Tunge, grå skyer lå på himlen så langt øjet rakte.
Fir var pakket ind i en hvid minkpels, der gik hende til lidt over hofterne og hun trak den tæt om sig, med et utilfredst blik, da endnu en kølig vind ramte hende og hendes tjenestepige. Hun havde et par sorte handsker på og havde om morgenen fået sat sit hår i en fornem frisure, der holdt det meste af hendes hår samlet i nakken, men blæsten havde siden da revet flere totter løs, der nu fløj om hendes blege ansigt.
Under frakken havde hun en simpel, mørkeblå kjole på, der også var det eneste der holdt hende varm fra hofterne og ned. Under kjolen bar hun ganske vist et par lange strømper, der gik hende til op midt på lårene og et par sorte støvler, men silkekjolen var ikke god til at holde den kolde vind ude.

Fir havde brugt det meste af morgenen på at surmule. Hendes ægtemand, Richard, var kommet hjem fra en forretningsrejse og hun blev altid mere ugidelig når hun vidste at han var i huset med hende. Som regel gemte hun sig på sit værelse hele dagen, indtil hun var tvunget til at spise aftensmad med ham. Det var først for tyve minutters tid siden at hun var kommet på at tage ud på en ridetur - hvis hun blev ude indtil efter aftensmad ville hun slippe fuldstændig for at se ham. Hun havde fået en af sine tjenestepiger, Roberta, til at hjælpe hende i tøjet og havde derefter tvunget hende med sig ud på deres tur. På daværende tidspunkt havde hun troet, at det ville være rart med lidt frisk luft. Nu synes hun allerede at det var lidt for meget, men hun nægtede at indrømme at hun havde taget fejl og hun nægtede kun endnu mere at vende hjem allerede.
I stedet trak hun minkpelsen tættere om sig og satte sig på hug ved en samling af svampe.

"Tror du de er spiselige?" spurgte hun Roberta, men samlede dem i en medbragt kurv uden at lytte efter hvad Roberta sagde. Enten var de spiselige, eller også var de giftlige - ligegyldigt hvad kunne Richard trænge til en bid af dem.

Zane havde aldrig ejet en hest.
Ganske vidst kunne han ride, og var ret god til det... men heste var store dyr, som krævede alt for meget... så friheden ved at trave rundt på egne fødder var langt mere velkommen for ham.

På denne grå, blæsende dag vandrede han således hen ad Sydvejen, på rolig jagt efter noget at lave.
Det var efterhånden sjældent at han stødte på noget, men så var der jo altid de andre gode ting ved at rejse rundt over hele Krystallandet: ...ja faktisk forekom goderne ham fjerne lige i dette øjeblik.
De var der... det var bare... kedeligt, efterhånden.

Så da han fik øje på to kvinder i nærheden, den ene klædt pænt på, måtte han da naturligvis tage chancen!
Han var hurtig og nærmest lydløs, og da han kom nærmere hørte han den ene tale om de svampe, hun lige havde plukket.
Et enkelt blik hen imod kurven fortalte ham en del... (Dér var en af goderne ved at rejse så meget rundt!)

"De grå vil få dine tarme til at rådne... men de gule er gode som krydderi." sagde han og trådte frem fra det træ han lige i dette sekund havde stået bag ved.

Han var klædt i en sort skjorte med sorte skinddetaljer, grå bukser og sorte læderstøvler.
En lang, mørkegrå rejsekappe dækkede ham godt, og dens dybe hætte skjulte hans afslørende, hvide hår - og til dels også hans mørke hud og unaturlige, lilla øjne...

Fir fik et chok, da en mands stemme pludselig lød bag træerne. Hendes første reaktion var at løfte en hånd for at forsvare sig - hun holdt stadig en svamp i samme hånd, en af de gule.

"De forskrækkede mig," sagde hun med et skævt smil, da han ellers virkede ufarlig, og kastede svampen i hendes hånd op til ham. Hun lagde ikke mærke til hvordan Roberta var trådt tættere på hende, stadig med begge deres hestes hovedtøj i hænderne. Manden foran hende havde al Firs opmærksomhed. Udover at han var nydeligt klædt på, kunne hun ikke se meget af ham.

Hun slog blikket ned på svampene og samlede hurtigt lidt flere af de grå, som hun lagde ned i kurven. "Vi må hellere sikre os at der ikke er nogen der kommer til at spise dem ved et uheld," sagde hun med et smil, som hun selv tænkte som uskyldigt, men som de fleste ville kunne se de skjulte intentioner bag.

"Mit navn er Fir Croix," hilste hun, uden at række manden sin hånd. "Og hvem er De?" På hendes højre hånd sad hendes vielsesring og selvom han ikke kunne se den nu, på grund af hendes handske, ville han straks kunne mærke det solide guld hvis de gav hånd. Hun var ikke sikker på hvorfor, men det fik hende til at tøve - selvom hun lige havde givet ham sin ægtemands efternavn, og han var en anerkendt handelsmand i området.

"Det beklager jeg." sagde han, men mente det ikke.

Den unge kvinde som presænterede sig som Fir Croix, fangede omgående hans blik da han faktisk så hvordan hun så ud.
Det mørke hår, mørke øjne og den slanke kropsbygning fik ham til at tænke på de få kvinder han havde set, som kom langt fra den fjerne øst... 
Hun var absolut smuk, og Zane kunne meget vel have ramt en eller anden for for jackpot her.

Han hævede kort det ene øjenbryn (selvom hun ikke kunne se det) da det gik op for ham hvem hun var.
Croix-handelmanden... en af de virkelig rige mennesker... men var han ikke gammel og grå nu? Hvad lavede en ung skønhed som hende dog ved ham?

Svaret lå naturligvis lige til...

"Goddag Fir Croix. Mit navn er Zane D'tarion." sagde han og smilede under hætten.
Han havde allerede besluttet sig lidt for hvad der skulle ske... så derfor var der ingen grund til at lægge skjul på noget.

Og det var da også derfor han nu trak hætten ned og afslørede det lange, sølvhvide hår, den mørke hud og de mystiske, lilla øjne - med et køligt smil.
"Sig mig... har i to nogensinde mødt en af min slags før...?"

Hvis de havde, var de nok klar over at det for det meste var noget rigtig skidt...

Zane D'tarion. Navnet lød bekendt for Fir, men hun havde også hørt mange navne i sit liv og hun kunne virkelig ikke besværes med at huske dem alle - især ikke dem, som hendes mand havde bedt hende om at huske. Dem gjorde hun derimod et stort nummer ud af at glemme.

Firs blik gled over Zane i chok, da han trak hætten ned. En mørkelver. Hun havde set mange af dem før, de var ikke et sjældent syn i Mørkets Hær, men det betød også at hun vidste hvordan de var, og at hun vidste, at hun ikke havde lyst til at stifte bekendtskab med én. Hun trådte uvilligt et skridt tilbage, væk fra ham.

"Hvis du kommer ét skridt tættere på, så myrder jeg dig," snerrede Fir, med al den vrede hun kunne fremmønstre. Normalt ville hun ikke være bange for skræmmende mænd, men normalt ville mænd også bare høre hendes navn og så derefter tænke, at de ville kunne få en god løsesum for hende, hvis de kidnappede hende og ellers ikke lod hende komme noget til. Med en mørkelver kunne man aldrig være sikker på at de ville have noget som helst andet end fornøjelsen ved at torturere.

Bag hende kunne hun høre Roberta trække vejret panisk ind og øjeblikket efter lyden af kvinden, der satte i løb væk fra dem. Fir fulgte ikke med. Hun tænkte at hun havde de bedste chancer hvis hun blev stående hvor hun var og kæmpede imod så godt som muligt.

"Myrder mig...?" sagde han og smilede til hende.
"Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det? Vil du proppe en af de der svampe ned i halsen på mig? Eller trække en kniv? Tro mig, min skønne... ingen af delene vil virke. Det eneste du vil få ud af det, er fortrydelse."

Hans blik gled hurtigt over på tjenestepigen, som valgte at lade Fir i stikken og stikke af. 
Det ville være en smal sag at sætte efter og fange hende... men den unge, smukke adelskvinde foran ham var langt mere interessant.
Desuden ville det være sjovt at få den gamle hat til Croix til at svede lidt, mens han forsøgte at finde en måde at redde sin smukke hustru på...

"Så prøv da. Myrd mig. Men hvis du fejler, vil jeg tage dig med... og så er du i min magt, indtil jeg lader dig gå - hvis jeg lader dig gå." sagde han og forestillede sig kort hvad han ville gøre ved hende.
Det sædvanlige naturligvis... han havde en fornemmelse af at hun ville være uimodståelig...

Fir overvejede sine valg: hun kunne forsøge at flygte, men ville uden tvivl ikke nå langt. Herefter ville hendes muligheder være endnu mere indskrænkede. Hun kunne trække tiden ud og håbe at Roberta ville komme tilbage med nogle byvagter i tide til at redde hende, men samtidig risikere at Zanes tålmodighed ville løbe ud og han ville angribe hende først. I det tilfælde ville hun få sværere ved at kæmpe imod - det havde altid været nemmere for hende at angribe end at forsvare sig.

"Åh, det vil virke," lovede hun ham, hendes stemme langt mere selvsikker end hun virkelig følte sig.
Hun så hans blik forfølge Roberta og hun knugede kurvens håndtag hårdere. Hvis han havde forsøgt at fange hende, ville Fir i det mindste have haft en chance for selv at stikke af, men det gjorde han desværre ikke. Så bare efter hende, som om han også kunne fortære hende.

Da han så tilbage på hende igen, mødte hun hans blik og så snart han havde talt ud, kylede hun kurven imod ham, svampende væltede ud over det hele. Allerede inden kurven ramte ham, tog hun et par lange skridt imod ham. Det var evigheder siden hun havde brugt sin evne og nu, hvor hun var ved at blive panisk, havde hun ikke meget kontrol over den og iskrystaller formede sig på hendes hænder inden hun overhovedet kom i nærheden af at røre ham. Det lagde hun dog ikke mærke til, men gik bare efter at få fat på hans håndled, uden at tænke over meget andet.

Nu hvor han havde ladet tjenestepigen flygte, gav det ham lidt af en tidsfrist; der var ingen tvivl om, at kvindemennesket ville sende vagter herud - og at de nok ville komme til hest.
En kamp med en gruppe vagter var ikke just hvad han havde lyst til lige nu... så der var kun én ting at gøre: Han måtte slå kvinden foran sig ud, og simpelthen tage hende med sig.

Fir's angreb var overraskende snedigt for en adelskvinde, og Zane tog sig i at blive ganske overrasket.
Hun var bestemt ikke dum...

Dog var hans reflekser, både som elver og som kriger, meget hurtige, og da han havde slået kurven væk, så han omgående hendes angreb komme.
Det havde været enten dét, eller at hun havde forsøgt at stikke af fra ham, med kurvkastet som distrahering.

Zane trådte hurtigt skråt til siden og forsøgte at gribe om hende bagfra, da hun strøg forbi ham (Hvis det lykkedes!).
Fik han fat, ville han hviske til hende: "Du er min...", før han ville sende et håndkantsslag imod siden af hendes hals - noget der forhåbentlig ville slå hende ud, og uden at forvolde skade...

For årtier siden havde Fir trænet i Mørkets Hær og teknikkerne hun havde lært der, havde hun aldrig glemt, men det var for længe siden hun rent faktisk havde brugt nogen af dem. Hun havde levet i ro og mag, giftet sig til en stand hvor hun aldrig havde behøvet bekymre sig for sin sikkerhed, og hun havde ikke længere styrken eller hastigheden til at udgøre nogen reel trussel mod Zane. Selv da hun havde været på sit øverste i forhold til styrke og kampteknik, var det usandsynligt at hun havde kunnet overvinde ham.

Alligevel havde hun regnet med at hun ville kunne gøre mere modstand, end hvad hun endte med at få udrettet. Han trådte nemt væk fra hendes greb efter ham, hun mistede sin balance, og kun hans greb om hende stoppede hende fra at falde.
Hans ord sendte et gys igennem hendes krop. Hun var ingens. Hun var ikke engang forbandede Richard Croixs. Rasende trak hun sit knæ op og var lige ved at skyde det op imellem benene på ham, da et hårdt slag ramte hendes hals og omgående slog hende ud, hendes spinkle krop slap i hans arm.

Det lykkedes...han mærkede hvordan hun blev slap i hans greb, og hankede derfor op i hende så han kunne løfte hende ordentligt.
Hun var spinkel og let, og det var en smal sag at bære hende.
...og det gjorde det da kun nemmere at de to heste stadig var til stede.

Med et smil bevægede han sig over imod den nærmeste hest, ganske nænsomt bærende på den bevidstløse Fir...

-

Senere, da Fir begyndte at komme til sig selv igen, vill hun befinde sig et helt andet sted:
Et stort værelse med vinduesløse stenvægge, trægulv og en enkelt dør.
Ved den ene væg stod et stort, men simpelt træskab, og ved en anden stod en stor seng med bløde puder og sengetæpper.
Han havde lagt hende her, ganske komfortabelt, efter at have taget frakken af hende - men ikke andet end frakken. For nu...

Midt i lokalet stod der et træboord og to stole - og her sad Zane og ventede tålmodigt på at hun skulle vågne op.
Hans lange kappe lå hen over bordet, og de to langsværd lå viklet godt ind i den.

Det første Fir registrerede, da hun langsomt kom til bevidsthed igen, var lugten at smeltende stearin. Hun blinkede et par gange med øjnene og så ind i en stenvæg, skygger dansende hen over den, og det gik op for hende at det enten var mørkt udenfor eller at hun var i et rum uden vinduer. Et fængsel? tænkte hun og lod blikket glide videre over rummet, indtil hun fik øje på Zane.

Med et sæt satte hun sig op, trak fødderne op til sig og foldede sin kjole rundt om sine ben, så hun sad så langt væk fra ham som muligt. Hendes blik løb over hele rummet, i en søgen efter en flugtvej, men der var intet der var den mindste smule sandsynligt. Hendes blik fandt vej tilbage til Zane igen og hendes hjerte bankede nu så hurtigt, at hun kunne mærke det helt op i halsen.

"Hvor er jeg?" spurgte hun lavmælt og strøg en hånd igennem sit lange hår for at få det væk fra ansigtet. Hun kæmpede for at skjule hvor rædselsslagen hun var.

Selvom hun kæmpede for at skjule sin frygt, var den nem at ane for ham. Hele hendes kropsholdning forrådte hende, og afslørede at hun frygtede ham, og hvad der nu skulle ske.
Hun var tydeligvis en af dem, som havde hørt hvad mørkelvere kunne finde på af rædsler... 

Zane smilede ganske let mens han så direkte på hende.
Hans blik var roligt, men der var en særpræget lyst i det...
Sjældent havde han mødt nogen, som tiltrak ham på den måde hun gjorde...

"Du er i et af mine hjem." sagde han og rejste sig fra stolen.
Han holdt blikket på hende mens han gik over til sengen og lagde armene over kors.
"Du formåede ikke at myrde mig..." sagde han med en snert af humor i stemmen.

"Og som jeg sagde... nu er du min. I hvert fald i et lille stykke tid."
Det kunne jo være hun viste sig skuffende... kedelig... 

"Ét af dine hjem?" Spurgte hun og slikkede ubevidst sin underlæbe. Hun kunne ikke holde sin grådighed skjult, men hvis man først vidste at hun var gift med Richard Croix, var der heller ikke nogen grund til at skjule at hun var glad for rigdomme.
Det holdt hende heller ikke fra at skule til Zane, da han nævnte at det ikke havde lykkedes hende at myrde ham.

"Hvis du rører mig, prøver jeg igen," snerrede hun og endnu en gang dannedes der klumper af is i hendes håndflader. Hun havde hørt meget om mørkelvere, set på nært hold hvordan de var, men havde heldigvis aldrig selv været udsat for deres ondskaber, og det havde hun heller ikke tænkt sig at blive nu. Ikke uden kamp. 

"Ét af mine hjem." bekræftede han, og nød at se hvordan trodsen fik tag i hende. Hun var en fighter, og hun var ikke parat til bare at overgive sig til ham - og det kunne han et eller andet sted godt lide at se.

Han kastede et kort blik på iskrystallerne, og holdt så selv begge hænder frem foran sig, med håndfladerne opad.
Trykket i værelset ændrede sig en lille smule, og med en knitrende lyd, dukkede en intens, lilla flamme op i hver af hans hænder.
Varmen var så intens at Fir ville kunne mærke den derfra hvor hun sad.

"Jeg kan godt lide dit gåpåmod... " sagde han.
"Jeg er ikke interesseret i at voldtage dig, hvis det er det du er bange for. Mine lyster er... anderledes end det - så som jeg ser det, har du to muligheder nu..."

Han smilede udfordrende til hende, og fortsatte:

"Enten overgiver du dig... eller også kæmper du imod mig, og når jeg vinder... så er du min alligevel."

Fir havde altid bedre kunne lide rige væsner end fattige. Det var et træk, de fleste ville skamme sig over, men for Fir var det bare sådan. Fattige havde ikke noget at tilbyde hende og derfor så hun ingen grund til at snakke med dem. Derfor var hun også lidt venligere stemt overfor Zane, nu hvor hun vidste at han var rig.

Ændringen i trykket på værelset fangede hendes opmærksomhed og hun fik et chok, da flammer dukkede op i hans hænder. Pis. Ild var det værst tænkelige for hende at være oppe imod og selvom hun sad i god afstand fra hende, smeltede isen i hendes hænder omgående.
Hendes blik faldt til de små vandpytter i hendes hænder og hun rystede vedvarende på hovedet, da han talte. Det var svært for hende at tænke, når hun vidste at hun var forsvarsløs.

"Hvad er du interesseret i?" spurgte hun, ikke klar til at overgive sig endnu, selvom voldtægt havde været den største af hendes bekymringer.

Fyrig eller ej, det blev hurtigt klart for ham at det ikke ville være en rigtig kamp.
Hun ville ikke have en chance imod ham... ikke her, ikke uforberedt i hvert fald.

Iskrystallerne smeltede, og hendes reaktion på ilden afgjorde det.
Han smilede lidt, og lod så ilden dø ud.
Hun havde stillet spørgsmålet, som var svært at forklare andre svaret på...

"Jeg er interesseret i din krop - mest af alt din midtersektion." sagde han blot, ærligt - men ikke hele sandheden.
Hans blik var roligt og hvilede på hende.
Han havde sagt sådan før...

Zanes smil var foruroligende og en kuldegysning løb igennem Firs krop ved synet af det.

"Ellers tak," svarede hun straks, da han fortalte at han var interesseret i hendes krop, og hun kravlede ud af sengen, på modsatte side af hvor han stod. "Jeg har allerede sagt, at du ikke får lov til at røre ved mig."
Det var gået op for hende, at han ikke var bekymret for at skulle slås mod hende, men hun håbede at der var en grund til at han havde ventet med at gøre noget indtil hun vågnede - at han gerne vil have hendes samtykke eller at han gerne vil lade hende simre i frygt inden han rent faktisk gjorde noget ved hende. Ligegyldigt hvad galt det for hende om at skaffe mere tid.

"Min mand er meget rig og meget magtfuld." Hun holdt sin hånd op og viste ham ringen på hendes finger. Den skinnede i stearinlysenes skær. "Der er sikkert en halv hær ude at lede efter mig lige nu. Det er bedre for dig selv, hvis du lader mig gå nu." Hendes stemme dirrede, men hun så fortsat trodsigt på ham.

Ganske som forventet, var hun langt fra interesseret - og hvem kunne da også forklandre pigebarnet i det?
Her stod hun, kidnappet af en mørkelver - en race kendt for deres sadisme og ondskab - som ville gøre guderne måtte vide hvad ved hende... men hun havde trods alt fået chancen.

"Rig og magtfuld... og en halv hær, siger du? Åh, jamen de skal da være velkomne til at forsøge at finde dig. Det vil ikke lykkes dem." sagde han, tydeligvis meget sikker i sin sag.

Han smilede kort til hende, stadig afslappet...
"Måske agter jeg også at lade dig gå. Det kommer an på hvordan du opfører dig." sagde han så.
Ganske vist kom det også an på andre ting... men det var ikke værd at nævne.

Dog skulle hun heller ikke have alt for lang line nu... det ville ikke gå hvis hun bestemte sig for at der var en chance for bare at undslippe:
"Overgiv dig til mig... eller jeg tvinger dig."

Firs øjenbryn trak sig sammen og hun så skeptisk på ham, da han tilbød hende en mulighed for måske at blive sat fri, givet at hun opførte sig pænt. Dét havde hun aldrig rigtig lært.

"Så tving mig," snerrede hun, greb fat om en af puderne i sengen og kastede den efter ham, ikke ulig hvordan hun tidligere havde kastet med sin kurv, og derefter greb hun fat om en anden pude og kastede også den. Derefter sengetæppet - hun var panisk, næsten hysterisk, og det eneste hun kunne tænke på for at holde ham væk, var at kaste med alt hun kunne nå. Var der noget som helst i rummet, der kunne gå i stykker, hvis hun kastede med det, gjorde hun også gerne dét. Hun tænkte knap nok, hun kastede bare. 

Den første pude greb han... den næste fik han lige i skrinet.

Zane rystede på hovedet, og kunne ikke helt lade være med at finde det komisk at hun kastede puder og tæpper efter ham. Ganske vist var hun bange for ham hvilket gjorde situationen knap så morsom... men stadigvæk.

Da hun greb fat i den næste pude, bevægede han sig hurtigt hen imod hende, og da hun så vendte sig for at kaste, greb han ud efter hendes håndled, og forsøgte at skubbe hende op imod muren, så hun stod med fronten imod ham.
Vel vidende at hun kunne bruge sin frie hånd til at udøøve sin ismagi på ham, forsøgte han at få fat i den.

Lykkedes det, ville han føre begge hendes hænder op over hendes hoved, og se hende roligt i øjnene.
Hun var jo ualmindeligt smuk...!


((Beklager hvis det blev lidt kort xD ))