tidspunktet.” Makabert, javist, men hvis denne mand virkelig var Døden ville han næppe lade sig røre af det. Eller tage stilling til det. ”De siger, at andre kalder dem Døden? Jeg har fundet en måde at undgå netop dette.”

Samael betragtede roligt manden, som vognen bumlende bevægede sig igennem gaderne. Han var ikke bekymret for at blive kørt et fremmed sted hen uden for byen. Hans hest var altid lige ved hånden, gemt væk i den lille udskårne træfigur, han havde i sin pung i bæltet. Så han nød bare turen, det var længe siden, at han havde siddet i en vogn. Han rejste på sin hest eller sine to ben, alt efter, hvad han følte mest for. Det gik behageligt langsomt, og hans blik gled kort til vinduerne for at se ud. Byen var travl som altid og folk flyttede sig for vognen som en flok får, uden at spekulere for meget over det.

Da manden overfor ham begyndte at tale igen, flyttede Samael blikket tilbage til ham og lyttede. Lyttede grundigt til hans forklaring om, hvorfor han stadig var i live. Der var ingen afsky, intet negativt at spore i Samaels udtryk, da han fik bekræftet, at manden var sat sammen af andre personers kropsdele. Han var ligeglad, det kom ikke ham ved. Han flyttede lidt på sig og smilede en smule mere, da manden sagde, at han havde fundet en måde at undgå døden på.
”Ingen kan snyde døden, alle skal dø en dag.” Han lagde hovedet en anelse på skrå. ”Jeg er ikke døden, men jeg er en budbringer for denne. Jeg finder trætte sjæle, sjæle der ikke længere har en plads i deres krop, og så sender jeg dem videre.”

Han var tavs et øjeblik, mens han så på noget, ingen andre kunne se. ”Deres sjæl er gammel, men holder godt ved. Den burde have været rejst videre for længe siden, men De tvinger den til at blive i Deres kreerede fængsel af en krop.” Han var tavs igen for et øjeblik, inden han lænede sig tilbage i vognens sæde med en dyb vejrtrækning.
”Jeg kan ikke tvinge en sjæl til at rejse videre. Deres vil ikke give slip endnu, så De kan være ganske roligt, De falder ikke pludseligt død om i mit selskab.” Ord der fik ham til at smile lidt, men man kunne nok ane en smule frustration i hans blik.

Det var ikke alle og enhverder blev invilliget i Abels hemmelighed. En hemmelighed han var mere end villig til at myrde for - hvilket han havde gjort mere end én gang. Ikke engang hans familie kendte til hans hemmelighed, men troede, at hans lange liv skyldtes livsforlængende magi. Det gjorde det jo sådan set også, men næppe på den måde de forventede.
Men den fremmede var interessant og syntes allerede selv at have lagt to og to sammen. Om han så vitterligt var døden kunne man måske diskutterer; han mente det måske, mens Abel selv ikke anerkendte døden.
Om ikke andet var det et interessant par, som de sad der i den lukseriøse karat på vej ud af byen: døden og en mand, der ikke ville dø. Skæbnens ironi, måske.
"Det mener De måske, ja," medgav han, da Samael påstod, at ingen kunne snyde døden. "Og alligevel er jeg et bevis på netop det modsatte." For nej, Abel ville aldrig komme til at dø. Så meget havde han sat sig for, og skønt han endnu ikke havde fundet kilden til evigt liv havde han fundet noget, der virkede ligeså godt.
"Jeg tror ikke på sjæle." Svarede han med et svagt skuldertræk, da Samael brød den stilhed, der havde ligget længe mellem dem. "Sjæle er ikke håndgribeligt, som du og jeg." For nogle var den måske, men indtil Abel selv havde høstet en sjæl, spærret den inde og undersøgt den var det uhåndgribeligt, og derfor ikke noget han gad spilde sin tid med at tro på. "Jeg tror på den hjerne jeg kan forstå styre kroppen og på det hjerte, der holder den i live. Og det er også de eneste to organer jeg aldrig har haft brug for at skifte ud. Men en sjæl, der er fængslet i min krop tror jeg ikke på, for jeg mangler endnu at se sjælen forlade en dødende mands krop." Sagde han så, efter en længere tids tænkepause.

Samael kunne ikke lade være med at smile lidt, da manden påstod at være et bevis på det modsatte. At han havde levet længe betød ikke, at døden ikke ville komme til ham en dag. Et langt liv var ikke ensbetydende med, at man ikke døde en dag, det var for eksempel elverne et godt eksempel på. Men Samel sagde ikke noget til det, han vidste, at Abels dag ville komme en dag. Om det så var i morgen eller om flere hundrede år, det var lige meget. Alle døde. Selv en som Samael, der vidste, at den dag ville komme. En eller anden dag.

Et lidt overbærende udtryk gled over hans ansigt, da den sammenflikkede mand påstod, at han ikke troede på sjæle. Det var ikke første gang, at Samael stødte på en person der sagde sådan. ”Jeg kan ikke se den, ergo eksisterer den ikke.” En underlig holdning i en verden, der besat noget så fantastisk som magi i alle former og udgaver.
Samael lyttede tålmodigt til mandens ord. Måske morede han sig lidt over dem, måske fandt ham den sørgelige. Måske begge dele.
”Jeg kan forsikre Dem om, at sjæle eksisterer. Ellers ville jeg ikke have et formål.” Han slog let ud med den ene tynde hånd. ”Men jeg kan desværre ikke bevise for dem, at jeg taler sandt. Almindelige dødelige kan ikke se sjælen, ikke medmindre de har en evne for det.”

Abel kiggede på den fremmede mand, Døden, som sad i hans karret og forsikrede ham om, at sjælene skam var en virkelig ting. Han sagde ikke noget i et stykke tid, så trak han let på den ene skulder, hvilket trak i det ar, der forbandt hans skulder med hans arm. "Det siger De, ja," begyndte han. "Men før jeg selv har set en sjæl kan jeg ikke tro det." Han rystede svagt på hovedet, ikke af den anden men måske mere af sig selv. "Det er nysgerrigheden, ser De; jeg er nødt til at have det i hænderne og eksperimenterer på der før jeg kan forstå det. Og før jeg kan forstå det, kan jeg ikke accepterer det." Det virkede måske fjollet i en verden, der flød af magi, memn netop magi var faktisk noget Abel kunne accepterer. Både fordi han kunne se det, men også fordi han havde eksperimenteret nok med det til at accepterere, at det var en fast del af denne verden. Og tak skæbnen for det, for ellers havde han næppe siddet her nu, men for længst været død og begravet.


//Jeg beklager virkelig mit fravær, har haft så travlt med arbejde, udannelse og barn

Samael flyttede roligt blikket fra vinduet til den ældre mand foran sig igen, da denne begyndte at snakke. Han havde ikke noget i mod stilhed og fandt den sjældent akavet. Med et opmærksomt udtryk og et svagt smil lyttede han til sin vært. Da ordstrømmen døde ud, nikkede Samael accepterende, stadig med det svage smil om læberne.
”Jeg forstår.” Gjorde han? Ja, han forstod, at andre kunne have det på den måde. Han selv troede på ting, han aldrig havde set eller rørt, men det kunne ikke beskrives for en mand som ham der sad foran ham.

Denne gang var det hans tur til at holde pause med sine ord, mens han betragtede den anden mand lidt.
”Må jeg spørge Dem, hvor gammel De er?” Hele mandens tilstand vækkede stadig Samaels nysgerrighed, og han kunne da godt tænke sig at vide, hvor gammel manden mere præcist var. Det eneste Samael kunne mærke var, at manden var gammel.
Et bump på vejen skubbede Samael lidt fremad og et blik ud af vinduet fortalte ham, at de forlod byen. Noget i ham fik en smule fred, jo længere de kom væk fra den store by, for der var mange tabte sjæle i byen og det summede konstant i hans baghoved, når han befandt sig et sted med så mange væsner.


(( Det skal jo også passes! ))

Abel var ikke sikker på, om Samael virkelig forstod ham, eller om han blot gav udtryk for det. For for en som manden overfor sig måtte Abels stædighed være mærkeværdig. Hvis Samael virkelig kunne se andres sjæle var de ligeså virkelige for ham, som gruset på vejen var for Abel. Og skønt var det kun en af disse ting Abel kunne tro på.
Måske ville han engang tro på noget så fjernt som sjælen. I en utopisk fremtid ville han måske ende med at kunne høste en for at studerer den, og dermed accepterer deres eksistent.

Dødens spørgsmål fik Abel til at blive tavs et øjeblik mens panden trak sig sammen i en tænksom rynke, der fik det allerede makabre udseende til at synes endnu mere fordrejet og forkert. "Det er et ganske godt spørgsmål," sagde han så, efter lidt betænkelighed. "Tiden siger mig ikke rigtig noget længere, så jeg er faktisk ikke sikker." Men interessant, det var det og Abel kunne mærke, at han nok var nødt til at finde optegnelser over familiens familietræ frem, så han kunne få svar på spørgsmålet. "Men jeg husker da Dødens Kløft blev dannet." Jordskælvet, der havde revet gennem Krystallandet og skabt den store kløft, som fortsat var at finde i landet og var et tilløbsstykke for de mere simple mennesker.

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.