Vandet var ved at blive lidt koldt, da Eyad endelig rejste sig, renere end han havde været i lang tid. Han snuppede et en stykke bomuldsklæde til at tørre sig selv med, inden han lirkede sig i det tøj, dværgen havde lånt ham. Bukserne stumpede lige lovligt meget - for ikke at sige så meget, at de kun gik ham til knæene - og blusen var alt for løs omkring hans bryst, fordi Dal var betydeligt bredere dér, end Eyad var. Eyad var dog bedøvende ligeglad, for det var første gang i umindelige tider, at han havde rent, tørt tøj på, og han brugte et godt stykke tid foran det gulnede, småstøvede spejl med at bare se på sig selv.
Han var godt nok blevet tynd. Eyad havde altid været slank, ligesom de fleste andre elvere, men han var godt nok blevet et nummer eller to slankere, siden han sidst så sig i et spejl. Når han kom til Elverly, måtte han se at få fedet sig selv lidt op igen. Eyad sukkede stille for sig selv; han var slet ikke sikker på, han havde lyst til at tage til Elverly. Sandheden var, at han meget heller ville blive sammen med Dal. Dal var så sød og forstående og hjælpsom og flot, og Eyads hjerte begyndte at slå hurtigere, og hans kinder føltes varmere, blot ved tanken om ham.
Eyad sukkede igen og gned over sit ansigt. Så lænede han sig tættere på spejlet for at sikre sig, at han så nogenlunde pæn ud, inden han rettede sig op og åbnede døren.
"Så!" sagde han med et smil. "Et styks renskuret elver."
Krystallandet
