Manden tog tydeligvis Ergins lyder noget anderledes end Ergin gjorde. Lige godt hvor klynkende og pint han lød, virkede det ikke til at påvirke manden - i hvert fald ikke som Ergin ville tænke man normalt blev påvirket. Det virkede næsten som om han nød det. 
 Den varme fornemmelse af mandens læber og Ergins eget blod, giv Ergin kuldegysninger, og føltes underligt og ubehageligt. Han vendte hovedet til siden, så han kunne flytte det så langt væk fra manden som muligt, og klynkede lidt ved mandens ord.
 " Det var ikke.. Jeg vil ikke.. Det.. " Ergin nåede ikke at sige mere, for som manden løftede sin overkrop væk fra Ergin, og befriede Ergin en smule, var han hurtigt til at prøve at komme væk. Trods han prøvede ihærdigt at trække sig væk med armene, havde han hverken kræfter nok til at gøre noget, og manden holdt stadig Ergins ben låst fast, så han kom ikke nogen vegne. 

 Manden lænede sig ind over Ergin igen, og han var atter fanget. Som tungen vandrede over overkroppen, slap endnu et klynk ud over Ergins læber. Klynket blev dog hurtigt kvalt, da manden pressede læberne mod Ergins, noget der fik Ergin til modvilligt at presse læberne sammen og dreje hovedet i alle retninger, i et forsøg på at slippe for at mærke hans beskidte, fugtige læber. 
 " Jeg lover ikke at spytte på dig igen! Undskyld! " lød det bedende fra Ergin, som han fik hovedet frit fra mandens.
 " Bare vær sød at lade mig være! Jeg lover at være sød! " tonen i Ergins stemme var desperat, og panikken var begyndt at snige sig frem i ham igen. At have manden så tæt på, og mærke hans krop så tydeligt gjorde ham utroligt utilpas. 

Der var virkelig ikke meget, der kunne tale til den smule samvittighed, som Deavás eftersigne skulle have. Han kunne da sagtens få ondt af folk, men det betød ikke ligefrem at han ville gøre noget for at forandre situationen. Særligt ikke når han følte sig godt tilpas i lige netop denne situationen. Måden Ergin forsøgte at stikke af på hele tiden og konstant forsøgte at flygte, lagde bare mere brænde på bålet, som Deavás greb omkring ham blev langt strammere og hårdere. Hvis det fortsatte ville Ergin nok opdage blå mærker i form af hans hånd og så ville han næppe kunne glemme, hvad der var sket imellem dem. Ikke at det var dæmonens plan at lade ham slippe uden minderne. Selvom det ville kunne lade sig gøre med den rette mikstur. Det ville dog være synd, hvis drengen skulle glemme deres tid sammen.. Når først den var overstået. Deavás gjorde tegn til at drengen kunne snakke alt det han havde lyst til, det ville ikke ændre udfaldet nu. ”Mmh” brummede han lettere tilfreds, som han måtte gribe hårdere fat i drengen og holde ham på sin plads i sengen.

De små klynk, der undslap drenges smalle og næsten uskyldige læber, bragte et smil frem på Deavás’. Så snart at deres læber var forenet holdt han godt fat i ham, selvom han ikke fik meget retur, så formåede han at mærke læberne kortvarigt. Straks efter deres læber havde mødt hinanden forsøgte drengen at skubbe ham væk ved at flytte hovedet, hvorpå Deavás pressede hårdere imod ham med knæet. ”Dit ord betyder intet” vrissede han irriteret, som drengen kunne love alt det han havde lyst til lige nu. Deavás havde kun ét mål for øje lige nu. Altså var der ingen vej udenom.
Derfor endte han også med at flytte den ene hånd til drengens bluse, som han trak den længere op og greb kanten med den modsatte hånd. Derpå havde drengen atter armene fri, men blusen blokerede for hans bevægelser, som den blev trukket over hovedet på ham uden at komme helt af. ”Læg stille” beordrede han efterfølgende, som han brugte sin anden hånd til at løse sine egne bukser. Deavás havde slet ikke tid til at smide frakken, men løsnede bukserne før at han gav sig til at flå Ergin’s resterende tøj af. Det var ikke meningen at drengen skulle have chancen for at tage det på igen, så tøjet gik op i syningerne, så der ingen samling var på det. "Jo mere du vrider dig, jo mere smertefuldt bliver oplevelsen" vrissede han køligt, som han ikke selv ville have et problem med det, men måske kunne få drengen til at tænke to gange over sin næste handling.

 Der var et spinkelt håb i Ergin. Et håb om at manden ville lytte til Ergins bøn. At han om end ikke andet ville slippe for at skulle være i sengen med manden. Det virkede dog ikke til der var noget held at hente, for manden dvælede ikke spor ved Ergin ord. En lidt smertende støn lød fra Ergin, da manden pressede knæet mod hans underliv. Han prøvede at møve sig længere væk, men manden havde hårdt fast i Ergin. 
 Pludselig slap manden Ergins arme, og det tog ham ikke mange millisekunder, får han begyndte at prøve og trække sig væk. Han skulle lige til at skubbe til manden, men inden han nåede så langt, blev trøjen hevet op, så den dækkede hans ansigt og fangede hans arme lidt. 

 " Nej nej nej nej! Vil du ikke nok..! " Begyndte Ergin med det samme at klynke og tigge, da manden bad han ligge stille og Ergin kunne høre manden pillede ved tøjet. Selvom Ergin frygtede hvad der virkede til skulle ske, lå han stille som manden havde sagt. Det ændrede sig dog med det samme manden begyndte at hive Ergin bukser helt i stykker.
 " Nej du må ikke! Jeg vil ikke! Jeg beder dig! Alt andet! " klynkede han små hulkende mens han vred sig under manden. Fuldstændig blottet for manden, følte Ergin sig utrolig lille. Hele hans krop brændte og gjorde ondt, og han kunne mærke hvordan han var begyndt at blive småsvimmel på grund af blodet der fik luften til at blive tyk, og det manglende blod i hans krop. 
 " Vil du ikke nok, jeg skal nok være sød! Jeg skal nok gøre som du siger! " hulkede han videre og skyndte at stoppe med at bevæge sig igen, for at vise at han mente at han nok skulle høre efter. Han prøvede at hive sig fri at trøjen, i hvert fald så han kunne se på manden.

Drenge kunne tigge lige så meget han havde lyst på nuværende tidspunkt. Deavás var bestemt ikke interesseret i andet end det han havde sat sig for da drengen endnu befandt sig på hans værelse. Sengen var det oplagte sted til leg, selvom blodet efterhånden var begyndt at dække de mange lag af stof. Det ville kræve en større rengøring at slippe af med blodet, men ikke noget, der var nyt for ham. Han kunne sagtens hygge sig omgivet af blod, hvilket drengen bestemt måtte have fået en ide om. Deavás var dækket af blod flere steder, men lod sig ikke mærke af det, i stedet provokerede han blot sårene yderligere, så de aldrig fik ro til at heale og lukke sig. Trøjen var i et forsøg på at forhindre drengen i at bevæge sig voldsomt, imens at han beskuede den bare og blodige overkrop. Deavás kunne virkelig ikke lade vær med at nyde synet af den unge krop strakt ud under ham og under hans kontrol.

Klynkene kom efterhånden i en lind strøm, som Deavás sukkede ganske lavt for sig selv. Havde han ikke opfattet at han slet ikke befandt sig i en situation, hvor han havde noget at forhandle med, foruden sin krop.. Det forbavsede ham dog en smule at drengen endte med at ligge stille for en stund. Var det langsomt ved at synke ind hos ham? Var han endelig kommet igennem hans tykke kranie? ”Du har ikke andet, jeg vil ha’” hvæsede han i et forsøg på at tage al håb for drengen og samtidig gøre det klart for ham, at han kun ville komme ud af det, ved at tilbyde sin krop og intet andet.
Drengen forsøgte igen at tigge sig vej til en udvej. Han ville gøre, som han sagde? Havde de ikke været igennem det én gang før? Men til sidst valgte Deavás faktisk at slippe ham, som han rettede ryggen og kiggede ned på ham med et overvejende blik. Hvad kunne han tilbyde ham? Sådan som han lå blottet, så kunne Deavás faktisk ikke tænke på andet. Derfor endte det også med at han trak frakken af og lagde den i sengen, for at rode rundt i lommen. 

Forbindingen blev hevet frem, før at han kastede den til drengen. ”Så gør noget ved dit sår på halsen.. Jeg tager mig af det andet” mumlede han irriteret. Ikke at Deavás flyttede meget på sig, han sad stadig imellem hans ben. Han fandt samtidig en nål og tråd frem, som han bukkede sig ned over såret i maven, hvor han uden advarsel begyndte at sy ham sammen. Blot for at distrahere ham flyttede han hovedet ned til drengens underliv og lod tungen strejfe huden ganske let. Der hvilede en advarsel i hans blik, imens at hans hænder syede såret sammen.

 Et lidt ekstra ynkeligt klynk, efterfulgt af et snøft forlod Ergin, da manden sagde at Ergin ikke havde andet at tilbyde. Var det her virkelig her han liv skulle ende? Et eller andet sted var Ergins håb for at komme fri fra manden nok forsvundet helt. Alligevel var han bare heller ikke helt villig til at acceptere det, hvilket også var derfor han igen og igen prøvede at stå imod. Han havde bare ikke længere flere kræfter tilbage, og han var bare så træt. En anden ting var nok også, at han var alt for stædig til bare at ville lade manden vinde over ham, hvilket var hvorfor han blev ved med at prøve og slippe, selvom det virkede håbløst.
 Det var til at se på Ergins blik, at han var ved at nå det punkt lige nu, hvor han ikke havde flere kræfter til at kæmpe mod. Eller mere energi til det. Han var så tæt på at give op og bare lade manden gøre hvad han ville. Hvad nyttede det også, hvis han kæmpede imod?

 Lige som Ergin var klar til at give op, droppe alt kæmpen imod, og lade manden gøre hvad han ville, så Ergin kunne få noget mere fred, så trak manden sig lidt væk fra Ergin. Et ret overrasket udtryk blandede med sig frygten og smerterne, og da der blev smidt forbindinger mod Ergin, gled der også noget undrende over hans udtryk. 
 "Okay..!" Skynder Ergin sig at sige, og tog forbindingen med rystende hænder. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, så han gjorde bare sit bedste med at hvilket det rundt om hans hals, ikke for stramt, men heller ikke for løst. Optaget af at forbinde halsen, var det først da manden lod tungen strejfe hans underliv, at Ergin opdagede manden havde hovedet dernede. Det gippede i hans krop, som han prøvede at rykke sig lidt væk fra mandens tunge, og et klynk forlod hans læber. 
 Manden var dog hurtigt videre, hvilket fik Ergin til at ligge stille igen. Blikket blev dog på manden, der så noget advarende ud, hvilket han ikke kunne forstå. Før han mærkede smerten fra nålen, der fik ham til at skrige højt og skingert og gribe fat i det øverste lag af sengen. Det var måske en lidt voldsomt reaktion, men huden var godt øm og irriteret og så var Ergin bestemt ikke vant til bare at blive stukket med en nål. Det krævede alt han havde at ligge stille, og det kunne tydeligt ses ved at han vred sig en lille bitte smule i sengen.

Der var noget ganske tilfredsstillende over situationen, også selvom Deavás endnu ikke havde fået meget ud af det lille sammenstød med den forskrækkede og arrogante dreng. Men gejsten var tydeligvis ved at slippe op, han kunne mærke det på de små ryk og ynkelige forsøg på at undslippe. Var han for alvor trængt ind til drengen, så manglede der kun én ting mere for at det ville være fuldendt, omend Deavás valgte at bevæge sig i en helt anden retning, end hvad drengen måske forventede. Selvom sejren var indenfor rækkevidde, så lod Deavás ikke til at have travlt, han kunne sagtens give drengen falske forhåbninger og give ham den tro, at det værste var overstået, som han lod til at være mere bekymret for drengen sår. De havde godt nok været fortjent, men det ville være virkelig upraktisk, hvis drengene endte med at forbløde, før de rigtig var begyndt. Særligt nu hvor drengen havde insisteret på at de skulle befinde sig i Deavás private gemakker, så var det ikke til at sige, hvad der kunne foregår derinde.

Drengen havde fået det nødvendige forbinding til sin hals, derfor var Deavás ikke længere fokuseret på det, som han begav sig ned imellem de slanke ben. Nålen og tråden var allerede klargjort, som han ikke bed mærke i drengens små ynk, da han først havde besluttet sig for at lukke såret med tråden. Et lusket smil gled dog alligevel over hans læber, som drengen reagerede på det lette strejf af hans underliv, imens at han holdt blikket imod sine egne hænder for at placere nålen korrekt i forhold til næste stik. ”Hvad vil du helst fokusere på?” spurgte han en smule ledende, som han sagtens kunne fokusere på at sy såret sammen og så ikke spilde sin tid på at lege med drengens lem. Det kunne jo være at det var bedst at mærke smerten, fremfor at blive forstyrret af den lyst, de små strejf måske kunne vække?
Egentlig ventede Deavás for en stund på drengen svar, men han blev hurtig utålmodig og valgte derfor at trække tråden igennem, før at han stak nålen igennem huden på ny og trak tråden igennem, så han nemt kunne samle huden. Der var et stykke vej endnu, som han dog førte hånden ned til drengens lem igen. Havde han truffet en beslutning eller skulle det bare overstås?

 Ergins vejrtrækning var hektisk og overfladisk efter første stik med nålen. Sveden var begyndt at pible noget mere frem hen over Ergin pande og bare hud, og ikke længere kun på grund af den febervarme fornemmelse han havde i kroppen. Han øjne var udspilede og stirrede på en måde både intenst og tomt på manden mellem hans ben, men hænderne havde et stramt og hårdt greb fast om sengetæppet.
 Ordene fra manden læben lød nærmest som kom de var en boble og det første stykke tid kom der ingen reaktion fra den lyshåret teenager dreng. Som var Ergin gået i stå lå han bare i sengen, med hovedet en smule løftet og mens hænderne krampagtigt knugede sig sammen om sengetæppet, indtil han fik samlet sig selv nok til at svare. 
 " Nål-AAARGGH! " Ergins ord blev afbrudt af endnu et skrig, som nålen blev stukket igennem det overfølsomme og irriterede hud. Hovedet blev kastet tilbage mod sengen, mens øjnene lukkede sig i og tænderne bed hårdt sammen for at dæmpe skrigene lidt. 

 Ergin var alt for optaget af den brændende fornemmelse i huden omkring såret til at han lagde mærke til hvordan manden nærmede sig han underliv igen. Vejrtrækningen var forsat hektisk og overfladisk, men Ergin virkede mere til stedet. Det gjorde vanvittigt ondt at mærke nålen presse sig igennem det sikkert lettere betændte sår, men selvom det næsten var uudholdeligt, var det langt bedre end at mærke manden røre ved ham andre, uanstændige steder. 
 " N-n-nål.  " lød det stammende fra den skræmte dreng. 
 " Jeg vil fokusere n-irp-ålen! " en overrasket og skinger lyd forlod Ergins læber midt i sætningen, som mandens hånd havde flyttet sig det hele vejen hen til Ergins underliv. Han flyttede lidt uroligt på sig, men også kun en lille smule, for manden havde trods alt gjort det klart han skulle ligge stille. 
 " Kun.. Nålen.. " skyndte Ergin at gøre klart, som han flyttede et lettere bedende blik hen på manden. 

Så længe at drengen kunne formå at holde fingrene for sig selv eller bare til sengen, så ville Deavás ikke finde det nødvendigt at binde ham fast til sengen. Alligevel kunne han ikke lade vær med at lade tanken strejfe, som drengen holdt godt fat i sengetæppet og tydeligvis gjorde et ihærdigt forsøg på at virke overbevisende i sin fremtoning, selvom kroppen tydeligvis var panisk over det hele. Han var tydeligvis ikke van til at blive behandlet med de gamle metoder, fremfor magi. Deavás havde dog ingen planer om at spilde magiske ressourcer på drengens sår, så ville han langt hellere tage den langsomme og mere pinefulde vej, med nål og tråd. Noget drengen tydeligvis ikke brød sig om. ”Skal jeg give dig en anden grund til at kaste hovedet tilbage på den måde?” lo han hånligt, som han ikke lagde skjul på, hvad han tænkte på. Blikket blev også kort vendt imod drengens skridt, før at han løftede det og atter rettede det imod nålen, som han holdt imellem to fingre. Han nulrede den let imellem fingrene for at hive i tråden og stramme syningen til, så såret ikke bare ville gå op, så snart drengen atter indledte et flugtforsøg eller gik i panik.

Drengen ville vist bare gerne væk derfra i god behold, men så ville hans bedste råd til ham være at gøre, hvad der blev sagt. Ikke at Deavás havde problemer med at sy såret sammen, men når det kom til andre.. udfoldelser, så var drengen tydeligvis ikke med på ideen. Havde han ikke snart kæmpet nok imod eller? ”Nålen siger du..” gentog han en smule eftertænksomt, som drengen havde sagt det op til flere gange allerede. Ingen kunne være i tvivl om at han gerne ville fokusere på nålen og intet andet. ”Men ser du,” han holdt en mindre pause, som han bukkede sig ned og kyssede drengens maveskind. ”det er ikke dig, som bestemmer her,” lød det imellem kyssene, som han prikkede til huden med nålen uden at presse den igennem. ”Det må du da snart have indset, ikke?” spurgte han mere direkte, som blikket også blev vendt imod drengens øjne. Han forventede et svar, ja han krævede det faktisk med det gennemborende blik.

”Jeg lapper dig sammen og så skal vi have det sjovt..” hviskede han hånligt, som han slikkede sig noget så åbenlyst om munden.

 Hovedet var hurtigt til at ryste sig fra side til side, som manden tilbød at gide Ergin andre grunde til at kaste med hovedet. Uanset hvad han tænkte, var det helt fint med nålen og smerterne. Ergin var helt sikker på han ikke ville synes bedre om hvad han ellers havde at tilbyde. En anstrengt lyd af ubehag lød gennem de sammenbidte tænder, som tråden blev trukket igennem huden. Det var en underlig og ubehagelig følelse. 

 Det bedende blik blev på manden, selv efter Ergin havde stoppet med at snakke. Uanset hvor ubehageligt nålen var, ønskede han ikke manden gjorde noget andet. Han var ikke længere i tvivl om at manden ikke havde nogle gode tanker i sig, og derfor nikkede knægten også hurtigt da manden gentog ham. Håbet om at manden ville give Ergin bare lidt medgang forsvandt med det samme ved hans næste ord. Ergin klynkede lidt mens han ivrigt rystede på hovedet, som manden kyssede hans mave, der hurtigt prøvede at trække sig lidt ind og væk fra mandens læber, selvom det gjorde ondt i såret. Når nålen blev prikket ned mod huden, blev klynkene til mere skingre og anstrengte lyde, der tydeligt understregede Ergin ikke brød sig om det. 
 Blikket der blev vendt mod Ergin fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, og det bedende blik ændrede sig til at mere skræmt og ynkeligt. Han havde nemlig indset det. Han havde forstået, at han ikke havde en chance og at der ikke var noget håb for at han kunne få lidt medgang i den her situation. Der var ingen til at hjælpe ham, så burde de være kommet, sådan som han havde skreget og råbt. 
 " .. jo.. " Ergin stemme var nærmest hviskende og ynkelig - ja næsten helt underdanig. Ergins blev blev ligeså stille mere og mere tomt, og blikket gled væk fra manden og ud i det dunkle rum. 

 De hviskende ord der lød fra mandens læber, gav genlyd i Ergins hoved, og han reagerede ikke med andet end at åbne munden lidt, for at hviske et opgivende;
 " Okay... "

Der var bestemt ingen tvivl længere, ikke at der på noget tidspunkt havde været det. Drengen og hans krop havde tydeligvis givet udtryk for at det ikke var med velbehag at han befandt sig i denne seng, men Deavás var desværre ikke interesseret i den slags. Villighed kunne han finde mange steder, så det gjorde ham bestemt ikke noget at drengen forsøgte at kæmpe imod og ikke fandt noget af det behageligt. Så længe dæmonen gjorde, så betød det faktisk ingenting.

Der var noget helt fantastisk over at se håbet forlade ofrenes øjne, Deavás nød det til fulde, som drengen gav udtryk for at han faktisk havde indset at han ikke havde noget at skulle have sagt. Det var på tide, at han kom så langt i sine tanker, så var der faktisk håb for at det ikke blev nød til at gå helt så voldsomt for sig. Eller det var der næppe, for med en villig kludedukke kunne man lave alverdens eksperimenter uden at være nervøs for at drengen ville flygte og sladre til ordensmagten. Mon ikke drengen ville være for skræmt til overhovedet at søge imod hjælp? Deavás kunne til enhver tid finde frem til hans lille ynkelige skikkelse, men det ville være dumt at informere ham om allerede nu, for så ville han måske gribe den nærmeste kniv og dræbe sig selv på stedet. Og så var det jo slut med kludedukken!
”God dreng” lo han hånligt, som det hele virkede lidt til at være en leg for ham, ikke en situation hvor drengen faktisk kunne svæve på grænsen mellem liv og død, men han havde dog endnu ikke mistet et eksperiment, medmindre det var planlagt, så Ergin behøvede slet ikke være nervøs! Det var lige før at han kunne have klappet drengen på hovedet, men han undlod, som han i stedet stak nålen igennem huden igen og fortsatte med at sy. Der var nogle sting og skrig, de skulle igennem før at de ville blive færdige.. Drengen var endelig ved at blive formet til den perfekte dukke..

De sidste par sting blev taget i al hast, som han ikke længere følte for at trække pinslen ud, når drengen endelig havde indset, at han ikke ville kunne stille meget op og derved ville være klar på at overgive sig fuldkommen. En knude blev bundet og nålen sluppet fri at tråden, som han dog placerede en hånd imod drengens brystkasse og piercede nålen igennem hans venstre brystvorte i en hurtig bevægelse, forhåbentlig så hurtigt at drengen ikke kunne nå at reagere på det. Så bukkede Deavás sig ned og gav sig til at slikke brystvorten og dreje nålen omkring..

 I tiden han blev syet sammen, lå Ergin bare så stille og lydløs han kunne, og forsøgte ikke at reagere. Det gik dog ikke specielt godt, og et smertende skrig forlod hans strube hver gang nålen piercede igennem det bløde og irriterede hud. Det gjorde ondt, ingen tvivl om det, men skrigene blev også mindre for hver gang, som huden blev mere og mere følelsesløs. Hænderne knugede sig forsat om sengetæppet, og hovedet var kastet tilbage i sengen, som Ergin prøvede at kæmpe imod at flytte sig rundt på sengen. 
 
 Da det sidste sting blev lavet, og manden virkede til at slutte af, blev Ergin helt lettet, og hans krop med overraskende slap. Han havde ikke lagt mærke til hvor meget han havde lagt og spændt op, og blev også først nu opmærksom på hvor tykt et lag klamsved der havde lagt sig over hans hud. Vejrtrækningen var stadig hektisk og overfladisk og Ergin prøvede at få vejret. Øjnene var gledet i i ren lettede over at det var ovre. Troede ham. 
 Opslugt af lettelsen om ikke længere at blive stukket i, var Ergin på ingen måde forbedret på at nålen ville blive stukket igennem andre steder. Han stak derfor i et højlydt, hvinende skrig, da nålen blev piercet gennem hans brystevorte. En smerte der var så intens, han ikke var sikker på han havde prøvet noget lignende, skød gennem hans krop, og fik hans hænder til at slippe sengen. 
 Et nu lidt mere langtrukkent skrig lød fra teenageren, da manden begyndte at slikke og pille ved nålen. En så jagende smerte, at Ergin ikke kunne holde hvad han lidt havde lovet med at ligge stille. Hænderne lagde sig derfor mod mandens hår og hoved, så han kunne forsøge at presse hans hoved væk. Selvom han kæmpede imod og vred sig lidt under manden, kunne man også mærke at der ikke var lige så meget styrke og bestemthed i hans kamp, som tidligere. Han turde ikke kæmpe for meget imod, men det har var for ubehageligt og smertefuldt til ikke at reagere på.

De små skrig hist og her påvirkede ikke længere Deavás, som han var langt mere fokuseret på at få syet såret færdig, så han ikke skulle spilde for lang tid med at pleje for drengens helbred. Det lignede ham bestemt ikke og skete kun fordi han havde andre planer for ham, eksperimenter, når først drengen var knækket helt. Men heldigvis for drengen, så var det ikke hans første sår, derfor ville arret også blive pænt, hvis det blev renset løbende og vedligeholdt indtil såret var lukket. Det forudsættende selvfølgelig at han selv plejede det, da Deavás ikke havde planer om at skifte forbinding og rense det løbende over den tid, drengen ville komme til at tilbringe der.

Der faldt en smule ro over stemningen, som skrigene døde ud og nålen tilsyneladende blev ’lagt’ væk, for en stund. Drengen slappede langt mere, hvilket var den oplagte mulighed til at knuse drengens håb om at det var slut og han kunne hvile sig. Derfor røg nålen hurtigt og uden bekymring ind igennem drengens brystvorte, blot for at minde ham om, hvor han befandt sig henne. ”Nu falder du vel ikke af på den?” spurgte han leende, som han bukkede sig ned over den unge krop og strøg sin tunge over det følsomme hud. Han flyttede bevist nålen rundt omkring, så han rigtig kunne mærke den stikkende smerte og hvor øm han ville blive af det.
Han mærkede uden problemer drengens forsøg på at skubbe ham væk, hvilket blot resulterede i at han trak tungen til sig for at bruge tænderne til at bide ham i brystvorten og hive den op ad. Nålen pressede han næsten igennem fra den ene side med hånden før at han tog fat i den anden ende og førte den tilbage. Deavás brummede en smule for at advare drengen, før at han lagde sig ned over ham for at presse deres underliv sammen. Der var ikke noget drengen kunne gøre for at forhindre det næste, som Deavás slap nålen og i stedet flyttede hænderne ned til drengens hofte for at løfte ham lidt og positionere sit lem bedre i forhold til hans indgang.. Så spændte han i musklerne og pressede sine hofter fremad for at skubbe imod røven med spidsen af sit lem, ivrig efter at trænge ind i ham. ”Vi skal have det sjovt sammen” mindede han drengen om endnu en gang.

 Hænderne forsvandt igen fra mandens hoved, så snart Ergin mærkede tænderne om brystvorten, og en lav, desperat og klynkende lyd forlod hans strube, som en form for undskyldning for ikke at høre efter. Når han ikke gjorde som der blev sagt, kom der en straf. I stedet for at bruge hænderne til at prøve at flytte manden, blev de flyttet op over Ergins hoved, hvor de greb i en pude.
 Endnu et klynk forlod de unge læber, som nålen blev bevæget lidt frem og tilbage, men læberne blev hurtigt presset sammen for at holde lydene tilbage, ved mandens advarende brummen. Alligevel kunne man høre et halvkvalt og ynkeligt klynk, som Ergin klemte øjnene sammen da han mærkede mandens underliv mod sig eget. 

 Et kort sekund nåede Ergin at blive helt lettet, da manden slap nålen, men det lettet følelse blev hurtigt erstattet med sand panik, som hænderne i stedet flyttede sig ned på Ergins hofter og løftede ham lidt op. Ergins øjne blev store af panik, og halsen snævrede sammen for ham.
 " Nej nej nej nej nej nej nej nej nej ne-ngh-ARGH.  " klynkede Ergin - dog uden at flytte på sig, så meget havde han lært - indtil manden pressede sig op i ham, og et smertefuldt og skinger støn forlod ham. Øjnene blev presset sammen som tårerne hurtigt begyndte at strømme ned over hans kinder, mens fingrene knugede sig i puden over hovedet. 
 Ergin kunne ikke holde hulkene tilbage, det begyndte at trille over læberne sammen med smertefulde lyde fra manden, så for at dæmpe lydene, og fjerne sig selv lidt fra hele situationen, blev puden flyttet ned foran hans ansigt. Fingrene blev helt hvide så hårdt knugede de i puden.

Det var tydeligvis langsomt ved at gå op for drengen, hvad der skete, når ikke han makkede ret, hvilket i sidste ende kun ville komme ham til gavn, hvis han altså havde planer om at overleve mødet med Deavás. Der var stadig et spinkelt håb om at drengen ville komme fri uden de store skader, men sagen var endnu ikke afgjort, som Deavás samtidig også nød situation og ikke havde de store problemer med at skære med tænderne, blot for at provokere brystvorten yderligere. Drengen ville blive øm, sådan rigtig øm og på flere steder på sin krop, så meget var givet fra starten af.
Nålen var en mindre del af torturen, som Deavás egentlig ikke var interesseret i kun at tildele drengen ’nydelse’ om end det var i en helt anden form end hvad han selv havde i sigte. Sårene var lappet sammen og fortjente muligvis en smule ro, men det kunne han ikke også bekymre sig om, når han jo havde lovet drengen, at de skulle have det sjovt sammen. Han skulle jo nødig skuffe, ligesom han aldrig ville komme med tomme trusler. Men det havde Ergin muligvis allerede opfanget. De små klynk og udbrud var i hvert fald et klart tegn på at drengen måske vidste, hvor det hele var på vej hen. Samtidig med at der ingen vej tilbage var, de havde blot udsat det uundgåelige.

”Åårh jo” hviskede han lavmælt i en tilfreds og selvglad tone, som han ignorerede de klynkende lyde fra drengen under ham. Han var ikke forstyrret af hans forsøg på at undslippe mentalt ved at holde fat i puden og var langt mere fokuseret på at mærke hans varme og stramme indre. Et tilfreds suk forlod hans læber i takt med at han trængte længere og længere ind. Det virkede som om, at han havde ventet evigheder på muligheden for at trænge ind. Ikke at drengen kunne have afholdt ham fra det tidligere, hvis lysten havde været større.
I det sekund at drengen løftede puden og placerede den foran sit ansigt, fjernede Deavás en hånd fra den ene hofte for at gribe om puden og flå den ud af hans greb. ”Hvis jeg ville undgå dit udtryk, så havde jeg vendt dig om på maven” vrissede han utilfreds, som han gerne ville se smerten i hans blik og hvordan tårerne trillede ned over hans kinder. Derpå løftede han puden og smed den ned på gulvet. Så vendte hånden tilbage til hoften, hvor Deavás for alvor begyndte at bevæge sine frem og tilbage for at trænge helt i bund og samtidig stimulere hele kanalen. Drengens ben hvilede imod Deavás hofter, så han rigtig kunne mærke hver eneste bevægelse, samtidig med at vinklen gjorde det en smule mindre smertefuldt at opleve for drengen. Ikke at det bekymrede ham spor.

 Lydene der kom fra manden som han pressede sig længere og længere op i Ergin, var til at væmmes over. Heldigvis kunne Ergin ikke høre dem for hans egne smertende og klynkende lyde og anstrengte hulk der kun lød værre og værre jo mere han mærkede af manden i sig. 
 Da puden pludselig blev flået ud at Ergins greb, gispede han forskrækket og så skræmt på manden. Hulkene blev holdt inde og forsigtigt nikkede Ergin til ordene. Han prøvede ihærdig at holde lyde og grimmasse inde, så det ikke virkede som om han var ligeglad med mandens ord, som om han ikke lyttede. 
 " Und-ng-skyld.. " et lille støn slap ud med ordene og Ergin drejede flovt hovedet til siden.

 Længere end det formåede Ergin dog ikke at holde lyde, hulk og grimmasser inde, som manden begyndte at bevæge sig frem og tilbage i ham. Hulkene tog til sammen med tårerne og det var tydeligt at høre han var i smerte. Hele hans krop værkede. Hænderne der ikke længere kunne holde fast i puden, havde fundet tilbage til sengetæppet, som fingrene opspændt knugede sig fast i, ligesom resten af hans krop spændte sig op. 
 Ude af stand til at styre hvordan han egen krop reagerede på behandlingen begyndte de anstrengte og klynkende lyde at lyde mere og mere som ynkelige støn. Øjnene kneb sig hårdt sammen, da Ergin ikke havde lyst til hverken at se på manden, eller hvad han gjorde ved Ergin. Han ville bare have det overstået. Han prøvede at tænke på noget andet. Forstille sig han ikke var i seng med en fremmed mand, der tvang sig på ham, men hver gang tankerne var ved at drifte væk, stønnede han enten selv ellers kom der er lyd fra manden, der gik hevet ham tilbage til virkeligheden. 

Det var en forløsning i sig selv, at trænge ind i den unge krop under ham. Han havde bestemt ikke nogen kvaler med det, når drengen havde bedt om det fra første sekund. Den flabede attitude havde gjort udfaldet for eller havde han nok bare valgt at skære en smule i ham. Men nu var det langt bedre at drengen fik sig en lærestreg og samtidig vidste hvor hans plads var henne. Noget der endnu ikke var synket helt ind hos den unge dreng, men de havde tiden til at fjerne den sidste attitude, så han ville ende som en lydig dreng. Deavás indtrængen måtte om ikke andet kunne tjene et større formål, som drengens ynk og klynk var et tydeligt tegn på, at det ikke var nydelse, der holdt ham kørende, men snarere smerten. Noget skulle jo holde drengen fra at besvime.
Den forskrækkede mine generede ikke Deavás spor, som han følte sig helt og aldeles overlegen i situationen. Han havde ikke meget tilovers for drengen og fandt blot sin egen nydelse som det vigtigste lige nu. Dog flyttede han hånden fra den ene hofte til drengens hoved, som han strøg ham næsten kælent ned over den ene kind. ”Det var bedre” lo han hånligt, som han straks efter hørte drengens lille støn. Der lå altså mere end bare smerte i oplevelsen. Så måtte han heller fortsætte, som han hurtigt flyttede hånden tilbage.

Bevægelserne blev hyppigere og en smule voldsommere, som Deavás udstødte et tilfreds støn. Han ignorerede det pinefulde lyde fra drengen og det faktum at han ikke følte sig tilpas med situationen. Mon ikke han nok skulle få ham omvendt inden de var færdige? Deavás bukkede sig stille ned imod drengen, som han placerede sine læber imod hans i et grådigt kys, der ikke nødvendigvis behøvede at blive gengældt, for det var vist for tidligt. Så svajede han i ryggen, for at flytte læberne ned over hans hals imod brystvorten uden nålen i. Han stoppede op, lige som han havde ladet tungen strejfe brystvorten ganske let.
Berøringerne tog til samtidig med at han satte tempoet op og sørgede for at komme så langt ind, som overhovedet muligt, hver eneste gang. Endnu en gang undslap en lyd, den var dog dybere og langt mere brummende end tidligere, som han satte neglene ind i drengens hud og holdt ham fast for at hamre sig imod hans indre. Uden varsel smed han sig dog i sengen ved siden af, uden at tvinge drengen med sig. ”Sæt dig på mig” beordrede han, som han skulle sikre sig at drengen fik den nødvendige træning i lydighed, så han ikke ville skulle kæmpe for nydelsen hver gang.

 En smule forstyrret over den pludselige kærlige behandling fra manden, lavede Ergin et lille ryk med hovedet, for at trække det væk fra mandens hånd. Det gjorde lidt ondt i såret på halsen, og fik ham til at skære en lille grimmasse. Han havde ikke lyst til at manden skulle røre ham - overhovedet, nogen som helst steder - men lige nu havde han heller ikke helt et valg. 

 At hører manden nyde hvad han gjorde ved Ergin, fik hele hans mave til at trække sig sammen. Ergin lå og hulkede, med tårerne strømmende ned over kinderne, og gav tydelige tegn på han ikke havde lyst eller kunne lide hvad de havde gang i. Alligevel virkede det ikke til at stoppe manden. 
 Trods de støn der en gang i mellem forlod Ergins mund, var der ingen tegn på han nød hvad der skete. Han var slapper end slap mellem benene, og stønnene kom udelukkende som kroppens reaktion på der skete et eller andet. De var ukontrollerbare, og Ergin hadede at høre dem forlade ham, og de tog kun til, om manden blev hurtigere og voldsommere i hans behandling. Ergin kunne ikke lide hvad der skete! Lige godt hvad hans krop eller lyde viste!
 Da manden forsøgte at starte endnu et kys op, var Ergin hurtig til at presse læberne hårdt sammen, for han var på ingen måde interesseret i at kysse med manden. D et gik dog bare ikke så godt som han håbede, for kort efter han havde presset læberne sammen, forlod at støn hans læber, hvilket fik ham til at skille læberne fra hinanden. 
 Ergin vred sig lidt, som læberne flyttede sig ned over hans krop, noget han hurtigt stoppede med igen da det sendte jag af smerte op gennem hans krop, fra hans bagdel, hvor manden stadig var i. Et klynk forlod Ergin, da smerten fra brystvorten igen blev tydelig, og kort efter lod der små skrig fra ham igen, som det hele kun blev meget værre. 

 Pludselig trak manden sig væk, og efterlod Ergin stirrende tomt frem for sig, mens kroppen blot lå og rystede og svedte. Ergin hørte ikke hvad manden sagde. Han var efterhånden forsvundet så meget ind i sig selv han kunne, for ikke at miste sig selv helt. 

Drengen rykkede sig straks bort fra den kærlige berøring, som Deavás stoppede op ganske kort, da et skummelt smil bredte sig over hans læber. ”Så du vil også heller have det hårdt?” hviskede han lystigt, som han bed sig ganske let i underlæben. Måske drengen slet ikke ønskede kærtegn, men bare gerne ville have, at han kom til sagen og helst så groft, som overhovedet muligt. Det kunne han bestemt godt sørge for, for Deavás havde ikke planer om at være sød ved ham, derfor havde han heller ikke forberedt drengen på hans indtrængen, noget der sikkert kunne mærke og ville det længe.

Det kunne godt være at drengen havde forvandlet sig til et hylster, hvis eneste formål var at tilfredsstille dæmonens lyster med sin krop. Men indtil nu havde Deavás ikke givet ham særlig mange krav, som han skulle opfylde, alt han gjorde var at ligge stille, hulke og pive. Det var der i virkeligheden ikke meget spænding i, men så var det jo godt at røven var stram og frit tilgængelig. Det påvirkede heller ikke den selvsikre dæmon at drengen ikke så ud til at nyde det, som skridtet kun rørte på sig med hvert stød, men der var ingen løft eller bevægelser ud over det. Det kunne han jo altid tage hånd om senere.. Lige nu gjaldt det udelukkende hans egen nydelse, hvilket også var tydeligt at mærke i de hårde og direkte stød, som han kun var ude på at stimulere sig selv.
Forsøget på at møde drengens læber blev ikke opfyldt, i hvert fald ikke efter planen, som han dog mærkede stønnet imod sine læber og straks valgte at skubbe tungen ind i munden på drengen. Han trak den hurtigt til sig igen, for at bide drengen i underlæben og samtidig forhindre ham i at kunne bide ham i tungen. Der var rigelig af hud at arbejde med, som Deavás fortsatte stødene i takt med at han nappede drengen ned over brystkassen og legede bare en smule voldsomt med hans brystvorte. Nålen var dog ikke blevet hevet ud af den modsatte brystvorte, men det i sig selv måtte være straf nok.

Drengen måtte arbejde for føden, i hvert fald hvis han havde planer om ikke at skulle sulte ihjel i mørket, derfor trak Deavás sig ud af ham og lagde sig på ryggen. Egentlig forventede han at drengen kendte konsekvenserne, men han var som forstenet i sengen. Deavás rejste sig på albuen og vendte kroppen imod Ergin for at gribe fat i ham. ”Nu skal jeg hjælpe dig på vej..” lød det køligt, som han tog fat i drengens arm og trak ham over sig, så han selv endte på ryggen med drengen ovenpå. Drengens ben blev placeret på hver side af Deavás krop, som han greb fat i drengens baller og spredte dem, før at han løftede sig selv og atter trængte ind i røven på drengen. Han udstødte et tilfreds støn og borede neglene ind i ballerne på drengen, før at han begyndte at bevæge sig frem og tilbage.

 Alt Ergin ville have var at det hele stoppede. Ikke at det blev grovere eller blidere, hurtigere eller langsomt. At det stoppede med det samme, og Ergin fik lov til at tage hjem. Eller i hvert fald et andet sted hen end hvor han var. Han ville have at manden stoppede med at røre ved ham, på alle måder.

 Som Ergin lige så stille blev mere og mere fjern, var det også som om han gav op for at gøre noget ved de lyde manden fik ham til at sige. Klynk og støn fik fri lejre til at lyde i fuld flor, mens Ergin bare stirrede tomt frem for sig. Det gjorde ondt i nærmest hver eneste del af hans krop, og han kunne ikke sætte en finger på hvor det gjorde mest ondt. 
 Det var først da manden løftede sig lidt og snakkede igen, at Ergin kom nok tilbage til virkeligheden, og et forskrækket og smertende hvis lød fra drengens læber da han blev hevet rundt og op på manden at sidde. Ergin sagde ikke noget, og selvom han ikke helt vidste hvad manden ville, rystede Ergin voldsomt på hovedet, for uanset hvad ønskede han ikke at det skulle ske, men før han vidste af det, havde manden presset sig op i ham igen. 
 Den korte pause der havde været, fik det til at gøre ekstra ondt og et skinger skrig forlod Ergins læber, som ham faldt lidt frem, så hænderne igen kunne finde sengen, og knuge sig om tæppet. Det var allerede tydeligt at Ergin var blevet en smule ødelagt allerede, for det tog ham et øjeblik at komme til at tænke på, han nu meget nemmere kunne forsøge at stikke af. 

 Da han derfor fik tankerne i den retning, prøvede han at rejse sig fra manden og hans ubehagelige greb. Lykkedes det ham at komme fri, ville han skynde sig af ham og komme ned på gulvet. Behandlingen mod hans underliv, gjorde dog at da han forsøgte at løbe væk og mod døren, ville benene knække sammen under ham, og han ville kollapse med et smertefuldt støn.

Der var ikke noget ved den nuværende situationen, som bekymrede Deavás, da han bestemt fandt sig godt tilpas, selvom han havde løftet drengen ovenpå sig. I denne stilling kunne han trænge helt ind i ham, eftersom at drengens vægt var med til at presse ham nedad. Med hænderne solidt placeret imod drengens baller kunne han nemt løfte ham op, blot for at trænge ind på ny. Det var en fantastisk følelse og uden tvivl drengens første gang, lige på denne måde. Det var stramt. Måske fordi drengen ikke kunne få sig selv til at slappe af i akten, men Deavás beklagede sig ikke, så længe at han ikke blev modarbejdet. Der kunne klynkes nok så meget, det havde virkelig ingen effekt, som han fokuserede langt mere på sin egen nydelse og det at udnytte drengens krop til sin egen fordel. For egen vindings skyld. De små protester var heller ikke nok til at stoppe Deavás i at fortsætte, for forsøgene var ynkelige og slet ikke stærke nok til at overdøve Deavás egen nydelse og støn.

At drengen endte med at lægge sig halvt over hans krop, stoppede ham heller ikke, selvom det automatisk flyttede røven væk fra hans lem og tvang ham til at presse sig længere ind i ham for at blive der. ”Bliv hvor du er” mumlede han lettere frustreret, som han borede neglene ind i drengens baller, langt mere fokuseret på at bevæge sig end faktisk at holde ham ordentlig fast. Deavás havde muligvis forventet, at drengen ville have opgivet sine flugtforsøg og havde derfor ikke set det komme, da han lettere ustabil rejste sig i sengen og løb..
Deavás brummede lettere utilfreds, som han skubbede benene ud over sengen og rejste sig op, lemmet var endnu hårdt og stift. Han var slet slet ikke færdig med ham. Men han havde ikke travlt, som han kun lige nåede at tage et skridt før at drengen faldt sammen på gulvet, foroverbøjet og virkelig ynkelig. ”Hvis du insisterer..” lo han hånligt, som han trådte hen bagved ham og satte sig ned på knæ for at gribe fat om drengens hofter og presse sit lem ind i røven endnu en gang. Drengen skulle da have fortalt ham, at han ville have fortrukket en anden stilling, så havde han flyttet ham.. Deavás lagde sig ned over drengens ryg, pressede lemmet helt ind, som han greb fat i en hårtot og hev. ”Vi er ikke færdige” vrissede han køligt, som han førte hænderne langs med drengens krop, før at den ene hånd fulgte maveskindet og ned imellem benene på drengen. Deavás brugte armen til at holde drengen tæt ind til sin egen krop og hænderne af gulvet, så han rigtig kunne få adgang til drengens krop. Hånden greb fat om drengens lem, som han grådigt tog fat og bevægede hånden i takt med sine hofters bevægelser.