Rex skuttede sig og sukkede opgivende. Han lagde sig i sandet og betragtede himlen. Han placerede hænderne under hovedet, og betragtede sin ånde, der dampede afsted.
Han hører den anden kvinde tale og drejer hovedet lidt. "Sult? Det er det der hjælper med at minde os om, at vi stadig er i live, at vi stadig er mennesker." brummede han henfaldent og sukkede mut. Han undrede sig lidt over hvorfor han overhovedet svarede på det spørgsmål, når det jo ikke engang var dedikeret til ham.
Han betragtede stjernerne blinke oppe i himlen og nød den kolde brise imod sin hud.

OOC: Er der nogen rækkefølge i, hvem der svare hvornår og sådan? ^o^ For så må i lige undskylde det her indlæg, blev bare træt af at vente (du fik godt nok ikke nogen chancee Batok, det må du undskylde x3) og stenede for groft xD

IC:
Hun så et kort øjeblik betuttet på Rex, blinkede lidt med øjnene. Gud hvor lød han sjovt… Men det var nok de euforiserende urter der gjorde sit job.
”Måske. Men jeg gad nu godt bytte den følelse af at være et eller andet forbistret menneske der lever, for en fuld mave der ikke skreg på mad hele tiden…” Sagde hun forholdsvist lavt for ikke at skræmme dyret i træet væk. Hun var lidt ligeglad med om han havde hørt hende, men han skulle da ikke tro at han kunne komme her og lære hende om sult og at den gjorde en menneskelig… Eller hvad det nu var han havde sagt. Med de ord og tanker summende i hjernen, vendte hun ryggen til ham og knyttede hænderne før hun slappede af i dem igen.
Lee havde slukket lyset igen, og havde sørget for at der ikke var nogen glød tilbage, før hun smed stumpen af stearin og væge på jorden. Hun så op i træet, prøvede at få øje på sin eventuelle aftensmad. Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket, så hun en halvfed falk sidde og guffe en død, slasket mus i sig. Den havde alt for travlt med at flå musen og sluge små stykker kød, så den bemærkede ikke Lee, der irriteret kneb øjnene sammen. Skulle hun have den fugl måtte hun være lydløs, og hun måtte være forberedt på lidt af hvert. Og hun måtte lukke munden – eller, næbbet – på den inden den skræppede op og tiltrak sig opmærksomhed. Hun tvivlede på at nogen af de andre der var til stede ville lægge mærke til det hvis fuglen begyndte at skræppe, men hun gad ikke at de så meget som bare skævede til hende, da hun helst ville være usynlig og bare få stillet sin sult.
Hun var nået halvvejs op af stammen, elegant og lydløst da hun var vant til at klatre, med venstre hånds metalspidsere gravet ned i bakken, da fuglen blev opmærksom på et eller andet. Lee stod eller sad eller hang (efter hvad man nu mener hun gør halvvejs oppe i et træ) helt stille, men det var ikke hende den holdt øje med. Det var ham hun havde set som en skygge. Hun himlede med øjnene. Kunne den pokkers fugl ikke lade være med at være så opmærksom og overlevelsesagtig så hun kunne slå den ihjel og få sig noget at spise?

Som de andre smilte han af pigens (Learas) kommentar om sult. Selv føler han sig aldrig sulten og har helelr aldrig gjrodt det, som barn levede han som en rigmands søn, og idag klare han sig selv, også er der lige det at han er anderledes end alle andre og har en anden ''sult'' end andre.
Han ser ned på Rex da han svare.
Sult minder os om vi er levende?? hmm, sådan ser jeg nu ikke på det. Er han måske ikke selv lys levende selvom han ikke er sulten?
Han smiler lidt af Learas kommentar til Rex, han ryster lidt på hoved og ser op i himlen... Hvor er det smukt i aften.
Han ser ned igen og for et kort øjebik øjnkontakt med Angel, men ser så væk fra hende og videre ned på Leara.


( gør ikek noget er langsom, ja. var også lige ude og spise noget mad... )

Angel betragter stadig batok, mens han ser rundt, venter tålmodigt på at han ser mod hende. Hans blik glider rundt og et kort øjeblik møder det hendes. Angel smiler skævt, Vampyr.
Hun hopper lydløst ned i sandet, og mærker hendes højre fod lande på skrap genstand. Smerten gør hendes hoved tåget, og hendes hæl føles som om at den er blevet splittet i to. Hun bliver stående til smerten har fortaget sig og går så ned mod vandet.
Hendes blik er lettere mørkt, hendes krop er ikke healet endnu, og hun er slet ikke så smidig som førhen. Vinden vifter et par hårlokker væk fra hendes ansigt.. Hun må til at træne igen..

Rex smilte og trak på skuldrene, imens han lå på det golde sand. Trods hun snakkede lavt, var han vant til at folk hviskede til ham, at han ikke havde noget problem eller på nogen måde fandt det sært at hun svarede i den lave lydhøre tone.
"Selvfølgelig vil du det. Ingen ønsker at være sultne." påpejede han tonløst og betragtede himlen. Han smilte for sig selv, før han satte sig op, for at få et blik af hvor folk havde bevæget sig hen - Han ville gerne have et overblik.
Han betragtede den ene kvinde (Angel), som han kunne se. Men hende han snakkede med (Leara) kunne han ikke umiddelbart få øje på. Han placerede hænderne så de støttede hans krop i en halvt siddende position.
Der var noget i luften. Uro? Måske. Han missede med øjnene og lyttede til havets brugsen. Han forsøgte at slappe af, og trods bølgernes skvurlen havde en beroligende effekt, så var hans sanser og muskler spændte og vagte.
Han holdt vejret og sukkede lydløst.
Da den indtilda-siddende-kvinde (Angel) pludselig rørte på sig og ligefrem hoppede ned fra sit skjul, sitrede det ned af ryggen på Rex. Han bed tænderne sammen og smilte fjernt for sig selv. Hvad nu...? Han sad i nogle sekunder, før det gik op for ham, at der ikke ville ske noget videre. Han sukkede og rystede på hovedet. Hvor kedeligt...

Han fulgte Leara med øjen og smilte for sig selv. Han fandt det sjovt at se hende jagte en fugl, eller prøvede i hvertfald.
Hun ville være på den hvis den blev opåmærksom på hende eller noget andet, så han selv holdte sig stille for ikke at ødelægge det for hende.
Samtidig med han fandt det hele sjovt synte han også det var syndt for hende, han kunne ikke sætte sig selv i hendes sted da han aldrig har følt sig sulten.
Da angel hopper ned fangede de hans opmærksomhed at hun træder på noget og begynder at bløde. Lugten af blod, kom til ham og han lukkede øjne og nød lugten, indtil luften stille forsvandt da hendes sår begyndte at heale.
Da han kom til sig selv så han undrene på hende, men hoppede så ned fra søjlen, uden at larme for meget, da han stadig ikek ville skræmme fuglen fra Leara, og begyndte at gå ind mellem ruinerne ned mod stranden.
Mens han var i luften så han Rex udtryk da Angel fik fra ham, Hvad er der med ham? [/i]

Fuglen trippede lidt, og baskede usikkert med vingerne. Den ville lette om lidt. De stak altid af når de blev usikre, fugle, selvom der måske alligevel ikke var fare på færde. Heldigvis havde Lee prøvet det før.
Hun kravlede længere op, og sørgede omhyggeligt for ikke at larme på nogen måde. Hun kunne se fuglen igennem bladene, men den kunne ikke se hende. Træet lå i skygge, og Lee rystede af kulde, men også af adrenalin som pumpede i hendes krop. Fuglen vidste at noget var galt, og at det måske ikke var Batok den skulle frygte. Den slap musen.
Nu eller aldrig.
Hun greb frem, fik fat om fuglen hals med højre hånd, strammede til, hoppede ned og skar halsen over på den med den venstre inden den nåede at udstøde et eneste lille pip. Lettet så hun på fangsten i sin hånd, imens hun holdt den lidt ud fra sig, for ikke at få blod på tøjet. Hun var pænt sikker på at en eller anden havde set hende, hun kunne mærke det, men hun var næsten fuldkommen ligeglad lige nu. Sulten var kommet tilbage, og stregen på hendes hage var allerede fremme.
Den Lee der havde angrebet fuglen var anderledes fra den bandende, der for havde beklaget sig over sin sult. Fuldstændig kynisk, kold, fornuftig og klar i hovedet, opmærksom. Og alligevel... Dyrisk.

Stille lytter hun men ingen af de 3 larmer. Angel ser tilbage på pigen lige i tide til at se hende fange sit byte. Skyggen af et smil dukker frem, og hun fornemmer at hun selv har været i sådan en situation. Hendes blik fæster sig på stregen på hendes hage, inden hun ser tilbage på vandet. Det kan næsten nå hendes støvler, og et par få dråber glider ned over de sorte støvler. Vandet er kulsort og det slikker sig op af nogle ruinstumper, Angel ser på det.. - intet.
Et svagt næsten lydløst suk kommer fra hende og hun lader istedet blikket glide op ad. Hovedpinen er næsten forsvundet og hun fornemmer kort hvor de andre står i forhold til hende..

Da Rex bemærkede den 3. person, sprang han op. Det faktum at han ligefrem også kunne flyve irriterede ham en smule. Han trak skuldrene op om ørene og proppede hænderne i lommerne på den hvide, kittellignende frakke. Han skar en grimasse og traskede væk fra vandkanten.
Han ville helst undgå at være for tæt på de andre.
Så stoppede han og gav sig til at småle. Det faktum at de bare var en masse mennesker der myldrede rundt omkring hinanden, gjorde hele scenen lettere absurd. Han gik lidt tættere på ruinens begyndelse og klatrede med lidt besvær op på en lille mur. Eller mur og mur. Det var egentlig rester af en væg, måske en mur, det skal ikke kunne siges. Den var nok omkring 1 meter lang og ligeså en meter eller halvanden høj.
Han satte sig på den og derfra bemærkede han Leara og hendes sidste angreb imod fuglen. Han nåede lige at se gribe den om halsen, trække den med sig til sin død på jorden, og kappe dens hals. Hans øjne blev store og hans smil ligeså. Han rystede en smule på hovedet.
"Dér kan man bare se; Du var virkelig sulten." brummede han og kom med nogle smålige grin. Han rykkede derefter en smule på sig så han kunne se kvinden og manden, på den anden side af muren. Han betragtede dem indgående, stadig med et smil på læben.

Mens han gik ned mod stranden kom duften af blod til ham igen, og et smil kom frem hos ham. Duften af blod kunne kun betyde at hun fik fat på fuglen og han ikke havde skræmt fuglen væk.
Nu kunne hun få stillet sin sult som hun nu har gået rundt og klaget om.
Han gik forbi de sidste mur stumper og stod nu nede på stranden, nogle meter fra vandkanten.
Han så tilbage på Rex, En sjov fyr. Nok har Batok ikke studeret ham, men han har kunne føle ham hele tiden og han fandt hans opførelse yderst sjov.
Batok så væk fra Rex og så nu hen mod Angel, en af hans egen slags..

(( Undskyld har en del internet problemer... ))

Leara så op på Rex, og hvæsede irriteret, åbnede sin monsteragtige mund en smule, men ikke helt. Kunne han ikke holde snuden for sig selv? Hun havde tømmermænd, hun frøs, og hun var hundesulten. Hun så på fuglen, og rev dens hovede af og smed det i græsset hvor de stirrende øjne holdt blikket rettet stift imod hende. Med en knurren tog hun et bid af vingen, rev den helt af og åbnede derved også munden i sin fulde pragt.
Sulten... mad...
Hun slugte næsten med det samme, og spyttede et par fjer ud. Hendes evne gjorde hende istand til at fortære hvad som helst, i hvert fald næsten. Hun tog endnu en bid, og endnu en, og så det sidste - hun tog sig ikke af de andre omkring sig - og fik sin normale mund igen. Hun havde blod omkring den, op af kindrne og det løb ned af hendes hals. Hun tørrede noget af det væk med hånden, men det hjalp ikke da den også var tilsprøjtet. Hun havde sørget for at have ryggen til de andre, så meget fornuft havde hun haft i behold. Nu kunne hun mærke at smerten i maven forsvandt, og hun smilede kynisk.

Rastløs ser hun ned, betragter sine støvler og rynker let panden. Selvom såret er healet, drypper den klæbrige substans stadig fra hendes ene støvle hæl. Vandet bruser og når endelig hendes støvler og tager lidt af blodet med ud i havet. ¨
Hun havde ikke regnet med at det var så slemt; lugten af blod er kun svag. Hun ser sammenbidt på vandet, hvor den røde farve forlængst er væk. Krystalbjerget.. men hvordan skal hun komme derop?
Vandet skyller ind over hendes støvler igen og hun træder let tilbage, læner sig op af en ruin på højde med hendes hofte.
Hvor længe var hun væk? Diskræt lader hun blikket glide rundt. vampyren er gået ned ved vandet, hun fanger kort hans blik før hun ser mod Rex, pigen kan hun ikke se..Men det behøver hun heller ikke, hun kan høre lydene af en der spiser...

Rex skæver til drengen og ryster på hovedet. Hanb betragter derefter pigen med fuglen. Da hun hvæser og viser sin rigtige mund. Han taber underkæben og hans øjne bliver store. Han ligner en der havde set et spøgelse. Sandheden var dog at han havde set noget langt mere facinerende - og han elskede det. Han tog en hånd op til øjnene og gned det ene øje, før han betragtede videre.
Han holdt vejret og rystede på hovedet og lænede sig bagover. "Hva' fa-" mere nåede han ikke at sige før han landte på ryggen med et bump; Han havde lænt sig bagover på en mur, der ikke havde en "ryg". Han lå med benene i vejret, op langs muren og armene ud til siden. Han så op i himlen.
"Hvad i al verden..." mumlede han med et smil på læberne. Han havde aldrig set noget så facinerende. Hans tanker bar ham væk.

Han ser efter Leara da hun begynder at spise men kan ikke se hende begrund af ruinerne. Men han kunne føle der var noget anderledes ved hende, hun var ikke som før da hun gik rundt og klagede at hun var sulten.
Hvad er hun mon?
Han så igen på Angel og gik over til hende mens han så en bølge rense hendes støvle og blodet forsvinde ud i havet.
"Hvem er du?" Han spurte lige ud til hende, han havde kun mødt 1 anden vampyr i hans lange liv, så han var lidt ligeglad med hans maner...

Hun drejede hurtigt hovedet og ser på Rex, som lå ned. Hans stemme havde lydt så sær og fjern og lidt som en trompet, og alligevel rungede den i hendes hovede.
"Altså, det er selvfølgelig klart at du ikke er vant til at se en fugl blive fortæret, men du behøver ikke at falde ned for at undrstrege det, vel?" Mumlede hun bare, før hun så sig om for at finde noget at tørre munden af i. Hun ville helst slippe tilbage og hjem UDEN at folk stillede hende spørgsmål.
Godt. Fra nu af jager du ikke ligemeget HVAD, hvis der er mennesker tilstede, medmindre du har tænkt dig at spise DEM... Du kan jo ikke styre det eller hold det tilbage... Idiot!

Angel hører et bumb efterfulgt af drengens stemme, hun smiler skævt, men har en ide om at hans reaktion, har noget at gøre med den streg på pigens hage. Hun skæver lidt til siden og ser vampyren bevæger sig hen mod hende. Roligt ligger hun armene over kors, lettere afventende men holder afslappet blikket mod vandet.
Bjerget eller healsehuset. Hun kan godt mærke hvor hendes krop helst vil hen, men efter mørket har overtaget byen, er det måske ikke så sikkert.
Hun ser tilbage mod vampyren som er stoppet op ved hende, hun har lyst til at smile, men gør det ikke. Istedet vender hun blikket mod havet,.. " Angel " siger hun så og ser mod ham. Mørkelver ser hun nu, og lader tungen glide hen over den spidse tand.
"Hvem er du?"

Hans ben dirrede lidt imens de hang i luften, inden længe fik han dog manureret sig selv op at stå igen. Han rejste sig helt op og kravlede op på muren igen. Han slog noget støv af bukserne og jakken og sukkede opgivende.
Han rømmede sig og så på hende igen. "Nej det var såmænd ikke det. Det var bare - Impornerende. Jeg har aldrig set noget lignende."
Et eller andet sted skræmte det ham lidt, og så alligevel var det både facinerende og interessant. Han lod tungen glide over tænderne og satte sig på hug. Han missede med øjnene.
"Hvordan...?" Han sprang ned fra muren igen, landte heldigvis rigtigt, og gik et par skridt tættere på hende. "Man kan jo ikke se at...?"
Hans ansigtsudtryk havde ændret sig totalt fra det vante ligegyldige, mutte og reserverede ansigt, til et spørgende og søgende udtryk.

( Mit net går måske ned kl 24:00 o_o )

Batok hører også bumbet og kan gætte sig selv til hvad der var sket da han høre Rex udbryd og et lille smil kommer frem. Klodset...
Hans opmærksomhed er igen på Angel. "Batok," Han ved ikke helt hvad han skal sige og står bare og ser på hende, hun ser ikke for godt ud. Hendes sår burde heale meget hurtigere og det ser ud som hun har smerter...
Han ville hjælpe hvis han vidst hvad der vara galt, nok var han ikke meget for andre folk, men hun var ligesom ham...
Eller det regnede han med, en vampyr havde ikke en stor vennekreds, det havde han ihvertfald ikke, mange hadet ham da det fandt ud af hans rigtige identitet..

OOC: Aaaurwh... Hvis det gør, siger vi så bare at Rex er gået eller noget i den stil? OoO

IC:
Et eller andet sted morede Lee sig frygteligt over Rex's fascination. Alle hun i sin tid havde mødt og som havde set hendes mund havde frygtet hende og var løbet skrigende bort, men han syntes det var interessant. Hun smilede skævt, og pustede en fjer ud.
"Tja... Det er en magisk kræft? Jeg går også ud fra at du har nogen." Hun så ham ikke som en trussel der kunne finde på at melde hende til nogen for et eller andet. Han havde virket helt døsig indtil for få øjeblikke siden.
"Alle i min familie kan det... Eller... Kunne..." Hun trak på skuldrene, og bøjede sig ned for at tørre hænderne af i græsset, og rettede sig op igen før hun kørte håndfladen rundt i ansigtet for at fjerne blodet.

( fair xD Det kan så være at han gik pga. kulden eller noget x3 )
( Sorry angel, vil lige have så meget jeg kan få ud af mit sidste kvarter xD så jeg overhaler lige )

Han betragtede nøje alle hendes bevægelser, som noterede han det hele ned. Han trak på skuldrene. "Jeg kan ikke så meget." svarede han kort og kontant, trods det nu var en stor løgn, da hans evne kunne vise sig i mange former.
Han betragtede hende. "Så det ligger til familien... En speciel race, eller blot en evne?" spurgte han.
Han hævede et øjnbryn og missede med øjnene. Han forstod det ikke helt, hendes evne måtte være utrolig, under sådanne omstændigheder; At kunne genskabe huden omkring munden, samt at kunne se helt menneskelig ud. Han havde aldrig set noget lignende. Han var dybt facineret.
Han stod ca. to meter fra hende nu - noget i ham holdt ham tilbage; bad ham om ikke at gå tættere på ham. Frygten, et eller andet sted. Han smilte af sig selv, men blev så stående. Han lagde armene over kors og betragtede hende indgående.