Et øjeblik overvejede hun, hvordan hun ville have det, hvis det var hende, der blev holdt nede, og knyttede så næverne. Det havde hun prøvet. Hun huskede den brændende følelse af afmagt og ydmygelse og vidste med sig selv, at hun ville gøre alt for at forhindre, at hun måtte overgive sig. Men hun ville ikke lade livet. På trods af, at hun intet kunne huske, så vidste hun, at hun ikke skulle risikere at dø.
Damia så koldt på Katah og sagde: ”Eller nærmere, at jeg gad bruge tid på jer,, Det var da også irriterende, at hun kom med disse bemærkninger. Damia smilte ved tanken om, at Katah ikke måtte deltage for sin bror. Så alle hendes kommentarer var blot desperate forsøg på at få Damias opmærksomhed, og vise sig for broderen.
Hendes blik fangede i sidste øjeblik et glimt af pisken, og sprang adræt til siden. Det blev kun til en flænge i kjolen og et rids på låret. Det var dråben! Ikke også hendes kjole!
”Se nu hvad De har gjort! Ødelagt min kjole,, snerrede Damia, med ét mere arrig end en bi. Hun ville have hævn for det her!
”Det kan godt være, at jeg har meget at lære, men det er ikke mig, som er sunket i jorden,” Damia så nedladende på Tarrak, medens hun gik i en stor bue om ham, ”Lad mig nu se,, Hendes blik hvilede nu på Katah og i takt med, at hun bevægede den raske arm, begyndte træet, som Katah lænede sig op ad, at bevæge sig. Store grene forsøgte at gribe ud efter Katah, for at holde hende fast og presse hende hårdt ind mod stammen(?)

- Avatar og profil billede lavet af mig