Når man falder, så falder man for alvor. Er det derfor man beskriver det, som at falder ind i forelskelse? Fordi følelserne er så stærke, at man kan ikke andet end at overgive sig til sidst. For hjertet, kroppen ved hvad den vil have, men hjernen prøver at bekæmpe ved at fortælle; hjertet er blot et organ, hvordan skal den dog kunne føle for dig? Dette er ikke fornuftigt, lyt til din fornuft også finder vi en løsning.
Nej, sådan falder man ikke, for når man falder kaster man sig også i afgrundens arme og klør. Som vil guide en ned i mørket, hvor ingen ved hvor man ender.
Også en dag, vil du møde en – hvor lyset står så skarp i kontrast til mørket som du før havde været så vant til. En hånd der bliver rakt ud, og pludselig er man ikke så alene som man gik og troede. For at falde med en person, er som at stige til vejrs. Det fratager din mulighed for at trække vejret normalt, hjerte galoperer som var det en vild hest der endelig blev sluppet fri fra at være i fangenskab. Endelig, op ad gående. Men med fuldfirspring til en bedre fremtid.
Man falder, og flyver på én og samme tid

Hvor end poetisk Evlyn var anlagt, var det ikke disse tanker der nødvendigvis gennemgik hendes tanker i dette øjeblik. Som hun betragtede hvordan han tog trøjen hen over hans hoved. På trods af besværet, var hun stadig opslugt af hvad hun så ske foran sig. Han havde helt og aldeles tænkt sig at ligge med hende, havde han ikke? Der ville ikke ske noget nu, hvor han ville afbryde, han ville sige de skulle finde Edward fordi et sår var sprunget op.
Selvfølgelig var der stadig tid, men nu var de nåede det skridt længere imod målstregen end de var før.
Ilden tog fat i hende, den brændte hende op fra hendes tær til hendes hoved. Den flakkede imellem hendes ben, som hun tog ham ind. Han tog vejret fra hende, og hun hungrede så voldsomt efter ham, at hun ikke kunne beskrive hvor overvældende det var. Hvordan det næsten fik hende til at presse øjnene sammen og bide kæben sammen. Men hun kunne hellere ikke få sig selv til at kigge et øjeblik væk, som han kravlede hen imod hende. over hende.
Hans kys var is og ild på samme tid, det var afhængighed.
Hendes bevægelse matchede hans læber grådighed, som hun pressede sig imod ham. Men han tog fuldstændig alt kontrol fra hende, da han hviskede de tre ord. Du er min. Mens de næste fire var destruerende Og jeg er din. Var han virkelig dét? Kunne han love sådan en ting, men igen formåede han at hviske tvivlen ud af hende, som han begyndte at bevæge sig ned af.
Hvad? Hendes ånde hikstede, som hun opdagede hvad han var på færd med at gøre. Han ville, hun var ikke sikker på, oh.
Hun pressede skuldrene ned i halmen, som hendes brystkassen og maven skød op. Hendes fingre greb krampagtigt omkring halmen.
Det var ikke dette hun havde forberedt sig på, skulle hun stoppe ham?
Faktisk var, Evlyn måske slet ikke så god til dette som man skulle tro.
For hun havde aldrig gjort det med en som hun havde ønsket at gøre det med før. Gregory Hodgens havde altid formået at stoppe det i tide, havde aldrig givet hende lov til at nå der til.
Dette måtte være kommet som en overraskelse, ellers have Pax aldrig fået lov til at forsvinde ud af palæet som han gjorde den aften.
“Shit” fremstammede hun, som hun bed sig hårdt i læben og lukkede øjnene. “jeg..” hun? Hvad hun? “Brug for” hun greb flere halmstrå før hun slap det og greb omkring hans hår. Hendes vejrtrækning var overfladisk, hele hendes krop føltes klam af sved, som hun vred sig, under hans berøring.

Carls egen vejrtrækning matchede den af Evlyns, som hans læber forsatte grådigt ned over hendes tynde mave. Hans hænder, de der var mere erfarne end den unge mand huskede dem, lagde sig over hendes bryster, forinden de fortsatte ned af hendes udstikkende hofter. I det øjeblik var Carl opslugt af Evlyn og smagen af hendes hud, som var også han besat - men af hende, der langt snarere var en kriger af lyset, end en tjener af mørket. 
Måske, for opslugt, for desperat efter at lade deres kroppe forenes, for grådig…

For langsomt begyndte en prikkende fornemmelse at stikke til hans bryst, og da Evlyns hænder greb om hans askegrå hår, tabte Carl pusten – og så brat op, hans vejrtrækning overfladisk, så den tynde men muskuløse brystkasse hævede og sænkede sig forhastet.
De stålgrå øjne, der gnistrede af hengivenhed og begær, betragtede Evlyn indgående, som ledte de efter noget, som kun Carl kunne finde i hendes kønne ansigt. Det ansigt han elskede. Hastigt fandt han vej tilbage til hende, så deres næser atter var rettet ud mod hinanden og med et bankende, bekymret hjerte strøg han hende over kinden.
”Skal vi stoppe?”, spurgte Carl i en hvisken, i det han lod sig dumpe ned og ligge over hende, støttende på hans knæ og ene arm; således rørte han hende ikke, hvis ikke Evlyn ønskede det men samtidig var de tæt.

Hun mærkede kuldegysningerne der gled fra hendes skuldre og ned af kroppen, greb omkring den blege hud og fik armene til lige så stille at løfte sig. Det var ikke grundet rummet var køligt, de var jo trods alt under jorden, nej; det var hvad han gjorde ved hende.
Det tog pusten fra hende, som fik hendes lunger ikke nok ilt, mens hun lå under hans nåde. Hvis han stoppede, hvad skulle hun gøre? Vejrtrækningen kom pludselig i små ryk, som hun mærkede hans fingre der gled hen over hendes bryster. Hendes sider, hofterne.
Hun havde brug for ham, så meget at hele kroppen gjorde ondt igen, som den havde gjort blot for nogle timer siden. Hans fingre, efterlod en brændende fornemmelse på den fine hud, der var dækket i ar. Ikke kun dem som var dækket af hvide bandager. Nej, det var ganske tydeligt, at det ar som hun havde i ansigtet, kun var en meget lille brøkdel af hvad hendes krop var blevet udsat for.

Hun mærkede hvordan at vægten fra ham skiftede. Hvordan han kom op imod hende igen. Hendes hænder gled ud af håret, hen over skulderen som der var blevet revet ud af led.
Øjnene var fikseret på det, hun havde været skyld i det.
Men hans ord rev hende ud, af den tankestrøm hun skulle til at begive sig ned af. Hæv hende tilbage til land, til dem. Læberne skilte sig fra hinanden, som hun overvejede hvad hun skulle sige.
Fingrene gled op af hans hals og begge hænder greb ham blidt omkring ansigtet. Hun hæv ham helt ned til sig, fanden være hendes sår. Hun skulle have ham; helt tæt på.
“Nej” mumlede hun, en centimers bredte fra hans læber. Inden hun igen grådigt placerede hendes mund imod hans.
Fingrene gled ind i hans hår igen, som hun pressede hele sin krop ind imod hans.
Giv ikke slip på mig, hvis du giver slip – så ved jeg ikke hvad der sker.

Evlyns benægtelse, der på en og samme tid var en bekræftelse, fik Carl til sukke tungt af lettelse. Han ønskede ikke at stoppe, for hans krop tiggede og bad ham om at skynde sig, men for hende – for Io, for Evlyn – ville han, skulle hun ønske det.
Carl gengældte Evlyns kys med samme grådighed, samme intensitet som hende selv, men ikke for længe. Hvæsende, næsten udmattet, løsrev han sine læber fra hendes egne fyldige, i det han med gnistrende øjne så ned i hendes egne koralblå. ”Jeg vil smage dig”, hviskede han åndeløst, men med en målrettethed der overraskede ham selv, hvorefter hans læber atter angreb hendes hals. ”Jeg kan ikke tænke på andet”, lød det i et nydelsesfuldt suk, i det Evlyns hænder bevægede sig over hans skuldre og kæbe.

Carl bevægede sig dernæst ned igen. Atter med kys og lystfulde nap, til han omsider nåede hendes strittende bryst, han ivrigt tog i munden. Hans tænder var nænsomme men dog tilstede, som han suttede og kyssede hendes lyse brystvorte, alt imens hans frie hånd – den, der ikke holdte ham oprejst i den bløde halm – gled ned over hendes tynde hofte.
Atter forsvandt han, for Carl var en mand med et mål, han ikke kunne se forbi og det var med skælvende hænder – en dirrende tilstand der udsprang af hans utålmodighed, efter at lade sine læber ramme hendes køn -, at han åbnede Evlyns bukser. Med en kraftanstrengelse fik Carl sat sig på knæ ved Evlyns fødder, hvormed han kunne trække de slidte bukser af hende. Han kastede dem til side, ligeglad med hvor end de endte, eller hvem der ville finde dem, og stadig lå hans stålgrå blik urokkeligt på Evlyns nøgne skikkelse. Han kunne ikke tage sit blik fra hende, men det måtte han omsider, skulle han opfylde begge deres ønsker.

Carls arrede hænder spredte kærligt Evlyns ben og ved synet af hendes køn, der blev åbenbaret for ham ved handlingen, mærkede han, hvordan hans eget fortsat voksede – og ikke mindst hvordan det dunkede i uforløst ekstase, tiggede og bad ham om at lade dem forene.
Men ikke endnu, bestemte han sig, for de gamle minder sprang frem og Carl huskede, hvad hans mor havde sagt. Ikke alle kvinder finder nydelse i mandens køn – og så må manden finde andre metoder, metoder der involverede hans tunge og legende fingre.

Og andre metoder fandt han, som Carl lænede sig ned over hende og grådigt tog hendes våde køn i munden. Hans tunge ivrig og grådig, hans åndedrag overfladisk i nydelse.

Evlyn faldt kortvarigt i trance over hans ord, hans udmelding omkring hvad han ville have fra hende. Hvad han ønskede fra hende, hun opfangede ikke den ulmende skygge der lige så stille krøb ind i dem begge. Den mørke der omhyllede dem begge, som de desperat prøvede at glemme, som de ikke ønskede at se i øjnene. Men i tider som disse, ville stikke dens grimme hoved frem, og vise at de stadig var underlagt fortidens klør.

Hvad der skete derefter, kunne hun næsten ikke begribe. Hun fulgte bare med, fuldstændig henlagt til Pax nåde. Han vidste hvad han ville have, og han gik derefter, det eneste hun kunne gøre var at overgive sig. Hendes krop vred sig under hans læber, hans hænder. Hun prøvede så godt hun kunne at hjælpe ham med at få bukserne af.
Hun måtte anstrenge sig for ikke at prøve at dække sig til. Hendes egen nøgenhed, havde aldrig været en ting hun havde brudt sig synderligt meget om. For hun havde stort set intet at tilbyde en mand, eller kvinde. Hun var et siv der nemt kunne bøje sig i vinden, med hendes smalle hofte, de små bryster og ribben der næsten kunne tælles.
Ikke som en kvinde burde se ud. Var der en stemme der hviskede i hendes øre. Men han fortsatte på trods af, han havde set alt af hende.
Og som han gik i gang, greb hendes hænder igen omkring halmen hun lå i. Først svømmede hendes tanker, det føltes som om et lyn slog ned i hendes rygsøjle og overværede alle hendes sanser. Hans tunge, hans mund imod hendes køn.
Fingrene forlod halmen og kørte igennem hendes blonde hår og hold fast, mens hendes hofter skød frem imod ham. Hun ønskede mere, for følelsen om hvor godt det var var overvældende.
Men lige præcis, som den tanke skød igennem hendes hoved, spærrede hun forfærdet øjnene op.
Hvorfor var han så god, hvorfor – arbejde han så instinktivt. Det onde der havde svagt havde boblet omkring dem. Hun forstod nu, dette var hvad han var blevet lært ikke? Han brugte dét hun havde lært ham, for at tilfredsstille hende.
Men som hun ville til at fortælle ham, hvad hun ville; kunne hun mærke et sug imod noget følsomt. En nydelse skød igennem og fik hele kroppen til at spænde op, som et en lyd forlod hendes læber hun aldrig havde hørt sig selv sige før.
Hun svømmede igen i tankerne, mens hun kæmpede for at få kontrol over hvad hun gerne ville fortælle ham.

Havde hun selv været skyld i det? Fordi hun havde sagt hans rigtige navn, “Shit” fremstammede hun igen; hvordan kunne hun få ham til stoppe, uden det ville virke som hun ikke ville ham? Når det var lige præcis det hun gerne ville. have ham, kun ham – som han ønskede det, som han følte – ikke som et instinkt der tog over..
Men kunne hun nå dér ind?
Hun var nød til at prøve.
Hendes hånd forsøgte at gribe hans opmærksomhed ved at lade den glide igennem de grå lokker. Men det var svært at holde en fast tanke, når det var så godt det han gjorde ved hende.
“Pax… .. Kom tilbage til mig” fremmanede hun svagt, og håbede det kunne fremlægge hvad hun mente. At der var nok i de fem ord, til at få ham til at forstå, hvad hun ønskede. Det var i dette øjeblik, det bedste hun kunne gøre for ham. Som de lå der, tættere end de nogen sinde havde været før.

Mere blottet for hinanden, end de havde været for nogen - i hvert fald for Evlyns vedkommende.
Aldrig havde hun ladet et individ komme så tæt på, som hun havde ladet denne ulv.

Alskens erfaringer og lærdom fra moderens eget skød fandt, som en altødelæggende tsunami, tilbage til Carl Fletcher; alle, havde han fortrængt og gemt sikkert væk, for aldrig, igennem sine seksogtyve somre, havde Carl tilladt sig et så nydelsesfuldt øjeblik som dette.
Aldrig havde han ønsket det før nu. Moderens formaninger og guidende hænder, på Carls krop såvel som hendes egen, havde aldrig været kærkommen, men altid havde han lyttet og gjort, som han fik besked på. Konsekvenserne, der unægtelig ville følge, skulle han vælge en anden vej, var værre end de fornemmelser, de lyde, det der blev gjort ved ham selv –

Det, han fik besked på, at gøre ved hende.
Ved dem.

Et sted midt i alt begæret, midt i hans ivrige og grundige betagelse og udforskning af Evlyns køn, hørte han hendes åndeløse stemme hviske hans navn. Hans sande navn i den reneste forstand; det navn han selv havde valgt. Det navn hvorigennem han var blevet til en voksen mand og påkrævet verden ham sin retmæssige plads.
Hvem blev tilbage? Carl eller Pax? Manden selv end ikke vidste det, som hans tunge og læber forlod Evlyns inderste, mest private punkt.

Stålgrå øjne kolliderede med Evlyns koralblå og stadig gnistrede de af hengivenhed, for den tilhørte både drengen og manden. Han kunne føle det, ligeså vel som hans tunge, overfladiske åndedrag og det bankende hjerte i det tynde bryst.
Uden at bide mærke i det selv, rystede Pax – eller Carl – spædt på det skarpe hoved, i det at han, udsultet og hungrende, fandt vej tilbage til Evlyns kønne læber. ”Pax ville ikke vide, hvad han skulle gøre, for han har ikke gjort det før”, hviskede han imellem ømme og grådige kys, han lod hagle ned over Evlyns hals ”og jeg vil give dig det bedste. Jeg kan give dig det bedste”. Til trods for forbindingen om den blødende hånd, og til trods for den ødelagte skulder, lod Pax sin vægt hvile på den stærke underarm og sine knæ. Denne gang var det ikke for at efterkomme en idé om, at det netop var det Evlyn ville ønske, men kun for at få hans egne bukser snøret op. For…

… hun var ved at forsvinde. Hun ville stoppe ham nu og han kunne ikke lade det ske. Ikke nu. 

Havde hun forstået hvad hun havde sat i gang, havde hun kunne se ind i hans indre, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. For den lavine hun havde sat i gang, ved at sige hans navn – navnet han var født med – havde ganske tydeligt skabt en reaktion i manden foran hende. En forandring hun kendte, desværre alt for godt. Hvorfor skulle hun ellers gå rundt og finde personaer der kunne overtage hendes handling? Hvorfor så opfinde Elanora Grey? Evlyn Crane, Ravnen, Kolibrien. Alt sammen hendes måde at gøre rede på, hvem hun var og hvordan hun kunne putte følelserne hun besad i bokse og gemme dem væk.

Men alene af denne grund, gjorde ikke at hendes forvirring var nem at spørger, da hans ord nåede hendes øregang. Det at han snakkede omkring sig selv i tredje person, alle alarm klokkerne ringede i hendes hoved. Men lysten i hende var også så overvældende, så hvad skulle hun vælge? At lade den dyriske side overtage, lænede sig tilbage og nyde det.
Eller finde frem til hele manden som der lå over hende, for selvom han muligvis kiggede på hende med øjne der hørte til dem begge. Havde Carl overtaget helt og aldeles i dette øjeblik.
Hvordan nåede hun der ind? 
Hendes fingre lukkede omkring hans håndled der skulle til at snøre hans egne bukser op. “Vent” hun var meget omhyggelig med ikke at bruge ordet stop.  For hun ville ikke have de skulle netop det, stoppe. Hendes anden hånd lagde sig omkring hans hage, som hun prøvede at dirigerer den således at hun kunne kigge på ham.
De blå øjne ledte efter hans grå, hun ville kigge ham ind i øjnene når hun fortalte ham de næste ord hun havde på hjertet.
Fingrene der havde lagt sig omkring det håndled der skulle til at åbne op for, at de skulle tage skridtet videre i deres intime samvær. Lagde sig hen over hendes brystkasse. Ikke for at tage hende på brystet, nej for at lade ham mærke det vildfarende hjerte, der galoperede faretruende i hendes brystkasse.
Hun sank, og fugtede læberne. “Jeg vil have alt… jeg er ikke bange for noget af det – jeg vil dig.. alt af dig” hun lagde ikke mærke til hvordan hun sugede luft ind, og holde vejret. Mens hun ventede på hans reaktion der ville komme på, hvad hun lige havde sagt.
Det var et næsten lidende ansigtsudtryk der lå over det kønne dukke ansigt, som hun betragtede ham. Hun ville ham så meget, det gjorde så forfærdeligt ond. Men ikke sådan her, ikke mens han forsvandt ned i dybet til en gammel tilstand, han havde påtaget sig for hans mors ønske. Det kunne hendes hjerte ikke bære, det ville det ikke bære.

Pax mærkede forvirringen, men ikke for andet end det, den var. Tæt efterfulgt af fornemmelsen, der syntes at få hans krop til at skælve mere, end den gjorde i forvejen, kom lettelsen. Tilsyneladende ville Evlyn ikke stoppe dem eller fratage ham sit brændende ønske om, at lade deres kroppe forenes, men blot – ja, i grunden hvad? Hvad efterspurgte det brændende lys midt i alt mørket?

At du lader dig forene, hviskede en hjælpsom og kærlig stemme, hverken Pax eller Carl genkendte som sin egen. Forener fortiden med nutiden, for den er ikke farlig og den afkræver ikke dette af dig. Nogle gange må man se fortiden for hvad den er, uden logik eller beregning, men som en foregående eksistens alene og for sig selv. Så hvil hovedet, hviskede stemmen blødt – hvil hovedet.

Pax, der på en og samme tid blev til Carl, nikkede pludselig langsomt. Og måske i grunden mere til stemmen, han ikke vidste, hvem tilhørte end til Evlyn selv. Langsomt begyndte det at dæmre for ham, hvad han måtte gøre og med et skar han en lidende grimasse.
”Jeg… jeg ved ikke…”, mumlede han lavmælt og åndeløst, for lysten eller begæret havde ikke forladt ham, til trods for den mørke fortvivlelse der havde fundet vej frem til ham. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu”, lød det dernæst, i det Pax lod sit blik fæstne sig i Evlyns eget. De stålgrå øjne afslørede, hvor fortabt han følte sig men som måtte Evlyn ikke se det, bøjede han sig frem og kyssede hende. Denne gang kærligt, hengivent og ømt. 

Vejret hun havde holdt, blev langsomt pustet op igen, som hun så mere af den Pax hun kendte. Blide øjne mødte hans stålgrå, som ville de fortælle ham at hun greb ham, at hun var her i mørket sammen med ham. Og lige nu, var der intet der skulle tage hende fra ham.
“Det er okay” hun kyssede ham nænsomt, som han lagde læberne imod hendes. Hun tog en dyb indånding igennem næsen, som læberne gled hen over hinanden, udforskende, blidt, kærligt. Alle ordene, der kunne beskrive, to elskende par, der fandt hinanden for første gang. Som lysten overtog deres kroppe. Selvom det var tydeligt, at der var dybere ar i begge deres sjæle, så var der stadig en hungren i Evlyn om, at han, af alle, kunne være i stand til at heale nogle af dem.
Lige som hun så gerne ville prøve at gøre nogle af hans flænger i sjælen mindre, i hvert fald bare for et kort øjeblik.
“Vi finder ud af det sammen” hviskede hun ind imellem kyssende, der gav genlyd imod de klamme stenvægge.
Hendes fingre forlod hans hage, de forlod hans håndled, som hun lod fingrene danse lige så stille hen over hans ryg til hans skuldreblade. De var så fjerlette som hun kunne gøre dem, som når hun gav sig til at lave de mindste detaljer på et portræt kærtegnede hun hans arrede krop.
Hun skød sit nøgne køn, sammen med hofterne imod hans. Mærkede stoffet fra hans bukser, der gled imellem hendes ben. Hun lukkede øjnene, som hun mærkede hans lyst presse imod indersiden af hendes lår.
“Jeg er her” mumlede stemmen atter, som læber forlod hans og kørte hen over kæben og imod hans øreflip. Hendes hvide tænder greb omkring flippen, på intet tidspunkt hårdt, men legende.
“Jeg griber dig – du er alt, hvad jeg har brug for.” hviskede hun hæst, som en endnu et nydelse stød skød igennem hendes krop – som vidt lys der var alt ædende.
Den ene af hænderne, som havde ligget på ryggen, gled hen over hans side, og ned imod hans buksekant. Men de stoppede lige inden de ville være gledet under stoffet.
Øjne så blå som havet kigget igen på ham. Hun var nød til at sikre sig; “Må jeg” han skulle give lov, hun kunne ikke andet, end at kigge afventende, næsten tiggende på ham. Nu da hun så hans rigtige jeg, ville un underlægge sig alt han ønskede, fratag hendes kontrol – alt. For noget havde blomstret i hendes brystkasse, bladende af tillid, udefinerbar tillid til hans væsen. Til hvad han var, og hvad han ønskede. Hun ville give ham alt han hungrede efter. Han kunne få det hele.

Vi finder ud af det sammen.
Jeg er her.
Jeg griber dig – du er alt, hvad jeg har brug for.

Evlyns ord gav genlyd i mange øjeblikke, selv efter hun havde hvisket dem åndeløst til Pax; som en fortsat, uundgåelige melodi, der gik troligt i ring omkring ham. Ordene var ulig nogen anden, bandelederen af Ulvens Flok nogensinde før havde hørt, og som en indtørret svamp sugede han dem til sig; lod sig opsluge af deres energi, deres iboende løfte.
Pax bed aldrig mærke i, hvordan også hans krop søgte hendes, som Evlyn strakte sig indbydende mod ham. Heller ej, hvordan tunge men overfladiske støn undslap hans mund, for hver gang hendes krop og hans mødtes for blot et øjeblik. Kun vidende om en mærkværdig smerte, Pax ikke genkendte, men som han instinktivt vidste, kun kunne forløses med Evlyn, med deres kroppe fuldendte møde sammen. 

I det Evlyns spørgsmål forlod hende, fangede Pax hendes blik med sit og nikkede hastigt. Også hans hænder fandt vej til buksekanten, hvorpå han løsnede snøren, så de gled ned over hans egne tynde hofter. Dernæst strakte han sig, utålmodigt og let snerrende over smerten i skulderen, eftersom han uundgåeligt måtte lægge vægt derpå, og fik bakset dem helt af sig – på bedste tyvemanér med den styrke og smidig, kun folk i deres fag forstod sig på.
Da Pax omsider også var nøgen, fandt han vej tilbage til Evlyns læber, som han kyssede grådigt og hengivent. Der var noget forundret over hans skikkelse nu, som blev Pax drevet frem af noget indefra, hvilket ikke var langt fra sandheden. Hans kys dækkede over ord, han end ikke vidste, hvad var – ord om kærlighed, den han følte for Evlyn.

Langsomt lod Pax sin egen krop falde ned over Evlyns. Endnu var de ikke forenet, men Pax mærkede kvindens køn med sit eget, og med indtrængende øjne, der ønskede at se alt af hende, lod han hende fornemme sig selv mod hende. Derefter pressede han sig mod hende, lod den kærlighedsfyldte leg forsætte og snart efter blev det Pax’s tur.
”Må jeg?”, hviskede han åndeløst, som hans ene arm fandt vej omkring og indunder hendes hals. Hun måtte for alt i verden komme tættere på ham.  

Tid var en besynderlig ting. Der kunne ske meget på få minutter, der kunne ske få ting over flere måneder. Men en ting var sikkert, tiden der havde skabt dette forhold som disse to mennesker der lå sammen. Langsomt men sikkert, havde deres stier de var gået på i livet, krydset og snoet sig omkring hinanden, ind til at stien lå side om side. Nu gik de ved siden af hinanden, deres fingre der lige så stille rakte ud af rørte ved hinanden. Nu ville tiden igen vise dem, om hvor længe de ville følges ad, før at livet ville tage en drejning og de atter gik vær til sidst. For det ville unægtelig være en mulighed, som ville være i vente for deres fremtid.

Hun havde ikke regnet med at hendes ord, faktisk ville få en så stor respons. At han hurtigt nikkede og selv begyndte at løsne op for bukserne, og pludselig var de også væk.
Nu var de lige som den dag de var blevet født, sådan som et menneske nu en gang så ud. Hun måtte instinktiv fylde hele sit bryst med luft, så hun ikke igen glemte at trække vejret. En kort tanke strøg sig igennem hendes hoved, hvordan var de overhoved endt her? Hvordan var det gået så vidt, var det helt tilbage da han havde bidt hende i fingeren – før helvede havde brudt løs og pludselig var han der som en stenstøtte for hende.
Han havde ikke løbet sin vej, da hun havde bedt om det. Han havde stået der fast ved hende side, næsten beskyttende, selvom han vidste at dæmonen der havde siddet foran ham, kunne have været hans endeligt. Måske var det i virkeligheden, det der havde været det sidste strå for at hun ønskede at være hans.

Hun måtte undslippe støn, som han lagde sig til rette imellem hendes ben. Det var svært, at bevare besiddelsen, når hun ville have ham nu.
Som han lagde armen omkring hendes nakke, og spurgte det selvsamme spørgsmål hun havde spurgt ham. Måtte hun give ham et spædt nik; “Ja…” hun havde været så tæt på at tigge ham om at bare at gøre det, hendes ene ben trak hun til sig så hendes lår hvilede oppe af hans hofte. Og begge hendes arme lagde sig omkring hans nakke som hun trak ham ned til sig.
Hun var held og aldeles klar på hvad end der måtte ske nu. For nu var der på ingen måde, nogen vej tilbage.

I det Pax fik Evlyns accept, måtte han synke en voksende klump i sin hals. Dette var det ultimative øjeblik for dem begge, for herfra var der ingen vej tilbage for nogle af dem. For altid ville de være forandret, de to ærkerivaler, der fra første øjekast, havde anerkendt og hadet dens anden kompetencer og formåen. Altid havde det været en kamp mellem to glubske dyr, der cirkulerede og provokerede dens anden territorium og aldrig syntes vinderen, at være den samme for særlig længe af gangen.
Og her lå de, som den dag de havde forladt deres moders mave, og skulle til at elske hinanden – med hinanden.

For blot et øjeblik tøvede Pax, men ikke grundet dette skift mellem dem. Stadig lå usagte ord på hans tunge og gjorde ham rundtosset af forvirret, for stadig lykkes det ham ikke at –
”Det er som om, jeg vil sige noget, men jeg ved ikke hvad”, hviskede han mod hendes fyldige læber, som hans ene hånd gled ned af hendes tynde side og fæstnede sig i et fast greb om hendes spinkle ankel. ”Jeg… har brug for dig”, fortsatte Pax lavmælt, men hans fortsatte ord blev afbrudt og slugt i et tungt støn, som han langsomt trængte ind i hendes indres varme; der han havde tigget og bedt sig selv om at være, siden deres kys i grottens mørke dagen forinden. Først nu gik det op for ham, hvorfra følelsen af forvirring var opstået og først nu forstod han, at hans evige flugt fra Evlyn i løbet af dagen, var grundet den følelse, han mærkede i sit tynde bryst.

Det faste greb om Evlyns ankel forsvandt, i det Pax lagde sin hånd et sted over Evlyns hoved og midt i alt halmen. Han forsøgte at gribe efter noget, hvad som helst, der kunne være hans holdepunkt, jo længere op han trængte, men tilsyneladende var der intet at finde.
Ganske uvist lagde Pax sin pande let mod Evlyns, hvorefter hans læber søgte hendes. Hånden i halmen greb om de skarpe strå, som han skubbede sig frem og først, da de omsider var forbundne, stoppede han. Pax’s vejrtrækning var tung af lyst og begær, men de stålgrå øjne betragtede Evlyn indgående, i det han ville sikre sig, at hun ikke havde ondt.

Han vidste bedre end nogen anden, hvordan en sådan smerte var altødelæggende. 

Hans ord fik et lille smil til at forme sig på de fyldige læber, som hans hånd gled ned af siden på hende, hen over hendes lår og til sidst greb omkring hendes ankel fleksede hendes fo før træerne krummede sammen,s om hun mærkede trængte ind i hende. Hendes hoved knitrede imod de tørre halmstrå, der lå under hende. Nogle havde stukket tidligere, som hun lå der ganske nøgen, men hun kunne ikke længere mærke det. For det eneste omslutte hende, var hvordan at han lige så stille gjorde dem til én.
Hun skød ryg, som et støn forlod hendes læber. Øjnene blev presset sammen, hun havde absolut ingen kontrol over hendes handlinger, ikke at hun ønskede det længere.
Dette var så absolut noget andet, end hvad hun nogen sinde havde følt før. Intimitet med en person, hvor hun faktisk ønskede det, så inderligt – så inderligt end ikke ord kunne findes til at beskrive hvad det i virkeligheden var, hun gerne ville fortælle.

Hendes arme lagde sig tættere omkring ham, dog blev hun mindet om, at hun skulle passe på hans skulder; der stadig var bundet ind i bandage. Så hendes arme gav slip omkring nakken, og med korte negle, lod hun dem glide ned over hans ryg. Hård nok til, at små lyserøde streger ville blive fremprovokeret på ryggen, men aldrig hårde så huden ville blive brudt op af hendes handling.

Da hun mærkede, at nu var der ikke mere tilbage. Nu barrieren var brudt, spærrede hun øjnene op.  Kiggede imod hans øjne, som deres pander mødtes.
Lysten i hendes øjne, kunne næsten kun være overvældende. For hun kunne mærke hvordan den bevægede sig rundt i hendes krop, fra fingerspidserne, næsten ud i alle hendes hårstrås ende. Det var hele hendes eksistens i dette givende øjeblik.
“Forsæt, du må lige vove at stoppe nu” hvæsede hun med bedste Evlyn maner, som hendes ben slyngede sig omkring hans hofter og pressede sig op ad mod ham.
Nu var de gået over dørtærsklen, nu var alt fornuft smidt ud af vinduet. Hun var ligeglad med hendes forbinder, omkring hendes sår. Hun havde sagt hvad der skulle siges til ham, nu skulle hun bare have ham.

Hendes tænder greb fat omkring hans underlæbe, som hun pressede imod ham igen.

Pax tabte pusten i et støn, som Evlyns hvide tænder omsluttede hans læber. Instinktivt mærkede han, hvordan hans lem reagerede under hendes kærlige behandling, og et drenget rovdyrsmil sneg sig ind i hans ene mundvige. Der krusede det længe, til trods for at Pax aldrig bemærkede det.

Som Evlyn påbød ham ikke at afbryde deres forening, begyndte Pax at bevæge sig. Hans stød imod hende var, til en start, næsten rolige, så de begge kunne vænne sig til den altædende fornemmelse, men ikke længe gik der, før han bukkede under for den begærfyldte nydelse og sank ned i dens behagelige, omklamrende mørke.
Langsomt men stødt, tog hans bevægelser til i styrke, og for hvert af deres kollisioner mod hinanden, blev den overfladiske vejrtrækning mere og mere besværlig. Lyden af Evlyns spinkle støn mod hans egne arrede læber gjorde underværker ved hans egen lyst, og han mærkede dens resultat i hans lem, som en varme der fortsat spredte sig – nærmest i det uendelige, og som tog den alt andet med sig i sit.

Pax’s frie hånd – den der ikke lå omkring Evlyns nakke, den der ikke støttede hendes baghoved – faldt tilbage til hendes spinkle ankel, som han i et fast greb, lod sine fingre lukke sig omkring. Med et let pres derpå ledte Pax Evlyns ben tilbage og tæt ind mod hans krop, hvorefter den formålsrettet gled ned af hendes underlår. Pax var fanget i lysten og for første gang i årtier stod hans hjerne stille. Kun Evlyn og ham selv, deres forenede kroppe havde hans opmærksomhed, og kun det syntes at styre ham.
Pax’s hånd nåede omsider sin endelige destination - Evlyns ene balle – som han med hårde fingre greb om, som kunne han ikke få nok plads i hende. De stålgrå øjne forlod for et kort øjeblik Evlyns ansigt, til de kunne betragte hendes bryster, der hoppede for hver af hans nådesløse stød. Synet var berusende og gjorde Pax blind for sit indre blik. 

Deres lyst blev kastet omkring i rummet omkring dem, deres støn deres vejrtrækning – lyden af deres kroppe der blev ved med at møde hinanden.
Alt var med at til at få bålet til at brede i hendes indre, som var han i gang med at skubbe hende ud over kanten en gang til.
Kroppen reagerede mod alt han gjorde ved hende, hun sugede det til sig som planter der ikke havde fået vand i måneder. Han hvad der langsomt fik bragt liv tilbage, i de øjne der havde været så livløse i alt for lang tid. Hun mindes kort tilbage, til deres første møde. De havde stået på hver siden af bygningen. Brudt ind i et hjem på hver deres måde, og pludselig var hun stået over for en skikkelse der var efter præcis det samme som hende selv.
Den gang havde hun hadet ham, fordi han havde endt med at tage stykket hun havde udset sig, for sig selv. Men som hun lå her, stønnende og fuld af begær. Måtte hun takke guderne, for at hun havde mødt ham – for ellers var det her aldrig hent.

En gavtyvs smil bredte sig hen over Evy’s læber, som han greb omkring anklen igen.
Men hans hænder, hans forbandede hænder – fik hende til at kunne mærke hvordan at sveden lige så stille var ved at forme sig på hendes krop. Mærkede hvordan alt bevægede sig i takt med at deres tempo blev sat op. Et nærmede sig næsten til et skrig, som han greb omkring hendes bagdel og derved formåede sig dybere adgang ind i hende.
Igen greb hun omkring ham. Hendes ben fik igen lov til at slynge sig omkring hans hofter, og med et stærkt  moment, fra hendes overraskende stærke lår muskler. Fik hun svunget dem begge rundt i høet så hun nu sad øverst. Hendes hænder lagde sig faldt på hans brystkasse, som hun kiggede ned på ham. Først sad hun stille, mens hendes blå øjne gled ned over hans krop som nu lå under hende. Sveden gled langsomt ned af hendes krop, som brystkassen hævede og sænkede sig i voldsomhast.
Også begyndte hun at rulle lige så stille med hofterne, frem og tilbage – det skulle vel ikke kun være ham som der gav i dette forhold.

Som Pax og Evlyn væltede rundt i høet, hviskede en spæd tanke, at det var samme velbalancerede styrke, bandeleder af Ulvens Flok i stilhed havde beundret ved den adrætte kvinde. Ikke ofte havde hans stålgrå øjne betragtet hende arbejde, men for hver gang han havde set hende i aktion, syntes den varme fornemmelse at have spredt sig. Som en næsten uhørlig hvisken i den forårsbrise, til det blev til et brøl i en orkan, der påkrævede ham, at hans eget arbejde måtte forbedres. Altid forbedres, altid effektiviseres, altid måtte han være foran! Så længe havde Evlyn pisket ham af sted, presset ham i hans søgen efter det næste uundværlige.
Sådan havde deres veje altid skiltes og infiltreret sig med hinanden, og atter fandt Pax sig selv i at betragte hende med gnistrende…

… stolthed. Stolthed midt i alt begæret, for begæret var der unægtelig også, som hun sad overskrævs af ham med vuggen, syngende hofter.

Pax’s arrede hænder fandt vej til hendes skarpe hofteben, hvor de stærke fingre greb om hende. Det var umuligt for ham, ikke at lade øjnene glide i, men for hver gang de gjorde, åbnede han dem igen. Pax måtte betragte hende, måtte se hvordan hendes struttende bryster bevægede sig, nu i takt med hende selv og ikke ham.
Langsomt men stødt begyndte varmen at sprede sig i ham, og denne var så ganske ulig nogen anden, Pax nogensinde havde følt. Aldrig havde han rørt ved sig selv eller nået klimaks for egen hånd, men et sted midt i alt det brændende forstod han instinktivt, at det var derhen, han var på vej hen.

Krævende flyttede de hvide og beskidte hænder sig op og greb om Evlyns nakke, som han hev hende ned til sig – og pressede sin egen brystkasse op mod hende, for at møde hende halvvejs. I samme øjeblik deres læber kolliderede med hinandens, blev den brændende fornemmelse til åben ild og Pax skar en næsten lidende grimasse, som han omsider nåede sit klimaks i hende.

Først havde hendes stød med hofterne, været kontrolleret, velovervejet. Men som det hele tog fart igen, var det mere ukontrolleret, som hun kunne mærke pusten der tog til. Lungerne kunne ganske simpelt mærke, hvordan hun de sidste par dage havde været udsat for ting – kroppen slet ikke kunne holde til normalt. Så det havde måske været vovet, at kaste sig ud i en om gang lagen gymnastik, eller hø – urgh hendes tanker skulle bare holdes ud af alt det her!
Ganske mærkeligt, hvordan at noget så trivielt en strøgtanke kunne gribe hendes opmærksomhed, fra hvad de havde gang i.
Men det var kun ganske kort tid, hun havde sænket farten, inden hun satte op igen.
Lige som hun selv kunne mærke, hvad der skulle til for at hun selv nåede til det punkt – hvor det ville blive fantastisk. Undslap et forvirret støn hendes læber, som han trak hende ned imod sig.
Som hun mærkede hans forløsning i sig, faldt hun sammen oven på hans brystkasse. Hun stoppede med at bevæge sig, som hun med tunge og udmattede vejrtrækning lagde sig til rette. Bare et øjeblik, hun var ikke sikker på, om hun kunne bevæge sig i givet øjeblik.
Men som hun blev liggende, mærkede ham, følte hans vejrtrækning lige så hektisk som hendes eget. Kunne hun igen mærke smerterne i hendes forslået krop.
“Hold nu kæft” mumlede hun smertefuldt, som hun gled væk fra ham, og faldt ned ved siden af. Skulder imod skulder. Hendes blik rettede sig op imod det mørke hulrums loft.
Hvad så nu?
Hun kunne mærke de små klamme tvivls tanker der begyndte at krybe ind i hendes sind. Det havde være fantastisk mens det havde stået på, men efter – hvor efterlod det dem så henne?
Hendes blik gled langsomt hen imod skikkelsen der lå ved siden af hende.
Ture hun spørger? Eller skulle hun blot lade den ligge, i hvert fald i dette øjeblik. Så kunne hun nyde stilheden, og de følelser der stadig rumsterede i hendes indre; bare fordi de nu var færdig med at få tilfredsstillede dem selv; med hinanden.
Var det nu tydelig for hende, at følelserne stadig var der – ganske stærke og ægte.

Pax forsøgte at tæmme den overfladiske vejrtrækning, men opgav ikke mange øjeblikke efter. Han mærkede, at Evlyns vægt forlod ham og dernæst, da hendes tynde skuldre blidt ramte hans efterfølgende. De stålgrå øjne var lukket, som ekstasen endnu ikke havde forladt ham og med de arrede hænder placeret hvilende mod hans bryst, brummede Pax bekræftende.
Hold da kæft.

Den tvivl Evlyn led under, nåede unægtelig også frem til bandelederen selv. Også hans hoved begyndte at summe af alskens spørgsmål, men også han lod dem rumstere, uden at lade dem forlade hans læber.
Pax måtte indrømme – i hvert fald overfor sig selv – at han ikke følte for at rykke sig, velvidende at den mindste bevægelse kunne sende Evlyn ud af kammeret. Tanken forekom ham ulidelig; at blive efterladt alene tilbage og se hende halte afsted ud i mørket.

Straks satte Ulven sig op og rejste sig dernæst. Uden ord eller forklaring gik han over mod et vakkelvornt tapurat, hvorpå det lå alskens tykke tæpper. Han greb om dem og skridtede roligt tilbage mod den blonde kvinde, hvorefter han foldede dem ud og lagde dem over hende. I undergrunden var der altid køligt og deres sveddækkede kroppe ville snart finde ud af, at de var blevet snydt.
De stålgrå øjne, der var næsten reserveret og generte, flakkede henover Evlyns skikkelse, som han pakkede hende ind. De så, at hendes forbindinger stadig var i orden og ikke glinsede af hendes røde blod, hvormed der ikke var nogen grund til at hente Edward ned igen.
”Du har ikke sovet”, konstaterede han i en hæs tone, i det han derefter lagde sig til rette ved siden af hende. Pax vidste ikke, om hun ville værdsætte, at han endnu engang rørte ved hende, så i stedet lagde han sig på siden med fronten mod hende. ”Og det har jeg heller ikke. Så det gør vi nu”, lød det dernæst, men ikke så kommanderende, som ordene i sig selv frembød. 

Ord var ved at forme sig i hendes hoved, og skulle til at glide hen over hendes tunge over læberne. Men ordene blev slugt, i det øjeblik Pax rejste sig op, hun holdte vejret som han begav sig nøgen over til en taburet. Holdt vejret, fordi hun ikke vidste hvad der kom til at ske nu.
Holdt vejret, fordi hendes blå øjne blev fanget af hvordan han bevægede sig afsted. Hvordan hun ikke kunne tage sine øjne fra ham, et eneste sekund. Hvordan kunne det være, at han stadig tog luften fra hende? Burde sådan nogle ting, ikke været overstået efter agten?
Øjnene gled ned af kroppen, som han kom tilbage til hende. Da et tæppe blev foldet ud og fjernede en del af hendes synsvinkel, blev øjnene revet op til hans mørke grå. En tydelig forvirring havde spredt sig hen over hendes øjne, ja selv ansigtet ville fortælle ham – hvad er det du laver?
Dog fik hun svar ganske hurtigt, som han begyndte at pakke hende ind. Dette fik et lavtmeld grin, til at forme sig i struben. Hvem skulle tro dette kunne være forekommet?
Hvornår var sidste gang, at nogen havde puttet hende? Hun var faktisk ganske usikker på, om det var sket siden hendes mor var gået bort.

Hendes spinkle arme og hænder, greb omkring tæppet og trak det lidt mere behageligt omkring sig. Han havde kunne se, hun ikke havde sovet? Et blidt udtryk gled over hendes mimik, og hun nikkede svagt. Han havde ret, det var nok det mest fornuftige at gøre nu.
Selvom at spørgsmål stadig rumsterede i hendes sind, så var der en tid og sted for alting. Og nu, var tiden til at de skulle få noget energi til deres kroppe.
“Okay… lyder ikke til jeg har meget valg” drillede hun ham, og men hendes øjne gled ikke i. Nej, de blev ved med at betragte hans dybe grå øjne, de var næsten som et stormvejr. En tordensky der var gledet hen over en blå himmel. De varslede meget godt, hvad det nogen gange stoiske udtryk han havde over sig. At han ikke var en mand, man skulle ligge sig om hjørner med. Men hun havde gjort dette, hver evig eneste gang. Uden at tøve, for han skulle ikke have lov til at løbe om hjørner med hende.
og se hvor det førte dig hen – det sted du var allermest bange for. At binde sig.

Hun drejede rundt på siden også. Hvis han ville lige sammen, kunne hun lige så godt udnytte den tryghed hans favn kunne give hende. Det ville måske gøre at hun kunne få en fredfyldt søvn, for første gang i meget lang tid. Hendes hoved lagde sig imod hans brystkasse, hun tog en dyb indånding. Duftede ham, sveden af ham. Hendes ene hånd lagde sig på den arrede brystkasse. Tommelfingeren gled hen over den udspændte hud. Et suk forlod hendes læber, og øjnene gled langsomt i. Hun bød velkommen til mørket, der omsluttede hende næsten med det samme.

Et lavmælt men moret fnys undslap Pax’s læber, i det hans arm ganske ubevidst fandt vej omkring Evlyns spinkle skikkelse. Dernæst brummede han bekræftende og lod for blot et øjeblik sine stålgrå øjne fæstne sig i den blonde kvindes koralblå. Blikket talte sit tydelige sprog – du kunne prøve og se, hvor vi så ender. Udfordringen der spillede deri var dog intet andet end spøgefuld, for Pax følte sig mættet og komfortabel på en summende måde, han ikke før havde oplevet. Tilfredsheden ville ingen ende tage.
”Jeg tror, at jeg vil begynde at knalde regelmæssigt. Det virker sundt”, mumlede han, hvorefter et lavmælt og drenget grin forlod ham. Pax’s ru fingerspidser kærtegnede hendes bløde hud, fascineret over sensationen, der løb fra hende, til hans egen nøgne krop og med en næsten barnagtig fryd i hans øjne, greb han blidt om den ene af Evlyns små bryster.
Hans blik lå fæstnet derpå i et langt øjeblik, før Evlyn bukkede under søvnen. Først der stoppede han sine undersøgende kærtegn og lagde sin arm tilbage henover hende. Pax vidste ikke, hvor længe han lå og smilede som en idiot mod de klamme og fugtige vægge, men da han omsider også faldt i søvn, sov han tungere end nogensinde.


Det var de hastige skridt, hvis genlyd også nåede ind i kammeret, der lod Pax vide, at han ikke længere kunne forblive i mørket med Evlyn. Instinktivt vidste han også hvem, der var i færd med at nærme sig dem, for denne rutine var ikke ukendt for ham.
Det var derfor også drevet af vane mere end vilje, at han, stadig med sine øjne lukkede, rakte begge arme i vejret og greb Ronjas lille skikkelse, der som en bombe kom flyvende over dem. Stålgrå øjne fandt pigebarnets mørkebrune, som hun lo højt ned til ham. Til trods for den dårlige skulder formåede Pax at holde pigen i udstrakt arm over sig, men det var ikke foruden at lade et besværet suk glide over hans læber.
”Hvorfor I nøgne?”, lød det perplekst fra Ronja, i det Pax gav slip på hende og hun i stedet lagde sig mellem de to voksne. Hun så skiftevis på Evlyn og Pax, der knap kunne tæmme smilet over hans læber, eller det grin der voksede i hans svælg. ”Hvorfor I nøgne!”, gentog pigen igen, tydeligvis utålmodig anlagt.
Pax skævede til Evlyn henover Ronjas tykke hår og blinkede til hende med det ene øje. Stadig gnistrede hans blik hengivent, til trods for søvnen der endnu ikke havde forladt ham. ”Vi øvede os i at lave en baby ligesom dig”, svarede bandelederen nonchalant, for der var trods alt ingen grund til at lyve - eller for den sags skyld fortælle sandheden. Svaret syntes desuden at tilfredsstille den lille pige, der dernæst hvæsede som en kat af den ældre mand og begyndte at slås med ham.