At Emin direkte anerkendte, at frihed ikke ville ske, var en indrømmelse af sandhed. Jontar havde erfaret slaver, der jagtede en umulig frihed. Typisk var disse de nyeste slaver. Dem, der endnu kunne smage en tid af frihed, men den frihed var borte for dem. Jo hurtigere de anerkendte dette, jo hurtigere kunne de komme videre. Ingen havde godt af at lave i fortiden, skønt fortiden ofte havde et greb om folk. Et greb, der nærmest trak dem ned under vandets overflade og prøvede at drukne dem i et hav af fortidens minder. 

Nogen ville kalde det hjernevaskning, andre ville kalde det en mærkværdig form for Stockholm syndrom. Jontar ville dog kalde det en god slave. Selv hvis frihed blev dinglet inden for Emins rækkevidde, ville slaven måske ikke engang tage den. Prinsen havde haft sine formodninger om dette svar, men først når svaret blev sagt direkte fra personen, kunne man fuldt og fast stole på det. Emin ville gerne forblive slave. Det var hans liv nu. Det havde slaven anerkendt. Og selv hvis frihed blev tvunget over elveren, ville han meget vel prøve at blive på paladset. Blive en tjener. Men selv der var en forskel. Tjenere var frie, havde mere at sige, kunne sige fra, kunne tage fri. Slaver var objekter for slægten. 
"Dette var også kun et tankespørgsmål. Min fader vil nødigt slippe af med en god slave som dig," En komplimet pakket ind i en dyster sandhed. I hvert fald dyster for mange. Men ville Emin antage dette som en dyster tanke? For han levede bedre end mange. Et tag over hovedet, et formål med livet, en fuld mave, fyrstefamilien som herrer. Mange havde intet af dette. Mange levede uden tag overhovedet, uden en direkte vej i deres liv, med en tom mave. "Ved du, hvad klokken er ved at blive?"

Grunde for ting var aldrig så simpelt, når de kom fra en Kazimi. At det var fyrsten, der ikke vil af med Emin. Eller Jontar, der ikke ville. Der var uden tvivl flere grunde end personligt ønske. Det var nærmest blevet en tradition at have Emin. Det havde været før hans faders tid som fyrste, at Emin var slave for slægten. Og det skulle gerne forblive selv efter hans fader. 
Elvere havde evner, som mennesker ikke kendte til eller ejede selv. Hvordan Emin kunne kigge ud og gætte klokken. Om det var rigtigt, vidste ingen af de to. Men Jontar stolede på slaven. Deres forhold var et af de dybeste blandt slaver og ham. Måske kun toppet af det mellem Jontar og Morosa. Men Morosa havde ikke været der siden Jontars ankomst til denne verden - og før dette. Det havde Emin. Derfor kunne selv placeringen for dybeste forhold argumenteres. 

"Det er ikke nødvendigt, Emin." sagde Jontar og lænede sig tilbage i sin stol. Han kiggede ud i luften, nær vinduet men ikke ud af det. Bare ud i luften, som kunne han se partiklerne, der fløj igennem rummet. Adfærden var nem at læse. Især sammen med ordene. Det var et tydeligt farve fra Jontar. Prinsen ønskede - omend mere inddirekte end direkte - at blive efterladt alene. Ikke at han ikke gad Emin mere. Klokken var blevet mange og alkoholen havde taget sin begyndende effekt på prinsen. Ingen grund til at skabe sig som en værre drukkenbolt. 
Alligevel valgte Jontar at gøre noget, som uden tvivl var ude af normen for slægten at gøre med slaver, der ikke var deres personlige. Han drejede blikket tilbage på Emin, kiggede dybt i elverens øjne. Og med en rolig, afslappende stemme sagde Jontar: "Tak for sit selskab, Emin. Du er yderst behagelig." Hvis ikke ordene før havde været et tegn til farvel, var dette et råb på et farvel. Fra en Kazimi var dette det samme som at sige 'godnat', men ikke godnat til en slave. Dette var måden, hvorpå personer sagde farvel til almindelige personer omend blot tjenestefolk. Men der var endnu forskel på tjenestefolk og slaver. Jontar kunne være et sandt enigma til tider. Ingen grund til at være simpel. Især ikke, når ens efternavn var 'Kazimi'.

Åh. Prinsen havde ikke tænkt sig at sove? Så havde Emin heldigvis ikke lullet ham i søvn med sin tilstedeværelse og hans undertrykte personlighed. Han forstod godt på Jontar hvad han mente. Han ville være lidt alene her. Han rejste sig fra sin stol og gik på knæ for ham, bukkende med hovedet, for at vise respekt. ”Mange tak min prins.” Svarede han, beæret. Hans slaveduplikant bukkede endnu mere formelt, efter traditionerne. Med begge hænder og panden der blidt ramte gulvet, dybt og underkastende. Da rejste han sig hurtigt og gik hen for at tage den berusede Emin ved armen. Deres evner aktiverede kun hvis de ville have det, men det var ikke planen så længe én af dem var beruset.

Slaven tog den berusede Emin med sig ud på gangen og blev mødt af Morosa. Det var ikke noget Emin eller Emin fandt behageligt, da de ikke kendte til hende. Om hun kunne finde på at blive jaloux over opmærksomheden og æren, som Prinsen havde givet ham.

Men turen hjem mod slavegangene forløb smertefrit og uset… I morgen var han atter slave. Dog sikkert med tømmermænd.