Efter i lang tid at have gået, i hvad der for hende virkede som en fuldstændig tilfældig retning, mærkede hun endelig det bløde græs mellem sine tæer. Den vrede vind var blevet erstattet af en blid brise, der forsigtigt løftede hendes hår fra hendes skuldre, og fik det til at blafre bag hende. Stoffet, hendes kjole var syet af, gav nogle sjove lyde fra sig, når vinden hvislede gennem folderne. I baggrunden hørtes den sagte klukken af søens vand, der gentagende gange slog mod bredden.
Hun slog armene ud til siderne, vendte hovedet op mod de tætte trækroner og smilede tåbeligt. Dette var lige hvad hun havde manglet; et fredfyldt tilflugtssted. Hun glemte både at hun var træt og sulten, og også selve frygten og forvirringen ved at have genfundet Julian. Pludselig var hun bare glad.
De korte, silkebløde græsstrå killede hendes fodsåler, og gentagende gange måtte hun slå en hånd for munden, for at holde en latter inde. Hvorfor ville hun ikke grine?
Hun dansede lidt rundt for sig selv, og nød de blide vindstød, duften af ferskvandet og følelsen af frihed.
"Tak fordi du førte mig herhen," sagde hun, rettet mod Julian. Dog var hun ikke sikker på om han var i stand til at forstå hvad hun sagde, for hun dansede rundt et godt stykke væk fra ham.

OOC: Jeg tror jeg har fået forårssyge.. ó_Ò

han smiler en smule forundret da hun siger det til ham, men han opfatter da sådan nogenlunde hvad det er hun siger.
"jamen, det var da så lidt." siger han venligt, men også en smule 'forundret' hvis man kan sige det på den måde og dumper derefter ned i græsset med et lavt, tilfredst suk. han har ikke været her før, men han har været i nærheden, for han genkender et ret så stort egetræ et stykke derfra. det rager lidt op over alle de andre træer, og på en anden spadsertur havde han netop lagt mærke til det træ.
han sidder lidt, og bare nyder stilheden, uden rigtig at tænke på noget. stilhed plejer ellers at få ham til at tænke en del, men han kigger bare på Aisha, som danser rundt. han må huske vejen til det her sted. her ville han gerne hen igen.
bladenes papiragtige raslen i vinden hiver ham lidt ud af sin egen tænke-tank (hvis det kan siges på denne måde x3) og betragtede først nu sine omgivelser helt. det var begyndt og blive mørkt, men det var vel kun ham der kunne føle sig generet af det. og desuden blinkede stjernerne allerede venligt og fredeligt til ham oppe fra den mørkelilla himmel. månen var også oppe, men den var ikke helt fuld.

OOC: ... så Julian overvejede at stikke den lidt rom xD

okay, bare mig der liiiige syntes det lød underligt x3

OOC: Det var da skæææhhhhckt! ..?

IC:
Hun nød lyden af bladenes rislen, der blev blandet med lyden af søens vand der rislede. Hun kunne godt lide at lytte til Julians stemme, og ærgrede sig da han stoppede med at tale. Hun elskede følelsen af det bløde græs, og fornemmelsen af at få jord under neglene. Hun holdt af de mange vibrationer fra de mange forskellige liv i skoven; dyrene, træerne, Julian og hende selv. Kort sagt: Hun elskede allerede denne skov meget højt.
Efter et stykke tid, og efter flere gange at være ved at snuble, fordi hun fik viklet sig ind i sit skørt, stoppede hun dansen. Hun var en smule forpustet, og stod med hænderne på lårene, mens hun forsøgte at få pulsen ned på normalt niveau. Dog blev hun ikke mere rolig af dette lille optrin, men fik blot endnu mere lyst til at bevæge sig.
Skoven måtte være fortryllet, eller i hvert fald have en eller anden næsten magisk virkning, for hun følte hverken træthed eller sult længere - kun glæde.
Efter er stykke tid, faldt hun til ro. Hun kom i tanke om hvem hun var, og hvad hun ikke var; hun var ikke et barn. Derfor fik hun hurtigt redt håret igennem med fingrene, så det ikke længere sad i en stor, uldet klump i den ene side, hun fik hurtigt børstet kjolens folder på plads, og igen var hendes smil afdæmpet og kontrolleret. Hun gik hen til Julian, hvorefter hun satte sig på græsset ved siden af ham.
"Hvad laver du?" spurgte hun forsigtigt.

OOC: Jeg er træt, og det påvirker mit skriveri, kan jeg føle, så måske skal vi snart holde pause, da jeg både skal nå at i bad og at se tv x3

han ser lidt på hende, med sit normale, skæve smil.
"jeg nyder stilheden. og tænker vel." han ser lidt ligeud i luften, før han begynder og snakke igen.
"hvad laver du da?" det bliver sagt lidt ironisk, men er dog ment kærligt. og det burde man også kunne høre.
Julians hår sidder faktisk ret underligt. nogle af de hårtotter, hvis 'retning' fører dem om bag ørerne, er blevet skubbet frem, så de stritter underligt. Aisha kan jo bare ikke sige det, så Julian ligger først mærke til det nu, og begynder at tage det tilbage, om bag ørene.

Hun lænede sig tilbage, så hun lå med albuerne i jorden. Hun lyttede stadig efter alle lydene, men det hun fokuseret på, var Julian. Hun vidste ikke om hun skulle vende ansigtet og øjnene mod ham, for sådan gjorde seende jo, når de talte med andre seende. Men hun var jo ikke seende. Skulle hun gøre det, for at glæde Julian? Hun besluttede sig for, at han nok var ligeglad. Folk plejede at syntes hendes tomme blik var uhyggeligt, så hun kunne ikke se nogen grund til at skræmme ham unødigt.
"Jeg slapper af." svarede hun. Og hun mente det. Hun tillod faktisk sig selv at slappe af, uden at bekymre sig på egne eller andre vegne. Hun slappede bare fuldstændigt af.
Hun legede lidt med græsstråene omkring sig, ved at lade dem glide mellem sine tæer. Det killede, og igen dukkede det sære, grinende smil op i hendes ansigt. Hun forsøgte at skjule det - selvom der ingen grund var til at skjule glæde - og gjorde et kast med hovedet, for at få håret til at dække hendes underansigt.


OOC: Så blev det ikke længere.

OOC: sorry at jeg ikke fik skrevet igår, pludselig var der bare ikke tid Oo

IC:
"nå ja, det gør jeg vel også." han smiler roligt, og kigger så bare lidt på hende, imens han tænker det der er sket inden for det sidste stykke tid kort igennem.
jeg var på flugt fra de der underlige mænd, jeg stødte ind i hende og kunne ikke rigtigt se hvem hun var, men genkendte hende så, hun kom med hjem til mig, vi snakkede om nogle forskellige ting, vi tog herud... han tænkte det kun igennem kort og hurtigt, for lige at få sig selv op på mærkerne om, hvad der var sket lige her det sidste stykke tid. ikke af andre grunde.
eller måske var det for at kunne huske hele tiden han var sammen med hende? han så bare på hende imens han tænkte, før han slog blikket ned, og så på nogle græstrå, som viftede lidt i vinden.
han kunne ikke komme på noget at sige, som sådan. de slappede jo begge to bare af - der var ingn grund til at indlede diskussioner om dt ene eller det andet. og dog. han havde lyst til og tale. men om hvad?

OOC: Det er helt okay - vi behøver jo ikke alle leve på internettet x)

IC:
Hun lagde sig helt ned på ryggen, med armene bag nakken. Jakken stod åben, så de lette briser havde fri adgang til hendes mave, men hun frøs ikke længere, end ikke når hun blev ramt af de mere voldsomme vindstød. Alt i denne skov virkede fortryllende godt; briserne var mere som forfriskende vindstød, end kolde pust; græsset var blødt som silke; og vandets og bladenes beroligende lyde fik en til at slappe helt af.
Hun troede hun kunne ligge sådan og bare lytte i evighedder, men alligevel.. Denne fredfyldthed begyndte at irritere hende. Der skete så forbandet lidt! I løbet af denne ene dag, havde hun mødt en svævende tøs, en såret pige, hun havde gået langt for at få mad, for derefter nærmest at blive væltet, da hun næsten blev løbet ind i. Og så mødte hun jo Julian. Men det var ikke her dagen endte, det var først her den startede. Siden deres sammenstød, havde hendes følelser ligget lige på grænsen af et sammenbrud. Hun vidste ikke om hun var lykkelig eller om hun var deprimeret, men kun at hendes krop var fyldt med stærke følelser, der bare ventede på at komme ud.
Hun ønskede at sige noget, også selvom det måske var irrelevant; hun ville bare gerne høre Julians stemme, så hun hele tiden vidste at han var der, og at han ikke bare var indbildning. Desværre var hun bare bange for at hun måske ville lukke op for følelserne, hvis hun lukkede op for munden og gav sig til at tale..

OOC: naaah.. stadigvæk x3

IC: Julian havde nu, langt om længe, besluttet sig for at han ville sige noget. Bare sådan.. Så der ikke er så stille, så de kunnefå snakket lidt sammen.
"Nå... Hvad skal vi så snakke om nu?" Det var det eneste han sådan åbenbart kunne komme i tanke om at sige lige nu. Måske havde hun noget og snakke om. Og vis det gik helt galt, kunne han spørge hende om, hvad hun bedst kunne lide ved stedet her. Personligt syntes han, at det var freden der hele tiden hvilede betryggende overalt der var det bedste.
Han begyndte og plukke nogle græsstrå, og nulre dem imellem fingrene. Hans fingre blev faktisk lidt grønne af det, og det fik ham til at smile igen. Det stoppede ham dog ikke, og han fortsatte. Han bandt også knuder på det, og knækkede det over og så videre, imens han ventede på et svar fra Aisha.
der krøb et lille, gråt egern rundt et stykke derfra. den plirrede lidt med de sorte knappenålsøjne da den fik så dem. så pilede den hen til et træ, og kravlede hurtigt op i trætoppen, hvor Julian tabte den af syne. men han kunne høre bladene rasle lidt ekstra der hvor den sad.

Hun tøvede med at svare. Der var så meget hun gerne ville snakke om, så meget hun gerne ville have svar på. Hun ønskede at høre alt hvad han havde lavet, mens de ikke var sammen. Hun ønskede at de igen skulle kende hinanden ud og ind, og hun ønskede at de igen skulle stå i en situation hvor de ikke manglede samtaleemner, men grunde til at stoppe med at tale. Hun ønskede deres venskab skulle blive som tidligere, og - om muligt - bedre. Men bare det at hun tøvede med at fortælle om sine følelser var tegn på at der var meget lang vej til det stadie.
Mens hun forsøgte at rede trådene ud, så hun måske kunne ende tilbage med kun én ting at fortælle af gangen, fulgte hun det lille dyr med tankerne. Hun kunne føle hvordan de små fødder, med de bittesmå klør, pilede op af en ru træstamme. Hun kunne tydeligt mærke hvordan den lille skabning sad trygt i sit skjul, mens det rensede den bløde pels. Hun fik næsten lyst til at følge efter dyret, indfange det og stryge det over den bløde pels. Hun kunne forestille sig hvordan den ville føles, og hun gjorde sig sågar tanker om hvordan den måske så ud.
Når hun tænkte på hvordan ting så ud, vendte hendes tanker sig altid uvilkårligt mod Julian; hvordan han så ud, hvilken farve hans hår havde og hvordan farver egentlig så ud. Ja, det sidste havde intet med ham at gøre, men det kom hun også til at tænke på.
"Det ved jeg ikke," endte hun op med at sige.
Egentlig var det ikke sandt, for hun havde jo spandevis af idéer til hvad de kunne tale om. Hun vidste bare ikke om hun turde tale åbent om Gud og hver en mand, nu når hun stadig ikke havde vænnet sig til alt det nye.

OOC: Jeg er nød til at gå, så midlertidigt //Frys.

"hm.. så må jeg vel ligge ud. hvad kan du bedst lide ved stedet her?" Julian vidste udemærket godt, at det måske var noget underligt noget at spørge om, men han kunne ikke rigtigt komme på andet at spørge hende om lige i øjeblikket.

OOC: sorry for den ultimative korthed, men jeg kan ligesom ikke sidde og beskrive hvordan vinden er så dejlig, og græsset er så blødt tusind gange i træk xD

OOC: Nej, det kan vi vel ikke blive ved med.

IC:
Igen tog hun sig god tid til at tænke over sit svar. Hun vidste nemlig ikke hvad hun ville sige. Efterhånden som hun var her, i denne fortryllende perfekte skov, begyndte skyggerne at forvandle sig til monstre*; søens svage bølgers blide brusen var begyndt at minde hende om lyden af kampklare, sværmende insekter; bladenes hvislen i vinden mindede hende om en truende hugorms hvæsen; smådyrenes pulseren i det høje græs mindede om rovdyr på jagt; og til sidst var der den foruroligende, tryllebindende stilhed. Efterhånden som den sneg sig ind på dem, og dannede et illusionens tæppe af idyl blev Aisha mere og mere panisk. Hun vidste ikke om der var den mindste smule hold i hendes teori om at stedet var for godt til at være sandt, eller om det blot var forhastede konklusioner hun dragede på grund af sin fortid. Selv havde hun været enearving til en enorm formue. Hun havde været en smuk datter af rige forældre, der kunne få hvad hun ville. Hun manglede aldrig noget, og fik hvad hun pegede på, og mere til. Men hendes perfekte verden var styrtet sammen. Derfor var hun bange for at denne ville gøre det samme.

Hendes før så fredfyldte jeg var forsvundet. Hun kunne ikke ligge ned, fordi hun var bange for at være sårbar, hvis nogen eller noget skulle gå til angrib. Alligevel var hun bange for at fare op. Lige før havde hun været glad, og hun ville ikke forvirre eller forstyrre Julians nydelsens stund. Hun ville bare gerne være rolig igen.
Hun tog et par dybe indåndinger, foldede hænderne i skødet og vendte sin fulde opmærksomhed mod Julian. Hendes tanker flakkede hele tiden tilbage til små lyde imellem de nedfaldne blade, eller til et unødigt plask på søen. Hun måtte tvinge sig selv til hele tiden at holde sig fokuseret på Julian; hun måtte gøre sit bedste for ikke at gå i panik over en knækkende kvist. Hendes blik flakkede, selvom det var meningsløst. Hun så intet - men hun følte det hele. Måske følte hun endda mere, end hvad virkeligt var.
"Jeg .." startede hun, og tvang sig selv til at fortsætte: "Jeg .. kan bedst lide... Græsset?"

*Ja, måske lidt mærkeligt at skrive, når nu hun ikke kan se, og der ikke er nogle monstre, men jeg tror du forstår, ikke?

OOC: Undskyld at jeg ikke svare før nu, var hjemme hos en veninde i weekenden x3

IC: Julian så nøje på hende med et ret så skeptisk blik.
"Du stammer.." konstaterede han, rimeligt lavt og halv-mumlende, imens han fortsatte med at se på hende. han rakte forsigtigt og en anelse tøvende hånden ud, og strøg en vinldfaren hårlok om bag hendes øre (hvis han altså må?). Han ville gerne kunne se hendes ansigt. ellers fik han følelsen af, at hun ikkevar der helt, og det kunne give ham følels af at blive forladt. som når et lille barn bliver væk fra sin mor. "Hvorfor stammer du?" Julian sørgede for at lade stemmen være så rolig som overhovedet muligt, men alligevel var der noget der gav ham følelsen af, at han blev nødt til at beskytte hende. på en eller anden måde, han vidste ikke hvordan. eller hvad han blev nødt til at beskytte hende overfor.
men det var vel også lidt ligemeget. der var ikke noget farligt her - det var han i hvert fald overbevist om lige i øjeblikket. Julian kunne nu godt høre, at hans spørgsmål måske kunne lyde underligt i andre menneskers øre - i dette tilfælde Aishas - men han ville bare vide, om der var noget galt. han ville ikke kunne klare den følelse af, at der var noget galt uden at han vidste besked om hvad, så han var ude af i stand til at hjælpe.

OOC: Det er helt okay :3

IC:
Hun tøvede endnu en gang, og valgte at flytte lidt på sig, i stedet for at svare; hun trak knæene op under hagen, og lagde armene om benene, mens hænderne stadig var knyttet.
Da Julian strøg hendes hår væk, løb der kuldegysninger hele vejen ned af hendes rygrad - desværre ikke af den gode slags. Hun følte sig forvirret over hans næsten-berøring, selvom der intet forkert burde være i det. Hendes hjerte begyndte at hamre vildt og ukontrolleret, hvilket fik hende til at tabe fokus fra Julian. Hun begyndte igen at lytte efter pludselige lyde, og føle efter fremmede vibrationer. Men det var ingenting, absolut ingenting. Det eneste hun kunne føle, udover de to, var egernet i træet, et par smådyr i en busk langt væk og nogle fugle der byggede rede. Men hvorfor var hun så så pokkers urolig?
Igen tvang hun sig selv til at fokusere på Julian. Hun tænkte så det knagede, på noget at sige til svar, men kunne ikke komme på noget. Derfor rømmede hun sig blot, og sagde, tilsat en lille, skrøbelig latter: "Nej, nu ikke skifte emne - jeg vil også vide hvad du bedst kan lide ved stedet."
Hun håbede han ville glemme at hun stammede - at hun ødelage deres stund. Hun ville bare så gerne være sammen med ham, høre at han havde det godt. Og det skulle nervøsitet og uro fra hendes side ikke få lov at ødelægge.

han rystede kort på hovedet, og valgte at lade hende vinde. hun.. eller også var det ham.. skiftede emne.. det var nok bare ham der var lidt for meget på spring. der var nok ingenting. hun ville jo ikke holde noget skjult for ham, vel? eller.. han havde jo holdt noget skjult for hende. Julians ansigt blev dystert ved tanken om pengeproblemerne, men han skød tanken væk igen, og besluttede sig for at tænke på noget andet. Aisha. hendes spørgsmål. hun forventede nok et svar.
"Det er nok atmosfæren. der er så roligt, så fredfyldt. det er bare det hele som sådan." han trak vejret dybt ind, og åndede tungt ud. han var faktisk rimeligt døsig lige nu, men valgte at ignorere det. måske ville hans krop have bedst af at udhvile efter at brugt alt energien.
"Aisha..?" fortsatte han så, en smule lavt. Julian håbede på, at hun måske ikke kunne fornemme den svage tøven, hans stemme var underlagt. han tænkte stadig på pengene, så det lå og ulmede lidt i baghovedet, imens han prøvede og tænke på noget andet. men det var ikke det han ville sige til Aisha, nej nej. det var jo langt fra hendes problem. men der var altså noget ved stemeningen, der langsomt var ved at fortage sig, nå man tænkte sådanne dunkle tanker...
men igen, slog Julian det hen. det var jo nok bare ham der var lidt for observerende. typisk.

Aisha havde ikke styr på noget længere; hverken hvad hun skulle fokusere på, hvordan hun skildte de forskellige vibrationer fra hinanden, og hvordan hun overhovedet formåede at tale. Hun var forvirret over hvordan alting kunne gå så galt. Lige før havde hun jo været glad. Men nu var hun bare .. urolig? Men for hvad? Var hun bange for at miste Julian, eller var der rent faktisk noget galt med skoven? Hun vidste det ikke - kun at noget ikke var som det burde.
Hun nikkede til hans svar, som ville hun give ham ret, selvom hun ikke længere på nogen måde kunne forbinde skoven med noget roligt og fredfyldt. Ja, her var velsagtens ro, og fredfyldt var her vel egentlig også, men når man får for meget af det gode, bliver det straks mindre godt, og hun havde klart fået alt, alt for meget skov.
Hun forsøgte at slappe af, og tog en masse dybe indåndinger. Hendes hjerte var igen begyndt at banke normalt, om end en smule hurtigt. Hun havde helt glemt at hun både var sulten og træt, for hun havde pludselig fået så meget nyt at finde rundt i.
Da Julian pludselig sagde noget, gav det et sæt i hende. Hun farede op, og stod så pludselig dér og gloede. Fra det ene sekund til det andet, var hendes puls igen helt oppe at køre, og hun var panisk angst for at lyden havde været fra en fjende. Men det var bare Julian, bare Julian, blev hun ved med at sige til sig selv. Endelig fik hun beroliget sig selv nok, til at kunne sætte sig igen. Og der sad hun så, og var mindst lige så forvirret som før.

Julian var selv meget tæt på at fare op, da Aisha gjorde det, men blev overrasket siddende, og så på hende med store øjne, med en blanding af bekymring og forbavselse i blikket.
"Aisha..?! Er der.. Hvad er der galt?" han omformulerede sit spørgsmål i sidste øjeblik. måske kunne det være, at han bare havde forskrækket hende, men hun ville da ikke reagere sådan, hvis hun bare var blevet forskrækket. ikke så drastisk. var der noget hun ikke vil sige?
han havde lyst til at fortsætte med at snakke, men han stoppede sig selv, og bed sig istedet kort i underlæben, for at overbevise sig selv om sin tavshed. hun skulle have lov at svare. han blev selv forvirret hvis folk stilte ham et sprøgsmål, og derefter begyndte og snakke, uden at han havde haft mulighed for at svare. det gjorde ham forvirret, og nå han så tit prøvede at svare bagefter talestrømmen var færdig, virkede det så malplaceret, og akavet.
nej.
han måtte lade hende svare. det kunne være der var en forklaring? han tænkte kort igennem inden i hovedet, HVAD den forklaring kunne være på. hvis hun sagde, at hun blev forskrækket, ville han altså ikke tro på det. hvis hun.. ja, han kunne faktisk ikke komme på andre ting. langt, langt ude håbede han bare på, at hun måske havde haft lyst til at strække benene. og at hun rejste sig lidt ofr hurtigt op, så det gjorde ondt et sted. Julian rystede opgivende på hovedet af sig selv, og så istedet på Aisha. han kunne ikke komme med skud i tågen. det kunne han næsten ikke være bekendt over for sig selv. og for Aisha. han måtte bare høre hendens side af sagen. Hun var jo en fornuftig pige, så hun havde jo nok en god forklaring.

Hun ville ønske han bare fortsatte med at snakke. Hun ville ønske han ville snakke så højt og så længe, at hun ikke ville kunne høre alle de andre lyde i skoven. Nogensinde. Men han stoppede med at tale - og alting blev igen stille.
Egernet i træet havde givet sig til at knække en nød det havde plukket fra en gren. Lyden af skallen der knækkede, gav for Aisha genlyd i det uendelige, og hun følte at hendes hoved skulle sprænges, hvis lyden fortsatte bare i et sekund mere. Men hendes hoved sprang ikke, og egernet fortsatte bare med at larme, denne gang for at gnaske nødden i sig.
Hun forsøgte igen at koncentrere sig helt og holdent om Julian. Men det var så svært. Hver gang hun var blevet rolig nok til at tænke på hans spørgsmål, var der en fugl der baskede med vingerne, en fisk der sprang i vandet, blade der hvislede i vinden eller hvad som helst andet, der normalt ikke ville genere nogen. Selv lyden af Julian der trak vejret generede hende.
Hun var bange for at noget var galt med hendes sanser. For hun syntes at kunne mærke en orm der gravede i jorden, flere meter under hende. Hun syntes at kunne høre et fugleæg, i et træ langt væk, klække. Hun mente at kunne smage egernets nød, og for hun syntes at kunne lugte duften af de små blomsterskud, der kun lige var ved at bryde op gennem jorden. Var hun ved at blive sindssyg?
Endnu engang gjorde hun et forsøg på at fokusere, eller i det mindste tænke klart. Kunne hun reagere sådan, fordi skovens rene, stille ydre gjorde alle sanseoplevelserne meget tydeligere end andre steder? Eller var det bare fordi hun var træt? Hun troede ikke at nogen af de grunde, var den rigtige. Så det eneste hun kunne komme på, der forklarede det hele, var sindssyge.
Hun tog sig til hovedet, og borede neglene ind i huden i panden, i et forsøg på at kradse sindssygen væk. Men det eneste hun fik ud af det, var mærker i panden, et ømt hoved, og et tydeligt tegn på at et eller andet havde slået klik.
"Jeg tror, jeg måske er blevet .." sagde hun. Hun nænnede næsten ikke at sige ordet; det lød så grimt, når man sagde det. Men hun gjorde det alligevel, for hun ville ikke lyve for Julian. Dog hviskede hun det så lavt, at end ikke hun selv kunne høre det: "..sindssyg."

Da Aisha svarede, anede Julian ikke sine levende råd hvad han skulle sige igen. hvad svarede man egentlig når nogen sagde sådan?
"Aisha, hvad skulle grunden til det være? Du er skræmt, sådan virker det i hvert fald på mig, men sindsyg... ej.. det er du altså ikke. måske er du skræmt over tanken. Du tænker for meget over det, det kan jo også være det. tager du en masse varmt tøj på for ikke at blive forkølet, ender det måske med at du får hedeslag. hvis det er stedet her der er noget galt med, kan vi gå et andet sted hen." Julian så på hende, og trak vejret dybt, imens han tænkte over hvad han nu skulle sige. han var stadig paf, men sindsyg... hun tænkte vidst for meget over tingene. og det gjorde han vidst også.
"Det er okay at være.. ja, jeg ved det ikke. skræmt, at opleve noget på en underlig måde, det betyder jo ikke ligefrem at du... er.. ja, sindsyg. for mig, virker du altså bare skræmt. eller måske er det tanken der skræmmer dig? er det det?" han syntes selv at han minder om sin mor nu, når han i sine barndomsår var vågnet grædene om natten pågrund af mareridt, og når hans mor prøvede at forklare ham, at der ikke fandtes monstre.
men nogengange havde man bare brug for at blive trøstet, uden at skulle høre på at nogen forklarede én noget. bare brug for at vide, at man ikke var alene i al kaosset, for at mærke hvordan alt det ubehagelige forsvandt bort..

Hun forstod ingenting - ingenting! Hvad han sagde, var nonsens for hende. For at bruge det gamle mundheld, så gik det ind af det ene øre, og direkte ud af det andet. Det var som om ordene slet ikke ville lade sig forstå; hun hørte dem, men de lød blot som fremmede lyde og ubekendte ord.
Hun jog neglene endnu dybere ind i huden i panden, bare for at få noget andet at tænke på, end Julians ordstrøm. Den bidende smerte føltes nærmest blid, i forhold til sorgen over ikke at forstå sin bedste ven.
Hendes tanker vandrede igen bort, bort fra den sindssyge hun mente at have påtaget sig, bort fra skoven og bort fra virkeligheden. Hun kom til at tænke på sine forældre; de mennesker for hvem hun betød allermest, men alligevel så lidt. Måske var deres sære indflydelse på hende, grund til hvordan hun var blevet. De havde jo altid været afhængige af hende som datter, og af at hun blev gift med en god, rig mand. Men hun havde svigtet dem, ligesom de havde svigtet hende gennem hele hendes opdragelse. Måske skulle hun aldrig have gjort det. Måske var hun lige så afhængig af dem, som de var af hende. Og én ting var sikker; hvis hun var blevet hjemme, var hun aldrig kommet ud i denne forfærdelige, forheksede skov.
"Jeg ved det ikke - jeg forstår dig ikke!" klynkede hun. "Jeg forstår ingenting! Det kører bare rundt og rundt og rundt.."
Hun illustrerede det sidste ved at tegne cirkler i luften med pegefingeren, hun havde fået revet fri at de dybe mærker hun havde fået i panden. Men det skulle hun ikke have gjort. Bevægelsen, kombineret med hendes evne, der i øjeblikket var ukontrollabel, gjorde at mørket blev hvirvlet rundt. Rundt om, fik hun fordelt lys og mørke, på de mest makabre måder; der var blændende lyd nogle steder, og lige ved siden af, dræbende mørke. Og hun var ikke færdig. Det var som at se nogen blande mælk og kaffe; det hvide og det sorte løb sammen i ubeskrivelige spiraler.
Selv, opfattede hun ingenting. Hendes elendighed optog hele hendes opmærksomhed. Hun kunne ikke styre sin evne, som hun havde det nu - tingene skete bare. Men det voldsomme misbrug af hendes evner svækkede på hendes kræfter. Så som om hun ikke allerede led nok, begyndte hun også at blive svagelig og udmattet.
"Hvorfor har jeg det sådan?" spurgte hun pludseligt. Hun plejede at kunne kontrollere sine følelser, sine evner og sine sanser, så hvorfor det hele skulle gå amok på én og samme tid, det forstod hun ikke. Hun kunne kun komme på to grunde: Enten var skoven forbandet, eller også var hun blevet godt og grundigt sindssyg. Hun troede mest på det sidste, for forbandede skove, det fandtes ikke - vel?

OOC: Undskyld mit mærkelige flip, og jeg skal nok snart få hende til at blive helt normalt igen, men nu har jeg igangsat hendes sindssyge, så jeg er sgu nok også nød til at afslutte det ordentligt.

OOC: helt forståeligt xD

IC:
Julian blev rimeligt omtumlet af det Aisha sagde. hun forstod ikke hvad han sagde? han talte da ellers klart og tydeligt, det var da..
det kørte rundt? ja, det gjorde det i hvert fald.
Julian gjorde ikke andet end at sidde og stirre, for han anede ikke rigtigt hvad han skulle gøre. han kunne ikke sige noget, for hun kunne jo ikke forstå hvad han sagde. og..
Hvorfor har jeg det sådan?
de ord genlød kort i Julians hovede, før han tog sig sammen, og forsøgte at sige noget. han håbede bare på, at hun kunne høre hvad.
"Aisha, lad os gå et andet sted hen! du.. Du har det tydeligvis ikke godt. måske er du syg. eller træt." han rakte hånden ud imod hende, men ville ikke rigtigt røre ved hende, i ren rædsel for hendes reaktion. han ville ikke skræmme hende yderligere, men han blev jo nødt til at hjælpe. Hun måtte være syg, ikke sindsyg, bare alvorligt syg. måske var hun blevet inficeret af et eller andet på vej herud? giftige svampe eller noget? et bid fra et giftigt dyr, som hun ikke har bemærket? Måske. men det hele tegnede sig som et kaos for Julian, men kun inde i hans hovede, så han beherskede sig for at holde sig selv i ro, og prøve at hjælpe Aisha.