Viktor tvang sig selv til ikke at se op. Han havde selv bedt Marius gå i sin fortvivlelse - og et sted håbede han stadig, at han ville blive.

Men samtidig orkede han ikke mere. Så da han hørte døren lukke, sank skuldrene. Både i lettelse og i såret opgivelse.

Først da løftede han hovedet. Øjnene gjorde ondt efter hændernes hårde pres, og når han blinkede, dansede små lyskilder stadig bag øjenlågene. Viktors kæbe spændte sig, og læberne trak sig skævt til siden, mens blikket gled ud over rummet.

Han havde troet… Et rystende suk forlod ham. Hånden lagde sig på madrassen, hvor en rest af Marius’ varme stadig sad. Fingrene knugede sig let i stoffet. Det var lige meget, hvad han havde troet.

Marius havde valgt.