Sted: I udkanten af Skumringskvarteret i Det Nedre Bydistrikt
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: En smule blæsende og overskyet

Vinden fik Tareks lange lyse hår til at flyve lidt rundt om hans hoved, men det var ikke noget, han lagde mærke til. Sådan gjorde det altid, når det blæste og de små kastevinde, der var i gaderne i Dianthos var ingenting i forhold til vinden, der kunne være på de åbne vidder ude af byen. Lige nu var han på vej hjem efter at have været nede og besøge en flok af gadebørn. De var blevet glade for de sække med brød og frygt, han havde haft med, købt for hans egen løn, billigt, fordi de handlende var begyndt at kende ham.
Han havde været tilbage i stalden for at skifte fra uniform til en lys hørskjorte, og han havde et bælte om maven uden på skjorten med en pung med hans få krystaller og et par andre småting. Sværdet sad stadig på hans ryg, mest fordi han skulle igennem skumringskvarteret. Ellers gik han gerne rundt uden, når han ikke var på arbejde.

Et let smil sad stadig på hans ansigt, da han ikke helt havde sluppet børnene med tankerne. Maden havde gjort glæde og han følte, at det hjalp, hver gang han kom forbi. Den lille floks uofficielle leder, Lyua, den ældste af drengene, havde endda givet ham et hurtigt kram, inden han var forsvundet ind i den gamle bygning igen.
Tarek brugte de fleste af sine krystaller på at hjælpe børnene i byen. Der var bare så mange af dem og så meget rakte hans løn heller ikke, men lidt var bedre end ingenting. Og han havde lidt en fornemmelse af, at hans tilstedeværelse var lige så vigtig. En voksen, de kunne stole på. Der insisterede på at slæbe dem til Helbredelseshuset eller hjælpe dem ud af klemmer med andre voksne.

En af de andre små grupper havde især haft brug for ham sommeren over, som deres to ledere var blevet væk. Ikke en gruppe Tarek havde haft så meget med at gøre før, men han havde hjulpet en af de små piger og havde via hende fundet ud af, at de var i problemer. Han havde hjulpet så meget han kunnet, især da nogle af dem havde smittet hinanden og han havde haft tre på ryggen og en i favnen ned til Dhalia i Helbredelseshuset. Han besøgte børnene i rækkefølge og det var den gruppe næste gang. Det var et par uger siden sidst, han havde haft travlt, så han havde ikke hørt noget om, om Juno og Hector var kommet tilbage.
Han hilste venligt på en kvinde og en mand, der svagt mistroisk hilste tilbage. Kentauren var rimeligt kendt i kvarteret, både for at være en rimeligt fair byvagt, men også for at hjælpe børnene, så de fleste anså ham for at være velkommen i det fattige kvarter, trods hans profession.

Juno spildte ikke tiden. Han havde ikke engang været hjemme i et døgn, men havde, som noget af det første, taget et grundigt bad. Han skulle have følelsen og duften af Liv af sig, selv hvis han ikke kunne fjerne de mærker hun havde efterladt på hans hud. Det trick skulle han have lært fra Liv, da han havde chancen.
Efter sit bad havde han opdateret sig på bandens tilstand. Flere medlemmer havde forladt den, men det var kun at forventes, når to af dens store indkomstkilder var forsvundet uden et ord. Det lod til at alle i det mindste var i live. Takket være en hvis Tarek, hvis Juno skulle tro på fortællingen han fik af nogle af børnene. Efter at have hørt deres beskrivelse af byvagten gik det op for Juno at han havde set manden før. Han var svær at misse, og Juno kendte en del af byvagterne ved ansigt, for at vide sig sikker på hvornår han kunne stjæle uden at blive snuppet i det. Han havde selvfølgelig aldrig snakket med Tarek, men han kendte rygterne der gik om ham. Hvordan han hjalp gadebørn generelt. Hvordan han var en mand, der var til at snakke med.
Den eneste regel i Junos bande, eller den eneste regel han gik op i blev overholdt, var at man ikke måtte snakke med voksne, medmindre det var for at stjæle fra dem. Så der var aldrig før nogen der havde indrømmet at have fået hjælp af Tarek, men Juno vidste, at Tarek havde hjulpet nogle af dem allerede inden han og Hector blev kidnappet. Han havde ikke sagt til børnene, at han vidste hvad de havde gjort, for så ville de tro at der ikke var nogen straf for det, men havde i stedet ladet som om han ikke vidste det og så blot håbet, at hans hjælp ikke ville blive nødvendig igen. Men det var den, og for første gang siden han var et helt lille barn, var Juno taknemmelig for en voksens hjælp.

Det var dog ikke derfor at han en sen eftermiddag opsøgte Tarek. Dét var af rent egoistiske grunde.

Han havde trukket en læderjakke i god kvalitet på, selvom den ikke gav meget varme udover hans tyndslidte, grå bluse, eller til hans hullede bukser. Som en fri mand, var hans første prioritering at se godt ud, fremfor at være praktisk eller varmt klædt på. Og så havde han ledt efter Tarek.
Manden var ikke svær at finde - et par af børnene pegede ham i retning af kentaurens normale skema, der indebar at hjælpe folk i samme område som Juno også boede. I dét Juno fik øje på ham, på den anden side af et lille torv, søgte han øjenkontakt med ham og nidstirrede ham, indtil han fik den. Først da gik han imod ham. 

Han havde lyst til at ryge, men måneder uden havde gjort ham svag overfor tobak og han havde ikke plads til at udvise svaghed lige nu, så han udløste lidt af sin nervøse energi ved i stedet at stikke begge hænder i sine jakkelommer. I den ene af dem kunne han gnide sine fingre imod Vargas' sten.

Juno stoppede op lige foran Tarek, hans fødder placeret solidt i jorden, som forventede han at Tarek ellers bare ville gå direkte ind i ham og tvinge ham væk. 

"Jeg har brug for hjælp." Det var det eneste han sagde, og han sagde det med løftet hage, nærmest udfordrende. Han formulerede det med vilje ikke, som at havende brug for Tareks hjælp. Nej, han havde bare brug for hjælp. Om det var Tarek der hjalp ham eller ej, det kunne rage ham - eller det var sådan, han gerne ville have at det fremstod.
Et øjeblik fik han dårlig samvittighed over at have spurgt en anden om hjælp, når han vidste at Hector så gerne ville hjælpe ham, men han lod det ikke vise. 

Tarek var på vej langs kanten af et mindre torv, da han kunne mærke et blik på sig. Hans hale slog en enkelt gang som hans naturlige agtpågivenhed slog ind og han så hurtigt rundt. En ung mand stirrede på ham og Tarek stoppede sin gang. Der var tydeligvis en, der ville ham noget. Det tog ham ikke mange øjeblikke at genkende den unge mand, selvom han virkede en smule anderledes end sidst han havde set ham. Juno. Han var tilbage. Et stik af lettelse gled igennem halvhesten, da en tanke ramte ham. Han havde frygtet, at både han og Hector var blevet dræbt, siden de var forsvundet uden et spor. Med den ballade de begge lod til at komme ud i, var det ikke svært at forestille sig.
Men der var han, det unge menneske. Og han kom over til ham.

Tarek fik holdt et smil tilbage, da drengen placerede sig demonstrativt foran ham – han skulle ikke gå nogen steder. Ikke at han havde planer om at gå, før han vidste, hvad drengen ville ham. Det var ret tydeligt for Tarek, at Juno skulle behandles som en voksen, men det var nu ikke noget nyt. Han havde haft fat i ham før, men han var ikke sikker på, om drengen kunne huske det, siden han havde været så beruset, at han knap kunne stå på sine ben.
Højdeforskellen mellem dem var stor, men det var der ikke så meget at gøre noget ved, ikke lige nu. Tarek havde ikke problemer med det, men han vidste, at nogen følte sig intimideret over det. Det virkede nu ikke sådan med Juno, der udstrålede den samme selvtillid som altid.

Derfor var det nogle overraskende ord, der kom ud af den lyshårede drengs mund. Tarek lagde hovedet en smule på skrå og så lidt overrasket ud, inden han smilede venligt, et udtryk der virkede til at være det helt naturlige at se på hans ansigt.
”Hej Juno, godt at se, at du er tilbage. Hvad har du brug for hjælp med?” Faktisk overraskede det Tarek ret meget, at Juno kom og spurgte om hjælp. Og så hos ham. En voksen, ja en byvagt. Hans børn havde slået meget hårdt fast, at Juno ikke kunne lide voksne og de havde alle været lidt bekymrede for at han ville opdage, at de snakkede med Tarek. Så at han kom til ham, var enten noget meget alvorligt eller absolut intet. Måske for at lave lidt sjov. Hvilket han i det øjeblik hældede mest til at tro.

Juno stolede ikke på voksne mænd og han stolede heller ikke på at Tareks smil var ægte, selvom alt ved ham lod til at udstråle venlighed helt naturligt. Derfor var han også i beredskab, klar til at skulle forsvare sig hvert øjeblik, og Tarek afvæbnede ham fuldstændig, da han ikke bare kendte hans navn, men vidste, at han havde været væk, og udtrykte klæde over hans hjemkomst.
Et smil bredte sig på hans læber og han lagde forundret hovedet på skrå, imens han så Tarek an i et nyt lys. Det tog ham kun sekunder, før han blev enig med sig selv om at enhver med øjne i hovedet burde kende ham og hans navn, og hans ego voksede sig større end han selv var.

Et øjeblik var han nærmest glad. Tilfreds med hvad han havde opnået i byen. Men så kom hans problem på tale og Juno brød for første gang deres øjenkontakt, for at se væk - mod hvad som helst egentlig, men hans blik landede på en bod med gulerødder og det blev dér.

Han blev pludselig usikker på hvad han skulle sige. Han havde selvfølgelig ikke tænkt så langt. Faktisk var han gået direkte fra at få ideen, til at opsøge Tarek med det samme.
Han tog en hånd op af lommen og gned den mod sin nakke, inden han modstræbende så tilbage Tarek med et skuldertræk. Stilheden havde varet så længe nu, at den blev ubehagelig for Juno. Han rullede med skuldrene og på hans krop, så det defensivt ud - som om han prøvede at gøre sig større, end han var.
"Det er en lang historie og den er ikke for sarte ører." Begge dele var sande, selvom han ikke havde tænkt sig at fortælle Tarek mere end han absolut behøvede for at hjælpe ham af med Liv. Det var mest sagt sådan, for at sikre sig at andre ikke kunne overhøre dem. Juno havde allerede mistet lidt respekt på at være taget ud af Dianthos så længe, han skulle ikke miste endnu mere, fordi folk fandt ud af at han var en nybagt mors lille slave. Han lod med sin formulering det være op til Tarek, hvor de skulle hen, men havde tænkt sig selv at foreslå et værtshus, hvis ikke Tarek selv tog initiativet.

Tareks milde øjne betragtede Juno, der ikke virkede tilpas med spørgsmålet, selvom han selv havde ytret ordene om hjælp. Det var også okay. Det var ikke altid lige let at bede om hjælp og Tarek var ikke i tvivl om, at det nok var noget sværere for en som Juno.
Drengens blik var sat fast mod noget til siden og Tarek fulgte hans blik med sit. Gulerødder. Var det nu, han skulle forvente en eller anden dårlig hestejoke?

Men den tanke forsvandt så snart Juno virkede til at finde modet til at fortsætte det, han var begyndt på. Nå, så han ville snakke? Tarek betragtede ham lidt og nikkede så.
“Så må vi hellere finde et sted, hvor der ikke er nogle sarte ører.” Han så rundt, næsten som om løsningen var der, men faktisk var han ved at overveje, hvor han skulle tage teenageren med hen. Det letteste ville være byvagterns stald, hvor han boede, men det regnede han ikke med, ville falde i god jord hos den kriminelle spire. En kro ville ikke passe Tarek heller, både fordi pladsen var et problem, men også fordi det ville være for offentligt. Han havde en erfaring med, at når folk ville snakke, var det bedst at gøre det alene. Nej, der var vel kun én løsning lige nu.

“Kom med. Jeg kender et sted.” Han lavede en bevægelse med den ene arm for at få ham til at gå med, og drejede så rundt for at gå en anden vej end den han havde gået før. De skulle ikke helt ud af Skumringskvarteret, men lige til kanten. Ud til bymuren. Der stod et ikke ret stort, men tomt hus, klemt ind imellem en større stald og selve bymuren. Det var en ældre dames hus, en dame der var blevet så svagt gående, at hun var flyttet hjem til sin søn. Hun vidste godt, hvad hendes hus blev brugt til, hun havde selv foreslået det til Bigwig og Tarek. Flygtninge. Folk, der skulle smugles ud af hovedstaden, under Kiles Ordens øjne.

Der var ikke så langt. Mens de gik, holdt Tarek lidt øje med Juno. Undersøgende. Han havde fået noget sol, var blevet lidt større. Hvor mon han havde været henne? Havde han Hector med tilbage? Spørgsmål han gerne ville stille, men som han holdt tilbage. Ingen grund til at skræmme ham væk lige nu.
“Så er vi her.” Han drejede rundt et hjørne og pegede mod det lille hus. Da han trådte op til døren, var det nok ret svært at forestille sig den store kentaur komme igennem den lille dør, men det havde Tarek en løsning på. Han lagde en hånd mod murværket og med det samme forsvandt en del af muren og døren i en åbning stor nok til, at han kunne komme igennem. Sådan da. Der var lavt til loftet og ham kunne ikke bare nøjes med at bukke hovedet, han måtte læne hele overkroppen frem for at kunne være der.

Der var stadig møbler tilbage i det lille hus, der kun bestod af et enkelt rum. Et bord med et par stole og en seng. Der var også mulighed for at tænde op i pejsen, da der lå brænde ved siden af.
Nogle tæpper var spredt ud på gulvet ved bordet og Tarek gik direkte derhen for at lægge sig. Det var så ubehageligt at stå i det lille hus.
“Hvis du gerne vil have noget te, kan vi tænde op. Brønden ude foran er ren.” Han lavede en bevægelse mod døren, der sammen med murværket var dukket op igen, da Tarek var gået igennem åbningen.

Juno hævede sigende begge øjenbryn, da Tarek selv foreslog at de fandt et andet sted, som havde Juno syntes at den del var åbenlys. Men det var også en helt normal reaktion fra Tarek og Juno reagerede kun med tilsyneladende foragt, fordi han havde svært ved at være i den situation han havde sat sig selv i. Det var nemmere at være vred på Tarek, end det var at være vred på sig selv.

Han brød sig heller ikke om at blive bedt om at følge med Tarek, på trods af selv lige at have givet ham ansvaret for, hvor deres møde skulle finde sted, men han fulgte trods alt med. Fortsat med hænderne i lommerne og med vilje faldt han et par skridt bagud, så det ikke så for meget ud som om at de fulgtes. Den slags venskab med fjenden ville han ikke have på sig. Hans ry skulle helst være fejlfrit.
Han nåede op på siden af Tarek da de nåede frem til et hus og han fulgte skeptisk med i hver eneste af Tareks bevægelser indenfor, imens hans blik fløj over tingene og møblerne derinde. Han havde ingen grund til at tro at Tarek ville ham ondt, men han kunne ikke ryste følelsen af Thanos, der åndede ham i nakken, og truede med at tage ham med sig igen ved den mindste fejltagelse.

"Ligner jeg typen, der drikker te?" svarede Juno, med mere irritation end nødvendigt, og trak en stol ud for at sætte sig på den, så han sad med front mod Tarek. "Jeg vil bare gerne have det her overstået, okay, jeg behøver ikke alle mulige pæne… høfligheder, eller hvad fanden det er du prøver på."

Han gled tilbage i stolen, indtil han mere lå end sad på den, og gned begge hænder over sit ansigt. "Der er en skør kælling, der har købt mig. Som slave. Hun har ladet mig gå frit, men hun tror sgu stadig at hun ejer mig, og at hun kan hidkalde mig eller noget, når hun vil." Med spidsen af sine støvler sparkede han til kanten af gulvtæppet og hans blik brændte ind i det, så han undgik at se på Tarek. Som han talte, gik det op for ham at han ikke vidste, hvad han ville have at Tarek skulle gøre ved det, eller om han overhovedet kunne, og da han så op for at møde Tareks blik, følte han sig i et øjeblik overvældet af håbløshed.

Der var sikkert mange ting, Tarek kunne gøre anderledes med Juno, men han kendte ham ikke om uden at røre ham, kunne han ikke rigtigt tyde, hvad der egentligt foregik i ham. Så han gjorde det, der faldt ham først ind. At behandle ham som en voksen. Forvente at han selv sagde til, hvis han ikke var enig med det, tarek sagde og gjorde. Selvfølgelig forventede han ikke, at drengen ville hundses rundt med, men det havde nu også mest været en venlig forespørgsel end en ordre. Han havde jo selv hentydet til at han ikke ville snakke midt på gaden, ikke?

Det irritable spørgsmål fik Tarek til at skyde øjenbrynene op i panden, men inden han nåede at svare, var Juno ved at snakke videre og han endte med at nikke i stedet.
“Det er helt fint.” Han var ikke fornærmet eller ramt, det var tydeligvis hårdt for Juno at gøre det her. Han ville bare have gjort det lidt mere behageligt, men hvis den unge mand ikke ville have det, var det også fint med ham.
Overraskelsen var det første, der overtog Tareks udtryk, derefter fik han en lidt mere alvorlig rynke i panden. Juno var blevet en slave? Hvordan var det sket? Slaver var ulovlige i Krystallandet, undtagen i… Han lagde to og to sammen, Junos tydelige solbrændte kulør og ordet slave. Han havde været i Rubinien.

Håbløsheden, der pludselig var til at se i drengens ansigt, gav Tarek et stik i hjertet. Han turde slet ikke begynde at forestille sig, hvad de havde været igennem. De. Hvis Hector havde været med?
Han var tavs for et øjeblik, vendte oplysningerne i hovedet, inden han kørte en hånd igennem det gennemblæste hår. Hvor skulle han starte med at spørge ind til det?
“Er det derfor du og Hector har været væk? Er Hector kommet med hjem igen?” Han rystede svagt på hovedet og så på Juno med bekymring og alvor i ansigtet. Der var meget, han ikke vidste og han følte ikke rigtigt, at han kunne komme med en løsning til Junos problem, så længe han ikke havde styr på resten af historien.
“Måske du skulle starte forfra?” Hans stemme skjulte ikke bekymringen eller venligheden. Han ville virkeligt gerne hjælpe.

Juno trak på skuldrene, da Tarek gjorde det tydeligt, at han selv måtte vælge om han ville have te eller ej. Det føltes som en evighed siden han selv havde fået lov til at træffe den slags valg uden risikoen for en straf, og på trods af Junos skuldertræk, der indikere at det ikke var noget stort, så var det lige præcis noget stort. Det skulle det ikke have været, men det var det.

"Ja," svarede Juno ærligt, uden at tænke over sit svar. Tarek lød bekymret, så meget kunne selv Juno høre, og manden ville alligevel finde ud af at Hector også var i byen indenfor længe. "Ja, vi var begge af sted, og vi er begge kommet hjem." Hans tanker faldt på Netrish, der ikke var kommet hjem, og pludselig blev hans udånding til en skælven.

Han satte sig straks op i stolen igen og koncentrerede sig et øjeblik kun om at tage sin jakke af. Noget praktisk og håndterbart.

"Forfra?" gentog han, imens han foldede jakken pænt, kun for at smide den fra sig på gulvet. Han kunne ikke se, hvordan de andre dele af deres rejse havde noget at gøre med hans problem med Liv nu, men tanken om at fortælle det til én, der gerne ville lytte, føltes i sig selv befriende og dét var godt nok for Juno.

"Det startede da jeg stjal fra den forkerte mand. Thanos. Hector kom for at hjælpe mig og… det endte med at den store fyr besluttede, at vi begge skulle sælges som slaver. God start, ikk?" Han smilede til Tarek, men der var ingen følelse i hans smil. Om noget, smilede Juno mest, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle stille op.

Lettelsen væltede op i Tarek, da Juno sagde, at Hector var med tilbage. Selvom han aldrig havde haft noget med de to unge væsner at gøre, betød det meget for ham, at de var i sikkerhed. I live. Ikke bare for dem selv, men også for de unger, der fulgte dem. Havde brug for dem.
“Godt.” Lettelsen var ikke skjult i hans stemme, men det var det eneste ord, han sagde for ikke at afbryde Juno. Han havde hørt den svage skælven, men forbandt den bare med, at Juno var glad for at være hjemme.

Tareks øjne forlod kun kort Junos ansigt for at se ham folde jakken sammen og alligevel bare smide den fra sig. Det lød ikke til, at han ville fortælle så meget, men alligevel begyndte han at fortælle. Ikke meget, men det var en start. Navnet Thanos ringede en klokke, men det tog ham et par sekunder at placere det. En efterlysning. En af dem med høj dusør, hvilket der også var en grund til. Han sagde dog ikke noget. Kunne være en anden mand. Men han fik alligevel en kold klump i maven ved tanken om, at de måske kunne have været i hænderne på ham.

Smilet på drengens ansigt så helt forkert ud, men Tarek forstod det godt. Han skulle til at fortælle noget forfærdeligt og forsøgte at skjule det bag et smil. Han flyttede lidt på sig og gav Juno et svagt, mildt smil tilbage, men alvoren forlod ham ikke. Der var ikke noget at sige til hans retoriske spørgsmål og så bare lidt afventende på ham. Ventende på resten af historien. Åh, han ville ønske, at han kunne række ud og røre ham, mærke hvad han følte. Men han ville ikke skræmme ham. Det måtte vente til, hvis muligheden skulle byde sig. For nu måtte han nøjes med at lytte og betragte.

Juno nikkede, da Tarek udtrykte sin lettelse over at Hector var hjemme - Juno havde det på samme måde, selvom han havde fulgtes med ham under hele rejsen.

“Og, ømh…” Juno rømmede sig ændrede lidt på sin position igen, så han nu sad med al sin vægt over det ene armlæn, og hans ben begyndte at hoppe op og ned med nervøs energi. Det var dog ikke noget Juno selv bemærkede overhovedet. “Det lykkedes ham. Han solgte os.” Det var en nem måde at springe alt, hvad der var sket på turen over og Juno syntes selv at det var smart af ham - der var ikke nogen, der ville bryde sig om at høre, hvad der var sket undervejs. Men så snart han havde tænkt dén tanke, blev han nærmest nødt til at sige det. Hvis han skulle censurere sig selv, skulle det være for sin egen skyld, ikke fordi andre ikke kunne tåle at høre det.

“Turen til Rubinien var…” Han trak vejret dybt og forsøgte at blokere de minder Thanos havde efterladt ham med. “Hård. Det var hårdt.” Han bed sig i underlæben, lænede sig hoved tilbage og så op i loftet, indtil han var sikker på, at han ikke ville bryde ud i gråd. Så så han tilbage på Tarek, og fortsatte beslutsomt: “Jeg har stadig alle mine forpulede fingre og tæer, men udover det? Så kan du forestille dig det værste, han kunne have gjort ved os. Dét gjorde han. Og mere. Det var nærmest en befrielse, da han solgte os til en slavehandler.” Helt automatisk rakte han ned i sin lomme efter Vargas’ sten, men kom i tanke om at den var i hans jakke, der lå på gulvet - hans blik faldt til den et øjeblik, men fandt øjeblikket efter tilbage til Tarek.

“Og dén slavehandler solgte mig til Liv. En skør kælling, der gav os et lift hjem, men som stadig tror at hun ejer mig, så kan du ikke bare… sende hende i spjældet eller hvad det nu er I gør.” Hans sidste sætning blev sagt desperat, mere som en bøn end hvad Juno brød sig om, men han kunne ikke lade være - han vidste, at han ikke ville kunne holde til det, hvis hun fik fingrene i ham igen.

Historien sluttede lige så hurtigt som den var startet. Han solgte os. Ord der nær havde fået Tareks små hår til at rejse sig. Men det kunne umuligt være det. For han kunne ikke sælge dem i Dianthos. Eller, det kunne han måske godt, men det ville være svært. Og Tarek vidste, at de havde været i Rubinien
Han trak vejret ind for at spørge ind til det, men Juno fortsatte selv. Tareks kæbemuskler spændte op ved de få ord og han havde nær skubbet sig over for at trøste Juno, da denne lagde hovedet tilbage, men han blev liggende. Noget sagde ham, at det var bedst.

Først da Juno skiftede emnet tilbage til kvinden, han var blevet solgt til, rørte Tarek på sig, bare for at gnide sig i panden med en hånd, givende sig selv et øjeblik til at finde ud af, hvad han skulle gøre nu. Han kunne godt høre desperationen i hans stemme, men faktisk vidste Tarek ikke rigtigt, hvad han kunne gøre. Han blev nødt til at snakke med Bigwig, den gamle byvagt ville helt sikkert vide, hvad der kunne gøres. Tarek var alt for ny, han anede ikke, om han faktisk kunne arrestere nogen ved påstanden om slaveri.
Og samtidigt ville han gerne have Juno til at snakke mere om det, der var sket. Han havde det tydeligvis ikke godt.

“I må have været i Rubinien længe. I har været væk længe.” Han kløede sig i skægget, inden han sukkede og slog let ud med hænderne. “Jeg skal være ærlig, jeg ved ikke, hvad løsningen med kvinden er. Jeg tvivler på, at det vil hjælpe at arrestere hende. Hvis hun bliver sendt i fængsel, tror jeg ikke, at det bliver så længe. En bøde er nok mere sandsynlig. Og det er hendes ord imod dit. Jeg regner med, at hun bor i Den Øvre Bydel?” Tarek bed sig kort i læben med blikket mod jorden. Måske der kunne findes en anden løsning. Han kendte ikke kvinden. Vidste ikke, hvad der ville virke.
“Men jeg er sikker på, at vi finder en anden løsning.”

Juno vidste ikke præcis, hvor længe de havde været væk. Til at starte med havde han forsøgt at holde styr på retningen de var redet i og hvor længe de havde været undervejs, men det var også flere gange sket at Thanos havde slået ham så hårdt, at han ikke havde kunnet samle sine tanker uden at få en skingrende hovedpine flere dage efter, og på et tidspunkt havde han givet op. Det var tydeligt at de bevægede sig syd og der gik for længe til at Juno kunne holde ud at følge med i tiden. Så da Tarek kommenterede på tiden de havde været væk, slog han ud med hånden, i en bevægelse der betød at dét vidste Tarek bedre end han gjorde.

Idet Tarek talte videre, steg tårer op i øjnene på Juno. Gråden var, på trods af Junos kamp imod den, langsomt kommet snigende; han fik en klump i halsen først. Hans vejrtrækning blev ujævn. Hans øjne begyndte at brænde.
Så snart Tarek nævnte en anden løsning, så Juno sit snit til at rejse sig op og vende sig væk fra ham, så han diskret kunne tørre sine tårer væk med sin håndryg. “Ja, okay,” svarede han, hans stemme lige så skælvende som hans vejrtrækning, og han gned en hånd imod sin hals, hvor Liv havde efterladt et stadig blåt sugemærke. “Jeg håndterer det selv, så,” svarede han bittert og forestillede sig slå Liv ihjel, for hvad hun havde gjort. Nu havde han gjort sit, for at gøre det på den rigtige måde. Hans tårer faldt ikke længere, men de var ikke langt fra at vende tilbage.

Junos bevægelse fortalte Tarek, at han ikke vidste, hvor længe de havde været væk. Tarek vidste det heller ikke med sikkerhed, børn og tid var sådan noget underligt noget, men nogle måneder.
Da Tarek løftede blikket mod Juno, så han tårerne i drengens øjne og det gjorde ondt. Juno var den seje type, den der ikke græd, så meget vidste Tarek, og hvis alt andet ikke havde fortalt ham, at hvad end der var sket, havde det været forfærdeligt, så gjorde denne reaktion det.

Tarek kunne ikke holde sig tilbage mere og skubbede sig lidt frem for at gribe fat i Junos håndled for at få hans opmærksomhed. For at sige, at han var der og han ville lytte.
“Du er ikke alene, jeg vil gerne hjælpe dig.” Hans ord var venlige og der burde ikke være nogen tvivl om, at han mente det. Mange ville nok se Juno som værende ingenting, kriminelt og provokerende, men for Tarek betød det ikke noget. Juno var et levende væsen og lige nu var han i smerte, det var da tydeligt at se.

Og føle. Hans evne slog ind, så snart hans fingre ramte den bare hud. Han måtte gispe svagt efter vejret. Ikke at han følte hans følelser, men han kunne læse dem og hans egen empati gjorde resten.

Junos reaktion bundede i instinktiv frygt; han slog Tareks hånd væk, det øjeblik han rørte ham. Han havde gjort det samme mod Hector og det havde helt tydeligt såret ham, men Juno havde ikke haft muligheden for at gøre noget ved den frygt, der tvang ham til at reagere sådan. Fysisk kontakt han ikke selv havde indledt, resulterede enten i frygt eller kvalme, alt efter om han blev overrasket af berøringen eller ej. Og Tareks berøring havde overrasket ham, og dermed ledt til at han slog Tareks hånd væk og ufrivilligt trådte et skridt væk også.

Inden han fik brudt deres kontakt, havde Juno følt mere end frygt. Størst af alt havde han følt svigt. Svigt fra sin alkoholiske mor og voldelig far. Svigt fra Liv, der skulle have hjulpet ham, og svigt fra Tarek, der skulle have gjort det samme. Han kunne mærke sit hjerte slå i halsen, fordi han selv nu kunne føle Thanos’ tilstedeværelse. Følelsen af hans store hånd, der lagde sig som en jernvægt om hans nakke. En næsten faderlig kontakt, havde den ikke fået Juno til at stivne af frygt. Hvilket ville have været den samme reaktion Junos far ville have givet ham, hvis bare han havde slået lidt hårdere til ham.
Han havde følt Livs fingre igennem sit hår, og følelsen af at ville sige fra, men undertrykke det, fordi truslen om at miste sit liv eller miste Hector havde hængt over ham.
Minderne og følelserne hang konstant om ham, som genfærd der fulgte ham overalt. Han strøg ofte en hånd igennem sit hår, for at sikre sig, at der ikke var en af hans monstre der havde deres fingre begravet i det, klar til at skubbe ham under vand eller ned i en seng, han ikke havde lyst til at være i.

Men Juno havde ingen ide om, at Tarek overhovedet havde læst noget på ham, og han forsøgte stadig at spille overlegen. Han rettede på sit tøj og så på Tarek med væmmelse, som havde det noget med Tarek at gøre, at han ikke ville røres ved, og ikke noget at gøre med, at dem der indtil videre havde rørt ved ham, havde misbrugt deres mulighed for det.

“Jeg behøver ikke din hjælp.”

Det var overvældende. Havde Juno ikke slået hans hånd væk, havde han nok selv trukket den til sig. Han var igennem tiden blevet god til at adskille sine egne følelser fra dem, han kunne mærke igennem sin evne, men hvis de var meget kraftige, slog de alligevel hårdt til. Følelsen af svigt, angsten og en blanding af vrede og fortvivlelse skyllede ind over ham. For et kort øjeblik udtrykte hans egen ansigt ren forfærdelse og medlidenhed, inden han fik kontrol over det. Han så ikke minderne bag følelserne, han kunne ikke koble følelserne på hændelser, det var bare rene rå følelser.

Det tog han lidt at samle sig, at sortere ud i hans egne og drengens følelser. De blå øjne var sørgmodige og han så på Juno på en lidt anden måde. Medlidenhed, men ikke for meget. At Juno forsøgte at være overlegen og så på ham med foragt, gled helt hen over hovedet på ham. Da han endeligt svarede ham, var hans stemme dæmpet og fyldt med følelser, varme, bekymrede følelser.

“Jeg tror du gør. Jeg ved godt, at du er bange for, at blive svigtet igen, og jeg forventer heller ikke, at du stoler og tror på mig… men jeg har ingen grund til at lyve for dig. Jeg er selv blevet svigtet og jeg ved, at det gør ondt. Det kunne jeg ikke finde på at gøre mod nogen, heller ikke dig.” Han sank, tydeligvis berørt, også over sine egne ord. “Jeg vil gerne hjælpe dig så meget, jeg kan. Lytte, trøste og forsøge at finde en løsning på dit problem. Bare fordi jeg ikke står med en idé lige nu, betyder det ikke, at vi ikke kan finde en i fællesskab.” De blå øjne så på ham med oprigtighed. Han ville gerne hjælpe. Nogen der gik rundt med så forfærdelige følelser måtte være sammenbruddet nær. Også selvom de måske ikke selv ville indrømme det.

Juno så forarget på Tarek, da han vovede at tro, at han vidste hvad han følte. Svigtet?! Igen?!! Junos ansigt fortrak sig i defensiv vrede og han var klar til at bide hovedet af byvagten, da han talte videre og noget endnu værre dukkede op.

“Trøste?!” Nærmeste råbte han og trådte truende et skridt tættere på Tarek. “Jeg skal kraftædme ikke trøstes. Jeg skal -” Juno tøvede og udåndede skælvende, en vejrtrækning der kun blev endnu mere ujævn da han følte tårer stige op i sine øjne igen. “Jeg skal..” prøvede han igen og denne gang lagde han begge hænder over sine øjne og pressede dem lukkede i et forsøg på at stoppe tårerne, der dog fortsat strømmede ned over kinderne på ham. “Beskyttes,” afsluttede han så, og hans stemme knækkede da han sagde det. Hans ben føltes svage under ham og han tørrede sine tårer væk, på trods af nyttesløsheden i det, da de blot fortsatte med at komme, inden han vaklede hen til en stol ved bordet, slog sig ned i den, lænede sin pande imod bordpladen og sine underarme over sit hoved. Her kunne han give slip på sine tårer. I sin lille, mørke hule, hvor han et øjeblik kunne lades som om at Tarek ikke var der, græd han så højt at hele hans krop rystede.

Vreden kom som en flamme i en tør skovbund, men Tarek var ikke overrasket. Han havde følt den, nedenunder alt det andet. Men han var ikke bange for Juno eller hans vrede, så da drengen trådte et skridt tættere på, rørte Tarek sig ikke. Og vreden knækkede også hurtigt, blev til tårer i de blå øjne.
Tavst så han til, mens gråden kom og Juno endeligt fik sagt, at han skulle beskyttes. Selvfølgelig skulle han det, selvom han havde en fod inde i voksenalderen var han stadig ung, et barn, og nogen burde tage sig af ham. Tarek kendte ikke hans historier, men mon dog den var anderledes end så mange andre af gadebørnenes? Tab, svigt, et hjem i kaos. Og med alt det, der måtte være sket i de måneder, han havde været væk… Tarek bed sig kort i læben.

Han vidste godt, at Juno ikke ville røres ved, det havde han vist. Men lyden af gråden skar ham i hjertet, og han fik rejst sig en smule kluntet, på grund af pladsmanglen, og gået hen til bordet, hvor han lagde sig igen for at komme ned i den rigtige højde. Blidt lagde han en hånd på Junos ryg og strøg den, netop som en voksen, der ville trøste et barn. Han ville trække den til sig med det samme, hvis Juno udviste tegn på ubehag. Men han blev nødt til at prøve.

“Shh. Det er okay.” Han talte dæmpet, ikke sikker på om Juno overhovedet hørte ham, men det var også okay. Han ville bare gerne vise, at han ikke dømte ham, at han så ham for det, han var - en ulykkelig ung mand, der havde brug for varme. Allermest følte han for at kramme ham, men det ville han ikke forsøge på, selvom han tænkte, at den nærhed nok var noget, der kunne være nødvendigt, når man havde det så dårligt som Juno.
Alt dette overraskede ikke kentaureren. Han havde set, hvordan Juno opførte sig, set ham drikke sig så fuld, at han end ikke kunne sige sit eget navn. Med den type selvdestruktive adfærd kom der altid en masse smerte, også selvom den blev skjult inden i. Han havde set det så mange gange. Og det gjorde det hjertevarme byvagt trist helt ned i maven.

Juno havde aldrig før grædt, som han græd nu. Han havde aldrig givet sig selv lov til at give slip på sine følelser sådan og hvordan kunne han? Han boede omringet af børn, der så op til ham, nærmest forgudede ham - hvad ville de ikke sige, hvis de så deres leder tude som et lille barn? Juno havde bildt sig selv ind at han skulle se ud som om han havde styr på alting altid for deres skyld. Så de kunne føle sig bare lidt tryggere; så de kunne vide sig sikre i, at de altid havde én de kunne søge hjælp fra.

Men der var ingen børn her og læsset var blevet for tungt for Juno. Så han græd, hårdt og længe, og kæmpede efter vejret under gråden, der var fremmed for ham. Først da Tarek lagde en hånd på hans ryg og strøg ham over den, lettedes Junos vejrtrækning langsomt igen, indtil det eneste der besværede den var de små hik der undslap ham.
Med den værste gråd overstået løftede Juno sig med besvær op at sidde igen, imens han brugte sine ærmer til først at tørre tårer og derefter snot væk med.
Han brugte et øjeblik på at sidde og stirre tomt frem for sig, imens han fik styr på sin vejrtrækning og sine følelser, og så, da han følte sig klar, rodede han op i sit hår - det var stadig vigtigt for ham at være lækker - og skævede så til Tarek. Han tænkte ikke over at hans øjne var røde eller at der var tydelige streger på hans kinder efter tårerne, det eneste han virkelig tænkte på var Tareks varme, beroligende hånd imellem sine skuldre og at han pludselig følte sig 10 kg lettere. Og at han stadig ikke følte sig sikker.

“De var nogle lede sataner,” sagde han lavmælt og så derefter væk igen. Det var slet ikke nok til at beskrive dem eller til at beskrive den frygt han stadig bar, men han var nødt til at forsøge.

Tarek ventede tålmodigt, mens Juno græd. Det virkede til, at det var tiltrængt og Tarek var altid overbevist om, at det var sundt at komme ud med alt det, der havde samlet sig. Det virkede til at være i orden, at han havde lagt en hånd på hans ryg, så han lod den blive, fortsatte med at stryge ham beroligende og trøstende. Han sagde ikke noget, forstyrrede ham ikke mere end højest nødvendigt, mens han fik grædt ud.

Da Juno rettede sig op, lod Tarek hånden blive, men han stoppede med at stryge hånden over stoffet, i stedet lod han den hvile mellem drengens skulderblade. Som støtte. Det trak svagt i hans mundvige, da Juno rettede på sit hår, men han lod være med at smile. Det var heller ikke fordi, at han fandt det morsomt, bare… meget typisk.

“Hvem var?” Der var mange personer i spil og Tarek ville være sikker på, at han vidste, hvem de snakkede om. Trods de hårde ord, var han glad for, at Juno snakkede.
Hans hoved gled svagt på skrå, så det lange hår faldt frem over hans skulder, og hans tommelfinger begyndte at bevæge sig mod drengens ryg. Han kunne ikke lade være, havde brug for at vise, at han var der for at lytte og trøste. Alt ved Tarek var mildt og venligt. Han ville bare gerne hjælpe.

“Thanos,” svarede Juno straks, uden tvivl eller tøven. “Vargas og Liv.” Han fik næsten dårlig samvittighed over at nævne Liv også. Hun havde trods alt reddet dem og Juno havde hele vejen igennem gjort sit bedste for at lades som om at hun ikke havde spildt sine penge på ham. Han vidste hvad hun havde købt ham for og han havde levet op til det, for at kunne overleve. Men han hadede hende stadig for at have gjort det mod ham, og for måden hun havde taget afsked med ham. “Min far. Sømændene,” afsluttede han med et hæst grin, da han fik understreget at virkelig alle han havde mødt de sidste par måneder havde været svin.

“Mest af alt Thanos.” Han sank en klump og pressede sine hænder sammen. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre med dem eller hvad han ellers skulle sige til Tarek, men han kunne heller ikke gå endnu. Han vidste hvordan han så ud og han brød sig ikke om at nogen som helst i skumringskvarteret skulle se ham, før alle spor af at have grædt var væk.