☰
Index « Det Østlige Krystalland « Azurien: Flodlandet « Lapiskysten « Opalslottet

Frihed til at gøre hvad?

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 28.10.2018 23:09
Der var gået en uge siden Valkar og hans nyeste projekt havde haft deres skæbnesvanger møde. Værelset hun havde fået tildelt var på ingen måde det største eller mest prangene i slottet, men det var ej heller på ingen måde en tjeners værelse. Gæsteværelset var sparsomt udsmykket, men med udsyn til haven der stødt var ved at afblomstre. Selve værelset havde en seng, et bord med en stol samt en dragkiste til klæder. Tjenerne havde fået af vide at hvis hun havde ønsket noget bragt så skulle hun have det efter evne. 

De faste skridt fra hans støvler bevidnede hans rejse af gangen mod hans gæst gemakker. Da han nåede frem var døren lukket foran ham, tre bank lød før slottets herre talte. "Har de tid frøken?" Høfligt ventede han på tilladelse før han åbnede døren og trådte ind. I den ene hånd holdt han en ualmindeligt almindeligt udsenede flaske, en skap kontrast til de to smukt udformede krystal glas han bar i den anden. "Jeg håber deres tid her har være behagelig omstændighederne taget i betragtning"  spurgte han med et venligt smil. Roligt bevægede Valkar sig over mod bordet for stille flaske og glas fra sig, for endelig at kunne vende sin fulde opmærksomhed mod hans gæst.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 29.10.2018 15:07
Værelset var domineret af søvnens tunge luft som Valkar trådte ind, og det var tydeligt hans gæst ikke havde gjort megen brug af hans gæstfrihed. På dragekisten lå klæder sat frem og klar, men urørt. På bordet stod en buket blomster med en frisk duft, men de lod mere til at have været en gestus fra tjenerne, end et ønske fra gæsten.

Netrish sad på sengekanten som Valkar trådte ind, og til trods for hendes stemme have lydt klar gennem døren, så hun ud som om hun lige var vågnet. Den lilla kjole var skiftet ud med en simple, langærmet underkjole.  "Jeg har intet manglet, tak" svarede hun, som hun skubbede sig selv på benene, og trådte nærmere.
Elverkvinden, der havde været så meget igennem inden hun var endt på Opalslottets dørterskel, havde unægteligt været træt da hun var ankommet, virkede mere udmattet nu end da. Det var dog en anden udmattelse, en der sad mindre i kroppen, og mere i sindet.
På bare fødder gik Netrish til vinduet, og trak gardinerne fra. Hun måtte dog vende ansigtet bort og lukke øjnene som det hårde efterårslys strømmede ind. Hun vente ryggen til, men måtte misse med øjnene en stund endnu, inden hun kunne vende blikket i Valkars retning. Hendes øjne virkede fjerne, nærmest matte.
"Deres folk gjorde deres arbejde godt, og jeg har ikke lidt nogen uventet overlast" forsikrede hun ham.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 31.10.2018 15:35
Matheden der lå over hans elviske gæst var overraskende, Valkar var blevet advaredet om at hun var udmattet, men at se kontrasten fra deres møde tidligere var noget ganske andet. "Det glæder mig, men der er noget jeg tænker de mangler som de ikke har spurgt efter, men lad det ligge for nu" svarede han som hun lod solens lys falde ind over hendes værelses dunkelhed.  
At hans folk havde gjort deres gerning tilfredsstillende var en ros der passede ham glimrende, de var trods alt hyret for deres evner, og det var altid behageligt at blive bekræftet i hans valg.
Som han så ind i de blå øjne slog det ham hvad der manglede. Hendes flamme var gået ud, om den stadig ulmede derinde var noget han måtte finde ud af, det ville være en skam hvis hans projekt var nødt til at slutte så brat.
"Hvordan har de det? Jeg vil tro at det ikke kunne have været nemt selvom faderen var et følelsesløst monster" Et glimt af medfølelse skinnede i gennem hans stemme. At miste et barn måtte være rædselsfuldt, en ting han aldrig håbede på at opleve selv. for et kort øjeblik brød han øjenkontakten for at fylde de to glas, en duft af kirsebær spredte sig i rummet. "Her jeg tænker at det nok skal hjælpe" roligt rakte han det ene glas kirsebærbrændevin mod hende.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 01.11.2018 13:27
Netrish lagde hoved en anelse på skrå som slottets herre hintete til noget hun manglede, men som han bød, lod hun det ligge. Det overraskede hende ikke at der var hans mening hun manglede noget, men tiden måtte vise, om hun var enig i hans tanke. Hun havde ikke energien eller viljen til at være nysgerrig omkring det for nu.
Som Valkar studerede elevernes blå øjne, ville han muligvis også ligge mærke til en anden detalje. For gnisten havde så sandelig forladt dem, men de mødte aldrig hans direkte. Hun fokuserede på hans næse, bryn, kinder eller mund, men mødte aldrig hans blik direkte, og tænkende tilbage, havde hun heller ikke gjort det ved deres første møde.

Netrish tog imod glasset lænede sig tilbage mod vinduskarmen, hendes blik rettet mod den søde væske, men fjerne og ufokuseret. "Jeg er healet fint. Selvom det var en.. drænende affære, var jeg i stand til at bruge min gave..." hendes blik flakkede og hun lukkede dem i stedet og tog en tår af glasset. Hun drak ikke dybt, men tog en lille mundfuld, og lod smagen tager hende med sig tilbage i tiden, tilbage til en bedre tid, til trykkere tider.
"Men.. jeg er stadig træt, udmattet. Jeg vel sovet mere end jeg har været vågen siden" fortsatte hun og som hun drejede ansigtet væk faldt det lange, sorte hår nedover hendes skulder.
Hun viste det ikke var der svar han ville høre, ikke det svar han havde bedt om. Hun hævede glasset til sine læber, men stoppede lige inden de mødtes "Jeg dræbte mit barn for dens faders synder. Jeg tog et liv uden at vide om det var hendes tid endnu.." hun sank en klump "Jeg så hende.. række sin lille hånd ud mod mig.. jeg så livet forlade hende, uden hun så meget som havde haft chancen for at åbne sine øjne" hendes stemme var knap en hvisken. Netrish drak da, drak tungere end før, som kunne de nostalgiske dråber vaske hendes synd bort, og da hun stoppede igen var glasset næsten tomt.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 04.11.2018 20:56
Slottes herrer rynkede kort på brynene, som det slog ham at hun aldrig reelt havde set ham i øjnene. Noget han ellers havde forventet af en kvinde som hende, hun havde slået ham som en kvinde der mødte sin skæbne med hovedet højt, uden at lade sig kue. Måske han havde taget fejl af hende? Næppe, men årsagen var ham ganske uklar.

Valkar nikkede som frøkenen fortalte, det var hende tydeligt svært at tale om. Emnet de drøftede ville på ingen måde være let for nogen tale om. Hvilket han måtte sande nok var årsagen til at han havde fremskaffet drikkelsen, til dels for at få hende til at føle sig mere sikker, men ligeså fordi at han ønskede at dulme hendes smerte. 
Som han åbnede munden for at tilbyde hende husly, fik hun selv hul på bylden. Hvad hun havde gjort var på den ene side en skrækkelig gerning. Men ligeså den eneste måde hun kunne finde fred. Med rolige skridt bevægede slottets herrer sig hen mod sin gæst, med et sorgmodigt ansigt fandt hans hånd hendes skulder. "Tror de på at hun ville kunne have fået et værdigt liv? Et barn de aldrig havde ønsket påtvunget af en anden" Ordne blev dannet med rolig stemme. Efter en dyb indånding blev glasset ført til munden og kun en tår var derefter at finde.  "Hun var et barn der aldrig burde have været, de traf et valg frøken, om det er nogen trøst mener jeg at det var det rette" hviskede han stille, som hans hjerte slog kraftigt i hans bryst.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 04.11.2018 23:37
Netrish veg ikke fra Valkars berøring. Til trods for det var længe sinde, genkendte hun stadig den støttende gestus, og fandt en hvis ro i kontakten fra hans faste berøring. Hans ord ringede dog hult i hendes øre.
"Det er ikke vores valg at træffe" sagde hun fast "Gudinden har givet os alle en tid, og ingen anden end Gudinden selv har ret til at tage den tid fra os.." Kiles doktrin var ganske klar på det punkt, og hvoromend det var en noget diffus størrelse for de fleste, var Netrish velsignet med Gudindens klarsyn. "Og selv hvis jeg ikke kunne give hende et godt hjem og et godt liv, er der så mange andre der kunne.. Så mange barnløse familier der ville tage hende ind og elske hende og give hende det liv jeg ikke kunne.. det liv jeg tog fra hende" hendes rolige udtryk blev langsomt hårdere, mere sammenbidt, inden den endelig begyndte at krakelere, og sorgen begyndte at trænge igennem med glimt af fortvivlelse. Det varede dog ikke længe inden hendes maske faldt på plads igen. 
"Jeg ved ikke om det var hendes tid eller ej.. Ved Kiles Nåde var det, men hvis ikke vil det være min skam, og min straf er uvisheden. Men vid Deres uskyld står klar, Hr, for selvom de assisterede, var det mig der tog barnets liv.. De gjorde blot hvad de fandt bedst for at hjælpe, og.. set i nuets lys, er det ikke utænkeligt at jeg selv var nået Kiles Favn hvis de ikke havde"  erkendte Netrish med voksende rolighed, mens hendes skyld og skam og fortvivlelse blev presset i baggrunden, af den klare ro fra Gudindens budskab. Livet var ikke helligt for Kiles, som det var for Isari, men den tid livet gav, den tid man var tildelt til at leve sit liv, var.
Og Valkar var en god mand, så meget var Netrish sikker på. En god mand der ikke behøvede skændes af hendes overtrædelser. 
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 06.11.2018 00:47
Et fast klem fra hånden på skulderen blev givet i stilhed. Gudernes vilje? Var det så simpelt som hans elviske gæst sagde? Valkar rystede let på hovedet. "Vi er dem der tager vores valg, ikke guderne. Nok er deres ord der for at guide os, men valget er i sidste ende vores" en sandhed de tydeligt ikke var enige om, men guderne havde aldrig talt til ham, han var blot tvunget til at leve atter en gang, igen til at vælge hans vej end ham selv.. 
"En nådig tanke, men under Kiles Orden ville hun have lidt, som jeg husker det ville hun ej heller være velkommen hos elverne..." Normalt nød han at bevise andres uvidenhed, at udhule deres udtalelser, men denne gang pinte det ham at være den der måtte lukke skyggerne ind i hendes fortælling.
 
"Hvordan kan nogen i sandhed vide om det er nogens tid?" endnu et klem mødte hendes skulder "Jeg står ved mit valg frøken Nardalah, hvis Kile mener at det gør mig skyldig, så er jeg således. Men det glæder mig at min udåd har skænket os flere år med dem" Begge dele var sandheder, hans skæbne var hans og hans valg var hans. Men det var ligeså sandt at en del af ham ville have savnet hende hvis hun var gået til Kile, en besynderlig tanke. 
Med den frie hånd greb han flasken og fyldte begge glas atter en gang. "Din skæbne er din Netrish, valget er dit. Det står dig frit for at følge Kiles ord, men valget er dit" I et drag tømte hans sit eget glas, han havde ikke ventet at samtalen ville blive så svær for dem begge.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 06.11.2018 13:29
Netrish åbnede munden for at modsige sin vært, men ingen ord forlod den. For et øjeblik hang hendes læber blot, let adskilte, indtil hun lukkede dem tæt igen. Dybt nede viste hun at han havde ret. Hun havde fortalt sig. Nej. Hun havde troet sine ord, hun havde lagt sin vilje til side og dømt sig selv under Deres. Var den største sandhed hun havde lært under Kiles Orden ikke, at hendes Gudinde var fraværende, at Kile var en fjern Gudinde, der ikke bekymrede sig om dødeliges gøren og laden, så længe de kom til hende, når deres tid udrendte?

"Jeg-" stemmen fangede i Netrish hals, og hun drak igen for at væde den, knap havende bemærket glasset var blevet fyldt igen. Den skarpe, velkendte smag bragte hende tilbage til en tid af udviskede minder. Til en tid hvor alt havde været så meget simplere. Til en mands dødsleje.
En tåre undslap de blå øjne, som Netrish løftede en rystende hånd, og lod den finde styrke mod overarmen til den hånd der lå på hendes skulder. "Tak.. for deres ord, men.. Jeg tog det valg for længe siden.. Jeg svor en ed til at hellige mit liv til Kile, fra den dag og til den dag jeg selv finder hvile i hendes favn. Og hun velsignede mig med sit syn og vished, så jeg kunne lede de hvis tid er oprundet til Kiles favn uden frygt, og værne de hvis lys endnu ikke er udbrændt. Jeg forventer ikke de vil kunne fors-" i samme øjeblik var der noget ved Valkars blik der ændrede sig, noget der dragede Netrish blik til sig, og hun så ham for første gang i øjnene, - rigtigt - i øjnene. De ord hun havde været ved at ytre døde i hendes mund som hun ikke blot så hans dybe, brune øjne, men så forbi dem, fordi hans dødelige krop, forbi hans sjæls værdighed, og ind i selve livet. For et øjeblik var det som om en flamme blev reflekteret i hendes vinterblå blik, en flamme der brændte stærkt og fast. Så brød Netrish øjenkontakten og øjeblikket sluttede. "Ved Isaris lys... undskyld. Jeg ser du af alle måske kan forstå". Hun havde svoret et menneskes ed, og hun havde tjent i flere menneskealdre. For hun var elver, og hendes tid var - i teorien - endeløs, til den dag Kile lod hendes tjeneste slutte, og tog hende i sin favn.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 06.11.2018 21:13
Som tåren banede sin vej ned af den elviske præstindes kind, søgte Valkars hånd mod lommetørklædet i hans lomme. Nok havde hun nægtet at tage imod det sidst, men atter en gang blev det hende tilbudt.
Han undrede sig, kunne en præstindes øjne åbnes nok til at se at gudernes ord guidede folk, men ikke besluttede hvad der der skete? For landets skæbne var ikke skrevet på forhånd, nej den blev skrevet af dem der var villige til at tage pennen og sætte sit mærke.

Valkar nikkede stille "Åh, jeg ser.." det var måske forklaringen på hvorfor hendes øjne aldrig fandt hans? "Vores ord og hvor gerninger er det der gør os til dem vi er. Eder som den er noget der ej bør brydes" Eder var magtfulde ting, en sandhed han især kendte. Han havde ladet hans ord definere ham, svoret aldrig at bryde det. For hvorledes kunne hans ord være lov hvis ingen kunne stole på det? 
"Der er intet at undskylde, jeg beder om forladelse hvis de føler at jeg har forledt dem" som han talte gestikulerede han let med glasset "Jeg ynder ikke at lade min genkomst farve folks billede af mig, men ja jeg kender på eget sind de udødeliges byrde" et skævt smil prydede hans læber, ganske kort. "Det er altid 'spændende' ikke at ældes i over et århundrede" jo vist hans går groede, men det ansigt han så i spejlet, var det samme der havde stirret tilbage på ham med forvirrede øjne på dagen for hans genkomst.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 07.11.2018 19:50
Et kort sekund stirrede Netrish blot en kende forvirret på lommetørklædet, som skulle hun brugte et øjeblik på at indse at hun græd. Med et lille, taknemmeligt nik, slap hun hans arm, og tog imod lommetørklædet for at tørre de få tåre, der havde gjort deres vej nedover hendes ansigt, bort.

"De skylder ingen at annoncere den slags. Vi er trods alt mere end det blod der løber i vores åre. Jeg selv vil sige jeg har haft mere at gøre med dværge end med elvernes folk" hendes rolige ansigt gjorde det svært at sige om det var ment som en vittighed, eller om hun faktisk var seriøs. Hun vædde sine læber og hals igen, inden hun fortsatte "Nok forbliver vores træk de samme, men jeg vil mene vi stadig ældes, stadig ændre os. Tiden mister på sin vis sin betydning, men den mærker os stadig" hun rystede hoved en anelse af sig selv "Undskyld min vrøvlen.. Men jeg må erkende der er forfriskende at tale med en der forstår" hun tømte sit glas endnu engang, og satte det fra sig i vindueskarmen. Hendes hænder samlede sig om lommetørklædet i stedet.
Hendes blik vendte sig mod vinduet, mod horisonten.
"Men ja.. jeg har valgt min sti og har trådt den uden tøven så længe.. men mine fødder er ømme nu, og stien synes at forsvinde under mine mig for hvert skridt jeg tager, og jeg tvivler.. er dette den sti jeg trådte før, eller for jeg vild et sted i stormen?" 
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 09.11.2018 00:10
"Jeg takker for deres forståelse" svarede Valkar med et buk, hvor at to store vinger brød frem fra hans ryg. Fjerne var ej hvide som de fleste engles, ej heller sorte som visse andre. Men derimod sorte og hvide, aftegnet som en vandrefalks. Det var de færreste han lod beskue sine vinger, men for hende gav det mening. Hun forstod hvad det ville sige at have et langt liv. "De har så ganske ret kære frøken, vi står både udenfor tiden, men er ligeledes mærket af den som alle andre" endnu et skævt smil prydede hans læber "Alt forladt, der er ingen harme sket"
Vingerne blev strukket en smule, det var forfriskende at lade dem få lidt frihed ind i mellem. 
Som hans gæsts øjne vandrede mod verden udenfor, var det som at luften blev tungere et øjeblik. Instinktivt rakte han ud efter flasken, fyldte sit eget glas, men kun hendes halvt, med mindre hun gav tegn til andet.
"De fleste rejser tages ej uden hvil. Måske det kan gøre godt at tage en stund hvor de prøver at finde deres retning?" Som han talte krakelerede hans maske en smule, for han kendte alt for godt følelsen af at være faret vild. At føle at stien pludselig ikke var den man troede man startede på. Dog hvis hun kiggede tilbage mod ham, ville masken være tilbage, med en våd linje fra det ene øje.
"Hvis de ønsker det, vil jeg gerne tilbyde min hjælp med at finde deres sti, om den bliver som før eller bugter anderledes. Som jeg forstår det er der mange måder at tjene deres frue på"

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 11.11.2018 21:56
Netrish så forundret til som Valkars vinger sprang frem og bredte sig bag ham. Hendes højre hånd havde rakt halvt mod hendes venstre hofte ved den pludselige fremkomst. Det var en vane, længe trænet, men fra en anden tid. En tid hvor der havde hængt et sværd ved den hofte, et sværd hun aldrig før havde været foruden.

Valkars vinger var et forunderligt syn. Hvide og sorte samtiddig, og de mindede hende mere om end fugls end de engles vinger hun havde set. Ikke at hendes referenceramme var stor, eller at hun havde set nogle synderlidt tæt på før. "De er.. enestående" hun holdt sig tilbage fra at række ud mod de enigmatiske vinger. En engle af Isari OG Kile. Netrish havde end ikke hørt om noget lignende!

Langsomt samlede Netrish det halv-fulde glas op og nikkede langsomt til Valkars ord. Det var svært at erkende hun ikke selv havde set det. Så enkelt en sandhed. Hun sænkede blikket og løftede Valkars lommetørklæde endnu engang. Da deres blikke igen mødtes, var hendes egen maske ligeledes på plads på ny. "Det ville være.. velkomment. Måske vi kan hjælpe hinanden" hun rømmede sig en anelse og satte glasset fra sig igen, uden at have rørt indholdet denne gang "Hvis De kan assistere mig med husly og logi, er jeg sikker på jeg kan hjælpe Dem til gengæld. Selv hvis de ikke ønsker Gudernes vejledning her, kan jeg hjælpe andre steder, om nødvendigt er jeg ganske færm med et sværd"
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 18.11.2018 14:41
En rødmen blussede op i Valkars kinder. At hans vinger bragte reaktioner ved deres fremkomst var intet nyt, ej heller at elveren rakte efter det sværd hun tilsyneladende var vant til at have ved hendes side, de kom trods alt frem med en fart der ville overrakske de fleste, især hvis de ikke havde set mange engle. Men at de blev kaldet enestående... Det var dog overaskende for ham, en glædelig en af slagsen. "Hvis de ønsker må de gerne rører?" Lød det varmt som en tve farvet vinge strakte sig frem, halvt skærmende i retning mod sengen. De sorte og hvide fjer var overraskende bløde at rører ved, dog uden at svække deres brugbarhed.
Til hans store forundring håbede han at hun ville tage imod invitationen, men ikke fordi at de viste magtens af hans ord, nej nærmere fordi at han håbede på, at mærke hendes fingre glide undersøgende hen af dem.

Det fulde glas blev ført mod munden, men bevægelsen stoppede halvvejs, det var ikke smart at drikke meget mere, han kunne efterhånden mærke de forrige glas virkning. "Det ville være mig en glæde at tilbyde dem husly og logi, jeg er sikker på at vi kan finde ud af noget passende" svarede han med et smil "Måske vi skulle sparre en dag? Men under alle omstændigheder så tager vi ud og ridder imorgen, måske de kan fortælle lidt mere om deres frue der?" det lignede at det gik som han havde håbet, med Netrish blivende ved hans side.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 21.11.2018 08:52
Netrishs kinder tog en anelse farve til sig, som en spejling af Valkars egne, dog af anden grund. Hun havde ikke forventet en så.. åben gestus. Valkar havde ikke nødvendigvis slået hende som en hård mand, men som en formel mand. Til trods for hele den samtale de netop havde haft, så slog denne gestus hende som noget særligt fra hans karakter.
Roligt rakte hun ud, og først to fingre fingre glide løst nedover fjerpragten. Hendes ansigt viste intet, men hendes hånd vendte sig og hun lod håndryggen glide langs vingefanget, til hendes nysgerrighed endelig vandt, og hun lod to fingre glide mellem fjerene, og mærkede dem mellem de to fingre og tommelfingeren.
"Jeg har hørt om sjæle udvalgt af Isari, og sjæle udvalgt at Kile, men aldrig havde jeg troet en skulle være udvalgt af begge.. samspillet er betagende" kommenterede hun, trods hendes tanker i det øjeblik ikke helt lå ved de teologiske implikationer af hans vingers farve. Måske var det vinen der talte, måske var det den ringe mængde hun havde spist, måske var Valkar blot en behagelig og karismatisk mand.. måske lidt af det hele.

Tænksomt, næsten modvilligt trak hun hånden til sig igen. "Det ville glæde mig. Det ville være rart at komme igang igen" svarede hun til begge hans foreslag, og hendes øjne så overraskende påvirket ud, som var det først nu hun anerkendte hvor meget hun var faldt hen. "Og selv hvis min sværdstil er for grov, ville jeg se Dem træne. Selvom sværdkamp og sværdkunst ikke altid er forligneligt, er begge dele vældig interessant!" tilføjede hun, og genvandt noget af sin indre to, selvom en snært af sårbarhed stadig lå ved hendes blik.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 05.12.2018 23:39
Et sageligt smil prydede kort Valkars ansigt, som elverens hånd og fingre undersøgte hans sorte og hvide vinge. Det var ganske sjældendet at han viste dem for andre, hvilket nok i bund og grund lå i at de var noget ganske privat for ham, et minde om at ahn var en engel uden mål, efterladt til at finde sin egen vej. "Ah jeg ser" kommenterede han før læberne bredte sig til at sagte smil "Det glæder mig at de nyder synet af dem, jeg har ej heller mødt en anden med vinger lig mine egne" Han ville have svoret at han havde set et spor af interesse der så rettet mod noget andet end hans bevis på hans genkomst, men hvad det præcist var viste han ikke.

En del af ham ønskede ikke at hendes hånd skulle trække sig, men som et hvert andet øjeblik måtte det ende. "Glimrende" svarede kan kort som de tve farvede vinger trak sig ud af syne igen. "Det er jeg sikker på at de ikke behøver at frygte, jeg er ganske sikker på at de har hårdt vundne erfaringer" svarede han kort med et anderkendende nik, det var som at hendes gnist var vendt tilbage men ændret en smule. Den virkede mere sårbar som en spirende blomst der ikke havde afsløret hvilken farve dens kronblade havde. "Hvis der ikke er mere, vil jeg fortrække mig for nu for at de kan få lidt hvile... Medmindre de ønske mere af mit selskab?" Han havde en anelse, som han ønskede at undersøge en smule nærmere.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 08.12.2018 20:59
Netrish bukkede nakken kort for Valkars anderkendelse af hendes evner, og bed mærke i han ikke lod til at slælne mellem de to discipliner. Det var endnu et vidne til den adelige titel han ikke bar, men som han udstrålende og kanaliserede ved hvert et ord han ytrede.

Som Valkar bød farvel, mærkede Netrish et stik i sit bryst, ikke af frygt eller panik, men noget.. Andet. En ubehagelighed hun ikke kunne sætte fingeren på, men som hun ej heller kunne ignorere.
“Jeg vil ikke holde på Dem men..”
Hendes blik faldt mod sengen, nu Valkars vinge ikke længere skærmede den, og følelsen voksede. “Men jeg tænker jeg har hvilet nok for nu.." svarede hun og tvang sit blik tilbage mod Valkar. Hun ønskede han skulle blive. Hun ville ikke være alene lige nu, med sin skyld og skam og smerte. Alligevel havde hun svært ved at finde ordrene.

De blå øjne flakkede, og faldt på det stadig halvt fyldte vinglas. "Og jeg må undskylde for spildet af vinen. Jeg drikker sjældent, og aldrig meget. 'Ingen så Ret at Fuldskab ej kan gøre Slet" citerede hun, og allerede som ordrene forlod hendes mund, viste hun at hun talte udenom.

Netrish fugtede stille sine læber "Men hvis De ikke har mere præserende ting, ville jeg ikke beklage deres selskab" tværtimod. Hun var ikke sikker på hvorfor hun fandt det så svært at finde ordrene til blot at svare på hans spørgsmål direkte, som hun ellers yndede. Men hun viste at tanken om at være alene lige nu, var ubehagelig, og den eneste hun følte hun kunne tale med, som kunne forstå, var Valkar..
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 12.12.2018 23:47
Et venligt smil prydede Valkars læber, som de første ord forlod hans gæst læber. Det tydeligt at hans gisning havde været korrekt, den kære frøken nød hans selskab, mere end hun tydeligt selv turde indrømme. "De har intet at undskylde for, så længe at de blot nød smagen har hvert et glas været det værd" svarede han med en let håndviften som han viftede hendes påtaget bekymring om spildt vin væk. 

Smilet på englens læber bredte sig en smule mere som elveren indrømmede hendes sandfærdige mening. Der var noget kært over det, som at han fik lov at se en side af hende der normalt var skjult for omverdenen, noget han ønskede fortsat at holde således. "Kære frøken, jeg ser mine pligter som vært som noget af de vigtigste, så det vil glæde mig at bruge mere tid i deres selskab" svarede han med et kort buk "Men lad mig tilbyde dem et rent vaskefad, samt en mulighed for at få deres hår vasket" før elveren fik muligheden for at svare havde han løftet hånden for at kunne tale ud "Der vil være nogle duftende olier med hvilket har en afslappende virkning" det var tydeligt at slottets herrer allerede havde besluttet sig for at det ville blive således, men alligevel fik den elviske præstinde muligheden for selv at afgive sit svar.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 25.12.2018 18:31
Netrish nåde kun at åbne munden halvt for at besvare Valkars tilbud, før han fortsatte, og hun lukkede den igen, som det stod klart at det ikke var et tilbud i andet end høflighedens forstand. Der var ikke meget tvivl om at Netrish havde takket ja til et vaskefad, men nej til hårvasken, havde det været op til hende. Det var det imidlertiddigt ikke, og hun erkendte, ikke uvilligt, at det ville være uforskammet at takke nej.

Desuden var det opløftede at se Valkar så... entusiastisk omkring det. Hans smil lod til at komme mere naturligt, og hans gestikluering mindre kontrolleret.. Men måske var det blot noget hun bildte sig ind?
"Jeg kan ikke påstå at have prøvet den slags før, men jeg er sikker på det nok skal blive en behagelig oplevelse" svarede hun, mens skyggen af et smil rørte hendes øjne.

Som Valkar forlod rummet for at hidkalde en tjener, skævede Netrish ned af sig selv mod natkjolen hun stadig bar, og besluttede sig for at bruge den kort stund, til at blive ordenligt klædt på. Om end ikke så blot for at holde sig beskæftiget til han kom tilbage.

Da døren igen gik op, stod Netrish fuldt påklædt, med et koncentreret ansigtsudtryk. Hendes arme var hævede, med albuerne pegende op, mens hun pillede ved et eller andet i sit hår, omkring nakken. Skjult blandt i tykke, sorte lokker hang en metal amulet, formet som en maske, fast. Det var et gammelt Kile symbol, simpler end det design man oftest så nu, og slidt så metallet var skinnede blankt. Der var ingen kæde fastgjort, og ud fra hvor godt det sad fast, var det nok gjort med vilje.
"Jeg kunne vel ikke få Dem til at hjælpe mig et øjeblik?" spurgte hun da hun hørte døren gå, antagende at det var Valkar der vendte tilbage.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 128 år

Højde / 182 cm

Erforias 28.12.2018 00:07
"Jeg tænker at det nok skal blive en oplevelse for dem" Et lille nik kom før ordne var delt, hastigt efterfuldt af buk der undskyldte hans fravær.

At skaffe et vaskefad tog ikke megen tid, men Valkar tog sig selv i at nøje udvælge olierne. For det kunne ikke blot være de han eller slottets frue brugte. Nej den elviske frøken var hverken syren eller lavendel, hun behøvede en duft der var friskere, måske den fra det sydlige rubinien? Englen nikkede bestemt for sig selv, ja det ville være passende. 
Til hans held var vandet han ønskede blevet varmet og han kunne begive sig tilbage mod hans ventende gæst. 

Det var ikke blot lyden af døren der afslørede Valkars tilbagekomst, men den syrlige duft der fulgte. Duften var frisk, meget lig den daggrys farvede frugt den originalt stammede fra. To tjenere stillede de to fade fra sig, men inden de havde muligheden for at undskylde sig havde Valkar krydset rummet. "For dem? Selvfølgelig" lød det promte som svar. At befri kiles symbol fra de sorte lænker var ingen kunst, men en del af ham følte sig utilpas ved at berører en præstindes helligesymbol. Lidt som at resterne af et minde hviskede med usagte ord. En ganske skarp kontrast til glæden der spredte sig i hans indre ved at lade hans fingre begrave sig i de sorte lokker. "Det virker som en historie følger dette, men måske den er til en anden tid?" smilte han som han lagde masken i hendes hånd og blidt lukkede hendes fingrene omkring den. For en gang skyld ønskede han ikke fortiden forstyrre nuet.

Hans hjerte varmede sig ved at hun havde taget initiativ til at gøre noget ved sine klæder, men ligeså savnede en del af ham at se hende i den noget mindre natkjole. "Kære frøken sæt dem blot til rette" lød det som han gestikulerede med hånden at hun kunne tage plads. Tjenerne havde bragt to fade, begge med vand men det ene havde en bakke med nogle flasker hvor propperne var af forskellige krystaller. Tjenerne var dog ej at se længere, det virkede tydeligt at han selv havde tænkt at stå for hårvasken.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Netrish

Netrish

Ypperstepræst for Kile

Retmæssig Forvirret

Race / Skovelver

Lokation / Dianthos

Alder / 194 år

Højde / 177 cm

Dragonflower 30.12.2018 00:54
Netrish gjorde sit bedste for at lette arbejdet, ved at holde resten af håret til side, så Valkar let kunne komme til. Hendes hår var ikke i god stand, men det hellige symbol var blevet flettet ind, hvilket gjorde det en del lettere, end hvis det havde været filtret omkring. "Jeg takker" svarede hun, og tog imod symbolet. Hendes hænder var varmere nu hun var ordenligt klædt på, men stadig køligere end Valkars egne. Som hun trak hånden til sig, og holdt symbolet mod sit bryst kunne hun stadig fornemme varmen fra hans berøring. "Det er en gave, et arvestykke... og en fortælling til et andet tidspunkt" medgav hun, og bukkede nakken for ham taknemmeligt. 

Nysgerrig så Netrish til mens alting blev sat op, og den friske duft nåde hendes næsebor. Den var.. ulig noget hun havde oplevet før. Frisk og skab, men samtiddig med en sødme som moden frugt. En anelse betænkeligt satte hun sig ned, og som en eftertanke, lænede hun sig også tilbage. Et aktivt valg for elverkvinden, hvis holding normalt gjorde rydlæn til pynt.
"Netrish, endelig" bød hun som han kaldte hende frøken "Eller Neelah, som De foretrækker" tilføjede hun så en anelse forsinket. 

Netrishs hår var hårdt medtaget. Der var ingen tvivl om de lange lokker havde været sunde, og sandsynligvis velholdte, for at kunne blive så lange, men den hårde sol og manglen på kam eller børste havde sat sine spor. Håndfuld efter håndfuld af knækkede og ødelagte hår fulgte med hver gang man stak fingrene i det, og der var stadig sandkorn at finde i hovedbunden, til trods for hun havde vasket sig flere gange siden hun genvandt sin frihed.
You got what everybody gets. You got a lifetime.

0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: Echo
Lige nu: 1 | I dag: 12