Krystallandet
Tarrak 30.08.2009 17:46
Caen lod sig ikke bemærke at hendes raseri, hun opførte sig som en hund, der bed fra sig ved hver en lejlighed hvor den følte at den blev presset. Hans øjne kastede frydende blikke ned på hendes sår langs ryggen, hun havde fortjent dem. De måtte gøre ondt, men efter hvad hun havde gjort ved hans krop var de vel lige. Aligevel trak han sin robe af, den var stor og tung, men gav en del varme, den var en belastning for ham og så ville den nok gavne hende. Crarcer ville hade ham for det. Han rakte hende den og så på hende med et alvorligt blik " Lad mig minde dig om at det ikke kun var ham alene der smadrede min krop, den var i vidst lige om. Drop så den stædige opførsel og slyng den her over skuldrende, hvis du da ikke vil falde om, indenfor meget kort tid " Sagde han og stak hende et belærende blik. Hun skulle nu ikke begynde at spille klog, han havde fem personer til at fortælle ham om hvordan hele seancen havde forløbet, så han mente bestemt af han havde ret, dumdristig var hun i den grad, men med den trodsighed kunne han ligeså godt lade hende dø, når man nu prøvede at hjælpe skulle hun ikke være modvillig. Hans overkrop var fuld af optegnelser fra sjælene han havde kontrol over, de lyste op, selv i mørket, så de var ret iøjefaldende, han syntes enelig de var irreterende, det så mærkeligt ud. En let vind ramte dem idé de trådte ud fra kirkegårdens sti og hen imod skovens start. Den kølige aftenvind, snare midnatsvind måtte det være, slog imod hans bryst. Han var ikke specielt god til at holde på varmen, så han begyndte hurtigt at fryse, men hey, han havde det dårligt nok iforvejen, nu skulle han bare hjem, så måtte man jo se hvor langt hun kunne gå før at hun bukkede under, noget hun dog forhåbenlig ikke gjorde, Crarcer ville nok trodsalt godt have hævn, det var vel også op til ham, Caen ville ikke stoppe ham, han ville i det hele taget ikke stoppe hans sjæle i at styre ham, det var hvad han havde sat sig for.
