Krystallandet
Wimse 08.07.2011 01:45
Amora sukkede selv og kiggede på ham. Hun kunne se det i hans øjne."Padra, du har ikke svigtet dem. Så ville de have sagt det. De er glade for at du gør det du kan lide. Det der gør dig glad. Tænk på det. Du svigter dem, hvis ikke du gør det, der gør dig glad. Du skal ikke blive hjemme bare fordi du føler at du skal. Så er du jo ikke glad. De savner dig måske, men du er glad. Det er det vigtigste.." sagde hun og kiggede på dem. Hans øjne sagde alt hvad han tænkte.
Amora følte ikke, at han havde svigtet hende. Ja, hun havde haft brug for ham, men han kom jo hjem igen, og der kunne hun jo fortælle det hele. Hun fik snakket ud, og det var basically det hun havde haft brug for. Og hun vidste at det gjorde ham glad, at rejse rundt.
"Din familie er glad, når du er glad. Jeg er glad når du er glad," sagde hun og prøvede igen at muntre ham op. Hun gik hen til ham og lagde sine hænder på hans skuldre.
"Lyt til mig, Padra. De elsker dig, og du har ikke svigtet dem." sagde hun så.
