Amora så lidt på ham. Han virkede en smule fraværende. Hvad tænkte han på? Hun ville utroligt gerne vide det, men hun ville heller ikke spørge ind til det. Det ville bare blive ubehageligt, hvis han alligevel ikke ville fortælle det. Han vidste nok også, at hvis han fortalte hende at der var sket noget ham noget dårligt, ville hun blive bekymret. Det kunne hun ikke lade være med. Hun var bange for at der skulle ske ham noget. Hvis der skete ham noget på en af hans ture, ville han jo ikke komme tilbage, og så skulle hun rådne op på dette sted helt alene. Desuden ville hun savne ham utroligt meget, det vidste hun. Bare tanken fik hendes mave til at trække sig sammen. Hun ville ikke miste Padra. Han betød utroligt meget for hende.
Hun lyttede til hans spørgsmål, og måtte tænke lidt. Joseph var altid i hendes tanker, og hun savnede ham meget, men folk skulle heller ikke tro, at hun ikke kunne komme videre. Hun vidste da godt at sket var sket, og at man ikke skulle græde over spildt mælk, men han havde virkelig betydet noget specielt. Det havde været som om en del af hende blev revet fra hende, da han døde. Hun manglede noget. Til sidst nikkede hun.
"Jeg.. Savner ham rigtig meget. Det er så stille i huset uden om. Det var der også når han var på borgen, men dette er på en anden måde. Mine forældre er også blevet anderledes. Det er som om de stadig går og håber på at de sidste 4 år bare har været en ond drøm, og at han vil komme hjem snart.." sagde hun og kiggede ned i bordet. Det lød underligt, men hun havde virkelig på fornemmelsen, at hendes forældre bare håbede på at blive vækket så de kunne få deres søn at se igen. De kom ligesom ikke rigtigt videre.

Han skubbede sine egne tanker fra sig og betragtede hende. Han kunne ikke lide at se hende være ked af det.
Han rakte stille hen over bordet og tog hendes hånd i sin. Han vidste godt hvad hun gennemgik, selv havde han mistet sin far da han ikke var specielt gammel og der var gået mange år før hans mor havde været nogenlunde sig selv igen - for ikke at tale om ham selv, det havde på mange punkter forandret ham.
"Det skal nok gå alt sammen...bare vent at se, om et stykke tid bliver alt som ved det gamle igen.. dine forældre skal bare have lidt tid" Da ordene havde forladt hans mund havde han mest lyst til at slå hovedet ned i bordet over det komplet håbløse svar han lige havde givet hende, det kunne hun jo ikke bruge til noget.

Et lille smil kom frem på Amoras læber, da Padra tog hendes hånd. Det føltes rart og trygt.
Hun kunne godt huske at Padra havde mistet sin far. Hun huskede ikke hvorfor, da det var en del år siden, men hun var glad for at han forstod, hvad det var hun gik igennem. Det var forfærdeligt at man skulle miste nogen man elskede. Det var det mest forfærdelige der kunne ske for en. Det var måske forfærdeligt at miste en arm, men det var intet i sammenligning med at miste en man elskede.
Joseph havde virkelig været den hun elskede allermest. Han havde altid været der for hende, og han havde altid forstået hende. Han havde altid beskyttet hende, og han havde altid kunnet overtale forældrene til alt. Han var deres øjesten. Det var hårdt når han tog af sted, men de vidste jo altid at han kom hjem. Det havde han lovet Amora.
Nogle gange vågnede hun stadig ved at hun syntes at hun kunne høre, at han kaldte hende "Adeleine.". Han var den eneste der havde måtte kalde hende det. Der var heller ikke andre der gjorde det mere, for det mindede hende for meget om ham. Det var også derfor hun altid fik et chok når hun hørte det. Men hun plejede dog at falde i søvn igen, selvom det måske gjorde ondt. Det fortalte hun ikke nogen om. Det ville få hende til at fremstå som svag, og svag, det var hun bestemt ikke. hun ville i hvert fald ikke være det.
"jeg ved at du har ret, men Padra, der er gået 4 år.. Selv ville jeg da ønske at han pludselig kom ridende på sin hest, som han altid gjorde. Men selv jeg har prøvet at indordne mig med tanken om, han ikke kommer tilbage. Det kan de ikke. De vil ikke indse det. De vil ikke med hen og besøge hans grav, for de er sikker på at det bare er en drøm.. sagde hun og lød en smule opgivende.
Selv havde hun prøvet at få dem til at indse at han var væk. Det var der flere gange kommet et skænderi ud af, hvilket hun virkelig angrede bagefter. Hun ville ikke skændes med sine forældre, men de frustrerede hende. Det frustrerede hende, at de ikke bare ville se igennem deres drømmeverden, og indse at de ikke fik Joseph tilbage. Heller ikke ved at holde hende i kort snor. Det blev det jo slet ikke bedre af.

Han betragtede hende med sorgmodige øjne mens han nussede hendes hånd og legede med hendes fingre.
Han nikkede forstående, men sagde ikke mere. Han kunne godt se det gik hende på, men han vidste også at der ikke var meget han kunne gøre for hende, ligemeget hvor meget han gerne ville hjælpe.

Amora ville ønske at de bare kunne forstå det. Det var primært på grund af Josephs død, at hendes forældre "passede så godt" på hende. De var meget påpasselige med at sende hende nogle steder hen, og efter mørkets frembrud måtte hun slet ikke gå ud. Det irriterede hende grusomt, for hvad skulle der ske hende? Hun kunne sagtens slå fra sig, det havde Joseph lært hende, og hvis det endte helt, kunne hun da skrige, så folk kunne høre hende. Men hendes forældre ville ikke tage chancen. De ville ikke miste endnu et barn. De forstod bare ikke, at de var ved med at miste hende. Hun skulle ikke holdes i bur. Det var ikke hende. Hun skulle have lov til at være fri, og det kunne hun ikke derhjemme.
"Tak fordi du gad at lytte.." sagde hun så med et lille smil. Hun kunne godt lide at han nussede hendes hånd. Det var en rar følelse.
Egentlig havde det ikke været hendes mening af samtalen skulle tage den drejning. Det var ikke meningen at hun skulle tænke sådan nu hvor Padra endelig var kommet hjem, nu hvor hun endelig fik lov til at være sammen med ham igen. Men desværre var det ikke noget hun selv kunne bestemme.

Padra fortsatte med at nusse hendes hånd. Han tegnede blidt små mønstre i hendes håndflade og legede med hendes varme bløde fingre "Det var da virkelig så lidt. Jeg er ked af at jeg ikke kan gøre andet for dig.."
Han var virkelig ked af det, hun fortjente intet af det der var sket, hvis der bare var en måde at ændre det på.
Han drog et svagt suk og betragede hende. Han kunne godt se at der var meget der gik hende på, forståeligt nok...

"Du gør allerede mere end rigeligt. Jeg er meget taknemmelig for det," sagde hun med et smil. Bare det han gad at bruge sin tid med hende, gjorde hende glad.
"Det gør mig glad bare at snakke med dig," sagde hun, og det var tydeligt at hun havde fået det bedre. Men tankerne kørte stadig rundt i hendes hoved. Hun kunne ikke lade være med at tænke på det
Men hun priste sig lykkelig for at have lært Padra at kende. Han var sjov, han var altid klar til at være sammen med hende, og hun vidste, at hvis hun havde brug for det, kunne hun altid komme til ham. Han ville altid kunne gøre hende i bedre humør.
"Lad os gå ud og se hvor god du er blevet til at fægte. Jeg kan hurtigt hente mit sværd derhjemme," sagde hun med et smil og rejste sig op. Modvilligt, fordi det var rart det han gjorde, tog hun sin hånd til sig. Hun tog Kappen på igen, og lukkede spændet oppe ved halsen.
Hun sagde at hun ville være tilbage kort efter, og forlod så hurtigt rummet. Hun kunne vejen med lukkede øjne, så det tog ikke lang tid for hende. men hun så frem til at kæmpe mod ham igen. Hun manglede udfordring.

"Men.." Han følte hende trække hånden til sig.
Egentlig havde han mest lyst til at gribe fat i den igen, men før han fik set sig om var hun forsvundet ud af døren.
Han kunne ikke lade vær med at føle sig skyldig og han skammede sig, det var jo ikke meningen hun skulle være blevet ked af det. Noget modvilligt rejste han sig og gik ovenpå for at hente sit sværd.
Sværdet var helt nyt. Han havde været nød til at anskaffe sig det, da røverne havde taget det andet.
Han vendte og drejede det mellem sine hænder, det var et smukt sværd, et godt sværd, men det var slet ikke på samme niveau som det gamle havde været.
Han gik udenfor og satte sig til at vente på hende på en træstub.

Amora var ikke længe om at komme hjem. Hun kendte skoven som sin egen lomme. Hun var vokset op der, og havde lært skoven at kende. Men langt de fleste elvere levede også i harmoni med skoven. Det havde de gjort i tusindvis af år.
Hun gik med hurtige, lette skridt ind på sit værelse og lukkede døren. Forsigtigt åbnede hun sin ene skuffe, og tog nogle af sine kjoler ud. Under tøjet lå sværdet pakket ind i nogle skind. Hun var meget forsigtig da hun tog det ud og lagde det på gulvet. Derefter lagde hun sirligt kjolerne tilbage i skuffen, og lukkede den. Hun rejste sig op, og skulle til at tage sværdet op, da hun så at hendes mor stod i hendes dør.
"Amora.. Hvad skal du? jeg troede du var henne ved Padra?" spurgte hun, og Amora syntes at hun så ældre ud. Hun sukkede kort og bed sig i læben.
"Det var jeg også, og jeg er på vej derhen igen. Jeg skulle bare lige hente noget. Jeg spiser derhenne. Jeg skulle hilse fra Padra og hans familie," sagde hun hurtigt, smilede til sin mor, og ventede til hun var gået. Moderen nikkede, mumlede noget for sig selv og forlod så værelset igen. Hurtigt tog hun sværdet op, gemte det bag kappen, og skyndte sig over til Padra igen.

Hun fandt ham udenfor, og stillede sig foran ham.
"neej, venter du på mig?" spurgte hun med et drillende smil.

Han smilede noget mystisk og udfordrende et kort sekund, så slog han benene om hende og gav hende et skub i et forsøg på at ryste hende ud af balance.

Amora havde ikke ventet hvad han ville gøre, så derfor fik hun et mindre chok. Hun var lige ved at ryge ud af balance, men fandt den hurtigt igen. En smule besværligt fik hun møvet sig ud af hans bengreb.
"Vi begynder hurtigt på de beskidte tricks, hva'?" sagde hun med et lille grin. I den ene hånd havde hun det indpakkede sværd, og hun tog fat i det med begge hænder. Med forsigtighed pakkede hun det ud. Æggen var skarp, så hun skulle passe på. Hun havde før skåret sig på det, og det havde skåret rimelig dybt. Dog intet farligt, men dybt.
Hun smilede da hun så sværdet. Det var smukt. Hun lagde skinende lidt væk, og kiggede så på ham.
"Er du klar?" spurgte hun med et smil.

Han udstødte et lille grin og sendte hende så et uskyldigt smil "Jeg kunne bare ikke lade vær"
Han rejste sig, trak sværdet og svingede det lidt rundt i luften. En af de ting han havde lært på sit ophold i klosteret var at et godt sværd ikke behøvede at være specielt langt eller imponerede at kigge på, derfor var hans nye sværd en anelse kortere og knap så pyntet som hans tidligere havde været - Det var også lettere, hvilket gjorde det muligt for ham at bevæge sig hurtigere.
"Klar?"

"det kunne jeg have sagt mig selv," sagde hun drillende og tog kappen af. Den lagde hun pænt hvor hun havde lagt skindene.
Hun tog bedre fat i sværdet og stilte sig i en ordentligt position.
"Jeg er altid klar," sagde hun udfordrende og kiggede afventende på ham.

Han smilede og gjorde et hurtigt udfald mod hende.

Et smil gled over hendes læber. Allerede da hun fik sværdet i hånden, følte hun sig i en anden verden. Hun var udenfor tid, rum og sted. Der var kun hende og Padra. Ingen andre. Ingen til at forstyrre, ingen til at sige noget, kun de to.
Allerede da han gjorde et udfald, kunne hun se at han var blevet bedre. Normalt kunne hun altid gennemskue hvad han ville gøre, men ikke denne gang. Takket være hendes reflekser, fik hun lige bøjet sig nok til, at sværdet røg lige forbi. Hun kunne tydeligt høre dens susen i luften.
Endnu engang var hun utroligt glad for, at Joseph også havde trænet hendes smidighed. Det ville redde hende fra meget. Selvom de ikke gjorde noget for at skade hinanden, kunne man alligevel få nogle ret skræmmende snitsår hvis ikke man passede på.
Hun fik stablet sig ordentligt på benene igen, rettede den ene fod, og ventede igen på at han skulle gøre et udfald.
"Du er virkelig blevet bedre," sagde hun med et smil, og ventede egentlig stadig bare. Hun ville se hvad han ellers kunne. Hun slap ham dog ikke med øjnene én eneste gang.
Normalt trænede hun ikke i kjole, det var for besværligt, hun havde bare ikke rigtigt haft tiden til at skifte. Desuden ville hendes forældre også have en forklaring så.

Han smilede stolt "Tak, det var netop hvad jeg havde håbet på"
Ligesom hende følte han sig fuldkommen opslugt af øjeblikket, intet var vigtigere, ingen andre var til - kun hende og ham selv "Du er nu også blevet bedre og hvis det ikke havde været for kjolen kunne du sikkert have tværet mig ud allerede nu" Han var virkelig imponeret over hendes standard, især taget i betragtning af at hun ikke havde nogen at træne med når han ikke var der.

Hun smilede af det han sagde.
"Kjolen hæmmer mig ja, men så god er jeg altså heller ikke. Desuden kan jeg ikke regne med at jeg når at skifte tøj når jeg virkelig skal bruge det, så jeg kan lige så godt øve mig," sagde hun med et smil. Hun havde fortalt Padra om formålet med træningen. Formålet med at hun, som kvinde, gik rundt og trænede som en sindssyg. Hun ville have hævn. Hævn over den person der tog hendes broder fra hende. Hun ville vide hvorfor det netop var hendes bror, og ikke en hvilken som helst anden, og så ville hun slå manden ihjel. Blodhævn, hvilket ikke var en synd mellem elverne. I gamle dage blev det faktisk betragtet som en selvfølge, at tage blodhævn. Desuden ville hun ikke fortælle andre om det. Ikke andre end Padra. Så hvad kunne der ske ved det?
Selvom hun ikke kunne træne ordentligt uden Padra, havde hun ikke ligge på den lade side. Hun havde gjort hvad hun kunne, hun havde holdt sine muskler i gang, trænet nye mønstre etc. Bare så hun ikke ville glemme det. Det lærte hende også til at kunne det bedre, og gjorde hende bedre.

"Sandt nok"
Han havde fuld forståelse for formålet med træningen. Selv havde han for længst opgivet at opsøge den person der dræbte hans far, opgaven var ham for uoverskuelig da faderen var blevet dræbt under krig, men at hun havde mulighed for det og også gjorde noget for at hævne sig havde han fuld respekt for.
"Okay, lad os tage den her træning op på et helt nyt niveau" Han benyttede sig atter af noget han havde lært på klosteret " Nu vil jeg have du giver alt hvad du har i dig. Du skal ikke være bange for at gøre skade på mig, jeg har to gange healere indenfor til at tage sig af mig så jeg klarer mig og tro mig, jeg er ikke bange for at forsvare mig" Hun skulle sættes under hård press for at opnå fremskridt, det var samme process han selv havde været igennem.

Amora kunne godt lide ideen med at tage det hele op på et nyt niveau. Hun brød sig bare ikke om ideen med at hun skulle give alt hvad hun havde i sig. Æggen på sværdet var virkelig skarpt, og hun ville ikke gøre skade på ham.
Hun sænkede sværdet lidt, og kiggede på ham med et løftet øjenbryn.
".. Alt hvad jeg kan? Padra.. jeg.." hun sukkede og nikkede så. Han bad selv om det. Hun ville nødigt gøre skade på ham, men han havde jo selv bedt hende om det.
Hun tog en dyb indånding, løftede sværdet, og gjorde et udfald.
Til at starte med så det ud som om hun ville gå mod hans hoved. Det var klassisk og tit det man startede med. Men lige i sidste øjeblik drejede hun rundt og gjorde et udfald mod hans venstre fod.
Hun var meget koncentreret og var kun i sin egen verden. Igen var der ikke andre end hende og Padra. At fægte med sværd var lige som en dans. Den kunne være utroligt smuk, lydende var smukke, og tit var udslagende forudbestemte, men man kunne overraske ved at lave om på planerne. I hendes hoved var der også musik. Musik der fulgte takten. Det var ikke så hurtigt endnu, de var jo kun lige begyndt.

Padra parrerede hendes slag og gjorde et hård udfald mod hendes hofte.
Træningen på klosteret havde været enormt hård, dagene havde været lange og han havde tit haft dybe smertefulde sår, men det havde virkelig givet ham synlige resultater. De tidligere klodsede bevægelser var blevet yndefulde og præcise, alle de små dumme fejl var forsvundet. Personligt var han også blevet langt mere alvorlig omkring træningen, mest af alt fordi han vidste at træningen ville kunne koste ham livet.
Det var de samme resultater han ønskede for Amora, hun skulle være i stand til at dræbe når tiden var inde.
Dog var der stadig en meget genkendelig ting der var blevet tilbage, selv efter de mange timers hård træning - Padra nynnede stadig i takt med den musik der blev spillet for hans indre øre.