Det havde været noget af en rejse Cedrik havde været ude på, siden han sidst havde sat sine fødder i Dianthos. Han havde rejst hele vejen gennem Medaniens enge og skove, ned til Rubiniens sand og nærmest ulidelige hede, og nu tilbage igen. Turen havde været spændende, han havde fået flere venner! Men også mistet en... I takt med at hans tanker gled hen på den døde alf, begyndte hans buskede øre at hænge en smule. Hvis han bare havde været lidt- Et puf mod hans ben fik ham ud af de triste tanker og hans blik faldt på hans tro rejsefælle.
Helga havde været med ham hele vejen, og den stædige grævling havde insisteret på at beholde de gule tørklæde om hendes hals, selv i Rubinien. 

Som Cedriks øjene gled over markedspladsen havde han en følelse af at der var noget der havde ændret sig siden han sidst havde været der. Han viste godt at elverne var blevet udvist, det var svært ikke at vide det. Hvilket gjorde at en af hans ynglings boder nu var overtaget af en noget gnaven dværg. Men det var ikke bare det, det var som at hele byen gik på listesko, udover dem fra Kiles Orden, men det lod til at de holdt sig i udkanten af markedspladsen.

Ikke at han ville lade byens tungsind trække ham ned! Nej forhåbentlig ville han finde hans ven igen, det var som en let kildrende fornemmelse, som når ens nakke hår rejser sig i spænding. Hans instinkter sagde at der ville ske noget, men han kunne ikke se hvad, men det skulle nok blive spændende! Så meget var han sikker på!

Det var svært for Maela at begå sig i byen. Hun var for en stund kommet under vingerne hos den rare bagerdame på markedspladsen, men selv den godhjertede kvindes tålmodighed havde en grænse, når det kom til den unge halvrævs rapseri. Det var som om, det var umuligt for Maela at forstå konceptet om "dit og mit" og når hun lugtede noget lækkert, greb hun øjeblikkeligt ud efter det.
Så - naturligt kom hendes arbejde hos bageren til ende, og hun måtte nu begå sig på gaderne med ganske få krystaller på lommen. Nætterne var begyndt at blive køligere, men hun havde fundet et lunt sted bag en smedje, hvor hun kunne rulle sig sammen og sove. Dagene handlede mest om at finde noget at spise og undgå byens ubehagelige folk, der så hende og hendes sparsomme pengepung som et let offer.

Også Maela havde bemærket den trykkede stemning i byen, som Kiles Orden havde været skyld i. Hun havde for længst lært at gå i en meget stor bue uden om præsterne, men også mange af byvagterne var i deres lomme, forstod hun. Hun gyste lidt for sig selv, som hun betragtede det daglige mylder ved markedspladsen. Hun snusede lidt i luften, og hendes næsebor fangede lugten at det, hun var ude efter: søde, nybagte kringler. På listetå begyndte hun at snige sig gennem menneskemængden.
Bag kringleboden var der en tønde. Fra toppen af den, ville hun være i stand til hurtigt at snuppe nogle af varerne, mens ejeren var optaget af en handel. Det krævede blot, at hun kunne få teleportationsmagien til at makke ret - noget, der af og til ikke helt gik, som det skulle. Hun tog en dyb indånding og koncentrede sig om toppen af tønden, som hun ville lande på, men duften af bagværket var distraherende..

"AAARGH!" Magien havde ganske rigtigt teleporteret hende opad men ikke det rigtig sted, og nu faldt hun hastigt nedad med direkte kurs mod en stakkels gænger på markedspladsen: en halvræv med buskede ører og hale. Han ville næppe være i stand til at nå at flytte sig for den faldende Maela, der om et øjeblik ville lande direkte oven på ham..

Det lignede ikke Cedrik at være fanget i hans egne tanker, men med alt der var sket var det svært at bebrejde ham. Forhåbentlig stødte han ind i Dal igen, det var sjældent at han kom forsent til aftaler, men med mage og det hele så ville det nok tage noget længere tid for den kortbenede graver at komme frem.

Et forskrækket skrig over ham fik ham tilbage til virkeligheden, en pige med rævehale og et flot fregnet ansigt med et noget forskrækket udtryk var direkte på vej ned mod ham. Hvad skulle han gøre? Hoppe væk for ikke at blive ramt? Forsøge at gribe hende så hun ikke slog sig? Skubbe Helga væk så hun ikke blev ramt? Der var ikke tid til at tænke for meget over det, nej det var tid til at handle! "Jeg har dig!" råbte han med udspredte arme, halen foldet ind foran sig, både for at gøre det blødere for hende, men især for at han ikke selv skulle lande på den. Ganske rigtigt faldt han bagover med pigen i favnen og et oompf undslap Cedrik som han mistede pusten. Det var ikke nyt at pige tog pusten fra ham, men det her var nu en tand for bogstaveligt til hans smag.
"Er du okay? og hvordan endte du med at falde sådan?" spørgsmål der forlod ham så snart han havde luft til at tale igen, hans instinkter havde været rigtige, bar ikke på den måde han havde ventet!

Maela slog vildt om sig med arme og ben, som om hun ville være i stand til at "svømme" i luften. Det hjalp naturligvis ikke spor, som hun dumpede ned på halvræven. Til hendes store overraskelse gjorde han rent faktisk mine til at gribe hende, hvilket gik helt, som man kunne forvente: to halvræve i en bunke og et par overraskede handlede, der hastigt flyttede sig. Maelas hale var kommet fri af hendes tøj og pelsen på den strittede til alle sider, helt ud til den hvide halespids.

Hun skyndte sig at springe ned fra brystet af ham - godt nok havde han gjort landingen noget blødere, end den ellers havde været, men det var nu alligevel at være lige lovlig tæt på en fremmed efter hendes smag. 
"Det må du virkelig undskylde!" Udbrød hun og slog ud med armene, igen nær rammende en stakkels forbipassende, der bandede af hende. Hun skyndte sig at trække sig lidt væk fra den sti, alle lod til at følge. Hun stak forsigtigt en lap ud for at hjælpe den anden ræv op at stå - ikke at hun kunne yde så meget hjælp igen, lille og spinkel, som hun var. 
"Jeg forsøgte bare at teleportere.." Hun kastede et skuffet blik i retningen af kringleboden, så hun nu måtte opgive efter at have tiltrukket sig alt den opmærksomhed. "Det gik ikke så godt." Sluttede hun. 

Let omtumlet fik Cedrik rejst sig op, nu noget mere støvet end før "Det gør ikke noget, det lignede at det var et uheld" Lo halvræven med et let bjæffende grin, mens den store buskede hale børstede det værste af støvet af ham igen. Som de forbipasserende bandede og greb efter deres punge ved synet af de to halvræve, der efterhånden havde lavet et mindre spektakel.
Let undrende fulgte Cedriks øjne en kvinde hvis ånde lod til at frys til is som hun kom nær dem, men hun gik hurtigt videre. Øjnene hoppede dog hurtigt tilbage til rævepigen "Teleportere!? Det lyder som en sej evne!" Smilte Cedrik bredt, han kunne ikke huske at han havde mødt nogen der kunne det før! Han selv kunne ikke noget specielt, ikke af hvad han viste ihvertfald!

Bag halvræve pigen opdagede Cedrik en gruppe af maskebærere fra Kiles orden kommer mod dem, men for at gøre ondt værre pegede kvinden med is ånden mod ham og pigen, der blev besvareret med et nik fra den største og grummeste af de maskeklædte og at de nu luntede i de to halvræves retning. "Du ser sulten ud, kom lad os få en bid mad" fløj det ud af Cedrik inden han nåede at tænke mere over det og greb hendes hånd på vej videre. Med ørene liggende langs hovedet, hviskede han til hende "Maskefolk er efter os lige nu, følg med så får jeg dig i sikkerhed"  Og viftede hende med ned af en gyde, så snart de var halvvejs gennem den lød der lyden at splintrende træ rungende i gyden. Ved et rent lykketræf var en vogn aksel givet efter og indgangen til gyden var blokeret. "Phew! det var heldigt" kom det lettet fra ham "Navnet er Cedrik"

Maela skulede efter de nærmeste forbipasserende, der så ud til at holde ekstra godt fast i deres pengepunge ved synet af halvrævene. Noget hun hurtigt havde lært i Dianthos var, at folk ofte så skævt til hendes slags - ofte helt uden at hun havde gjort noget. Hun gjorde sig derfor umage med at skjule rævehalen under en løs nederdel og ørerne bag den pjuskede manke af røde lokker. For den mandlige halvræv måtte det være sværere, tænkte hun. Hele hans ansigt var dækket af pels, og din spidse snude ville ikke narre nogen som helst til at tro, at han kunne være et menneske..

"Ja.. det er det vel." Svarede hun ham tøvende. Hun havde aldrig hørt nogen omtale hendes teleportering som "sej", men hun kunne godt lide det. Det var noget bedre end "forpulede møgunge, jeg laver en pelsmuffe ud af din hale, hvis du gør det igen!" Hendes evne havde ikke været specielt populær, den gang hun gik på Tywing-skolen og gentagne gange havde forsøgt at bruge den til at komme ind i fadeburet..

Hun skulle lige til at rive sin hånd til sig igen af forskrækkelse, da han greb fat i hendes, men hans hviskende ord fik hende til at klappe i og følge med. Maskefolk. Hun vovede et blik over skulderen og fik øje på klepperten og is-kvinden, der hastigt fulgte efter dem. Hun sank en klump og skyndte sig alt hvad hun kunne efter den anden halvræv. Hun vovede ikke et nyt forsøg med teleportationsmagien .. med hendes evner kunne hun lige så godt ende lige i armene på de maskebærende!

Hun standsede op ved siden af Cedrik, da de var nået ind i gyden, og hendes store øjne stirrede efter den væltede vogn. "Var det dig.. der gjorde det der?"

Pigens ord ekkoede i Cedriks sind "Var det dig.. der gjorde det der?" Med en løftet finger skulle han til at åbne munden for at give et svar men ingen ord kom ud, det havde været noget af et tilfælde, et meget heldigt et. "Måske..?" kom det det endeligt frem, forvirringen tydelig i stemmen. Normalt ville han nok have fejet det hen, men nu hvor han tænkte over det kunne det tyde på at han egentlig endte i heldige situationer meget ofte. "Vi cirkler udenom!" lød det fra den anden side af vognen, ejerens råb om hjælp blankt ignoreret af halv-rævenes forfølgere. 
"Det lyder som vi nok hellere må flytte os, har du nogle idéer om hvor vi tage hen?" lød det med et skævt smil, som han slap hendes hånd. Det ville nok tage maskemændene noget tid at nå hen til dem, så de havde ihvertfald et øjebliks fred. Men det skulle nok gå, de havde sikkert heldet med sig, Cedrik var ihvertfald ikke blevet fanget før. Udover af hende den søde elver jæger, men det var nu en lidt anden historie. Cedrik blinkede et par gange, der var da noget han havde glemt! "Forresten hvad hedder du? Det er nok bedre at jeg kan dit navn end at jeg kalder dig Sol fregne" lo halv-ræven opmuntrende, smil gjorde alting bedre i hans verden.

Maela lagde hovedet lidt på skrå, mens hendes øjne gled fra vognen til Cedrik. Han havde virket så selvsikker, men måske havde det være held mere end noget andet. Hun trak på skuldrene. Der hvor hun kom fra, havde der været mange, der ikke havde kunnet styre deres magi, eller været klar over deres evner. Det var nok det samme med den anden halvræv - så længe han ikke fik en vogn til at vælte ned over dem næste gang.

Hun hørte maskemændenes råb og hendes blik gled fra side til side i gyden. Hun var allerede et sted i byen, som hun ikke kendte til. "Jeg .. jeg plejer at gemme mig bag smedjen." Svarede hun spagt. "Jeg er ny her i byen." Tilføjede hun, for at forklare. Hun havde set hvordan mange af gadebørnene opførte sig - det ene øjeblik kunne de stå og tigge på markedspladsen, det næste ville de være som forsvundet fra jordens overflade. En del af hende ønskede at få kontakt til dem, så hun kunne lære deres hemmeligheder, men hun havde endnu ikke turdet opsøge dem. Det ville betyde, at hun skulle indrømme, at hun ikke kunne klare sig selv.

Hun så op på ham og blinkede - pokkers, hun var blevet fanget i sine egne tanker igen. "Maela.. hedder jeg." Svarede hun, og tilføjede i sine tanker, at han da gerne måtte kalde hende solfregne. Hun kunne godt lide kælenavnet - eller i hvert fald måden, han sagde det på. Som om hendes fregner var pæne. 
Hun stirrede frem og tilbage fra gyden til vognen. "Lad os komme ud herfra." Halv-hviskede hun og hev lidt i hans ærme. Han måtte da kende vejen ud .. ikke?

Cedrik var ikke helt sikker på hvordan han skulle have det med måden hun så på ham og vognen, det var måske lidt overdrevet heldigt? Men lige nu var ikke tiden til at han skulle presse sit held for at få ting til at ske. Om han kunne det eller ej. 

Han nikkede lidt "Der er lidt langt hen til den herfra hvis jeg husker rigtigt. Er der nogle af kroerne du er blevet smidt ud af?" kom det med et blink fra det ene øje. Det ville ikke undre ham hvis hun havde rodet sig ud i problemer ved en af beværtningerne, for nogengange så havde andre svært ved at dele når de burde. Hvis han kunne have valgt ville han være taget på det Halve Svin, men den var lukket så de måtte finde en anden. 

"Maela? Maela Solfregne" nikkede Cedrik bestemt, det var et flot navn der passede mægtig fint til hende, hun mindede ham en varm sommerdag hvor brisen ledte en hen af stier i skoven man ikke havde trådt før, en frihed til at leve sit liv. 
Et kort nik fulgt af "Den her vej" svarede hendes hiven, som han ledte dem videre, tre gyder kom de i gennem før de stod ude på en af de større veje igen. Ingen af deres forfølgere i syne. "Jeg tænker at vi går den her vej" smilede han varmt "Jeg tænker at vi kan finde en bid mad?" Tilbød han endnu en gang, dog uden at der var nogen der ville anholde dem den her gang.

Maelas hale var endnu engang sluppet fri af hendes klæder og var stivnet - et tydeligt tegn på, at hun var nervøs. Ørerne bevægede sig frem og tilbage. Hun havde altid holdt sig på god afstand af maskebærerne - de var uhyggelige, synes hun, når man ikke kunne se deres ansigter. Og hun havde hørt, at folk, der trodsede dem, bare forsvandt.

Hun så lidt forvirret ud over Cedriks spørgsmål om kroerne, men rystede så langsomt på hovedet. Krokøkkenerne havde lugtet umådeligt tiltrækkende, men hun havde endnu ikke vovet at stjæle fra dem. Af og til havde hun sat sig i en varm krostue og lyttet til folks fortællinger. Hun synes at der var meget larmende i forhold til den kro, hun havde opholdt sig på ved Isfjorden - helt oppe nordpå.

Hun fulgte forsigtigt efter ham gennem gyderne, mens hun nervøst holdt udkig, men efter at have kigget længe i både den ene og den anden retning ved den store gade, var det klart, at de ikke længere var i hælene på dem.
"Tror du det er sikkert?" Spurgte hun spagt. Hun havde ikke lyst til at støde på Ordensmedlemmerne igen. Ordet "Mad" var dog noget, der hurtigt fik hende på andre tanker, og hun lyste en smule op, før ørerne igen hang slukøret: "Jeg har ikke nogen penge." Sagde hun lavmælt. Hun havde efterhånden lært, at folk i Dianthos tog penge for alting - selv frugt og grønt, som man ellers bare havde kunne tage for sig af ude i naturen. 

Cedrik smilede beroligende til sin nye unge ven "Ganske! Folk stopper sjældent folk fra at bruge penge" bjæffede han opmuntrende. "Bare rolig jeg har nogle krystaller, det skal du ikke tænke på!" Ikke at han havde tænkt sig at fortælle hende at det nok ville koste ham de sidste af hans krystaller, men han var sikker på at hun fortjente gode ting i hendes liv, så det var da det mindste han kunne gøre for hende!
  
Hvis nogen havde fået på øjne på de to halvræve på flugt, ville deres første tanke nok være at de havde lavet ballade eller det der var værre. Men til deres held var der ingen der opdagede dem på deres færd som de viste hvor gode de var til at holde sig i skyggerne, helt indtil at der kom en folkemængde der var stor nok til at de kunne komme ind i den uden at gøre sig bemærket. 
At finde noget en kro tog dog noget længere tid end Cedrik havde håbet, indtil de stødte på en der hed Kyklopen. "Jeg tænker vi prøver den her" smilte han og ledte dem indenfor, stedet virkede spøjst for at sige det mildt, og orken der havde den virkede venlig, men det tog noget tid at få lov at bestille noget der bare var kød. I detmindste tog det ikke land tid at før de havde en tallerken med lifligt duftende kød på bordet ved dem. "Spis du bare!" forhåbentlig fik de lidt ro og fred.

Maela fulgte efter Cedrik med store øjne. Var det fordi, han selv var halvræv, at han var så venlig over for hende? Det kunne ikke altid være helt nemt at leve i byen med hans udseende - han kunne ikke som hende blot skjule dyretrækkene under håret og tøjet. Til gengæld lod han til at være noget bedre end hun til at undgå ballade.

Utroligt nok, var der heller ingen der stoppede dem og de nåede uden problemer til den lille kro. Maela stak først næsen ind og snusede lidt, og lugten af mad fik med det samme hendes mave til at knurre. Med endnu et blik på Cedrik besluttede hun sig for, at der nok ikke var noget farligt i at lade ham betale for maden, når nu han gerne ville. Hun havde stadig svært ved at forstå pengene og deres værdi. Han lignede ikke en rig mand, men han havde jo tydeligvis råd til kromad!
Der var et godt øjebliks stilhed, mens hun kastede sig over kødet på bordet. Når man rapsede rundt omkring eller levede af de rester, der blev smidt ud, var der langt imellem måltider som disse. Af og til lykkedes det hende at tigge eller arbejde sig til lidt penge, men så brugte hun dem på det første og bedste måltid, hun fik øjnene på. 

Efterhånden begyndte hun at spise lidt langsommere og skottede i retning af den ældre halvræv. Forventede han mon en tjeneste igen, nu hvor han havde givet hende mad, eller betød det, at de var venner? Hun håbede lidt på det sidste, for hun kunne godt lide den måde, han havde talt til hende på.
Et spørgsmål pressede sig på. Et hun ikke var sikker på, hun ville høre svaret på. "Maskebærerne.. hvad sker der med folk, hvis de fanger dem?"

Cedrik smilede lidt for sig selv som Solfregne med god appetit spiste af tallerkenen foran dem. Det var ikke første gang at han havde gjort noget som det her. For selvom han var glad for at bruge krystaller på ting til ham selv, var det nu noget helt specielt ved at gøre noget for andre. Han troede på tanken om at hvis folk gjorde mere for hinanden, så ville verden være et bedre sted, og hvem ved? Måske ville den yngre halvræv gøre en lignende tjeneste for en anden?

Han spiste selv en smule af kødet men lod det meste være til pigen, hun kunne stadig vokse i højden, hvor hanselv nærmere kun kunne vokse i bredden efterhånden, en lidt sjov tanke da de fleste folk han mødte var højere end ham selv. Udover Dál, men han var nu også kortbenet og en dværg.
"Åh" kom det stille efter hendes spørgsmål, han havde ikke selv prøvet det, men han havde da hørt rygter. "Det er lidt som når en bonde fanger ræven i hønsehuset, blandet med en ulv der fanget et lam" prøvede han at forklare uden helt at sige hvad der nok skete, hans forklaring var et pænere billede, tænkte han ihvertfald. "Da de startede var de nu meget hjælpsomme, men nu ja der er de ulve i fåreklæder" tilføjede han som en spiste en luns. "Men det behøver du ikke bryde dit kønne hoved med, jeg tvivler på at de kommer herind" smilede han varmt og opmuntrende.

Et almindeligt gadebarn ville sandsynligvis være blevet mistænksom over halvrævens generøsitet, men Maela var naiv nok til blot at se ham som en ny ven i denne store, fremmede by, hun nu var endt i. Da det lod til, at han lod størstedelen af maden være til hende, kastede hun sig glædeligt over de sidste rester.

Hun sank maden og så på Cedrik med store øjne, som han forklarede. Hun havde hørt, at præsterne havde være gavmilde mod bønderne efter plagerne, men her i byen var det mest som om, de forbød folk at gøre alt muligt. Som at være på gaden efter mørkets frembrud - noget, der så sandeligt var et problem, når man levede på gaden.
Hun vidste godt hvordan et hønsehus så ud efter ræven havde været besøg. Hun vidste også godt, hvad der skete med et lam, når ulvens skarpe tænder havde fået fat, og hun sank endnu engang. Godt præsterne ikke havde fået fat i dem! 

Hun åbnede munden for at spørge om mere, men så sagde han, at hun var køn, og en højrød farve begyndte at brede sig i hendes blege, fregnede kinder. Hun lukkede munden igen. 
"Tak for maden." Sagde hun i stedet spagt. Hun slog tanken om præsterne ud af hovedet igen. Hvis han vidste, hvad de gjorde ved folk, så vidste han sikkert også mange andre nyttige ting. "Har du været længe her i byen?" Spurgte hun derfor og fulgte hurtigt op på spørgsmålet: "Kender du nogle gode .. steder?" Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle formulere det, men hun vidste heller ikke helt præcis, hvad hun spurgte efter. Mest af alt steder, hvor der var lunt, og hvor maskebærerne ikke kom og truede.

Cedrik smilede opmuntrende som hun virkede bekymret over hans forklaring, men heldigvis havde maskebærene ikke fået deres fingre i dem!

"Det var så lidt" bjæffede han glad, det lignede at maden vat faldet på et tørt sted. "ikke sååå længe nej, men folk er nogenlunde venlige så længe du ikke er i de øvre distrikter. Lauranas tempel har et træ der altid har frugt, så der kan man få noget frugt
Cedrik så lidt tænksom ud et øjeblik, det var nok ikke så smart at opfordre hende til den her slags, meeen hun ville nok gøre det alligevel så hun kunne ligeså godt få nogle fif. Folk er ikke ret opmærksomme omkring bageren med der gyldne brød, der er en gyde med et løst bræt man kan liste igennem han sendte hende et skævt smil og trak på skuldrene.

"Det vidste jeg ikke!" Maelas øjne så glædestrående ud. Hun var ikke den mest gudsfrygtige, men hun havde da hørt om Laurana, og vidste, hvad hun stod for. Hendes velsignelse i form af træet, måtte bestemt også strække sig til små, sultne halvræve..
Hun nikkede igen. Hun vidste godt, hvem bageren med det gyldne brød var, og hun ville helt sikkert også prøve brættet..

Eftersom de var blevet færdige med at spise, var det efterhånden tydeligt, at kromutter sendte småirriterede blikke i deres retning. De fyldte et bord, som i stedet kunne bruges til nye, betalende gæster. Maela brød sig ikke rigtig om hendes blik, og hun skubbede den nu tomme tallerken fra sig med et smil.

"Det smagte godt!" Erklærede hun. Hun begyndte at bane sig vej gennem krostuen og så sig et par gange over skulderen for at sikre, at Cedrik fulgte med. Der var egentlig ikke rigtig længere grund til, at de blev sammen, men hun havde ikke helt lyst til at sige farvel til sin nye ven endnu.
Da de dukkede fra kroen ud på gaden, så hun imidlertid et syn, som med det samme fik hende til at stivne og gribe efter Cedriks ærme: "Maskebærerne.." Hviskede hun.

Et stort smil bredte sig over Cedriks ansigt "Jeg er glad for at kunne hjælpe!" Det gjorde ham altid så glad at være der for andre når han kunne, verden bliver kun bedre ved at give den smil Cedrik havde hans mor altid sagt, og selvom det nok egentligt var en meget simpel måde at se verden på så havde det nu været til gavn for mange gennem tiden! Det havde ihvertfald fået ham ud af flere problemer end ind i dem. 

"Jeg er glad for at det smagte dig" blæffede han varmt tilbage, han havde også opdaget at der var nogen der mente at de fyldte mere i krostuen end godt var, men det var jo heldigt at der stadig var mange ting de kunne se i byen endnu, især fordi at han var stadig ikke helt klar til at sige farvel til Solfregne endnu. Cedriks øre spidsede sig dog noget til som Maela stivnede og de tunge fodtrin ekkoede gennem gyden, kommende fra den kæmpe store maskebærer de havde sluppet fra tidligere. Heldigvis havde han ikke set dem endnu, men det var kun et spørgsmål om tid. 
Fast greb hans pote om hendes hånd "Maela, brug din evne det skal nok gå jeg ved du kan!" Hviskede han ihærdigt, de kunne ikke bare gå tilbage ind i kroen for der ville de bare blive send ud fra igen, samt der var ikke nogen gode gemmesteder her i gyden.

Maela var glad for at opdage, at Cedrik fulgte med bag hende, men synet af de to maskebærende skikkelser fik hårene på hendes arme og pelsen på hendes hale til at rejse sig. Hun fulgte deres trin med store øjne, skrækslagen for hvad der ville ske, hvis de opdagede dem..

Forvirret kiggede hun over skulderen mod Cedrik. "Jamen.. jeg har aldrig kunne tage andre med før.." Peb hun. Det ville give meget opmærksomhed, hvis de nu begyndte at løbe gennem krostuen. Kunne de gemme sig i stedet? 
Hun mærkede Cedriks bløde pote i sin hånd og tog en dyb indånding. Magien havde altid været utilregnelig for hende, og hun havde oftest fået skæld-ud, når det gik galt. Forsøg på at lære hende tålmodigt at mestre den havde også fejlet, for Maela var ikke tålmodig af sig.

Men det var som om Cedriks ord var det, hun havde brug for. En opmuntring og en tro på hende: hun knugede om rævepoten og aktiverede sin magi. 

PLOP! De dukkede op ved siden af hinanden på en parallelt løbende gade på den anden side af gyden. Et par høns løb forskrækket væk, som de to halvræve kom til syne. Maela stirrede forundret på først Cedrik og så jorden, som det var lykkes hende at lande almindeligt på denne gang: "Jeg gjorde det!" Udbrød hun glædestrående.

Som Solfregne tvivlede gav Cedrik hendes hånd et forsikrende klem, han ville gerne have sagt nogle bevingede ord om hvor meget han troede på hende, men tiden var knap og det eneste han kunne gøre for at forsikre hende var at ligge sit ve og vel i hendes hænder. 

Som Maela tog sin dybe indånding kunne Cedrik ikke andet end smile, han havde aldrig prøvet at blive teleporteret før, så det skulle nok blive spændende! En skam at han ikke kunne nå at række tunge af maskebærene inden de smuttede!

Lyden det lavede blandet med suget i maven gjorde den stakkels halvræv noget forvirret et øjeblik. Solfregnes glædes udbrud fik samlet hans tanker, og et stålende smil på hans læber. "Jeg vidste du ku'!" ærklerede han stolt og omfavnede hende tæt, for hurtigt at slippe hende med et noget undskyldende udtryk "Hov eh, jeg blev lidt fanget af stemningen, men jeg er virkelig glad for at du er min ven! Det kunne hurtigt endt i noget rod" forklarede han sig, selvom hele det her teleporterings hurlumhej ville tage ham noget tilvænning!

At teleportere var aldrig en helt behagelig følelse. Måden Maela bedst kunne beskrive det på var, at der var noget, der trak i en, inde bag navlen, og at man blev fuldstændig rundtosset. Det hjalp naturligvis ikke på det, at hun plejede at lande på alle mulige uheldige måder - denne gang stod de begge med benene i jorden, men der gik alligevel et par sekunder, før hun igen kunne se klart. 

Før hun kunne orientere sig, blev hendes syn blokeret af pels og et par arme blev slået om hende. Hun stivnede et kortvarigt øjeblik, ikke vandt til tæt kontakt, men Cedrik lugtede behageligt af pels, læder og krydderier og røg fra krostuen, og hun gengældte forsigtigt knuset. 
Hun stirrede op på ham med store øjne. "Gjorde du noget? Jeg har aldrig kunne teleportere så godt før." Udbrød hun. Det var som om, der skete noget, når man var i nærheden af den anden halvræv. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det, men deres tidligere flugt fra maskebærerne havde også været udsædvanlig .. heldig.