Misume stod som hypnoticeret foran den store plakat, som reklamede med aftnens forestilling. Hun var dybt facineret af de store kjoler som de smukke kvinder bar. Hvor ville det dog være spændende, at optræde foran alle de mange gæster. Hun ville stråle, som hun aldrig havde strålet før.
Hun sukkede. Inderst inde vidste hun godt at det kun var en fantasi, som aldrig ville ske. Hun var nærmest tonedøv, og når hun dansede ville hun sikkert ende med at falde ned til publikumet. Hvis hun da ikke inden blev stiv af skræk, over de mange øjne, som stirrede på hende og så enhver fejl
Du synes, jeg er mærkelig, fordi jeg stirrer på dig
Men jeg ved, at jeg er Misume og jeg er ikke mærkelig
Ask her