De stålgrå øjne fulgte trodsigt den blodige finger, hun kunne næsten forestille sig den sødlige metalliske smag på hendes tunge, et øjeblik var hun ved at sige ja, men hun holdt det i sig, hun havde ikke behov for at tage imod den slags, skulle hun have en mundsmag af hans blod, skulle hun nok tage den selv, det var sikkert!
Katah gav et skævt smil fra sig, da hun så hvordan flammerne indhyldede hendes modstander, hun stoppede den konstante ild, for at betragte sit værk, da hun igen måtte krybe til korset og vise sin forbløffelse, hvordan kunne han stå der, uberørt? Det næste der skete var, at hun fik et solidt skub i maven, dog var det ikke nok til at få hende til at træde mere end 3-4 skridt bagud, nok var Katah ikke på nogen måde som Marduk, men man skulle ikke undervurdere hende, der skulle lægges kræfter i, for at få en som Katah ned med nakken!
Manden kom tættere på, hende opmærksomhed var nu helt fjernet fra Drea, hun kunne lige så godt rende og slå vejrmøller uden at hun ville skænke det en tanke.
Idét Marduk løftede spydet, kunne hun ikke lade være med at grine en smule, nok var hun imponeret over, at der var en der faktisk var i stand til at løfte spydet, men det var slet ikke nok, han ville aldrig kunne finde ud af at bruge det, hun løsnede den store økse fra ryggen, mens hun betragtede ham prøve at finde ud af spydet, han var tydeligvis ikke vant til at kæmpe med sådan et våben, heldigvis, hvis han havde styrken kunne det ende med at blive dødeligt.
Dér kom det, udfaldet med spydet, i og for sig var det et mega kikset angreb, han havde tydeligvis ingen styr over det, overhovedet, hvilket fik Katah til at slå det væk med alle hendes kræfter, kendte hun sin styrke vel, var det nok til at slå spydet ud af hånden på ham, hun lo, og sprang så over ham, mens hun med alle kræfter svingede den tinge økse mod hans skulder, hun gav et vældigt brøl fra sig, på den måde var det lettere at lægge mere kræft i øksen, dét her slag skulle han ikke have lov at stoppe!

Drea turde ikke være til stede længere, dette var en form for gigant kamp, styrke og teknik imod styrke og teknik, helt klart noget Drea ikke ville høre inde under så hun havde ikke meget at gøre her, og tænk hvis en af dem ville bruge hende som et levende skjold? Ikke en risiko hun ville løbe, så hun gik stille baglæns og så sig over skulderen en enkelt gang for at være sikker på ikke at gå ind i noget.
Dog var kampen stadig spænende, et eller andet sted havde den jo betydning på hendes fremtid, for hvis kvinden bukkede under i denne kamp ville hun forhåbentlig ikke søge Drea de næste par år, det ville ikke være så dårligt igen, men hvis kvinden vandt tilgængæld ville det få konsekvenser at hun var stukket af, det vidste hun bare.
Drea vendte om på hælen og satte i sprint væk fra kampen og løb ind imod byen, der var der i det mindste vagter til at passe på borgerne.

((med mindre i når at stoppe hende før hun drejer om på hælen r hun)) //out

Øjnene fulgte alle hendes bevægelser. Hver dråbe sved der sad på hendes krop. Hver muskel der trak sig sammen og løsnedes. Så nu satte hun i spring mod ham. Dumt. Han vidste at luften var skabt til fugle. Ikke mennesker. Guden Marduk studerede øksen der kom tættere på ham. Overvejede at lave samme nummer med spyddet. Men nej. Han havde fortalt hende hun ikke fik mere blod fra ham. Så han ventede på øksen der kom nærmere. Æggen der sang og kløvede luften. Han kunne mærke hendes varme når hun kom tættere på. Brølet fra hendes mund. Tanken gik på at røre den mund. Snart. Han fik en pludselig lyst til at danse fordi lyden af øksen mindede ham om en tone der startede de festlige sange man spillede på Nibiru. Men igen blev tankerne revet tilbage af Kvinden der kom imod ham. Han tænkte hurtig. Det galt om at få hende ud af kurs og lagt hende ned på jorden. Med tankens kraft prøvede han at skubbe den øverste del af øksen tilbage inden hun begyndte at svinge den. Blot for at miste en del af kraften og derved sætte hendes hænder foran balancepunktet. Et blik mod hendes fødder der hang kort i luften. Håndfladen blev bredt ud mod den højre fod og kort lavede han en plade der hvor hendes fod begyndte at dale mod jorden. Kvinden havde ikke mulighed for at se denne plade og ville sætte hende ud af kurs fordi jorden var tættere på end forventet. Øksen kom stadig tættere på hans krop og nu ville han altså flytte sig ud af dens kurs. Dette stunt han nu ville fortage sig var mere end farligt og krævede alt for meget af ham. Han elskede at presse sig til det yderste men hadede al den energi der skulle bruges på det. Med al sin energi fokuseret førte Guden Marduk sin venstre hånds pege og langefinger mod hendes læber. Blot for at føle. Flyttede sig modsat retning af øksens bane og rundt om Kvinden så han endte bag hende. Guden Marduk ville ikke risikerer at dette fejlede så han placerede sig 3 meter bag hende så han havde god tid til at reagere på et nyt angreb. Men noget fangede hans øjne. Pigen han havde hjulpet som prøvede at stikke af. Han ville lade hende gøre dette. Så kunne han for alvor folde sine evner ud. Men for nu måtte han holde igen så kun Kvinden fik hans fulde potentiale at se. Og derved også Guden Marduks magt. Hans sande jeg. Og så skulle hun bøje sig. Lade sig underkaste ham.

Katah mærkede hvordan hendes fødder slap jorden, hun kom højt op i luften, hendes styrke var enorm, med den var stort set intet fysisk umuligt, den kølige luft slog imod hendes krop hvor svedperler piplede frem, en enkelt af dem løb fra knækasen og ned mod anklen, det var let at mærke, alle hendes sanser var på deres højeste og i Norden svedte man som regel ikke, da det var konstant minusgrader, deroppe fik man bare varmen af en kamp.
Hun kom ham nærmere, det stålgrå blik var fæstnet til ham, det var som om det hele gik i slowmotion, eller, for Katah gjorde det, kæmpen var hurtig, meget endda! Øksen skar elegant igennem lufte, men som havde den en anden vinkel end den hun ville have den til at have. Hun tog en dyb indånding, og prøvede at fokusere øksens energi i den rigtige retning, men slaget ville være mere eller mindre ufuldendt hvis hun alligevel skulle til at ramme, i stedet strakte hun armen ned langs siden, så hun havde tyngdepunktet lå omkring hendes hofte, grundet øksens vægt, kunne hun ligeledes bruge den til at ændre kurs og den slags, og på den måde, kunne hun også beskytte sin højre side i tilfælde af et uset angreb. Det kom ikke, det eneste hun bemærkede var at han strakte ud efter hendes ansigt, hun vendte hovedet væk, og slog i stedet ud efter hans arm, med sin frie hånd, knyttet. Hun gik efter albueleddet, i tilfælde af at hun ramte kunne det let brække, ikke et behageligt sted at have knuste knogler. Tyngdekræften kaldte på hende, hun dalede og forberedte sig på at ramme den bløde jord skovbunden bestod af, men noget kom i vejen,, noget der ... ikke var der? Katahs fod ramlede imod den usynlige plade, og hun tumlede forover med et anstrengt støn, hun lavede et rullefald, og kom op at stå med noget besvær. Hun snurrede rundt og stirrede ondskabsfuldt på Marduk med tunge vejrtrækninger, i det mindste var der en kamp i ham, men nu ventede hun, han måtte tage næste træk inden hun besluttede hvad hun skulle gøre.

Følelsen af hendes hud der kom tættere på ham var intens og han mærkede en sitren i kroppen over at være så tæt på hende. Men hendes udfald var jo sindssygt. Hun slog efter hans albue. Sindssyge kælling! Nu var det vist på tide at få afsluttet dette. Hun var gået over stregen. Han bukkede armen og trak albuen væk men fokusset på at fjerne sig var fjernt og på tanken om at stå over hendes nøgne krop fyldte mere. Men han kunne dog reagere. Med endnu en plade, denne gang meget tæt på hans albue så det så ud til hun ramte, fik han beskyttet sin albue og fjernede den. Han skulle ikke komme til skade så tidligt i en lille kamp mod kvinden. Med besvær fik han placeret sig bag hende og så til hvordan hun tumlede forover men elegant lavede et rullefald. Men hun angreb ham ikke med det samme. Hun blev stående. Endelig det han havde ventet på. Nu ville han studere hende. Udforske hendes krop. Han lod sine øjne kigge på hendes hår. Hendes hår matchede hans øjne. Hendes fisure lignede hans egen. Der var noget sensuelt over hendes hår. Noget som ville gøres fri. Hun bar på noget. Hendes ansigt. Hendes øjne. Tomme, dybe og alligevel vilde. Utæmmelige. Han ville gøre noget ved dette. Et lille smil markerede hans mund. Ansigtet var kønt. Markeret af kamp og alligevel smukt at se på. Noget varmt bredte sig i kroppen. Blodet. Det kogende blod. Hendes hænder. Faste men alligevel ynde. Hun kæmpede. Var vant til at have noget i de hænder. Hendes skuldre. Spændte og muskuløse. Men hun var en kvinde. Alt strålede styrke, kvinde og kontrol. Han lod blikket gå ned på hendes barm. Han fornemmede hendes bryster i sine hænder og lod sin tunge kort væde sine læber til tanken om at bide og slikke hendes brystvorter. Hvor han ville flå den top af hende. Og hendes mave, hendes hofter. Et fast greb i dem og håret. Hun ville godt kunne klare det. Længere nede. Hendes lår og det han i ville have. Følelsen af at føre sine fingre ind i hende.

Guden Marduk kiggede tilbage i hendes øjne. Hun havde stadig ikke flyttet sig. Trak kun vejret. Hvor længe mon der havde gået? Sekunder? Minutter? Han så på hendes holdning. Den havde ikke ændret sig synderligt. To sekunder sikkert. Men hun ville helt sikkert havde set hans blik på hende. Følt hvordan han havde studeret og vurderet hver en centimeter af hendes krop. Han blinkede langsomt. Ændrede sin positur til noget mere imødekommende. Smilte. Du er god.... Stærk. Han nikkede kort men med gode intentioner. Marduk. sagde Guden Marduk og placerede sin hånd der hvor hjertet sidder.

Katah spændte i kroppen, hun vidste ikke hvad han havde tænkt sig, hun ventede på noget der aldrig skete, et udfald der aldrig kom, men som burde have været der. De stålgrå øjne flyttede sig til hans øjne, betragtede han hende? Hvad i alverden havde han gang i? Mest af alt mindede han hende om når de oppe i Norden vurderede hvor meget en bjørn eller dets lige var værd, det handlede om bjørnens muskler og hvor meget kød der kunne komme ud af den, eller hvor godt man ville kunne holde varmen med skindet, hvor tykt og blødt var skindet? Det var det man skulle tænke når man købte den slags dyr, hvis man da ikke tog dem.
Hun kneb øjnene sammen mod ham så de blev til smalle sprækker, hun havde set det blik før, det fandtes som regel hos mænd der senere hen forsøgte, eller rent faktisk havde held med at voldtage eller næsten myrde hende, hun sank, hun havde aldrig set sådan et blik hos en mand i syden. Igen begyndte adrenalinen at løbe i hendes krop, hun havde ikke i sinde at lade ham røre hende på nogen måde, faktisk skræmte det hende en lille smule ikke længere at være den der havde kontrol over situationen, han var en modstander man ikke bare slog ihjel, slet ikke.
"Katah, dater af Ramil!" sagde hun så, og lagde hånden over brystet med de yderste led af fingrene en anelse bøjede, en normal hilsen for en Kathork. De grå øjne gled fra hans blik og ned mod hans hals, hun kunne se hans pulsåre hvor blodet hamrede igennem, at skære den over ville ikke være skidt, igen skyllede lysten til hans blod ind over hende, hun bed sig i læben, og strammede grebet om øksens solide læderombundne håndtag, hvad nu?
Hun trådte utålmodigt et skridt til siden, hun ventede på ham, en handling, nu havde hun gjort de første udfald, det nyttede intet, der måtte omlægges en taktik ellers kunne det ende grueligt galt, og det var ikke umiddelbart hendes plan.

Lyttede til hendes ord. Så hendes hilsen. Så hendes reaktion. Vidste alt hvad der foregik inden i hendes hovede og alt hvad hun følte, tænkte og Hendes krop afspejlede hendes tanker. Grebet om hendes økse der strammedes. Hendes øjne der gloede på hans hals og bevidst på hans pulsåre. Noget varmede ham ved tanken om hun ville have hans blod. Guden Marduk stirrede lige i hendes øjne. Han kunne godt mærke hende nu. Ikke fysisk men hun var tæt på at nå samme punkt som han selv var. Hvordan skulle han takle denne kvinde. Han ville have hendes krop og hun vidste det nok også. Men det var for let at slå hende halvt ihjel og voldtage hende. Han ville have mere end bare en livløs krop. Eller hvad. Kvinden virkede bare kamplystent. Det betød ikke noget i sidste ende. Han vil sagtens kunne vinde over hende. Men det ville betyder at han skulle lukkes ud. Han ville ikke slå hende ihjel men det ville betyde noget lettere bytte. Øjnene lukkede og han fandt mulige udfald af denne situation. Nogen af dem syntes han godt om og andre ville han ikke risikere.
Han åbnede øjnene igen og kiggede lige ind i hendes. Jeg vil ikke risikere at slå dig ihjel Katah. Og derfor synes jeg, vi skulle stoppe kampen. Hvis du selvfølgelig accepterer? Guden Marduk smilte svagt. Han ville gerne stoppe kampen. Oprigtigt. Der var ingen grund til at lade den fortsætte hvis hun endte med at frygte ham. Han lod noget tid passere. Blot for den dramatiske effekt. Han nikkede. Han slækkede sin stilling. En ægte kriger vil kunne se dette. Han vidste at Katah vil kunne se det. Før han havde overhoved var færdig havde hun regnet den ud. Så nu var skæbnen i hendes hænder. Et angreb eller accept af kampens udfald. Han ville prøve en ny taktik overfor hende. Hun vil stadig blive hans. Men ikke som et offer for kamp. Men et offer for snuhed og list. Imens hans tanker gik på alle hendes udfald fandt han et frirum til at udnytte hende inde i hans hoved. Og igen smilte han til hende. Bare lidt mere end før.

De grå øjne fulgte hans pulsåre videre ned mod kravebenene hvor den forsvandt for det menneskelige øje, men Katah vidste udmærket godt hvor den var, eller hvad der skulle til for at kappe den fine leder. Hun tog en dyb indånding og sansede sine omgivelser omkring hende, indtil manden foran hende igen krævede hendes opmærksomhed.
Hans ord var underlige, vidste han overhovedet selv hvad han stod og sagde? Hun drejede diskret øksens håndtag i hånden og sendte ham så det kække smil hun for det meste smilede.
"hvis det er fordi du tilbyder mig en sejr kan vi finde ud af det!" grinede hun så imod ham, nu dalede hendes adrenalinsniveau igen, hendes krop reagerede på hvad der blev sagt, og umiddelbart var det, at dette ikke endte i kamp, hvis det gjorde, ville han ikke stille sig så blottet foran hende, alt andet ville være ualmindeligt dumt, hun rynkede brynene imod ham, han var svær at finde ud af, og Katah var hverken lært når det kom til kulturforskelle, sprog eller noget som helst i den retning, hvilket for hende gjorde det hele meget sværere at læse for hende.
Et øjeblik overvejede hun at springe imod ham, det ville være en let sejr som han stod nu, han ville ikke kunnme flytte sig særligt langt, eller for den sags skyld parere et dødeligt slag, men der var ingen ære at hende hos folk der overgav sig, eller bare tilbød ikke at slås. På den anden side ville hun blive udpeget som svag i norden, hvis hun kom hjem og fortalte, at hun var gået fra en kamp, der var blevet startet.
Pausen udnyttede hun dog til at studere hans krop, han var flot, stor som kun de færreste, og selv folk i Kathork stammen ville anse ham for at være et ligeværdigt menneske, hun slog tanken ud af hovedet, hun måtte ikke lade sig distrahere, ikke nu, desuden var hun ikke en kvinde der gav op uden kamp, og det var i alle henseender.
"Så hvad forslår du nu?" spurgte hun, inden hun tog et par skridt tættere på ham, og satte øksens tvebladede hoved i jorden ved hendes fødder "At vi går hver til sit, og lader som om ingenting er sket?" fortsatte hun, og skævede rundt i terrænnet, tøsen var tilsynladene forsvundet fra hende igen, pokkers, der måtte være grænser for held

Hvad var der galt med denne kvinde? Denne Katah. Hun begloede ham som en souvenir hun kunne samle på. Tilbyde hende en sejr? Aldrig. Hvorfor skulle han dog gøre det? For at tabe med vilje? Nej. Jeg tilbyder dig ikke en sejr. Jeg tilbyder en uafgjort. Hvis kampen skulle fortsætte ville jeg kun kunne vinde ved at slå dig ihjel. Og jeg ønsker det ikke. Han kiggede på hendes læber og fulgte hendes krops linjer. Han tøvede. Tænkte tilbage på Nibiru. Hvordan han dominerede og herskede. Hvis han slog hende ihjel ville han ikke være andet end en tyran. Guden Marduk var ikke en tyran. Han var en passion der vandrede rundt på jorden og bredte sig ud over landet. Hvis Guderne derhjemme fandt ud af han havde slået en ihjel bare for at vinde en kamp ville han aldrig kunne vende tilbage. Det var bedst sådan her. Han ville lære hende at kende. Så han kiggede på hende igen og fulgte hendes øjne og kropssprog. Alt ved hende. Og han kunne se hun også kiggede på ham. Det var det han havde ventet på.
Men hun fjernede sine tanker fra hvad end hun tænkte og begyndte nu at tale igen. Så hvad forslår du nu? spurgte Katah ham. Han vidste godt hvad han ville. Hun trådte frem og i et splitsekund var han klar til at forsvare sig uden at ændre holdning. Men udfaldet kom aldrig. Han så hvordan hun satte øksen i jorden og fortsatteAt vi går hver til sit, og lader som om ingenting er sket?
Guden Marduk overvejede denne tanke. Overvejede om det var det han skulle gøre. Nej. Du lader ikke chancen gå til spilde. Du tager hende med hjem og gør hvad du vil med hende. Du er kommet langt nu. stemmen i hans indre fortalte præcis hvad han ville høre
Heller ikke. Faktisk foreslår jeg..... at vi lærer hinanden at kende. Du ved. Sætte sig ned og snakke sammen. Stemmen var bevidst placeret mellem flirtende og dominerende, så Guden Marduk viste hvad det var han ville. Han trådte et skridt tættere på hende. Nu ville han se hvad hun selv ville. Som solen stod på himlen ville det være et godt tidspunkt.
Hænderne rørte ved skulderen på vesten og begyndte at trække den af. Blot for at virke mere provokerende. Så nu stod han der i bar overkrop og kiggede på Katah. Observer, studer, lær, dominer.

Katah hævede det ene øjenbryn imod ham i en sarkastisk latter, og rystede så på hovedet "Det er dumt at undervurdere sin modstander kære!" lo hun så, og lod igen blikket glide ned over Marduks krop, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, det var ikke normalt bare at lade en kamp gå til på den måde, på den anden side havde Katah ikke just behov for at blive slået til plukfisk, for hun var overbevist om at Marduk var en værdig modstander, og at ingen af dem ville gå fra kamppladsen uden at være blevet slået halvt ihjel.
Hun strøg en hånd igennem det tykke sorte hår, der var sat op i en stram hestehale der sluttede omkring lænden, det gjorde hun tit når hun overvejede hvad hun skulle gøre.
"Nuvel..." startede hun og gik igen et par skridt tættere på manden der stod foran hende, hun var egentlig ikke rigtigt i tvivl om hans intentioner, og normalt havde hun ikke været bleg for at kaste sig i armene på en som Marduk, faktisk havde hun nok haft lyst til ham og ikke tøvet et sekund, men hele situationen udgjorde bare, at Marduk kunne få lov til at kæmpe for hvad han ville have, hvis hun ikke fik en fysisk kamp skulle hun nok få opsat en psykisk. ".. jeg kan gå med til dine betingelser.." hun trådte igen tættere på ham og svang så øksen om på ryggen, hvor hun fastgjorde den med et par læderremme der sad til over hendes bryst, hun var stadig ualmindelig vagtsom, i tilfælde af, at der kom et pludseligt angreb, som hun ikke havde ventet, eller hvis Marduk ligefrem havde planlagt at få hende til at falde til ro, og derefter angribe, der var intet så let som et uforberedt offer.

Han betragtede nu sit offer og han kunne sagtens se igennem hendes facade. Der var intet at skjule for Guden Marduk. Så han satte sin fod frem men tøvede med at gå tættere på. Undervurderer sin modstander? Jeg har aldrig undervurderet dig. svarede han med samme flirtende tonefald. Og det har jeg heller ikke i sinde at gøre. Den tøvende fod fik vægten og endnu et skridt mindskede afstanden mellem dem. Øjnene spejdede hastigt over jorden bag Katah i håb på at finde en sten der var skarp. Da øjnene endelig fandt en brugte han sin telekinese til at løfte den op bag hende med blikket stadig fæstnet på hendes. Endnu et skridt..
Han var nu tæt nok på hende til at kunne dufte hendes kamp og hendes krop. Lysten blev vækket igen. Blikket ændrede sig og var mere lidenskabeligt end vildt. Med et lille tilløb ville han kunne tackle hende til jorden. Han studerede kroppen og fandt balancepunktet og det sted der ville hjælpe med vælte hende bagover. Denne Katah var langt vildere end noget andet fra Nibiru. Han kunne lide det. Og han ville have det. Hun ville også have ham i hans eget hoved. Virkeligheden var ikke altid det samme. Han så hvordan hun satte øksen tilbage på ryggen. Med lidt held ville hun kunne nå at trække den inden han var helt henne ved hende. Det skulle ikke risikeres. Stenen bevægede sig tættere på hendes baghoved. Lydløst og usynligt. Med en hurtig bevægelse der ville skære hendes hår løst, faldt stenen til jorden og Guden Marduk fordelte vægten på sine fødder så han stod mere sikkert i tilfælde af et angreb. Venstrehåndens pegefinger rørte ved stedet hvor spyddet havde fundet hans blod. Han ville provokere hende. Sæt dig Katah! kommanderede han med hende. Men tonen afslørede tydeligt en sygelig leg der ville provokere hende og alligevel var det samme flirt han havde holdt. Med højrehånden slog han en gestus ned mod jorden. Selv om de begge var store ville Guden Marduk stadig virke mere magtfuld og større end Katah hvis hun satte sig ned. Det vidste han. Han ville spille på denne dominans. Men det ville ikke blive en let kamp. Han måtte bruge alle sine færdigheder for at kunne dominere hende. Heldigvis havde han studeret dette. Psyken. Men med adrenalin i kroppen var det langt mere usikkert. Og Guuden Marduk var ikke sikker på om hun var rolig endnu.

Katah fulgte ham nøje med øjnene, hvert lille skridt han tog imod hende, og hver eneste lille bevægelse, vejrtrækning, blink, flakken med øjnene.
Hun satte en demonstrativ arm i siden, så musklen pressede provokeret på den brede metalring hun havde om overarmen som smykke. Hun trådte ikke tilbage, hun nægtede, på trods af at han var tæt nok på til, at han snart ville kunne nå hende ved bare at strække armen ud rykkede hun sig ikke en milimeter, til gengæld var hun parat til at slå fra sig hvert øjeblik i tilfælde af at han gjorde noget uventet.
"Det lyder klogt!" sagde hun så og trak skævt på smilebåndet inden hun mærkede et mindre ryk i håret, og det gled ned over hendes skuldre, et øjeblik overvejede hun om det var lædersnoren der ikke havde været bundet ordentligt, men den teori faldt til jorden sammen med stenen og det sorte overskårne læderbånd.
"Jamen dog, så det er sådan du vil have det, hva?" spurgte hun så, og blinkede så til ham, i det samme at hans eget hårbånd gik op i flammer, og ligeledes løsnede hans eget hår, selvom det ikke var så langt som Katahs der nåede ned over røven når det var løst, generelt havde Katah længere tykkere og kraftigere hår end de fleste, men det kom for alvor til sin ret når det hang løst, hvor det ligeledes bølgede en smule.
Hans duft slog imod hende, han duftede af mand, og adrenalin, og lyst. "Desuden er jeg den forkerte at kommandere rundt med ... Marduk!" sagde hun med en udfordrende stemme, og hævede i stedet blikket en anelse, så Maruk ikke virkede så stor længere, ikke i forhold til hende, det var en evne hun havde, en gave og måske i virkeligheden noget hun havde trænet i mange mange år, hun kunne få sig selv til at virke væsentligt større og kontrollerende, for ikke at sige dominant

Det var ikke længere en kamp mellem giganter. Det var en kamp mellem Guder. Guden Marduk og Gudinden Katah. De passede. Dominans og magt der var ligegyldig og i bund og grund ville de ende i det samme. Idet hans hårbånd løsnedes kunne han mærke hvor frigjort hans sind også blev. Guden Marduk ville snart give efter og blive tættere på det som han frygtede mest. Men med lidt held kunne Katah holde ham på plads. Han var tæt på at være den stærkeste på Nibiru. Men her havde han mødt en kvinde med samme sind og vilje. Det ville skæbnen altså? Her hvor han stod nu kunne han sagtens røre hende. Få fat i hende. Gøre hende til hans. Men ikke endnu. Han kiggede på hendes hår og så hvordan de mindede om hinanden. Selv på udseendet. Selvfølgelig var Katah mere feminin end han. Men kampen mellem dem ville blive langt større end hvad han havde fået fat i før. Hun stod også i en mærkelig positur. Men hans sind drejede og vendte hende på alle måder. Det var klart hvad de ville gøre ved hinanden.
Smilet på hans læber blev større da han tænkte på det han ville gøre ved hende nu. Ja. Det er sådan jeg vil have det. Tiden blev låst imens han brugte sine evner til at kortlægge fremtiden. En klar film af hvad der ville ske snart. Hvordan han ville vinde over hende. Evnen stoppede da han fik øje på hendes "kunst".
Hun prøvede at gøre ham mindre. Fjernede blikket fra ham og brugte en bevidst illusion. Hun var provokerende. Hun var ikke til at kommandere med. Hun havde selv sagt det. Guden Marduk havde selv følt det. Og nu havde de begge en ide om hvad der skulle ske. Hvis Katah ikke ville have ham, fik han hende. Hvis Katah vil have ham, fik de hinanden. Selvom blikket kun var hævet lidt var det nok til reaktionstiden vil være nedsat. Og han vidste dette. Hun gjorde måske også. Det var ikke vigtigt. Han havde sine evner og hun havde sine egne.

Igen stoppede han tiden. Sindet var i ro. Alle lyde, dufte, billeder og smage blev absorberet. Han så i slowmotion hvordan hendes bryster bevægede sig til hendes vejrtrækning. Han beregnede tiden det tog for ham at komme hen til hende og kombinerede det med hendes vejrtrækning så han kunne slå til når hun havde mindst luft i lungerne. Han så filmen; hvordan han kom imod hende med kroppen og skubbede hende bagover med en fod bag hendes, så hun mistede balancen. Erfaring vidste at hun sikkert vil angribe hans arm igen hvis hun forstod dette som et angreb. I filmen drejede armen sig så et slag nedefra eller fra siden vil være ubrugeligt. Hvis hun valgte at slå fra toppen havde han nok tid til at reagere. Filmen fortsatte og han så nu hvordan hun faldt ned på jorden. Hun landede ikke tungt som man kunne forvente. Guden Marduk havde sat hans hånd på jorden så hun ville lande blødt. Han var jo stadig en gentleman. Hun lå nu der på jorden. Med Guden Marduk på sig. Som en vinder triumferede billedet af ham i filmen. Han var sikker på dette kunne lade sig gøre. Tiden lå på et sted lige under et sekund før de begge var på vej mod jorden. Og halvanden før de ramte. Hendes reaktionstid lå vel omkring en-to hundrede milisekunder, lidt mere fordi hun ikke kiggede direkte på ham. Hun ville se ham bevæge sig først og føle trykket mod hendes krop. Planen burde virke.

Blikket fæstnede sig på hende. Nu skulle det udføres. Vægten flyttede sig fra det bagerste ben til det der skulle sætte ham imod hende. Den bagerste fod lettede fra jorden og han blev sendt imod hende. Med vilje placerede han sit hovede lidt til den ene side fra hendes for hun ikke skulle nikke ham en skalle. Tættere på hende. Vil have dig! Her! Nu! sagde han med en stemme der ikke længere indikerede flirt men en der var kommet meget længere end det. Nu var det bare at lade tyngdekraft og kroppe arbejde sammen.

Katah lagde hovedet en anelse på sned, hun kunne se at der foregik noget inde i hans hoved der ikke var nærværende. Han forestillede sig ting, ting hun ikke anede hvad var, men havde en god idé om det. Hun rømmede sig og rettede på den kraftige læderrem der sad tungt over brystet på hende og stædigt holdt øksen på plads, ikke at det var et problem for hende, men øksens tryk på hendes brystkasse mindskede hendes lungekapacitet, ikke meget, men et par procent, procent der kunne ende med at være afgørrende. Katahs krop var bygget til hendes styrke, den var nødsaget til at kunne klare et stort pres og hårde udfordringer, hvis den ikke var det, overlevede man ikke længe i klanen, og overlevelse var det vigtigeste!
Hun blinkede imod manden, hele hans tilstedeværelse indhyllede hende, hun kunne høre og dufte ham, hun kunne sågar røre ham hvis hun rakte armen ud imod ham, det sidste blev dog ikke nødvendigt, for nu kom hvad hun havde ventet på, hans udfald! Han var hurtig, og Katah nåede kun at rykke sig et par milimeter, før hans vægt tvang hende imod jorden, hun prøvede at genvinde balancen, men han havde været forudseende og sat en fod i vejen, han var ligeledes dygtig, han havde mange års erfaring, han vidste hvad han lavede, for han havde prøvet det før!
Luften blev tvunget ud af Katahs lunger idét hendes ryg hamrede imod jorden, hun var landet på øksen hvilket havde gjort selve landingen en del hårdere, og ligeledes med Marduks kampvægt hvilende imod hende. Hun gispede efter vejret med et anstrengt støn, det endte ikke her, han skulle nok få lov, alt hvad han orkede, men ikke endnu, Katah var ikke færdig med ham, og nu var de nået til et af de områder hun gjorde det bedst i; nærkamp.
Hun sendte ham et lille sukkersødt smil, inden hun trak på skuldrene, og langsomt så han ikke veg væk, rejste hun hovedet imod hans, og slikkede ham på halsen (?) "Tålmodighed er en dyd!" grinede hun så, inden hun med et fast greb i hans ene skulder tumlede ham om på ryggen så Katah var øverst, det var ikke længere en kamp på liv og død, men en strid udkæmpet med dominans og kontrol, en leg Katah elskede lige så højt som tanken om sejrens sødme.

Imens de faldt mod jorden kunne Guden Marduk fornemme den overraskelse der strålede ud af Katah. Han nød hele faldet med et stort indre smil. Det ydre var stadig flirtende. De landede. De to kroppe presset imod hinanden fik tankerne igen ledt hen imod hvad han ville gøre ved hende. Hendes kropsstørrelse og hendes våben gjorde det klart at hun elskede nærkamp. Ligesom ham selv. Og han nød det to kroppe der skabte en aura af styrke og energi. Hendes ansigt kom tættere på. Tanken om at undvige et angreb eller en skalle virkede naturlig men hun var langt forbi kampstadiet. Dette var ikke længere krig og kamp. Det var noget større. Lyst og liderlighed. Hendes tunge rørte hans hals. Slikkede faktisk på ham. Han kunne ikke lade vær med at grine svagt over det. Det var da morsomt. Hun ville vise sig. At hun kunne overvinde ham. Fortælle ham hvem der bestemte. Tålmodighed...... Pff.. Hvis han ville have noget var det ikke når der var tid. Det var når han ville have det. Hun skulle nok lære hvordan det gik. Hendes hånd ramte hans skulder og han kunne hurtig regne ud hvad hun ville gøre. Med en styrke der var mere end han forventede blev han væltet rundt. Han kunne mærke at han ville ramme jorden lige om lidt. Guden Marduk reagerede hurtigt og åbnede læder remmen der holdte hendes økse. Med sin telekinese hev han øksen tilbage og væk fra hende. Det var både en fordel og en ulempe. Hun havde mere bevægelsesfrihed men intet våben. Han ville lettere kunne bevæge hende men han kunne ikke provokere hende ved at hive i hendes økse. Og så var hun ovenpå. Men der var stadig moment. Så han fortsatte det. Skubbede hende videre så han kom ovenpå igen. Men blot nok så hun ikke vil kunne fortsætte det på samme måde som ham. Og hvis hun prøvede havde han taget forholdsregler. Så snart han over hende, satte han knæene og fødderne ud til siden så han havde et tyngdepunkt som lå meget højere end ham selv. Men jeg sagde nu! Hans hænder fangede hendes håndled og prøvede at placere dem oven over hendes hoved. Guden Marduk kiggede intenst i hendes øjne. Alt ved ham udstrålede lysten og liderligheden. Med et dyk mod hendes hals lavede han samme samme nummer som hun selv havde gjort. Ville slikke på hendes hals. (?)

Katah væltede rundt med den store mandsperson før hun sad over ham med et triumferende blik der flammede af vildskab og lyst, der var ingen tvivl, selv den mest uskyldige afholdne præst ville kunne se det, det strålede langt væk, hun ville have hvad hun så, og hun skulle nok få det!
Hun plantede solidt de stærke hænder på hans brystkasse og lod fingrene glide ned over hans mave, han var muskuløs, næsten lige så muskuløs som de fleste af mændene i klanen, blikket fulgte hurtigt og sultent med, hendes pupiller blev ganske små, og hun bed sig i læben ved tanken, hun skulle nok få det tøj af ham, og det blev ikke på den pæne måde, hun lod tungen fugte læberne ved tanken.
Vægten fra hendes ryg forsvandt, hendes økse gled af, hun drejede hurtigt hovedet over skulderen for at se hvad det var der skete, men var hurtigt klar over at det var Marduks værk.
Det var ligeleget, hun behøvede ikke sin økse, ikke nu, den var underordnet, hendes våben der efterhånden var spredt ud over det hele var ligemeget, lige nu handlede de om de to kæmpende udøvere. Katah blev igen rullet om på ryggen, hun lagde hovedet tilbage og lo, hun lod ham styre slagets gang, han kunne lide det, han elskede det og det fik ham til at føle sig væsentligt større, og når det kom til stykket var der ikke noget som en mand der have viljen til at sætte en kvinde som Katah på plads.
"Når du siger det på den måde!" knurrede hun så med en stemme der kom helt nede fra struben, hun lod ham føre hendes hænder op over hovedet, når alt kom til alt var Katah en ganske velformet kvinde på trods af musklerne og styrken der lå bag manglede hun ikke noget. Hun lagde hovedet en anelse tilbage så han bedre kunne komme til at stryge tungen over hendes hals. Hun rev sig løs med den ene hånd, som hun tog et fast greb i hans vest med, og i en hård bestemt bevægelse trak den i stykker og flåede den af ham(?)

Da hun så sad der oven på ham begyndte hun at befamle ham. Heldigvis var det hvad han selv ville. Guden Marduk skulle nok selv gøre det samme ved hende. Det var nu blevet en kamp der handlede om kontrol fremfor styrke. Kampen var i bund og grund ligegyldig. De begge skulle nok få hvad de ville have. Så rullede han hende rundt.
Hun havde lagt sig ned og lod ham sidde oven på hende. Prøvede ikke længere at vælte rundt mere. Hun lå og lystede ham. Og han sad og lystede hende. De var to perverse og liderlige væsner der bare ville gøre godt med hinanden. Selvfølgelig sagde han det på den måde. Han var Guden Marduk. Han ville have hvad han så og han ville ikke vente med at få det.
Hænderne blev ført over hendes hoved og han lod sin tunge og læber bevæge sig rundt på hendes hals. Hun blottede sin hals og han bed i hende. Ikke voldsomt men nok til hun kunne mærke det. Guden Marduk pressede sin brystkasse mod hendes bryster og mærkede hvordan de bulede imod ham. Det tændte ham. Med en hånd kørte han ned af siden på hendes krop og ned på hendes hofte og videre ned på hendes lår. Befamlede hende og førte så hånden op på hendes balde og fortsatte berøringen der.
Så mærkede han det selv. Hvordan hendes hånd rev sig fri af hans egen og tog fat i vesten. Han løftede blikket og inden han kunne nå at indvende noget havde hun flået vesten i stykker og revet den af ham. Med et kort blik så han hvordan vesten svævede gennem luften og landede. Nu kiggede han på hende igen. Blikket var blot overrasket men ændrede sig så til det der gik igennem deres hoveder. Med den hånd hun havde revet sig fri af, tog han fat i hendes top og rev den af hende(?). (Han kiggede på hendes blottet bryster. Tog nu både på hendes balde og bryster. Hænderne var overalt på hendes krop inden længe.) Han grinte kort. Ingen af kvinderne derhjemme var som Katah. Guden Marduk bed sig nu selv i underlæben. Hvor længe ville dette fortsætte?

Katah nød at mærke hans vægt presse hende ned, de sidste mange gange hun havde haft sex med folk havde det været sydboer der ikke vejede meget mere end børn, så at være så tæt på Marduk var prægtigt, ikke at Katah havde noget imod mindre folk, der var bare ikke rigtigt samme udfordring i det.
Han ragede uhæmmet på hende, og hun lod ham gøre det med største glæde, og hun befamlede ligeledes han nu nøgle og fuldstændigt tilgængelige overkrop, de var som dyr, uden at kommunikere og af ren og skær lyst ville de have hinanden, der var ingen normer eller regler der stoppede dem, tværtimod gjorde det hele situationen meget sjovere.
Hun gav et lystent støn fra sig da Marduk bed hende, i Norden var der blevet bidt hul, det var sikkert, blod var en normal ting der hørte sammen med sex deroppe, sådan var det ikke her, her var alting anderledes, selv Marduks fremgang havde hun ikke været ude for før, det var næsten som han kom fra en fremmed planet.
Han flåede toppen af hende, hun sendte ham et udfordrende blik, mens hun betragtede de sorte øjne, der betragtede hende. Hun rev ham over ryggen hvilket forårsagede et par overfladiske flænger, intet der var værd at skrive hjem om. Hurtigt rejste hun hovedet og kyssede ham midt på brystkassen, der skulle ske noget, og det skulle være nu!
Hendes hænder fandt ned til hans hofter hvor de fast greb om bukserne og lukkede dem op(?)
igen forsøgte hun at tumle manden om på ryggen(?), hvor hun tog fat i hans kæbe og lænede sig ind over ham med det dominante blik flakkende ned over hans krop, inden hun bed ham i halsen, hun bed til men ikke så der gik hul, det måtte hun vente med, men én ting var sikkert, hun skulle nok få hul, om han ville det eller ej, nu var det bare et spørgsmål om tid

Guden Marduk mærkede Katahs ufattelige liderlighed og denne glæde over endelig at have en rigtig mand til at forføre og udnytte hende. Tanken glædede ham og tændte yderligt gnisten i hans krop over at skulle lege med dette stykke kød. Denne kvinde som prøvede at overmande ham og gøre ham til hendes stykke kød. Men han nægtede og accepterede det på samme tid. Denne seksuelle magt over den andens krop udsprang af, de begge var forførte af hinanden såvel som ønskede at vise de var noget værd. En kamp der ikke var mod hinanden men for hinanden. Et show de begge fyrede af. En styrkeprøve og en forførelse der lå langt under et civiliseret stadie og var så dyrisk at de begge var reduceret til kødlige kroppe der skulle bruges, leges med og spises. Normalt selvfølgelig kun på et metaforisk plan. Men når de to trak sig længere ned på et dyrisk plan var det ikke utænkeligt at de ville smage hinanden og se hinanden dominere og blive domineret. Føle magten ved at være den øverste og føle magtesløsheden ved at være den nederste var sikkert, både for Katah og Marduk, den største seksuelle oplevelse der kunne ske.
Katahs hænder befamlede hans krop som han befamlede hendes. Hendes lyde og støn vækkede sexlyst i ham som sjældent blev antændt. Guden Marduk vidste præcis hvordan Katah ville have ham og hvad hun selv ville have. Det lystende blik hun havde sendt ham da han havde blødt havde afsløret hende. Hun skulle nok få lov til at smage hans blod. Men han ville holde fast i sine ord endnu. Han havde jo sagt at hun ikke fik hans blod at se. Han ville da også smage hendes. Hendes negle rev hans ryg men slet ikke nok til det var noget der kunne få lysten til at dæmpe sig. Tværtimod. Hans blik forandrede sig hele tiden. Det var vildskab og lyst der dominerede. Og inden under alt dette lå en kerne af enighed, ære og hengivenhed. Hvor vildt det end så ud og hvor uforståeligt det end virkede at disse to personer kunne gå fra at kæmpe mod hinanden til at begære hinanden, var det en ting der ikke kunne beskrives. Guden Marduk forstod Katah. Katah forstod Guden Marduk.
Hendes læber der rørte hans bryst satte et tydeligt tegn til hun ville have noget nu. Noget kød. Hænderne der gik klart efter hans bukser og prøvede at åbne dem gav ham et hint om hun ikke vil vente til han gjorde noget eller ville beordre ham til at tage hende.
Hurtig som hun var prøvede hun igen at vælte ham om. Men denne gang var han forberedt. Igen havde han ville vise hende han var oven på men samtidig gøre hende bevidst om dette nok skulle ske. Imens hun prøvede at vælte ham om, gled han væk fra hendes greb/skub så hun selv fortsatte rundt men uden at ligge oven på Guden Marduk. (Med sin evne reagerede han hurtigt og lagde armen om hendes hals i det der svarede til en hovedlås og begrænsede hendes vejrtrækning en lille smule, lagde sig oven på hende med hans mund tæt på hendes øre. Tålmodighed er en dyd! lød hans stemme halvt hviskende. Alt imens hun kunne mærke hans stive lem igennem de halvt åbne bukser ligge imellem hendes baller(?).)

Katah betragtede hans øjne, hun kunne se gnisten hun havde sat igang, og hun kunne lide hvad hun så, Marduk var noget for sig selv, han var ikke som andre, han vidste hvordan man håndterede en kvinde ordentligt, hun havde aldrig oplevet noget lignende. Hele forspillet havde været hårdt, og alligevel følsomt, som var det ikke kun de kødelige lyster der kom til udtryk, men en generel dybdelæggende omsorg der var til at føle, men ikke til at se. Katah havde kun oplevet det ene eller det andet, hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der kunne findes en gylden middelvej. Hun fugtede læberne med tungen og åndede tungt ud, hun havde lyst til at hengive sig helt til Marduk, til hans hænder og berøringer, men det blev ikke endnu, han kunne få lov at kæmpe for det.
Tanken fremkaldte det lille smil, inden hun blev tumlet rundt og han på mærkelig vis endte med at ligge oven på hende og holde hende nede, så hendes nøgne overkrop blev presset imod den fugtige forårsjord. Han greb hende om halsen, begrænsede hendes luftveje,hun gispede efter vejret i et tungt åndedrag mens hun kunne mærke hans krop imod hendes egen. Hun blinkede, et øjeblik stod verdenen stille for hende, hun kunne mærke hvordan han erigerede lem pressede imod hendes underkastede krop, og hun spændte i hele kroppen ved tanken, hun var klar til ham, og det var hun nu. Hun vidste ikke hvor længe dette skulle stå på, forhåbentlig ikke længe!
"Mhmm.." mumlede hun med en rællende vejrtrækning og et halvkvalt grin "En dyd jeg ikke ejer!" fortsatte hun med den hæse stemme hans stramme greb forårsagede. ihærdigt gjorde hun et forsøg på at komme om at ligge på ryggen, selvom hun ikke sad øverst havde hun trods alt mere kontrol ved at kunne se på Marduk, hele hendes krop var efterhånden dækket af fugtigt jord, andet kunne ikke rigtigt lade sig gøre når man tog hele sceansen i betragtning .