Alexander spændede i hele sin krop på en måde han aldrig havde gjort før, denne situation skabte en af de eneste følelser Alexander hadede mere end noget andet i livet, følelsen af at være magtesløs.
"Izil, jeg ville aldrig kunne dræbe dig"
Sagde han hårdt, han brød sig ikke om at indrømme det, da det blot beviste endnu mere at han var magtesløs, men sådan var det nu engang, han var splittet mellem at han virkelig holdt af denne pige, og hvad hans arbejde krævede af ham, hun en fare for alle i inkvisationen, selv Alexander.
"Jeg er uenig med dem Izilarna, men lad os ikke diskutere det, hvis de vil forlade så åben da vinduet nu de allerede har taget hængslet af, men jeg er nød til at sige dette, ikke som en trussel, men hvis de forlader mig på grund af mit hverv, så ved jeg ikke hvad der ville ske hvis vi ses igen"
Sagde han en smule hårdt men han mente hvert et ord, hvis hun forlod ham nu pga hans job så ville han på en eller anden måde kvæle de følelser der var i ham for Izil, og forhåbentlig gå tilbage til sin normale hverdag, men hvorfor var dette åbenlyse valg ikke hvad han rent faktisk ønskede sig?

De gule øjne flakkede endnu engang, det eneste tegn på usikkerhed der ellers var at spore fra Izilarna, hun skulle aldrig have afsløret at hun havde været i inkvisitionens hovedkvarter, og slet ikke at hun havde taget dokumenter derinde fra. Alt dette var nu skyld i at hun ikke kunne forlade ham, uden at skulle frygte yderligere for den konsekvente inkvisition, og samtidig kunne hun ikke blive, grundet Argon og hans krav, svigt aldrig gruppen, man kunne vist kalde det et relativt svigt at føjte rundt med en af inkvisitionens ledene kræfter.
Hun lod blikket løbe nedover Alexander, hvis bare Argon og klanen ikke fandt ud af det, ligesom Spike heller ikke måtte vide noget. Uroen begyndte som en stille summen fra brystet, var der en ting Izilarna aldrig havde været glad for havde det været smerte, og hun ville rende ind i det, uanset om det var Argon eller Spike der fandt ud af deres lille romance.
"Hvad foreslår du Schwarts?" spurgte hun så, og løftede øjenbrynene mod ham "Enten kan vi ses, og du vil blive jagtet vildt af Spike hvis han finder ud af det, eller vi kan ende det her, og så skal jeg frygte at rende på dig resten af mit liv?" hun sendte ham et sigende blik, og lod sig så glide ned af væggen, til hun sad på gulvet. Hun havde tillid nok til at han ikke ville angribe hende på givende som situationen var nu, og hun havde med vilje ikke nævnt så meget som et ord omkring Argon og hans klan, det var bedst sådan!

Alexander gik helt stille og roligt hen imod hende med begge hænder fremme så hun kunne se at han ikke ville noget ondt, han gik helt tæt på hende således at han kunne mærke hendes åndedræt ramme sin nøgne overkrop, hvorefter han lagde armene omkring hende og holdte hende tæt ind til sig.
"Det er let hvad jeg vil vælge, jeg vælge risikoen for at Spike vil jagte mig, Jeg har før formået at ramme ham med en af mine bomber, selvom det ikke dræbte ham behøver jeg kun ramme ham en enkelt gang for at have rigeligt med tid til at flygte"
Sagde han hårdt og kyssede blidt hendes nakke, inden han igen slippede hende og kiggede hende bedrøvet i hendes flakkende øjne.
"Jeg vil ikke tvinge dem, hvis de forlader mig, og jeg nogensinde ser dem vil jeg lade som om at jeg ikke kender dem, og hvis det kræver at jeg slagter samtlige i denne kro, så er jeg villig til at gøre det for at være sammen med dem! Forstår du nu hvor stor en effekt du har på mig!"

Izil slog blikket ned, hun havde behov for at tænke, hun plejede at kunne genkende en løgner på hunrede meters afstand, man kunne se det i deres øjne, deres kropssprog, og en generel ændring ville være til at se i hele deres måde at opføre sig på, men hos Schwarts var der ikke så meget som en skygge af det.
Hun hvilede panden imod hans bryst da han stoppede med at kysse hende i nakken, og pustede tungt ud "Men det er ikke det eneste problem Alexander..." mumlede hun så, og sendte kort en tanke til Argon, men fortiede den hurtigt igen, "Hvis jeg på nogen måde bliver taget i mit arbejde, vil jeg ryge lige lukt til inkvisitionen, og det er uanset hvor eller hvem der fanger mig!" sagde hun så, og rettede øjnene mod hans. Hendes job krævede en stor risiko, det var af samme grund at hun var en af landets bedste, de færreste var villige til at gøre arbejdet, da det let kunne koste en livet, og for det andet var der nok ingen i kele Krystallandet der havde evnerne som Izilarna havde, ingen der havde så oplagte evner til spionage.
De spidse ører vendte langsomt tilbage tiol normale menneskeører, og ligeledes hendes tænder, hun var begyndt at falde en smule ned, han var altså ikke bare ude efter at få hende slået ihjel. De gule øjne forblev dog de samme, med dem kunne hun se enhver forandring i hans mønster, hans bevægelser eller lignende, hun kunne sågar se pulsen hamre under hans hud. Nu lå problemet bare i, at hun ville være for lang tid om at skifte form hvis flugten alligevel blev nødvendig, det gjorde den forhåbentlig ikke, i så fald var det for sent nu, og Alexanders fortryllende ord kunne lige så godt have endt med at være dét der fik hende til at sænke paraderne

Alexander mærkede de tunge stød af luft ramme hans torso og nød blot hendes pande imod hans bryst, hans arme aede hende ryg og hendes nakke blidt, og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Alexander kunne ikke se problemet i dette, det var da nærmest bedre for hende at være på god fod med Alexander hvis hun en dag blev fanget.
"Hvor er problemet? Det er da nærmere positivt at de så har mig på din side, så har de en mindre inkvisator som ville fange dig, og det er endda den farligste af dem alle"
Sagde Alexander og grinede en smule da han sagde det sidste, det var dejligt at joke lidt når man var i så træls en situation, men han vidste trodsalt ikke hvad han ellers skulle gøre.
han kiggede hende i øjnene.
"Så izil hvad vælger de, hvis de går nu vil jeg glemme alt om dem, eller de kan blive hos mig"
Sagde han og slap hende et sekund.

Izilarna skuttede sig en smule, hun var endnu i syv sind om hvad hun skulle gøre, hvis fra klanen blev fanget af inkvisitionen ville der opstå utallige problemer endnu hurtigere end en hest kunne rende, især fordi det med sikkerhed ville være Izil's arbejde at få dem ud igen, og om ikke andet skaffe oplysninger om, hvor de befandt sig hvornår osv.
"Men hvis Spike finder ud af det er vi begge færdige!" sagde hun så, og bed tænderne sammen i et tænkende udtryk, Spike var den sidste af alle hun havde lyst til at blive jagtet af. "Problemet er, at jeg syntes måden inkvisitionen behandler sager og folket på, er dybt forkasteligt! Men samtidig har jeg jo ikke lyst til at gå!"Mumlede hun ind i brystet på Schwarts, som hun stod lænet op ad.
Izilarnas problemer strakte sig langt videre end Alexander kunne forestille sig, hvis Argon så meget som fik nys om at Izil sås med en inkvisitor , ville han sikkert personligt myrde hende på stedet, men så igen havde hun nok væsentligt større mulighed for at slippe fra Argon end hun havde for at slippe fra Inkvisitionen, der havde utallige ressourcer, midler og folk med evner der sikkert var i stand til at finde folk. Sådan var det ikke med Argon, klanens bedste sporhund var med ret stor sikkerhed Izilarna selv.
Hun rømmede sig, hun var snart nødt til at smutte videre, hvis folk ikke skulle undre sig over hvor hun var henne, og måske endda begynde at lede efter hende, på den anden side, hvor paranoid kunne de være, det var normalt at folk forsvandt op til en uge, hvis de havde ærinder andre steder i landet

Alexander klemte hende igen tæt ind til sig, han vidste ikke hvad han skulle gøre eller hvad hun havde tænkt sig at gøre, og hvis i værste fald at hun smuttede nu hvad han så selv ville gøre, og hvis hun forlod ham, og han på en eller anden måde fik til opgave at fange hende, hvad ville han så gøre?
"Spike finder ikke ud af noget, han selv har alt for travlt med papir arbejde, og hans mest aktive inkvisator som plejer at finde ud af hvad der sker i verden, står med den smukkeste kvinde han nogensinde har set"
Sagde Alexander og smilede lidt til hende, smilet blev dog hurtig stoppet da Izil talte om Inkvisationens måde at få tingene gjort, Alexander selv så jo sjovt nok intet problem med det, men han var nu heller ikke den værste, selvom han langt fra kunne beskrives som værende en engel, ja tvært imod nærmest.
"Jeg kan intet gøre ved hvordan tingene bliver gjort i inkvisationen, jeg må gøre mit arbejde som det forventes, men det ville glæde mig at vide at selv efter en lang dag kunne jeg komme hjem til dig og kysse dig godnat"
Sagde Alexander og nussede henes kind.

Izilarna lagde forsigtigt armene omkring ham, og trykkede sig ind til hans nøgne hud, hun kunne hurtigt mærke hvordan hans kropsvarme forplantede sig i stoffet på hendes kjole, og dermed varmede hende,m hans udsagn fik hende til at smile lidt, det var ikke så tit at hun fik komplimenter på den måde, som regel var det folk der råbte efter hende på gaden, eller fulde stoddere der ikke kunne styre deres hæmninger, med Alexander var det noget helt andet.
Med Spike af vejen, ville det heller ikke blive et problem, var der et menneske Izil frygtede var det ham, hun havde heldigvis kun stødt på ham én gang, hvor han ikke selv var klar over det, men det var rigeligt til at plante en solid frygt for manden, af hvad hun havde hørt, var han ikke umiddelbart sådan at slippe fra!
Til sidst slap hun ham, og betragtede ham så, med rolige øjne, der langsomt vendte tilbage til den rolige isblå farve "Jeg ville godt kunne leve med at tage imod dig efter en lang dag!" sagde hun så, hvorfor vidste hun egentlig ikke. Hun havde kendt manden i et døgn, og nu stod hun allerede og ævlede om fremtidsplaner, en del af hende havde mest at alt lyst til at bide tungen af sig selv, men en anden fortalte hende, at det måske ikke var så slemt igen.
"Men, jeg bliver aldrig en lille husmor!" grinede hun så, og kom igen til at tænke på overklassens kvinder, der ikke lavede andet end at sidde hjemme, og koste rundt med køkkenpersonale og gartnere, mens de ikke rigtigt foretig sig andet end at svanse rundt i en stor kjole og måske spile lidt klaver. Det var netop den fremtid Izilarna var stukket af fra, og hun havde ikke i sinde at vende tilbage til den, aldrig nogen sinde!

Alexander mærkede hendes krop tæt op imod sin egen, han lod sine hænder skyde op under hendes kjole så han nu blidt kærtegnede hendes nøgne ryg idet han skubbede hende helt ind til sig og kyssede blidt hendes pande, hans ansigt nærmest lyste op ved tanken om at have en kvinde som Izil man kunne kalde sig egen, hun var langt fra andre kvinder som blot lystrede sin mand og bare gik derhjemme og lavede ingenting, hun havde sine egne holdninger og meninger om tingene, og det var en af de ting der specielt tiltalte Alexander, desuden virkede det vidst også som om hun altid var klar til at sige hvad hun havde løst til.
Tror du at du kunne overleve det"
Sagde han drillende og kyssede blidt hendes nakke et par gange, inden han lige så stille begyndte at trække hende tilbage til sengen, dog så blidt at hvis hun gjorde den mindste smule modstand ville de blive stående.
"Izil tro mig, det ønsker jeg mig bestemt heller ikke"
Sagde han og trak hende lidt hårdere tilbage, således at han selv endt siddende på sengekanten med hende stående overfor sig.

Det gav et sæt i Izilarna idét han han lod sine hænder glide ind under hendes kjole, hun tøvede et øjeblik, men sendte ham så et lille smil, "Du skulle vide hvad jeg har overlevet!" lo hun så, og lod et par fingerspidser løbe ned over hans ene kind, som et stille kærtegn.
Langsomt og en smule modvilligt lod hun ham trække hende over til sengen, inden hun igen sendte ham sit alvorlige blik "hvis du tror jeg har ændret mening hr. Schwarts kan du godt tro om igen!" sagde hun så, med et kækt smil i øjnene, "Jeg giver mig ikke i kast, så længe jeg ikke er helt sikker på situationen!" sagde hun så, og hævede de hvide øjenbryn mod ham. Da han satte sig ned på sengen, satte hun sig roligt ovenpå ham, med et ben solidt plantet på begge sider af hans ben.
"Det skal dog ikke forhindre mig i at give di sådan et par af dem her!" lo hun så hjertevarmt og kyssede ham, først i panden, for derefter at lade hendes røde læber møde hans.
Hun strøg hurtigt en hånd igennem hans hvide hår, mens hun betragtede hans øjne "Hvad har vi rodet os ud i?" mumlede hun så, med et skævt smil, der fik hende til at se meget rolig ud, på trods af at hun kæmpede en indre kamp med sig selv. Et øjeblik skævede hun ud af vinduet, gad vide hvad klokken var? Der var stille i kroen, og Izilarna kunne sværge på, at hun endnu ikke havde hørt nogen hane gale, hvilket nabohanen plejede netop på denne kro, det vidste Izil takket være de gange hun havde sovet tømmermænd ud på et af værelserne der vendte mod Nord og dermed mod nabogården.

Alexander kunne ikke lade være med at grine lidt, han var sikker på hun ikke var til at bide skeer med, men det var også det der gjorde hende interessant, spørgsmålet var bare stadig hvad der ville ske hvis hun blev fanget, eller deres arbejde på en eller anden måde satte dem op imod hinanden, en tanke Alexander kæmpede med resten af dagen, selvom han konstant prøvede at slå den ud af hovedet lå den altid gemt, klar til at springe frem.
"Izil du må da stole lidt mere på mig, jeg har givet dig mit ord, men derfor kan jeg vel stadig ligge med dem og bare mærke dit kærtegn og din smukke krop imod min?"
Sagde han og nærmest med det samme derefter kyssede hun ham, nærmest som svar på hans spørgsmål, Alexander lod sine hænder glide op ad hendes ryg til omkring skuldrerne og trak hende derpå helt tæt til sig, idet han gengældte kysset.
"Jeg ved det ikke, nok noget af det dummeste der er gjort i lang tid, men bare det føles rigtigt, og for mit vedkommende ville andet føles forkert"
Sagde han og lod sin hånd køre igennem Izil hår i rolige og stille gentagende bevægelser.

Izilarna fortsatte roligt med at stryge sine slanke fingre igennem Alexanders kridhvide hår, det mindede sådan om hendes, bortset fra, at hendes var så tykt, at det næsten virkede manke-agtigt, hun vidste egentligt ikke rigtigt hvor hun havde fået sit tykke eller for den sags skyld hvide hår fra. Generelt lignede hun ikke rigtigt nogle af hendes forældre eller søskende, dog ville hun nok aldrig glemme hvor henrykt hendes mor havde været da de fandt ud af , at det hvide hår ikke var noget som Izilarna voksede fra, 'Du har prinsesse hår Izilarna', plejede hendes mor at sige når hun redte håret på hende som barn. Personligt syntes Izil ikke selv at hun havde nogen form for prinsessehår, det var stort og uregerligt, og uanset hvor meget man tyndede ud i det, ville det stadig være tykt, og gro som ukrudt.
"Mit arbejde ligger i ikke at stole på folk, men jeg arbejder på sagen med dig kære Schwarts!" sagde hun så, og strøg sin næsetip op langs hans næseryg i et lille kærtegn, hendes arbejde havde vist alt for mange tilfælde af korrupte mennesker til at hun syntes om det, og med de års erfaring tog hun det efterhånden som en selvfølge, at folk ikke var hvad de så ud til at være.
Hun lyttede til hvad han sagde med en kælen tilfredshed, hun elskede hvid der var nogle der gad rode hende i håret som Alex gjorde nu, det var bare de færreste der kunne komme tæt nok på til faktisk at gøre det, derfor var det af samme grund så sjældent det skete og hun nød det derfor ekstra meget, når Alexander lod sine hænder løbe igennem hendes hestehale.
"Men hvis det føles rigtigt, er det vel også sådan det skal være!" sagde hun med et lille smil på læberne, mens hendes hænder stille løb over Alexanders muskuløse skuldre

Alexander havde stadig armene omkring izilarna, og lod sig derpå roligt falde tilbage og trak hende med ned i sine arme, han smilede lidt kækt til hende og lod roligt sine hænder stryge igennem hendes hår i lange rolige bevægelser da han havde lagt mærke til at hun nød det kraftigt.
Det er jeg glad for Izil, jeg håber da også en dag at du kommer til at stole fuldstændig på mig, jeg vil ihvertfald gøre alt for at det kommer til at ske"
Sagde han og kyssede hende på kinden, han smilede endnu engang til hende, ja faktisk kunne han aldrig lade være med at smile, hans ansigt sad nærmset fast i et kronisk smil, og det gjorde ham intet overhovedet, han ønskede at Izil kunne se hvor glad han var for denne situation.
Izil du har det smukkeste hår jeg nogensinde har set, er de klar over det?"
Sagde Alexander og nussede blidt hendes hovedbund.

Izilarna lænede hovedet tilbage da han fortsatte med at stryge fingrene igennem hendes hår, hun burde virkelig til at smutte, men Alexander kastede en trang til at blive over hende, hun anede jo ikke hvornår hun ville få ham at se igen, og under hvilke omstændigheder for den sags skyld.
"Det er jeg glad for, der skal desværre en stor portion tillid til, før at jeg stoler på folk, men det gælder alle, så du skal ikke føle dig udsat!" lo hun så.
Hun lod sig stille falde til siden, så hun lå på sengen, flade på maven ved siden af Alexander, "Jeg burde egentlig tage afsted!" sagde hun så, og smilede til hans kommentar, "Tak skal du have, dit er heller ikke helt forfærdeligt!" lo hun så, og skævede hen til ham.
"Der er ikke ret mange i landet med så hvid en farve som du og jeg har!" fortsatte hun, og pillede et dun id af puden hun havde sovet på, som hun begyndte at rode lidt småutålmodigt, hun havde et arbejde idag, der skulle udføres, det handlede om nogle dokumenter der skulle flyttes fra ét sted til et andet, og det var det eneste tidspunkt de var mulige at få fat i, bare tanken gjorde hende udmattet, hun ville helst bruge dagen på at ligge og slappe af sammen med Alexander, men det var desværre ikke rigtigt muligt.

Alexander så en anelse bedrøvet ud, han ønskede ikke at Izil skulle forlade ham, han nød hendes selvskab, specielt nu hvor han ikke længere behøvede at holde sin proffesion skjult for hende, han var vant til at lyve men brød sig bare ikke om det når den han løj for var Izil.
Alexander satte sig roligt op på hende nederst på hendes ryg så hans ben var på hver side af hendes krop, han begynde lige så stille at nusse hendes ryg, og begyndte derefter at massere hende, han lod sit øje aktiveres, og det vidste sig at hans øje havde en anden fordel, det gjorde ham til en fantastisk massør, han kunne se hvor musklerne var spændt op, og begyndte lige så stille og roligt at løsne knuderne i hendes ryg.
Izil du må ikke gå endnu, bliv her og lad mig massere dig, så kan du gå senere, vi skal jo desuden begge hen og hente vores våben, og du kan lige så godt få et lift bag min hest"
Sagde han og bukkede sig forover for at kysse hendes nakke et par gange inden han fortsatte sin massage af hende.

Det gav et mindre sæt i Izil idét han satte sig henover hendes ryg, hun brød sig ikke om at være 'klemt fast' på den måde, panikken varede dig kun få sekundter indtil han tog fat i hendes ryg, og begyndte at massere hende, hun gav et tungt suk fra sig, og blev næsten til smør mellem hænderne på ham, der var virkelig ikke noget bedre end massage, og slet ikke for en som Izilarna der var spændt til det yderste. I og med at hun altid kravlede rundt på lodrette flader, sad fast i lofter eller andet, der krævede ekstrem styrke og udholdenhed havde hun tilsvarrende myoser og knuder i ryggen, og på trods af, at det gjorde forbandet ondt, rørte hun sig ikke ud af flækken, men lå helt fladt, som et nedlagt bytte.
"Mjaer, når du siger det på den måde!" mumlede hun et sted fra den sky hun svævede rundt på. Schwarts ville let kunne mærke at hun var vant til at bruge sin krop, der var stort set ikke en eneste utrænet muskel i hele hendes krop, da hendes evne krævede et stort spektre af muskler, for at kunne bevæge sig rundt, alligevel formåede Alexander på mystik vis at finde frem til de mest ømme og udsatte steder, han måtte have prøvet det før, det var sikkert. Izilarna gav et lille fnis fra sig ved tanken, hun havde altid forstillet sig Inkvisatorer som værende dem der blev opvartet, fik ordnet hud og fødder, blev masseret, vasket passet og plejede, men Alex' rutine indikerede, at det tydeligvis havde været den anden vej rundt også.

Alexander kunne ikke lade være med at grine, det var tydeligt at izil nød det, ja faktisk virkede det som om at hun ikke ville kunne flytte sig lige meget hvad, så behageligt havde hun det, han lod sine hænder løbe ind under maven på hende og nussede hende der lidt inden han bukkede sig helt ned og kyssede hendes nakke et par gange, han rettede sig op og fortsættede sin massage af hende, han sørgede for konstant at gøre det blidt, han var udmærket klar over hvor ondt det kunne gøre at få fjernet myoser og var derfor meget forsigtig og kærlig i hendes massage.
Han lod drillende sine fingrer pirre nederst på hendes ryg (der hvor man har et tramp stamp! :D) og lod sine hænder lægge sig på hendes hofter og blidt ae hende der, han kunne ikke lade være med at smile stort, han var sikker på hun ville komme med indvendinger, men han kunne ikke lade være med at drille lidt, han fortsætte med at nusse hendes hofter og kyssede hende blidt ned ad hendes ryg.
"Izil jeg glæder mig til vi skal ses igen, du er den eneste jeg har lyst til"
sagde han blidt og pirrende i hendes øre.

Izilarna krammede puden hun lå på med hovedet sammen til en lille klump, og gav så et stort suk fra sig, hun havde slet ikke lyst til at Alexander skulle stoppe med at massere hende, faktisk nød hun det så meget, at hun slet ikke tænkte på Argon, smeden der havde hendes sværd, hendes job eller noget som helst andet, hun følte at hun var kommet i himlen, for sådan var det, når man som hende så sjældent mødte folk som Alexander, der havde magiske hænder. Da han begyndte at nusse hende på lænden skulle hun kort til at protestere, men valgte at holde sin mund, det var faktisk lige så rart som at blive masseret, hun gad ikke engang feje den hvide tot væk fra ansigtet der igen igen havde revet sig lød fra den samlede hestehale.
"Mhmm..." mumlede hun til hvad han sagde og gav et lille diskret gab fra sig "Jeg kunne også vende mig til at se dig på fast basis!" lo hun så, med en stemme der var helt blød og sagelig, det var de færreste der oplevede Izilarna sådan, hun var som regel den bestemte forretningskvinde der skulle have mest muligt ud af sine forhandlinger, det krævede at man havde en hvis udstråling, som hun på ingen måde udviste nu, overhovedet!
Et lille smil brød frem på de røde læber da han strøg hende over hofterne, hun var en smule kilden i virkeligheden, men umiddelbart havde hun ikke rigtigt overskud til at reagere på det. Izilarna havde generelt kvindelige former, ganske vidst kunne man mærke og se hendes ribben som hun lå nu, men hun manglede hverken bryster eller hofter, til gengæld havde hun en hvepsetalje uden lige. Ved højre side af taljen havde hun et ar, det var forholdsvis langt, men havde tydeligvis ikke været særlig dybt, faktisk var det det eneste ar men kunne finde på hende krop, udover den store tatovering selvfølgelig.