Selv midt i sit foretagende, selv midt i Shamus’ skingre brok, fornemmede Pax til stadighed Juno bag sig. Heller ikke da forstod, hvad han mærkede; det mindede om jalousi men var det ikke, skønt det var ligeså grønt og grimt.
Og det stank. Det stank ligesom skam. Også selvom det heller ikke var dét.

Pax gjorde sig færdig, hans bevægelser pinagtigt langsomme og nøjsomme. Han vidste, at de resterende betragtede ham; den ene rasende, de to andre fulde af frygt og skønt Pax ikke havde lyst til at se blod flyde, til at forvolde andre så megen smerte, at de krympede sig og skreg, kunne han heller ikke modsige, at dét han da var i færd med resulterede i en form for klinisk tilfredshed. Han afskyede de tomhjernede væsner, de, der ønskede at være noget, de ikke var; hvis handlinger fik hans egne til at ligne barnemad men som stadig fik lov til at bestemme, hvordan andre så på dem, der var ligesom ham.
Pax rejste sig og lod Shamus ligge, hvorefter han drejede rundt og skridtede det sidste stykke hen til dragkisten. De tre mænd rørte sig ikke ud af flækken, hvilket blot provokerede Pax endnu mere; havde de været som ham, havde de instinktivt forstået, hvad deres mangel på handling betød; hvor dryppet i blodigt disrespekt, det var.
Pax åbnede kisten og så ned i den. Det tog ikke mere end to sekunder før, at han lukkede den i og atter forseglede den. Derefter nikkede han tilfredst. ”I kan gå videre med den”, tilbød han, hvorefter han så op på de omkringstående. ”Og lad resten af jer vide, hvad der hændt i dag. Spar ingen detaljer.” Pax rynkede let sine øjenbryn, hvorefter han demonstrativt så ned på Shamus, der til stadighed ikke havde formået at rejse sig.
”Hvis han ikke fortjener at blive siddende, så fjerner I ham. Jeg er ligeglad med hvordan.” Pax sendte de tre mænd et tomt smil forinden, at han drejede rundt på hælen, lagde en hånd i Junos nakke og førte ham væk derfra.

Da de var nåede tilpas langt væk til, at de ikke kunne blive overhørt, skævede Pax ned til Juno, tydeligvis forsøgende på at læse ham.
”Spyt ud.” Ordene var ikke en venlig forespørgsel.

Juno fulgte Pax med blikket, mere villig til at se i hans retning, når han ikke sad med en kniv i den ene hånd og hud under den, og skævede til dragkisten, som ikke engang skulle med dem. Han var sikker på at Pax havde sine egne planer, og at det han lige havde gjort sikkert betød, at varulvene ville adlyde hans ordre og få hvad end varer der var i den, frem til det rette sted, men det var stadig en uforløsende følelse at se det, de var kommet efter, forsvinde i deres hænder. 

Normalt ville Juno have krympet sig under Paxs berøring, da hans hånd lagde sig om hans nakke, men vreden havde ikke forladt Junos krop endnu, og den eneste måde han reagerede på, var ved stramme musklerne i sine arme, der stadig lå over kors, imens han ledte efter ord på dét, han var sikker på at Pax ville spørge ham om; hvorfor han ikke bare kunne holde sit blik sænket og opføre sig pænt, eller om han var blevet for dum til at forstå deres sprog, eller hvorfor han havde været bange, da han først havde set Shamus. 
Hvad Pax i stedet spurgte om, kom helt bag på Juno, og manglen på forberedelse på det, fik Juno til at undgå hans blik, stadig med en skulen. 
"Om hvad?" spurgte han og foregav ikke at vide, hvad Pax mente. Det var det sikreste valg, for selvom han havde på fornemmelsen at han vidste præcis, hvad der blev ment, så ville han ikke give mere af sig selv væk end højst nødvendigt. 

Pax kunne ikke skjule sin måben; ej heller hans begyndende vrede, der i en uforstående grimasse lagde sig henover hans ansigt.
"Hvad mener du om hvad?", lød det prompte, hvorefter Pax' hånd forsvandt fra Junos nakke. Selv i sin frustration over ikke at forstå, hvad der foregik bag Junos hvide pande, virkede hånden malplaceret; som var den anden et barn, Pax var i gang med at irettesætte.
"Du - ja, jeg ved ikke." Pax stoppede op og smed begge sine hænder ud til siden. "Du er vred. Og jeg kan lugte et eller andet mere på dig, men jeg fatter det ikke. Er det Shamus? Det han sagde?" Pax betragtede Juno afventende, tydeligvis spændt til bristepunktet. Han brød sig ikke om de forræderiske tanker, der kredsede i hans hoved.
"Eller er det mig? Hvad jeg gjorde? Det havde et fucking formål - jeg skulle have sat dig bedre ind i tingene, forklaret mere", begyndte han dernæst at beklage, skønt hans generelle udtryk øjensynligt ikke hørte sammen med hans ord. Pax havde dog ikke den nødvendige hjernekapacitet til at gøre andet end at fatte det. Uanset hvad end han forsøgte, kunne han ikke skole sit ansigt eller hans blik, der hele tiden for imellem Junos alt for blå øjne.
"Jeg glemte det. Jeg tænkte ikke så langt. Det kom bag på mig, at han ikke var alene. Under normale omstændigheder er det kun ham, jeg -" Pax tav brat og lagde dernæst sine arme over kors, pludselig bevidst om at han ubevidst havde serveret alverdens usande grunde til Juno, skulle han ikke ønske at fortælle ham sandheden.

På trods af adrenalinen imellem dem, og beviset på, hvad Pax kunne gøre ved sine fjender, gryntede Juno et halvkvalt grin, da Pax frustreret svarede ham. Det havde været ret frækt af ham at lades som om han ikke vidste hvad Pax hentydede til, men at tyde fra Paxs følgende ord, havde det været den rigtige taktik, for han afslørede da selv, at han ikke vidste, hvad det var han ledte efter. 
"Jeg er så ligeglad med hvad den nar sagde," mumlede han alligevel irriteret, da Pax fremlagde sin første teori. Det ville have været let bare at vælge det første og bedste bud der blev givet ham, men at en månesyg varulvs ord skulle være noget, der fulgte med ham, selv efter Pax havde givet ham tæv, ville han ikke have hængende på sig. 
Han var til gengæld mere end tilfreds med at lade Pax komme på sine egne grunde, for alle de næste var langt bedre end sandheden, og Juno var allerede i gang med at overveje, hvordan han kunne give Pax ret i at han havde haft brug for en bedre forberedelse på det, de trådte ind i, men så lagde Pax også sine arme over kors og Juno mødte endelig hans blik, forvirret over hvorfor Pax nu troede, at han også kunne have lov til at være sur. 
Stående overfor hinanden så Juno sin mand an et øjeblik, inden han overgav sig. Fysisk kom det til udtryk ved at han løsnede sine arme og lod dem falde ned på sin side. 

"Det er ikke dig," mumlede han endelig. "Du kunne ikke have forudset - det der." Juno skiftede sin vægt fra den ene fod til den anden og tilbage igen, og overvejede tydeligvis sine ord. "Du ville ikke kunne forstå det," svarede han så endelig, velvidende at han skulle være kommet op med et bedre svar efter dén tænkepause. Men han kendte også Pax, og vidste, at han ikke ville stille sig tilfreds med dét svar, så han skyndte sig at åbne munden igen, selv som han stadig ledte efter ord. Han forsøgte virkelig at finde en måde at sige, at han ville være ligesom ham, at han ville være tættere på ham, at det ikke var nok at de delte seng eller var gift, at han ville være tættere med Pax end nogen anden på alle tænkelige måder, men han behøvede ikke at sige noget af det højt, for at vide hvor dumt og barnligt det lød. 
"Du vil synes det er dumt. Jeg fikser det selv," svarede han i stedet og vendte sig væk fra Pax, for at fortsætte tilbage mod kroen. 

Pax stirrede med åben mund efter Juno. Aldrig havde den anden så konsekvent afvist at lukke ham ind; hverken i fortiden som barn eller nu som voksen. Altid havde Pax kunne få lokket sandhedens ord ud af hans mund og det var slet ikke faldet ham ind, at det aspekt ved deres indbyrdes forhold kunne ændre sig.
For et langt øjeblik anede han ikke, hvad han skulle stille op; kunne han i det hele taget afkræve en forklaring, hvis Juno ikke ønskede at give ham den? Pax var ikke, strengt taget, hans leder. Langt snarere var han Junos beskytter; hans partner. Og gav det ham nogen særlige rettigheder? Pax troede det ikke.

Pax satte omsider efter Juno men gående nogle lange meter bag ham. Han forholdt sig tavst mens han vendte og drejede ethvert af den blonde mands ord; hvis det ikke omhandlede ham, men noget Juno mente at kunne ordne selv, hvad kunne det så være? Pax forsøgte at klarlægge alskens teorier men kom snart til kort. Han kunne ganske enkelt ikke regne det ud eller sætte tanker sammen med det, han havde fornemmet emme fra Juno tidligere.
Og så var der Sarah; Sarah, Juno havde opsøgt. Ikke ham. Tilsyneladende var der områder i Junos levede liv, Pax blev nægtet adgang til - og helt overlagt at dømme efter dette nye fund, han havde gjort sig.
Han brød sig ikke om det. Han brød sig ikke om usikkerheden og den manglende kontrol. Hvordan kunne han gøre sit arbejde som beskytter, hvis Juno ikke fortalte ham alt?

Da de nåede krostuen, trak eftermiddagen solen ud; de lyserøde stråler skinnede og badede den lille stråtagsby i alskens nuancer af rød. Havde Pax været i en anden sindsstemning, havde han øjensynligt nydt det blot en smule, men som frustrationen stadig syede og boblede i ham, kunne han ikke formå at værdsætte det. Faktisk kunne han ikke formå særlig meget andet end at følge efter Juno, uanset hvorhen den anden gik...

Juno var lige så overrasket som Pax var. Hvornår havde Pax ladet ham slippe afsted med halve svar og en afvisning? Juno forventede at blive stoppet, at blive irettesat eller afkrævet et svar, han forventede en næse helt op mod halsen, indtil Pax kunne snuse alle hans hemmeligheder ud af ham, og da det ikke skete, så Juno sig undrende over skulderen. Pax var fulgt med ham, men holdt sig på afstand, og Juno lod ham. Hvis han havde valget, var det her en af de hemmeligheder han gerne ville holde for sig selv. Hvis det viste sig, at det slet ikke var muligt for ham at blive som Pax, så ville han håndtere sin sorg selv, og hvis det viste sig at han kunne, først da ville han måske inddrage ham. Det var også ny viden, at han var nødt til at sørge for, at hvad end for en kopi af Paxs evne han kunne få, at det ikke ville være noget han foragtede, ligesom han foragtede varulvene. 

På gåturen tilbage optog det mere af Junos tanker, at gennemgå sine kontakter og de forhandlere han kendte, end at sikre sig, at ham og Pax var okay, og først da han så krostuen dukke op foran dem, skævede han igen til Pax og sænkede farten, indtil Pax kom op på siden af ham og Juno kunne tage hans hånd i sin og med et forsigtigt smil og en skæven omkring dem, trak Juno ham med sig om på bagsiden af kroen i stedet og helt op i de lange skygger, eftermiddagssolens skabte, indtil hans ryg var helt op mod kroens mur og han kunne trække Pax ind i et kys, hvor risikoen for at andre kunne se dem var minimal. 
"Du vil så gerne bære mig igennem livet, men jeg kan selv gå," hviskede han imod hans læber, inden han pressede sin tunge imod hans også. Det var på samme tid ros og udskammen. Juno kunne ikke benægte, at han havde nydt godt af Paxs styrke og hjælp, når han ikke selv havde haft styrken til at gå, men det havde han nu og han havde tænkt sig at kæmpe imod, hvis ikke Pax lod ham. 

Pax lod Juno tage sin hånd og dernæst føre sig om bag kroen, i skjul for nysgerrige blikke. Han lod sig også kysse; hans tunge mødte også krævende Junos egen, hans hænder da placeret på hver side af den andens ansigt, men der gik ikke længe før, at han løsrev sig.
"Det handler ikke en skid om det", mumlede han trodsigt og ganske velvidende om, at det gjorde det. Pax så også straks væk fra Juno, bevidst om de begge vidste, at det var løgn.
Men det handlede også om noget mere: nemlig at Juno ikke før havde afskåret ham så direkte fra dele af hans tanker og liv. Pax afskyede det faktum. Han hadede det, mere end han havde hadet så meget andet og han fik lyst til at være ond, til at ignorere Juno, indtil han til sidst brød sammen og indviede ham i hvad end det var, han skjulte.
Pax sukkede lavmælt og skar en grimasse, hvorefter han straks overfaldte Junos læber med sine egne. Hans kys var en eksplosion, som havde han slet ikke mærket Juno i dagevis og som trængte han til intet andet end ham. På sin vis var det også netop tilfældet; Pax savnede ham - eller det var i hvert fald det tætteste han kom på at kunne definere, hvad end det var han følte. Det var ikke et direkte savn men havde også elementer af dét i sin længsel.
Ikke, at Pax nogensinde ville fortælle Juno det med ord.
Hans hænder, der havde hvilet mod Junos kinder og hvis fingerspidser var blevet slugt af det blonde hår, bevægede sig derefter væk og ned af Junos krop. Da de nåede hans buksekant, begyndte Pax med effektive bevægelser at løsne bæltet, hans ivrighed kun tydelig i måden, han afholdte sig selv på; hans kys var krævende og tillod ikke Juno at trække sig og hans fingre arbejdede hurtigt.
I samme øjeblik at bukserne var tilpas løse, stak Pax sin ene hånd ned og greb fat om Junos lem. For blot et øjeblik holdte han sin hånd der, hans greb fast men ikke pinefuldt, alt imens han løsrev sin mund og så Juno ind i øjnene.
Selvom han gerne ville straffe ham, tvinge ordene ud af ham ved at holde ham i næsten pinefuld og uforløst begær, ville han også have Junos accept.
"Du forhindrer, at jeg kan gøre mit arbejde godt nok. Og det er fint, du har dine egne hemmeligheder -", hviskede han stakåndet mod Junos mund, alt imens han begyndte sine langsomme, for langsomme, kærtegn af Juno. "Men fuck om jeg ikke kommer til at gå lige i røven af dig nu. Du får ikke fem minutters fred. Hvis det ikke er mig, er det en anden, en der får meget, meget specifikke instruktioner."

Fra første øjeblik Pax gengældte hans kys, lod Juno sig opsluge af det, og selvom han kun netop selv havde afbrudt det, hev han utålmodigt i Paxs jakke for at få ham til at fortsætte det med det samme, da det var ham, der afbrød det, og han svarede også kun på hans påstand med et hævet øjenbryn, der spurgte ham, hvad det så skulle handle om, hvis ikke det skulle være dét. Pax behøvede ikke at kende detaljerne for at vide, hvorfor han selv reagerede som han gjorde, når Juno nægtede hans hjælp. 

Noget måtte Juno have gjort rigtigt, for øjeblikket efter blev han kysset, som han sjældent blev det, og Juno nægtede at tænke over, hvad det lå bag kysset. I stedet tømte han sit hoved og gengældte kysset åndeløst, imens hans krop instinktivt reagerede med den tanke der altid lå bag; at komme tættere på Pax. Den samme tanke som var Paxs problem nu. 
Juno grinede mod Paxs læber, da han begyndte at løsne hans bukser, og det var først da, at han opdagede hvordan Pax bevægede sig anderledes. Den pludselige usikkerhed der opstod ved, at Pax ikke opførte sig som Pax, gjorde kun Junos krop endnu mere opmærksom på hans berøring, og med et gisp og store øjne løftede han blikket til Paxs.
"Ja, jeg kan virkelig mærke, at du synes det er fint," gentog han med et fnys, der dog ikke kunne skjule, at han nød hele situationen lidt for meget. "Du har lige gjort det til en leg, Ulv," svarede han, lige så stakåndet som Pax, og så opstemt at han ikke engang kunne gøre et forsøg på at skjule eller dæmpe det. Med Paxs hånd om sit lem, virkede det oplagt at gengælde det - at stikke sin egen hånd i hans bukser. Men Juno nægtede. I stedet stønnede han sagte mod hans læber i en tavs udfordring. Hvis Pax ville bruge sex imod ham, var Juno opsat på at nyde det. Hvis Pax ville nyde det, måtte han gøre det igennem Junos nydelse. Juno rørte ham ikke, andet end en hånd mod hans spændte overarm, og også dét var for hans egen nydelse. 
"Hvad, tror du Verdis har været diskret? Dine hunde følger allerede efter mig. Det bliver sjovt at se, hvor dygtige de er, når jeg ikke bare lader dem." Junos tidligere lette tone var mere anstrengt nu, takket være Paxs vedblivende berøring, men han holdt ved på at opføre sig, som om Pax havde udfordret ham til et spil de begge gerne ville vinde. 

Pax gjorde sin berøring langsommere; så langsom den næsten ophørte. Hans blik hvilede ubarmhjertigt på Junos ansigt og i hans blik, når hans øjenlåg ikke gled tungt i.
Frustrationens bål fik, om muligt, endnu mere brænde hældt til; skønt Pax indirekte forsøgte at irettesætte den anden, fejlede han tilsyneladende grumt. Juno havde i sandhed gjort det til en leg men Pax legede ikke. For ham var det alvor. Faktisk kunne han ikke mindes hvornår han sidst havde følt sådan.
Juno havde ændret sig. Og Pax havde tilsyneladende svært ved at følge med...

Pax stoppede sine kærtegn men holdt stadig om ham. Han lagde sin ene hånd på murstenene bag dem, tæt på Junos blonde hår, og lænede sig dernæst tættere på ham; så tæt at deres læber for hvert tunge udånding kortvarigt hvilede mod hinanden.
"Du ved, jeg finder ud af, hvad du planlægger", hviskede Pax truende, hvorefter han pressede sit bryst op mod Junos i et forsøg på at indkapsle ham. Han strakte sin hals en anelse og lagde sin mund nær den andens ene øre, hvorefter han pinagtigt langsomt lod sin hånds rejse op og ned af Junos skaft fortsætte.
"Det er kun et spørgsmål om tid, og når jeg finder ud af det, så vil jeg afgøre, om det er dét værd." Ordene var ment ligeså provokerende som de var i deres natur; nok følte Pax, at Juno havde overtaget - det var trods alt ham, der havde hemmeligheder - men det betød ikke, at han ikke gav alt, hvad han havde.
Pax kyssede, næsten forsonende, Juno under den ene bløde øreflip, og fortsatte sit ene gøremål indtil Junos åndedrag blev tungere. Des rødere Junos kinder blev, des mere vekslede Pax sin hånds hastighed: når den anden syntes at nyde det for meget, når han syntes at være på nippet til at tømme sig, stoppede Pax enten helt eller klemte om ham, så Juno ikke havde andet valg end at vente på, at han genoptog sine bevægelser.
Situationen påvirkede også Pax og det gik heller ikke hans næse forbi, at Juno ikke rørte ved ham. Det var fint; Pax kunne overleve og udholde sit eget begær, hvis det betød, at han for bare et øjeblik kunne drive Juno til vanvid.

Hvis Paxs intention var at få Juno til at føle sig lille, lykkedes det, men ikke på den måde, Juno troede det var hensigten. Han følte sig tryg i Paxs arme, selv når de arme lagde sig om ham som jerntremmer op imod muren. Hvis Pax var et fængsel, var hans læber frihed, og Juno strejfede dem bevidst mere end nødvendigt, selvom han havde lovet sig selv ikke at gengælde Paxs berøring. 
Hans læber brød ud i et smalt smil, da Pax advarede ham om, at han ville finde ud af det. Det ville være så nemt bare at fortælle ham, at han ville finde ud af det tids nok alligevel, at han aldrig havde planlagt at holde det hemmeligt for ham for evigt, men Juno nød den fulde opmærksomhed han fik fra Pax, og han havde ikke lyst til at stoppe deres leg her. 
Juno slap endnu et støn, da Pax endelig genoptog sin berøring, og Junos mund forblev åben med usagte ord, kæphøje svar han ikke havde kapaciteten til at komme på, så længe Paxs hånd var lukket om ham, og den lukkede sig først, da Pax kyssede hans nakke og han blev nødt til at synke en klump. 

Langsomt og uvilligt måtte Juno erkende sit kommende nederlag. Pax kendte hans krop for godt, kunne læse ham med det samme, og det tog ham ikke længe at få Juno til at føle, at han befandt sig i en feberdrøm. Hans krop var brændende varm, hans knæ svage under ham og hans mund tør af de uregelmæssige støn og suk, der blev tvunget ud af ham. Han holdt ud så længe han kunne, men tredje gang Pax nægtede ham at komme, var det ikke længere end leg - han var også sur nu og han vidste, at han ikke kunne vinde ved at lade sig lege med uden at gøre modstand, men det var nær umuligt at finde på en løsning, der ikke involverede at lade sig tabe, når han knap nok kunne sætte ord sammen til en sætning. 
Han skævede til begge sider af sig og et øjeblik ønskede han at nogen, hvem som helst, ville afbryde dem, eller at de bare ville være i risiko for at blive afbrudt, men Pax hørte bedre end han gjorde, så dét ville være umuligt at overbevise ham om, og med et opgivende suk lod Juno sit hoved vælte fremad for at hvile mod Paxs skulder. Ville medlidenhed kunne få ham ud af det? Hvis han kunne være ynkelig nok, kunne Juno godt se sig selv blive benådet, men han havde lige så lidt lyst til dét, som til at påstå, at Shamus' ord var grunden til hans vrede. 
"Du har også selv hemmeligheder," mumlede han i stedet stakåndet. "Du har lovet din far et eller andet. Du har aldrig fortalt mig hvad. Det er en meget værre hemmelighed end min." Det føltes som et nederlag i sig selv at begynde dét skænderi, for selvom Juno uendeligt gerne ville vide, hvad den hemmelighed drejede sig om, så var det også en erkendelse af at de ikke længere legede, men skændtes. 

Pax stoppede for endnu engang, denne gang dog forundret over Junos svar og ikke for at trække den pinagtige lyst i langdrag.
Den anden havde naturligvis ret. Pax havde lovet sin far noget; et løfte han ikke kunne komme udenom; et løfte han ikke fortalt til nogen. End ikke Juno.
Langsomt trak Pax sin hånd til sig, ikke længere vred. Hans frustration var blevet punkteret og hvad der var tilbage var rendyrket længsel og et behov for at forenes med Juno igen; og ikke kun fysisk.
Pax ville ikke skændes. Pax ville ikke dele sin hemmeligheder. Pax ville kun have Junos og med et gik det op for ham, at det var uretfærdigt; at han tog mere end han gav, skønt det føltes modsat.
Pax sank en besværet klump og kyssede blidt Junos ene mundvige. Han ønskede forsoning, men var ikke sikker på, at Juno ville give ham den.
Hans læber bevægede sig langsomt henover Junos mund, kyssene kærlige og hengivne; som forsøgte Pax at fortælle Juno alt det, han ikke kunne få sig selv til at sige højt.
Pax' ene arm forlod murværket og lagde sig omkring Junos lænd i stedet. Derefter kyssede han ham uforbeholdent, hans tunge søgende efter Junos. Først et øjeblik efter fandt Pax' hånd tilbage til Junos køn, og denne gang med al hensigt om at give ham den forløsning, han havde nægtet ham flere gange forinden. Selv da han mærkede, at hans hånd blev varm og våd, fortsatte Pax med at kysse Juno; selv hans kærtegn fortsatte i efterdøningerne af klimakset, men rolige, kærlige og ikke forhastede som før; som ville Pax gøre op for det, han havde pint Juno for.
Stadig med sin ene arm støttende omkring Juno, stadig med sit bryst presset mod sit eget, fjernede Pax sin hånd og lagde også den om ham. Dernæst støttede han blidt sin pande mod hans bløde, blonde hår og knugede ham indtil sig.

Juno stivnede da Pax stoppede igen, usikker på hvilken effekt hans ord ville have på den høje mand, der stod lænet ind over ham, og selvom han ikke regnede med en fysisk reaktion på, hvad han selv havde følt var en mindre krigserklæring, så var nærmest alle andre muligheder åbne. Alt Juno havde håbet på, var et øjebliks manglende fokus, så han kunne slippe afsted med at færdiggøre sig selv, inden Pax kunne stoppe ham. 
Først da Pax kyssede Juno, efter at have holdt sine læber fra ham igennem sin tortur, åndede Juno lettet op. Lettelsen var så overvældende, at han ikke selv reagerede, ikke før Pax lagde sin arm om hans lænd og kyssede ham rigtigt. Sådan et kys kunne Juno ikke afvise, og selv som han drømte sig til, at Paxs tunge ville møde noget andet end hans egen tunge, gengældte han deres kys, indtil Pax endelig tog fat om ham igen. 
Utålmodigt trippede Juno på jorden og møvede sig op mod Paxs hånd, imens han kyssede ham, som afhang hans liv af det. Det føltes også efterhånden sådan - hvis ikke han kom nu, ville han begynde at skrige, og da klimakset bølgede igennem ham, kollapsede hans krop straks op mod Pax, der uden advarsel fik ansvaret for at holde ham opret. Selv Junos øjne var faldet i.
Der gik flere sekunder med roligere kærtegn, før Juno kunne få så meget som en lyd ud, men da valgte han også sine ord med omhu. 
"Jeg fortæller alle at du brugte vores bryllupsrejse på at torturere mig, dit monster," truede han lavmælt, men da kyssede ham igen, var der et smil på hans læber. "Tør du overhovedet lade mig sutte dig af, efter hvad du lige har gjort ved mig?" Det blev tilbudt med et grin, for når Juno følte at han havde vundet, var der ingen bitre følelser involveret, og han var allerede i gang med at hive i snorren i Paxs bukser, selvom hans mand gjorde det tydeligt, at der var noget andet, han havde mere brug for.

Pax åndede lige så tungt som Juno, skønt hans krop stadig skreg efter selv at møde forløsningen. Det var ene og alene Junos skyld; hans nydelse var også Pax' og da den anden brummede spøgefulde ord, i stedet for nogle, der kunne være mere irettesættende, måtte Pax tilmed fnyse halvmoret. Hemmelighederne var ikke glemt, men tilsyneladende var de blevet enig om en midlertidig våbenhvile. Dén tanke fik Pax til at mumle sarkastisk: "Vores forhold når nye højder." De havde trods alt ikke før været gode til at bukke under for hinanden...

Pax lagde sin ene hånds fingre om Junos hage og løftede den demonstrativt. "Jeg har prøvet værre, så du skal anstrenge dig", udfordrede han og i den overbevisning, at han virkelig havde prøvet værre. Han var ikke før blevet tirret, som han havde tirret Juno. Hvad han til gengæld havde oplevet var rendyrket tortur. Det kunne... det måtte ikke være sammenligneligt.
"Jeg elsker dig. Også når du er en idiot", mumlede han dernæst, stadig fast besluttet på at få den forsoning, han desperat havde brug for. De sagde ikke de så famøse ord tit, havende for vane at vise deres kærlighed igennem tavse handlinger. Alligevel følte Pax dog at han var nødt til at gøre det klart for Juno lige der. "De ved forresten ikke, at du besluttede dig for at det var vores bryllupsrejse. Så held og fucking lykke." Pax skjulte sit derefter følgende smil ved at kysse Juno igen.

Pax løsrev sig og lænede sig derefter op af muren. Som altid, når det kom til det, Juno havde planer om, var han usikker på, om han kunne gå igennem det. Nogle gange lykkes det og Pax nød det i fulde drag; andre gange måtte han stoppe ham med en mave, der vendte sig på vrangen i afsky.
Pax tog en dyb indånding, hans blik hele tiden hvilende på Juno. 

"Lidt personlig udvikling er kun godt," svarede Juno med et smørret smil, som var det kun Pax, der havde lært noget nyt i dag, og ikke ham selv, der også netop var gået med til ikke at jage Paxs hemmelighed heller. Det kunne nemt være blevet grimt og det måtte de begge have indset, men Juno nægtede at indrømme, at dét også havde noget med ham at gøre. 

Til gengæld lod han villigt Pax løfte sin hage og smilede også kun fjoget op til ham. "Men du har ikke prøvet bedre," insisterede han. Tortur og dét, Pax netop havde gjort ved ham, havde lige så lidt tilfælles som tortur og dét, Juno ville gøre ved ham, så Juno vidste, hvad han var op imod og dét var nærmest kun sig selv. 
Først da Pax sagde 'elsker' tog Juno deres forsoning alvorligt, og tav længe nok til at lade Pax sige hvad han ellers ville, selvom intet af det efterfølgende havde den samme betydning. "Jeg elsker også dig," hviskede han i deres kys, og selvom det ville være så nemt at flå Pax fra hinanden over ikke at have nævnt deres bryllupsrejse til nogen, foretrak Juno alligevel at fortsætte deres kys. 

Han fornemmede Paxs usikkerhed som var den hans egen, og selvom Pax havde trukket sig ud af deres kys, genoptog Juno det i langsomme bevægelser, imens han fik åbnet Paxs bukser og selv da han trak sig ud af deres kys og greb fat om Paxs lem, blev han hvor han var og holdt sin mands blik. "Det er mig," mindede han ham lavmælt om, og slap på intet tidspunkt hans blik, da han satte sig på knæ foran ham og top tippen af ham i munden, hvor han i et langt øjeblik ikke gjorde andet end at presse sin tunge op mod ham, inden han selv følte sig modig nok til at bevæge sig om ham, og selv da rakte han en hånd op og flettede sine fingre ind i Paxs, i et forsøg på at bruge sine egne metoder til at blive beroliget på ham.
Det var sjældent at han var helt så god til at tage hensyn. Når Pax normalt var så uovervindelig var det nemt at glemme, at han havde sine egne svagheder, og når Juno kom i tanke om det, var det som regel fordi han var blevet mindet om det. 

Pax nikkede instinktivt, hans blik ikke vigende fra Junos eget, selv da den anden satte sig på hug foran ham.
Det er bare Juno.
Juno.
Det er Juno.
Pax hviskede mantraen i sit hoved om og om igen. Han kunne ikke give slip på ordene, velvidende at hvis han ikke bevarede den form for bevidsthed, at han så ikke ville kunne forblive stående. Og han skammede sig. Det var så... svagt. Den følelse var omtrent ligeså dominerende som minderne, der bankede på og ville ses, og Pax havde ingen idé om, hvordan han skulle håndtere begge fornemmelser i kroppen.

Det var ufrivilligt men også umuligt at undgå; i samme øjeblik at Juno lagde sine læber om hans spids, undslap der et tungt suk fra Pax' mund. Selvom ordene bag hans blege pande blev ved og ved, og skønt Juno greb om hans hånd med sin egen, tvang Pax sit hoved bagud således, at hans baghoved støttede mod murværket. Han forsøgte at kigge op i himlen imens Juno arbejdede på ham, men snart efter måtte han give op og atter se ned.
Det blev værre; tankerne og minderne havde gravet sig igennem den mentale mur, der altid omgav dem og de larmede så meget, at Pax end ikke kunne høre dem; kun fornemme at de var der. Ansigter uden udtryk og alt for store kroppe nærmede sig fra alle hjørner og pludselig var det ikke længere Juno men en rødhåret kvinde, der sad på hug foran ham; hendes grå øjne rasende, som hun rev alt for hårdt i ham, tvang ham til en forløsning, irettesatte ham, når han ikke kom, som han burde, når han ikke sagde de rette lyde, når han græd, når han blev forstenet og stum.

Pax skubbede sig væk med et ryk, næsten så hårdt at han var snublet. Hastigt trak han sine bukser tilbage på plads og skævede med et alt for hektisk åndedrag i retning af Juno.
Han følte det, som skulle han besvime og han kom til at le, lettere skingert, da tanken om, at det atter var Juno, han betragtede. På intet tidspunkt bed Pax mærke i sine egne våde øjne eller hans hjerte der eksploderede i hans bryst.

Juno ville ønske han kunne sige med selvsikkerhed at kunne aflæse hvornår Pax fik det dårligt, men selv når han forventede det, kom det bag på ham. Det var sjældent han fik lov til at gå ned på Pax og i stedet for at være opmærksom på, om han havde det godt, blev hans fokus hurtigt på at gøre det godt for ham. Med Paxs blik op imod himlen, kunne Juno lade sit eget blik falde i, imens han bevægede sit hoved frem og tilbage om ham, lod sig selv finde en rytme der føltes godt og havde ingen planer om at trække det i langdrag på samme måde som Pax havde gjort mod ham. 

Det kom som en overraskelse, da Pax rykkede sig væk, og Juno blev et langt øjeblik siddende hvor han var, imens han fandt hoved og hale i, hvad der var sket, og da han rejste sig op, var det med langsomme bevægelser. Han betragtede Pax med et stik af skam over, ikke at have bemærket hvor utilpas han måtte have været, og da han trådte hen til Pax tog han forsigtigt hans ansigt i sine hænder for lige så blidt at placere et kys på hans kinder. 
"Der er ikke nogen, der får lov til at røre sådan ved dig igen," lovede han med en hvisken, fordi det var, hvad han selv gerne ville have hørt. "Det er kun godt, at du kan sige fra, når det ikke føles godt." 
Det var ikke helt sådan Juno havde det, men han vidste, at det var sådan han burde have det, og han vidste også, at her måtte han bide sin egen stolthed i sig, den, der sagde, at han godt kunne få Pax til at nyde det, hvis bare han gav ham en chance. 
Junos hænder bevægede sig fra Paxs ansigt og ned om hans skuldre, så han kunne trække ham helt ind til sig og selvom tårerne endnu ikke havde forladt Paxs øjne, holdt Juno om ham, som hvis han allerede græd, og strøg roligt en hånd over hans ryg. 

Junos ord var ikke helt sandheden, lige så vel som de heller ikke helt var en løgn; Pax bemærkede det selv igennem tågen af skam; den, der havde grene til både Juno og det, der før var hændt. Og havde Pax før været rundtosset som følge af Junos direkte afvisning, alt det udfordrende og vrede, så blev uvisheden ved hans forsikring det sidste, der fik bægeret til at flyde over.
Ikke, at Pax gjorde andet end at stå i Junos omfavnelse; ikke, at de våde øjne blev til andet end dét.

Ved alle Guderne... hvad foregik der? Pax mærkede kontrollen, den, han så desperat klemte om med alt hvad det indebar og for hvert minut han åndede ind og ud, glide ud mellem fingrene på ham. Som alt for fint sand der ikke lod sig forme eller indfange.
Han kunne ikke tænke. Han kunne ikke længere tage en beslutning. Han vidste ikke, hvad i Zaladins navn han skulle stille op.
"Det handler ikke om det. Det handler ikke om, hvordan det føles", hørte Pax sig selv svare, hvorefter han trak sig ud af Junos greb og begyndte at skridte i retning af skoven for endnu engang. Han havde brug for fred, han havde brug for bare et øjeblik, hvor verden stod stille og atter blev til at have med at gøre; som det våde ler den plejede at være lavet af.
I det at han nåede skovgrænsen, begyndte han at klæde sig af. Han var ligeglad med hvorhen hans forskellige beklædningsgenstande endte og så snart han stod nøgen, forvandlede han sig.

Ulven rystede sin krop og lagde sig til rette ved en solid træstamme, dens bryst hævende og sænkende sig i for hastige ryk.

Juno blev stående hvor han var, da Pax trak sig ud af hans greb og han så til, imens den gråhårede mand skridtede imod skoven. I sit sind hørte han Paxs ord om og om igen. Det handler ikke om, hvordan det føles. Så mange gange havde han tænkt, at Pax og ham var den samme, at de kun var hele, når de var sammen, fordi de var lavet af det samme. At Pax var, hvad Juno kunne blive til, hvis han bare arbejdede hårdt nok for det. Deres lignende oplevelser var kun én del af den tankegang, men Juno følte alligevel at han skulle have vidst, hvordan Pax havde det, baseret udfra hvordan han selv havde det og nu stod han pludselig tilbage med viden om, at han ingenting vidste. 

Det tog ham et par minutter, hvor han blot stod og stirrede efter Pax, hvor han var forsvundet ind i skoven, inden Juno kunne ryste det, der lige var sket, af sig og følge efter ham, forberedt på at skulle lede efter ham, kun for at få øje på ulven lige så snart han kom indenfor de første par træer. 
Der skulle ikke mere end et blik til for at vide, at den ikke havde det godt, og fordi han ikke vidste, hvad han ellers kunne gøre, lagde Juno sig ned foran den, trak sin jakke tættere om sig, og så ham i øjnene med et blidt, bekymret blik. 
"Hvis der er andet du har brug for, så er jeg her." Det blev tilbudt lavmælt, men Juno tog ikke blikket fra ulven, og selvom han længtes efter at stryge sine hænder over dens pels, følte han sig nødt til at holde sine hænder for sig selv indtil Pax selv opsøgte hans berøring igen. 

Instinktivt vidste Pax godt, at han burde tale; forklare sig, give Juno de ord, der var væsentlige for, at han forstod. Han kunne bare ikke. Ikke endnu.
Han vidste ikke, hvor lang tid de lå i skovbunden. Han bed ikke mærke i solens vandring henover himmellegemet. Han hørte ikke dyrene omkring sig gå til ro eller stå op. Alt, han registrerede, var hans egne tanker, hans eget kaos og de minder, der hele tiden stod og bankede på. Det var ikke til at holde ud og snart blev tiden et spørgsmål om overlevede sekunder; et øjeblik af gangen; et minut, hvori han stadig eksisterede; dernæst tre, så fem, så 10. Han regnede, talte og regnede så igen de mest besværlige regnestykker, hans hjerne kunne kapere og genfortalte digte, han havde fået læst højt; gennemgik teaterstykker han havde set under Teaterets tag.
Omsider skulle det lykkes ham at genfinde sig selv. Ulven stoppede gradvist med at trække vejret i for hektiske stød. Til sidst lå den blot, dens øjne lukkede, dens hale viklet rundt om den selv.

Pax forvandlede sig tilbage og begyndte straks at ryste af kulde. Han skævede til Juno, der ikke kunne have det meget varmere selv, men han var i vildrede; ville de have hinanden tæt? Tilsyneladende havde noget ændret sig og Pax var bange. Forræderiske stemmer hviskede spydigheder og giftgrønne løgne; fortalte ham, at hans anelser forinden hans forening med Juno var sande; at den anden ikke rigtig elskede ham – men idéen om ham.
Var det ikke også dét, Evlyn havde skreget af ham? Havde Pax været blind?
Pax rystede på hovedet og rakte ud efter Juno, ivrig efter at mase tankerne til døde. Han kunne ikke have dem. Han kunne ikke tage deres altødelæggende effekt.
”Jeg kan ikke styre det, når det sker”, hørte han sig selv mumle, da hans næse landede i Junos hår. ”Det sker bare. Og det har ikke noget med dig at gøre. Hvordan du gør det. Det sker – og så forsvinder du og jeg reagerer… uden at kunne tænke en ærlig tanke. Og du – du sagde ikke sandheden. Du løj ikke, men du sagde ikke sandheden –”

Juno tog ikke blikket fra Pax, men modsat ulven bemærkede han tiden gå omkring dem. Han så hvordan solen malede ulvens pels rødlig, og hvordan alle farverne fra skoven derefter langsomt forsvandt og lod alt blive gråt i skumringen, indtil månen var alt, der lyste himlen op og gjorde, at Juno fortsat kunne betragte sin mand, med en knugende følelse om hjertet der mindede ham om, at han intet kunne gøre ved det. 
Det blev lettere, da ulven begyndte at slappe af. Derfra gik tiden langsommere og Juno kunne selv trække vejret roligere. Det meste af Junos krop summede, da Pax forvandlede sig tilbage og det var med noget besvær, at Juno kæmpede sig op at sidde, men så snart Pax lagde armene om ham, gengældte Juno omfavnelsen. 
"Det ved jeg," mumlede han tilbage. Han bebrejdede ikke Pax for, hvad der skete. Til tider kunne han bebrejde sig selv, men aldrig Pax.
"Hvad løj jeg om?" spurgte Juno, mumlende ind imod Paxs skulder. Han havde oprigtigt glemt, hvad han havde sagt, uvidende om at de ville have så betydelig en konsekvens. Bag sig fumlede han i skovbunden, hvor han vidste at Paxs skjorte lå, fra da han havde krøllet den sammen under sit hoved tidligere, og foldende den med omhyggelighed ud over Paxs ene lår, for at holde bare lidt af ham varm, indtil han tog sig nok sammen til at tage sit tøj på igen. Juno havde alt sit tøj på, støvler og en jakke, og hans fingre var så kolde at han knap nok kunne bøje dem.