Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 23.05.2018 17:24
Sted: Helbredelseshuset
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Solen skinner, få skyer og en let, kølig vind

Dianthos. Aldric var blevet fulgt ind i byen af en engel, der var kiletroende. Hvilket havde vist sig at være meget godt, for der stod Kilepræster på vagt ved porten ind i byen og havde Aldric været alene, havde han nok valgt at gå den anden vej igen. Men med englen ved sin side, var han kommet ind uden spørgsmål. Manden havde fulgt ham hele vejen til Helbredelseshuset, mens Aldric med svag skræk blandet med måben havde set rundt på alle de væsner og huse, der var i den store by. Ville han nogensinde lære at finde rundt herinde?! Det var pludseligt ret tydeligt, at han kom fra en lille flække mod nord, der havde bestået af omkring en snes små huse. Han følte, at han stak ud som en sten i en skål med korn, i sit slidte tøj og med tørklædet om hovedet. Men ingen kastede et ekstra blik på ham og tanken om, at storbysfolk havde nok i dem selv, gled igennem hans sind.

Fremme ved det store hus havde han sagt farvel til Mitch, der pænt ventede på, at han gik ind. Manden havde åbenbart besluttet sig for at se ham nå sit mål.
Med hjertet i halsen stoppede han foran døren, tog en dyb indånding og gik ind, svagt rystende. Der var gået over et halvt år siden, at han havde sat sig for at komme hertil og han var stadig ikke sikker på, at han ville høre til her. Om det var en god idé.
Inde i huset var der flere væsner, end det så ud til udefra. Der så travlt ud. Han forstyrrede nok. Det var nok bedre, at han kom igen på et andet tidspunkt.

Trods tanken blev han stående inden for døren, fortabt. Hans tøj, der havde fulgt ham siden hans afrejse fra templet, var støvet og hullet, tydeligvis slidt efter den lange tid på landevejen. Det så også lidt for stort ud på ham, som han havde tabt sig. Håret var blevet længere og hang løst omkring hans hoved, trods det vissengrønne tørklæde, der var bundet om hans hoved, så det krydsede ind over hans dårlige øje og skjulte det og det meste af arret. Han var stadig bleg, selvom der ikke kunne være tvivl om, at han havde fået en del sol i sit udeliv. Rygsækken hang på ryggen af ham, godt pakket med de eneste ting, han ejede. Det ene grønne øjne så let skræmt rundt og man kunne nok se på ham, at han var klar til at gå igen med det samme.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 27.05.2018 17:36
Aldric nåde ikke at stå og hænge længe, før en ung kvinde kom hen til ham. "Hej ven, ingen grund til at stå der og hænge, kom med her!" sagde hun hurtigt, tog hans hånd og trak ham med sig lidt ned af gangen, hvor hun satte ham på en bænk der stod langs væggen.

"KIT!" løb et kald fra ovenop, og den unge kvinde reagere straks. "KOMMER!" kaldte hun tilbage og strak Aldric et hurtigt smil "Jeg må løbe, men der kommer en og ser til dig, lige om et øjeblik! Det lover jeg!" og med de ord hastede den unge pige afsted og op af en trappe.

Der sad et andet par på bænken, og holdt om hinanden. Det så ikke ud til de fejlede noget, men sad sandsynligvis og ventede. I den anden ende af bænken Aldric selv sad på, ventede en middelaldrende mand der tydeligvis var meget bleg. Måden han hang op af væggen på, gjorde det klart at han var meget ilde til mode.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 30.05.2018 16:49
Aldric blev stående ved døren, i tvivl om, hvad han skulle gøre nu. Kunne han spotte nogen, han kunne henvende sig til? Pludseligt kom der en ung kvinde styrtende ned af gangen og tog hans hånd for at hive ham med ned til en bænk. Overrasket nåede han ikke at sige noget, før der blev kaldt efter hende et andet sted i bygningen.
”Men… Han så efter hende, helt rundt på gulvet. Han fejlede jo ikke noget, han skulle bare snakke med… en eller anden.

Lidt forsigtigt så han på de andre på den lange bænk. Et par, der så meget bekymrede ud. Og en ældre mand, Aldric staks rettede sin opmærksomhed i mod. Han så meget vag ud. Aldric åbnede førsy munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Han var et sted, hvor folk tog sig af den slags. Han var en fremmed og ville bare… blande sig i deres arbejde.
Så for et kort øjeblik var han tavs, men kunne dog ikke trække sit blik fra den syge mand. Gad vide, hvad der var galt med ham? Aldric kunne ikke se det på ham, men han kunne konstatere, at manden var virkeligt dårlig. Og der kom ikke nogen for at se til ham.

Da det gav et ryk i manden, der lukkede øjnene og så ud som om, at han var på kanten til at besvime, gav Aldric op. Han kunne ikke sidde og gøre ingenting! Så han skubbede sig nærmere og lagde forsigtigt en hånd på mandens arm, hvilket kort fik manden til at åbne øjnene og se på ham. Feberen osede ud af ham og det var som om, at han slet ikke så Aldric. Resolut greb Aldric mandens hånd og hans evne eksploderede som den plejede, hastede ind i mandens krop og skyllede det dårlige ud. Man kunne se, hvordan mandens hud fik farve tilbage og hans øjne nærvær. Hans krop fik sin fasthed tilbage og han rettede sig op på bænken med et dybt gisp. Overrasket så han på den unge mand ved sin side, der tydeligvis ikke hørte til Helbredelseshuset. Hurtigt greb han hans hånd med sin anden og gav den et taknemmeligt klem.
”Mange tak… det er… fantastisk!”
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 03.06.2018 16:03
Dhalia havde løbet strækt siden morgenstunden. En tønde vand var blevet dårlig og selvom det blev opdaget hurtigt, havde tønden kun været halv fuld da den blev tømt udover brostenene. Nogle af bedre helbred havde klaret sig igennem uden større mén, så de der fyldte sengene til kapacitet i helbrederhuset nu, var de af svagere helbred.
Det var de gamle og børnene. 

Der var dog styr på det.. for nu. Så længe de ramte blev på helbrederhuset, hvor de kunne observere deres tilstand, skulle alle nok klare den. Så længe der ikke skete en eller anden krise i byen, skulle det nok gå alt sammen.

Dhalia kunne dog ikke slappe af endnu. Der var andre patienter der krævede hendes tilstedeværelse, både en der havde ventet alt for længe allerede, og en ny Kit havde fortalt om i forbifarten. Der var altid noget.
Med hurtige skridt trådte Dhalia ind på gangen.. og stoppede brat op da hun så sin patient, der pludselig lod til ikke at fejle det mindste.
Normalt var Dhalia ikke til at overraske, og var rolig som en klippe gennem selv de værste tider. Men der tog hun alligevel sig selv i at måbe et øjeblik inden hun genvandt roen. "Jeg antager du ikke er her fordi du har brug for at blive helbredt unge mand?" spurgte hun den sorthårede ved siden af sin pludseligt tilsyneladende raske patient.
Dhalia tog dog sjældent en glæde på forskud, især når den kom så let, og trådte forbi den unge mand, hen til patienten. "Conrad, hvordan har du det?

Manden, Conrad, så forvirret ud et øjeblik "Fint Dhalia, godt, ja bedre end jeg har haft det i årrevis!" han rejste sig og så Dhalia i øjnene med et bredt smil "Han helbredte mig!.. er han ikke en af dine?!"
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 04.06.2018 16:24
Aldric smilede forsigtigt til manden og lod ham klemme sin hånd. Han havde prøvet det her så mange gange. Syge, der blev mirakuløst healede og taknemmeligheden bagefter, forvirringen og glæden. Som sædvanligt smilede han venligt og var klar til at afværge spørgsmål og på en eller anden måde komme ud af, hvordan end manden ville reagere på det. Men inden det nåede så langt, dukkede der en ældre kvinde op, der med et, hvad Aldric tolkede som skarpt, blik. Han rystede på hovedet og så ned, straks klar over, at han nok havde dummet sig. Han havde healet nogen i et healerhus uden tilladelse og selvom han godt vidste, at det var rigtigt havde han det alligevel lidt som om, at han havde gjort noget forkert.

Som de ældre mennesker begyndte at snakke, rettede han lidt på tørklædet, der sad over det ødelagte øje og skubbede lidt til oppakningen, han havde placeret på gulvet mellem sine ben. Han følte ikke, at han hørte til, men gjorde han nogensinde det? Han blev i hvert fald siddende og lyttede til ordvekslingen.
At kvinden havde måbet, havde han ikke set, optaget af manden. Havde han set det, ville han sikkert have været en smule mindre usikker, lidt mindre udsat. 

At manden havde det bedre end han havde haft det i årevis så ikke ud til at overraske Aldric. Det gjorde det heller ikke, hans evne tog ikke bare lidt, nej den tog det hele. Alt fra ligtorne til skrumpelever og betændelse. Og det rørte næsten ikke Aldric. Havde man set ham i øjet, da hans magi gjorde sit, ville man kunne se den grønne farve blive grå, en død askegrå farve, der ikke passede sig i en levende persons blik. Et dråbe mere til betalingen, der ville komme. Men det var ikke noget, han havde brug for at gøre endnu, betale. Han havde ikke healet så mange, siden han sidst havde måtte give slip på den negative energi.
Han løftede kort blikket og så på kvinden, ventende på, at de afsluttede deres samtale og hun vendte opmærksomheden i mod ham igen. Noget der gjorde ham nervøs, hvilket nok kunne ses på ham.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 10.06.2018 14:31
Dhalia færdiggjorde sin hurtige undsøgelse af Conrad, og fik bekræftet hvad hun ikke havde ture tro. Manden var helbredt, helt og aldeles. Han fejlede ingenting!
Med Conrad ved tydeligt godt helbred sendte hun ham hjem, og vendte tilbage til den unge sorthårede mand. Hun var stadig en smule lamslået over hvad der var sket. Dhalia kendte Conrad, og hviste sygdommen der havde plaget ham i dag ikke var det eneste han havde fejlet. Men det havde alt sammen været væk, selv de sprængte kar der de seneste år havde gjort hans næse så rød!

Dhalias blik på den unge mand var fast og alvorligt "Tak for din hjælp unge mand. Jeg er Dhalia, lederen her i huset, og din gerning har givet mig et par minutters luft.. Så hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun og selvom hendes tone var venlig nok, var hendes blik kritisk og vurderende som altid. Den unge mands nervøse udtryk fik dog den aldrende kvindes blik til at mildnes. 

Var han her for at søge plads som lærling? Det kunne være en gave sendt fra guderne. De havde været underbemandet siden plagerne, og Kits gave rakte kun så langt.. og hun var kun én pige. De kunne ikke lade alt hvile på hendes skuldre. Så de klarede så meget de kunne med hvad de havde, og lod Kit gemme sine kræfter til det var allermest nødvendigt.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 11.06.2018 13:26
Aldric lod blikket følge den ældre mand, da han næsten helt spændstigt gik ned af gangen og ud af døren. Det gjorde ham glad, at han havde kunne hjælpe ham. Det var det, han skulle. Hjælpe folk. Syge og svage. Det var det, han havde fået sin evne til. Hvor end den så kom fra.
Han kunne mærke kvindens faste blik på sig og han løftede lidt usikkert sit eget mod hende. Trods hendes venlige tone og ord, kunne han godt se, at hun vurderede ham. Han vidste godt, at han ikke så ud af meget og trods at hun sagde tak, havde han det stadig lidt som om, at han havde lavet en fejl. 

Langsomt trak han vejret ind og rettede sig lidt op. Hun måtte smide ham ud, hvis hun ville. Han skulle nok finde ud af det alligevel.
"Mit navn er Aldric Dai. Jeg... jeg leder efter et sted, hvor jeg kan lære om kroppen og... blive bedre til at styre min healende evne." Han så lidt usikkert på hende og pillede lidt uroligt ved den meget slidte ærmekant. "Jeg havde hørt, at dette sted, er det bedste sted for healere i hele Krystallandet. Så jeg håbede at kunne lære noget her. Lære og hjælpe." Han vidste ikke, om der var mere at sige og blev tavs. 

Det var nemt at se på ham, at han var slidt, ikke bare på tøjet, der nogle steder næsten ikke hang sammen mere, men også på hans kantede ansigt og knoglede hænder. Han havde tabt sig en del, mistet hvalpefedtet og skiftet det ud med senede muskler. Der var et træt glimt i hans øje, blandet sammen med den indre ild, der havde fået ham til at fortsætte trods udmattelsen. Han havde levet på landevejen i over et halvt år, set og oplevet, healet, sultet og frosset. Men han havde på intet tidspunkt været ved at give op. Der var en mening med hans evne og han ville ikke skuffe. Han ville bruge den, hjælpe, koste hvad det ville.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 14.06.2018 09:58
Dhalia grænsekede den unge mand. Han så herrens ud, og det var tydeligt han manglede et sted at være, hvis da ikke et sted at høre til.
Helbrederhuset var for presset til at sige nej til en potentiel healer, og Aldrics varme ord om huset, satte det kun endnu mere i sten. Selvfølgelig ville han kunne finde en plads hos Helbrederhuset.. hvis han da kunne indordne sig, og var villig til at lære, og ikke mindst tage Dhalias principper til sig.

"Helbrederhuset er altid åbent for de der ønsker at hjælpe. Vi kan lære dig om kroppen, det er sikkert. Din evne er dog en anden sag." hendes stemme var fast og alvorlig, men ikke uvenlig. "Jeg tror aldrig jeg i alle min år har set noget lignende. Men jeg er sikker på vi i fællesskab kan udforske den, og finde den bedste måde for dig at lære kontrol" hun smilede en anelse "Om ikke andet, kan vi give dig en masse erfaring" tilføjede hun så, og det lød næsten som om hun forsøgte at lette stemning en anelse, men det var svært at sige, for kvindens ansigt lod til at være permanent alvorligt.
Det svage hint af et smil forsvandt dog hurtigt igen "Før vi kommer til alt det, og før jeg lader dig i nærheden af mine patienter uden opsyn, vil der være en prøveperiode. Her vil du hjælpe med de daglige gøremål her, og lære den faste gang i huset.. Er du indstillet på det?"
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 15.06.2018 19:27
Aldric var velkommen. Lettelsen skyllede igennem ham, han var ikke rejst den lange vej forgæves. Men den forsvandt næsten med det samme igen, da hun sagde, at hans evne var en anden sag. Han havde virkeligt håbet på, at nogen kunne forklare ham, hvordan han kunne styre den, kontrollere den. Selv ikke hendes næste ord om, at hun aldrig havde set noget lignende, hjalp på det. Det var nok tydeligt at se i hans ansigt for et øjeblik, at han var nedslået, men han tvang et lille smil frem, da hun nævnte erfaring. Åh, han havde masser af erfaring. Han havde næsten ikke lavet andet end at heale, siden han fik evnen som 12-årig.

Hendes spørgsmål fik ham til at kaste et blik i mod døren. Om han var indstillet på det? Hvis de ikke kunne hjælpe med hans evne? Han kunne gå, prøve noget andet. Men nej. Dette var et sted at starte og selvom han var stædig og nægtede at indrømme det, havde han desperat brug for et sted at være. At komme af landevejen, fo ro på, tag over hovedet og en seng at sove i. Mad. Varme. Han så kort ned på sine hænder, der knyttedes, inden han rettede det grønne øje på kvinden, der så alvorlig og striks ud, men som samtidigt havde et strejf af venlighed. Han var ikke tryg ved hende, men heller ikke bange. Han håbede hun var så god som folk havde sagt. Men han ville vel altid kunne samle sine ting og gå igen.

Så endeligt nikkede han.
"Ja. Jeg... vil gøre mit bedste." Han havde ingen anelse om, hvad han lige havde sagt ja til. Hvad var den daglige gang? En prøveperiode? Han var så usikker. Men samtidigt stod han ved sin beslutning, han ville prøve. Se om han kunne være behjælpelig i dette hus. Også selvom han ikke vidste, hvad det hele indebar. Det måtte han tage som det kom. Men han ville sige fra, hvis de begyndte at misbruge hans evne. Nej, han ville ikke bare sige fra, han ville gå. Det var uikke noget, han kunne tillade ske igen. Aldrig mere.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 16.06.2018 17:00
Dhalia nikkede bestemt, men så tøvende ud et øjeblik, inden hendes udtryk blev mere mildt "Det er alt vi kan bede om. Jeg vil gerne tale lidt mere, men der er brug for mig andetsteds. Sæt du dig ned i køkkenet og få dig noget mad, og noget at drikke" hun gjorde en gestus ned af gangen, hvor et køkken kunne ses gennem en halvåben dør "Der er altid te i gryden på komfuret, og der burde stå noget mad ude du bare kan tage af" forklarede hun kort. Det var hendes mad velsandt, som hun havde forberedt tidligere, men hun viste hun ikke ville nå til det, før det alligevel var blevet tørt og kedeligt. Bedre at den spinkle unge mand her fik lidt indenbords!
Hun skulle til at gå, men stoppede igen "Og en sidste ting. Du må ikke helbrede nogen her, ikke en eneste sjæl, uden min eksplicitte tilladelse! Hvis der sker en nødsituation, så kalder du på mig! Patienterne her er mit ansvar, og jeg kan ikke lade dig arbejde selvstændigt, før jeg har en forståelse for din evne" hendes tone gjorde det klart at det ikke var til diskussion. Før hun viste hvad hun havde at gøre med, sad han på bænken. Alt andet var for farligt, og nok var Conrad sprunget ud gladere end nogensinde før, men varede det ved? Og hvor hårdt tog det på Aldric selv? Der var tusinde ting der kunne gå galt, og Dhalia havde ikke i sinde at lade hendes patienter bære den risiko.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 21.06.2018 15:53
Aldric nikkede lidt og drejede hovedet for at se den vej, hun pegede, hvor det var muligt at skimte et køkken igennem en halvt lukket dør. Dog gjorde hendes ord om, at han blot skulle spise af maden, ham en smule usikker, for han ville ikke tage fra andre. Men hendes ord fik hans mave til lydløst at knurre, så måske han ville gøre, som hun sagde. Nogle gange måtte han vælge at tage i mod det, som folk tilbød ham, selvom han helst ikke ville. Men ellers ville han ikke klare sig igennem livet. Desværre.

Hendes ændring i mening om at gå og de efterfølgende ord, fik ham til at se forskrækket ud. Ikke heale? Men var det ikke det, han var her for? Han forstod som sådan godt, hvad hun sagde og mente, men det var stadig ubehageligt at få den besked. Han sænkede blikket og en rynke i hans pande kunne skimtes trods tørklædet, der sad i vejen. Det var hårde ord, selvom de nok ikke var ment sådan, og han vidste ikke helt, hvordan han havde med dem. Ingen healen, heller ikke i en nødsituation. Han var ikke sikker på, at han ville kunne efterleve den ordre, det lå så forankret i ham, at han skulle hjælpe, at det føltes umuligt ikke at gøre det.

Men han var et nyt sted, hvor ingen kendte ham. Og han forstod godt, at hun var utryg ved at lade en ny heale folk. Også selvom hun havde været imponeret over styrken på hans evne. Så han tog langsomt et dyb vejrtræning og lukkede kort øjnene, inden han nikkede.
”Jeg skal… prøve.” Det var det bedste, han kunne love. Han vidste ikke, om han kunne holde sig fra at hjælpe, stod han i en nødsituation. Han skævede lidt til hende, inden han samlede sin rygsæk op og knugede lidt om remmen. Han forsøgte virkeligt at gøre sit bedste, for selvom han var utryg og uvant med situationen, ville han virkeligt gerne se, om dette sted ikke kunne give ham… et eller andet. Han håbede det desperat.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 30.06.2018 22:18
Dhalia nikkede, tilsyneladende tilfreds med det svar "Hvis der sker noget, så kald" nævnte hun igen, både som hjælp og som advarsel. Han skulle ikke agere selv her. Hvis der var en situation der krævede det, så skulle han hente hende, og ikke håndtere det selv.

Med de ord forlod Dhalia ham til at trække mod køkkenet selv. Der var andre der krævede hendes hjælp for nu, og Aldric fejlede intet så galt at det ikke kunne vente lidt endnu, trods alt. Der var dog ingen tvivl om at han havde sin egen bagage med. Hans kropssprog og ikke mindst det faktum at hans krop så næsten svækket ud talte tusinde ord, uden han behøvede åbne munden.

Der gik noget længere end Dhalia havde lovet, før hun endelig kom tilbage til køkkenet. Der var ikke sket noget drastisk, men Dhalia havde alligevel ikke stået stille længe. Uden megen opmærksomhed på Aldric kom hun ind, og skænkede sig en kop te. Hun satte sig ned med et tungt suk, og tog en tår af teen, inden hun endelig så op på Aldric igen.
"Så.. Du søger arbejde her? Eller læreplads?" spurgte hun ligefrem.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 09.07.2018 21:19
Aldric nikkede til hende, han skulle nok kalde, hvis der skete noget. For et øjeblik blev han stående og så efter hende, inden han tøvende bevægede sig ned i det lille køkken. Langsomt stillede han tasken fra sig og så rundt. Spottede maden og lidt efter sad han på en stol og spiste fra en skål, han havde fundet. Tankerne væltede rundt i hans hoved. Englen han havde mødt, hans ord og nu oplevelsen i dette hus, han måske skulle blive i. Grøden han spiste var næsten blevet kold, men smagte ikke værst og han spiste den sultent.

Spørgsmålet om han skulle blive her fyldte mest i hans sind, men det var ikke noget, han umiddelbart kunne svare på. Efter så lang tid på farten var tanken om at blive et sted både skræmmende og tillokkende. Han havde lært at klare sig selv, sådan da, at stole på sig selv, i hvert fald mere end før, så han var slet ikke sikker på, at han kunne vænne sig til at skulle adlyde nogen igen. Kvinden, Dhalia, virkede både striks, men også venlig. Han kunne ikke helt finde ud af det og måtte konstatere, at han nok skulle lære hende bedre at kende, før han kunne tage en vurdering, om hun var en person han følte sig tilpas ved.

Da Dhalia kom ind i køkkenet havde skålen været tom længe og Aldric sad og stirrede lidt tomt frem foran sig. Han var mæt, selvom han ikke havde spist så meget, og nu var han træt. Roen og varmen havde lagt sig lidt tungt på ham, men hendes ankomst trak ham ud af tankerne og han satte sig lidt mere ret i stolen. Tavst fulgte han med i hendes fremtryllen af en kop te. Hendes spørgsmål fik ham til at trække lidt usikkert på den ene skulder.
”Det… ved jeg ikke.” Efter et sekunds tøven løftede han en hånd og trak tørklædet af hovedet, så man nu kunne se det grimme ar, der løb igennem hans øjenbryn, ned over hans øje og ned for at stoppe midt på hans kindben. Det tågede, hvide øje, der aldrig ville se igen. Lidt træt gned han sig i ansigtet med en hånd, inden han snakkede igen.
”Jeg fik mine evne for omkring syv år siden og har brugt den konstant siden. Jeg kan bruge den, jeg kan bare ikke… styre den. Jeg kan sætte en barriere op og fjerne den igen, men det er også det.” Han så ned på sine hænder, der pillede ved tørklædet. ”Jeg vil gerne lære at styre den. Men jeg vil også meget gerne lære noget om, hvordan kroppen fungerer. Måske hvis jeg ved, hvad jeg skal heale, kan jeg bedre kontrollere det…” Han lød en smule tvivlende, men også håbefuld. Han trak igen lidt usikkert på den ene skulder.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 13.07.2018 21:48
Dhalia lyttede opmærksomt, og sippede en smule af sin te. Hendes øjne granskede kort arret som han tog klædet af øjet, og vurderede det som en gammel skade, længe healet. Hans ord og hans opførsel tidligere tegnede hurtigt et billede for Dhalia. Et dybere førstehåndsindtryk om man ville. Hun kunne ikke være sikker på at det i sandhed var sådan, men hun var sjældent helt ved siden af med sine vurderinger.
Han måtte have brugt en del tid på at rejse, at dømme på hans klædning, opbakning og ud fra hans generelle fysiske tilstand og hans reaktion efter at have helbredt manden på gangen, tog han sjældent noget for sine ydelser. 

Dhalia nikkede fast som Aldric sluttede "Jeg forstår. Hvis det er viden du søger, har vi en samling af bøger, og Benn her ved mere om knogler end nogen anden jeg har mødt" fortalte hun. De kunne uden tvivl lære ham om kroppen. "Men vi oplære dig ikke betingelsesløst" tilføjede hun med en seriøs mine, inden hun satte koppen fra sig på bordet, og lænede sig en anelse frem på stolen.
"Vi kan lære dig hvad du behøver, men det sker på et par betingelser. Først og fremmest vil du være underlagt de samme regler her, som alle andre. Du vil skulle hjælpe til i de daglige gøremål i huset, alt fra at skifte forbindinger til at ordne vasketøj" forklarede hun "Den vigtigste her er dog dette: Dit helbred kommer over patienternes. Hvis du ikke kan lære det, før andet, kan du ikke være her" hun lænede sig tilbage i stolen igen, granskende hans reaktion, inden hun fortsatte "En træt helbreder laver fejl, og fejl koster liv. Hvis du ikke kan tage vare på dig selv, kan jeg ikke stole på at du kan tage vare på andre, og så længe du er her, i helbrederhuset, er du mit ansvar".
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 19.07.2018 11:49
Aldric forsøgte at ignorere hendes blik i mod arret, han brød sig ikke om at vise det frem. At lade andre se, hvad han var skyld i. Selvfølgelig kunne hun ikke vide, hvad havde skabt det, men det vidste han. Hans egen dumhed. Dødelig dumhed. Men han kunne ikke blive ved med at skjule det, hvis han skulle være her. Selvom han som sædvanligt agtede at prøve.
Hans blik blev ved med at hvile på det slidte ærmegab, hans hænder pillede ved. Trods at han havde klaret sig selv og håndteret de væsner, han havde mødt på sin vej, var han ikke altid lige tryg ved at være social. Det meste af tiden det sidste års tid var foregået alene og han kunne godt mærke, at hans sociale evner var... anderledes. Han havde været anderledes og afstanden til andre væsner hæmmede hans ellers naturligt sociale sind.

Bøger. Han mærkede et let stik af skuffelse, han havde håbet at lære fra levende væsner, at høre deres optjente erfaringer. Se og røre og lære. Ikke læse. Men han sagde ikke noget, nikkede bare.
Lyden af kruset, der blev sat på bordet fik dog hans blik til at flyve op til kvindens ansigt, afslørende hans utryghed ved hende. Men hendes ord var også hårde, og selvom han efterhånden var blevet til en ung mand i stedet for et barn, var han stadig yngre end han så ud. 
En let rynke dukkede op i hans pande, da hun nævnte, at han skulle skifte bandager. Bandager? Var det ikke helbredelseshuset, healede de ikke folk? Hvorfor var der brug for bandager? Men han havde intet i mod at hjælpe med det praktiske... der var bare mange ting, han ikke vidste, hvordan han skulle gøre, men forhåbentligt ville de vise ham det.

Den næste bunke af ord fik ham til at sænke blikket igen, lidt forvirret. Sætte sit eget helbred først. Det havde han ikke gjort i den tid, han havde levet på landevejene. Havde han egentligt gjort det i templet? Ikke rigtigt, men det var mere præsterne, der havde skubbet ham til det yderste. Jo mere han healede... ja, jo flere krystaller havde de kunne skrabe ind, men det havde han ikke vidst. Han havde troet, at han gjorde noget godt.
Kunne han sætte sig selv først? Han var i tvivl. Han skulle heale og hjælpe, koste hvad det ville. Det var hans mål med livet, han måtte forsøge at gøre bod på hans brors død. Han lukkede øjnene og gned sig kort i panden, inden han langsomt nikkede.
"Jeg... kan kun prøve." Hans blik mødtes hende og gnisten, der fik ham til at minde lidt om en fanatiker, var tilbage i hans øjne. Ilden, der havde holdt ham i live ind til nu. Men den forsvandt igen, som hans blik flakkede.
"Men der er noget... du bør vide." Hans hjerte satte farten lidt op. Han hadede det. Han hadede at vise, hvordan han betalte for sin evne, men han følte ikke, at han kunne skjule det for hende. Så han lod blikket glide over sine opgivelser og greb så skeen, han havde spist med. Han lagde sine hænder fladt om skaftet på den og med en dyb vejrtrækning slap han den smule negative energi, han havde samlet op siden sidst, han gav slip. Det var lidt som om, at der stod en trykbølge ud fra hans hænder, men ikke en, der gjorde nogen skade eller fik noget til at flytte sig. I stedet så det næsten ud som om, at skeen visnede i mellem hænderne på ham og da han ville slippe den, blev den til støv,
"Min evne har en bagside." Hans stemme var dæmpet, og han var klar til at blive smidt ud derfra.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 03.08.2018 22:05
Dhalia nikkede bestemt. Hun var ikke fan af hans bløde svar. Det lod ikke til at han hverken troede på sig sig selv, eller sin evne til at gøre tingene anderledes end han før havde gjort. Alligevel var han kommet her, til helbrederhuset, til hende, i søgen på viden. Hun så dog også hans gnist. Der var vilje, uden tvivl, om end den var tynget af svære tider. Men med vilje var der en vej. Dhalia var ikke i tvivl om at han havde potientiale, også mere end blot i hans enestående healende gave.

Han ønskede at hjælpe, og det ønske var langt vigtigere end nogen evne han kunne beside.

Som Aldric viste bagsiden af sin evne, reagerede Dhalia på ingen måde som forventet. De let grånende øjenbryn løftede sig blot en anelse og et lille "Huh" forlod den ældre kvinde, som brikkerne på et helt andet puslespil pludselig faldt på plads. Dhalia havde set - og følt - dette før, men ikke fra Aldric. Nej, derimod fra en ung kvinde, der på mystisk vis havde overlevet et umuligt angreb, en ung kvinde med en evne for at kopiere andres evner.
En ubehagelig realisering ramte samtidig. Hvis Aldric gjorde dette ved en ske, efter at have helbredt manden så voldsomt, hvor meget havde den unge pige så ikke måtte gennemgå, for at forvandle en hel seng til støv?

En tænksom rynke dukkede op mellem Dhalias øjenbryn som hun fokuserede igen på manden foran hende. "Det burde være håndterligt... praktisk måske endda.. Hvis du kan løsne det som du ønsker, kan det tage sig af affald og spare os en masse arbejde" teoretiserende den ressourcefulde kvinde. Få ting var så skidt det ikke var godt for noget!
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 10.08.2018 18:23
Den ældre kvindes reaktion var slet ikke, hvad Aldric havde regnet med. Langt fra. For det meste blev folk en smule bange for ham, for han kunne tydeligvis slå ihjel med det, han gjorde med det negative energi, han samlede sammen ved at heale. Men kvinden så bare lidt overrasket ud, nærmest som om, at det var noget, hun havde set før. Aldric kunne dog alligevel ikke helt ryste følelsen af, at det han gjorde, var forkert, selvom han enten kunne vælge med at lade være med at heale eller tage konsekvensen. han havde brugt meget tid på at spekulere på, om betalingen var det værd, men var kommet frem til, at det var den.

Han var tavs, mens det så ud til at Dhalia tænkte nærmere over det, og han flyttede lidt nervøst på sig, klar til at forlade Helbredelseshuset igen. Da hun endeligt sagde noget, blinkede han lidt overrasket og i et meget kort øjeblik følte han næsten, at en latter var på vej over hendes svar, men det forsvandt igen med det samme. Aldric havde ikke let til latter, faktisk kunne han ikke huske, hvornår han dybtfølt havde leet.
"Det... det kunne sikkert godt lade sig gøre." Han var tøvende, men ikke afvisende. Der var ingen, der havde foreslået at bruge det til noget positivt før og det lød næsten helt forkert, men forslaget gjorde ham faktisk en smule lettet. Han ville ikke have noget at slippe den negative energi løs i herinde i byen, noget så ligegyldigt som affald ville være en god løsning.

Et andet spørgsmål nåede hans lidt forvirrede sind og han fugtede kort sine læber, inden han fik tvunget sig selv til at spørge.
"Hvordan står det til med et sted at bo. Skal... jeg selv finde noget?" Han var lige ved at spørge efter løn, men som altid bremsede hans stædighed ham, når det kom til betaling. Han ville ikke have noget for at hjælpe andre. Om han fik løn eller ej, så ville han arbejde her, i hvert fald indtil han fandt ud af, om det var noget for ham. Han vidste stadig ikke, om han ville kunne leve med at have en til at bestemme over sig, især ikke hvis hun havde meget anderledes holdninger til tingene end ham, hvilket han ikke vidste endnu. Han så lidt forsigtigt på hende.

Forsigtigheden og usikkerheden omkring hende ville forsvinde, men han var træt, udmattet, forvirret og han vidste ikke, hvor han havde hende eller sig selv. Når der var gået nogle dage, ville en anden side begynde at vise sig, hans vilje og den indre styrke, der lige nu lå skjult. Det ville tage tid for ham at finde en tryghed ved det hele, men det ville ske stille og roligt, når hans krop og hjerne havde fundet ud af, at han var sikker i dette hus blandt disse væsner.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 30.08.2018 09:24
Dhalia nikkede bestemt til Aldrics som han bekræftede det ikke var utænkeligt at bruge hans evne sådan. Det ville selvfølgelig skulle vente til hun var sikker på han kunne håndtere sig selv blandt hendes patienter, men som det så ud indtil videre, mente hun nok hun skulle kunne få noget fornuftigt ud af den unge mand.

"Vi har nogle værelser oppe under taget, hvor de lærlinge vi har inde lige nu bor, og du skal være velkommen til et ligeså. De er ikke store, men taget er tæt, og temperaturen er udholdelig hele året rundt" fortalte hun med et bestemt nik. Efter et øjebliks eftertanke tilføjede hun så "Ellers har jeg også et tomt værelse i min egen bolig der står tomt, hvis du foretrækker at bo tættere på jorden. Det er ikke langt herfra heller". Dhalia var ikke sikker på hvorfor hun tilbød at åbne sit eget hjem, og så til en næsten fremmede! Men gjort var gjort, og hun var for stolt en kvinde til at tage tilbudet tilbage, nu det var ytret.

Hendes udtryk blødte en smule op "Og i forhold til din evne.. jeg ser du nok havde forventet en kraftigere reaktion, så jeg må være ærlig med dig. Jeg har set den før. En ung pige med lysende gyldent hår pulveriserede sengen hun lå i for nogle uger siden. Hendes evne tillader hende at kopiere andres. Lyder det som en du kunne have helbredt engang?"
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 02.09.2018 19:19
Et svagt smil lagde sig om hans læber, da hun sagde, at værelserne var små. Han var ligeglad, så længe der var en seng. Han var træt af at sove på jorden. Hendes forslag om at han kunne bo hos hende overraskede ham, og hans holdning til hende ændrede sig en smule. Men han rystede hurtigt på hovedet, så krøllerne bevægede sig.
”Et værelse her ville være mere end nok. Jeg har sovet ude i et års tid og jeg kunne godt bruge en tag og en seng. Resten er ikke så vigtigt.” Han mente det. Så længe han var i læ for regn og vind og kunne sove bare en smule mere blødt, var han lykkelig. Han var træt af blå mærker fra underlaget.

Alvoren kom tilbage, da hun begyndte at snakke om den konsekvens, hans evne havde. Men overraskelsen overtog hurtigt hans udtryk, da hun sagde, at hun havde set det før og han lyttede opmærksomt. En rynke dukkede op i hans pande, da hun beskrev pigen. Langsomt rystede han på hovedet.
”Lysende hår? Nej… nej, det kan jeg ikke huske, at jeg har. Men jeg har også healet hundrede, ja, nok nærmere tusinde, af væsner. Da det gik hurtigst, var det som et slør af folk…” Det gik op for ham, at han lige havde afsløret noget farligt og han bed sig kort i læben og slog blikket ned.

Frygten for at blive genkendt og sendt tilbage var irrationel og ulogisk, men han kunne ikke slippe den. Han havde været guldgåsen for disse kilepræster og han var sikker på, at de havde sendt bud til de andre kilepræster, så de nu alle var på udkig efter ham. Og han var nem at genkende med det krøllede hår og det ødelagte øje. Han ville ikke tilbage. Ikke tvinges til at heale dem, præsterne bestemte han skulle heale. For krystallernes skyld.
Hans skuldre trak sig lidt op igen og utrygheden kom tilbage. Måske de også havde fortalt et sted som her, hvad de var på udkig efter?
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Dhalia

Dhalia

Leder af Helbredelseshuset

Retmæssig Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 57 år

Højde / 171 cm

Dragonflower 08.09.2018 23:22
Dhalia nikkede til hans bud om blot et værelse på loftet. Det var fint. Han ville skulle dele det deroppe med Éir og Kit, så han ville ikke være alene. Nok var der delt op i små værelser, men væggene var tynde, og de ville ikke kunne undgå at interagere med hinanden. Dhalia mente bestemt unge mennesker skulle være sociale. De kunne være alene når de blev gamle, som hende!

Den aldrende helbreder bed ganske bestemt mærke i Aldrics ord, men lige så meget hans egen reaktion på dem. Frygt. Det var tydeligt at hvad end omstændigheder han havde helbredt folk under før, var det ikke godt. Men han havde stadig viljen til at hjælpe, så det var ikke der skoen trykkede.
Dhalia skrev sig hændelsen bag øret. Det ville uden tvivl blive relevant som han arbejdede på helbrederhuset, men hun var sikker på, at hvis hun holdt de ting hun havde lært på dette første spæde møde i mente fremover, så skulle han nok falde til.

"Jamen så ser det jo ud til alt er i orden" orderne var rolige, og Dhalia rejste sig. "Jeg ser gerne du slapper af i dag. Du ser ud til at have haft en hård rejse. Spis, drik og observer, Aldric. Kit - du må have set hende da du kom ind - skal nok vise dig hvor alting er når hun har tid" erklærede Dhalia med et fast blik på den unge mand, og sikrede sig han havde forstået, inden hun forlod køkkenet for at genoptage sit arbejde.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Tatti, Mong, Krystal , Echo, Lux
Lige nu: 5 | I dag: 12