Hvad mon de folk, der boede inde i husene, mon egentligt lavede lige nu? Der var altid så stille heromkring, så man skulle tro, at husene var mennesketomme. Men det kunne de ikke være… der kunne ikke være så mange huse og så mange etager, der bare var tomme, hvis man altså så bort fra de ækle rotter og mus og andre små kryb til dyr, der måtte leve her. Måske var det netop derfor, at folk ikke ville forlade deres hus - på grund af alt utøjet, altså. Det var sikkert fordi de var bange for, hvad andre måtte tænke om dem, hvis de fandt ud af, at de boede så usselt. Caine kunne ikke helt forstå, hvorfor det var så stort et problem. Selv var han da ikke en af dem, der boede i en kæmpe villa - faktisk havde han ikke noget hjem - men det afholdt da ikke ham fra at gå rundt i gaderne og opføre sig, som om han rent faktisk var noget...
Hans tanker blev brat afbrudt, da han mærkede noget loddent strejfe hans arm. Det viste sig at være en brunt kat med sorte striber, der sad på den tønde, han netop havde passeret. Der sad den og mjavede, sikkert fordi den var sulten. Men hvis sult var så stort et problem for den, at den åbenbart mente, at Caine skulle fodre den, så kunne den da ligeså godt gå på jagt i et af husene. Der var med garanti flere mus og rotter end den kunne æde.
Han måtte bekæmpe en stærk trang for sparke katten af vejen. I stedet greb han fat om det irriterende husdyrs nakkeskind og løftede den op i favnen, hvor han, ikke ligefrem på den mest blide måde, gav sig til at stryge den over pelsen.
Han rettede sit blik op fra katten og opdagede, at den eneste anden levende skikkelse i sidegaden pånær ham selv og katten, nu var kommet uhyggeligt tæt på ham. Han kunne ikke se den fremmedes ansigt og derfor ikke så godt bedømme, hvilken slags personlighed denne var. Det eneste, han indtil nu vidste, var, at fyren var iført en sort jakke og et par sorte støvler. Mere kunne han ikke se. Pokkers gadelys.

Kieran hævede et øjenbryn, da den fremmede tog den miavende kat i favnen, voldsommere end sikkert nødvendigt. Irriteret? Det var ikke til at bedømme, men selv hvis han var, ville der være en besynderlig adfærd at tage dyret op. Tanken mindede ham om Alphonse, og hans øjenbryn faldt på plads igen. Han havde ikke hele dagen til at stå her og glo på kattetæmning. Men derfor var han alligevel ikke interesseret i at træde frem. Selvom han selv var stoppet op, var fyren uvidende fortsat frem, og afstanden var nu reduceret til omkring de tre meter. Kieran bedømte jorden i mellem dem, før han så op. At den fremmede ikke frøs, kunne han ikke begribe. Samtidigt kunne han dog bedømme, at han ikke ville klare sig, hvis fyren knyttede næven imod ham. Dette tvivlede han dog på, ville ske. Hvis det var sådanne intentioner den anden havde, var det allerede sket. Så måske var det et passende tidspunkt at sige noget, i stedet for bare at stå og stirre dumt. Hvilket han følte, at han havde.

"Siden vi allerede har bemærket hinanden.. Hvem er du?"

Spurgte han, men uden at søge øjenkontakt. I stedet så han på katten og den knap så blide behandling, den fik. Til hans overraskelse syntes han at kunne ane en lav spinden.. Eller også var det bare noget, han bildte sig ind.

Caine stoppede brat op, ligeså snart han hørte den fremmedes stemme. Han vedblev at stryge katten over ryggen, og lod slet ikke til at mærke, at dens kløer havde boret sig dybt ind i hans arm, mens han blik gled over den fremmede. Fordi at han ikke kunne se den fremmedes ansigt, regnede han heller ikke med, at den fremmede kunne se hans – hvilket han selvfølgelig kunne - og han følte sig derfor ikke den mindste smule forlegen ved at stå og kigge lige ind i den fremmede ansigt.

”Caine,” svarede han så kort og bestemt, som han overhovedet kunne – som om at mere var der ikke at sige til den sag. Hvem han var, var ikke noget spændende emnet. Et spørgsmål, han langt hellere ville have svar på, var, hvem han var. Ham den fremmede. Han kunne stadig ikke se dennes ansigt. Svagt kunne han skimte omridset af hans ansigtsform og næse, sådan som lyset faldt på ham. Men mere kunne han ikke se.

”Hvem er du?” spurgte han.

Han sukkede og åndede dybt ind. Den halvrådne lugt, mugne lugt der fyldte denne del af byen, samt den tunge lugt af vådt hø, sikkert fra en nærliggende stald, var ikke ligefrem elementer, der udgjorde en frisk luft. Den eneste forfriskende duft der var at indånde, var lugten af aftenduggen, der lagde sig på brostenene. Man kunne ligefrem se duggen; vanddråberne skinnede som små sølvfarvede perler, da lyset fra gaden reflekteres i dem.

Kieran løsrev sit blik fra katten, da han kunne fornemme fyrens blik, der hvilede på ham. Noget i ham overvant alligevel trangen til at se væk, og hans øjne gled opaf Caine, hørte han, indtil han fandt den andens øjne. Det var ikke direkte øjenkontakt, men tæt på. Caine så blot på hans ansigt. Derfra at dømme, måtte han ikke kunne se rigtigt - ellers var øjenkontakt naturlig.
Dog gav det ham et chance for at opdage, hvilket besynderligt sæt øjne det egentlig var. Øjenæblet var sort og iris blå. Det så næsten sinistert ud, men Kieran agtede ikke at se væk. I stedet undlod han at trække en mine, da han vendte sig en anelse, for at læne sig mod muren. Nu, hvis han ikke tog fejl, var i det mindste halvdelen af hans ansigt badet i det gullige lys.

"Caine," genlød han uden egentligt formål, "Jeg er Kieran."

Efternavn var irrelevant, besluttede han, og krummede fingrene lidt i sine lommer. Tilfældigt hvilede han på det ene ben og så så endelig væk fra Caine og mod hovedgaden i stedet. Lyset var ikke overvældende, men alligevel nok til at genere hans nu mørkevante øjne.

Da den fremmede lænede sig op af muren, kunne Caine endelig se hans ansigt, og dermed fandt han da ud af yderligere en ting om ham: han var ung, omtrent på Caines alder, og havde et par grågrønne øjne. Dette var selvfølgelig svært at bedømme, for mørket var tæt og i mørke er alle katte grå. Og når man talte om katte... Caine hev besværligt den brune kat op i favnen igen, efter at den havde forsøgt at stikke af. Dumme dyr. Men så let slap den ikke.
Han rettede sit blik op og så på den fremmede. Kieran, som han hed. Caine kneb sine øjne let sammen, men fortrak ellers ikke en mine.

"Kieran," gentog han bare mumlende, ligesom den anden havde gentaget hans navn. Hvorfor han gjorde det, vidste han ikke. Sådan at gentage noget, den anden lige havde sagt... det var da egentligt en underlig ting.

Han lod en bleg hånd glide igennem sit hår, så de røde hårlokker kom helt i uorden. Han havde ikke den ringeste idé om, hvad han skulle sige for at holde samtalen igang, men det var heller ikke sådan, at han brød sin hjerne for at finde på noget. Lidt tavshed gjorde nemlig ikke ham noget. De fleste folk syntes at blive skidt tilpas, når en samtale ikke rigtigt skred fremad, men ikke han. Han var ikke så vant til at snakke med andre, da han for det meste holdt sig for sig selv, og folk syntes at vedblive at overse ham. Så hvordan man holder en samtale igang... Det var ikke noget, han havde forstand på.

Kieran så tomt mod hovedgaden. En kvinde med en masse i farmen kom gående på tværs med sit barn ved sin frie hånd. Det var ikke til at sige, om barnet var en pige eller dreng på denne afstand. Men det var ikke det han tænkte, da han så dem. Nærmere undrede han sig over, hvad et par som de lavede så sent på gaden. Nok var det en hovedgade, men det tog skumle typer sig da ikke af. Hvor var det skødesløst.
Et suk faldt fra hans læber, og han så tilbage på Caine igen, da denne gentog hans navn. Katten lod ikke længere til at være behaget. Men han havde ikke tænkt sig at kommentere det. I stedet spurgte han;

"Det er sent.. Burde, selv folk som dig, ikke være hjemme?"

Med 'folk som dig' mente han selvfølgelig folk af den mere rå type. Han lignede ingens drømmesøn (ja, søn, at dømme var fyren ung. Omkring Kierans egen alder) og kunne velsagtens være vant til lange nætter eller rå slagsmål. Ikke, at Kieran var i stand til at skimte hverken ar eller sår (måske var det lysets skyld) på hans overkrop, men han kunne ikke gøre for sit førstehåndsindtryk af en muskuløs person i bar overkrop og så usædvanelige øjne.

Caine slap endelig sit tag i katten. Den sprang taknemmeligt ned fra hans favn og løb væk, som om den aldrig ville se frihed igen, hvis den blev fanget endnu engang. Men til Caines overraskelse satte den sig ikke så langt fra ham, nemlig lige ved sidegadens udmunding til hovedgaden. Han sendte den et bedrevidende blik, men ignorerede den derefter. I stedet vendte han sin opmærksomhed imod Kieran, der netop havde stillet et spørgsmål.

"Folk som mig," gentog han idet hans ene øjbenbryn skød i vejret, "hvad mener du med dét?"

Han lagde skeptisk armene over kors, idet hans blik gled hurtigt over Kieran. 'Folk som ham'... Hvad så med ham selv? Caine kunne selvfølgelig ikke se hans kropsbygning så godt, ikke bedømme om han havde muskler eller ej, delvis på grund af mørket men også på grund af hans jakke, der dækkede for det meste, men Caine syntes nu alligevel ikke, at han lignede en der burde være ude så sent. Måske var det på grund af hans lyse hårfarve. Små drenge, der ikke turde vove sig ud efter mørkets frembrud og hellere blev hjemme hos deres mor, havde for det meste lyst hår. En måske var det bare noget, han bildte sig ind.

"Du er da ikke selv meget bedre. Hvorfor er du ikke selv hjemme...?"

Og netop som han havde færdiggjort sætningen, kom han i tanke om, at Kieran måske blot var på vej hjem fra... et eller andet. Sit arbejde eller en venindes hus, eller sådan noget. Men der var da ingen, der arbejde så sent, og der var da slet ingen, der var på visit hos andre på denne tid af natten.

Kieran skævede kort til katten ud af øjenkrogen, før han så tilbage på Caine, der havde samlet op på hans spørgsmål og krævet uddybning. Der var ikke så meget tilbage at gøre, end at svare, selvom han blev svagt utålmodig, fordi Caine egentlig ikke havde svaret ham.

"Du er muskuløs og går i bar overkrop. For at være ærlig, ligner du ikke nogen rar type. Mere den, der ikke tager sig af andres ord og formandinger, men styrer sit eget liv og laver sine egne regler. Folk som dig. Gadebørn i hærdede senior-udgaver."

Svarede han ærligt og lod den ene mundvig trækkes lidt i et fornøjet smil. Personligt fandt han det morsomt, at sammenligne Caine med et gadebarn, når han per udseende var så meget andet end.

"Jeg er kusk, og har arbejdet hele dagen. Selv efter jeg har fået fri, skal hestene afsadles og fodres, mens vognen skal vaskes. Derfor er det først nu, at jeg kan tage hjem." Fortalte han og tilføjede hurtigt; "Det er min forklaring. Hvad er din? Du svarede mig ikke før."

// Frys

Caine kiggede på den andens fornøjede smil uden at forstrække en mine. Kieran syntes vel nok, at han selv var vældig vittig. Men det syntes Caine altså ikke. Sådan nogle som ham fandtes der tonsvis af rundt omkring i gaderne – folk, der var store i kæften, men når alt kom til alt ikke kunne slå fra sig – så det var ikke noget nyt for Caine.
Alligevel kunne Caine ikke lade være med smile skævt og himle kort med øjnene.

”Nå, sådan!” udbrød han med en mine, som om han netop havde fået forklaret et meget kompliceret regnestykke, og først nu havde forstået meningen med det – han slog endda sin knyttede næve ned i sin udstrakte hånd for at virke endnu mere overbevisende. ”Så fordi jeg ser ud, som jeg gør, så mener du altså, at jeg burde være hjemme? Det giver jo ingen mening.”
De sidste fem ord kom ud lidt hårdere, end han egentligt mente det.
Han skjulte et højlydt gab bag hånden, et gab der tydeligt indikerede, at han kedede sig frygteligt, og… nåja, så var han måske lidt træt. Det var jo trods alt ved at blive sent, og når man ikke lavede noget aktivt eller sad på kroen og drak et krus øl, så blev man hurtigt døsig.
Da Kieran forklarede, hvorfor af alle steder i verden han netop var her, rettede Caine sit mærkværdige blik imod ham. Så han var altså kusk? Hvis Caine var kusk, ville han nok ikke engang holde en dag. Sådan et sidde iført sort tøj ude i solen på en vogn og blive kommanderet rundt med konstant… det var ikke noget for ham.

”Har man nu ikke længere lov til at gå udenfor en dør, når man har lyst til det?” spurgte han.
For så vidt han kunne se, så var det da ikke et helt ukendt fænomen at begive sig udenfor en dør på denne tid af natten. Overraskende nok så kunne han høre stemmer og musik, der strømmede ind på sidegaden fra den større hovedgade. Nu og da kunne han endda skimte en skikkelse eller to, som gik forbi. At de fleste af de mennesker, det var oppe på den forkerte side af midnat, var halvdrukne festende, gjorde ikke noget – de var stadig mennesker.

Han betragtede Caine, da dennes besynderlige øjne himlede og reaktionen udspillede sig. Var det ikke, fordi han lige havde vidnet den andens skæve smil, ville den sidste sætning havde betydet mere for ham, end den gjorde.
Kieran hævede et øjenbryn, da den anden skjulte et åbenlyst gab bag hånden. Han sagde;

"Du misforstår mig. Alle burde være hjemme i deres senge på denne tid af aftenen - natten, er måske snart mere passende. Selv folk som dig."

Han løftede en hånd op af lommen og vendte håndfladen opad, mens han trak på skuldrene og så den anden vej. Som han så det, gav det masser af mening, at forvente folk til at sove om natten. Hvad Caine så mente om den sag, var op til ham.
Han skævede ud af øjenkrogen, da den anden sagde noget igen. Denne gang rynkede han faktisk brynene en anelse.

"Du svarer mig ikke, men stiller mig blot et andet spørgsmål. Forsøger du bevidst at undgå det, eller er du bare dum?"

Oh yeah, Kieran kunne skubbe den. Han var sulten og udmattet efter en lang dag. Det sidste han havde brug for, var nogen til at afprøve hans tålmodighed. Og som en dårlig taber, agtede han nu ikke at forlade stedet, før han havde fået sit svar. Hans for Caines. Det var retfærdigt og logisk. Dog, i Kierans nuværende tilstand, tænkte han ikke optimalt. Det var der dog ikke tid til at tage i overvejelse nu.

Endnu engang gled hans ene hånd med en hurtig bevægelse igennem hans hår, idet han rettede blikket opad, op på himlen. Det var underligt, så sort himlen var. Der var slet ingen stjerner eller lysegrå skyer, der dovent gled henover månen. Der var intet andet end... ingenting.
Uden at fjerne sit blik fra himlen, svarede han Kieran.

"Og hvem har så lavet den regel?" spurgte han.

For på den måde, Kieran sagde det på, fik han det næsten til at lyde som en selvfølge. Som om at sådan var det bare, og det var da helt hen i vejret at være ude så sent.
Da Kieran påstod, at han med vilje undgik at besvare spørgsmålet, fik det Caine til at slide sit blik væk fra himlen for i stedet at vende det imod Kieran.

”Hvorfor skulle jeg bevidst forsøge at undgå det?” spurgte han.

Helt bevidst var det ikke, at han undgik at svare på spørgsmålet. Men bevidst var det i hvert fald at han ignorerede Kierans ”eller er du bare dum”. Hvis der var nogen der var dum her, så var det vist Kieran selv. Stod og ævlede op om, hvad han havde fået sin dag til at gå med, og var åbenbart meget desperat efter at få at vide, hvorfor Caine var her… Hvilket Caine selvfølgelig ikke forstod, og derfor vedblev ikke at svare på Kierans spørgsmål.
Han havde godt bemærket, hvordan den anden havde rynket sine bryn let, da han åbenbart ikke havde fået det svar, han forventede. Han brød sig tydeligvis ikke om ikke at få svar på sit spørgsmål. Men uheldigvis for Kieran var Caine ligeglad med det.

”Hvad kommer det i det hele taget dig ved, om jeg er hjemme eller ej,” sukkede han opgivende. "Eller har du måske et nattearbejde som en eller anden mærkelig form for byvagt, der render rundt og smider folk i seng, hvis de er for sent oppe?"

Han tog et enkelt skridt til siden for at læne sig op af muren. Murstenen var klamme og kolde, men hvad skulle man ellers have forventet af en mur, der sikkert aldrig så solens lys?

"Jeg husker ikke at have nævnt nogen regel."

Var hans svar, mens han så bort. Samtalen begyndte at kede ham, samtidigt med, at han ikke ønskede at diskutere noget så nytteløst. Caine havde åbenlyst sin egen mening, og Kieran agtede ikke at bruge kræfter på flere af sine argumenter. Fyren ville ikke give sig.
Derimod ville han svare med et spørgsmål. Det prak Kieran i siden, at han ingen vegne kom, men i stedet afslørede mere og mere om sig selv. Han vidste ikke, hvor den anden ville hen med dette jeg-stiller-spørgsmålene-halløj, eller om det overhovedet var bevidst. Han vidste blot, at det kedede ham.
Derfor svarede han heller ikke på Caines næste spørgsmål, men lukkede øjnene under en dyb udånding. På trods af, at dette var en sommernat i august, var temperaturerne ikke særlig overbevisende. Som han stod stille, lænet op af den klamme mur, kunne han mærke kulden trænge ind på ham. Selv gennem hans frakke. Enten var det hans egen krop, der havde svært ved at holde varmen (der var trodsalt ikke megen fedt at gå efter) ovenpå, at han var sulten. Eller også var det bare natteluften, der kølede mere end normalt. Den mulighed måtte han dog stryge igen. At dømme på Caines bare overkrop, var der ikke koldt. Medmindre fyren blot var mere hardcore, end som så.

"Du har ret, det kommer ikke mig v- Huh?"

Regn. Han så op i det øjeblik han fik en dråbe på kinden. Himlen var kulsort. Nej, sortere end kul. Normalt var en sådan nattehimmel præget af små lysende stjerner, og i de fleste tilfælde en måne (hvilket der dog ingen garanti var for, at han kunne se fra en smal gade som denne). Så der var kun en forklaring; Det var ikke himmel han så på, men et tykt lag mørke regnskyer.
Flere dråber begyndt at falde, og han så på Caine uden et ord.

Caine blinkede af ren refleks et par gange med øjnene, da en stor regndråbe ramte ham lige midt i panden. Og som det så ofte sker med regndråber, så blev den ene dråbe efterfulgt af endnu en dråbe. Og endnu en. Til sidst faldt der så mange dråber fra himlen, at man tydeligt kunne høre regnens trommen på husenes tage.

"Lorte vejr," mumlede han.

Han lagde sine arme over kors for at kunne holde varmen bedre. Nu hvor det var begyndt at regne, føltes det som om, at temperaturen lige faldt et par grader fordi regndråberne var så kolde. Hvem der dog bare var på kroen nu... Der var både tørvejr og varme.
Han strøg et par våde totter pandehår væk fra sin pande, mens han så på Kieran med et lettere spørgende blik, der talte sit eget tydelige sprog; "hvad kigger du sådan på."

(>___< Det blev godt nok kort.)

Kieran trak skuldrene lidt op, da det ikke længere dryppede, men regnede. Det var gået stærkt. I løbet af dagen havde han ganske vidst spottet mørke skyer mod vest, men han havde ingen idé om, at de kunne være nået frem så hurtigt. Og som regnen nu trommede mod hustagene og dannede vandpytter på jorden, formodede han ikke, at det bare var en lille byge. Hvis han blev stående meget længere, ville han blive syg.
Han så stadig på Caine, da denne mumlede et par ord efterfulgt af et spørgende blik. Kieran registrerede det dog ikke til fulde, men faldt nærmest i staver, mens han overvejede sine muligheder.
Herfra var der cirka ligeså langt hjem, som der var til den nærmeste kro. Han havde lovet sig selv ikke at gå på kro, ja ja, men under et uventet regnvejr, gjalt det da først og fremmest om at komme i tørvejr. Han kunne ikke beslutte sig. Og om det var passende bare at vende om på hælen og efterlade Caine til sit eget helbred, kunne han heller ikke begribe.
Det var først, da et par dråber sneg sig ind under kraven og ned langs hans nakke, at han blinkede sig ud sin trance og spurgte;

"Kroen er ikke mange minutters gang herfra."

Han formodede, at Caine forstod hentydningen.

(Det er heller ikke hver gang, at det lykkes xD Det går, det går :3)

Selvom de stod mellem to høje bygninger, der egentligt burde skærme for det værste af regnen, syntes alle regndråberne alligevel at finde vej ned i sidegaden. Caine kunne ikke rigtigt gøre andet for at undgå dem end at træde tættere ind til muren, så han stod halvvejs i tørvejr under husets beskyttende tag.
Da Kieran nævnte kroen, gled et hurtigt smil henover Caines læber.

”Nej, der burde ikke så langt at gå derhen," mumlede han.

Han rettede sig lidt op i ryggen, med en mine som om han var klar til at forlade stedet. Hvis han havde været iført en jakke, havde han sikkert rettet lidt på dens krave, men uheldigvis for ham havde han valgt ikke at tage jakke på i dag. Og så lige netop i dag, hvor regnvejrs skyerne åbenbart havde bestemt sig for at glide indover byen. Men i morges var himlen altså helt kongeblå og skyfri, så hvordan i alverden skulle han havde kunne vide, at det ville begynde at regne så meget senere hen på dagen?

(Det ser da ud til at lykkes for dig hver gang xD)

Kieran sendte Caine et kort, tilsvarende smil, før han gjorde sig fri af muren og støttede på sine egne to fødder igen. Alphonse måtte vente og Kieran måtte bryde sit løfte til sig selv. Lige nu tog han sig dog ikke af det. Kroen var varm, det var han overbevist om, og vigtigst af alt tør.
Han knugede sin pung i lommen, før han gjorde et nik med hovedet i retning af hovedgaden. Da han begyndte at gå, trængte der mere vand ned i nakken på ham, og han bed tænderne sammen for ikke at lade det ham gå på. Men der var vel knapt noget værre en denne følelse. Det eneste han kunne gøre, var at holde ud, til de nåede i tørvejr.
Inden længe var sidegaden atter tom for liv.

(Urg.. Nej, ikke hver gang xD Men nu tog jeg mig lige den frihed at afslutte *ond latter* Og så overlader jeg det til dig, at starte på kroen >:3)

Hvis man kigger tilbage på hvad der er sket, ville man finde en meget forvirret Sarah oppe på sit værelse der så sig i spejlet og var ved at flå sit hår i stykker. Hendes bryster var forsvundet, og havde derved fået noget ekstra nede imellem benene. Hun var blevet til en dreng, efter at have fået sådan et stort chok, under angrebet med den kvindelige vampyr, og Fader Carlisle der reddede hende. Et eller andet var ihvertfald sket med hendes krop, og hun forstod det ikke. Efter noget tid havde hun så fundet ud af hvordan hun kunne få sin krop til at skifte køn, så nu kan hun gøre det uden problemer (næsten ihvertfald).

Emmett, (som Sarah hed som dreng) havde besluttet sig for at snige sig udenfor klosteret, og stikke af for en stund. Han ville prøve at finde Sharlens bolig, men nu hvor han tænkte over det.. så vidste han jo slet ikke hvor det lå? Nu følte han sig virkelig dum over at have været kommet så langt, endda som DRENG! og så at finde ud af.. at han faktisk slet ikke kendte adressen til Fader Carlisles bolig. Tåbeligt!
.. årh.. møg.. hvor er jeg.. ? en eller anden gade.. så det er sådan det ser ud om aftenen udenfor klosteret.. tænkte han en smule drømmene, men samtidig forvirret og frustreret.
Hvor ER jeg?..

lidt længere nede af sidegaden kom Shadow gående op af muren.
Han var stadig en smule skadet efter at have været oppe og slås mod den idiotiske præst og nu havde han ikke fået mad i et helt døgn, så han var ved at være godt sulten, og aligevel havde han ikk helt energi nok til at gå ud og finde sig et offer.

han fik sat sig ned op af væggen og holdte sig til brystkassen.
for helvede hvorfor kan mine sår ikke bare heale hurtigere! tænkte han tæmmelig irreteret og kiggede så også på sin ene hånd der også stadig var en smule forbrændt efter at have rørt præstens tøj som var fyldt med kors.
og de kors var ikke almindelige... jeg plejer at ku røre kors... hvad var det for nogle ihvertfalde ikke nogen almindelige nogen.. tænkte han så lidt efter og kom så med et dubt suk.

Emmett forsatte ned ad gaden i sin forvirring.
Han sørgede for at kigge til alle sider, op og ned sågar! imens han bare kom gående hurtigere og hurtigere, fordi mørket var faldet på, og det gjorde ham en smule nervøs. Hans hjerte hamrede ihvertfald stærkt.

Hans tøj var en sort kortærmet trøje, med halskrave i. Og bukserne var lige så sorte, hvor han så havde fundet et hvidt bælte til at sætte rundt i.
Noget han af en eller anden grund havde i sin skuffe, og først havde opdaget for nogle dage siden. Inde under halskraven havde han en halskæde på, med et Isaristisk kors i. Det ville beskytte ham.

Nu fik han dog øje på noget længere henne, som sad op ad en mur, og det fik ham til at standse brat. Hvad nu hvis 'det' eller 'den' var farlig? Det kunne han jo ikke vide.. men på den anden side...
Emmet kneb øjnene sammen for bedre at kunne se derhen, og det lignede at skikkelsen var.. såret?
Jeg er alt for godmodig.. tænkte han med et suk, og gik derhen.
"... undskyld.. er du okay?" spurgte han venligt, og bukkede sig ned til personen.

Shadow kiggede op på den anden ide han sukkede kort.
Ikke engang når byttet kom tæt på ku han føle sig frisk til at angribe, men han ku jo stadig spille sød som han altid plejede at gøre.
"ja jeg er såret... det var et uheld jeg klare mig" sagde han og bed sig i læben på grund af smerten i brystkassen.
han ku så også mærke noget besynderligt ved denne her knægt, var der noget på ham eller han havde på som virkede bekendt?