For et ganske kort sekund overvejede Ergin at høre efter manden og droppe hans flugt forsøg, som han blev bedt om at blive. Men det var så kort, at det lige så vel kunne have være et vindpust, og stoppede ham ikke fra at fjerne sig helt fra manden. At det så ikke gik som Ergin forventede var en anden side af sagen.
 Benene gav efter så snart Ergin forsøgte at flytte sig, og smertefuldt kollapsede ham på gulvet. Hele hans krop rystede og det var svært for ham at få den til at flytte sig, men langsomt fik han møvet sig lidt op på alle fire. Længere nåede han dog ikke. 

 Ergin var ikke længere tæt på manden, og derfor mærkede han heller ikke varmen fra mandens krop mod sig mere. Noget han var lykkelig for, indtil han begyndte at mærke noget varmt og vådt lige så stille løb ned mellem hans baller, og langsomt forsatte mod hans ben. Et fortabt hulk forlod hans læber, og armene knækkede sammen under ham, og efterlod ham med numsen strittende i vejret. 
 Numsen skulle til at tilte til siden, så Ergin kunne krølle sig sammen på gulvet, men inden han nåede at gøre det, befandt manden sig bag ham, havde grebet fat op Ergin igen, og fik presset sig op i ham. Noget der endnu en gang fik et skrig for at forlade den unge teenagers bund, inden han så bare lå og græd, uden at røre sig. Han kunne ikke mere. Han ville ikke mere. 
 Et anstrengt og smertende støn forlod hans læber, da han hoved blev hevet tilbage i håret, og Ergin kneb øjnene sammen. Da håret blev sluppet igen, faldt Ergins hoved bare slapt frem, og lagde sig mod gulvet. Hele hans krop væmmede sig ved mandens berøringer, og Ergin åbnede øjnene for at stirre tomt frem sig, og gjorde ikke andet end at hulke og komme med ukontrollerbare støn når kroppen mente det var nødvendigt. 

 Ergin havde ikke lyst. Det havde han virkelig ikke. Men som mandens hånd bevægede sig op og ned over Ergins lem i længere tid, begyndte den unge drenge krop selv at reagere, og lige så stille begyndte at han vokse sig stiv i manden hånd. Ergins øjnene kneb sig sammen igen, og hans støn begyndte at blive mere tunge, selvom alt i ham skreg at han ikke skulle nyde det. At han ikke kunne nyde det. 
 " Lad vær.. " lød det lavt og klynkende fra ham, men om det var til manden eller hans egen krop var ikke helt tydeligt - et eller andet sted var det nok til begge.

At der endnu var styrke nok i drengens ben til at flygte var Deavás en gåde og så alligevel ikke, som drengen meget hurtigt endte med at kollapse på gulvet. Han var ikke kommet særlig langt og Deavás selv havde ikke travlt med at indhente ham. Drengen var efterhånden så kluntet og klodset, at dæmonen egentlig var ved at opgive, men nu havde han lovet ham, at de skulle more sig, så han havde ingen planer om at gå tilbage på lige netop det løfte. Særligt ikke når han endnu var opstemt over situationen og lysten endnu bragte i hans brystkasse. At se drengen ligge med røven lige i vejret hjalp bestemt heller ikke drengen med at undslippe, når stillingen blev serveret på et sølvfad.

Selvom gulvet ikke var helt så behageligt at hvile knæene imod, så fandt Deavás nemt vej ned bagved drengens bagdel for at positionere sig ordentligt bag ham. Der blev ikke spildt meget tid, som han fik presset sig ind i ham og faktisk nemt gled ind, da hans lem var yderst opstemt over den nye stilling, som tydeligt viste alt frem ved drengens runde bagdel. Nok var drengen ikke godt ved det, men han havde da nogle former, som var nemme at holde fat i. Derfor endte Deavás også med at bore neglene fra den ene hånd ind i kødet på ballen, før at han flyttede den anden imod drengens lem. Hvis han forsøgte at undslippe, så ville det kun gå ud over ham selv, for han ville blive holdt godt fast på den ene eller anden måde.
Deavás pressede sig helt i bund, som han udbrød et tilfreds støn og åndede ud, så drengen kunne få en fornemmelse af hans varme ånde imod huden. Han sørgede for at deres kroppe var tæt sammen, så hudkontakten var så udbredt som overhovedet muligt. Sveden de delte.. Gnidningerne og de mange stød. Det fik ingen ende lige foreløbig. Hans egne støn var blevet dybere, som stillingen gjorde det muligt for ham at støde hårdt og direkte ind i ham. Hvert stød blev ført til bunds, før at han trak sig næsten ud og stødte ind igen. Så blev tempoet sat op..

Grebet om drengens lem var fast, men ikke hårdt, som han bevægede hånden op og ned i takt med sine stød. Tommelfingeren pressede sig imod spidsen, imens at de øvrige fingre masserede stammen. ”Du kan da tydeligvis lide min behandling” hviskede han ind i drengens ører, før at han brugte tænderne til at nappe ham i halsen. Så flyttede han hovedet hen til skulderen for at slikke ham ligeså stille, som han førte tungen op langs med hans hals. ”Mmh” brummede han tilfreds. Hvor længe kunne drengen holde sig selv tilbage?

 Det var som om Ergin blev mere og mere følelsesløs i underlivet, jo længere manden var i gang. Om han faktisk blev følelsesløs eller det var hans hjerne der prøvede at redde ham lidt fra hvad der skete vidste han ikke, men det var også lige godt. Alt han ville var at blive fri. 

 Hulkene forsatte og blandede sig lige så stille med støn frembragt af en nydelse Ergin ikke var herre over. Han ville ikke have det. Det skulle ikke føles sådan. Det var forkert. De var to mænd. Alligevel reagerede kroppen på dens egne instinker og gav tydelige tegn til manden at den kunne lide hvad hånden gjorde ved den. 
 Ergin ene hånd, der lå mod gulvet, var knyttet og slog lidt ned i gulvet et par gange. Det var et jammerligt forsøg på at gøre et eller andet og fortælle kroppen at den skulle stoppe. Det gjorde selvfølgelig ingen forskel, og presset mod spidsen fik et mere dybfølt støn til at forlade Ergins læber. 
 " Nej!" Stønnede Ergin modsigende af hvad hans krop viste. Hovedet drejede sig lidt væk fra mandens mund, noget der kun gav manden mere plads til den indbundne hals. Tungen som gled over den bare hud, fik endnu et uvelkommen støn til at forlade Ergins læber. Slikket havde været med til at samle den summende og varmende fornemmelse i hans underliv og Ergin knyttede hænderne hårdt sammen, men han prøvede at holde følelsen væk. Han vidste ikke helt hvad det var eller hvorfor, han havde aldrig selv gjort noget lignende, men selvom følelsen virkede dejlig, virkede det også forkert fordi det var manden der fik den frem. 
 Hele Ergins krop spændte op, og støn og hulk blev noget mere anstrengte som han kæmpede med at holde følelsen tilbage. Indtil han ikke kunne holde det tilbage mere, og kroppen måtte give efter og han tømte sig ud over gulvet, og eventuelt mandens hånd, alt efter hvor den præcist befandt sig. Selvom forløsningen var fantastisk og det gav ham en underlig behagelig summende fornemmelse i kroppen, opvejede det ikke var smerterne og ubehaget ved alt andet der skete, og nu ekstra slap i kroppen lå Ergin bare kollapset og grædende på gulvet. Ventende på det hele blev overstået. 
 Hvor var det skammeligt at manden kunne få ham til at føle sig sådan.

Hvad der skete med drengens krop havde ingen betydning for Deavás, lige nu var han blot et objekt for hans egen nydelse. Han havde flere gange forsøgt at overbevise drengen om, at det ville være langt nemmere, hvis han bare overgav sig. Men drengen insisterede, så nu gjaldt det kun om egen nydelse og ikke hvad drengen fik ud af det. Nok fik han noget ud af det, men de konstante klynk og ord fortalte dæmonen at han bestemt ikke var tilfreds, selv ikke når kroppen viste noget andet.
Nok kunne drengen ikke se hans smil, men det var yderst triumferende for hvert støn, der slap over drengens læber. Enhver lyd der lagde sig bare en smule op ad nydelse var en sejr. Der var endnu håb for at drengen ville blive afhængig eller bukke under for presset og bare overgive sig.

De få slag imod gulvet påvirkede ikke stillingen, som Deavás havde fuld kontrol over drengens krop. Han kunne umuligt flygte for så ville han følge med eller hive ham tilbage hurtigt. Men det var også tæt på umuligt at styre kroppens lyster, som han kunne mærke hvordan drengens lem blev opstemt, når bare han brugte sine hænder. Mon drengen ville have haft nemmere ved at overgive sig til en kvinde? Det kunne de jo altid arbejde på senere. Deavás strøg tungen over drengens krop, smagte på de salte væsker og tog alle indtryk til sig. Han skulle gerne vide, hvordan de skulle fortsætte herfra. Stønnet var en tydelig indikation af, at det var det rette at presse på.
Røven spændte lige pludselig op, som Deavás kunne mærke hvordan lemmet begyndte at pulsere i hans hånd. Der var noget under opsejling, noget drengen ikke kunne forhindre. En hånlig latter undslap hans læber, over støn og suk, som drengen nåede sin forløsning og sprøjtede væskerne ud over gulvet. Deavás trak hånden til sig, som han placerede den imod drengen og smurte væskerne ud på hans ryg. Så flyttede han hænderne til drenges hofte for at holde ham oppe. ”Vi er ikke færdige” brummede han, med en dyb stemme. Han skulle jo nå sit eget klimaks også.

Der gik noget tid før at Deavás selv nåede til punktet, hvor han fik sin forløsning og lod drengen falde sammen på gulvet for alvor. Han trak sig ud af ham, blot for at stikke en finger ind i røven på ham, trække sine egne væsker ud, så han kunne smøre dem ud over drengens bagparti. ”Jeg har andet at se til” svarede han køligt, som intet var hændt, hvortil han rejste sig op, brugte lagenet i sengen til at rense kroppen for væsker, som han startede med at klæde sig selv på.
Han satte sig på hug ved siden af drengen for at gribe fat om hans egne arm og lægge den over sin skulder, så han kunne løfte ham op i sin favn og flytte ham ud af sine gemakker. ”Du hører ikke hjemme her” lo han, som han bar drengen ud på gangen og tilbage til det rum, de var startet i. Her efterlod han ham, døren blev omhyggelig låst og kun en enkel fakkel gav drengen lys de efterfølgende dage..

- - - - - - - - -

I al hast blev døren flået op, som en pige lettere forpustet braste ind i rummet og skyndte sig at lukke døren bag sig. Nøglen havde hun i hånden, som hun forvirret så sig omkring. ”Er her nogen?” spurgte hun med skælvende stemme, imens at hun trådte væk fra døren og knurrede nøglen ind til sit bryst. Døren var ikke blevet rørt i noget der lignede 4 dage, maden var aldrig noget frem, og der var kun enkelte vandpytter i det mørke rum, som kunne tilbyde fangen væske. Medmindre han var desperat og drak sit eget urin, selvfølgelig.

Hun fumlede lidt i det svage lys, som hun stødte ind i bordet og fulgte kanten rundt. Faklen måtte være gået ud for nogle timer siden og det svage lys fra døren var ikke nok til at hjælpe hende med at finde frem til drengen, der eftersigne skulle være i rummet. ”Vi må væk” hviskede hun stille imod krogene, som hun lod armene falde imod de lasede stykker stof, som dækkede hendes krop. Mærkerne var mange, blå mærker, rifter og dybere snit var spredt ud over hendes krop, hvert skridt sendte en smerte igennem hendes krop. ”Jeg kan ikke komme ud alene” fortsatte hun. ”Måske en anden celle..” hviskede hun, som hun vendte blikket imod døren og langsomt gik tilbage imod den. Hånden rakte hun frem imod jernhåndtaget og lige som hun skulle til at trykke det ned, bevægede en skygge sig forbi. ”Nej..” hviskede hun forfærdet, som hun trak sig ind i rummet.

”Hvor blev hun af?” det var Deavás stemme, som lød noget så utilfreds, før at han fyrede nogle ordre afsted imod en slankere skikkelse, der straks gik videre hen ad gangen. Deavás vendte sig imod døren, som han bankede på. ”Er du klar til næste omgang?” spurgte han med et grin, som troede han kun at drengen befandt sig i rummet og egentlig bare forsøgte at ryste ham. Det var ikke første dag, at han var kommet forbi for at ’snakke’ med drengen. Derfor vendte han også hurtigt rundt og gik videre.

 Ergin var ikke til stede resten af tiden. Ikke mentalt i hvert fald. Han var bare en slasket dukke, manden fik lov til at gøre med hvad han ville. Der var hverken mere energi, styrke eller viljekraft tilbage i Ergin for nu, og han havde indset han havde tabt kampen.
 Et ynkeligt klynk forlod Ergin da manden havde trukket sig ud, men alligevel lige stak en finger op i ham, for at svine ham mere til. Hele hans krop rystede og da der ikke længere var noget der holdt ham oppe kollapsede han helt og lå så bare rystende og grædende på gulvet, mens blod og sæd løb ud af ham. 

 End ikke da Ergin blev flyttet på, var der meget tegn på liv i ham. Han trak vejret og klynkede men ellers hang han stort set bare og slaskede. Han startede med at vride sig lidt, men det gjorde ondt, og det var tydeligt selv for ham, at han ikke havde en chance for at komme fri alligevel. 
 Ergin blev efterladt midt i rummet han var stukket af fra. Kulden fra fliserne var næsten en behageligt følelse i forhold til hvad han lige havde mærket og egentlig stadig mærkede. Da døren blev lukket i og låst, krøllede Ergin sig blot så meget sammen på gulvet han kunne uden det gjorde for ondt, og lod hulkene lyde i det stort set tomme rum.



 De efterfølgende dage var både et helved og en befrielse for Ergin. At han ikke så særlig meget til manden og kunne få lov til at være for sig selv var langt bedre end det han havde oplevet sammen med manden. Især fordi hele hans krop gjorde ondt. De første par gange han havde flyttet på sig på en måde der havde sendt store jag af smerter igennem hans krop, var han blevet mindet om, hvad der var sket og det havde fået hele hans mave til at vænne sig og tømme indholdet i et af hjørnerne. Noget der hurtigt kom til at lugte slemt, men som også viste sig at være en dårlig ide, da der ikke kom noget mad til ham. 
 Vand havde han heller ikke set meget til. Da han havde samlet kraft nok til flytte sig fra pladsen han var blevet efterladt på, havde det første han havde gjort været at finde en af vandpytterne og brugt det resterende, ødelagte tøj han havde på, til at vaske kroppen lidt af med. Han kunne mærke det gjorde ondt i sårene, men han havde ikke lyst til at kigge på dem. 
 At vaske sig med en vandpyt, betød også der var mindre for ham at drikke - noget han først kom til at tænke på halvvejs igennem anden da uden mad og vand. Hver gang manden kom fordi gibbede det forskrækket i Ergins krop, og han begyndte med det samme at svede. Det var dog tydeligt at den lukkede dør imellem dem gjorde Ergin noget mere feisty og han var både spydig og flabet når manden kom for at snakke. 



 En lille, forskrækket lyd forlod Ergins læber da døren blev åbnet op meget pludseligt, og han mærkede med det sammen hjertet sidde oppe i halsen, og koldsveden sprede sig på hans krop. Mørket havde omfavnet det lille, kolde rum få timer inden døren blev åbnet, noget der kun gjorde Ergin endnu mere usikker og nervøs. Han havde sat sig hen i hjørnet af rummet, tæt ved døren, så hvis der pludselig skulle komme en chance for at døren blev åbnet, var han tæt på så han hurtigt kunne stikke af. 
 Det var dog som om kroppen ikke ville reagere, da døren endelig blev åbnet, og Ergin sad i stedet krøllet sammen i hjørnet, med en tør mund, og en krop der rystede lidt. Selvom han havde fået ro var han stadig træt og udmattet. Manglen på mad og ordenligt vand havde været hård, og sat tydelige spor i Ergins fysik.

 Det var dog ikke manden der trådte ind i rummet, og døren blev lukket i. En lille feminin stemme lød i gennem mørket og med det samme stoppede Ergins krop med den bange og nervøse reaktion. Han sagde dog ikke noget. Han stirrede blot i retningen af døren. Var hun mon ved at stikke af? Det lød sådan på hendes ord. 
 Ganske forsigtigt, og i et forsøg på ikke at lave en lyd, kom Ergin op at stå, og stille bevægede sig nærmere døren, uden at skænke pigen mange tanker. Han stoppede dog op med det samme hun vendte rundt og gik mod døren. Hvis hun virkelig var ved at stikke af, var det til Ergins fordel, at hun ikke vidste han var der. Hvis manden fokuserede på at finde hende, var der helt sikkert en større chance for han selv kunne få lov til at stikke af. 

 Hele Ergins holdning stivnede helt da han hørte mandens stemme ude på den anden side af døren, og uden selv at tænke over det, holdt han vejret. Da der blev banket på gibbede det lidt i Ergins krop, og han håbede inderligt at han stod gemt nok væk i mørket til hun ikke opdagede ham. 
 Da manden igen var gået væk fra døren pustede Ergin forsigtigt ud, og ventede spændt på at pigen fik åbnet døren og gået ud. Han var godt nok ikke meget for at forlade det lille rum, som han så ud, men det var bedre at komme væk. 
 Det meste af Ergins tøj var vi blevet ødelagt, og rummet var koldt at være i, så han havde brugt det lille lagen der havde været på sengen til at vikle om sig. Det var ikke kønt - der var vidst lidt blod på det fra da de startede i rummet - og det havde været svært for Ergin at få det bundet ordenligt, men han var dække til, og havde holdt varmen nogenlunde, når han ikke befandt sig for langt væk fra faklen. 

Lyden blev fuldkommen overhørt, som døren knirkede, da hun skyndte sig at åbne den for at lukke den efterfølgende. Hun virkede som en, der var ude på at gemme sig, men som samtidig også ledte efter nogen, der kunne hjælpe hende ud af labyrinten af de lange mørke gange. Hendes krop rystede en smule, som hun vendte sig om imod mørket for at se om hun kunne fornemme drengens skikkelse. Men der var så stille at det næsten var uhyggeligt. Skridtene førte hende længere og længere ind i rummet, som hun var overbevist om at finde nogle i cellen, men stilheden fortalte hende noget andet. Havde hun taget fejl af de mange døre, overhørt hvad Deavás ville have hende til at høre? Hun sank en klump, som hun vendte sig imod døren igen.

”Ingen..” hviskede hun stille for sig selv, som hun behøvede sig imod døren og knurrede hånden omkring den tunge jernnøgle. Hun var overbevist om at være mere heldig i rummet ved siden af, men stemmen der mødte hende ved døren fik hende til at gispe og bakke langt væk fra denne. Den lille skikkelse rystede forfærdeligt, som hun havde ført begge hænder op til brystet. Der var noget galt, var der ikke? Den banken og de ord fortalte hende, at drengen måtte være derinde eller var han allerede undsluppet? Hun sukkede opgivende, som hun endte ved den nærmeste mur og hulkede let. Der blev dog hurtigt stille, som hun stædigt bevægede sig imod døren. Der måtte være andre, som gerne ville undslippe.

Hun bevægede sig næsten lydløst hen til døren, som hun tog fat i håndtaget og stille hev den nedad, så hun kunne åbne døren på ny og bevæge sig derud. Hun kiggede sig kort over skulderen, før at hun efterlod døren på klem. ”Hvis du ombestemmer dig, så gå mod højre..” hviskede hun, som vidste hun at han var der. Selv havde hun også været for skræmt til at søge hjælp, men nu måtte hun ud. Ellers ville hun ende i værkstedet.. Så strøg hun afsted imod højre, hurtigt i løb, som hun satsede på at kunne komme langt væk fra Deavás.

 Mistroisk til alt, kunne Ergin ikke finde ud af ham pigen var hvad hun udgav sig for. Der var ikke nok lys i rummet til at Ergin kunne se pigen ordenligt an, så for alt han vidste, var hun i ledtog med manden, og det bare var en eller anden syg leg. Han sendte derfor skulende øjne i hendes retning, selvom hun ikke kunne se ham, og han ikke kunne se hende.
 Hun spillede skuespillet godt, det ville Ergin give hende. Hende hulken lød oprigtig, men det ændrede ikke på at Ergin var tilbageholden med at vise sig. Måske de havde en bedre chance hvis de hjalp hinanden, men Ergin ville ikke tøve med at bruge hende til at sikre hans egen sikkerhed hvis det kom til stykket, og lige nu fortrak han at manden og hans vagter fokuserede på hende.

 Det virkede dog som om hun mistænkte at han alligevel var i rummet, som hun stoppede op og fortalte ham hvad vej han skulle gå. Eller den vej det var ønsket han gik. Eller var det måske fordi de forventede han ville tænke at de prøvede ham, og sagde han skulle gå mod højre, fordi de ville have ham til at gå til venstre? 
 Det var alt sammen utroligt forvirrende, og det gjorde ondt i Ergins unge og udmattede hjerne. Ergin havde heller ikke opdaget at pigen havde forladt rummet som Ergin havde stået optaget af hans mistroiske tanker. Hvor længe han havde stået selv vidste han ikke, men han havde ikke tænkt sig at blive ret meget længere. 
 Så hen til døren gik Ergin, og som han stak hovedet lidt ud ud i den smalle åbning, missede han med øjnene, og trak hovedet lidt tilbage, som ham blev blændet lidt. Han havde været i mørket et godt stykke tid, og øjnene havde lidt vænnet sig til det. Da øjnene begyndte at kunne se lidt, tjekkede han begge veje, ned af gangen. Lige nu kunne han ikke se nogen som helst. Hverken pigen, manden eller vagter. Alligevel kunne han ikke få sig til at træde ud gennem døråbningen.

 Ergins hjerte hamrede hårdt i hans bryst og håndfladerne svedte. Han skulle bare åbne døren helt op, og løbe afsted. Sidst var det bare ikke gået så godt, og det fik ham til at tøve. Han havde ikke lyst til at komme mere til skade, eller blive straffet. Nervøst sank han en klump, inden blikket gled lidt søgende op og ned af gangen. Der var virkelig ikke nogen. 
 Og så trådte han forsigtig ud på gangen, usikker på hvad vej han skulle bevæge sig. Skulle han gå den vej pigen havde sagt, eller modsat? Ergin prøvede at komme i tanke om hvad vej vagterne og manden var gået. Den bedste løsning, var vel at gå modsat dem. Uanset hvad pigen havde sagt. 
 Ergin lukkede døren bag sig, som ham forsigtigt begyndte at gå den modsatte vej, af hvad han mente manden og vagterne var gået. Han holdt godt øje omkring sig, og lyttede grundt efter enhver lyd, der kunne tyde på der var nogen på vej.

Måske drengen ikke tog helt fejl, det kunne gå gruelig galt at betro sig til den forkerte i disse lange snævre gange, selvom pigen gjorde sit for at overbevise ham om, at hun var til at stole på. Men hun kunne heller ikke vente for længe på, at drengen fik taget en beslutning om han ville blive eller frygte. I sidste ende ville hun bare gerne selv ud af mørket og hjem, men at nå så langt på egen hånd ville være tæt på umuligt, netop fordi hun ikke kendte vejen med sikkerhed. Pigen tog en dyb indånding, før at hun satte i løb langs med den smalle gang og drejede omkring et hjørne, længe før at drengen turde bevæge sig ud af sin celle.

Et højlydt skrig spredte sig pludselig i gangen, det blev kastet frem og tilbage imellem væggene, som skriget endte med at dø ud og man kunne høre skridt fra højre. Om det var pigen, der havde skreget eller en anden, var ikke til at fastslå, som lyden døde ud og der atter blev stille i den smalle gang. Faklernes lys bevægede sig i takt med en let brise, der strøg langs med gangen og forbi drengen, der endelig var trådt ud af sit ’skjul’.
Der var atter skridt på gangene, som der dog blev åbnet og lukket en døren meget hastigt efter hinanden. Lydene blev reflekteret omkring, før at de døde ud igen, indtil man kunne fornemme en stemme i det fjerne. ”Kom så” lød en barnlig stemme, den var lys og blød, slet ikke som pigens stemme fra tidligere, der havde været en smule hæs i det. Så spredte der sig lige pludselig en duft af mad i gangen. Duften af friskbagt brød, en gryderet, der havde simret længe og spredt sin smag i luften.

Nu kom der skridt bagfra drengen, som løb i hans retning, men i stedet for at gribe drengen på sin vej, strøg den lille dreng lige forbi ham, som han løftede hånden imod ham. ”Du kommer for sent til aftensmad” råbte drengen i farten, som vidste han ikke, at drengen med de mange skader, ikke var velkommen ved middagsbordet. Han løb forbi ham, drejede omkring et hjørne, hvorfra man kunne se en lang søjle af lys fra en døråbning og høre barnlige stemmer indefra. Det mindede lidt om et børnehjem, fyldt med forældreløse børn, alle samlet omkring en stor gryde med mad, imens de forsøgte at rage brødet til sig.

 Det gibbede i Ergins krop som en skrig lød gennem de tomme gange, og han stivnede som frøs hans blod til is. Det løb ham koldt ned af ryggen, som lyden tog ham tilbage til hans egne skrig, manden havde fået frem fra ham. Hele han mave vendte sig, men på grund af den tomme mavesæk, blev det ikke til andet end nogle anstrengte opkast reflekser. 
 Reflekser der gjorde, at Ergin lidt for sent opdagede at nogen var på vej mod ham. Da lydene af skridt og dører der blev åbnet og lukket blev opdaget af Ergin, så han sig pludselig noget forvildet rundt og hev i dørhåndtagene ved de nærmeste døre, men alle virkede til at være låste. I stedet for at stikke af låste hans krop fast, og hun maste sig op af væggen, som om det gjorde han ikke blev set. 

 Lydene kom tættere og tættere, og mere og mere farve forlod Ergins ansigt, mens han vejrtrækning blev mere og mere overfladisk. Hele hans krop spændte op, indtil lyden af en børnestemme nået ham, og hans pludselig slap noget mere af. Da duften af mad nåede Ergins næste gled hans øjne helt i, mens han tog duften til sig og mærkede munden løbe i vand. 
 Opslugt i at forstille sig maden der tilhørte duften, glemte Ergin alt om at nogen løb mod ham. Først da nogen sus forbi ham og kaldte efter ham, at han kom til sig selv og så efter den lille dreng. Panden rynkede sig i en tænkende mine, inden blikket så lidt ned af gangene for at se om der kom andre. Det gjorde der ikke. 

 Ergin var ikke meget for at følge efter drengen. Dét kunne jo netop også være en fælde, men han var så sulten, og bare tanken om at miste chancen for maden, gjorde ondt i hans mave. Så han fulgte efter drengen. Han sank nervøs, og da han nåede døråbningen stoppede han op og stod bare og stirrede på de mange børn. 
 Hvad var det her? Var det en drøm, eller prøvede manden at rode med hans hjerne..?

Der var masser af støj og larm i den lille spisestue, som en større børneflok var samlet omkring en langbord med en gryde placeret i midten og 2 brødkurve for hver bordende. Der blev hurtigt raget brød til sig, før at de alle satte sig ned på deres pladser. På hver side af bordet var der en lang bænk, så de kunne sidde tæt, hvis de var mange, men samtidig også fordele sig, hvis de var få.. For den ene bordende stod der en stol med høj ryg, der var dybe graveringen i det massive træ. En tung stol, der ikke bare sådan lige kunne flyttes ud fra bordet. Derfor sad der heller ingen børn på lige netop denne stol.

Drengen fra tidligere havde fundet sin plads, som han dog lænede sig tilbage for at kigge på den forskræmte dreng i døråbningen. ”Hvis du ikke skynder dig, så er al maden væk” lo han let. Mon drengen slet ikke kendte deres rutiner, var han virkelig ny under deres tag? Men nu havde han advaret ham, derfor valgte han også hurtigt at vende tilbage til sin tallerken, som de øvrige børn var begyndt at gribe om træskeen for at hælde mad op på deres tallerkener. Men var der overhovedet plads til den nyankomne dreng på bænkene?

En dør i den modsatte ende gik langsomt op, som en højere skikkelse trådte ind i rummet. En kvindelig skikkelse. En skikkelse, som drengen muligvis ville kunne genkende fra flere nætter siden, hvis ikke han havde fortrængt hendes skikkelse og kun fokuserede på Deavás. ”Luk døren efter dig, dreng” kaldte hun, som hun lod blikket hvile imod den forslåede dreng uden at trække en mine. Han var ikke glemt, det var bare ikke hendes fokus lige nu, som hun trådte hen til midten af bordet og rakte ud efter træskeen for at hjælpe de sidste børn med at få mad på sin tallerken. Alderen spændte vidt, mennesker heller bundet, men alle sammen med forskellige grunde til at være der.

 Et usikkert og nervøst blik blev kort vendt mod den åbne dør. Ergin forstod ingen ting og frygtede lidt at så snart han lod sig leve med i hvad end dette var, ville manden dukke op og fange ham. Fjerne maden lige fra næsen af ham. Det var bare svært ikke at modstå sulten, og selvom det måske ikke var det fineste mad i verden var det bedre end ingen ting og hele hans krop hungrede efter at han satte sig ned og drak og spiste. 
 
 Blikket blev vendt tilbage til drengen fra før som kaldte efter ham. Usikkert nikkede han og trådte langsomt nærmere. Ikke at han helt kunne se hvor han skulle sætte sig henne. Der var så mange børn og unge, at der ikke var meget fri plads.
 Ergin tog et skridt mere frem mod bordene, men i det han gjorde åbnede en dør i den anden ende. Personen der trådte ind, fik Ergin til at stivne. Han kunne godt kende hende. Hun havde været der med manden i gyden da han blev taget, og selvfølgelig fik det ham til at overveje at vende om og stikke af. Men så sagde hun at han skulle lukke døren, som om hun slet ikke vidste hvem han var. Ergin sank en klump og begyndte langsomt at nikke, før han vendte rundt for at gå over og lukke døren. Så var det vel også svære for manden at finde ham?

 Opmærksom på omgivelserne, men med hurtige skridt for han var virkelig sulten. Han fandt et sted hvor han kunne møve sig ned at sidde, og hurtigt fik han skrabet både mad og drikke til sig, som han hurtigt fyldte sig med.


// Lukket på grund af inaktivitet