Hun troede, at hun endelig ville få lov til at gå, men da hun vil trække hendes hånd til sig for at rejse sig op, opdagede hun, at hun sad fast. Frustreret forsøgte hun at rive sig løs, men opgav kort efter. Hun stirrede vredt på Kravenoh.
Han her ingen ret til at holde mig sådan her! Hun kunne mærke vreden komme tilbage igen, og forsøgte at dæmme op for den.
”Fordi jeg har lært lidt mere om livet?” svarede hun, sandfærdigt, og lod sætningen svæve lidt i luften. ”Du var venlig mod mig dengang; du hjalp mig, og du var… speciel?” Hun smagte lidt på ordet, men fandt det ikke tilfredstillende.
”Du var en mulighed for at uddanne mig. Jo! Det var da hyggeligt, men jeg ønsker ikke at knytte mig til nogen som helst! Jeg vil ikke bindes…” Hun hev i ’lænken’ og gjorde et sigende kast med hovedet, ” Eller holdes fast nogen steder. Jeg valgte at drage hjemmefra for at blive FRI!” Hun lagde vægt på det sidste ord og hendes raseri tog overhånd. Opremsningen af hendes frihedsberøvelse var for meget, og en flamme voksede frem om hendes håndled, hvor hun mærkede lænken stramme. Nu skulle den skyggesubstans brændes lidt!
Krystallandet
