Hun havde ikke hørt hvad han havde sagt, hun mørket havde bare omfavnet hende.
Lullet hende i søvn, den bedste søvn hun havde haft – desværre vidste hun ikke hvor når hun sidst havde sovet så godt. Der spillede nok flere ting ind over, men følelsen af tryghed havde nok været den største faktor. Hvilket nok var grunden til, hun hellere ikke hørte at der var noget som kom imod hende.
Det var først da latter rørte sig i hendes tanker, at hun lige så stille drev ud af hendes søvn.
Øjenlågene sitrede, som hun lige så stille åbnede øjnene.
Hvor var hun?
Hun greb forvirret omkring tæppet, og hæv det omkring sig. Da hun havde ligget mere eller mindre spraglet ud over det. Fuldkommen nøgen, kulden ramte hende også – da hun fik tæppet helt over sig. Da hun der kunne mærke hvor kølig huden var de steder, der havde ligget uden for varmen tæppet havde givet.
Første instinkt var at gemme sig fuldstændig under de mørke tæpper, som pigen pludselig spurgte hvorfor de var nøgne. Hvorfor havde børn lige præcis den evne, der gjorde de ingen hæmninger havde? Man spurgte da ikke bare folk hvorfor de var nøgne!
Men børn, de gjorde.
Evlyn spærrede øjnene op, da Pax blinkede til hende. Seriøst? Han havde bare tænkt sig, nej! Hun mærkede varmen der brændte i hendes kinder, som tæppet blev hævet hele vejen op over hendes hoved. Nej den her samtale skulle hun slet ikke være en del af!
Hun var her ikke, og de tog kunne glemme alt om, at tro hun skulle være en del af noget som helst.
Derfor gjorde det hende bestemt ingen ting, at de begyndte at slås med hinanden. Så var der i hvert fald ikke flere spørgsmål, der kunne få varmen til at stige yderligere i hendes allerde ophedet kinder.

I det Evlyn forsvandt under tæpperne, lød en hæs latter fra Pax, hvis hænder stadig var i færd med, at parerer pigebarnets slag og spark. Bandelederen af Ulvens Flok kunne end ikke huske, hvornår han sidst havde følt sig så behageligt tilpas, som i det legende øjeblik i den tykke halmseng og med de varme tæpper over sig. Vidste han ikke bedre, kunne han havde lagt sådan i en evighed.
Pax vidste naturligvis, at det ikke kunne vare ved. Hverken Evlyn eller ham selv havde råd til en sådan luksus; prisen for resten af deres dage ville være for høj.

Efter at have mast Ronja tilstrækkelig, så den lille piges magre bryst hævede og sænkede sig stakåndet, undlod Pax at fortsætte. Tilsyneladende var Ronja dog langt fra færdig med at stille spørgsmål, og med en eftertænksom mine spurgte hun; ”hvordan laver man et barn?”
Pax hævede begge sine brede øjenbryn og skævede til Evlyn for hjælp, men hurtigt måtte han sande, at der ikke var nogen at hente. Han satte sig op, så små halmstrå stak ud fra det askegrå hår, og lagde sine arrede hænder på barnets ben. ”Det er en lang forklaring”, begyndte Pax at fortælle, men tydeligvis i en tone der indikerede, at han ikke havde i sinde at fortælle Ronja noget som helst. ”Og det er en af dem, jeg giver dig, når du bliver en kvinde selv.”
Ronja skar en grimasse, tydeligvis uforstående overfor hvorfor det ikke skulle være nu, eftersom alle tidspunkter var gode tidspunkter, ifølge Ronja selv. De blev dog afbrudt for endnu engang, da en bredskuldret ung mand viste sig i hulrummets udgang. Han skævede med mørkebrune øjne til Pax, dernæst til Evlyns blonde hår, for til sidst at lade sine øjne fæstne sig på Ronja. På Flokkens rakkerpak sprog fortalte manden, at de havde brug for Pax’s øjne og med et fast greb om Freya, forlod han dernæst den dybereliggende undergrund.

Pax vendte sig mod Evlyn, stadig med et smil krusende i hans mundvige. Som hans undersåt havde vist sig for ham, havde Ulven fundet vej hjem igen.
”Du ville have noget at lave, ikke?”, lød det hvorefter Pax rejste sig og trak bukserne henover hans nøgne underkrop. 

Åh, ved alle guder - slug mig i et hul. Nu tak.
Det var ikke fordi at Evlyn ikke kunne lide børn; for det gjorde hun. Hun havde flere gange, nedlagt sit arbejde for at hjælpe til når det stod for at redde småbørnene i skumrings kvarteret. Men - hun var så rædselsslagende for at gøre dem fortræd. Da hun vidste at dæmonen i hende, bestemt ikke var den store fan af småbørn. Desuden; lige siden hun var kommet her, havde hun lagt mærke til hvor stor respekt og hvor meget børnene elskede Pax. Det havde også været grunden til, at det første hun havde gjort var at prøve at komme væk. Ikke at det havde lykkedes hende særlig godt, faktisk - som hun nå lå der, splitterravne nøgen, efter hun havde ligget; bogstavligttalt, og rullet rundt i høet med manden. Så var hun så langt fra at løbe ud af døren, som man kunne komme. Selvom det selvfølgelig kunne nåes endnu, men lysten var næsten som forsvundet. 

Hendes koral blå øjne tittede op fra tæppet, som der blev spurgt hvordan man lavede børn. Hun skulle lige til at svare, da endnu en dukkede op i åbningen. Virkelig? Virkelig!? Hun rullede med øjnene, og lagde sig tungt tilbage høet, da hun lige havde løftet hoved for at se hvem det var. Nu kunne det ikke blive værre, nu var det ude; nu kunne de ikke flygte fra det. 
Som han rejste sig, lod hun sig langsomt glide op i en siddende stilling. Stoffet godt pakket rundt omkring hendes nøgne krop, så kun hendes skuldre var at se. Håret var rodet rundt, med hø stikkende ud af de blonde lokker. “Noget at lave?” mumlede hun hæst, mens hendes blik faldt frem i mørket, de to andre var forsvundet ud af. 
“kommer så sandelig an på .. hvad du vil have mig til at lave” brummede hun, inden hendes nu veludhvilet øjne kiggede på manden, der smilte til hende. Så helt forfærdelig havde deres lille, sammenstød ikke været.

Pax fnøs moret, som han begyndte at iklæde sig de mange beklædningsgenstande. Det tog ham ikke mange øjeblikke, før end han skridtede tilbage og satte sig på hug foran Evlyn. De stålgrå øjne gled undersøgende ned over hendes skikkelse, næsten vurderende, som forstod han ikke, hvad han præcist så.
”Der er ingen grund til at være blufærdig nu”, konstaterede Pax, i det hans ene mundvige hævede sig blot en smule og sitrede næsten spøgefuldt. ”Jeg så alt af dig for nogle timer siden, forstår du”, lød det i en forhastet tilføjelse, hvorefter Pax blinkede moret til hende. I øjeblikket efter rejste han sig og begyndte at samle Evlyns lånte tøjstykker sammen, så han omsider kunne aflevere det til hende. Han var ikke interesseret i at gøre hende forlegen, selvom han ikke forstod, hvorfor hun klamrede tæppet til sig. Evlyn var jo smuk at se på.

”Der er forskellige ting, du kan give dig til”, konstaterede han, i sin sædvanlige effektive tone. ”Jeg skal længere ned. Vi graver og jeg er Klatrer. Bagefter skal nogle af de yngre drenge til træning. Hvis du vil, kan du give en hånd med der?”, tilbød han, i grunden nysgerrig efter at vide, hvad Evlyn ville bidrage med. Han vidste endnu ikke hvorfor, men Pax brændte efter at se hende i aktion i blandt Flokken; som en alfa anså sin mulige mage tilegne sig klanens respekt. 

Hun måtte dy sig fra, at skubbe ham væk fra sig. Som han sad der og kiggede moret på hende, magen til frækhed! Men hun kunne stadig mærke hvordan hendes mundvige, ganske ufrivilligt begyndte at bevæge sig opad. 
En gang i høet, og så var han pludselig blevet komiker eller? Hun tog en dyb indånding, som hun lagde hoved på sine knæ, og betragtede ham som han begav sig rundt i rummet for at finde hendes beklædnings genstande. Hvis hun ikke skulle være blufærdig, så kunne hun da i det mindste nye synet af, ham der arbejde lidt for hende, ikke? 
Tænderne greb omkring hendes underlæbe, som han kom hen imod hende igen. Nu når man virkelig fik øjnene op for det; han var nu ikke hel grim at kigge på. Hun rystede på hoved, som han gav hende tøjet at tage på. De tanker, dem skulle hun lige vende sig til dukkede op omkring hendes rival. Eller, var de rivaler stadig? 

Men, hun skulle ikke være blufærdig? Hun rejste sig op, tæppet faldt fra hendes nøgne krop, som hun stod foran ham med bylten af tøj under armen. Hun hævede et bryn - var det her en prøvelse hun skulle gå igennem? 
“Vi graver og klatre? Du giver ikke meget information... Jeg vil gerne være med til at træne.. tror jeg godt jeg kan klare.. hvis jeg passer på” mumlede hun som svar, for hun kendte sig selv godt nok til - at hun ville blive revet med så snart de gik i gang. Og hun ville nødig have en lussing af Edward for ikke at passe på. Men det kunne også være underholdende at vise Pax, hun ikke bare var en klatre tyv, men bestemt også havde haft sine dage hvor hun havde sparret med mænd dobbelt hendes størrelse. 

Pax lagde armene over kors, i det Evlyn rejste han. Hans stålgrå øjne forlod ikke kvindens koralblå, i det han trak let på den ene skulder. ”Jeg ved ikke, hvor jeg har dig endnu. Hvem ved, hvor du render hen, når du er klar på benene igen”, svarede han bramfrit og med samme direkte facon, han altid havde gjort. Til trods for de varme følelser Pax unægtelig følte i hans bryst, var han ikke parat til at kaste sig ud i – hvad end det påkrævede ham. Bandelederen af Ulvens Flok var forvirret i sin grundvold, men det var en sårbarhed han ikke var villig til at vise hende. Ikke, som Evlyn stod der, kampparat og –

Havde hun fortrudt? Tanken skød igennem Pax’s mange overvejelser, som et lyn fra en skyfri himmel. Til trods for at han mærkede sig selv nikke, forlod bekymringen ham ikke. Ej heller den stigende irritation der medfulgte. Hvad lignede han efterhånden? Dette var svageligt! En gang i høet og dine knæ er bløde som smør, vrissede en arrig og hadsk stemme, der som et piskesmæld fik Pax til at ranke ryggen.

”Vi starter i eftermiddag. Hvis det er eftermiddag”, brummede Ulven, hvorefter han affærdigede tiden på dagen med en skødesløs gestus. ”Du kan gøre dig nyttig med børnene eller madlavning. Flokken skal nok gøre dig opmærksom på de steder, hvor du ikke er velkommen eller sætte dig i gang med, ja, hvad end der er brug for”, fortalte Pax dernæst videre, som han fnøs moret og hævede begge sine brede øjenbryn. I grunden var det mærkværdigt at koste rundt med den blonde kvinde, men Pax kunne ikke modsige, at han ikke nød det i nogen grad.

”Og hvis du har brug for mig, så bed de andre om at hente mig. Medmindre jeg selvfølgelig skratter ned i undergrundens dyb og Kile kommer efter mig. Man ved jo trods aldrig, men så kan du jo overtage biksen og fortsætte i mine fodspor”, spøgte han mørkt, i det han smilede tomt og dernæst forlod kammeret. 

Hun fnyste, det moret smil forlod hendes læber, som hun betragtede ham. 
Gode gamle Pax, så var han der igen. Skønt.

Det var ganske tydeligt hun lyttede til de instrukser hun fik, hun sagde ham ikke imod, eller anerkendte at hun forstod. For selvom hun måske var under hans tag nu, og hun måtte leve efter hans regler; nu når han havde bådet givet hende mad, et sted og sove og hjælp til hendes sår. Skulle han ikke have tilfredsheden over, at han kunne få hende til at føje sig som en gadehund der ville stikke halen mellem benene, blev den domineret nok. 
“Vi ses.” brummede hun ligeledes efter ham, som han forsvandt ud af rummet. “Røvhul” om han hørte det eller ej, det måtte tiden jo vise. Hun samlede sig endelig sammen, og begyndte at tage klæderne på igen, før hun begyndte at halte ud af rummet. Hendes fød gjorde stadig utrolig ondt, måske hun kunne få Edward til at kigge på det senere. 





Ganske alene i rummet, havde hun siddet fuldstændig optaget af at male. Da en krudtugle pludselig kastede sig ind i rummet, og greb omkring Evlyns arm. Maleriet, havde nu en guld streg tværs igennem det nydelige vandfald hun havde malet. Hun stirrede tomt imod det, og derefter ned på den før grinene Ronja, der pludselig godt vidste det ikke var helt godt. 
“er det ødelagt?” 
Evlyn knyttede sine fingre sammen, det havde været et maleri hun havde brugt næsten fire uger på. Og der var nu, en gul streg.. igennem hele vandfaldet. Hun tog en dyb indånding, inden hun lagde penslen fra sig. Hun vente sig, og gik ned i hug foran hende. 
“Du har meget energi var?”
Pigen kom med et stort smil og nikkede. “Ja.. det ødelagt.. Men vil du vide en ting?” igen voldsom nikken, mens de store brune øjne kiggede ind i hendes blå. “Vi kan bare male det over.. også starter vi forfra.. Vil du være med til at vælge hvad vi skal male?” spurgte hun, mens Evlyn lod fingrene glide igennem det iltre 
“Mal mig!” dette fik et oprigtig grin til at forlade Evlyns læber. 
Og sådan måtte det være, mens hun hæv Ronja op på sit skød, og de sammen malede maleriet over med en sort farve. Og Evlyn kig lige så stille igang med at male den skønne lille pige, der sad for første gang musse stille i hendes skød og stirrede optaget af hvad der foregik foran hende.

Pax forsvandt ned i de nedre regioner af undergrundstunnellen, for dernæst at tilbringe mange timer imellem stejle klippevægge og smalle passager. Det skulle vise sig ikke at være uden problemer, som bandelederens ene skulder brokkede sig under pres, men Pax nød de tavse timer for sig selv. Den fysiske kraftanstrengelse var en kærkommen distrahering, og da han omsider nåede tilbage, var det mere formålsrettet end nogensinde før.
Hvilket, det skulle vise sig, at han fik brug for…

Tumult gav genlyd i gangene og sendte et farefuldt ekko op igennem undergrunden, til det som spæde prust og kommandoer nåede frem til det kæmpemæssige fællesareal. Alskens medlemmer, alle i færd med deres egne gøremål, så op til lyden af Pax og tre mænd, der kom slæbende med en fjerde; bandelederen selv holdte krampagtigt om et blodrødt bukseben, hvorunder der ikke længere var nogen fod at finde. Samtlige af mændene prustede af udmattelse, og Pax svedte, så den mængde støv og stensmuld han havde i ansigtet, løb ned af hans udsultede kinder.
Edward kom farende, men med en enkel håndbevægelse guidede Pax den lille konvoj væk fra de nysgerrige øjne og ind i et tildækket hulrum. Ikke mange øjeblikke efter lød der et halvkvalt skrig og et ’bump’ – dernæst fulgte en tæt og omklamrende stilhed.

Pax og de tre andre mænd kom til syne ikke mange øjeblikke. Bandelederens hænder var dækket af rødt blod og med tomme øjne, betragtede han den nysgerrige forsamling. ”Stenskred. Edward ordner det”, informerede Pax i en høj stemme, så samtlige ører hørte hans hæse stemme. Tilsyneladende syntes det at tilfredsstille alle, men Pax selv var ikke færdig med at snakke. I det at han modtog en våd klud og tørrede sine hænder, henholdsvis nikkede han og pegede på seks unge drenge.
”Træning”, lød det dernæst, hvilket resulterede i at drengenes ansigt lyste op i en forventningsfuld glæde.

De sad der, hun var faktisk ikke sikker på hvor længe der var gået, fra hun havde bevæget sig ud af alfaens hulrum, og kastet sig dagens opgaver. For Ronja havde taget hele hendes opmærksomhed, og som de sad i hendes eget hulrum sammen, og fik skitseret starten af maleriet af Ronja; som hun ganske højlydt havde erklæret. 
Er par gange, var der blevet stillet nogle af de typiske børne spørgsmål. Hvad er månen, hvorfor blinker stjerner - igen hvad Pax havde ment med hun skulle vente til hun var en kvinde. 
Det sidste spørgsmål, havde Evlyn selv ganske elegant smyget sig uden om. Da hun bestemt ikke skulle være den til at fortælle, hvordan man lavede babyer. Det var et ganske godt svar, vent til du er blevet ældre. Selvom det ikke faldt i god jord, blev smilet dog større igen; da Evlyn til sidst overgav sig og ville fortælle hende en godnat historie senere. 
Dog blev deres lille hyggestund afbrudt ganske pludseligt, som tumult nåede indgangen til det lille hulrum de befandt sig i. Ronja hoppede glad ned, da det jo ganske tydeligt betød at Pax var vendt tilbage. Men efter pigen var løbet et par skridt, kom hun tilbage og greb Evlyns hånd og trak hende afsted med sig. 
Da de kom ud og så hvor lyden og postyret kom fra. Greb den blonde kvinde dog omkring Ronja hånd, det kunne ganske vel være, at børnene i undergrunden så deres del af blod og situationer som disse. Men selv for Evlyn var det ikke et billede hun havde ønsket at huske, når hun skulle lukke sine øjne i nat. Foden var væk. 
Med et hurtigt træk, trak hun pigen til sig, og satte sig på hug foran hende. Med en finger bevægelse, fik hun fanget opmærksomheden fra Ronja. Hun hviskede nogle få ord, hvor efter hun ved siden af den uglede krøltop fik fremtryllet et enkelt ravstykke fra pigens øre. Med kuglerunde store øjne greb hun omkring det, og med et hvin stak hun afsted. 

Så træning? Der var vel noget om, at han ønskede at hun deltog. Hun stillede sig dog bagerst, så hun lige var i syne for hans øjne. Armene overkors gav hun ham et skævt smil og hævede et bryn. Afventende. 

Pax, Evlyn og de forventningsfulde drenge var ikke de eneste, der fulgte troligt med ind i endnu et hulrum, der ganske tydeligt var dedikeret til kamptræning. Tre piger, alle med store barme og vuggende hofter, gik ligeledes med og der syntes at kruse sig frydefulde smil i deres søde mundvige.
Pax instruerede drengene i at opvarme, hvormed det var det, de gjorde. Armbøjninger, knæløft, alverdens korte øvelser blev gennemgået, hvorefter de hentede træpinde fra en bunke i hjørnet. Også Pax greb om en, hvorefter han vendte tilbage og stillede sig foran dem med beslutsomme øjne. Stadig svedte han, efter at have båret på en mand større end ham selv, fra de nederste regioner af undergrunden og op til fællesarealet. Det gjorde ikke noget godt for ham, at han tilmed var dækket af fint stensmuld.

En lavmælt men hæs instruks lød fra Pax, hvilket resulterede i at drengene fandt sammen to og to. Øvelserne, de begyndte at foretage sig, svarede sig til deres små staturer og den færdighed, de havde forinden havde opnået.
Pax’s øjne hvilede urokkeligt på dem, når han ikke engang imellem afbrød og rettede dem ind. ”En retfærdig kamp er en kamp for retfærdige mænd”, brummede han, som hans beskidte fingre greb om håret på en af drengene. Resolut trak han ham tre skridt tilbage og gestikulerede med kæppen mod jorden. ”Du er mindre end din modstander, men se på underlaget. Du har ikke skænket det en tanke. Ingen af jer står bedre fast end den anden med småsten”, fortalte Pax videre, i en tone der ikke indbød diskussion eller spørgsmål.

Træningen fortsatte med Pax’s afbrydelser, indtil drengene svedte af udmattelse. Det var først, da den største af dem, smed sin stok fra sig i frustration, at Pax syntes at bemærke ham. Tamar, hed knægten, og ikke sjældent udfordrede han sin leders autoritet. Han var også den dygtigste kæmper af de seks drengebørn, og med mørke øjne der skød lyn af raseri.
Pax hævede uimponeret det brede øjenbryn, som han begyndte at cirkulere om knægten. Han brød sig ikke om det, men Tamar var problematisk.
”Du er vel ikke allerede færdig?”
Knægten fnøs og nikkede udfordrende mod Pax, hvis skikkelse var langt højere end hans. ”Se på dig selv! Du er sølle, som du puster over at båret Tomas op!”, hvæsede Tamar tilbage, som begge hans næver knyttede.
De øvrige drenge – og pigerne ved klippevæggen – stirrede med store øjne. Det syntes dog ikke at stoppe drengen, hvis raseri blot steg i styrke. Heller ej da samtlige af Flokkens tilstedeværende medlemmer krøb væk fra Ulven og dens vrede unge.

Pax tog ikke øjnene fra Tamar, der spyttede mod ham. ”En eller anden dag så er det mig, der står der! Ude i byen siger de, du ikke er en rigtig mand! At du ikke ligger med nogle kvinder! At du faldt om i rendestenen og lå og rallede, indtil du blev redet af en pige! En pige! Og se på dig! Du er en skide pind af en mand!”, lo knægten ondskabsfuldt med hvæsende vejrtrækning.
Stadig sagde Pax intet, men fortsatte med at lytte. I grunden gjorde det ham intet at høre sandheden fra Tamar, for det frembragte ingen skam eller vrede i ham selv, hvilket i grunden altid havde vakt Pax’s egen interesse; den burde velsagtens indfinde sig, ikke sandt? Bandelederen vidste dog også instinktivt, at Tamar måtte irettesættes og det var derfor netop, hvad han gjorde.

Pax sukkede tungt, grænsende til træt og udmattet, i det han vred sit håndled, så stokken i hans greb begyndte at rotere. Dernæst bevægede han sig med langsomme skridt hen imod Tamar, der forstod en udfordring når han så den og derved også selv samlede sit træstykke op.
”Hvis jeg skulle samle og fører en hær, ville jeg kun tilvælge kvinder. Ved du hvorfor?”, spurgte Ulven i en påtaget nonchalant facon, som han fortsatte sin cirkulering rundt omkring knægten. Tamar svarede ikke, men stillede sig i angrebsposition. På intet tidspunkt forlod hans blik sin leders flydende skikkelse, der elegant kredsede sig om ham, stadig med stokken roterende hypnotiserende i luften. ”Mænd har mange motiver med sig, når de kæmper. De skal bevise sit værd, at de har noget mellem benene, de skal kompensere for det, de ikke har mellem benene… mulighederne er uendelige, hvorimod kvinder –”, talte Ulven videre, hvis stålgrå øjne var blevet til et rovdyrs eget, ”hvorimod kvinder alene kæmper for at slå ihjel.”

Som Pax’s ord døde hen i hulrummet, indstillede Pax sine skridt og lod sin stok falde til jorden under sig. Et tomt og lille smil sneg sig ind i hans ene mundvige, hvorefter han nikkede mod Tamar og lod kampen begynde.
Som knægten satte i løb mod ham, trådte Pax instinktivt til side. De beskidte men stærke hænder, der kunne få Pax selv op i uovervindelige højder, greb om Tamars krøllede hår og rev ham tilbage; væk fra det kraftfulde momentum hans løb besad.
Tamar forsøgte instinktivt at slå Pax i ryggen med stokken, men effektive slag haglede ned over ham. På intet tidspunkt syntes Pax at lide under den lette motion – kun Tamar hvæsede af udmattelse og smerte.

Omsider stoppede det, da Tamar hamrede hovedet i jorden og så op på Pax med svømmende øjne. Med en læderforstærket skosnude sparkede Pax stokken væk og satte sig på hug ved knægtens hoved.
”En dag sætter du dig på tronen og kan navngive Flokken, hvad end du har lyst til. Det bliver dog ikke i dag”, fortalte Pax, med begge sine brede øjenbryn hævet i en uimponeret grimasse, der ikke matchede hans korte kærtegn af knægtens hår. ”Hvis du lærer at styre den der vrede, kan det være du tilmed lykkes i at kontrollere den. Næste gang du vælger at trodse mig, så gør det med en smule mere tanke bag. Jeg sover tungt, så det ville eksempelvis være en bedre mulighed for dig.”     

Da hun ingen instrukser fik, selvom han havde bedt hende om at være med.
Måtte hun jo vælge at se på, selvom hun ikke brød sig om de mange blikke hun fik tilegnet; især en af pigerne, havde et blik der meget tydeligt fortalte en historie; hvorfor er du her?. Evlyn forvred sin mund i en lavtmeld snerren, inden hendes dybe blå øjne lagde sig på drengene der skulle i gang med at træne kampteknikker.
Hun tog en dyb indånding, fokuserede på hvordan han trænede dem, hvad han sagde. Lagde mærke til ham. Hendes ryg lagde sig op af de klamme vægge, mens armene stadig var overkors. Et ganske køligt og kalkuleret blik gled over hendes ansigts træk, hendes øjne blev dog fanget af en af de mest spinkle i flokken. For hver gang han blev nedlagt, rejste han sig op igen med mere styrke i hans øjne. Det var ganske imponerende, men ærligt at han ikke fik den hjælp han skulle have, for at blomstre.
En lyserød tunge gled ud mellem Evlyns læber, som hun fugtede dem. Hvad ville hun gøre?

Desværre blev hele træningsession ødelagt, da en af drengene fik et hysterisk flip, mente han kunne snakke til sin leder som var han en hund der skulle sparkes til. Den blondes kvinde lagde sig på skrå, mens hun så scenen udfolde sig fra skyggerne, hun næsten havde gemt sig i. Ganske godt, for pigen der havde kigget så hadsk på hende, havde fuldstændig glemt hende. Især da deres leder blev udfordret; Spændende.
En smule imponeret over disciplinen, der blev lagt på drengen. Hun havde slået hårde ned; men han fik også sin lærestreg, da Pax fik lagt den store dreng i jorden.

Hendes hoved faldt ned af mod sit bryst, da hun prøvede at gemme sit smil og fnys der kom fra hendes næse. Men atter var den blondines øjne rettet imod hende. Tog det tydeligvis ganske nært “Du mener du kan gøre det bedre?” råbte pigen, tydeligvis for at udfordre at Evlyn havde fnyst i morskab.
Nogle dovne øjne kiggede op imod trunten, der troede hun var smart. Hun skubbede sig ud fra væggen, og pludselig voksede den spinkle kvinde i hvor rank hendes statur var. De blå øjne blev næsten isne, som de stirrede ind i de grønne øjne den storbarmet pige besad.
Hun sagde intet, stirrede bare – hvilket langsomt men sikkert fik blikket fra den arrige tøsebarn til at fjerne dem fra den udfordrende kvinde.
“Nej. Har intet at udfordre” svarede hun, uden nogen slinger i valsen. Hun kastede sit hoved hen over skulderen, så de kolde øjne lagde sig på Pax’s skikkelse.
Hvorfor var hun her?.
Hun himlede med øjnene. Og gik forbi og greb en stav – hun var på ingen måde varmet op som de andre. Men som hun svang den nogle gange frem og tilbage, for at afbalancerer vægten i hendes hånd.
“Så store leder, kan jeg gøre det bedre?” spurgte hun ham, og lagde staven op på hendes nakke og næsten hang hendes arme hen over træet – i en næsten sløset maner.

Pax hørte fnyset bag sig og dernæst Claras hadske ord. Til trods for seancen der udspillede sig bag ham, rejste bandelederen sig kun langsomt og lod tomme, stålgrå øjne glide henover pigerne – dernæst Evlyn selv. I det hans blik kolliderede med den blonde og forslåede skikkelse, krøb en eftertænksom rynke ind imellem hans brede øjenbryn.

Hvad er det, du forsøger? Hvorfor er du vred?

Clara fnøs over Evlyns ord og de to resterende stirrede olmt på hende. Pax så det, og lod for blot et øjeblik hans blik hvile på de tre kvinder, der rankede ryggen og pustede sig op som kamphaner. Og dernæst så han, hvordan Evlyn gjorde det samme, dog præget af en hvis elegance og diskretion de øvrige kvinder ikke selv besad.
Pax lagde en beskidt hånd mod sin pande og skjulte de himmelvendte øjne, i det han masserede sit udmattede hoved. Han var træt og han havde ikke hjerte til at kæmpe mod Evlyn, hvis tøj skjulte de forbindinger, han vidste, lå omkring hendes udsultede skikkelse.

Du kan trække dig. Du kan gå, hviskede fornuftens stemme, men instinktivt vidste Pax, at det ikke længere var en mulighed. Evlyn var vred – vred på ham af uransagelige årsager og hun havde brug for at slås. Hun havde brug for at slås med ham.

Så, hvad gør du nu Ulv?

Pax lod sin hånd falde – den, der stadig var pakket ind i beskidt forbinding – hvorefter han begyndte at cirkulere omkring Evlyn med tomme øjne. Selv samlede han ikke sin stok op, men han stoppede, som han nåede hen foran hende. Dernæst nikkede Pax opfordrende mod hende.
”Vis os hvad du dur til”, lød det køligt fra rovdyret selv, der dog forblev stående i en passiv statur. Han ville ikke ligge en hånd på hende først.

Det var næsten morsomt.
Hvis det var sjovt, hvordan at hun pludselig stod foran en mand hun vidste havde styrken på sin side. Men han var udmattet, hendes blik gled ned over hans skikkelse, hun kendte mange af hans svagheder, sådan var det jo – når ens rival havde tendenser til at forpurre ens planer. Så holde man øje, man tog notits af hvad der var.
Hans blinde øje for eksempel. Det kunne udnyttes – hvis man ikke kæmpede retfærdigt. Hun kunne slå ham på siden af hoved, hvor han ikke kunne se slaget komme. For derefter at slå igen, og ramme hans gode øje. Sådan gjorde hun ham blind, bare for et øjeblik.
Men sådan kæmpede hun ikke, hun trådte et skridt tættere på som han kiggede udfordrende på hende. Hun tog en dyb indånding; så han ville ikke kæmpe med staven?
Der var en enkelt fejltrin i hans observation, hun var ikke vred.
Evlyn var træt; træt af at hun kunne være gået sin vej. Men hun blev, for hvad? At få at vide hun skulle gøre ting, slæbe hele dagen – blive kigget ned på. Blive skulet til og ignoreret. For hvorfor så blive? Hvorfor være med til en træningssession, hvor hun skulle stå og kigge som en fin pyntedukke. Hvor pigerne kunne kigge olmt på hende, og mente alskens ting omkring hende.
Hvorfor? Hvorfor Pax.

Hun lod pinden glide fra hendes skuldre, ind i højer hånd, så den lå op af armens side. Hun tog nogle dybe indåndinger, så han havde ikke tænkt sig at ligge ud? Havde han overhoved lyst til at røre ved hende?
Måske var hun vred – måske var det frustrationen over han bare var skredet i morges. Med alle følelserne stadig hængende op i luften. At intet blev snakket færdig om her, at han havde knaldet hende også efterladt hende.
Hun kunne mærke varmen der steg i hende, men med nogle dybe vejrtrækninger fik hun sig selv på rette køl igen.

Godt så.
Hun kastede pinden fra sig, det gav en voldsom klang fra sig som den ramte klipperne omkring dem. Hendes taktik var simpelt, hun prøvede at få nogle slag ind. Men ingen af dem var særlig kraftfulde. Kun velplaceret, imod kroppens ømme punkter. Solar plexus, ribben, under hagen. Men hvad hun virkelig gik efter, var at så snart han prøvede at slå ud efter hende, var at gribe hans arm, bruge momentet, til at kravle op af ham. Hive hans arm bag sig. Med hendes ben rundt omkring hans hals, tvinge ham til at falde med hendes ben gribende omkring ham.
Det var ganske tydeligt, at hendes kampteknik var mere en dans. Elegant, velovervejet, mens hun kalkulerende prøvede at veje hendes modstanders svaghed og bruge dem imod dem selv.
Men hun var også parat til at bide i støvet. Hun havde ingen intention om at vinde over ham – det ville hverken se godt ud foran resten af hans klan. Og han havde allerede været sur på hende tidligere, over at sætte ham i dårlig lys. Gøre ham svag.
Hvis Evlyn på noget tidspunkt mærkede, at han ikke gav sin fulde styrke. Ville der også blive hvæst nogle ord, om at han ikke skulle holde igen.

Pax så, hvordan Evlyn smed stokken fra sig, til trods for at hans blik ikke veg fra hendes. Jeg har ikke lyst til at kæmpe med dig – kan du ikke se det? Kan du ikke se, at jeg ikke vil slå dig? 
Som de desperate tanker tog fart, begyndte Evlyn også at bevæge sig og for lange øjeblikke gjorde Pax ikke andet end at parere hendes slag. Den styrke, Pax vidste, at hun besad, var ikke at finde i hendes knyttede næver og snart efter hørte han også, hvordan Evlyn begyndte at pruste. Hvordan kunne hun andet, med en krop der havde overlevet dagevis i tortur? 

Beskidte, til-støvede hænder langede ud efter Evlyns tynde arme, og samlede sig omkring dem i et fast greb. Selv uden større kraftanstrengelse kunne Pax holde hende i skak, men det forblev ikke sådan for længe. Stadig angreb han hende ikke, og når hun forsøgte at ramme hans ømme sener og muskler, parerede han, cirkulerede og lod hende dernæst atter komme farende.
Sådan gik deres dans længe – så længe Pax end ikke ænsede, at de havde fået et større publikum, der instinktivt forstod, at dette ikke længere var en kamp. De så, hvordan deres leder aldrig tog initiativ og instinktivt syntes, de at forstå. Hvorfor slå på en, der lå ned?

En ældre kvinde trådte længere frem, og nærmede sig derved kamparenaen. I samme øjeblik svang Pax sine arme omkring Evlyns skikkelse og fastlåste hendes egne til hendes krop. Også han pustede nu men de stålgrå øjne var ømme og uforstående.
”Der er ikke nogen grund til at bevise dit værd for os længere, tøs. Vi ser dig”, lød det fra kvinden, som Pax strammede sit tag i Evlyn. Stadig kunne han ikke tage øjnene fra hende, men hans blik fortalte hende alt.

Jeg vil ikke slås mod dig.
Jeg vil ikke slå dig.
Du er godkendt. 

Alt gjorde ondt, hun mærkede hvordan hun selv havde revet en af hendes ar op. 
Men hun blev ved, ufortrødent, som lungerne begyndte at briste. Selvom alt skreg i kroppen om at bede hende om at stoppe. Blev hun ved, frem for alt - slog hun ham aldrig. Men hun fremviste den kampteknik hun besad. 
Evlyn blev dog midlertidig uopmærksom, som en kvinde pludselig trådte længere frem. Hvilket var grunden til hun mærkede hvordan at Pax tog det som sin chance. Et øjeblik uopmærksomhed, lå hun pludselig fastklemt af hans greb. Hendes blå øjne betragtede kvinden. Næseborene viberede under presset af lungerne, som desperat kæmpede efter at få luft. Et enkelt nik, og hun slog ham på armen for at få ham til at slippe hende. 
“Jeg giver mig - du vinder” sagde hun, der var ingen følelser i det hun fortalte. Ikke vrede over nederlag, ikke glæde over hun var blevet set. Dog vandrede blikket over den ene, af drengene som hun havde set igennem træningen. Og gav ham et meget forsigtigt smil, og pinden hun havde smidt var tilfældigvis henne ved ham, som hun gik hen samlede op og satte på plads. “En dag, viser jeg dig, hvordan du kan udnytte din inder styrke, du bliver til noget en dag..” hun gav ham et lille nik. Inden hun vente rundt, lod blikket glide kort over flokken der havde samlet sig. Inden hun travede ud af rummet, tilbage til det som var hendes. 
Hun havde brug for rum, plads. Sig selv.
Med hastige, om ikke haltende skridt møvede hun sig forbi folk. Taknemmelig over ingen stoppede hende, de kiggede vel til deres leder. Efter svar, spørgsmål - måske havde de allerde set og fået deres svar. Hun vidste det ikke, hun var ikke en del af gruppen her. 
Som hun kom længere væk, lagde sin arm omkring hendes liv og mærkede efter. Rigtig nok, hun stønnede. Hun skulle nok få røven på komedie om ikke så længe, hun kunne lige så godt mentalt forberede sig på det. 
Det virkede som en evighed, som hun mentalt kravlede ind i hulen, og lod sig falde ned i høet. 

Pax slap i samme sekund, Evlyns slag afkrævede det. Dernæst betragtede han tavst og med ulæselige øjne, den blonde kvinde, han elskede, forlade kamparenaen og dernæst Flokkens nysgerrige blik. Med en enkelt håndbevægelse lod han dem vide, at teaterstykket var ovre og som myrer under angreb, flygtede de i alskens retninger.
Således blev Pax efterladt alene tilbage i hulrummet, med samme tomme fornemmelse det store mørke måtte lide under.

Resten af dagen blev spenderet som normalt. Maden blev serviceret og Edward, efter at have tilset Evlyn i hendes kammer, opdaterede Pax, over en skål af samme varme suppe som de havde fået serveret aftenen forinden – og aftenen før den.
Udenfor blev dagen til nat, og Flokken fandt efterhånden ned i deres respektive og lune huler, for at tage imod søvnens mørke med kyshånd. Det havde trods alt været en begivenhedsrig dag for samtlige af dem. Aldrig havde de set deres leder været barmhjertig i kamp og ingen syntes længere at forstå rivalernes spil.

Som fællesarealet blev tømt for mennesker, skubbede Pax sig fri af klippevæggen. Han havde ikke set noget til Evlyn, siden hun havde forladt ham i grotten, og af uvisse årsager ønskede han ikke, at gå den lange gang ned til sit eget hø. Ikke efter at have delt det med hende og mærket Evlyns varme mod sin egen. Aldrig havde det virket så tomt.
Pax stillede sig i åbningen og lod sin skulder hvile mod granitvæggen. ”Såeh – vil du tale med mig?”, spurgte han, ikke bevidst om Evlyn sov eller ej. 

Hun havde ladet ham fikse hende igen, selvom hun havde prøvet at benægte noget var galt. Edward havde ikke godtaget det, og hun havde siddet under en blid reprimande over; hvilken idiot også valgte at udfordre nogen til kamp, når man var i hendes tilstand.
Evlyn havde taget det hele uden at sige noget, kiggede tomt frem for sig i luften. Det var forfærdeligt, sådan som tanker pludselig kunne være altædende. Hun havde ingen, men havde dem alle på én og samme tid. 
På et eller andet tidspunkt, hvor at Evlyn havde siddet og stirret tomt ud i luften. I nogle timer måske? Kom nogle trippende fødder ind i hendes hulrum. Blikket blev rettet imod den brunhåret pige, som der var blevet gjort klar til at gå i seng. De store brune øjne kiggede afventende på hende.
Ronja? Hvad lavede hun her. Men som hun skubbede sig vej hen til hende, og satte sig på den blonde skikkelses skød, vidste hun hvad klokken var slået. Nogen var trods alt blevet lovet en godnat historie. Med et smil, spredte sig langsomt men sikkert hen over de fyldige læber. 
“Så kom” mumlede hun, som Evlyn skubbede til skikkelsen. Ronja rejste sig op, så den ældre kvinde kunne tage fat omkring tæppet og lagde dem over dem begge to, mens de sad i høet. 

Og sådan begyndte historien, omkring en trold der boede under en bro. Men satyrerne blev ved med at gå over, uden at spørger om lov - eller betale for at komme over broen. 
Historien fortsatte til det næsten absurde, for hver gang Evlyn var ved at være færdig, blev der krævet mere - og mere fik den lille pige.  For i sit stille sind, så var den blonde skikkelse nervøs for at blive efterladt alene. Så hun fandt på skøre påfund i den lille historie. Ind til de hørte nye skridt, en finger blev langt for munden, som de sad helt stille og ventede på hvem det var der kom. 
Pax.
En lavtmeld fnisen fandt sted, inden Evlyn lige så stille hæv tæppet ned over de to der havde siddet i høet.
“Jo.... det. Kan vi godt..” svarede hun, inden de begge begyndte at grine. Da der godt var en viden omkring, at det var børnenes sengetid, og der var vidst et barn der manglede. 

Pax mærkede overraskelsen, i det Ronjas tykke hårpragt stak frem under tæppet. For blot et øjeblik fik den lov til at sætte sig fast i hans stålgrå øjne, men hastigt gled det i baggrunden for en gnist, der i sin natur var mere moret.
Langsomt nikkede han, næsten overvejende, hvorefter han hævede begge sine øjenbryn i en næsten spørgende grimasse. ”Du skal være på gaden i morgen”, konstaterede Pax. Hans ord stod i en skarp kontrast til det spørgende udtryk og som den gavtyv, Ronja var, fnisede hun igen. Og dernæst lagde hun sine tynde arme om Evlyn. Tilsyneladende havde Pax mistet sin sovekammerat.

Bandelederen skubbede sig fri af muren og sendte begge piger et kortvarigt men dog varmt smil. ”Jeg finder dig i morgen”, sagde han til Evlyn, for det føltes som om, at hans tilstedeværelse ikke var velkommen. I grunden var det okay, for Pax forstod og vidste af erfaring, at kvinder havde brug for at være sammen med kvinder alene.
Også selvom den kvinde var fire år…

Pax skridtede dernæst ned mod sit kammer, hvor han påbegyndte de styrkeøvelser, Edward havde formanet ham om at lave. Han var i grunden udmattet, men undlod høet indtil der ikke var andet at give sig til.

Du er blevet blød i knæene. Som en gammel og uduelig mand.

Pax kunne ikke gøre andet end at give tanken ret.

Det var et roligt blik der hvilede på Pax, som han stod der i døråbningen og betragtede de to tøser der sad i høet sammen. Han havde ville noget, noget som på trods af at han virkede til at more sig over det lille scenarie, benægtede sig selv. Som han er erklærede at han ville finde hende i morgen, signalerne i de sendte hinanden i dag, var virkelig ved siden af hinanden - var de ikke? 
Hun hørte han skridt, som han igen forlod dem. Hendes blå øjne lagde sig på Ronja mørke, som hun mærkede de små arme der holde fast omkring hende. 
Evlyn lod nogle fingre glide gennem det iltre hår, og gav et ganske blidt smil frem for sig. Hun kunne godt se, hvorfor at netop denne pige var hans yndling. Hvor alt den energi kom fra, det var hende uvidende. 
“Tror du skal ind og sove hos de andre nu.. okay?” de rynkende bryn, fortalte hurtigt den blonde kvinde, at pigebarnet bestemt ikke var tilfreds. Hun ville jo ganske tydeligt blive her. 
“Ronja..” Evlyn rejste sig op og puffede pigen i retningen. Efter noget frem og tilbage, hvor Evlyn på bedst muligvis prøvede at diskuterer imod børne logik. Fik hun alligevel overbevidst den lille trold om, at hun skulle gå ind til de andre børn og ligge sig. 
Hun ville vide sig sikker på, at barnet var kommet hele vejen der hen. Så der var mindre chance for hun blev fulgt efter. Inden at Evlyn luskede ned ad gangen, og fandt hans kammer. 
Lige så stille, kiggede hendes hoved ind, som hun betragtede ham. Hun havde et tæppe omkring sig, ganske lydløst, uden at sige noget, gik hun ind og lagde sig i høet. 
Han havde intet valg, som hun lagde sig bedre til rette og lukkede øjnene. 

De spæde skridt gav genlyd i gangtunnellen og lod Pax vide, at nogen var på vej imod ham. Han stod nøgen foran en vaskebalje, med en våd klud i hænderne men det faktum syntes ikke at generere ham, i det han kiggede over skulderen –

Og så Evlyn. Ikke just den skikkelse bandelederen havde forventet ville komme skridtende. Var hun ikke rasende på ham?

I det at hun ignorerede ham, vendte Pax atter sin opmærksomhed mod sit foretagende, alt imens hans tanker rumsterede og skreg i forvirring. Fra tid til anden skævede de stålgrå øjne til den blonde skikkelse i høet, men for et langt øjeblik herskede kun tavsheden.
Pax gjorde sig færdig med afvaskningen og stod for et øjeblik i den kølige luft for at tørre. Da han omsider trak sine bukser på igen og lagde sig ved siden af Evlyn, mærkede han instinktivt, hvordan en særlig ro lagde sig omkring ham. Så længe hun lå ved hans side, måtte hun gerne hade ham som pesten, konstaterede han, hvorefter Pax himlede med øjnene af sig selv.

Langsomt, så høet knasede betryggende, vendte Pax rundt og lod sin arm falde omkring Evlyns tynde side. Han lagde sig tæt op af hende og stak sin næse ind i hendes hår, hvorefter han inhalerede hendes duft, så kun den syntes at omringe ham for et langt øjeblik. ”Jeg har savnet dig i dag”, brummede han. De hjerteformede læber var ikke mange millimeter fra Evlyns bløde nakke, men endnu lod han ikke til at ville kysse hende. Hvem vidste, om hans nære kontakt var kærkommen til en start.

”Og jeg fatter ikke, hvad der skete tidligere.”