(( Wuuut, tiden er gået hurtigt? ))

Ekko smilede lidt tilfreds for sig selv. Det glædede ham at hun i det mindste ville indse at det her var rigtigt, i stedet for at holde sig i sin deprimerede verden, hvor alt bare var skidt, og hvor hun var ond.
Han mærkede sin mave knurre, og det gik pludselig op for ham, hvor længe siden det var, at han sidst havde fået noget at spise. Langsomt gled han ned fra Carmen og gik hen til sin oppakning. Han gad simpelthen ikke til at finde noget mad selv, så hellere tære på sin oppakning. Det var også på tide at han fandt noget andet mad. Måske kunne han prøve kød? Det havde han ikke smagt før, men de solgte det inde i byen. Ikke fordi han havde tænkt sig at købe noget af det... Han tvang sine tanker tilbage på sporet, og gik hen til Cath igen, gumlende på en tør rod.
"Jeg forstår godt, hvis du ikke vil have mig med hen og besøge ham der -" Et billede af det skrækslagne egern for ind på nethinden."- ham der psykopaten. Jeg er alt for god til at komme i problemer. Men jeg vil gerne hjælpe dig på andre måder, hvis det skulle være?
Kunne det ikke tænkes at dit hjem ligger i byen? Jeg kunne gå ind og se, om der mangler en derinde. Folk må vel have lagt mærke til det, hvis et hus har stået tomt i et par dage, og jeg kan høre, om de kender en som hedder Cath?" Han syntes selv ret godt om det forslag. Det ville være sjovt at udforske byen uanset hvad, men når man havde et mål kunne det kun blive endnu sjovere..

((Du sagde selv at han stod i kikkede i et stykke tid jo ^^))

Cathrine rystede på hovedet og blev i sit stille sind lidt trist over at hun ikke kunne spise sammen med Ekko. Dette viste hun dog ikke til Ekko.
Den eneste Cathrine kunne komme i tanke om der havde mødt hende ud over de forskellige vampyre, Sikke bekendte kunne hun ikke lade være at tænke, var ham manden der havde solgt hans afdøde mor hus. Og som hun havde kunnet forstå på ham havde det ligget tomt i noget tid.. Hun undrede sig stadig over hvorfor hun kunne huske alle disse ting, men ikke hvor det var? Det var da lidt sært.
”Cathrine… ”sagde hun da hun kom i tanke om at hun havde opgivet et egentligt forkert navn til Ekko. Hun smilte undskyldende ”Jeg var ret omtåget da du fandt mig og der er ikke nogen der ved hvor jeg bor. Jeg har kun talt med tre… personer her i byen og den ene er ham der var her, den anden har jeg i den grad ikke lyst til at se igen og den første solgte mig mit hus. Han er flyttet ud af byen. Det sagde han at han ville. Huset var hans afdøde mors hus og det havde stået tomt længe. Jeg tror ikke jeg boede der længe nok til at nogen bemærkede det.” Fik hun svaret.

"Cathrine," gentog Ekko, for at sørge for at huske navnet. "Men tror bare, jeg holder mig til Cath. Cathrine kan godt bliver noget af en mundfuld." Han smilede til hende. "Det er fint nok, så leder jeg bare efter noget andet."
Solen var efterhånden så lav, at den ikke skulle igennem træernes løv, men i stedet skar ham i øjnene. Den gjorde Caths profil underlig mudret, som en sort skygge midt i en gylden hvidhed. Hvor er jeg dog pludselig poetisk, sagde han - mocking - til sig selv.
Han lagde pludselig mærke til, at Carmen ikke var der. Hun var fløjet for et stykke tid siden for at finde noget mere føde. På jorden lå en lang fjer, som var faldet af da hun nussede sig. Selvom den var faldet til jorden var den stadig kridhvid. Da han vendte den op mod lyset reflekterede den solen, og skinnede så meget at den næsten blændede ham. Han kneb øjnene sammen, så han bedre kunne se den. Når man bare så den sådan her, var det let at forestille sig, at det var en fjer fra en falden engel. Egentlig troede han ikke som sådan på engle, da Kile ikke tog sig af den slags. Men historierne havde han altid holdt af.
Hans øjne havde så småt vænnet sig til det skarpe modlys. Når han så Cathrine sådan her, havde han let ved at forestille sig, at hun kunne våre sådan en engel. Hendes ansigt havde en særlig udstråling, og hendes blege hud lyste næsten af alt lyset. Hans blik veg fra fjeren og hen til hendes skikkelse, frem og tilbage.

Da solen langsomt var forsvundet fra hendes krop kunne hun ikke lade være at lukke øjnene og nyde det. Følelsen var ubeskrivelig dejlig i forhold til den evige stikken der havde været mod hendes blege hud. Hun følte sig faktisk lidt mere rolig her i mørket, og dette kom hun til at spekulere lidt over. Hun forstod det ikke helt. Hvordan kunne dette ændre hendes forhold til solen og varmen som hun altid havde elsket? Hun følte sig egentlig lidt skræmt over det. Hvad mere ville ændre sig? Ville hun kunne være sig selv. Det var begyndt at blæse let og Cathrine skubbede tanken til side.
Vinden generede hende ikke, men hun blev nu meget meget bevidst på Ekkos tilstedeværelse. Vinden blæste nogle lette briser bag ham og hans lugt førtes hen mod hende. Hvor underligt. Hun kunne lugte ham? Det var jo helt ekstremt. Hun kikkede forundret på Ekko. Han lugtede umiddelbart lidt af græs og planter,(?) sikkert fordi han var så tæt på jorden og det hele. Han duftede også af nogle andre ting, men hun kunne ikke placere det. Roden han var begyndt at gnave på. Den lugtede underligt. Kunne det virkelig smage godt det der? Hun syntes i hvert fald ikke at det virkede appetitligt… Ville hun havde gjort det før? Hvor var der egentlig meget hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med… Ih…
Først nu bemærkede hun at Ekko egentlig så underligt på hende. Og den fjer der var med jorden blev han også ved at kikke på. Hun kunne ikke helt se sammenhængen i det, men følte sig lidt underlig som han stod der og kikkede.
”Hvad..?” Spurgte hun så med et lille forsigtigt smil. Bagefter undrede hun sig over sine egne ord og måde at sige det på. Det lignede hende ikke at opføre sig så feminint…

Ekko rystede sig ud af sine tanker, og blinkede et par gange for at klare hjernen. Solen var lige forsvundet, nok bag en bakke eller noget, for så sent var det jo heller ikke. Hans øjne skulle lige vænne sig til det, og lige hurtigt kunne han ikke se så meget.
"Ikke noget." Han smilede til Cath. "Kan du ikke sætte dig ned? Jeg får så ondt i nakken af hele tiden at skulle kigge op på dig."

Nu han sagde det… Hvorfor var hun ikke begyndt at få ondt i benene af at stå op? Naturligt ville man da sætte sig ned af sig selv? Cathrine følte sådan set at hun var helt lige så afslappet når hun stod op. Mærkeligt. Hun gav ham et undskyldende blik. Hun kendte godt til det meget at få ondt i nakken af at kikke på folk der var højere end en selv, selvom det jo ikke var i samme grad som Ekko. Hun satte sig ned skrædderstilling(?)Kan ikke helt huske om det er det det hedder) Hun kom til at tænke på at hun nok egentlig burde komme af sted. Hun kunne huske svagt at det havde taget flere timer, næsten en dag at komme fra krypten til markedspladsen. Hun vidste ikke om det ville tage helt så lang tid, nu hvor hun var mere sikker på vejen, men hun burde nok komme af sted i god tid. Problemet var at hun ikke havde lyst til at gå. Ikke lyst til at finde og tale med ham.. Eller havde hun? Der var så meget hun ville vide, men også så meget hun ikke kunne acceptere og ikke ville vide. Hun kendte til myter og sagn, men vidste ikke om de passede. Hun fik et ret tænksomt, fjernt spekulerende blik. Hun havde heller ikke lyst til at gå fra Ekko. Han gjorde hende dog i lidt bedre humør og det havde hun nok egentlig brug for.

(( Jep, det hedder det xD))

Ekko smilede til hende. Hvis han selv blev stående, var han næsten lige så høj som hende nu. Han fingrerede lidt ved den hvide fjer. Ude af solen var den ikke nær så hvid, mere med nogle blålige undertoner. Han havde tit undret sig over, hvorfor sølvdjaler havde sådan en opsigtsvækkende farve. Det var jo ikke ligefrem fordi de kunne kamouflere sig så. Han havde engang spurgt Carmen, og hun var blevet lidt irriteret på ham Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?, havde hun spurgt ham. Og hvorfor skulle vi have brug for at kamouflere os? Se på mig, jeg er større end mange af dyrene i skoven, så hvis de endelig skulle ønske at gøre mig noget, ville det blive værst for dem selv. Og hvis de var for store kan jeg bare flyve over dem og smider ting i hovedet på dem. De skal holde sig væk fra mig.
Måske var det det samme med Cathrine. Måske var hun så anderledes, for at gøre folk opmærksomme på, at de skulle holde sig væk fra hende. Et opmærksomt vink fra Moder Jords side. Hendes hud lyste ikke på samme måde som da den var i solen. Og det ville den nok heller ikke komme til igen, hvis hun havde besluttet sig for at holde sig ude af solen. Han satte sig ned, fordi han var ved at blive træt i benene.
"Er der så kun dårlige ting ved din tilstand? Har det ikke ført noget godt med sig? Du sagde at du havde fået så meget bedre sanser. Er det ikke dejligt?"

Tankerne hun havde svævet lidt rundt i forsvandt som dug for solen. Hun vred sig lidt og kikkede ned i jorden. Egentlig havde hun ikke rigtig lyst til at se lyst på det… Hun kunne sikkert godt, men det ville føles forkert at gøre det, for det var jo ikke godt det hun var blevet? Hun håbede virkelig ikke at hun ville komme til at holde af denne tilstand, og det var jo også præcis derfor Alzeid havde gjort det mod hende. Hun tænkte sig lidt om. Der var ingen grund til at lade det hele vælte ondt og nedtryk over Ekko. Han havde vel ret og hun kunne lige så godt lade som om der var nogle gode sider.
”Jo… Meget skarpere sanser… Jeg følte heller ikke noget behov for at sidde ned lige før. Jeg kunne næsten ligeså godt have ligget ned. Det føltes ens”(At stjæle fra Twillight :D) hun sagde ikke at det var en god ting, men det var da praktisk. Hun kunne ikke lade være.. Hvor meget hun end havde lyst til at fortsætte i denne halv glade stemning, kunne hun ikke helt.
”Det er lidt svært at se lydt på det, må du forstå.. Dette her blev gjort mod mig, med det formål at jeg ville hade det…” Hun lød ikke trist eller noget. Bare forklarende og hun håbede ikke at Ekko ville blive helt… Stille… eller sådan noget.

((Hah! Got ya! Nu bliver du nødt til at blive glad. Ellers bruger jeg Carmens øje! ))

Ekko smilede skævt til hende. "Det var ham psykopaten der gjorde det, ikke sandt? Og han gjorde det altså fordi han vidste at du ville hade det. Som hævn for ... et eller andet?" Han holdt en kort pause, men ikke så meget for at lade hende svare, som for at samle tankerne.
"Så, hans hævn går ud på at få dig til at hade det, og hvis du hader det er hans hævn lykkedes. Så, hvis du vil tage hævn over at han prøver at tage hævn over dig ((hvad er det jeg har med sådan nogle gentagelser??)), skal du prøve at få noget godt ud af det. Så vidt jeg forstod, er det her noget permanent. Og hvor fedt er det at gå rundt og hadde sig selv resten af livet?."
Han løb lidt tør for argumenter, men han var bange for, at det ikke ville være nok til at overbevise Cath. Forbandet være emo((:b))mennesker, der nægter at blive i godt humør, tænkte han ved sig selv.
"Hvis du ikke har lyst til at nyde det her, fordi du så mener, at det også ville være noget han vil have det sjovt med, så gør det på en anden måde. Få meget mere ud af det her, på en helt anden måde end han kunne have forestillet sig. Lige nu gør du bare som han vil have, og jeg er sikker på at han nyder det, og sidder og gnider sig i hænderne og gnækker ondskabsfuldt lige nu. Helt ærligt, det kan du gøre bedre end det!"
Han holdt en kort pause for at trække vejret og kastede sig så ud i det igen. "Der var en dreng i min landsby som faldt ned fra et træ og brækkede ryggen. Efter det kunne han ikke gå. Tidligere havde han været en af de bedste løbere i byen, og den bedste til at klatre i træer. Nu kunne han ikke andet end at sidde i en stol og kigge ud af vinduet. Og han var også ked af det i starten, men så begyndte han at læse. Det havde aldrig interesseret ham før, men nu havde han jo masser af tid. Først læste han alle de eventyrbøger vi havde. Og senere, efter en tur til de større byer, havde hans far en bog om opfindelser med hjem. Og dem begyndte han så at arbejde med. Han lavede alle mulige fantastiske opfindelser, som virkelig har været til nytte, og han nød det. Og han fik en kone, og de adopterede endda nogle børn. Han er 53 nu, og han er glad og lykkelig. På trods af, at hele hans tilværelse blev fuldstændig smadret. Hvordan tror du hans liv ville have været, hvis han bare havde sat sig i et hjørne og surmulet?"

Cathrine kunne ikke lade være af at smile over Ekkos lange tale om det hele og ja. Det var faktisk rigtig det han sagde, men han vidste bare ikke nok om hende eller hvad hun var til at det virkede. Det kunne godt være at det ville være at trodse Alzeid ved at være ligeglad og bare prøve at nyde tilstanden, men hun troede faktisk at han var lige glad nu. Straffen var faldet og nu var hun så det resten af sit liv. Fakta var også at hvis hun ville nyde det, ja så var hun også nød til at nyde ting hun ikke ville accepter. Cathrine havde ikke meget lyst til at tænke på det og prøvede desperat at få tanken væk igen.
”Problemet er Ekko… At jeg for det første tror han er ligeglad nu. Han har fået sin hævn. Noget andet er, at for at jeg ville kunne nyde.. det her..” Hun slog kort ud med armene ” Så ville jeg være nød til at gøre ting der går stærkt imod men menneskelige natur, moral og opfattelse af godt og ondt..” Hun vidste ikke om det var en for stor mundfuld at fyre af overfor Ekko, men hun gad ikke rigtig lægge låg på det.
”Jeg ville være nød til at gøre inhumane ting, jeg ikke vil acceptere og det er der straffen er. Han ved at jeg ikke vil kunne acceptere det, og hvis jeg gjorde ville han sikkert også bare nyde at han havde kunnet ændre mig sådan. Den nydelse har jeg heller ikke lyst til at han skal have.”

"Er det virkelig så slemt? Kan du ikke finde nogen måde at ændre det på? For du kan jo ikke blive ved med at have det sådan her hele tiden?" Ekko sukkede. Sandt nok, han havde kun kendt Cath et døgns tid, men i løbet af det døgn var han begyndt at blive så desperat på hendes vegne, at han ikke have lyst til at acceptere, at der ikke var noget at gøre. Han kiggede forbi hende, hen mod horisonten, som var en lysende bue af solen, som var gået ned, men stadigvæk sendte stråler op over kanten.
"Cath... Livet går jo videre. Selvfølgelig er det ikke fedt med så store ændringer, og jeg forstår godt, hvis det bliver hårdt. Men selvom du siger at psykopaten er ligeglad, er det jo ingen grund til, at du skal hade dig selv. Du skal nyde livet.
Godt og ondt. Det er egentlig ikke så meget mere end en tilstand skabt i din hjerne. Da... da mine forældre døde, hadede jeg mig selv. Jeg følte, at jeg burde have hjulpet dem ud, at jeg måske kunne have reddet dem. Der var virkelig et langt stykke tid, hvor jeg ikke havde lyst til noget, ikke følte, at jeg havde ret til at leve. Men der kom nogle... folk, og de lærte mig, at livet ikke bare er noget, du kan gå frem og tilbage fra. Livet er egentlig bare en lang rejse mod døden. Og så må man sørge for, at få så meget ud af det som muligt." Han blinkede lidt forvirret, da det gik op for ham, at han var kommet fuldstændig væk fra det punkt hvor han startede.
"God og ond er ikke noget man er. Og det er heller ikke noget man gør. Det er med det formål, du gør det, som definerer om du er god eller ond. En mor, der tog maden fra et sultende barn, for at give det til sit eget sultende barn er ikke nødvendigvis ondt. Bare desperat. Jeg siger ikke, at det er en god gerning, men det kan være, at det er nødvendigt. Og alle ender jo det samme sted til sidst, ligegyldig hvad de har gjort."
Han anede ikke, om Cathrine ville forstå noget af det. Han var ikke sikker på, at han selv gjorde det. Og så alligevel.
"Tænk på dig selv først. Jeg mener ikke, at du skal skubbe alle andre til side, men hvad er vigtigtst? At psykopaten ikke får en chance for at være tilfreds med dig, eller at du kommer til at acceptere din tilværelse og få det bedste ud af den?" Han rejste sig op, og gik hen til Cath. Forsigtig stak han Carmens fjer ned i hendes hår (?).
"Man siger noget om sølvdjalerne. Carmen har aldrig villet bekræfte det, men jeg tror på det. Med deres ene øje ser de alt det gode ved verden, og med det andet ser de alt det dårlige. Derfor er det katastrofalt, hvis de mister det ene øje. For hvad er værst? Kun at se det dårlige i alting, eller kun se alt det gode? Så ser du jo kun halvdelen af verden? Du bliver nødt til at acceptere, at der er gode ting ved de dårlige, og dårlige ting ved de gode."

((Nøjha, hvor bliver han dog bare filosofisk.. ))

Cathrine kunne ikke lade være med at beundre de store ord fra den lille alf, og hun forstod ham godt. Han havde ret, men hun kunne bare ikke se hvad godt det ville gøre andet end noget fuldstændigt egoistisk at gøre de ting hun blev nød til at gøre… Cathrine kunne godt høre på sine tanker at hun i det hele taget nok blev nød til at acceptere hvad hun var blevet, om hun så kunne lide det eller ej. Hun bed lidt sin underlæbe, hvilket viste sig at gøre en smule ondt. Nye tænder regnede hun lidt dystert med. Hun lod ham placere fjeren i hendes hår og hendes hals snørede sig en lille smule sammen da hans lugt kom helt utroligt tæt på og eller havde været kraftig nok før. Hun tænkte videre.
Kom nu Cathrine… Indse det… Sig det.. Hun fik et lettere pinefuldt ansigt, men ikke sådan alvorligt smerte agtigt. Bare som når man træffer en svær beslutning.

Vampyr Hun tvang ordet frem i sin hjerne og koblede det på sig selv, hvilket hun ikke havde gjort før. Ansigtet blev mindre spændt og hun slappede lidt mere af. Dog så hun lidt dyster ud stadig. Hun havde bestemt sig for hvad hun ville sige og hun vidste at det sikkert ville skræmme Ekko… Eller ville det? Efter alt det han havde sagt var hun faktisk i tvivl. Hun vidste ikke meget om religion, men det lød som noget hun havde hørt før, og knyttede til en religion. Hun kunne ikke huske hvilken… Hun trak vejret ind og pustede tungt ud igen.

”Hvad nu hvis den rejse er rejst. Hvad hvis den rejse ikke var selvvalgt…” Hun holdt en kort pause..
”Hvad nu hvis man allerede er død”

Ekko smilede. Smilet blev en anelse dystert, da han tænkte tilbage på sig selv, da han havde mistet sine forældre.
"Hvornår er man død?"

((Og det er alt hvad du får. See, jeg har lært begrænsningens kunst.. Eller? Nå, medmindre du svarer lynenede hurtigt, går lille, syge jeg i seng nu, og kan først svare i morgen xD))


((Mwahahahahaaaa - stik den ))

Cathrine frøs. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare men stirrede bare på Ekko. Hvor meget havde han hørt og set. Havde han overhovedet sovet…?
”Hvor meget har du hørt fra det der egern..?” Var det eneste hun kunne sige og hun anede ikke hvad ellers. Hvordan kunne han stille hende det spørgsmål.. Hvordan kunne han overhovedet finde på det hvis han faktisk havde set hendes vrede og frustration over det. På den eller anden måde følte hun sig forrådt af Ekko, men hun kom til at tænke på at han måske ikke helt havde forstået hvad hun mente…

((Haha jeg kan også))

Ekko kiggede - en anelse forvirret - på Cath. Egernet? Hvilket egern. Han skulle lige til at åbne munden for at spørge hvad hun egentlig mente. Så kom han i tanke om det. Hvorfor skulle hun lige skifte emne nu, hvor han endelig havde fået hende nogenlunde op i en krog. Hun var næsten på rette vej. Og så det her?
"Egernet? Du mener det lille egern, der var blevet skræmt af psykopaten? Selv hvis det ikke havde været så skræmt, er det næsten umuligt at få noget ordentligt ud af sådan en lille fyr, uden at man kender den ordentligt. Billederne var så rystede, at det var næsten umuligt at få noget ud af dem. Den var ret bange for din besøger, så der er nok højst et par sekunders snak. Den fortalte mig egentlig bare, at der havde været en dum person i skoven." Han tøvede lidt.
"Hvorfor?"

Hun kunne ikke smide følelsen af at føle sig forrådt selvom hun vidste det ikke var sådan og hun vidste ikke rigtig om hun havde lyst til at fortælle Ekko hvorfor hun havde spurgt… Hun kunne ikke kikke på ham da hun sagde det.
”Det ved jeg ikke rigtig..” Hun følte sig meget meget lille som hu sagde det, men hun havde uforklarligt ikke lyst til at sige det til ham. Måske var det fordi han havde ret i meget af det. Eller måske var det fordi det mindede hende om det spørgsmål hun blev nød til at besvare snart. Hun havde ikke lyst til at tænke på det. Det med liv og død. For hun vidste at hun var død. Hun vidste at hun var blevet slået ihjel og dog var hun i live, men hun betragtede det ej mere som liv. Hun følte ikke hun levede. Det var ikke død, men måske noget andet. Noget midt i mellem. Hun vidste bare at hun ikke var levende mere…

Ekko havde et øjeblik lyst til at skrige. Sandt nok, han kunne godt lide Cathrine, men hendes uforudsigelige humørskift føltes som at løbe panden mod en mur hver gang, og efterhånden havde han udviklet en kæmpestor hovedpine. Han fornemmede også, at det her var første gang hun havde løjet - eller måske ikke løjet, det var sådan et stort ord. Første gang hun havde fortalt ham noget, som var direkte i modstrid med sandheden.
Hvorfor hjalp han hende overhovedet? Han var godt selv klar over det. Fordi han allerede betragtede hende som en ven, og han kunne ikke lide, at lade venner alene tilbage. Så mange havde han heller ikke haft af dem.
Han besluttede sig for at give det et sidste forsøg, og så måtte hun selv sidde og rådne op i sin selvlede. Sagde han til sig selv. Han tvivlede på, at han kunne holde det.
"Det jeg mener, Cath," sagde han - stille, som når man taler til et barn der har svært ved at forstå, "er at død ikke er så sorthvidt som mange gør det til.
"For mig at se, er der to måder at dø på. Ikke at den ene måde udelukker den anden. Den ene måde, er når dit hjerte holder op med at slå. De fleste vender tilbage til Kile når det sker, men ikke alle." Han kiggede over på Cath, og håbede at hun ville forstå det her.
"Da mine forældre døde, døde jeg også. Jeg havde ikke lyst til noget, jeg havde ikke lyst til at føle. For hvis jeg følte, måtte jeg også føle mig ked af det. Det betød så, at jeg ikke kunne blive glad heller. Og sorgen var der stadigvæk, bag det hele. Da jeg mødte Kile, lærte jeg, at man ikke kan smide en del af sig væk, for at bevare en anden. Sådan fungerer det ikke. Du bliver nødt til at bevare dig hel, ellers dør du indeni. Så prøv at fortæl, hvis skyld det er, hvis du er død?"
Han vendte rundt, og gik længere tilbage i lysningen. Der var efterhånden ved at blive helt mørkt. Carmen var landet i den forladte rede, og var så småt begyndte at gøre sig klar til at gå til ro. Hun sendte nogle spørgende tanker ud, men han ignorerede dem irriteret. Han havde ikke specielt meget lyst til at tænke tilbage til den tid, hvor hans forældre døde. Efter at have rodet lidt i sin taske fandt han et lille lys, og sit fyrtøj. Det var heldigvis tørt nu. Forsigtigt satte han lyset ned i jorden og tændte det. Det blide lys fik ham til at slappe af, og han sendte en tak til Kile. Den her flamme var bare varm og tryg, og ikke vild som ilden i huset.
Han havde en overvældende trang til at græde - både af frustration og savn.

Cathrine bed tænderne sammen. Hvorfor bragte han alt dette på bane? Forstod han det ikke? Det var sikkert rigtig nok det han sagde, og det vidste hun godt, men hendes tilfælde var jo ingen af de to han var kommet med. Var det virkeligt så svært at regne ud?
Cathrine overvejede om hun bare burde sige det højt. Sige hvad der var sket og hvorfor. Det var lidt anstrengende på en eller anden måde, at han ikke kunne acceptere at hun ikke just var glad lige nu… Hun kikkede ned i jorden en stund, men så op på ham. Hendes blik var tomt. Uden nogen bestemt følelse. Bare tomt. Ulæseligt.
”Ekko… Det er rart du prøver at hjælpe mig… Men jeg har nok mest af alt brug for tid. Mit liv har ikke just været en dans på roser for nylig.” Hun holdt en kort pause.
”Første gang jeg kom til byen, fik jeg forvildet mig ud i en sidegade. Der var mørk, men jeg kunne høre der var andre end mig. Jeg blev overfaldt. Jeg mistede næsten alt mit blod og brækkede nogle ribben” Hun trak vejret ind og kikkede kort væk fra Ekko. Så tilbage på ham.
”Senere blev jeg opsøgt af en anden ved mit hus. Han lod som om han manglede ly for regnen. Han overfaldt mig. Jeg brækkede mine ribben igen, jeg tror jeg fik hjernerystelse og forstuvede mit håndled. Hele min krop gjorde ondt. Jeg mistede igen næsten alt mit blod.” Hun hold grundigt øje med Ekko for at se hans reaktion. Hun havde besluttet sig for at hvis han kunne klare sandheden, så var det jo rart nok og hvis ikke. Ja så var det jo til hans eget bedste at han lod hende være.
”Jeg vågnede op i en krypt. Frysende, et fremmede sted uden egentlig at kunne huske hvad der var sket. Jeg fik ikke specielt meget mad, men han lod mig gå. Da jeg nåede frem til markedet fandt han mig igen… Han…” Hun kunne igen mærke smerten lyne gennem hende da hun tænkte på det.
”Han… Stak et sort sværd gennem mit hjerte. Jeg har aldrig før følt så meget smerte på en gang… Og så lod han mig ligge. Midt i byen.. Døende..” Hun kikkede stadig på Ekko og iagttog hans reaktion.

Ekko holdt opmærksom øje med sit lille lys. Det brændte hurtigt ned i den lette aftenbrise, og nogle gange vaklede flammen og var lige ved at gå ud.
Han hørte alt hvad Cath sagde, men koncentrerede sig om, ikke at lade sig mærke med det. Det var ikke behageligt at høre, men alligevel glædede det ham, da han hørte hende fortælle det som det var. Det han kunne lide ved hende, var at hun fortalte sandheden eller ingenting, og han var blevet skuffet, da hun ikke havde gjort det. Selvom det næsten ikke var noget.
"Det lyder ikke specielt rart. Eller tilfældigt." Hvis han bare betragtede det som et problem med en løsning, var det nemt nok at tænke på. "Og du har ingen ide om, hvorfor de gjorde det?"
Han sukkede, og vendte sig om mod Cath. Lyset var brændt helt ned.
"Undskyld at jeg hakker på dig. Men jeg er bare blevet lært, at du skal fortsætte ligegyldigt hvad, fordi livet er så dyrebart, at intet er prisen værd for at opgive det. Og at du selv bestemmer, hvor meget liv du har."
Han skuttede sig lidt mod den snigende aftenkulde. "Og nu bliver du nødt til at finde psykopaten, for at finde ud af, præcist hvad der er sket? Jeg kan godt se, at jeg ikke kan tage med dig, men jeg vil gerne hjælpe dig alligevel. Der må vel stå et eller andet om det et sted. Jeg har ikke noget at lave i byen, udover at finde ud af, hvordan det hele er skruet sammen."

Hun kikkede væk igen og vidste ikke hvad hun skulle sige.. Hun tænkte sig om.
”Ekko… Jeg…” Hun holdt inde… og tænkte sig mere om og besluttede sig for at svare først.
”Han sagde det var hævn for noget der var blevet ført på mig af arv… og den første… Havde vist ikke en speciel grund.”
”Det kan godt være at jeg på sin vis ikke er død, men jeg… Men jeg lever ikke. Måske i Psyken og det er jo herligt.. men jeg Lever ikke mere Det jeg har her, er ikke liv…” hun holdt en pause.

((uf.. uf.. Kort indlæg))