
Astrid af Isenwald
Adelig | Arving | Prinsesse
Astrid havde endda været sød over for ham, ved at sige to uger. Men eftersom hun ikke havde fået undersøgt ham yderligere var det også svært at sige hvor slemt det var, eftersom det også bare kunne være slagene der havde trykket lidt, og blot havde brug for at komme sig. Hun rystede en anelse opgivende på hovedet som han nævnte om han måtte bære hende.
"Hvis ikke det gør ondt, så må du vel godt," forklarede hun og himlede lidt med øjnene, som hun egentlig havde givet ham tilladelse til at bære på hende. "Men eftersom det gjorde ondt da jeg holdt i din arm tidligere, så vil jeg sige nej, du må ikke løfte mig foreløbig," smågrinte hun. Det var selvfølgelig klart at han allerede nu havde limet en god sjat af hendes tiltro sammen igen, men der ville nok gå et stykke tid før hun ville turde at lukke øjnene lige så trygt som tidligere.
Astrid viftede lidt med håndleddet, som han fortalte han gerne ville ride stille og roligt.
"Ingen problem Alaric. Tænk ikke over det," prøvede hun at forsikre ham. Hun havde virkelig ikke noget i mod at ride langsomt, side om side, så længe han ikke fik yderligere smerte i armen.
Astrid hævede så sine øjenbryn overrasket som han nævnte han ville have redet en pænere vej hjem,
"Pænere?" Spurgte hun,
"Det kan da ikke blive meget pænere, kan det?" Spurgte hun. Hun var allerede vild med området de havde redet igennem på vejen ud. Hun huskede dog at de.på vejen ud til minen tog den hurtigste vej, så hans plan måtte vel tage længere tid. Og var det fornuftigt for hans arm? Det vidste hun faktisk ikke...
"Så længe det ikke går ud over din arm, så viser du bare den vej du vil" endte hun med at foreslå.
Everything you've ever wanted
is on the other side of fear
- Astrid af Isenwald