Ithilwen var faktisk ikke sikker på hvor lang tid der var gået siden hun sidst havde sat sine fødder indenfor Elverlys grænser. Faktisk var der mange ting der var tåget efter pesten havde overtaget hendes krop og ladet elveren kæmpe for livet i lange måneder. Det var også nær gået galt. Elveren havde været tæt på at smage dødeligheden, og hun var mærket for det. Mere ydmyg, mere observant og helt bestemt også mere paranoid. Hvilket også var grunden til at hendes lejr lå et godt stykke fra grænsen til hendes tidligere hjem. Hun håbede stadig på at kunne blive lukket ind, få lov at blive en del af samfundet igen, men hun var ikke sikker på om hun var velkommen. De tanker havde afholdt hende fra at gå hen til kanten og afvente en spejder ville tage hende ind. Hun følte sig som en fremmed, til trods for at hun havde boet i denne skov så meget af sit liv. Hele sit liv faktisk.
Ithilwen så hun kom, før stemmen kaldte. Ikke at hun på afstand kunne se hvem denne elver var, men noget i holdningen og udtrykket bekræftede hende i at det måtte være vigtigt. En af højere status som Ithilwen var fascineret over nærmede sig alene. Måske det var af god grund, for så vidste de at Ithilwen ikke ville dem ondt, eller også fandt de hende som en nem trussel at få fjernet. Paranoiaen slog til, og medførte at Ithilwen sad i skjul. Buen var trukket og pilen lagt, men strengen var ikke spændt. Hun tog en dyb indånding, lukkede sine øjne, velvidende at den anden elver uden tvivl havde hørt den dybe vejrtrækning før hun trådte frem fra sit skjul, stadig buen hvilende ned langs siden uden at være spændt, men kunne hurtigt ændre sig. Ikke at hun ønskede at være fjendtlig, men hun ville gerne overleve.
Ithilwen så varsomt på Askfay, men hilste hende alligevel på deres eget sprog, tydeligt høflig i sine udtalelser. Hvilket bar præg af at hun havde en ide om hvem denne kvinde var, uden at havde haft kontakt til hende i mange år. Faktisk aldrig ført en personlig samtale med hende før, for at være mere præcis. "
Velkommen til min midlertidige lejr, Askfay Eliáen." stemmen var varsom, men stadig ikke spor fjendtlig. Hun ønskede ikke kamp med sine artsfæller. "
Er De ude på at skade mig?" en ting der var kommet som følge af at være ude i den farlige verden alene, hun var blevet langt mere direkte og konsekvent.