Ellis' bevægelser vækkede alle sammen Juno. Hver eneste lille én. Men hver gang han indså, at det var Ellis der havde lavet lyden, lod han sig velvilligt blive trukket ned i den tiltrængte søvn igen. Han vågnede også svagt op igen, da der blev lagt et tæppe over ham, og i sin drøm takkede han Ellis, men i virkeligheden kom der ikke anden lyd fra ham end et suk. 

Til gengæld vågnede han med et sæt, da der blev rørt ved ham. Et sted dybt i hans sind, havde det føltes som en trussel. og han tvang sine øjne åbne, før hans udmattede hjerne fandt på noget at kaste efter ham i en drøm. Han vidste godt, hvad han ville tro om hånden, hvis ikke han var vågen nok til at registrere dens rigtige ejermand. 
Alt i ham skreg, at han skulle opføre sig pænt nu. At han skulle vente, til Ellis selv flyttede sin hånd, for ikke at fornærme ham, eller at han bare skulle tage, hvad der ellers kom. Mod sine egne forventninger lykkedes det ham at løfte sin egen hånd og forsigtigt skubbe Ellis' væk, og uden at slippe hans håndled, fik Juno sat sig op. 

Men det var ikke Ellis han var bange for. Selv i sin nuværende tilstand, kunne Juno godt se, at Ellis ikke ville ham noget ondt.
"Ja," svarede han hæst og rømmede sig. "Lad os komme af sted, inden resten af gården vågner." Han havde ikke lyst til at støde ind i bonden igen, og det behøvede han vist ikke at sige til Ellis, som han endelig tog sig sammen til at slippe, for at kunne pakke sit tæppe sammen.

Ellis nåede ikke helt at opfange, at Juno fysisk reagerede negativt på hans berøring, før en hånd lukkede sig om hans håndled og flyttede hans hånd fra Junos skulder. Han ville trække hånden til sig, men Juno havde stadig fat om håndleddet, så Ellis betragtede ham bare sætte sig op. Havde de kendt hinanden lidt bedre, ville Ellis nok have fortalt Juno, at han lignede lort, men det blev ved tanken. 
Endeligt slap Juno ham - hans håndled føltes koldt, som den fysiske kontakt sluttede, og det gik op for ham, sådan underbevidst, at han han savnede fysisk berøring. Ikke at Maas havde givet ham meget af det, så det var ikke fordi, at han var vant til at få det, men lige nu havde han egentligt brug for det. Fysisk bekræftelse og trøst.

Det var bare en tanke, der knapt registrerede sig i hans sind, som han tog sit tæppe og pakkede det ned i sin taske.
"Det er holdt op med at regne, der kom vist en del." Han snakkede bare for at snakke, og svingede tasken på ryggen, inden han samlede to to skåle og skeerne sammen og gik hen til trappen, efter at have sikret sig, at Juno var med. Skålene klemte han mod brystet, mens han gik ned, han ville ikke tabe dem.

Udenfor var der koldt nok til, at han kunne se sin ånde for sig, men ikke koldt nok til, at regnen var blevet til is, så alting var bare vådt og der var pytter på gårdspladsen. Hurtigt gik han hen og stillede skålene ved døren til stuehuset og lagde den knytnævestore sten ved siden af. Den lignede en lille kalv, der lå ned og så op på en med sine store øjne. Ikke helt hans bedste kreation, men han var tilfreds. Stemmer lød inde fra huset, og han vendte hurtigt rundt for at gå med hastige skridt mod vejen.
"Lad os komme videre. Gå os til varmen." Han skævede mod Juno. Selvom Ellis ikke havde sovet så meget, følte han sig en smule mere frisk end aftenen før, og han var klar til at gå så langt de orkede. Væk fra Maas.

"Mmh," mumlede Juno, der knap nok registrerede, hvad Ellis sagde. Noget om regn? Det gik først rigtigt op for ham, hvad der var blevet sagt, da de kom udenfor og han kunne se det våde landskab, men da føltes det for sent at give Ellis et rigtigt svar. I stedet skævede Juno til ham og overvejede, hvad han kunne starte en samtale om, der ville gøre op for, hvor fraværende han ellers havde været.

Han fulgte ham med blikket, imens skålene blev stillet væk, og da Ellis opfordrede dem til at komme væk, nikkede Juno, for første gang med lidt energi, og lavede også et lille hop med hele kroppen, som han tog sine første skridt på vej væk fra gården. Han havde ikke lyst til at være der længere end nødvendigt. 
"Det kunne være værre," svarede han lavmælt, men med et oprindeligt smil, nu hvor de havde lagt den værste fare bag dem. "Vi er heldige med regnen." Han åbnede munden og udåndede, så en sky af hans varme ånde spredte sig foran ham, og skævede til Ellis, med et glimt i øjnene. Den her dag ville blive bedre. Han var træt, i kroppen og i sindet, han vidste at han lignede lort, men han var fri og han havde desuden lovet Ellis at tage sig af dem begge. 
Det eneste han kunne gøre lige nu, var dog at fikse sit udseende, og han strøg et par hænder igennem sit hår, indtil han vidste at det sad som det skulle, både af øvelse og af brug af sin evne. Renderne under hans øjne kunne han fikse med samme evne, men det så han ingen grund til. 

Ellis var ikke helt kommet så langt, at det føltes som en ny god dag, der ville bringe en masse godt, og hans skridt var lidt tungere end Junos, men den kolde våde luft og himlen, der havde vist sig at være mere blå end grå, livede ham alligevel en smule op, og han havde fart nok på. Det ville nok ikke holde så længe, men lige nu lå vejen foran dem og i det mindste havde de en retning. Syd på. Så måtte de vel tage det, som det kom. 

Han så lidt overrasket op, da Juno sagde noget til ham, og han kunne ikke lade være med at smile tilbage, hvilket løsnede hans trætte træk lidt, selvom det ikke helt nåede øjnene.
"Ja, det er vi. Det ser ud til at blive godt vejr i dag." Hans smile blev lidt større, som Juno åndede ud og sendte ham et blik med et tydeligt glimt i øjnene. Det var som om, at lidt vægt faldt fra hans skuldre, og fysisk rettede han sig også lidt op uden at tænke over det. Hvis Juno kunne være glad, efter det, der var sket for ham, så kunne Ellis også godt tage sig lidt sammen, ikke?

Han skævede mod Juno, der rettede på sit udseende. Det virkede utroligt godt for ham bare at køre sine hænder igennem håret og Ellis var næsten lidt misundelig. Hans eget hvide hår var rodet, men han havde dog haft fingrene igennem det, så det sad ikke meget værre end det plejede. Det var noget fint hår, der var rimeligt let at styre.
For et øjeblik gik han tavst, ikke rigtigt med nogen idé om, hvad de skulle snakke om. 
"Har du nogen idé om, hvor vi skal hen?" Det gik Ellis på ikke at have et mål, eller noget der mindede om det, i hvert fald.

Det gav Juno lidt ekstra gåpåmod at se, at hans gode humør også påvirkede Ellis positivt. Så var det ikke helt spild af energi, og den viden fik ham til at ville fortsætte med at smile, selv når det virkede for svært.

Juno havde ikke haft nogen ide om, hvor de var på vej hen, før Ellis spurgte, men han havde lovet ham at han ville passe på ham, og dét inkluderede at have en plan. Så han rynkede sit ansigt sammen i en grimasse, der skulle kommunikere koncentration, indtil han med en dyb indånding indikerede, at han var kommet på en plan.
"Vi skal til en by. Du kan sikkert få job hvor som helst." Juno så sigende op og ned ad Ellis - han kunne med bønder, tydeligvis, og han vidste hvordan man snakkede til hinanden herude midt i ingenting. "Men det kan jeg ikke. Jeg kan læse og regne og.. har andre talenter også. Vi kan begge finde et job i byen. Og et mere fast sted at sove. Hvis vi er heldige..." Juno holdt en pause og tyggede på sin underlæbe. Han skulle virkelig have heldet med sig, og han havde ikke lyst til at jinxe det for sig selv, men sagde det alligevel højt; "så kommer vi forbi en by, som det firma jeg plejede at arbejde før, transporterer varer igennem. Hvis jeg kan få et brev frem til min gamle chef, så... Så kan han sikkert skaffe os et job hvor som helst."

Juno havde flere grunde til gerne at ville have et brev frem til Giles, men han havde ikke lyst til at vende tilbage til Dianthos. Det kunne han ikke, med al den smerte, der ventede ham der. Men Giles fortjente at vide, at han var i live, og Juno var slet ikke i tvivl om, at Giles ville hjælpe ham, hvis han kunne, ligegyldigt hvilken by de endte i. 

Ellis' blik flyttede sig lidt frem og tilbage mellem vejen og Juno, der gjorde et nummer ud af at vise, at han tænkte. Det fik Ellis til at fortsætte med at smile. Et eller andet sagde ham, at Juno egentligt var en ret sjov fyr, når han ikke var så ødelagt. Det håbede han lidt, at han fik lov til at opleve, for det ville nok passe ret godt til hans nye ven, at være mere frisk og mere ude på ballade.

Han lyttede til Junos forslag til en plan. Det var vel egentligt en god plan, bortset fra...
"Der er ikke rigtigt nogle byer herude. Altså, små landsbyer som den jeg kommer fra, men ... hvis vi snakker sådan mere byagtigt..." Han så lidt tænksomt ud i luften, som han forsøgte at huske det kort, Maas havde haft liggende derhjemme, et gammel, upræcist et, men de havde kunnet bruge det, når de skulle på tur. "Der er Zircon, hvis vi vender tilbage til den store landevej, det ligger et stykke syd på. Og endnu længere syd på, helt nede i Medanien, der ligger Fredskilde. Ellers ved jeg ikke, det er mest bare landsbyer. Jeg har ikke rigtigt rejst nogle steder, så jeg ved ikke, hvad der sådan lige er længere væk end at Maas kunne finde os. Der er ikke rigtigt noget, der bare minder om Dianthos."

Der var selvfølgelig lidt større landsbyer rundt omkring, hvor han sikkert kunne finde noget arbejde, men den måde Juno snakkede på om byer, så var det lidt som om, at han forventede en by. Og så skulle de til Zircon.
"Men ja, jeg kan sikkert finde arbejde de fleste steder, der er altid møllesten, der skal laves." Han lød ikke specielt entusiastisk over møllestenene, han kunne bedre lide at lave kunst. Eller noget helt andet end sten. Han var lidt træt af sten. Men der skulle jo mad på bordet.
"Et sted at bo ville være dejligt. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at elske livet på landevejen." Han rynkede på næsen og forsøgte at sige det lidt let, men ærligt talt var tanken om at trave af sted på landevejen for evigt ikke ligefrem noget, der gjorde ham glad.

"Lad os gå efter Zircon," foreslog Juno straks. Des længere sydpå Ellis kom, des mere utryg blev Juno ved tanken. Han ville helst ikke for tæt på sit forrige hjem hos Vargas. Logisk set vidste han godt, at det ikke gav mening - han havde trods alt boet i Dianthos indtil for nylig, selvom det var derfra Thanos havde stjålet ham.
Og så, i et forfærdeligt øjeblik, føltes det næsten som om han savnede Thanos. Én, der kunne vise ham vej, fortælle ham hvad han skulle gøre og hvornår, lade ham slippe for selv at tænke. Frustreret over sig selv, gned Juno sine hænder over sit ansigt og forsøgte at gnubbe Thanos ud af hans tanker. Han var taknemmelig, da Ellis' stemme trængte igennem hans tanker.

"Du behøver ikke lave møllesten, hvis ikke du gider. Ikke når jeg engang har et job," mumlede han, stadig lidt distræt, men i det mindste havde han fået sænket sine hænder fra sit ansigt og så nu ud over horisonten. 

"Jeg er sgu heller ikke så vild med landevejen. Jeg mangler et bad. Og en seng." Juno flyttede sit blik fra horisonten og hen på Ellis, hvor han faldt i staver, imens han gik. 

Det var næsten lidt for hurtigt, at Juno foreslog Zircon, som var der noget galt med Medanien og Fredskilde. Det var også langt væk, og Ellis kunne godt forstå, hvis den lange rejse skræmte ham. Den skræmte Ellis. Så var tanken om Zircon nemmere at håndtere, selvom der var en større sandsynlighed for, at Maas ville finde dem der. Ellis kunne ikke helt finde ud af, om han skulle forvente, at Maas kom efter dem eller ej. Men hvis han gjorde ... så måtte de tage det til den tid. Ellis' ansigt blev kort sammenbidt, som han følte sig sikker på, at han ville kæmpe for ikke at skulle tilbage til Maas. Måske han skulle få fat på et våben. Og lære at bruge det.

Hans tanker havde fået ham til at blive tom i blikket, og det var først, da Juno snakkede, at han opdagede, at noget var forkert, men det virkede til, at han håndterede det selv, om Ellis vidste ikke helt, om han skulle spørge ind til det, så han fortsatte bare samtalen.
"Du skal ikke arbejde for os begge to. Jeg kan godt leve med møllehjul, det bliver rart at tjene mine egne krystaller." Det var sandt. Alt hvad han havde lavet for Maas, havde været for at tjene penge til Maas. Han havde bildt sig selv ind, at det havde været til dem begge, men ud over mad og det mest nødvendige, havde han aldrig fået noget ud af dem. Han havde ikke haft sine egne penge. Det ville blive underligt ikke at skulle spørge Maas om lov til at få et par krystaller hist og her.

"Det lyder begge dele som noget helt fantastisk." Han skævede til ham. Det var måske lidt for sent med en healer, Junos skrammer så ud som om, at de var ved at forsvinde godt for dem selv. Ellis sagde ikke noget om sin ryg, der, efter Maas kærlige behandling, smertede. Det kunne være værre, han havde bare lidt svært ved at trække vejret helt ned i maven, musklerne var ømme. Og han var uden tvivl sort og blå ned over ryggen. Han havde ikke sagt noget til Juno, det skulle nok gå væk igen. Det gjorde det jo altid.
"Jeg tror, at jeg glæder mig til at få noget tøj, der passer." Det forlod ham sådan lidt tænksomt, uden han helt var klar over, at det var det, han ville sige. Men det var sandt. Tanken om et par bukser, der ikke hang tungt om hans spinkle hofter, var næsten som at drømme.

Juno trak uinteresseret på skuldrene, da Ellis forklarede, at han sagtens kunne klare at arbejde med noget, der lød kedeligt. Egne krystaller eller ej, Juno var ligeglad. Ellis havde hjulpet ham, så derfor havde han heller ikke noget imod at hjælpe Ellis. Det virkede kun fair. Men Ellis måtte gøre hvad han ville, Juno havde ingen indvendinger. Det var nok kun et godt tegn, at fyren ikke var for ked af det til at tænke på arbejde. 

"Ja, ikk?" svarede han til gengæld med et grin, da Ellis svarede at både bad og seng lød fantastisk. Juno syntes også selv, at han havde slået sømmet lige på hovedet med dén. Havde Ellis sagt sine tanker højt om healere, så ville Juno også have affejet ham. Han havde levet med værre i længere tid. Smerten var ikke uudholdelig og healere var som regel bare spild af penge, medmindre man var betændt eller feberramt. 
"Åh, ja, det kunne jeg også godt trænge til," svarede Juno med endnu et grin. "Du trænger også til en børste, jeg har set heste med bedre frisurer end din lige nu," forsøgte han sig blidt, med et smil, for at understrege, at det var venligt drilleri og ikke andet.