Pax nikkede og da han atter vendte ryggen til Juno, lod han sig selv smile bredt. Smilet svandt ind ikke lang tid efter og mens, at Juno fortalte om Shimon. Han var dog ikke videre overrasket; tilsyneladende var det mere regel end undtagelse, at sådanne typer luskede rundt, selv i de mindre byer udenfor hovedstaden og Pax led ikke under samvittighedskvaler af den grund.

Jeg hader mænd som dig.

”Jeg tog ikke krystallerne. Jeg var ikke interesseret i, at det skulle ligne et tyveri.” Nej, for det var en henrettelse. Han skulle dø og folk skulle vide, at han havde lidt, kvalt i sit eget slim og blod.

Ud fra det Juno havde fortalt om Shimon, kunne Pax godt regne ud, at det ikke var nogen ligegyldig mide, han havde myrdet. Det gjorde dog ingen forskel for deres mission om at vende hjem til Dianthos, så Pax førte Juno længere ind i skoven i den retning, hvori lugten først var opstået. Han hørte intet, lugtede intet, mens de gik men tankerne forblev ikke stille af den grund. Det måtte være et spørgsmål om tid, ikke sandt? Noget måtte have kreeret illusionen.

”Lagde du mærke til, om der var andre på vejen, da du gik? Kan nogle have tænkt, at det var dig, der slog ham ihjel?”, spurgte Pax alvorligt, hvorefter han skævede til Juno henover skulderen.   

"En skam," svarede Juno med et afslappet træk på skuldrene. "Han gik som regel rundt med rigeligt på sig." Pax måtte kende det lige så godt som Juno gjorde - manglen. Hvordan krystaller betød mere for dem, end for dem der aldrig havde oplevet at skulle vælge imellem mad i maven eller et tag over hovedet. Det var ikke meget fra sin barndom som Juno så tilbage på med andet end foragt, men i det mindste var han blevet taget af de første par år af sit liv, hvis man så bort fra hans fars voldelige tendenser.

"Ikke på vejen, men..." svarede Juno tøvende. "Hans kone gik og spurgte sig omkring, da jeg forlod kroen." Juno havde aldrig set hende før, eller hvis han havde, havde han ikke vidst hvem hun var gift med, men han havde alligevel været opmærksom på hende, da hun var gået og spurgt efter Shimon. "Hvis hun har fået fat på nogle af hans venner så..." Juno lod sætningen være uafsluttet - der var mindst et par stykker af Shimons bekendte der havde set ham sammen med Juno på kroen forrige aften, og måske flere, der vidste at de havde været sammen før. 

Pax nikkede men mere af vane end af vilje. Det var ikke gået hans næse forbi, at Shimon ganske rigtigt gik rundt med sine lommer fyldte, men eftersom det ikke havde været formålet, at fordufte i sløret af det, der lignede et tyveri men som ikke var andet eller mere end en henrettelse, havde Pax ikke taget dem.
Dernæst brummede han bekræftende, så Juno vidste, han havde registreret hans fortælling men for et langt øjeblik var Pax tavs.

De bevægede sig længere ind i skoven, væk fra stierne. Over dem hang solen til stadighed, men den var ikke varm eller livgivende, som den ellers kunne være til trods for efterårets kommen. De havde gået en halv time før, at Pax brat stoppede op, hans næse atter på sporet af noget –

”Der er fire – mænd i den retning”, fortalte han lavmælt men tilsyneladende ikke synderligt påvirket af den kendsgerning, for hans ansigt var fortsat lagt i ulæselige folder. ”Og tre bag os. De har fulgt os et stykke tid nu. Målrettet, du ved. Dem foran os har ikke rykket sig ud af flækken.” Pax nikkede i den respektive retning, hvorefter han skævede til Juno.

”Jeg kan forvandle mig og lokke dem længere væk, mens du fortsætter i retning af Dianthos. Der er selvfølgelig også den mulighed, at vi kryber tættere på de første og ser, hvad det er, vi har med at gøre.”

Forestillingen om hele fire mænd, der ventede på dem, var nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på Juno, og da Pax lagde de tre mænd bag dem oven i regnestykket, blev det for meget for Juno, der, som ud af det blå, hev panisk efter vejret og med ét greb fat om Pax's arm, for at holde fast i den, som var det hans sidste livline.
"Du kan lige vove på at forlade mig," snerrede han, hans frygt endnu en gang kommet til udtryk ved vrede. Set logisk på det, var det også den eneste måde han havde lært at holde sig sikker på; en aggressiv nok snerten kunne holde de fleste mænd fra ham, inden de kom tæt nok på til at røre ved ham.
Forlod Pax ham nu, var Juno ikke sikker på at han kunne kæmpe sig videre, uden at bryde sammen. 

"Jeg vil hellere kaste mig ind i armene på dem, sammen med dig, end jeg vil fortsætte alene," fortsatte han, hans tone lidt mere afslappet denne gang, men en tvungen slags afslappet, og det lykkedes ham også at lade sin hånd glide fra Pax's arm og ned til hans hånd. Mest af alt ville han gerne undgå konfrontationen helt, men det lød ikke på Pax som om det var en mulighed, så Juno havde ikke lyst til at nævne det. 

Pax nikkede en enkelt gang men tog ikke sit blik fra den blonde mand i det, at han svarede lavmælt: "Jeg forlader dig ikke." Pax gav Junos hånd et klem, som for at forsikre ham, at han talte sandt, hvorefter han med den frie fremdrog en af sine knive og rakte den til Juno. "Gem den i støvlen. Du kommer ikke til at bruge den. Jeg lover det. Bare hold dig bag mig." Pax lod omsider sit blik skride fra den andens, i det at han lænede sig frem og kyssede Junos ene mundvige; kysset var flygtigt, for de kunne ikke dvæle der, hvor de stod og Pax var hastigt videre - også selvom alt brændte i ham for at berolige Juno yderligere.

De bevægede sig lydløst afsted, indtil Pax begyndte at signalere, at de skulle sænke farten og enkelte gange helt stoppe op. Han vidste ikke, om Juno også kunne høre mændenes frustrerede ord, men at dømme efter deres toner var de kommet op at skændes og dét fik Pax til at smile. I det at de omsider aflagde afstanden til de fremmede, guidede Pax Juno ind i skyggen af buske, en falden træstamme og alskens lavthængende grene.

Pax sendte Juno et skævt smil, tilsyneladende ikke synderligt lidende under det, der egentlig udspillede sig foran ham. Mændene talte ivrigt om den blonde mand - og ikke mindst ham dem hæslige, der var kommet til byen, hvis ansigt var blevet genkendt som Pax, Ulven, fra hovedstaden - og hvad de havde at sige, var drevet af had men også en manglende forståelse for, hvor de andre blev af. Det var vist meningen, at Juno og ham selv skulle være løbet ind i favnen på de tre, der var gået bag dem, hvilket også nær var sket...

'Husker du vores sprog?' Tegnede Pax med hænderne, ikke sikker på, om Juno kunne huske tegnesproget. 'Kan du høre hvad de siger de?'

Det var nemt at tro på Pax, når manden aflagde et løfte. Hvornår havde han nogensinde brudt ét? Fra alle andres synspunkt indgød Pax's ansigt og hans position som leder af Ulvene måske ikke til troværdighed, men Juno kunne ikke se andet. Selv da Pax havde indtaget sin rolle som Ulven og inviteret ham til en plads ved bordet, havde Junos instinkt været at stole på ham. Så det gjorde han også nu, da Pax lovede at blive hos ham, ligesom han stilede på ham, da han fik en kniv og besked om at stikke den i støvlen.

Det lykkedes oven i købet Juno at falde en smule til ro, da de først begyndte at bevæge sig igen, og da de først var gemt væk i nærheden af den lille gruppe af mænd, kunne Juno godt nok mærke sit hjerte slå i brystet på ham, men der var ingen panikangst. Han frøs ikke endnu.
Han skævede konstant til Pax, hvis rolige adfærd smittede af på ham - så længe Pax ikke var nervøs, var der ingen grund til at Juno skulle være det. Så han opfangede også straks, da Pax brugte deres gamle sprog, og selvom han ikke var sikker på hvor meget af det han selv kunne huske, så forstod han alt Pax kommunikerede til ham, og han gav et enkelt nik, for at fortælle ham, at han kunne huske det. Til hans andet spørgsmål holdt han en hånd fladt frem for sig og bevægede den fra side til side. 'Nogenlunde' betød det. Han kunne høre noget af det, og selv udfylde hullerne på de fleste af de ord, han ikke helt kunne høre, så længe de gav mening, men når de pludseligt skiftede emne og han ikke havde kontekst at gå ud fra, gik der et par sætninger før han igen kunne registrere hvad der blev sagt.
'Noget om dig og mig', kommunikerede han lydløst, med en grimasse, fordi han var sikker på at Pax havde hørt og forstået meget mere end dét. 
Juno havde dog hørt nik til at vide, at han ikke havde lyst til at konfrontere de fire mænd eller afsløre sit gemmested, og han rakte instinktivt ned om knivskæftet fra sin støvle af, da han hørte fodtrin komme tættere på. 

Pax nikkede bekræftende, hvorefter han tegnede med vante bevægelser: ’Fælde. Det, jeg lugtede, var en fælde. De vil have os begge to.’ Dernæst lød der skridt, og Pax drejede hovedet med den forhåbning, at hans tofarvede øjne snart skulle fortælle ham, hvem de tilhørte. Det mekaniske øje antændte og den lysende pupil skød frem og tilbage henover skovens dybe ro, indtil –

Tre mænd trådte ind i lysningen, prustende og stønnende, tydeligvis påvirket af den korte rejse dertil.
”Er de kommet den her vej?”
”Ved Zaladin – nej sgu da! Har I dem ikke?”
”Det kom jo fucking aldrig!”
”Han lavede en fejl! En kæmpestor fed fejl, det skvat!” Lyden af en støvlesnude og dernæst en, der ømmede sig, fulgte troligt efter ordene og Pax skævede henover skulderen til Juno: ’Kender du dem?’
”Hvad fanden gør vi så?”
”Vi må jo bare finde dem igen, ikke? Så brug – så gør det der! Find dem!”

Pax tegnede hurtigt samtalen for Juno, så han også vidste, hvad der hændte metervis foran dem men hans øjne havde ikke forladt gruppen i den nære horisont. Pludselig blev det mekaniske øjes pupil større, som det zoomede ind på mændene, og hvad han så fik ham næsten til at smile.
’Gammel magi’, fortalte han, hvorefter Pax gav sig til at afvente.

Og det var virkelig gammel magi. Tingesten bestod af alskens tråde, der var viklet sammen i en mærkelig og løs knude, og som også bestod af en metalpind. Des mere manden mumlede imod tingesten, des mere reagerede den, indtil metalpinden pludselig skød op og pegede i retning af Juno og Pax.
”Hvad? Hvordan fanden er de kommet forbi os?”
”Din idiot – han bliver jo kaldt Ulven, ikke? Og i går var der en ulv, der rendte rundt i byen, tilsyneladende uden at æde noget som helst, og to dage efter er Shimon blevet henrettet og Juno er forsvundet? Tror du, at det er et fucking tilfælde?”

En fælde, der var sat for dem begge to, var værre end én der kun var sat for én af dem. Det betød, at de måtte vide, at de var sammen. Den viden var ikke længere en fordel Pax og Juno havde, og Juno sendte Pax et blik tynget af bekymring. Han kunne ikke lade være med at føle, at de ville have undgået alle deres problemer nu, hvis bare han havde kunne sige fra overfor Shimon tidligere. 

Juno nikkede, da Pax spurgte ham om han kendte de tre nytilkomne, og indikerede med en hånd mod de tre nye. Han kendte dem, men ikke de fire første de var stødt på. De tre nye havde ofte siddet på kroen, hvor Juno både havde boet og til tider arbejdet, og han kunne genkende dem ud fra deres stemmer alene. 'De er ikke en trussel' kommunikerede Juno lydløst og rullede med øjnene, for at understrege hvor lidt han tænkte om dem. De var allerhøjst til irritation normalt, men de havde også været som hovedløse høner uden Shimon, så Juno kunne slet ikke forestille sig hvor uduelige de var uden ham. 

Eller, det havde han ikke kunne, indtil han hørte en af de fire andre bruge en stemme, der indgød ærefrygt. Måske de havde fundet sig en ny leder allerede? 
Des længere tid de brugte i nærheden af mændene, der var efter dem, des mere utryg blev Juno, på trods af Pax's afslappede attitude, og da der blev bragt magi ind i det, lænede Juno sig frem hvor han sad, indtil han kunne hvile sin pande mod Pax's skulder, hvorfra han ikke kunne se eller høre noget, og følelsen og duften af Pax's krop kunne berolige hans bankende hjerte lidt. Mest af alt havde han lyst til at lægge sig ned i fosterstilling, og ville også have gjort det, hvis ikke han gik så meget op i at give Pax et indtryk af at han var stærk og selvstændig. 

Pax lagde en hånd i Junos nakke i det, at han lagde sin pande mod hans skulder. Hans greb var fast men også hengivent, i håb om den ville kommunikere alt det, Pax ikke kunne sige; at det nok skulle gå, at han havde en plan og Juno ikke havde noget at frygte.

Forsigtigt guidede Pax Junos hoved op, så de atter kunne fæstne deres blikke i hinandens. De tofarvede øjne var afmålte og beslutsomme i det, at Pax dernæst satte begge hænder i mudderet under dem. Han kunne ikke tegne sin forklaring til den blonde mand, hvis blik talte sit tydelige sprog, men hans øjne forblev urokkeligt hvilende på Juno, til trods for de skridt der nærmede sig dem hastigt.
Pax smurte den brune masse ud i Junos hoved og hår, hvorefter han nikkede mod buskens midte. Han ville tydeligvis have Juno derind, gemt af vejen for det, der unægteligt måtte følge. Pax tog forsigtigt rygsækken af Juno og så afventende på ham. ”Vi har ikke meget tid”, hviskede han. ”Jeg tager mig af det.” 

Pax's berøring hjalp ikke meget, men den hjalp en smule. Det var mere, end noget andet ville have kunne hjælpe ham, og Pax forstod ham trods alt godt nok til at vide, at den berøring han gav ham, var det eneste der kunne hjælpe, hvor end lidt den hjælp så var. 
Juno sad helt stille, i en blanding af frygt og af at ville hjælpe Pax mest muligt, da han blev smurt ind i mudder, men han havde alligevel en klump i halsen, da han blev dirigeret længere ind i krattet. 

"Der er for mange af dem," bad han hviskende, og præcis som da de havde været på kroen og der var blevet banket på deres dør, greb Juno ud efter Pax for at stoppe ham, men denne gang trak han selv sin hånd til sig. De ville blive fundet før eller siden og han ville gerne give Pax fordelen af at kunne overraske dem, så han skubbede sig pænt længere ind i buksen og trak sine knæ op til sig, imens han så frygtfuldt efter Pax og forsøgte at overbevise sig selv om, at han ville springe frem og hjælpe ham, hvis det blev nødvendigt.
For at forberede sig på det værste, trak han også kniven frem og lod den ligge i sin hånd, imens han intenst lyttede efter tegn på hvad der foregik på den anden side af buksen. 

Pax sendte Juno et sidste smil, forinden han trak sin egen lærredssæk over hovedet og forsigtigt lagde den fra sig. Dernæst så han op og betragtede den mudder-indsmurte unge mand, som var det sidste gang, de skulle se hinanden, forinden at Kile ville adskille dem helt –

For Juno havde ret. De var for mange. Hvad Pax håbede på, var –

Smilet, der ikke var svundet ind, blev langsomt større imens, at Pax’s ene hånd forsvandt ned i en af hans mange lommer og dernæst fremdrog den mønt, Juno havde givet ham i gave knap to år forinden. Han blinkede til ham, i det at han fremviste den og portrættet af Chance, men dernæst gik der ikke længe før, at han forsvandt. Pax var ved at løbe tør for tid.

Det var Ulvens instinkter der dernæst ledte ham afsted og som var årsag til, at han kunne bevæge sig lydløst imellem alskens træstammer og lavthængende grenværk. De syv mænd havde bevæget sig væk fra lysningen og havde så megen fornuft, at de forstod vigtigheden af at holde sig sammen.
De gik dog hurtigt, drevet af det magiske pendul, hvis metalstang nu blot hang og dinglede nytteløst. De var tavse, men det var deres skridt ikke, og Pax endte snart bag dem – så ivrigt bevægede de sig fremad.

Pax fandt en sten, han knugede i sin ene hånd, indtil han havde søgt ly i skjul af et massivt krat og derved kunne tyre stenen afsted, uden at blive opdaget. Mændene for sammen ved lyden, de ikke umiddelbart kunne placere eller genkende, hvorefter de gjorde noget, Pax ikke havde forudset; i stedet for at rende afsted mod der, lyden var opstået, placerede de sig i en typisk cirkelformation, deres sværd hævet til kamp.

Zaladin tage dem…

Pax lod dem stå med anspændtheden, håbende på de ville bryde op eller begynde at tale. Minutterne der fulgte var nogle af de længste i hele Pax’s korte levetid, men omsider bukkede en af dem under for presset, det var at vente på fjenden uden at vide, hvorhenne han befandt sig. Hans ord udsprang af en snerren:
”Han er forfanden ikke andet end en ung knægt!”
”Det er jo ikke ham, din idiot –”
”Hold jeres kæft!”
Pax himlede med øjnene men forblev siddende, indtil de opgav at afvente og begyndte at bevæge sig videre. De havde stået et langt øjeblik, men da der ikke var sket mere end det, blevet overbevist om at skoven trods alt også indeholdte andre levende væsner. Pax kunne ikke gøre andet end at følge efter dem –

De nærmede sig der, hvor Juno lå gemt væk og Pax bad til samtlige af guderne om, at han måtte forblive uset af dem.
Mændene stoppede op og anføreren begyndte atter at bjæffe om, at en af de øvrige skulle bruge pendulet. Det blev Pax’s åbning – det var nu eller aldrig!
Pax rejste sig langsomt op, hans fingre placeret om skaftet på to kasteknive – hans bedste og eneste magiske af slagsen – og uden at tænke synderligt over, hvem han ramte, kastede han dem vant afsted.

De ramte målet – de kunne nemlig ikke andet – og begyndte straks at syde i det, at de kolliderede med to af mændenes bløde kød. De skreg og med ét brød kaos ud i gruppen; alle glemte de deres kortvarige træning og spredtes for alle vinde, mens deres to kammeraters kroppe begyndte at ryste krampagtigt. Sort røg og lugten af brændt kød blandede sig med deres lavmælte men ivrige kommandoer, og Pax så ingen grund til at forblive, hvor han var.

Med hastige og lydløse skridt begyndte Pax at bevæge sig tilbage mod Juno, ivrig efter at nå ham, før at en af mændene gjorde det samme – han havde dem ikke længere sammen, men han stolede ikke på, at Juno kunne forsvare sig selv, hvormed han måtte nå frem. Til sidst løb han, drevet af instinktet og det mekaniske øje, der så hvordan en af mændene løb i vildskab i samme retning – 

Ængsteligt fulgte Juno Pax med blikket, imens den ældre fyr gjorde sig klar til angreb, og tanken om Pax, helt alene imod syv fuldvoksne mænd, var nok til at få angsten til at krybe ind i ham igen, indtil Pax smilede til ham, og Junos undren blev større end nogen anden følelse, og en svag lettelse, der stammede fra et lige så svagt håb, spredte sig i ham, da Pax fremviste den mønt med Chances afbildning som han selv havde givet ham. Hvis ikke de havde de andre guder på deres side, havde de forhåbentligt heldet, som Chance gav dem. 


Juno sad åndeløst tilbage da Pax forsvandt ud af hans synsvidde. Denne gang var det ikke frygt, der lammede ham til stedet, men viden om, at hvis han forsøgte at hjælpe, ville han være til mere besvær end gavn. Det føltes som en evighed, før han kunne registrere andet, derefter stål der blev trukket, og endnu en tavshed, inden deres stemmer lød, tæt nok på ham til at han kunne høre hvad de sagde.

”Han er forfanden ikke andet end en ung knægt!”
”Det er jo ikke ham, din idiot –”
”Hold jeres kæft!”

Jun sank en klump, men sad ellers fuldstændig stille, af frygt for at afsløre sin position. Indirekte var Shimons død vel hans skyld, men han fortrød det ikke. Han fortrød kun, at manden havde haft så mange venner - eller bekendte, der kunne tjene på at hævne ham. 

Derfra føltes alting som om det gik hurtigere. Skrig og råb, lugten af brændt kød og generel kaos. Jeg er nødt til at bevæge mig, indså Juno, og inden han kunne nå at tænke for meget over det, tvang han sig selv til at vælte ud af busken og op at stå. Han vidste, at hvis han stod stille for længe, ville frygte paralysere ham igen, som den ville have gjort, hvis han var blevet siddende i buksens midte, men han fik heller ikke chancen for at stå stille, for i samme øjeblik kom en lille mand tonsende imod ham og, rent instinktivt, som han havde trænet med Netrish så mange gange, sprang han til siden, landede på jorden og rullede op at stå i én bevægelse, for at komme væk fra hans hænder - dém, der ville kunne få ham til at fryse, hvis de lukkede sig om ham.
Det var lige så indøvet, det der kom derefter; kniven i hans hånd, der blev drevet ind i mandens ryg, omtrent i lunge-området og ud igen. Den lyd, det gav, eller synet af manden, der faldt ned på knæ, havde de dog ikke øvet. På dette tidspunkt havde Juno som regel med et kækt smil 'stukket' Netrish ned med det legetøj, der havde udgjort det for en kniv på det tidspunkt, og pralet med, hvor god han var blevet. 

Han havde ikke regnet med nogensinde at få brug for det. Og selvom der var råb og larm bag ham, og lyden af de resterende fire mænd, der havde fået øje på enten ham eller Pax, eller sandsynligvis dem begge to, blev Juno stående hvor han var, og løftede kun langsomt blikket til Pax, der hurtigt nærmede sig ham. 

Pax kom løbende i samme øjeblik, at Juno stak kniven i en af deres forfølgere. Et sted foran ham, men bag Juno, så det mekaniske øje, at mændene havde fundet sammen igen, drevet af begæret efter at lægge deres hænder om dem begge og nu med en vished om, hvorhenne de befandt sig –

Pax nåede, med nød og næppe, at stoppe op ved Juno forinden, at han var buldret ind i den blonde mand og sendt ham flyvende mod den nærmeste træstamme. Hans åndedrag var overfladisk af turen dertil og Pax reagerede instinktivt i det, at han dernæst hev Juno ned fra sin stående position.
De tofarvede øjne gled i vildskab henover ham, søgende efter skrammer eller sår, men da han ikke fandt nogle, nikkede han afmålt. Pax strøg kærligt Juno over kinden, velvidende at han i det øjeblik ikke kunne gøre mere for ham, hvorefter han atter rejste sig –

Hastigt fortsatte Pax forbi krattet, hvor bag de havde gemt sig, og i samme øjeblik at han trådte frem i lysningen, således gjorde også de fire resterende.

Han ville ikke give dem tid til hverken at tænke eller at tale, hvormed Pax greb om sine kasteknive, dem, der var fastgjort om hans ene lår, og satte i løb mod dem. Gruppen af mænd havde trukket deres sværd, men de stod for tæt til at svinge dem rigtigt, og som Pax kastede en af sine knive i en – for – vant bevægelse mod dem, kolliderede den med en af de for brede halse.
Dernæst gik alting stærkt: Pax stod omsider ansigt til ansigt med de tre, der var tilbage, og de omringede ham, deres benarbejde effektivt. Det blev således en dans af undvigelse og stik fra Pax’s hånd; en kompliceret dans af en imponerende hastighed og alskens omdrejninger, der burde have gjort ham svimmel efter første tur alene.
Når en af mændene trådte frem, brugte Pax en kammerat som skjold, hvormed han ikke var den, der endte med at tage den tredje mands liv –

Der skete noget, Pax senere samme dag ville tænke på som imponerende, derefter, for da begyndte lederen omsider at tænke.
I det at det gik op for de to mænd, hvad Pax forsøgte på, bjæffede anføreren prustende til den anden, at han skulle finde Juno: ”Find det – lille svin!” Dernæst angreb han Pax med en styrke, han tilsyneladende havde gemt til et øjeblik som det, og det ville have skæbnesvangert, havde Pax ikke været hurtigere, havde Pax ikke været dygtigere og kæmpet mod dygtigere sværdmestre i undergrundens arenaen.
Pax brugte anførerens vægt imod ham og formåede at plante alskens knivstik, der langsomt tømte mandens krop for blod. Han sank sammen på knæ og selvom Kile endnu ikke havde hentet ham, satte Pax afsted efter den sidste; den, der var gået på jagt efter Juno.

Han fik øje på dem begge end ikke øjeblikket efter og hvad han så, fik hans hjerte til at fryse til is –

Pludselig mærkede Pax, at beskyttertrangen satte ekstra skub i hans løb og fokuserede hans hjerne, så da han kolliderede med manden, der stod parat til at angribe Juno, trillede de begge rundt på skovbunden i en kaosfyldt bunke af blade og tøj, der flagrede. Pax tænkte end ikke, men brugte faldets forvirring og satte effektivt en kniv i struben på den sidste, forinden han nåede at registrere andet end de tofarvede, hadske øjne –

Det var slet ikke gået op for Pax, at han selv blødte fra skulderen. Og det gik heller ikke op for ham, da han hastigt rejste sig og bevægede sig hen mod Juno.

Juno opfattede verden omkring sig på samme måde, som havde han været i en drøm. Alting gik hurtigt og langsomt på én gang, og da Pax trak ham ned at sidde, dumpede han helt ned på knæ, hans krop tung, som var den ikke længere hans egen.

"Pax," mumlede han, da de tofarvede øjne var lige foran ham, men øjeblikket efter var den anden fyr væk, og Juno blev siddende hvor han var, overvældet af svimmelhed. Mentalt var Juno så langt væk, på vej ind i sin egen verden, at han ikke registrerede meget af,  hvad der derefter skete. Han hørte ikke lederen ordre, og han blev først opmærksom på sine omgivelser igen, da en skygge spredte sig over jorden ved siden af ham, og han så op for at få øje på en mand.
Han var én af dem fra kroen, en af dem som Juno havde set mange gange før, og som kunne genkende ham, selv når han havde mudder i ansigtet og håret, og inden manden overhovedet løftede sit sværd, spredte der sig et slesk smil på hans læber. 
"Jeg har hørt du ikke gør modstand, når man stikker et sværd i dig," sagde han med et grin og selv da han gjorde mine til at ville bruge sit sværd, sad Juno fuldstændig stille på jorden, indtil manden pludselig faldt og det tog Juno et halvt sekund at registrere at det var Pax, der havde væltet manden omkuld. Juno nåede ikke engang at blive bekymret for ham, før den gråhårede mand havde taget sig af truslen. 

"Er det overstået?" spurgte Juno lavmælt, og med et snøft tørrede han en vildfaren tåre og vådt mudder af sit ansigt. 

Pax faldt på knæ foran den blonde mand og rakte dernæst ud efter kniven, for at vriste den fri af Junos greb. Det virkede af uransagelige årsager vigtigt, som ville Juno pludselig vende knivspidsen mod sin egen hals, drevet visheden om, hvad han havde gjort.
”Det er ovre”, bekræftede Pax mumlende, hvorefter han hastigt skævede til Junos mudderindsmurte ansigt, atter søgende efter skrammer. Det var med en dyb form for lettelse, at Pax konstaterede, at Juno virkelig var uskadt.

”Men vi kan ikke blive her. Juno, hører du? Vi bliver nødt til at komme videre. De der to –” Pax pegede i retning af de to mænd, der lå døde tættest på dem, hvorefter han forsøgte at fange Junos blik. ”Tjek deres lommer. Alt af værdi tager du. Jeg tjekker de andre”, beordrede han, hvorefter han gav begge af Junos skulder et fast klem og rejste sig.

Den korte oprydning – Pax indsamlede sine knive – og den efterfølgende afsøgning af ligene blev udført med en effektiv hastighed, der vidnede om, at Pax havde været i lignende situationer før. Han vendte snart tilbage til Juno, rejseklar for endnu engang, men denne gang greb han om begge tasker. Han var ikke sikker på, at Juno var i stand til meget andet end at gå, og det var også derfor, at han hev ham op at stå og dernæst greb om hans hånd.

Pax ledte Juno igennem skoven, indtil de havde aflagt afstanden til ligene og søgt tilbage mod bjergkæden. Han vidste, at de kunne finde rent vand der, og det var det, der ledte Pax afsted, indtil de omsider kunne slå sig ned i en ny grotte. En, med vand.

Pax smed taskerne fra sig og ledte Juno ned til der, hvor kilden udsprang, hvorefter han begyndte at vaske ham. ”Det er koldt”, advarede han stille, stadig optaget af at få Juno i sikkerhed.

Kniven ville ikke slippe hans hånd. Juno stirrede på den og forsøgte at tvinge sin hånd til at åbne, men der skete ikke noget, før Pax ligefrem tog den fra ham - og når Pax gjorde det, fik han det til at se nemt ud, som havde Juno ikke klamret sig til den, som afhang hans liv af den.

Juno ville gerne sige noget til Pax, men da hans mund åbnede var den tør og hans stemme væk. Det var næsten befriende bare at få nogle ordre og en opgave at udføre.
Det nærmeste lig af de to der var blevet udpeget for ham, var ham, der først lige var blevet dræbt, og Juno undgik at se på hans ansigt, imens han tømte hans lommer for de få krystaller han havde på sig, en lommekniv han stak i sin egen lomme, og et lommeur, der så ud til ikke at gå længere. Den næst-nærmeste var ham, Juno havde slået ihjel, og tårer løb ned ad Junos kinder, imens han også tjekkede ham for alt af værdi, og også tog den helt simple metalring han havde på, inden han ombestemte sig og gav ham den tilbage på. Den kunne ikke være mere værd end det lille stykke metal i sig selv, og Junos samvittighed blev kun tynget endnu mere, hvis han tog den. Det var bedre at lade den blive.

Juno var kun lige blevet færdig med at afsøge de to lig, da Pax vendte tilbage efter at have gennemsøgt resten, og Juno lod sig, tavst og i tydelig chok-tilstand, vejlede igennem hele processen. De havde gået i flere minutter, før han opdagede, at det var Pax der bar hans taske, og at han holdt hans hånd.

Inden i grotten rystede Juno, næsten useeligt på hovedet, da Pax advarede ham om kulden. Han kunne ikke mærke den - hans krop føltes fortsat ikke som hans egen. Men Pax føltes som hans.
"Det er dig, der bløder," hviskede han, uvillig til at høre sin egen stemme, og løftede en hånd til Pax's skulder, kun for at stryge sine fingre langs kanten af den blodplet, der havde spredt sig på hans tøj. 

Pax fjernede mudderet og sendte Juno et hastigt smil, forinden at han fortsatte sit gøremål. Det var gået op for ham, at han under kampen var blevet stukket eller skåret i, men eftersom skulderen stadig var funktionsdygtig, at hvad end det så var, således kunne vente, indtil Juno var ren og varm igen.

Han blev snart efter færdig, så Juno atter havde blond hår og ren hud. "Fuck det. Jeg kigger på det om lidt", svarede Pax lavmælt, hvorefter han rejste sig selv og Juno op igen.

Fra lærredssækken fremdrog Pax alskens tæpper, syet af skovelvere og nogle han havde fået i gave af Isiodith. Imens han pakkede Juno ind, forklarede han, ikke sikker på om den anden hørte ordene: "De bliver ikke våde. Selv i regnvejr. Jeg henter brænde og får gang i et bål. Vi skal have dig varmet op. Jeg er ikke længere væk, end jeg kan høre dig, okay? Jeg kommer, hvis du kalder. Med det samme." Pax lagde et af tæpperne henover Junos hoved, hvorefter han bøjede sig frem og kyssede hans pande. Havde de haft mere tid, ville han gerne have trøstet Juno mere, men alle de praktiske opgaver var nødt til at blive løst først. Sygdom ville sænke dem i deres færd tilbage mod Dianthos og de var for langt væk fra alting til, at kunne få hjælp, skulle det være nødvendigt.

Pax fandt brænde, så hurtigt det overhovedet kunne lykkes ham og dernæst vendte han tilbage. Bålet blev tændt og selvom Pax var en bydreng, gik også det stærkt.

Omsider kunne han finde tilbage til Juno og med nænsomme hænder begyndte han at forsøge at varme ham op.

Juno snøftede og nikkede forsigtigt, da Pax påstod han ville kigge på det senere. Om nogen måtte Pax vide, at Juno ville være fortabt ude i skoven, hvis han forlod ham nu, så han regnede med at den ældre fyr var klog nok til at tage sig af sig selv, for begge deres skyld. Juno havde heller ikke lysten eller energien til at diskutere noget lige nu. 

Tavst lod Juno sig pakke ind i tæpperne og nikkede igen, imens Pax forklarede, selvom han kun hørte dele af, hvad der blev sagt til ham. Han hørte den vigtige del, som var, at Pax ville komme, hvis han kaldte. Den del troede han på, og han behøvede ikke at afprøve den. Pax havde hørt ham i skoven udfor Zircon, ligesom han altid havde hørt ham. 

Juno stirrede tomt ud i luften fra det øjeblik Pax forlod ham og til han vendte tilbage, og på én gang føltes det som om der var gået flere dage og ingen tid overhovedet. Bålets varme var en befrielse Juno ikke havde vidst, han havde brug for, og Juno lukkede øjnene, imens den ene side af hans ansigt varmede op.
Han åbnede øjnene igen, da han følte Pax sætte sig ved ham, og han betragtede intenst den anden dreng, imens han blev varmet op. 

"Det er ikke mig," mumlede han lavmælt, uden at tage blikket fra Pax's ansigt. "Sværdkamp og mord. Det er ikke det liv jeg valgte." Juno havde store ambitioner, med de omhandlede altid hans egen rigdom - en rigdom, han realistisk set aldrig ville opnå, fordi han havde det med at bruge alle sine krystaller på hjemløse børn, så de forsvandt fra hans hænder hurtigere end de var kommet til ham. Og hvis ikke hans drømme handlede om selv at blive rig, så handlede de om at ændre Dianthos, så der ikke ville være flere børn for ham at hjælpe, fordi de alle havde en god familie. Hans ambitioner og drømme havde aldrig handlet om at få et sværd i hånden, eller dræbe en fjende eller jagte en drage. Han var bare en helt almindelig knægt fra Dianthos, der gerne ville have det godt. 

Han så afventende på Pax, uden at afsløre yderligere, hvad han ville høre fra ham. Han håbede, at Pax ville sige, at det heller ikke var dét han havde valgt, men han vidste, at Pax's ambitioner var anderledes. Ulvens flok havde trods alt været en meget anderledes bande end Rottebanden. Større, mere magtfuld. Juno vidste, at Pax selv havde indgået i sin egen del af slåskampe - et eller andet sted måtte han også have lært alle de evner, han havde fremvist i dag.
Men hvis Pax's liv var sådan her, så ville Juno være tvunget til at vænne sig til det. Og det kunne han godt - hvis det var dét han skulle, for at kunne overleve en plads ved Pax's side. Han vidste allerede, at det ville kræve en del tilvænning, men han var villig til at kæmpe med næb og kløer for at beholde Pax, selv hvis det betød at hver eneste dag fremover ville blive, som den havde været i dag. 

Pax's hænder arbejdede effektivt, indtil Junos hår var mere fugtigt end det var vådt. Dernæst fodrede han bålet og rev sit overtøj op over hovedet for, at tage såret i nærmere øjesyn -

Han havde været heldig. Det var ikke dybt og blødte ikke mere end, at han kunne stoppe det med salve og en ren forbinding. Indvendig priste han sig lykkelig for, at netop det var tilfældet, for alt andet ville have afkrævet en højere pris for ham at betale og det var en, han ikke havde råd til, som deres situation var lige nu.

I det at Junos ord nåede hans bevidsthed, så Pax dog op øjeblikkeligt. At høre Juno tale var godt. Det vidnede om, at der skete et eller andet inde bag den blege pande, og Pax skyndte sig at nikke, selvom han aldrig ville kunne svare på hvorfor. Dernæst så han ned igen. 
"Medmindre man fejler et eller andet i hovedet, så tror jeg ikke, at nogen ville vælge det til", brummede han, hvorefter et forsigtigt smil satte sig fast i hans ene mundvige.

Pax fandt salve og forbinding i sin lærredssæk, hvorefter han ordnede skulderen, så betændelse heller ikke længere skulle blive et problem. Hele tiden skævede han mod Juno og efter tegn på, hvad end den yngre mand tænkte -

Så han anderledes på ham nu? Var der afsky i hans blik?

Pax jog en hånd igennem sit askegrå hår og satte sig ved siden af Juno, dog ikke så tæt, at de ville kunne røre hinanden ubevidst. "Synes du jeg er et monster?"

Juno følte sig som et barn igen, da Pax tørrede hans hår, men det var ikke en skidt følelse - tværtimod følte han sig tryg og taget godt om, selvom hans muskler stadig var anspændte at chokket fra tidligere. Så længe han havde Pax til at hjælpe sig igennem det, følte han sig igen lige så tryg, som han havde gjort som barn, når han havde gemt sig fra Filip i Pax's seng. 

Det forsigtige smil Pax sendte ham, da han svarede ham, reflekterede Juno straks. Det var rat at høre, at Pax ikke valgte eller nød, den groteske vold de netop havde oplevet. Det gjorde det nemmere for Juno at kunne følge med ham. 
Han sad i tavshed og fulgte intenst med, imens Pax forbandt sig selv. Havde han været tættere på, ville Juno have tilbudt at tage over for ham - det ville ikke være den første forbinding han bandt. Men hans arme føltes tunge, ligesom hans hoved, og han havde ikke lyst til at hverken rejse sig op eller tale unødvendigt. 

Da Pax satte sig ned ved siden af ham, brugte Juno dog alligevel energi på at rykke sig helt op at sidde på siden af ham. "Nej," svarede han, hans stemme roligere end den havde været indtil nu, og han foldede et af tæpperne om sig op for at række det hele vejen rundt om Pax's skuldre også, og med den anden hånd hive det længere ned om hans brystkasse også. Med tæppet solidt rundt om dem begge, møvede Juno sit ansigt helt op mod Pax's hals.
"Hvis du er et monster, så vil jeg også være ét," insisterede han og udåndede lettet imod Pax's hud, for første gang i flere timer helt afslappet igen. "Du må bare ikke gå, hvor jeg ikke kan følge med. Hvis vi skal blive til monstre, må du give mig tid til at forvandle mig med dig." 
Juno var ikke bange for at blive ond, men han var bange for at blive efterladt, og det kom også til udtryk i hans kropssprog, da han lagde en hånd mod Pax's lår og strøg sine fingerspidser op og ned ad det, bevægelsen ikke seksuel, men kærlig.